Tung-Chieh Chuang, dirigent
Maurice Ravel
Ravel er som komponist meget svær at sætte i bås. Som en kamæleon formår han gang på gang at overraske med nye stilistiske krydderier og farver. Det ene øjeblik fremtryller han musik, der vækker mindelser om Debussys impressionistiske klangverden, det næste øjeblik motorisk rytmisk musik a la Stravinskij. Dertil kommer hans charmerende leg med den neoklassiske stil, hvor han tager den musikalske stil fra det 17. og 18. århundrede under kærlig behandling og på fortryllende vis gør den til sin helt egen. Der er dog et træk, der går som en rød tråd gennem alle Ravels værker, han var en blændende instrumentator. Ligegyldigt om han skrev for stort orkester, klaver eller kammermusik, frembringer han farveorgier af klange med en næsten ufattelig nuancerigdom.
Le tombeau de Couperin
Tung-Chieh Chuang er fra Taiwan og fik sit gennembrud, da han i 2013 fik 2. pladsen i Gustav Mahler-konkurrencen i Bamberg. Siden vandt han desuden 2. prisen samt publikumsprisen ved den senest afholdte Solti-konkurrence, og priserne har resulteret i adskillige koncerter over hele verden for Chuang. Han har arbejdet med Berliner Filharmonikernes cellogruppe, Bamberg Symfonikerne, Taiwain Nationalorkester og Taipeis Symfoniorkester. Efter han i 2015 vandt Malko-dirigentkonkurrencen, kan han nu også skrive vinder af verdens største dirigentkonkurrence på sit CV.
Alexander Markovich, pianist Alexander Markovich er født i 1964 og er ud af en musikerfamilie. Han startede som 6-årig på Gnessin Special Middle School of Music og senere på Moskva Musikkonservatorium med speciale i klaver og direktion. I en alder af 13 år vandt han 1. prisen ved The Prague Youth Radio Competition. Han har siden 1990 boet i Israel og har optrådt med store orkestre og navne verden over, hvor han har begejstret publikum og anmeldere. Han har spillet med musikere som Sergey Nakaryakov, Julian Rachlin, Ida Haendel, Gerard Causse m.fl. i store koncertsale som bl.a. Wigmore Hall i London, Carnegie Hall i New York, Heichal Hatarbut i Tel Aviv, Suntori Hall i Tokyo. Musikmagasinet The Strad har bl.a. hyldet Alexander Markovich som en “absolut fremragende musiker”.
I 1914 udbrød 1. verdenskrig, som med al sin brutalitet og håbløshed ændrede verden for altid. Ravel blev også indkaldt til hæren for at gøre tjeneste som chauffør, men blev i 1916 hjemsendt på grund af sygdom. I årene under krigen arbejdede Ravel på et klaverværk, som fik titlen Le tombeau de Couperin. Det endelige resultat blev seks satser, som låner deres stilistiske udtryk fra baroktidens suite, og hvor hver sats dedikeres til mindet om en ven, som døde under krigen. Tombeau var i baroktiden en betegnelse, som blev brugt til “mindestykker”, og Couperin var en af datidens ypperste suitekomponister. Ravel ønskede således ikke kun at skrive et værk til minde om sine venner, men samtidig skrive en hyldest til sin forgænger Couperin. Allerede i 1919 besluttede Ravel at lave en version for orkester af fire satser, og særligt denne udgave har vundet stor udbredelse. Når man tager i betragtning, at dette værk er skrevet umiddelbart efter, at Ravel havde mistet sin moder og midt under krigens hærgen, kan det lette og lyse tonesprog måske undre, men Ravel forklarede sig: ...De døde er triste nok i deres uendelige stilhed. 1. Prélude: Denne livlige sats giver orkestrets træblæsere, særligt oboisten, rig mulighed for at fremvise al sin virtuose kunnen. Over stok og sten går det i denne sats skrevet til minde om 1. løjtnant Jacques Charlot. 2. Forlane: Tempoet sættes lidt ned i denne yndefulde og elegante italienske dans skrevet til minde om den baskiske maler Gabriel Deluc. 3. Menuet: Oboen tildeles også en central rolle i denne smukke og rolige sats, hvor man hensættes i en drømmende pastoral stemning. Satsen er skrevet til minde om Jean Dreyfus. 4. Rigaudon: Tempoet øges i en festlig sats. Mellemspillet er en charmerede hymne igen præsenteret af oboen. I denne sats mindes Ravel de to brødre Pierre og Pascal Gaudin.
