Budstikke-hilsen fra Lemvig

Af tidl. forstander Thorkild Sønderskov

Også i år – i 2022 – vil jeg benytte muligheden her for at sende en hilsen til mine ”gamle” elever samt mit livs skole – Staby Efterskole. Med mit liv – fordi det er her, jeg har været i ca. 80% af årene i mit arbejdsliv.

Og hvad skal så være temaet i denne hilsen? Hvad har året bragt af hændelser siden sidst? Hvad er jeg optaget af? Ja, hvis normalen har været en beretning om rejser og sommeroplevelser – som i tidligere år – vil dette års hilsen være af en lidt anden karakter.

Nuvel, vi kom igen på udenlandstur med gymnastikholdet. Den ellers tidligere udsatte tur til Irland nåede vi i maj. Nu var det igen blevet muligt at gennemføre en sådan rejse. Nu var der styr på corona-pandemien. Om man er historisk interesseret eller ej, kan man ikke undgå at blive optaget af dette lands historik og mangeårige problemer mellem englændere og den irske befolkning samt mellem katolikker og protestanter. Gavlmalerier og mindesmærker i Nordirland/Londonderry/Derry fortalte sin grusomme historie – godt suppleret af fortællinger fra vores guide, som var uddannet historiker.

Men heldigvis – der var også fine gymnastikoplevelser bl.a. med opvisning i Dublin i et lokale ved indgangen til nationalmuseet.

Jeg har altid foretrukket den aktive form for turisme. En varm strand under solen med drinks inden for rækkevidde vil kede mig grusomt efter en halv time. Det sociale samvær sammen med at møde nyt, at se nyt og dermed skaffe sig ny viden i kombination med fysisk udfoldelse på den ene eller anden måde – det er for mig ideelt. Også rent skolemæssigt – derfor var kanoture, cykelture, skiture o.s.v. sammen med eleverne rent dannelsesmæssigt og udviklende rigtig fine.

Tilbage til min nu lidt mindre verden. Jeg er stadig den glade ejer af en sejlbåd. Bådens navn er WillavsV – hentet fra børnebørnenes navne. (William, Ian, Lea, Lau, Amalie, Vigga, Sille og Valdemar). Men den ellers fine sommer har dog ikke bibragt særlig mange sømil. For vi måtte erfare, at den periode – juli måned, der var afsat til sejlads, rent vejrmæssigt var ganske ustabil med lavtryk og ganske ofte megen blæst. Det blev bl.a. til seks overnatninger i Aalborg des årsag, ligesom Vivi, Rune og familien måtte ændre meget på deres tur i båden. Men Danmark ligger nu engang i vestenvindsbæltet. Og det var særdeles mærkbart og synligt i denne periode.

Men men – hovedtemaet i min hilsen skal have en anden karakter. Der er krig i Europa!

Jeg tilhører selv historiens største årgang fra 1946 – 96111 glædesbørn, da vi talte efter. 2. verdenskrig var afsluttet, der var ny optimisme, nu skul-

Mindetavle over pigen Gavlmaleri i Londonderry

le der fødes børn. Jeg har derfor ikke oplevet en så voldsom krig som nu i Ukraine.

Set i bakspejlet kan man måske betegne os som naive? For mit vedkommende, og tror jeg for mange andres, var vi vel af den opfattelse, at nu var tiden en anden. Nu kunne vi tale sammen og respektere hinandens måske forskellige samfundsmodeller. Den internationale samhandel og samarbejde tværs over grænserne landene og verdensdelene imellem, den forøgede rigdom, den bedre folkesundhed, større viden og information om hinanden – alt havde det medvirket til vores opfattelse af, at kold og varm krig var et overstået stadium.

Det Europæiske Jerntæppes fald og fjernelse i 1989 har hidtil for mig været den største og mest positive historiske hændelse. Fantastisk – uden død og lemlæstelse! Dygtigt gennemført af politiske ledere.

Og hermed er jeg måske i nærheden af en af de værste overraskelser i vor tid – en hændelse og udvikling, som vi i den såkaldte frie verden har ganske vanskeligt ved at forstå. Jeg forstår det ikke.

Hvordan kan der i et land og på næsten samme tid opvokse og dannes så forskellige ledere, som det er tilfældet med Mikael Gorbatjov og Vladimir Putin? De har begge haft barndom, ungdomstid og læringstid – ja dannelsestid i det gamle kommunistiske land, Sovjetunionen.

Ganske kort: Mikael Gorbatjov var den sidste leder af det, der var kendt som kommunistblokken. Han kom til magten i Sovjetunionen i 1985. Som Vandring i bjergene i den nordvestlige del

landets leder forhandlede han nedrustningsaftaler med USA´s daværende præsident, Ronald Reagan. Det bidrog sammen med Sovjetunionens ringe økonomi til afslutningen på Den Kolde Krig. I 1989 trak han den sovjetiske hær ud af Afghanistan. Samtidig nægtede Gorbatjov at bruge våben mod de befolkningsgrupper i Østeuropa, der gjorde oprør med deres kommunistiske regeringer. I 1990 fik Gorbatjov Nobels Fredspris for sin indsats for nedrustning. Når man skal karakterisere Gorbatjov, står to begreber ganske centrale – glasnost og peristrojka, hvilket betyder åbenhed og omstrukturering. Man kan måske sige, at Gorbatjov med hele sit intellekt ”læste” verdens gang, så udviklingen og formåede at styre sit land i kommunistsystemets sammenbrud mod en verden med større frihed og åbenhed. Og det vel at mærke uden våbenbrug!

