Året der gik 2025

Kronprinsen fik kamp til stregen
Fællesskab i høj kaliber
Fremtidens faciliteter
Projekter til de næste 10 til 20 år
![]()

Kronprinsen fik kamp til stregen
Fællesskab i høj kaliber
Fremtidens faciliteter
Projekter til de næste 10 til 20 år
af: forperson for Viborg Elever, Bolette Nilsson
Når alt forandrer sig, er det rart at noget består. Sådan kan man godt have det i den verden, vi befærder os i.
Ulæste mails, sms’er og notifikationer i ét væk fylder vores hverdag og kalendere. Vi er konstant på farten. Vi står sjældent stille og mærker efter. Mærker, hvad der rent faktisk betyder noget.
Men lige præcis dét, blev vi danskere faktisk bedt om at gøre i 2025. Midt i alverdens krige, konflikter og forfærdeligheder bad vores kulturminister Jakob Engel-Schmidt os om at stemme på det, der er særligt dansk i forhold til vores kulturarv. Buddene var mange og gode: Smørrebrød, fællessang, hygge, foreningsliv og håndbold for bare at nævne nogle af opløberne til førstepladsen.
Der var kun én vinder, og det var højskolerne. På pladsen lige foran pølsevognene stod højskolerne som det vigtigste indspark i dansk kulturarv.
”Det er her, vi mødes høj som lav og danner fællesskaber. Så måske er konklusionen, at det mest danske egentlig er at omgås hinanden og dele gode oplevelser?” Sådan udtalte kulturministeren i forbindelse med offentliggørelsen af vinderen.
Det er nemlig fællesskabet, der gør højskolerne specielle. For når man navigerer i en hverdag mellem fodboldstøvler, pagajer og sangbøger, er det altid med fællesskabet i front. Man mærker det som elev, når man synger sammen, når man fester sammen, og når man lykkes sammen. Om det er en god time i keramik, livsanskuelse eller boldspil, så er det netop dér, højskolens sjæl lever. I de små øjeblikke, hvor grinene runger i Spisesalen, og nogen griber guitaren efter aftensmaden. Hvor nogen tør sige noget ærligt i en samtale, og hvor en anden lytter – måske for første gang i lang tid.
Højskolen er et sted, hvor man både kan være sig selv og blive en del af noget større. Et sted, hvor man kan gå på opdagelse i verden og i sig selv, uden at der er et facit eller en eksamen, der afgør, om man har gjort det rigtigt.
2025 blev på mange måder et år, hvor vi mærkede behovet for netop det. Et frirum. Et sted, hvor samtaler får tid til at folde sig ud, og hvor vi tør tage stilling – ikke bare til, hvad vi skal blive til, men også til, hvem vi vil være. Udenfor højskolernes mure går verden stærkt, men indenfor formår højskolen stadig at skrue tempoet ned. Her får roen og fordybelsen lov til at spire, og det er måske netop derfor, højskolerne blev danskernes valg som vores vigtigste kulturarv.
For hvad er egentlig mere dansk end at samles om sang, samtale og samvær? Højskolerne rummer alt det, vi forbinder med fællesskabets kerne: den åbne dør, kaffekoppen i hånden, samtalen, der starter med et ”hvordan går det?”, og ender med at handle om livet, troen, kærligheden og alt det midt imellem.
Mens nogle fandt nye venskaber, andre fandt retning, fandt en tredje modet til at prøve sig selv af foran andre for første gang: Tage ordet, tage ansvar eller tage en chance.
Højskolen har altid været et spejl af sin tid. Men det har også været et sted, hvor vi tør drømme om en anden. Fordi den står på skulderne af en ungdom, der vil noget. Som vil fællesskab, handling og mening. De vil ikke bare lære at handle, de vil lære at håbe. Det er de store spørgsmål, men de
bliver levende, når de bliver foldet ud over aftensmadens rugbrødsmadder.
Og lige præcis derfor kan en højskole som Viborg IH fejre sit 75-års jubilæum til næste år.
For når alt forandrer sig, er det en gave, at noget består. Viborg IH består ikke som et museum for gamle idealer, men som et levende, pulserende fællesskab, der bliver genskabt hver dag af de mennesker, der bor, underviser og lever der. Det er eleverne, der fylder huset med liv, men det er ånden, der holder det hele sammen.
Så tak for året, der gik. Tak for sangen, for snakken, for stilheden, for latteren og for livet, der blev levet sammen. Må 2026 bringe nye møder, nye samtaler og nye fællesskaber, men med den samme ånd, der har båret højskolerne siden Grundtvigs tid: troen på, at mennesket vokser i mødet med andre.

