James Feddeck, dirigent
Debussy/Ravel: Dans (Tarantelle styrienne) © Ealovega
Ravel havde gennem hele sit virke arbejdet intenst med at transskribere klavermusik for orkester, og hans store forståelse for både klaveret såvel som orkestret gjorde ham i stand til at skabe de mest vidunderlige transskriptioner. Debussy komponerede sin fine dans Tarantelle for klaver i 1890 i en periode, hvor han var stærkt inspireret af de eksotiske oplevelser, han havde haft på Verdensudstillingen i Paris i 1889. Han var ved at finde sit eget musikalske udtryk, og man fornemmer tydeligt i dette ungdomsværk en vitalitet og appetit på musik, som er smittende, og som peger frem mod Debussys senere impressionistiske stil.
Alexandre Guilmant James Feddeck har studeret obo, klaver, orgel og direktion på Oberlin Conservatory of Music og blev i 2010 anerkendt af Oberlin som den første modtager af The Outstanding Young Alumni Award. Han har studeret hos David Zinman på Aspen Musikskole, hvor han i 2008 modtog Aspen dirigentpris. I 2013 vandt han den prestigefyldte Sir Georg Solti dirigentpris, mens han var assisterende dirigent i Cleveland Orchestra, hvor han bl.a. trådte ind for Franz Welser-Möst i en fuldt iscenesat produktion af Don Giovanni og i opførelsen af Carmina Burana. Ud over at være dirigent er James Feddeck en dygtig organist og har spillet i hele Europa og Nordamerika – bl.a. med Chicago, Los Angeles Chamber, Ottawa NAC, Atlanta, Houston, Vancouver, Milwaukee og BBC symfoniorkestre. ” Musikere af denne kaliber er ligesom guldstøv.” The Herald
Hans Fagius, orgel © Silbermann-Gesellschaft
Hans Fagius er født i 1951 og har i mange år været en af Sveriges mest aktive koncertorganister. Han fik sin grunduddannelse hos Bengt Berg og ved Musikhøjskolen i Stockholm hos professor Alf Linder og fortsatte sine studier hos den anerkendte organist Maurice Duruflé i Paris. Han spiller regelmæssigt koncerter i Europa, men også i Nordamerika, Australien, Sydkorea og Japan. Hans Fagius har indspillet en række cd’er – blandt andet en komplet indspilning af J.S. Bachs orgelværker. Han var mellem 1989 og 2011 professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har gennem flere år været underviser på Musikhøjskolerne i Göteborg og Stockholm. Han arbejder nu som freelance koncertorganist og pædagog og er en eftertragtet lærer på forskellige mesterkurser samt jurymedlem ved internationale orgelkonkurrencer. I 1998 blev han medlem af Det Kgl. Musikalske Akademi i Stockholm.
Guilmant blev født i den historiske yderst spændende franske by Boulogne ved den engelske kanal som søn af organist Jean-Babtiste Guilmant. Familien havde været organister og orgelbyggere igennem flere generationer, og derfor kom Guilmant som det mest naturlige i verden i lære som organist hos sin far. Talent og stor arbejdsiver udvikledes hurtigt hos Guilmant, som i stigende grad tiltrak sig opmærksomhed i organistkredse. Således hørte Lemmens, der også havde undervist bl.a. Widor, den unge Guilmant og tog ham for en kort tid som elev. Det blev startskuddet på en storslået international karriere med omfattende koncertvirksomhed, hvor han særligt blev berømt for sine virtuose og fantasifulde improvisationer. Den store orgelbygger Cavaillé-Coll havde i midten af det 19. århundrede udviklet det store symfoniske orgel, som med sin mangfoldighed af klangmuligheder var det perfekte instrument for Guilmant. Ligesom klavervirtuosen Chopin koncentrerede Guilmant sine kompositioner omkring det instrument, som han brugte til at udtrykke sig på. Derfor er orglet med i stort set alle Guilmants kompositioner helt fra ungdomsårene til de sene alderdomsværker. Gennem hele sit liv havde Guilmant også en stor historisk interesse, og sammen med sin yngre kollega André Pirro udgav de en omfattende samling på 10 bind med orgelmusik af franske komponister fra perioden før 1750 under titlen Archives des Maîtres de l’orgue.
