Kære alle!

Af tidl. forstander Thorkild Sønderskov

Der skal også i 2021 være en hilsen til alle mine ”gamle” stabyanere – elever, forældre og arbejdskolleger. Og det skal gerne resultere i et tegn og et bevis på, at livet fortsat leves her med høj grad af foretagsomhed og flest mulige dage fyldt af spændende indhold.

Det er nu tre et halvt år siden Britta døde af kræft 71 år gammel. I alle henseender er hun stadig savnet – hver eneste dag – og ikke mindst, når jeg i min hverdag møder nogen eller noget med relationer til Staby Efterskole. Livet der og begivenheder der skabte vi sammen. Undervejs kunne vi i samtale dele disse mange oplevelser og mødet med de mange mennesker med hinanden. Sådan var det i de travle år på skolen, og sådan var det også i årene efter, da vi var flyttet til Lemvig.

Den ene persons iagttagelser og oplevelser plus den anden persons det samme blev til mere end to. Selvsagt – det var godt og berigende at være en del af!

Og hvad er det så, der fylder dagene for en nu 75-årig stabyaner og tidligere forstander? Det vil jeg fortælle lidt om i tilfældig og ikke prioriteret rækkefølge. For spændende har det været.

Jeg bor stadig i mit dejlige hus i Lemvig – højt og på en skråning mod vest med en mere end god udsigt over istidslandskab, vand, fjord og by. Mine træer slides ned af vind i vest og vokser mod øst. Og desuden tilhører jeg alligevel nok en alder og har et syn på naturpleje, der gør mig til i det mindste at være lidt medbestemmende om, hvad der skal gro og fylde her på grunden. Og selvfølgelig kan denne holdning medføre sved på panden og efterfølgende ømme muskler. Men det er heldigvis ganske sundt samt glædeligt, at man kan. Der vil derfor endnu gå nogle år, inden min grund og have bliver en del af en naturnationalpark – socialdemokratisk ”naturminister” eller ej!

Huset skal vedligeholdes, om end det ikke er gammelt. Der skal købes ind, laves mad og ryddes op. Og her er træningstilstanden sikkert ikke for god. Vi boede tidligere på en kostskole med et dygtigt personale. Og til trods for, at jeg forsøger ikke at snavse for meget, må jeg alligevel ofte på tilbageerobringstogt med støvsugeren. Især edderkopper synes at have en forkærlighed for Skovbakken 9. Indtil videre fører jeg på point.

Dernæst har jeg indenfor det seneste år taget revanche over det, som jeg ofte ikke havde tid til i forstanderperioden – at få læst nogle gode bøger. Selv her i Lemvig-årene har jeg følt, at den form for aktivitet hører storm- og regnvejrsdage til. Men denne holdning har ændret sig det seneste års tid. Måske er det corona-tidens nedlukning af alle former for kulturelle møder. Ingen inspiration udefra, ingen foredrag, ingen teaterstykker, ingen koncerter, ingen biografture – alt var sat i nul. Alle blev vi isolerede i vores egen lille verden. Det – sammen med at familie og venner havde beriget mig med store og særdeles spændende bøger – medførte min holdningsændring på storm, regnvejr og bøger. Og hvor har det været berigende og spændende.

Til oplysning og for anbefalingernes skyld vil jeg kort nævne nogle af disse fantastiske bøger.

Fra vores kristendom kender vi alle udtrykket – størst er kærligheden. Den først læste bog i min årsserie var ”Kærlighed” af Anders Agger. Og her får forfatteren på sin helt vidunderlige og ligefremme måde belyst kærlighedsbegrebet. Igennem dialog og samtale med vidt forskellige mennesker i næsten alle aldre og på forskellige ”platforme” bringer Anders Agger læseren og iagttageren videre til en endnu bredere og bedre forståelse og indsigt i kærlighedens betydning. Ingen løftede pegefingre – ingen morale. Det er her – som i så mange andre af livets forhold – helt op til de enkelte at finde plads, værdi og holdning.

