Staby Efterskoles første 25 år – samt tanker om vort 100-års jubilæum

Af Margrethe og Jens Kjær fra Budstikken 1948

Den 6. november 1923 blev Staby Efterskole indviet, og dermed begyndte et nyt afsnit af vort liv, som vi nu ser tilbage på med tak. Vi har glædet os over, at vi i dag på 25 års dagen kan samles med det første års elever for med dem at se tilbage til den tid, da vi begyndte her i spænding og håb.

Vi husker vist alle, hvordan her så ud dengang. Forfra var det omtrent som nu. Hovedbygningen var lige sat i stand, kvisten og de to fløje bygget til. Men i baggården er der sket store forandringer. Der var en gammel lav og noget forfalden staldbygning, et halvtag til tørv og WC. et andet halvtag til vognskur og så den lille gymnastiksal, hvor nu sløjdsalen ligger. Hele baggården var fuld af træer, hen foran skolevinduerne en række høje popler, som tog lyset og fremkaldte svamp i gulv og vindueskarme.

Mest kneb det med plads i sløjdsalen bag ved den store skolestue. Der kunne lige akkurat stå to rækker høvlebænke, men så kunne jeg heller ikke komme omkring til de enkelte uden at forstyrre andre i deres arbejde. Skolestuen var som nu. Da vi ingen sal havde, der kunne opvarmes, måtte vi ved fastelavn nøjes med at stille en lille scene op i et hjørne af den store skolestue. Men, som der står i Skt. Hans Aftens Spil om spillemanden, der kun havde tre strenge på violinen, ”det ufordærvede hjerte bryder sig ej om en streng, ser ikke på slige småting”, således så vi heller ikke på slige småting, men morede os storartet.

I 1928 blev den ny gymnastiksal og staldbygning opført. Skolen havde da gået i fem år og været godt besøgt om vinteren, mindre godt om sommeren, men alligevel så godt, at bestyrelsen, som altid så på skolens bedste, og som vi er meget tak skyldig, forstod, at nu var tiden kommen til en sådan udvidelse.

De havde ikke penge nok dertil, så der måtte stiftes et lån, der dog ikke var større, end at den, hvis elevtallet holdt sig, ville være udbetalt i løbet af en halv snes år, så skolen igen kunne være gældfri, som da den begyndte. Bestyrelsen var enig om, at der skulle bygges, derimod var der nogle brydninger om hvordan. Men nu bagefter tror jeg nok, vi vil sige, vi fik en stor og smuk sal. Mange fremmede har jeg hørt rose den, især inden gulvet blev mishandlet af tyskerne. En af de første

Et danskhold

Fra gymnastiktimen

dage i november 1928 blev den indviet; Kaj Munk talte.

Den næste udvidelse kom 8 år efter. Vi skulle have centralvarme og helst også nogle flere værelser. Efter landbrugskrisen først i trediverne, da elevtallet næsten var nede på det halve, var der nu fremgang igen, derfor ville vi gerne have plads til mindst 60 elever. Det fik vi, idet den gamle gymnastiksal, der siden 1928 havde gjort tjeneste som sløjdsal, blev revet ned, og en ny bygning rejst med fyrkælder, elevværelser, sløjdsal og husflidssal.

Nu manglede vi kun at få vore toiletforhold ordnede efter nutidens krav. Også i det stykke viste bestyrelsen sig forstående. Det var noget af det sidste, provst Kristensen var med til at vedtage. Men så kom krigen, og det blev som så meget andet udsat til bedre tider. De to sidste krigsår var skolen beslaglagt, og vi var jaget ud. Vi fik husly hos min søster i Sdr. Felding. På Skjern banegård så vi Kaj Munk for sidste gang. Han kom hen imod os, som om han vilde omfavne os og udbrød:”I to kære mennesker, som nu er landflygtige.” Og så talte vi om Danmark. Han så mørkt på vor stilling, ikke fordi han troede, at tyskerne kunne sejre, men fordi han syntes vort fok var slapt og holdningsløst.

På min fødselsdag i 1945, da jeg lå på Holstebro sygehus, fik jeg bud om, at flygtningene var rejst, og vi kunne komme tilbage. Det er den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har fået. Nogle dage efter blev jeg udskrevet og var samlet her med en del af bestyrelsen og amtets bygningskyndige, der skulle vurdere skaden. Det efterår var den strengeste tid, vi har haft her. Det gjaldt jo om at få skolen sat i stand igen, så vi kunne tage imod eleverne til november. Det lykkes næsten; vi måtte sende bud til dem og bede dem vente en 3-4 dage. Så kom de, og vi fik en dejlig vinter sammen. De to år, tyskerne havde taget fra os, synes vi var sunket i havets dyb; dem tænkte vi ikke mere på. Her havde vi vor gerning, det var her, vi levede.

Under krigen, i 1943 fik vi den sidste udvidelse i vor tid: skolekøkkenet, der blev indrettet i et træhus ude i haven. Det falder ikke ret sammen med de øvrige bygninger, og jeg antager også , at det kun er en midlertidig ordning. Bliver der igen råd til nybygning, kan skolekøkkenet vel få plads der. Det var rammen, men så livet inden for? Det er jo dog det vigtigste.