Orgelsymfoni nr. 1, d-mol I takt med at Cavaillé-Coll havde udviklet det symfoniske orgel, begyndte franske komponister - mest kendt er Widor - at komponere orgelsymfonier, hvor orglet med sine mange klangmuligheder folder sig ud som et helt symfoniorkester. Efterhånden fandt orglet sin plads i de store koncertsale, og man begyndte nu at komponere orgelsymfonier med orkester. I disse værker går de to store klangmastodonter i dialog med hinanden, og musikken bliver ofte storslået, pompøs og yderst effektfuld. Guilmants 1. orgelsymfoni blev oprindelig komponeret som et solostykke for orgel i 1875 og indgik i samlingen L’organiste pratique, men i 1878 omarbejdede Guilmant værket og tilføjede orkester. Uropførelsen af den nye version fandt sted i Paris samme år og blev en succes for Guilmant, men herefter gik værket i glemmebogen, indtil Koussevitzky i 1930 opførte værket i Boston. Igen måtte værket igennem en længere tornerosesøvn for at blive genopdaget i 1970’erne, hvor det siden har nydt regelmæssige opførelser. 1. Introduktion og Allegro: Med majestætisk kraft og stolthed skyder orglet i dialog med orkestret symfonien i gang. Et storladent tema spillet i orglets pedal indleder allegrodelen og fungerer som satsens hovedtema, men snart overtager orkestret temaet, og en symfonisk udvikling begynder. Orglet præsenterer også sidetemaet, som er en smuk og rolig hymne, der snart går i dialog med strygerne. De to temaer går herefter i dialog med hinanden. 2. Pastorale. Andante quasi Allegretto: I den rolige pastoralesats sættes orglet i centrum, og orkestrets strygere og træblæsere farver lejlighedsvis de smukke orgelklange. 3. Finale. Allegro assai: Fuld fart frem i denne virtuose finalesats, hvor organisten brillerer med virtuost passagespil i satsens hovedtema. I sidetemaet bliver der plads til et mere tilbagetrukket koralagtigt tema, som dog “forstyrres” af orkestret. Det hele kulminerer i et sandt klangorgie.
Charles Tournemire
Ligesom sin lidt ældre landsmand Guilmant var Tournemire kendt som koncertorganist og for sine blændende improvisationer, men hvor Guilmant havde koncentreret sit virke omkring orglet, bevægede Tournemire sig frit rundt i alle genrer, og ved sin død i 1939 efterlod han en omfattende samling af musik, bl.a. fire operaer, otte symfonier, solosange og korværker, dertil kammermusik, klavermusik og flere samlinger med orgelmusik. I dag er Tournemire mest kendt for sine orgelværker og særligt L’Orgue mystique, som er en samling bestående en 51 sæt på hver fem satser tilrettelagt således, at det passer til det romersk-katolske kirkeår. I disse værker tager han udgangspunkt i de gregorianske melodier, der passer til kirkeåret, og flere af satserne får derved et drømmende næsten meditativt udtryk.
Poème for orgel og orkester Poème for orgel og orkester hører ikke til Tournemires mest opførte værker, men det er i virkeligheden synd. Værket, som forløber i én lang sats, er nemlig et smukt indblik i Tournemires evner som komponist. Stille og roligt lader han først orkester og siden orgel og orkester sammen bygge musikken op med enkle virkemidler. Klangligt er musikken sansende med et til tider improvisatorisk udtryk. Med stor ro arbejder han igen og igen henimod små kulminationspunkter, som først til sidst i satsen bringes til et stort klimaks.
Olivier Messiaen
Messiaen må uden tvivl regnes som én af det 20. århundredes mest indflydelsesrige og største musikalske begavelser. Han voksede op i et hjem, hvor kulturelle emner altid var omdrejningspunktet; faderen var Shakespeare-oversætter og moderen digter. De søgte hele tiden at nære den unge Olivier med åndelig føde og blev tidligt opmærksom på hans unikke musikalske evner. Umiddelbart efter sin uddannelse på konservatoriet i Paris blev han ansat som lærer samme sted, og sideløbende med sit virke som underviser virkede han også som organist i Saint-Trinité-kirken i Paris. I denne periode, hvor 2. verdenskrig nærmede sig med sine dystre og mørke skyer, søger komponisten Messiaen efter sit musikalske udtryk. Der synes at være tre elementer, som til stadighed inspirerede Messiaen og blev bærende for hans måde at skrive musik på; den gregorianske sang, hindu-musik og fuglesang. Fælles for disse tre elementer er deres frie svævende melodiske kontur, og netop dette, sammen med hans forfinede klanglige sans, bliver Messiaen en mester i at udnytte i sine kompositioner.
L’Ascension Messiaen var et troende mennesker, for hvem Bibelens ord bar en enorm betydning. Det var derfor ganske naturligt for ham at lade udvalgte bibelcitater stå som overskrift for hver af de fire musikalske meditationer for orkester, der tilsammen udgør L’Ascension. Igennem alle fire satser må man gang på gang forundres over Messiaens forunderlige klangbehandling og hans frie og fine melodiske sans. 1. Majesté du Christ demandant sa gloire à son Père: “Fader! timen er kommet; herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig.” Til at tonesætte disse store ord har Messiaen komponeret en mægtig koralsats for messingblæserne. 2. Alléluias sereins d’une âme qui désire le ciel: “Vi beder dig, o Gud. Tillad os at leve i himlen i ånden.” Hele orkestret får lov at spille både sammen og på skift i denne sats, hvor man tydeligt fornemmer Messiaens begejstring for den gregorianske sangs frie melodiske kontur. 3. Alléluia sur la trompette, alleluia sur la cymbal: “Halleluja på trompet, halleluja på bækken.” Trompeterne igangsætter en festlig fanfare, som bringes til en kulmination, og gradvis bliver musikken til en ekstatisk himmelsk dans. 4. Prière du Christ montant vers son Père: “Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til (…).” Musikken bliver i denne sats andægtig og eftertænksom. Messiaen opfattede selv satsen som ren og oprigtig tilbedelse.
© Jan Mygind