PROGRAM FOR AFTENENS KONCERT Dirigent: Koncertmester:
© CamillanVan Zuylen
PROGRAMNOTER HECTOR BERLIOZ
Michel Tabachnik Vesselin Demirev
Hector Berlioz: (1803 -1869)
Ouverture til Béatrice & Bénédict (ca. 8 min.)
Richard Strauss: (1864 – 1949)
Metamorfoser - for 23 strygere (ca. 26 min.)
Peter Tjakovskij: (1840-1893)
Symfoni nr. 2, c-mol, op. 17 – Den lillerussiske (ca. 32 min.) Andante sostenuto – Allegro vivo Andantino marziale, quasi moderato Scherzo. Allegro molto vivace Finale. Moderato assai – Allegro vivo
Berlioz blev helt fra sit tidlige forsøg som komponist stemplet som musikkens grumme og skæve enfant terrible. Det var særlig svært for ham at få fodfæste i det til tider meget konservative Paris, og det meste af livet måtte han tilbringe som bibliotekar og musikskribent. Sammenlignet med andre komponister tog han sig også noget anderledes ud: Han spillede kun lidt fløjte og guitar og brugte ikke klaveret, når han komponerede. Dertil kom, at han hele tiden søgte nye og banebrydende udtryk og klangmuligheder i sin musik, hvilket man tydeligt hører allerede i hans gennembrudsværk, Symphonie fantastique. Han var af forældrene blevet sendt til Paris for at studere medicin, men hurtigt efter ankomsten til den kulturrige by tabte Berlioz helt sin sjæl til teatret, og medicinstudierne blev droppet. Operapartiturer af Spontini og særlig Gluck blev studeret nøje, og mødet med Beethovens symfonier blev skelsættende for den unge mand. Han kastede sig ligeledes med stor lidenskab over Goethe og Shakespeares værker. Ouverture til Béatrice og Bénédict Operaen Béatrice et Bénédict tager sit udgangspunkt i Shakespeares komiske mesterværk Much Ado About Nothing, hvor vi blandt andet følger Béatrice og Bénédict, som bliver narret til at erklære hinanden kærlighed for så at finde ud af, at de virkelig elsker hinanden. Lige siden Berlioz’ studieophold i Italien i begyndelsen af 1830’erne havde han drømt om at skrive en opera over denne tekst, men først sidst i livet fik han mulighed for at realisere sin drøm. Mens hjemlandet havde svært ved at anerkende Berlioz, oplevede han til gengæld stor succes i Tyskland, og i 1862 modtog han bestilling på en komisk opera fra operahuset i Baden-Baden. Uropførelsen blev endnu en tysk succes for Berlioz, som begejstret mindes begivenheden i sine erindringer. Musikken er komponeret med en lethed og elegance, som virker smit-
tende og medrivende på tilhørerne - dette fornemmer man tydeligt i ouverturen. Med en let og legende dialog mellem strygerne og træblæserne skydes ouverturen i gang i fuldt vigør. Efter en dramatisk kulmination og kort pause præsenteres det smukke og inderlige sidetema. Temaet stammer fra Béatrices arie Il me souvient, hvor hun indser, at hun elsker Bénédict. Det første tema vender tilbage; de to temaer bringes i dialog, og stykket bringes til en effektfuld afslutning.
RICHARD STRAUSS
Overgangen fra det 19. til det 20. århundrede var præget af uro og omskiftelighed. Industrialiseringen rasede afsted, og den velkendte og gamle samfundsorden syntes at være i forandring. Nye og gamle internationale konflikter blussede op og viste menneskehedens dystre skyggeside. Kunsten virkede nærmest som en seismograf for alle disse begivenheder, og det kunstneriske udtryk gennemgik voldsomme forandringer. Indenfor musikhistorien skabte Debussy, Schönberg og Stravinskij revolutionerende værker, hvor den velkendte musikalske grammatik blev kastet over bord. Med en nærmest stoisk ro synes Richard Strauss at have navigeret sig gennem en af vores kulturhistoriske mest turbulente perioder. Han var ikke blind for alle de nye musikalske tiltag, som skabtes i samtiden, og han bragte selv den traditionelle musikalske grammatik til grænsen i banebrydende værker som operaerne Salome og Elektra, men han valgte at holde fast i de gamle normer og skabe musik, som altid har et skær af noget velkendt. Metamorfoser I 1944 begyndte Strauss’ helbred at volde ham problemer, og han havde brug for et kurophold i den friske bjergluft i Schweiz. Naziregimet ville imidlertid ikke give ham udrejsetilladelse, men til Strauss’ held havde han venner, som gav en bestilling
på et værk, der skulle uropføres i Schweiz – og på den måde kom Strauss afsted. Vennen, som bestilte værket, var Paul Sacher, der med sit orkester i Basel havde bestilt og uropført værker af en lang række prominente komponister bl.a. Stravinskij, Bartók, Hindemith, Honegger og mange flere. I de sidste måneder af 2. Verdenskrig gik Strauss i gang med at komponere Metamorfoser for 23 strygere. Musikken er alvorsfuld og fyldt med smerte. Strauss noterede i denne periode i sin dagbog, at han fyldt med sorg kunne se den europæiske kultur synke i grus. Nærmest som et symbol på dette blev operahuset i Wien bombet, mens han arbejdede på Metamorfoserne. I værket hører man i de to hovedmotiver en genklang af dels skæbnetemaet fra Beethovens 5. symfoni spillet i langsomt tempo og et tema fra Beethovens 3. symfoni. De to motiver kombineres og varieres gennem hele satsen og bringes til stadighed i nye og fantasifulde konstellationer. Til slut høres et citat fra Beethovens sørgemarch i 3. symfoni, hvorunder Strauss skrev In Memoriam.