Når vi tænker tilbage på vort skoleliv her, standser vi først ved arbejdet, det var det, der satte præg på livet. I det

En regnetime

stykke var det en fortsættelse af det skoleliv, der levedes her i vinterlærerseminariets tid. ”Enten tærske eller af laden”, sagde forstander Jeppesen, da jeg var elev her. Ofte er jeg blevet spurgt: ”Hvordan kan I styre så mange store drenge?” og jeg har altid svaret: ”Vi sætter dem til at bestille noget”. Kunne vi blot få dem interesseret i deres arbejde, så det gik med liv og lyst, skete der som regel ingen større brud på disciplinen. Her var sløjd og husflid os en stor hjælp. Der var elever, der ikke så meget havde det i hovedet som i fingrene. De fik oprejsning i sløjd- og husflidssalen. Der behøvede de ikke at være i den ringeste ende. Det satte modet op, så de også gik til de andre fag med mere lyst. Vi havde engang en lærer som fra os kom til en anden efterskole og derfra til tredje. Han sagde, at hos os var det arbejde, på den anden skole var det arbejde og fest, og på den tredje var det fest. Nr. 2 må jo være det idelle. Vi havde da også fest engang imellem, ikke ret tit og måske for sjældent. Skønnest i mindet står julefesten, aftenen før eleverne rejste hjem. Først legede vi en times tid ovre i salen, mens pigerne blev færdige i køkkenet, og Margrethe fik bordene pyntet, så blev der sendt bud efter os, og efter at vi havde stået en stund i den mørke gang for at få de sidste efternølere med, blev døren åbnet. ”Åh”, udbrød de forreste ved synet af de små tændte juletræer på bordene, og mens Margrethe på orgelet spillede: Glade jul, gik enhver stille hen på sin plads. Så sang vi nogle julesalmer, og jeg læste ”Borumgårds juleaften”, der sluttede med et hurra for Bette Laust, som han ærlig havde fortjent. Da vi havde Bønding og Rasmussen i så mange år, mente jeg, at de måske var trætte af den historie, hvorfor jeg en vinter valgte en anden. Men Bønding sagde bagefter, at han savnede Bette Laust. For os selv blev denne fest ved at være lige frisk gennem 24 år.

Når vi ikke sørgede for at holde flere fester end vi gjorde, var det måske, fordi jeg ofte syntes, at selve arbejdet var en fest; og så kunne der under arbejdet og også ellers forfalde pudsigheder, som jeg kan more mig over endnu. En dag i sløjdsalen var der en dreng, der spurgte: ”Hur manne er æ klokk, Kjær?” ”Den er seks,” sagde jeg. ”A tøt nok, mi mav mindet mæ.” Vi spiste jo kl. 6.30. En lørdag aften efter kl. 10 var der uro på et værelse, og jeg måtte derop og tale alvorsord. Da jeg åbnede døren, blev der pludselig stille. Der sad en halv snes drenge på senge, stole og kufferter. På bordet var der stor opdækning fra bageren i Ulfborg. Jeg var lige dumpet midt ind i et gilde. Jeg stod et øjeblik og så rundt på dem, og de ventede spændt på, hvad der nu ville komme. Da var der en lille fyr, der så op på mig med en lille skælm i øjet og sagde: Det var en lørdag aften. Jeg kom til at le, og gildet fortsattes. En dag, jeg stod og smurte min vogn, sagde en dreng, der stod og så på det: ”De er novet skidt vovnsmørels, du holder dæ.” ”Er det det, Sigfred, hvad bruger I hjemme?” ”Vi brover konsistensfjæt.” Det var ikke drengenes skyld, at jeg ikke blev nogen særlig dygtig landmand. De gav mig mange gode råd; ja, jeg kan godt sige, at de stod mig bi med råd og dåd. Jane havde et fint øre for pudsige bemærkninger, og ofte gik de bagefter

som slagord i køkkenet uden at ophavsmanden vidste det.

Vi er i grunden rige, så mange lyse minder om småt og stort, vi har herfra. Vel havde vi også mørke timer, men de lyse var dog langt de fleste. Strengest var det en vinter, vi havde en lærer, der modarbejdede os, men det var da heldigvis en undtagelse, ellers har vi haft mange gode medhjælpere, som vi regner for vore venner den dag i dag, ligesom vi også har haft mange gode og dygtige piger, som vi kom til at holde af, så vi følte det som et savn den dag, de rejste.

Det kunne jo ikke undgås, at der mellem næsten 2000 elever, vi har haft, var nogle, der ikke var så nemme at have med at gøre; de kunne volde os bryderier, og nogle har voldt os sorg, efter at de har forladt skolen. Vi har ikke kunnet tage det let.

Så snart vi havde modtaget en elevflok, følte vi ansvar over for dem alle; de hørte os til. Også de vanskelige elever vilde vi gerne hjælpe fremad til det gode. Det lykkedes ikke altid. Skylden kunne være vor, og den kunne være deres, men aldrig kunne vi skubbe dem fra os og sige, at de kom os ikke ved, endnu i dag er det os en glæde, når vi hører noget godt om dem, og en sorg, hvis vi hører det modsatte. Men når vi således er knyttet til dem der voldte os noget bryderi, hvad så med alle de prægtige drenge og piger, vi har haft. Dem kan vi ikke tænke på, uden der går en varm strøm gennem vort sind. De har gjort, at vi nu på vore gamle dage kan glæde os over at tænke tilbage over det afsnit af vort liv, der begyndte for 25 år siden. Der er kun eet ord, der udtrykker det, der fylder os, når vi tænker på den tid, og det er ordet TAK.

Efterskrift:

I denne Budstikken kan du læse et par artikler fra fortiden. Denne fra skolens 25-års jubilæum samt en artikel fra 50 året. D. 6. november 2023 fylder STABY EFTERSKOLE 100 år. Det er en stor milepæl – og det skal naturligvis fejres. Vi har nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder med hvordan vi får festligholdt jubilæet – så husk at følge med i begivenheder og på Staby Efterskoles hjemmeside samt facebook side.

Frikvarter