af: forperson for Viborg Elever, Bolette Nilsson
I elevforeningen tæller vi ikke året i dage, men i oplevelser. For dem har der nemlig været mange gode af i det forgangne år. Så her følger et lille potpourri af gyldne øjeblikke siden sidst.
Nytænkning
Selvom Viborg Elever efterhånden er ved at være en gammel dame, er der et fantastisk flow af nye kræfter i elevforeningen, som konstant skaber nye tanker og idéer. I år har det blandt andet betydet, at en flok tidligere elever, på tværs af årgange tog afsted som frivillige sammen, til Roskilde Festival, og på den måde også tjente penge til foreningen. Men det er ikke det eneste sted, der er sket en forandring. Den traditionsrige ReCall-wekeend, der ligger i efteråret, trængte til fornyelse, hvor det var højskolehyggen, der var i fokus. Det var en idé, der allerede blev sået ved bestyrelsens visionsmøde sidste år, og ud af den opstod GENSYN. Slutteligt fik vores halvårlige tradition med en aktivitetsdag for de nuværende elever også en overhaling med et stort mordkomplot, som eleverne skulle løse. En fantastisk sjov dag, hvor de nuværende elever blev introduceret til lidt af elevforeningens arbejde.
Vinterstævne
Vi startede 2025 ud med et brag af en
gymnastikfest, da vi igen åbnede dørene til Vinterstævnet.
Hallen blev fyldt med sprudlende liv fra gymnaster i alle aldre og et trofast publikum, der gang på gang står klar med taktfaste klapsalver til stjernerne på gulvet.
Vi havde igen i år fornøjelse af at se vores eget gymnastikhold, VE Gym, på gulvet, og de havde som altid en fest, da de fyrede deres opvisning med festivalstema af. En perfekt opvarmning til Landsstævnet, hvor VE Gym senere på året deltog og viste Viborg Elever flot frem.
Vi glæder os til at åbne dørene til endnu et brag af et Vinterstævne den 21. februar 2026!
Elevmøde
Årets fest blev endnu en gang uforglemmelig, da årets elevmøde løb afsted den første weekend i maj.
Der blev danset til langt ud på natten, skrålet med på Jungle Boogie Bands uendelige festkatalog og ellers blev der hygget i lange baner.

Den årlige Pløkdyst fandt også sin (måske lidt overraskende) vinder med
Foråret 2017 og deres venner.
En fantastisk weekend, hvor højskolen fyldes med kærlighed, grin og både gamle og nye minder.
I den første weekend af oktober skulle
GENSYN stå den helt store prøve. Der var tænkt nye tanker fra elevforeningens side om vores traditionsrige weekend i efteråret, og det gav pote!
En fantastisk hyggelig weekend med både fælleslege, quizzer, højskoleaktiviteter og ikke mindst en temafest til at slutte det hele af på. En gylden mulighed for at nyde højskolen som tidligere elev med lidt færre deltagere, men med så meget mere sjov og spas.

