Budstikken 1972 – 50 år siden: Lige linie

Af tidl. forstander Kresten Hagsten

Den korteste vej mellem to punkter er den lige linie, lærte vi engang i geometritimerne. Det lød skematisk og logisk.

For mange år siden skulle landevejen mellem Staby og Ulfborg asfalteres og omlægges. I den anledning opstod der nogen splid. Nordre sogns beboere ønskede en nordligere beliggenhed og søndre sogns beboerne ønskede den nye vej længere mod syd. Amtsvejvæsenet, der som myndighederne vanligt gør det i vort skønne lille land, ville gerne efterkomme alle rimelige vejønsker, men i dette tilfælde var ønskerne så komposantiske, at de ikke lod sig forene. Standpunkterne blev idelig trukket skarpere op. Da meddelte amtet, at såfremt beboerne ikke kunne blive enige inden for en vis tidsfrist, ville amtet se sig nødsaget til at lægge den nye vej efter en lineal, hvilket skete, og der ligger vejen i dag til alles tilfredshed – ligeud som en autostrada i det tredje rige, skabt for soldaten, djævelen og døden.

Den lige linie er rationel og effektiv, er praktisk og tidsbesparende, men ulemperne lurer, trafikanterne sløves af den lige ensformighed, kan falde i søvn og komme i ulykke. Nu er man da også ved større vejanlæg gået over til store, bløde kurver… Den lige linie i et menneskes liv kan have noget af det samme over sig. Et liv i lige linieføring er ofte bekvemt, enkelt og rationelt, men kan tillige blive ensformigt, enøjet og stillestående, mens livet fortsættes i samme små, skæve sko, enten man trasker i højre eller venstre side af underlaget.

Skjoldborg synger et sted: ”Vi valgte at leve den ligeste vej som korn under stråenes skriden”. I århundreder fra Valdemarernes dage til 1. verdenskrig levede langt de fleste i vort folk en sådan lige vej. Eller man kunne sige i samme cirkler.

Samme primitive mark- og håndredskaber, samme stive vogne, samme forspand. Trevangsbruget var driftmåden. Bønderne klumpede sig tæt sammen i usle landsbyer. Ofte var stuehusene bygget sammen i et langt hus, så man kunne gå hele landsbyen igennem inden for samme hus – en slags kollektiv, fremtvunget af frygt for ydre fjender, billig og rationel, men frygtelig i tilfælde af ildebrand. Vi læser da også, at sådanne landsbyer nedbrændte totalt til fælles ulykke for beboerne. Vi forstår også, at fremskridt havde meget ringe vilkår. Enhver forandring blev omgående nedstemt. Forandringen her skulle komme udefra – oppefra, hvilket også blev tilfældet med bondefrigørelsen 1788, hvorefter bonden – og dvs. 80% af hele befolkningen – kunne begynde på at blive fri, kæk, hæderlig borger, lykkelig. Men dette skete ikke på en halv dag – end ikke i et halvt århundrede, men der skete immer noget, og da 1. verdenskrig havde omkalfatret hele menneskehedens trivselsvilkår, blev linien for alvor brudt. Det syn, den tro, de idealer, fædrene hidtil havde levet på i

Lige før starten

gode og onde tider, var borte med blæsten. Linien var brudt. Alt synes at løbe i siksak eller i onde cirkler.

Sådan vil det enkelte menneskes livslinie altid mere eller mindre være påvirket og bestemt af noget ydre, det mellemfolkelige. Barnet begynder sit første spæde liv som en plante. Vilkårene bestemmer væksten. Milieu, kalorier, vitaminer, arvelige anlæg oma. Kan være med til at bestemme, om livslinien bliver lige med en stadig stigning, om den bliver en meget skarp siksaklinie med farlige hurdler undervejs, eller om det bliver en lille cirkel, bestående af grå og kedelige hverdage, en trædemølle i stedse mindre cirkler…

Her kommer vi ikke uden om hjemmenes betydning. Intet kan træde i hjemmets sted for barnet. Det hjem, hvor mor og far i fællig på harmonisk og naturlig måde omgås børnene og umærkeligt i deres omgang med barnet ”drypper” vækstkim og åndelig næring ind i barnets sind, findes vel endnu, trods alle omkalfatringer, trods den almindelige mistillid til alt og alle og trods den voksende påvirkning, barnet modtager udefra – fra kammerater, fjernsyn, radio, bånd og film. Hvor er livsbilledet dog fuld af aspekter, hvor er der meget for et lille sind i vækst at holde styr på; men der er dog stadig noget, som erobrer sig sindets opmærksomhedsfelt og præger dette.

Efterhånden som barnet vokser og går over i de unges rækker, de dage, hvor forældrene måske helt umærkeligt – somme steder ret mærkeligt – glider i baggrunden i forholdet til påvirkningen af den unge, overtager den unge selv linieføringen, hvordan den end bliver. Hver ting til sin tid. Historien beretter om folk, der ikke kendte deres besøgelsestid, og som derfor gik sin undergang i møde. Den samme linie kan ethvert menneske følge.

Det har aldrig været let at være ung, og det kan vist godt siges, at det med hensyn til at leve livet med en vis linieføring og endda en stigningstakt ikke er lettere i dag end fordum. Fristelsernes stride bæk risler fuldt så frisk som før og ofte meget mere forurenet end fordum.

I barndomshjemmet lægges grundvolden for livslinien. Hvis hjemmet har haft en ånd, som forældrene troede på og levede deres livslinie på, vil barnets sjæl være næret og mærket heraf for livet. Livslinie og lydighed hører sammen. Lydighed mod hjemmet vil sige fuld overensstemmelse med hjemmets ånd. Lydighed er ikke en li-