5 minute read

Turen går til Bornholm

Af lærer Ejnar Christiansen

Det er så svært at starte et lille skriveri om Bornholmerturen uden af forklare hvorfor destinationen for Staby Efterskole overhovedet var her. En national nedlukning, grundet Covid-19, havde frarøvet eleverne på årgang 2020/2021, deres udenlandsture. 1. marts åbnede skolen igen og eleverne kunne komme tilbage, men med mange restriktioner.

Flokken fortjener

En årgang der på mange måder havde lidt under coronaens hårde greb i Europa, skulle selvfølgelig ikke snydes for at have de oplevelser som Staby så gerne vil give dem med i rygsækken videre i livet. Jagten på oplevelser uden smitterisiko, eller nedlukningen startede. Udvalget bag turen, havde missionen at finde en destination i Danmark, hvor vi kunne give vores skønne elever en fantastisk afslutningstur, for det fortjente de!

På klippeøen

Den sidste uge af skoleåret blev ryddet for at kunne drage ud på tur, og med en mindre mængde eksamener end almindelige skoleår, kunne der nemt blive rum til at tage af sted på årets sidste uge. Bornholm blev målet for turen, og vi drog af sted fra en rengjort skole søndag d. 20. juni 2021 – kurs mod Hasle Hytteby, hvor vi skulle tilbringe fire nætter.

Det er altid fedt at tage på tur. At dele følelsen af, at skulle opleve noget sammen, være fælles om at begive sig ud på eventyr også selvom rejsen kun gik tværs over Danmark. Så kan det ikke understreges nok hvor dejligt det var at ankomme til Hasle, velvidende at vi skulle tilbringe 5 dage sammen og bare have det for fedt. Humøret var højt – klasse.

Solskinsøen

Den første dag skulle opleves med vandrestierne under fødderne og med nysgerrige smagsløg. Den første dag hed ”Smag på Bornholm”. Eleverne vandrede fra Hasle til Jons Kapel, med stop ved Hasle røgeri, Helligpeder og til slut ved Jons kapel. Hasle røgeri stod klar med lokale røgede fisk og skaldyr, som eleverne kunne smage, inden de gik videre mod Helligpeder, som er et lokalt fiskerleje, men som samtidig ynder af idyl og stemning, med de mange hvide skorstene fra røgovnene. Her fik eleverne bolsjer fra Svaneke Bolsjer. Sidste stop var Jons kapel, som er de smukke klippeformationer på Bornholms nordvestkyst. Mange selfies og trapper op og ned, inden frokost i solen. For som man kun tør håbe på, bød dagene på meget sol, høj temperatur og skøn sommerstemning.

Som prikken over i’et var der den første aften dansk EM fodboldkamp, som blev skudt i gang med klapsalver og slagsange, i vores telt på hyttepladsen. En stemningsfyldt kamp på storskærm, med den danske sommeraften som kulisse. Ugen var ligesom skudt godt i gang med sejren over Rusland.

Gudhjem, Apollo 13 og Strandopvisning

Endnu en dag med sol og glade elever, hvor Gudhjem er næste stop. Oplevelsen af østemning og hygge, var målet i Gudhjem og kan man komme til Bornholm uden at smage kæmpeisen – Apollo 13. Eleverne fik i små grupper en af disse kæmpeis som indeholder halvanden liter is og tilhørende andre lækkerier.

Med maverne godt fyldte, skal Dueodde strand selvfølgelig betrædes af Stabys gymnaster. Iklædt opvisningstøj og Danmarks fineste sand mellem træerne, blev serier og opstillinger udlevet en sidste gang foran publikum, drone og kamera. Tak for det kære elever og dedikerede gymnastiklærere – fantastisk oplevelse.

Når en æra slutter, skal det markeres, som sidste officielle opvisning. På Dueodde strand, løb alle elever i vandet med opvisningstøjet på, for at fejre alle de shows de heldigvis nåede at vise frem.

To dage med forskellighed

Over to dage blev eleverne nu inddelt i grupper, hvor de prøvede forskellige aktiviteter. På en klippeø, skal man selvfølgelig kastes ud i rappelling og klatring i Vang stenbrud. Her kunne højderne udfordres ved 15 meter rappelling og 20 meters klippeklatring.

En gruppe var til kajaktømmerflådebygning ved Safir søen, tæt ved Hasle. Ingen sag når vejret er med os, så de klare klippesøer, dannede rammen for en hyggelig og sjov aktivitet på vandet.

Døndalens vandfald og Helligdomsklipperne, var også et stop. Her med naturoplevelserne i centrum og den frygtede grotteedderkop, som kun findes på Bornholm, i klippehulerne ved helligdomsklipperne, og den sorte gryde.

Onsdagen bragte også en unik aften, med Sankt Hansceremoni ved Hasle strand, hvor vandets næsten blikstille overflade dannede en kulisse af bølgeskvulp og bål røg, mens Stabys elever og ansatte, sang og afsluttede dagen i fællesskab.

120 vovede

Ugens sidste planlagte aktivitet var Opalsøens vovestykker. Opalsøen kan tre ting. Smuk og unik natur, otte meters klippeudspring og en svævebanetur på 300 meter. VI KUNNE DET HELE! Eleverne måtte prøve tovbanen som den store svævebane hedder. Her spændes du på i toppen og skal så springe ud i en svævebane, 50 meter over klipper og vandoverplade, i hyl og skrig kurer du ned med 70 km/t og skøjter hen over vandet, efter 300 meters svævetur. Dette prøvede 120 af eleverne, modigt og sejt.

Et andet sted ved søen, kunne man springe otte meters klippeudspring ned i søen. Skønt sug i maven at hoppe ud fra kanten og lande i det bløde kolde vand, i opalsøen.

Efter denne fantastiske eftermiddag, sluttede ugen med lærerrevy og årskåringer. Eleverne havde tid til mindebøger, sidste værelseshygge og pakning af ting.

Følelser på følelser

Udover en fantastisk uge, med oplevelser og efterskolestemning, kunne vi sætte os i busserne på vej mod Staby igen med en god fornemmelse i maven. Efterskolelivet sejrede over coronaens tag i, en verden hvor afstand egentlig ikke er den nemmeste medspiller. For i efterskoleverdenen er kram, smil, fællesskab og at gøre ting sammen, så utrolig vigtigt, for at vi kan stå sammen som en unik enhed. En enhed der krydsede Danmark igen, med forventningsfulde forældre i den anden ende af busturen, og meget lidt tid til at gøre sig klar til årets dimension.

Det var som om den ene overvældende følelse tog den anden, for netop havde vi været en uge sammen, og var den unikke enhed, som kendetegner et elevhold og blot timer efter skulle vi kramme den sidste gang, og det var med følelserne helt uden på tøjet.

Kontrastfyldt og samtidig så utrolig skønt at runde året 2020/2021 af med en fantastisk tur til solskinsøen Bornholm. Man kan vel sige vi sluttede på toppen.

Tak for jeres omstillingsparathed –elevholdet 2020/2021.

This article is from: