kamp om arbejdsdusør
Simon Nielsen (tv) og Henrik Thomsen, leder af Krobakken, fik medhold i Det Sociale Nævn.
De kæmpede, ventede og vandt Krobakken tog kampen op for brugernes arbejdsdusør. Efter halvandet års tovtrækkerier har de fået medhold i Det Sociale Nævn, og brugerne skal nu have deres løn udbetalt med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2011. Af Marianne Bækbøl, journalist
I
slutningen af 2010 modtog Simon Nielsen et brev fra kommunen. Simon er udviklingshæmmet og har svært ved både at læse og forstå, så det var først, da hans kontaktperson og leder af Krobakken, Henrik Thomsen, læste brevet højt for ham og forklarede indholdet, at det reelt gik op for Simon, hvad der stod. Så kom reaktionen. Vrede, frustration og uretfærdighedsfølelser blev spyet ud. I brevet stod der, at han fra 1. januar 2011 ikke længere var berettiget til at få udbetalt arbejdsdusør for sin dagbeskæftigelse. Kommunen havde besluttet at ændre beskæftigelsestilbuddets tilhørsparagraf i Serviceloven fra § 103 til § 104. Fremover hed det et samværs- og aktivitetstilbud i stedet for et beskæftigelsestilbud. Vel at mærke uden at tilbuddet havde ændret indhold. Det betød, at Simon ikke længere var berettiget til at få
30
Gi’ LOS • 4-2012
løn for den indsats, han hver dag yder på arbejdsholdene på Krobakken, hvor han også har boet de sidste knap 8 år. »Simon blev tosset, og det kan jeg godt forstå. Det at få løn for sit arbejde her, betyder meget for følelsen af at være som os andre. Alle andre mennesker får løn for at arbejde, så vores brugere føler, at de også skal have løn for deres indsats. Desuden er det sådan, at vores brugere har svært ved at klare forandringer. Det stresser dem, deres autisme træder frem, de bliver urolige og får både fysiske og psykiske symptomer, når der sker noget som det her. Det er vigtigt for dem, at vide hvad de skal, og at de kan overskue tingene.« fortæller Henrik Thomsen.
Fundamentet truet Den administrative ændring af paragraffen betød, at Henrik Thomsen i halvandet år ikke havde mulighed for at udbetale arbejdsdusør, som han
plejede. Med hensyn til Simon betød det, at Henrik med ét fik store problemer med at få Simon til at lave noget. »Hvis man ikke får løn, skal man ikke arbejde. Pengene er det gode ved at arbejde,« siger Simon illustrerende med fasthed i stemmen. For ham gør pengene den store forskel i forhold til at være lige så meget værd som andre. Han vil behandles lige som de af hans venner der bor rundt om på andre bosteder og alle får udbetalt løn. Hvis de får, hvorfor skal han så ikke have? Da det ramte alle brugerne og ikke kun Simon, betød det, at den daglige ADL- og socialtræning pludselig blev udfordret kraftigt, fordi dagbeskæftigelsen netop danner fundament for brugernes udvikling af kompetencer til at klare hverdagen. Ud over de direkte problemer med brugerne i hverdagen stod Henrik Thomsen også med et organisatorisk problem. Han frygtede at miste brugere. Hvis han ikke