Ferruccio Busoni (1866-1924): Nocturne Symphonique, op. 43 – 1913
Stefan Blunier, dirigent Stefan Blunier er født i 1965 i Bern. Her og i Essen studerede han klaver, horn og direktion. Han var dirigent i Mannheim og musikchef/dirigent i Darmstadt indtil 2008, hvor han blev ansat som musikchef for både Beethoven Orchestra, Bonn og Bonn Opera. Stefan Blunier har samarbejdet med symfoniorkestre over hele verden og begejstrer overalt med sin karismatiske ledelse. Han har medvirket i flere anmelderroste cd-indspilninger og har to gange modtaget ECHO Klassikprisen Opera Recording of the Year hhv. i 2011 og 2012.
Tiina-Maija Koskela, sopran Tiina-Maija Koskela er fra Finland og afsluttede i 2008 sine studier ved Sibelius Akademiet i Helsingfors. Samme år vandt hun Lappeenranta National Singing Competition. Hun har studeret hos Mika Kares, professor Tom Krause og professor Dorothy Irving. I 2014 vandt hun Aalborg Symfoniorkesters prestigefyldte sangerkonkurrence The Lauritz Melchior Singing Competition under overværelse af bl.a. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. .
Faustisk nattemusik Busoni var en italiensk-østrigsk pianist, dirigent og komponist. Som vidunderbarn, født af to professionelle, turnérende musikere, optrådte han allerede tidligt i disse egenskaber. Han begyndte også tidligt at undervise. Fra 1888-90 var han klaverlærer i Helsinki, hvor han indledte sit livslange venskab med Sibelius. Fra 1894 slog han sig endegyldigt ned i Berlin. Af eftertiden er han først og fremmest husket som virtuos pianist – især hans interpretation og transskriptioner af Bachs musik. Hans egne kompositioner er først sent blevet anerkendt. Fra ungdomsværkernes romantiske stil slog han med klaverstykkerne Elegier, 1908 over i en mere fritonal, om ikke atonal stil, inspireret af Schönbergs tidlige musik. Busoni betegner selv Elegier som et stilmæssigt vendepunkt. Allerede i 1907 havde han i et teoretisk skrift Entwurf einer neuen Ästhetik der Tonkunst slået til lyd for musikalsk grænseløshed. Han foreslog nye skalatyper og stemninger med tredjedels og sjettedels toner og nye instrumenter, der ikke var bygget til kun at frembringe dur-mol musik, altså en forudsigelse om senere tiders elektronmusik-instrumenter. Siden svingede han i sine kompositioner kraftigt mellem en sådan mere modernistisk stil og musik, der i neoklassicistisk stil anvender ældre tiders – især Mozart-tidens – musikalske konventioner. Dette afspejler sig som et æstetisk-musikalsk selvopgør i hans ufuldendte opera Doktor Faust, 1916- (efter Goethe). Men ideer til operaen går helt tilbage til 1910. Nocturne Symphonique fra 1913 med dens sære, flydende ’sfære’-musik kan derfor betragtes som et forstudie til Faust-operaens natteverden.
Richard Strauss (1864-1949): Vier letzte Lieder – 1948 Døden som udfrielse I de sidste år af sit liv, efter 2. verdenskrig, blev Strauss som andre prominente tyske kunstnere, der havde deltaget i nazismens officielle kulturliv, udsat for en såkaldt afnazificeringsproces. Som en knækket mand på godt 80 år fandt han trøst i Eichendorffs digt Im Abendrot. Siden Rosenkavaleren, operaen fra 1910, havde han i et mere og mere modernistisk miljø holdt fast i sin senromantiske stil. Det er i denne stil fra en verden af i går, at han i musikken til Im Abendrot tager afsked med livet, men i afklaret form. Til spørgsmålet i sidste vers: ”Oh, vide, stille fred! … hvor er vi vandringstrætte – er dette mon døden?” citerer Strauss forløsningstemaet fra sit tonedigt Tod und Verklärung, 1890. Ringen sluttes. Efter at have fuldført denne sang i 1948 komponerede Strauss endnu tre sange til digte af Hermann Hesse med beslægtede stemninger. I den betagende Beim Schlafengehen indtræder efter ordene ”Alle mine sanser nu vil sig i slummer sænke” en trøstende violinsolo, der svinger sig op mod ordene i sidste vers: ”Og nu sjælen ubeskyttet vil sig i fri flugt hæve.” Selv om sangene måske aldrig var tænkt som en helhed, blev de efter Strauss’ død udgivet som Fire sidste sange, dog i en anden rækkefølge end den, Kirsten Flagstad sang dem i ved uropførelsen 1950 i London under ledelse af Wilhelm Furtwängler, der i 1947 var blevet frikendt ved en afnazificeringsdomstol.
