Page 39

Med ambivalens som medspiller Antallet af mennesker der rammes af spiseforstyrrelser er voksende, og det er samtidig den sindslidelse, der koster flest mennesker livet. Alligevel skæres der fortsat i ressourcerne til området og samarbejdet omkring behandlingen af spiseforstyrrelser er ofte præget af for stort pres på alle parametre, behov for større viden og bedre koordinering af samarbejdet omkring en meget kompleks størrelse.

AF: ADDIE NORS MADSEN, KVALITETS, SALGS- OG PROJEKTMEDARBEJDER, STOA GRUPPEN

N

år vi f.eks. står med en borger, der er blevet så lav­ vægtig, at der er behov for en indlæggelse der kan stabilisere hende, og hospitalsafdelingen – som vi har en aftale med, som en del af hendes behandlingsforløb ­­ – så pludselig ikke kan modtage hende, fordi der ikke er nok sengepladser, så tænker vi jo, at der er skåret for meget ind til benet,” siger Heidi Sørensen, leder af Stoa Botilbud, som er specialiserede i behandlingen af mennesker, der lider af meget svære spiseforstyrrelser. Hun beskriver det at behandle mennesker med moderate til svære spiseforstyrrelser som en kompleks opgave, der kræver en bred vifte af specialiserede kompetencer, heriblandt en grundig indsigt i hvordan en spiseforstyrrelse udspiller sig psykologisk, en viden om hvilken behandling der har effekt, samt tid – til at lade behandlingen virke. Ambivalens ”Ambivalens er en stor del af sygdomsbilledet, når man er ramt af en spiseforstyrrelse og hermed også en kompliceret med- og modspiller,” siger Heidi Sørensen. ”For mennesker som er svært syge af en spiseforstyrrelse, kan ’den syge side’ fylde næsten det

hele. Det betyder, at det kan være svært for personen at mærke noget som helst ønske om at blive rask, det kan være svært at tro på en fremtid, at tro på, at de fortjener et bedre liv osv.” ”I arbejdet med personer som er ramt af en spiseforstyrrelse, bruger man ofte eksternalisering af spiseforstyrrelsen, som et redskab til at tale om spiseforstyrrelsen som noget ’der er kommet ind i en’. På den måde kan man forsøge at styrke den raske side af personen og sammen med personen prøve at tale om ’hvad spiseforstyrrelsen vil’ og ’hvad den raske side af personen vil’,” supplerer afdelingsleder i Stoa Gruppen, Jeanette Skjold. ”Især i begyndelsen af et behandlingsforløb er det ofte svært for personen at mærke, om det er anoreksien der ytrer sig, når hun oplever et behov, eller om det er personen selv der, har dette behov,” fortæller Heidi Sørensen videre. ”Det kan f.eks. være, at personen siger, at hun ikke vil have et kram af et personale, som hun kender rigtig godt og hun godt kan lide. Optimalt vil den trænede medarbejder automatisk have overvejelser som f.eks. ’er det fordi den spiseforstyrrede tænker, hun er klam og fed og ikke fortjener et kram’, ’tør hun ikke have nogen mennesker tæt på sig’, eller ’er hun vred på den pågældende medarbejder’, ’er det udtryk for at hun har det svært’ eller noget femte.” MARTS 2017

LOS.DK

39

Gi los indhold marts nr1 2017 issuu  

LOS medlemsblad nr 1 marts 2017

Gi los indhold marts nr1 2017 issuu  

LOS medlemsblad nr 1 marts 2017

Advertisement