Farvel og goddag
2025 har på mange måder også været et år med farvel. Store skikkelser er rejst videre på livets vej efter deres ophold på Viborg IH. Både Lene Wejse, Morten Gram, Hans Hvelplund og Niels Taarsted har sagt farvel til skolen. Vi vil fra elevforeningens side gerne udtrykke en stor tak for det gode samarbejde, der hver dag bringer elevforeningen
og højskolen sammen. På den anden side har vi også budt velkommen til flere nye spændende ansigter blandt andet Troels Rasmussen som ny forstander og Tina Kragelund som forretningsudvikler. Et hjertelig velkommen skal der lyde fra Viborg Elever.
Årets Viborg IH’er
Prisen som Årets Viborg IH’er gik i år til en helt særlig kvinde. Nemlig Lene Wejse. Lene var i hele 2024 konstitueret forstander for højskolen, og selvom hun kun var på højskolen i et år, så gjorde Lene et kæmpestort indtryk på både elever, ansatte og elevforeningen i form af sin helt unikke måde at møde mennesker på. De to andre nominerede var viceforstander Morten Gram og køkkenchef Jette Vestergaard. Lene Wejse skriver sig ind på en fornem liste over indflydelsesrige mennesker, der på hver sin måde har sat sit personlige aftryk på højskolen. På scenen til Elevmødet stod sidste års vinder Emma Hjertmann Henriksen, som selv havde valgt de nominerede og vinderen, og ifølge hende var der ingen tvivl. Lene var årets Viborg IH’er, fordi hun spredte en energi og en oprigtighed, der fik hele salen til at lyse op.
af: forstander Troels Rasmussen
Det er spændende, livgivende og meningsfuldt at være forstander på Viborg Idrætshøjskole. Hver eneste dag får vi direkte vidnesbyrd om, hvordan det går. Eleverne markerer klart, om de trives, og om fag, samvær, samlinger, rejser og fællesarrangementer giver mening for dem. Medarbejderne på skolen udtrykker deres mening – både når de er enige og uenige i ledelsens beslutninger, hvilket giver os mulighed for at vokse og udvikle os sammen. Jeg værdsætter virkelig den åbne og ærlige dialog, vi har her, for den skaber et miljø, hvor vi kan være nysgerrige på hinandens perspektiver og tage beslutninger, der er bedst for både elever og medarbejdere. Det er en balance, hvor nerve og nærvær er helt centralt, og det gør, at jeg oplever, at vi sammen fortsat kan skabe en rigtig god skole.
Dobbeltheder
Et særligt træk ved højskolen er, at vi hver dag mødes til morgensamling. Jeg nyder at starte dagene med at sige godmorgen, at synge og at lytte til vise ord fra underviserne. Der er altid noget at tage med, noget at tænke over og noget at starte dagen på. Morgensamlingerne rummer en sjov dobbelthed for det er både en pause, som skaber rum til eftertanke og en opladning, som giver energi. En anden dobbelthed i højskolen er skismaet mellem de flotte formål om livsoplysning, folkeoplysning og de-
mokratisk dannelse på den ene side. Og så den mere rå hverdag, hvor højskolen også er en arbejdsplads, der skal fungere og hvor højskolen er en virksomhed, der skal have styr på indtægter og udgifter. I forhold til de flotte overordnede formål oplever vi en stor samfundsmæssig og politisk interesse for højskolernes mulighed for at bidrage til demokrati, fællesskab og åndelig oprustning. Det er spændende. I forhold til det mere virksomhedsrettede, så bliver dobbeltheden især tydelig, når det gælder rekruttering af elever. Vi er meget privilegerede, at vi i januar kan starte med 181 elever, men vi ved også, at vi skal arbejde hårdt for at nå 100 elever på efterårskolen. Og det gør vi så - bl.a. med øget fokus på drengene, ideer om helårselever samt genetablering af vores internationale linje.
Elevernes motiver
I mine seneste jobs har jeg også arbejdet med idræt, folkeoplysning, fællesskaber og unge mennesker. Blot fra andre vinkler. Det har overrasket mig, hvordan elevernes motiver for at tage på højskole har ændret sig over tid. Vores elever italesætter ret direkte, at de søger fællesskaber og at de vil ”træne fællesskab”. Videre fortæller de, at de søger gode oplevelser, gode venskaber og de ønsker at ”gøre noget godt for sig selv”. Måske er nogle af disse motiver blevet forstærket af de erfaringer, som corona-perioden frem-
kaldte. Men det er tankevækkende at på en idrætshøjskole, så kommer de rene idrætslige motiver lidt længere nede på elevernes prioriteringsliste.
”Ro på”
Det har været et privilegium at komme til en højskole med en enorm stærk ”grundmotor”, hvor mange processer og ting kører godt. Jeg har oplevet et ønske om ”ro på”. Vi vil gerne skabe ro, men i virkeligheden tror jeg ikke, at det er lykkes, for der er igen i 2025 sket meget. Vi har fået ny pædagogisk leder og ny forretningsudvikler. Vi har skabt en helhedsplan for skolens bygninger. Vi har iværksat tiltag for at sikre stærkere forbindelse med Viborg by. Vi har sagt farvel til flere erfarne og vellidte kolleger. Vi har forhandlet løn og lokalaftale. Vi har revideret skolens vedtægter. Så der er gang i mange ting – og der venter mange spændende opgaver forude.

Stor ekstern interesse
Vi oplever stor interesse fra omverden. Når vi har haft ledige stillinger, så er det væltet ind med ansøgninger fra folk, som rigtig gerne vil arbejde på vores højskole. I hverdagen oplever jeg, at mange fra Viborg by spørger nysgerrigt til vores situation, udvikling og planer. Det er et vidnesbyrd om, at vores opgave er vigtig og meningsfuld. Og et vidnesbyrd om, at vores arbejdsplads er eftertragtet fordi der er dygtige og gode kolleger. Begge dele er et rigtig godt udgangspunkt for at videreudvikle Viborg Idrætshøjskole i fremtiden.
God jul
Jeg vil gerne sige mange tak til alle for en rigtig god velkomst og introduktion på Viborg Idrætshøjskole. Særlig tak til medarbejdere, bestyrelse, elevforening, elever og samarbejdspartnere i hele byen.

