PROGRAM Gustav Mahler (1860-1911)
Symfoni nr. 7, e-mol (ca. 78 min.) Langsam (Adagio) Nachtmusik. Allegro moderato Scherzo (Schattenhaft) Nachtmusik. Andante amoroso Rondo-Finale. Allegro ordinario
”Van Alphen’s alert energy and awareness were insuppressible” Classical Review
Gustav Mahler: Symfoni nr. 7
Mahler var så optaget af sin dirigentvirksomhed, at han stort set kun komponerede i sine sommerferier, hvilket også gælder den syvende symfoni: De to stykker Nachtmusik blev påbegyndt i sommeren 1904 og de tre øvrige satser i 1905, men symfonien blev først færdiggjort i de følgende plagsomme år, hvor familien mistede et barn, og hvor Mahler fik konstateret den sygdom, der få år senere lagde ham i graven. Trods dette er den syvende symfoni på sin egne sære måde et forholdsvis muntert indslag i hans samlede værker. Symfonien blev uropført den 19. september 1908 i Prag. Første sats udspiller sig mellem to stærkt kontrasterende temaer: Det første tema giver mindelser om de tunge, dystre begravelsesmarcher, der kendes fra flere af Mahlers tidligere symfonier, eksempelvis første sats af femte symfoni. Motiverne er kantede, konfliktfyldte, og i det hele taget forløber musikken alt andet end let strømmende, men med kraftig friktion – som om den maser sig voldeligt frem gennem tiden. Den berømte dirigent og Mahler-kender Willem Mengelberg mente, at kunne høre tenorhornets solo som en deklamerende befaling fra Nattens Fyrste: ”Jeg er Herren her! Jeg vil påtvinge min vilje.” Som kontrast til denne barske musik klinger nu et melodisk indsmigrende kantilene, der “mit großem Schwung” anslår helt andre blide og lyse stemninger. Denne temakontrast frister til en fortolkning af symfonien som en bevægelse fra nattens mørke til dagens lys – en fortolkning, som ikke blot bekræftes af hele det følgende forløb, men også af Mahlers symfoniske univers i almindelighed. Dele af den indledende march vender dominerende tilbage i den følgende gennemføringsdel, indtil de sarteste og lyseste naturstemninger bryder triumferende igennem i en vision af skønhed, himmel og fred – i hvert fald indtil videre: Nattens Fyrste vender tilbage i formildet skikkelse.
Anden sats bærer overskriften Nachtmusik og forløber som en stilfærdig march. Nattevandringen er et af den tyske romantiks store temaer som symbolet på en rejse gennem den oversanselige, åndelige verden, der åbenbarer sig overalt i naturens frembringelser og lyde: Med sit hornkald vækker vandreren naturen til live, men naturen skælver og ræddes ved at få sine hemmeligheder afsløret! Marchen skrider roligt fremad, indtil et nyt hornkald atter vækker naturen til live og nu bliver besvaret af hele sommernattens skovmystik. Vandringen forsætter, men standses endnu engang ved, at naturen giver sig til kende. Ved det sidste hornkald lyder det, som om naturen trækker sig tilbage for at unddrage sig menneskets indblanding. Hele denne talende gestus er typisk for Mahlers musik. I tredje symfonis tredje sats finder vi den samme idé – mennesket, der vandrer gennem naturen og vækker den til live med en trompetfanfare. Mahler har selv beskrevet denne sats som ”hvad naturen har lært mig”. Med betegnelsen “schattenhaft” lægger tredje sats, Scherzo, også op til nattens mystik – med et strejf af dæmoni og spøgeri – måske ligefrem af danse macabre. Dette er i hvert fald et tema, der anslås flere gange i samtidens musik, eksempelvis i Sibelius’ Valse triste og i Ravels La Valse, som ikke er uden æstetiske lighedspunkter med Mahlers Scherzo, selvom musikken selvfølgelig lyder helt anderledes. Når dansen berøves sin livsbekræftelse og bliver til dødedans, er det et tegn på sammenbrud, forfald og afsked, hvilket også er et karakteristisk aspekt af Mahlers musik. Som fjerde sats hører vi endnu et stykke Nachtmusik. Her er det dog ikke naturnatten, der sigtes til, men kærligheden eller måske snarere erotikken, mere eros end agape. Selvom det måske er lidt for konkret, når den østrigske musikforsker Hans Heinrich Eggebrecht, mener, at satsen er en hyldest til Wiens natteliv på Mahlers tid, er det klart, at vi er i kulturens domæne. Helt siden Arnold Schönberg i 1912 holdt
en mindetale for Gustav Mahler, har denne magiske sats været en af de mest kommenterede af alle Mahlers kompositioner. Den franske musikhistoriker Henry-Louis de La Grange har kommenteret den således : ”Dens lyrik er fortryllende, men samtidig uudgrundelig. Det lyder som idyl, men budskaberne er tvetydige, som om lyrikken ikke vil tage sig selv alvorligt og hellere forholder sig objektivt til den romantiske situation. Det er ikke en serenade, snarere en serenade om alle serenader. En rejse på sporet af den tabte verden, som forekommer uvirkelig, forstillet, upersonlig…”. Her citeret efter Valdemar Lønsted: Mahler, side 415 Serenade-karakteren er tydelig og forstærkes desuden ved anvendelse af de to typiske serenade-instrumenter, guitar og mandolin, der giver stærke associationer til erotikken i den italienske maskekomedie, comedia del arte, hvis Arlecchino netop altid spiller mandolin. Femte sats er betegnet Rondo-Finale: ”Natten er forbi, dagen gryr med pauker, fanfarer og klokker i en strålende C-dur. Ikke mere tusmørke, ikke mere kamp ud af mørket, ikke flere antydninger af tilbedelse af daggryet som i den første sats. Sejrrig bevidsthed, fri for tvivl, en velsignet overgivelse til lyset. … ” – mente musikhistorikeren Paul Bekker i 1922, og sandt nok er det, at man må lede forgæves efter en mere entydig festlig afslutning på en Mahler-symfoni. Den musikkyndige filosof af Frankfurter-skolen Theodor W. Adorno fandt imidlertid, at ”den anstrengt muntre tone anskueliggør lige så lidt glæde som ordet gaudeamus: de tematiske opfyldelser, som den opfyldendes gestus overivrigt adviserer, bliver ikke til virkelighed.” Der er noget om det: Mahlers grundstemning er afskeden, sammenbruddet, det tragiske, det sørgelige - og hans humor er næsten altid galgenhumor. Umiddelbart efter komponeringen anså Mahler sin syvende symfoni for sin bedste. Den nyder da også særlig bevågenhed blandt Mahler-kendere. © Peter Wang 2019
Conrad van Alphen, dirigent Conrad van Alphen er født i Pretoria, Sydafrika i 1963. Efter sine musikstudier flyttede han som 26-årig til Holland, hvor han spillede bas i Radiosymfoniorkestret, Hilversum og The Beethoven Academie i Antwerpen. Han studerede direktion hos Eri Klas og Roberto Benzi. Conrad van Alphen er en anerkendt dirigent og har arbejdet med store orkestre og solister verden over. Han er i dag en veletableret dirigent, som har opnået en enorm popularitet hos både orkestre og publikum for sin måde at øve og lede koncerter på. Han er kendt for såvel sin nytænkende sjæl, sin fordybelse i forberedelsen såvel som den ekstraordinære følsomhed, vision og friskhed han ligger i hver en opførelse.