Senere blev det til læsning om noget, der på næsten alle måder har fyldt i mit liv – fra mit hjem med sangglade forældre til mine mange år i skolerne med de flere tusinde børn og unge – nemlig den folkelige sang fra især højskolesangbogen, men også andre sangbøger. Jeg læste Phillip Fabers bog ”Den danske sang”. Ikke mindst corona-tiden har medvirket til, at Phillip Faber er blevet en landskendt sangformidler i bl.a. tv transmitteret morgensang samt mange andre udsendelser med sangen som tema og værdi. Måske er det min lidt jyske opfattelse? Men fra at være en endog særdeles dygtig og måske lidt elitær dirigent af Radiopigekoret er han trådt ud, blevet ”folkeeje” og en kendt fantastisk formidler bredt af den danske sangskat. Har man arbejdet i skolen blandt børn og unge, kender man til sangenes poetiske sprog og til sangenes samlende effekt. På tværs af alder, interesse, uddannelse o.s.v. kan man synge sammen. Det styrker fællesskabet! Hvis man har læst Phillip Fabers bog eller fuldt hans indsats i landsdækkende TV, kender man til sangenes styrke og den fælles danske værdi. Denne værdi viste sin effekt under og efter 2. verdenskrig ved Alsangen, ligesom den viste sin samlende virkning i perioden, hvor Danmark og resten af Verden blev angrebet af corona pandemien, og hvor den danske befolkning generelt var ”muret inde” på grund af alverdens aflysninger. En herlig bog og af en helt anden genre mødte jeg i en julegave – en bog af Ole Sønnichsen med titlen ”One Dollar Man”. Kort fortalt – læs selv bogen – er det en fortælling om den unge cykelsmed, Michael S. Knudsen, der i 1900 emigrerer til USA med 30 dollar på lommen. Forfatterens fortælling minder på mange punkter om noget, der sagtens kunne anvendes i en fortælletime. Hvordan en ung mand ved arbejdsomhed, talent og dygtighed i den grad gør karriere. Fra at være den arbejdende ”metalarbejder” på gulvet i kun halvdårligt betalte job arbejder han sig hele vejen op til erhvervslivets top. Han havde talent for at organisere og sætte i system. Han skabte samlebåndetsproduktionen hos Ford, efterfølgende var han idemand og skaber af Chevrolets enorme succes, hvorefter han blev øverste direktør for General Motors med fabrikker i mange lande og med 250.000 ansatte. Han blev en af USA’s højest lønnede erhvervsledere. Og ganske kort – hans sidste store erhvervsopgave fik han i Washington DC – i det Hvide Hus – af præsident Franklin D. Roosevelt. For en årsløn på One Dollar og som trestjernet general skulle han sammen med andre organisere og etablere produktion af krigsmateriel - lige fra skibe, fly, biler til feltflasker for det amerikanske og andre allierede landes militær. Den tyske og japanske aggression måtte standses og det helst i en fart. Ikke mindst var japanernes overraskelsesangreb på Pearl Harbor betydende og afgørende for USA’s indtræden i verdenskrigen. Og her blev USA’s indsats med krigsmateriel og kampvilje afgørende. I det spil var en dansk erhvervsmand, Michael S. Knudsen, med hele sin dygtighed og talent en meget medvirkende og afgørende faktor.

Og så – som man siger – til noget ganske andet. I en gave havde jeg også fået en bog skrevet af Anne Knudsen, tidligere chefredaktør på Weekendavisen, antropolog og dr. phil. Bogens titel er: ”Hvor jeg var barn, var der isbjørne.” Som det er noteret på bogen: Med stor kærlighed til landet og dets befolkning fortæller Anne Knudsen om de oplevelser i Grønland i 1950erne, der skulle komme til at præge hende resten af hendes liv. Om det barske klima, det iskolde mørke, det bundløse hav, de bidske hunde og de dødelige sygdomme. Om nordlys, solstorm og om at krydse Atlanten i båd. Om venskaber og ensomhed og om at opfostre isbjørneunger i et bur ude i gården.

Efter læsning og oplevelsen af Anne Knudsens levende fortælling er man blevet ganske meget klogere på de enorme forskelle i kultur og livsvilkår, der er mellem Grønlands og Danmarks befolkninger. Mange – og ikke mindst mange grønlændere – har over tid betalt en høj pris for dette kultursammenstød eller for vores eksport af den ”helt rigtige” samfundsmodel – vores måde at leve livet på!