Jean Sibelius (1865-1957): fra 5 sange op. 37, 1903-04 Nr. 1: Var det en dröm? Nr. 4: Den första kyssen
Drøm og længsel
Sange for solostemme og klaver fylder meget i Sibelius’ produktion, fra de første sange omkring 1890 til de sidste i 1918. Blomsten af Sibelius’ bedste sange er cyklerne op. 36-38.
De er skrevet omkring 1900-skiftet på samme tid som 1. og 2. symfoni og violinkoncerten. De har en berusende senromantisk atmosfære. Den første af sangene, Den första kyssen er en dialog mellem en pige og aftenstjernen. Var det en dröm gav Sibelius til sin favoritsopran, Ida Ekman, med ordene: ”Her har du min smukkeste sang.”
Jean Sibelius: Symfoni nr. 7 i én sats, C-dur, op. 105 – 1924 ’Konsymfotrat’ – koldt kildevand i stedet for blandede cocktails 7. symfoni er en kraftanstrengelse i symfonisk koncentration. I stedet for fire satser med mere eller mindre forbindende motivstof tager Sibelius efter seks symfonier konsekvensen: At nedkoge al stof til én sats, et koncentrat på kun ca. 20 min. længde. Da Sibelius i 1920’erne afsluttede sin 6. og 7. symfoni, var han sig pinligt bevidst, at det var gået af mode at skrive store episke symfonier. Han omtalte det endda som sin ulyksalige trang til fortsat at skrive symfonier, selv om ingen påskønnede det. Andre komponister var kommet til i 20’erne; især Stravinskij og Schönberg var i fokus. I forbindelse med sin 6. symfoni omtalte han direkte sin distance til disse to kolleger: ”Jeg tilbyder rent, koldt kildevand, hvor andre skænker blandede cocktails.” I begyndelsen kaldte Sibelius værket for Fantasia sinfonica. Men efter uropførelsen i Stockholm indså han værkets sande symfoniske natur og lod den trykke som ”Symphonie, in einem Satze”. Vejen til denne koncentration var for Sibelius lang. Især i 5. symfoni havde han kæmpet med at sammenkæde nogle af satserne i ét forløb. Men allerede i 3. symfoni tilegnede han sig en ny motivisk udviklingsteknik. Af små motiv-celler skabes stadig nye kombinationer af melodier ligesom i et dominospil. Hvis 7. symfonis ene sats kan sammenlignes med en vanddråbe, så har dråben sin afsluttede form i kraft af dens overfladespænding. Betragter man derimod dråben i mikroskop, vil man kunne se/høre et mylder af forskellige små motiver. Efterhånden genkender man nogle af dem og indser, at nogle ligner hinanden, og at de kædes sammen. Tre gange dukker en vældig, naturbåren melodi op i trombonen i en kraftfuldt C-dur, som er værkets omdrejningspunkt. Værkets sidste akkord er også C-dur – med violinernes drejefigur D-CH-C, som satsen netop startede med. Hvor myriaderne af motiver giver os skiftende stemninger, bringer trombonemelodien os op til det hinsides. Vi ved fra talrige udtalelser og dagbogsnotater, at naturen var Sibelius’ kreative omdrejningspunkt: ”Naturen bliver til liv: dét liv, som jeg elsker, nu og altid, hvis kerne skal gennemstrømme alt, hvad jeg komponerer.” © Rolf Ruggaard
Kommende koncerter Lørdag 14. november kl. 14.00 Lørdag 28. november kl. 19.30 Torsdag 10. december kl. 19.30 Lørdag 12. december kl. 13.30 / 15.30 Torsdag 17. december kl. 19.30
Pro Musica L’amico Fritz i AKKC Rizzi & Coeytaux Familie-julekoncert Bachs Juleoratorium del 1-3