Rumon Gamba, dirigent © Andreas Nilsson
Den britiskfødte dirigent Rumon Gamba tiltrådte som chefdirigent ved Aalborg Symfoniorkester i 2011. Rumon Gamba er desuden en efterspurgt gæstedirigent hos orkestre i det øvrige Europa, USA samt i Australien. Han har dirigeret orkestre som London Filharmonikerne, München Filharmonikerne, NDR Hamburg, SWR Stuttgart, Radiosymfoniorkestret i Berlin, BBC Concert Orchestra, BBC Symfoniorkester, Toronto Symfoniorkester, New York Filharmonikerne, NAC Ottawa, Florida Filharmonikerne m.fl. Han er ofte engageret som dirigent ved BBCs populære promenadekoncerter. Rumon Gamba er født i 1972 og uddannet ved Royal Academy of Music i London, hvor han blev den første dirigentstuderende, der modtog den prestigefulde DipRAM-pris. Siden vandt Rumon Gamba bl.a. Lloyds Bank BBCkonkurrence for unge dirigenter, hvilket ud over æren førte til et engagement som assisterende dirigent for BBC Filharmonikerne.
Alessio Bax, klaver ©Lisa-Marie Mazzucco
Alessio Bax er klassisk pianist født i 1977 i Bari, Italien og dimitterede fra Bari-konservatoriet som 14-årig. Han fortsatte sine studier i Frankrig og flyttede i 1994 til Dallas for at studere videre hos Achúcarro på Meadow School of the Arts. Som 19-årig vandt han Hamamatsu International Piano Competition i Japan, og 2009 modtog han Avery Fisher Career prisen. Alessio Bax har optrådt som solist overalt i verden med store orkestre bl.a. London og Royal Philharmonic orkestre, Dallas og Houston symfonikerne og City of Birmingham Symphony Orchestra med Sir Simon Rattle. Gramaphone Magazine skrev: ”Pianist Alessio Bax skaber en medrivende lytteoplevelse med sit lyriske spil, indsigtsfulde fortolkninger og blændende talent. Hans spil dirrer med en næsten hypnotisk intensitet”, og Dallas Morning News beskrev kort og godt Alessio Bax’ præstation som “en ud-afkroppen-oplevelse”.
Johannes Brahms (1833-97)
Brahms var ikke blot en af musikhistoriens største komponister, men også en af de mest samvittighedsfulde. Han skulle engang have udtalt, at når vi nu ikke kan komponere lige så smukt som Mozart, kan vi dog bestræbe os på at komponere lige så godt. Med ’godt’ mener han ’godt håndværk’, redelighed og ædruelighed; man skal kunne sit kram og ikke fuske sig til løsagtigt følelsessværmeri af den slags, som han mente, at Franz Liszt lavede. De tekniske og udtryksmæssige erfaringer, de store gamle havde indhøstet, forpligtede. Denne respekt for fortidens mestre gav sig udslag i en vis forsigtighed. Selvom Brahms som blot 20-årig var blevet lovprist i bibelske vendinger af selveste Robert Schumann, vovede han ikke at komponere en symfoni før en snes år senere. Hans store problem var instrumentationen – altså selve håndteringen af det store orkester: “Af instrumentationen forstår jeg ikke engang så meget, som det ser ud til … det meste kan jeg takke Grimm for,” udtalte han engang, hvor han havde fået lidt hjælp af en kollega. At klaveret var Brahms’ foretrukne instrument, sporer man tydeligt i hans udvikling: Hans første værker var klangfulde klaversonater, senere fulgte en berømt klavertrio, opus 8. Da han endelig gav afkald på klaveret, blev det med en strygesekstet, opus 18, og ikke med en spinkel strygekvartet, hvilket ellers siden Haydns dage havde været lakmusprøven for komposition for strygere. Brahms var slet og ret bange for ikke få klang nok uden klaverets hjælp.
Klaverkoncert nr. 1, d-mol, op. 15.