Og nu – mens den mørke tid tager til – fornøjer jeg mig med Troels Kløvedals bog ”Alle mine morgener på Jorden”. Og sikke et liv der er levet på og med Nordkaperen som platform – som transportmiddel.

Om end corona-tiden har medført visse begrænsninger, er der dog blevet plads til mange andre gode oplevelser. Det er eksempelvis herlige stunder på cyklen – 75-100 km pr. uge – med raceren på landevej eller mountainbike’en i skoven. Allerede i mine gode år på efterskolen erfarede jeg, at sådanne cykelture virker rensende og godt for både krop og sjæl. Effekten er stadig den samme. En rask cykeltur med efterfølgende bad – så løber blodet livligere gennem hoved og muskler på en 10 år yngre krop. Og det er slet ikke så dårligt – alderen taget i betragtning!!!

Der er blevet tid til sejlture i min sejlbåd WillavsV. Navnet fordi børnebørnene hedder William, Ian, Lea, Lau, Amalie, Vigga, Sille og Valdemar. Dejligt – hvor heldig har man lov at være – med sådan en flok? Og så alligevel – sejladsen blev ikke helt som planlagt. Det var planlagt at aflevere båden i Aalborg til Rune og familien for en uges feriesejlads. Men vi nåede det ikke. Når tingene bruges, kan tingene gå i stykker. Sådan er det. Motorens udstødningsmanifold brød sammen ud for Nibe. Kølevandet sprøjtede ud det forkerte sted, og motoren blev varm. En fagmands reparation med den helt rigtige reservedel samt flere dages hård blæst medførte, at WillavsV var hjemmehørende i Gjøl Havn i 17 dage, ligesom det ej heller blev til feriesejlads for Rune og familien.

Vi har dog siden taget revanche under lidt sydligere himmelstrøg. I efterårsferieugen sejlede vi rundt blandt græske øer i en lejet sejlbåd. Sejlene blev dog ikke brugt ret meget. Dagene havde mest blå himmel over sig, temperaturen var oftest 20-25 grader og vinden var i styrke fra 0 til 4 meter pr. sekund. Til gengæld blev badetøjet hyppigt anvendt, når vi havde smidt ankeret ud et smukt sted i en vig – en bugt med måske kun 20-30 meter og ret så klart vand. Til sammenligning med danske forhold må der siges at være store vanddybder blandt øerne. 100300 meter var det mest almindelige.

Alt i alt en særdeles dejlig oplevelse i familiens skød – måske til gentagelse?

Endnu en lille beretning fra det virkelige liv. I bil var vi denne sommer en sviptur i Italien – omkring 1800 km sydligere end Lemvig. Min veninde/ kærestes ældste datter og svigersøn er i arbejdsmæssig sammenhæng flyttet til egnen sydvest for Verona. Fra tidligere private ture i og gennem Tyskland til Østrig, Schweiz og Italien med flere havde jeg en rimelig erfaring med trafik og motorveje. Men med omkring 1000 km på de tyske motorveje – mod syd mest på 7-eren – vil jeg påstå, at jeg på den hårde måde blev ganske opdateret. Tyskerne ”drukner” i biler. Under alle omstændigheder bliver der brugt uanede mange arbejdstimer for erhvervschauffører på at sidde i kø. Vores timeløn er uden betydning i den sammenhæng. Vi skulle blot transporteres fra A til B. Pensionisters timeløn omregnes i tid. Og bilens GPS missede konstant ankomsttiden til punkt B. Men fantastisk – ned kom vi, og hjem kom vi. Vi mødte kun smil og venlighed, hvor vi havde kontakt. Helt overordnet – Europa er i forandring i et tempo, hvor det kan være ganske vanskeligt at følge med. Man skal absolut ikke læne sig for meget tilbage! Så derfor måske – var det dejligt i sædvanligt tempo at cykle i Italien. Jeg havde raceren med bag i bilen. Og det var en helt fin ide.

Til slut vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Jeg vil oprigtig håbe, at corona pandemien snart vil klinge af, og vi dermed alle kan komme til at leve i et mere normalt samfund. Hvilket i så fald vil betyde, at hele familien skal genopleve skibakkerne i Hemsedal denne vinter. Det bliver SÅ GODT!