Royal Run gæstede i maj Viborg, og Viborg IH var engageret i både selve løbet og det royale besøg.
Tre af vores elever på Viborg IH var i den lille eksklusive klub, der i foråret fik lov til at løbe i frontgruppen med Kronprins Christian på 5 kilometerdistancen til Royal Run.
Sofie Schrøder Press, Thomas Montoya og Jonas Uth fulgtes med Kronprinsen rundt i Viborgs bymidte, og da de nærmede sig mål, satte Jonas spurten ind og susede forbi Kronprinsen... Stærkt gået!

Alle elever var med i festlighederne i forbindelse med, at 17.500 løbere var i Viborg for at deltage i det royale løbeevent. En større gruppe var med i modtagelsen af Kronprinsen, hvor de både lavede en kajakformation som en krone på søen, gav high fives og viste en danseopvisning for ham, inden han gik mod startområdet.
Senere på dagen samledes alle eleverne og lærere på højskolens store plæne, hvor 10 kilometer-ruten gik forbi. 4500 løbere fik klap og opmuntrende hujen med på vejen, inden dagen sluttede af med gardenparty for alle elever i den dejlige sommeraften.



Royal Run var for mig et af højdepunkterne under mit højskoleophold på Viborg IH.
Jeg var en af de heldige, som fik lov til at løbe sammen med Kronprinsen, og så at løbe fra ham var prikken over i’et!
Jonas Uth, elev Forår 2025
Forårsholdet 2025 sluttede opholdet med en uges Landsstævne i Vejle, som bød på aktiviteter sammen med de andre idrætshøjskoler, parade og en flot opvisning.
Et landsstævne er kendt for sine imponerende åbnings- og afslutningsshows, som man ofte ser på TV – men for højskoleelever er det meget mere end det. I år afsluttede Foråret 2025 deres højskoleophold med en uge i Vejle, hvor vi blev indlogeret på Rødkilde Gymnasium i klasseværelser og telte sammen med elever fra de øvrige idrætshøjskoler i Danmark.
Vi holdt fælles morgensamlinger og spiste sammen hver dag.
Tætpakket DGI-hus i Vejle
Efter ankomsten mandag den 30. juni bød programmet på tre dage med aktiviteter og workshops, som kulminerede onsdag aften med et højskoleshow i et propfyldt DGI-hus i Vejle. Det var lige før, publikum svedte ligeså meget som gymnasterne – så tætpakket var lokalet! Her fik vi lov at vise elementer fra vores fælles opvisning sammen med de andre højskoler, og aftenen sluttede med koncert med det danske succesband Patina.
Den orange mur
Torsdag åbnede Landsstævnet officielt, og vi deltog i den festlige parade iført Viborg IH-beachflag og ens Tshirts.
I løbet af foråret havde vi øvet vores fælles opvisning, som stod på programmet fredag formiddag på det store gulv foran Rosborg Gymnasium. Opvisningen bestod af flere serier, og heldigvis holdt vejret, så vi også fik lov til at vise flotte spring på gulvet.
Det samme kan man ikke sige om vejret lørdag, hvor vi skulle se efterskolernes show om aftenen – for her væltede regnen ned! Heldigvis havde vi taget 180 orange regnslag med, og ”den orange mur” blev bemærket af mange blandt publikum på det udsolgte landsstævnestadion den aften.
Vi ses igen!
Stævnet – og et halvt års højskoleophold – sluttede søndag med afslutningsshow og en masse farvel- og på gensyn-kram.
Vi glæder os allerede til at se hinanden igen til Elevmøde, Vinterstævne og andre arrangementer på højskolen – og selvfølgelig med VEnnerne i de store uddannelsesbyer.







