BUDSTIKKEN 1971 Paradisets have

Af tidl. forstander Kresten Hagsten

Nedenstående stykke er hvert år læst op for eleverne den første skoledag her gennem 24 år. Jeg synes, det kunne være opportunt, at I så det på tryk, idet jeg finder, at det godt kan have noget at sige til os i vor hverdag, hvor den end opleves.

I længst forsvundne dage søgte man efter Paradisets have inde mellem Himalayas bjerge. Der fandt man den ikke. Mange tvivler nu om stunder meget om, hvorvidt Paradisets have i det hele taget findes.

Ja, siger nogen, om vi endogså fandt haven, ville englen stå der med det flammede sværd og forbyde os adgangen.

Måske –. Den have, hvor man kan gå rundt i naturens uskyldighedstilstand uden at kende forskel på godt og ondt, og hvor man ikke behøver at bestille nogen ting, men bare kan gå hen til sit brødfrugttræ og strække hånden ud, den have finder ingen af os, og det kan også være det samme, for vi vil slet ikke have godt af at være i den altid.

Dersom der altså står en engel og forbyder os at se den vej, betyder det kun, at vi skal se en anden vej – se frem, ikke tilbage. Vi skal nødes til at søge Paradisets have lige for vor fod midt mellem Jordens torne og tidsler.

Det beror på os selv. Det er blot, vi bliver enige med vor Gud og os selv om, at her og nu skal Paradisets have fremblomstre.

Det er ganske simpelt. Det hele er blot, at jeg ser mig om og hilser på tingene om mig, idet jeg inde i mit sind opbyder alt, hvad jeg kan mønstre af tro og godt humør.

Jeg har en lille trylleformular, jeg ved den lejlighed bruger. Jeg har lært den af en ung tømrersvend, jeg engang fulgtes med gennem en skov. Han gik blot og så sig om og var så glad og sang med sådan en frisk og køn stemme:

O. hvor det dog er dejligt. O, hvilket trylleri at vandre mellem skovens træer og være i det fri…

Ja, det var omkvædet. Selve visen husker jeg ikke, men dette ”O, hvor det dog er dejligt…” har sat sig fast i mine ører. Jeg forsikrer, det blev dejligt i samme stund, han sang om det.

Nu er det mange år siden. Ofte går jeg dog og synger samme ord. Det er ikke blot, når jeg vandrer ”mellem skovens træer”, nej, det er allermest, når jeg er på vej til mit arbejde, eller når jeg står midt i hverdagslivets bryderier. Da kan det ske, at jeg lukker øjnene rigtigt op og ser mig om på det sted, hvor jeg er, og ler til de ting, der omkring, og synger ud: ”O hvor det dog er dejligt. O, hvilket trylleri…”.

Og se, straks er jeg på en helt anden fod med mine omgivelser og finder virkelig, at det jo i grunden er dejligt alt sammen, blot man tænker sig rigtig om.

Lidt påståelighed, ja, lidt trods må der ofte til. Ja, man kan være på grænsen af det ironiske, men lige meget. Trylleformularen forfejler ikke sin virkning.

Det er ganske utroligt, hvor omgivelserne svarer igen, som man tiltaler dem.

Brummer du til dem, brummer de igen. Men ler du til dem, så ler og nikker de tilbag, lystigt og venligt. Det er i virkeligheden alt, hvad der skal til for at gøre et stykke tornet og tidslet jord til en lille Paradishave.

Det beror på os selv. Det er blot, vi tænker os rigtig om og ser os godt for og beslutter os til at tage verden og tilværelsen med en lys og glad tro. Da står vi foran Paradisets port.

Morten Pontoppidan