Klaverkoncert for venstrehånd, D-dur Igennem hele sit liv havde Ravel brugt klaveret som sit instrument til at præsentere sig selv som komponist. Det blev imidlertid først sent i livet og på foranledning af en mulig turné til Amerika, at Ravel gav sig i kast med at skrive sin berømte klaverkoncert i G-dur, der med sit lyse, legende og lette udtryk siden har sikret koncerten stor popularitet. Under arbejdet med denne koncert henvendte pianisten Paul Wittgenstein sig med ønsket om en koncert for venstrehånd. Wittgenstein havde inden 1. verdenskrig haft en lovende karriere som pianist. Han havde mistet sin højre arm under krigen, men insisterede på at fortsætte sin karriere som pianist og transskriberede selv en lang række værker og bestilte nye kompositioner hos tidens førende komponister: Prokofjev, Richard Strauss, Britten, Hindemith og Korngold. Han var yderst kritisk med, hvad han ville spille, og de fleste komponister fik deres værker retur med mere eller mindre nedladende bemærkninger. Ravel fik også hårde ord med på vejen, og først efter store stridigheder mellem de to blev koncerten uropført af Wittgenstein i 1932. Udfordringer tiltalte Ravel, og da han modtog bestillingen fra Wittgenstein, lagde han arbejdet på G-dur-koncerten til side for straks at kaste sig over bestillingen. Venstrehåndskoncerten danner en smuk kontrast til G-dur-koncerten, musikken rummer nu alvor, dybde og eftertænksomhed, som leder tankerne hen på Wittgensteins skæbne og krigens afgrundsdybe alvor. Koncerten forløber som én sats, hvor man dog tydeligt fornemmer en tredeling. Allerede fra de første dybe toner i orkestret fornemmer man, at noget dramatisk
er i vente. Pianistens entré er yderst virtuos, og hele klaveret tages i brug. Midterdelen er en fyrig jazzy scherzo i 6/8-dele, hvor også mere esoteriske temaer blander sig. Det mørke og dystre univers fra begyndelsen vender tilbage og danner grundlag for pianistens stort anlagte kadence.
Ludwig van Beethoven
I begyndelse af 1800-tallet rasede den franske frihedskamp med en sådan styrke, at det kastede chokbølger gennem hele Europa – Beethoven blev optaget af de nye humanitære idealer om frihed og lighed for alle. Samtidig gennemlevede Beethoven på det personlige plan, det største mareridt en musiker kan have; han opdagede, at han var ved at blive døv. Disse to begivenheder kastede Beethoven ud i en svær krise, som både var af personlig og kunstnerisk-filosofisk art. Kulminationen på krisen kom med det berømte Heiligenstadttestamente skrevet til Beethovens to brødre og med Beethovens udtalelse, at han ”kun var lidt tilfreds med sine hidtidige arbejder: Fra i dag vil jeg slå ind på en ny vej”.
Den nye vej Beethovens værker havde indtil ca. 1802 været tydeligt inspireret af Mozart og Haydn, men i værkerne fra perioden efter 1802 hører man et markant skifte. Den nye vej, som Beethoven ville finde, betød, at hidtidige formkonventioner blev sprængt, og det musikdramatiske aspekt voksede betydeligt. Til at skabe drama blev rytme, harmonik og dynamik ført til hidtil uhørte højder. Intet sted er disse tendenser mere tydelige end i Beethovens 3. symfoni med tilnavnet Eroica. Oprindelig tænkt som en hyldest til det store frihedsideal Napoleon, men da Napoleon udnævnte sig selv til kejser, kradsede Beethoven i ren arrigskab dedikationen væk fra manuskriptets forside. Symfonien blev i stedet dedikeret til Beethovens velynder Franz Joseph von Lobkowitz.
Symfoni nr. 3, Es-dur, op. 55
1. sats: Symfonien skydes i gang med to vældige akkorder, som kalder til orden, og derefter præsenteres satsens hovedtema (helten/kunstneren) i celloerne. Dette tema kommer til at spille hovedrollen gennem hele satsen, hvor det gennemgår dramatiske forløb. Satsen kulminerer omtrent midtvejs, hvor orkestret samler sig i en række stærkt dissonerende akkorder, som hamres ud i uregelmæssige rytmer for derefter at give plads til et smukt og inderligt obotema. Herefter genoptages hovedtemaets dramatiske rejse. 2. sats: er en mægtig sørgemarch af hidtil uhørte dimensioner og emotionelle dybder. Musikken arbejder sig frem til en mægtig kulmination, der efterfølges af en højstemt fuga. Sørgemarchen vender tilbage i en urolig udgave, der gradvis opløses. 3. sats: er et livligt intermezzo, en scherzo, som hylder det enkle liv på landet. I triodelen spiller en horntrio østrigsk bondemusik. 4. sats: Triumf - det hele synes at forløse sig i et sandt orgie af jubel og ekstatisk musik – indimellem melder alvoren sig dog. © Jan Mygind
Kommende koncerter: Kammerkoncert med Alexander Markovich fredag 23. september kl. 19.00 Utzon Center - Det Obelske Auditorium Pro Musica Trioer med og uden horn lørdag 24. september kl. 14.00 Violinen & Nordens stjerner torsdag 29. september kl. 19.30 Bartók & Klavervirtuosen torsdag 6. oktober kl. 19.30 Kan du høre en følelse? lørdag 29. oktober kl. 14.00 Klanggiganter mødes torsdag 10. november kl. 19.30