Den nuværende præsident i Rusland, Vladimir Putin, har siden kaldt Sovjetunionens sammenbrud for den største geopolitiske skandale i det 20.

Irsk historiefortælling i Dublin århundrede. På enevældig vis har han i sin præsidenttid formået at få Ruslands lovgivning ændret så meget, at han kan blive siddende på posten helt frem til 2036. Og vi skriver nu 2022. Der tegner sig i værste fald en sort tid for landene omkring Rusland, ja for hele verden, hvis grusomhederne med det total meningsløse overfald på Ukraine den 24. februar skal fortsætte i 14 år endnu!

Det er gal mands værk! Det har ingen mening!

FN´s og Sikkerhedsrådets resolutioner og bestemmelser er total trådt under fode. Rusland er endda fast medlem sammen med 4 andre af dette sikkerhedsråd.

Blandt funktioner for Sikkerhedsrådet står der bl.a.:

• At undersøge enhver stridighed eller situation som kan føre til en international konflikt • At opstille principper for løsning af en given international konflikt • At foreslå foranstaltninger mod trussel mod international fred og sikkerhed eller aggressiv handling • At komme med anbefalinger til generalforsamlingen i forbindelse med valg af generalsekretær.

Vi tvinges i denne tid til at forsøge at forstå, at læringen af verdens gang med tidligere krige og undertrykkelse eller i det mindste at forsøge styre et land og et folk med respekt for nogle af verdenssamfundets grundregler ikke har været en mærkbar del i Putins dannelsesprojekt. Vi forstår det næppe. Det er det rene vanvid.

Ligeledes er det foruroligende at tænke på, at så stort et lands befolknings selvstændige mening og indflydelse fuldstændig er sat ud af kraft. I vort system har vi fri presse, frie valg og dermed udskiftningsmulighed.

Et tankeeksperiment: Rusland vinder krigen og underlægger sig Ukraine. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at sammensmelte de to lande og de to befolkninger, når der er dræbt i titusindvis af mennesker – soldater og civile – ligesom landet Ukraine samt byerne er smadret til ukendelighed? Mr. Putin – det er ikke muligt. Om du endda overgår Stalin i grusomhed med drab og diverse deportationer til Sibirien, bliver det ikke muligt.

Igen og igen vender dette uforståelige tilbage i mit hoved. To mænd af sovjetisk herkomst- den ene modtog Nobels Fredspris, nægtede at bruge våben mod protesterende befolkningsgrupper og medvirkede til at fjerne ”jerntæppet” i Europa på fredelig vis. Den anden spreder død og ødelæggelse for tusinder af russere og ukrainere samt opbygger et nyt ”jerntæppe” – en adskillelse mellem frie demokratiske nationer og det totalitære

Holdet på The Irish Emigration Museum - her lavede vi opvisning

Fredsbroen i Londonderry

Rusland med enevælde og diktatorisk styre, hvorfra befolkningen nu flygter i tusindvis.

Hvad er meningen? Jeg kan ikke finde den.

De kommende uger, måneder og år må vise, hvor dette vanvid ender. Forbliver det et østeuropæisk anliggende på ukrainsk jord, eller bliver resten af verden revet med – med millioner af ofre?

Jovist, det er en mærkelig, dyster og ganske uforudsigelig verden, vi lever i. I hele min levetid efter 1946, havde vi vænnet os til, at levevis, sameksistens og samhandel verdens lande imellem hele tiden var i bedring og positiv udvikling.

Har vi / jeg været naive og håbefuldt glemt historien? Kun fremtiden kan give svaret. Som mest matematiker er jeg vant til, at der findes en sand løsning. Hvordan bliver det her?

Tilbage til Lemvig og ud fra mit sted på Skovbakken. Jeg ynder så meget spræl og aktivitet som muligt. Formen for hoved og krop skal holdes ved lige. Det lærte jeg også af vort fælles efterskoleliv.

Vore / mine tre – Tina, Winnie og Rune trives i deres gode hjem med spændende og meningsfyldte jobs. Til glæde for alle, er vi stadig rigtig gode til at hjælpe hinanden med praktiske gøremål ved byggerier, flytning, arrangementer o.s.v.

For mig er disse år også spændende efterhånden som børnebørnene vokser til og deres personlighed dannes. Hvem er de – hvad vil de – hvor er deres ”mærkepæle” / værdier i livet? Jeg fryder mig over at følge dem alle.

Til slut vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et forhåbentligt mere fredeligt nytår. Tak til bekendte, venner og ”gamle” stabyanere for livgivende og gode snakke ved eksempelvis Landsstævnet i Svendborg, på Staby Efterskole, eller hvor vi nu tilfældigvis mødes. Sådanne fælles relationer er en væsentlig del af min rigdom.

Med de bedste hilsner fra en tidligere elev, lærer og forstander på SE.

Thorkild Sønderskov