PETER TJAJKOVSKIJ
I anden halvdel af det 19. århundrede blev det russiske musikliv opdelt i to lejre. På den ene side havde man de konservative, som rådede over konservatorier, og som uddannede musikere efter centraleuropæisk forbillede. Til denne gruppe hørte bl.a. Rubinstein og Tjajkovskij. På den anden side havde man oppositionen, som bestod af en række komponister, som ønskede at skabe et russisk tonesprog med rødder i den russiske folkemusik. Denne gruppe gik under tilnavnet Den mægtige håndfuld og bestod af Balakirev, Musorgskij, Borodin, Rimskij-Korsakov og Cui. Gradvis blev forholdet mellem de to lejre bedre, og et af de værker, som var med til at skabe forsoning, var Tjajkovskijs 2. symfoni, som ved sin uropførelse fik en overvældende positiv
modtagelse af hele det russiske musikliv. En åbning var skabt, og efterhånden knyttede der sig tætte venskaber mellem Tjajkovskij og Den mægtige håndfuld. Symfoni nr. 2 ”Den lillerussiske” I sommeren 1872 opholdt Tjajkovskij sig endnu en gang hos sin søster i Kamenka i Ukraine. Det var blevet et af hans yndlingsrefugier, og her kunne han i ro og mag komponere sin 2. symfoni. Inspireret af omgivelserne indarbejdede Tjajkovskij ukrainske folkemelodier i symfonien, som derfor fik tilnavnet ”den lillerussiske”. Symfonien er fyldt med livsglæde, lys, vitalitet og humor. 1. sats: Symfonien åbner i et roligt tempo med en smuk hornsolo, som spiller et ukrainsk tema, der efterhånden bredes ud i orkestret og bliver genstand for smukke variationer. Træblæserne igangsætter den hurtige del af satsen med et energisk nyt tema. De to temaer kombineres under stor dramatik i gennemføringsdelen. Til slut høres horntemaet fra begyndelsen igen i sin rene form. 2. sats: Musikken glider roligt frem i denne sats, som bygger på bryllupsmusik fra den ufuldendte opera Undine. 3. sats: Over stok og sten går det i denne livfulde scherzo i ABA-form. 4. sats: I finalen benytter Tjajkovskij den ukrainske folkemelodi om tranen som hovedtema. Sidetemaet er mere afdæmpet, men det hele bringes gang på gang til festlige og pompøse kulminationer. Satsen vakte allerede ved uropførelsen stor begejstring, og bl.a. Rimskij-Korsakov og hustruen var yderst begejstrede. © Jan Mygind
MICHEL TABACHNIK, DIRIGENT Michel Tabachnik er født i 1942 i Genève, Schweiz. Han studerede klaver, komposition og direktion i Genève og fik tidligt i karrieren støtte fra dirigenter som Pierre Boulez, Herbert von Karajan og Igor Markevitch. I 2008/2009 blev han udnævnt som musikchef for Brussels Philharmonic, hvor han fik en spektakulær indflydelse. Tabachnik udviklede, i samarbejde med orkestret, kreative og succesfulde arrangementer, der kombinerede det traditionelle repertoire med nykomponerede værker. Som en anerkendelse af hans fremragende bidrag til Brussels Philharmonic blev han i 2015 tildelt ærestitlen dirigent emeritus. Han forbliver tæt og aktivt knyttet til orkesteret. Michel Tabachnik er også en internationalt anerkendt komponist. I 2014 havde Livre de Job premiere på Cité de la Musique, og i 2016 havde Opéra de Lyon verdenspremiere på operaen Benjamin - dernière nuit baseret på en libretto af Régis Debray. En del af Tabachniks tid er dedikeret til unge musikere. Han har dirigeret adskillige internationale ungdomsorkestre og var kunstnerisk leder af l’Orchester des Jeunes du Québec fra 1985 til 1989. I tolv år ledede han l’Orchestre des Jeunes de Méditerrannée som han grundlagde i 1984. Michel Tabachnik har givet adskillige master classes på flere konservatorier, og han har været professor i direktion på universitetet i Toronto på Det Kgl. Danske Musikkonservatoruium. I 1995 blev Michel Tabachnik udnævnt som Årets kunstner ved Centro Internazionale d’Arte e di Cultura i Rom.