
1 minute read
Der skal også være plads til dem, som har faglige udfordringer
Af afdelingsleder Maiken Kjærgaard
Staby ønsker med sin vifte af fag, som fodbold, musik, spring, design, padel m.m., at være et bredt tilbud til unge mennesker med forskellige interesser. Desuden vægter vi de boglige fag højt, og er overbevist om, at dette giver gode kundskaber til de unge, som de kan bruge videre i deres liv. Såvel i de sportslige, praksis musiske og faglige fag er det vigtigt, at eleverne udvikler deres kompetencer og kundskaber gennem året hos os. Det er meget forskelligt, hvilket kompetencer og kundskaber de unge kommer med inden de starter hos os. For nogle er det faglige udfordrende og krævende. Vi ønsker at give disse elever gode forudsætninger for at udvikle deres kundskaber og deltage i undervisningen på lige fod med de øvrige elever. Dette kræver dog en ekstra indsats fra vores side.
Vi har derfor valgt at tilbyde inklusion i dansk, matematik og engelsk.
Inklusion er et tilbud til de unge, som har faglige udfordringer i form af ordblindhed, koncentrationsbesvær, fagligt efterslæb el.lign. i et eller flere af de nævnte fag. Der er ikke tale om specialundervisning, men derimod om ekstra faglig støtte i undervisningen (ca. 2 lektioner pr. uge pr. fag) i form af tolærersystem, hvor inklusionslæreren kan give generel støtte, motivere, hjælpe med igangsætning, ekstra forklaring af opgaver m.m.
Intentionen er, at eleven ved den ekstra støtte kan klare pensum og gå op til prøverne på årgangens niveau sammen med de øvrige elever. Desuden er håbet, at disse unge udvikler deres kundskaber, færdigheder og kompetencer i en sådan grad, at de er i stand til at gennemføre den uddannelse de ønsker. Og sidst men slet ikke mindst ønsker vi, at de på baggrund af inklusionen får troen på egne evner og får værktøjer til at løse deres faglige udfordringer på egen hånd, og dermed bliver mere selvstændige.