Så bange for at undvære klaveret var han, at han komponerede en voluminøs sonate for hele to klaverer. Denne sonate er gået tabt, men dens første sats blev brugt som skitse til aftenens klaverkoncert, som dermed blev svaret på et retorisk spørgsmål, som Schumann havde stillet et par år tidligere: “Lässt er noch keine Pauken und Drommeten erschallen?” Joh, det gjorde han netop: Værket blev uropført den 22. januar 1859 med Brahms selv ved klaveret og violinisten Joseph Joachim på dirigentpodiet. På klassisk manér opstiller Brahms et robust hovedtema, som et godt stykke tid senere – og efter klaverets entré – kontrasteres af et sart-lyrisk sidetema. De to temaers modsatrettede karakter bringes til konflikt og forløsning, førend satsen på ægte romantisk vis klinger ud i en stilfærdig hendøen – som om den lille hornfanfare, vi hører mod slutningen, kalder på os fra det uendeligt fjerne. Om anden sats skriver Brahms den 30. december 1856 i et brev til Clara Schumann: “Jeg renskriver i disse dage første sats… Tillige maler jeg et sart portræt af dig, hvoraf Adagioen skal blive til.” I klaverets solostemme klinger den mest mageløse klaverpoesi, hvor melodi og akkompagnement smelter sammen i et ubrydeligt hele; aldrig siden har Brahms’ smægtende poetiske melodik vel udfoldet sig skønnere. Tredje sats er en lystig, klassisk rondo, hvor Brahms’ hengivenhed over for sine store forgængere ikke fornægter sig: Hist er man i Mendelssohns Skærsommernats-trylleri, her i Bachs kontrapunktiske spindelvæv eller i Beethovens håndfaste udtryksvilje – alt let flydende i Mozarts ånd. Og dog umiskendeligt Brahms.
Og næppe noget sted i Brahms’ værker får man bedre anskuelsesundervisning i det, der bringer komponisten til tops blandt de store komponister: Hans evne til at udvikle et helt univers af næsten ingenting. Det er selvfølgelig noget, han har lært af Beethoven – i dennes berømte Skæbnesymfoni – men som Brahms selv driver til det højeste stade. ’Ingenting’ er her det lille ’motto’, der slet og ret består af de første tre-fire toner i de dybe strygere:
Dette uskyldsrene lille motiv gennemsyrer hele den første sats: – i skabelsen af det vidunderlige melodiske stof, i overledningernes motiver, i akkompagnement-stemmernes udformning, overalt. På satsens højdepunkt brager motivet sammen med sig selv i orkestrets tunge skyts, messingblæserne, inden de tematiske spændinger på traditionel måde forsones. Brahms er ikke den store fornyer med hensyn til den overordnede form, men han er det med hensyn til dynamikken i detaljernes udvikling. Anden sats forløber som en stilfærdig og smertefuldt vemodig klagesang båret af mange af musikkens symboler for sorg og smerte – dog ikke uden lyspunkter og heller ikke uden ulmende aggressivitet. Tredje sats, der jo i klassiske symfonier traditionelt har karakter af dansemusik, udvikler sig som en slags suite med en grundmelodi, der først lyder som en menuet-agtig ländler, … dernæst som en galop … og endelig som en pirrende hurtig-vals. I fjerde sats kan man godt – især, hvis man ved det i forvejen – fornemme, at mottoet og visse melodier fra første sats’ begyndelse ligger til grund for satsens temaer, og at hele symfonien dermed afrundes, som en helhed. Finalen forløber som en lystig kehraus, hvor alle konflikter er forsonede. © Peter Wang
Kommende koncerter En aften i Wien, Musikkens Hus Tordag den 4. december 2014 kl. 19.30 Et samarbejde mellem Musikkens Hus, Aalborg Kongres & Kultur Center og Aalborg Symfoniorkester. Lyt til de forførende operettetoner med de to danske stjernesangere Bo Skovhus og Henriette Bonde-Hansen.
Symfoni nr. 2, D-dur, op.73
“Jeg vil aldrig komponere en symfoni! Du har intet begreb om, hvordan man er til mode, når man altid hører sådan en kæmpe trampe afsted bag sig.” Sådan skulle Brahms have sagt til dirigenten Hermann Levi i begyndelsen af 1870-erne, og den trampende kæmpe var Beethoven. Det lykkedes dog Brahms at ryste kæmpen af sig, og da han – efter mange års arbejde – endelig i 1876 havde komponeret en symfoni, var han ikke sen til at kompone en ny. Dette var på en måde typisk for Brahms: Hårdt arbejde, gennem hvilket han tilegner sig de fornødne tekniske færdigheder til at kunne arbejde med let hånd. Hos Brahms finder man mange sådanne tvillingeværker, hvoraf det ene kan være lidt dystert, mens det andet er lyst og let. Sådan er det eksempelvis med den første symfoni i c-mol og den anden i D-dur, som vi hører i aften.
Between, Bartók – Beethoven, Musikkens Hus Tordag den 11. december 2014 kl. 19.30 Vi kommer vidt omkring, når Bartóks folkemusikinspirerede dansesuite, Nørgårds moderne tonesprog og Beethovens ekspressive symfoni mødes i denne alsidige koncert.
Julekoncert: Messias del 1-2, Musikkens Hus Torsdag den 18. december 2014 kl. 19.30
Med vores præsentation af Händels skønne juleklassiker Messias garanterer vi – med noget af det bedste barokmusik – at der bliver ægte julestemning.