Salsa workshop på toppen af en middelalderby, klatring, MTB, kajak og masser socialt samvær gør studieturen til Frankrig til et højdepunkt på efterårsholdet.
Efter en måneds tid med ny hverdag og ny seng, nye kammerater og nye lærere, rejser vi hvert år med alle elever på efterårsholdet til det sydfranske for at have en uge med gode oplevelser og god tid til socialt samvær. Det gjorde vi også i september i år, hvor lækkert vejr og masser af aktiviteter ventede i Ardèche mellem Lyon og Montpellier.
Vi bor på et gammelt slot – et smukt fransk chateau – hvor eleverne bor og laver mad sammen i mindre lejligheder. Dagene byder på aktiviteter som klatring, kano/kajak, løb, crossfit, mountainbike og vandreture, mens eftermiddag og aften giver tid til bad-
ning i pool eller flod og masser af mulighed for at hænge ud og hygge sig på tværs. Vi spiser lækker mad på terrassen – og en aften var der vinsmagning med lokale vine.
En helt særlig oplevelse var salsa workshoppen på toppen af en middelalderby. En lokation, der nærmest var et rejsemagasin værdigt. Efter en uge i fransk sol var alle fyldt op med gode oplevelser og tættere sociale relationer – klar til nogle gode måneder hjemme på højskolen.
På Frankrig-turen oplevede jeg, at jeg kom til at kende flere, som jeg slet ikke havde talt med før - og det er nogle af dem, der er blevet mine gode veninder. Det var virkelig en god tur!
Mathilde Garbo Schroll, elev Efterår 2025








af: forperson for Viborg Elever, Bolette Nilsson
VEnnerne er Viborg Elevers ambassadører i storbyerne.
De sørger for, at elevforeningen også kan være en del af hverdagen, selv når studier, arbejde og fritidsliv fylder. Bag initiativet står lokale, frivillige ildsjæle, der selv får idéerne og står for aktiviteterne.
Konceptet er stadig forholdsvis nyt, men har allerede fået stor opbakning.


Især i Aarhus, hvor de fleste af elevforeningens medlemmer bor. Du kan dog også møde VEnnerne i Aalborg, Odense og København.
Allerede i dette efterår er der planlagt hele 25 spændende aktiviteter – lige fra hyggelige højskoleaktiviteter til idræt med høj puls. Her får du et lille glimt af nogle af de arrangementer, VEnnerne har haft det sidste år.


Vinterstævne 2026 afholdes lørdag den 21. februar - og vi glæder os til at åbne dørene for både gymnaster, instruktører og publikum.
Gymnaster fra nær og fjern samles til årets Vinterstævne, hvor tidligere elever kommer med deres gymnastikhold.
Det er en dag fyldt med energi, fællesskab og flotte præstationer.
Stævnet byder på et varieret program, hvor alle viser deres kunnen - rytmiske serier, dans, akrobatik og spring på alle niveauer.
Vi glæder os til en dag i gymnastikkens tegn, hvor alle kan gå hjem med en følelse af at have været en del af noget helt særligt.
Der er tidligere sendt mail til alle medlemmer af Viborg Elever om tilmelding til stævnet.

Klumme: Ann Grethe Nørgaard, tidligere professionel håndboldspiller og lærer på Hald Ege Efterskole, giver i år sit bud på, hvorfor højskolebevægelsen er vigtigere end nogensinde før - for de unge og for vores samfund.
I et samfund hvor alting accelereres, og de unge presses igennem et uddannelsessystem med et øget fokus på præstationer og individuelle kompetencer, er højskolerne ligesom efterskolerne, et dannelsesmæssigt åndehul. Her kan de unge mødes og indgå i forpligtende fællesskaber, ud fra interesser og lyst til at blive oplyst, og opnå den demokratiske dannelse, der er skubbet til side i bureaukratiets og multiple choice testenes åndsløse jerngreb i skolesystemet.
Vi mærker det tydeligt på efterskolen, hvor vores prøvefri 10. klasser er mere efterspurgte end nogensinde før. Vi underviser nemlig vores prøvefrie klasser ud fra UBAK-princippet – undervisning af bred almen karakter, hvor vi får mulighed for at tage udgangspunkt i noget de unge er optagede af, f.eks. sporten – og via den indgang tale politik og sport, sportwashing, branding osv. Klasserne er vildt populære, og man mærker tydeligt (gudskelov) de unges behov for, og lyst til, at blive udfordret og oplyst på en anden måde
end de er blevet i folkeskolen, hvor dannelsen har enormt trange kår disse år. De vil faktisk gerne vide noget, som de ikke nødvendigvis skal testes i… De vil gerne verdensvendes og forstå samfundet og de mekanismer, der rør sig i det.
Ligesom efterskolerne, er højskolernes fundament netop forankret i dannelsesperspektivet og det meningsfyldte i at indgå i fællesskaber og skabe sammenhængskraft. Når man er på højskole eller efterskole oplever man, hvad det vil sige at være en del af noget, der er større end en selv. Man lærer at gå på kompromis for at få et værelse til at fungere, man tager en ekstra tjans i køkkenet fordi der lige mangler et sæt hænder og så lærer man at omfavne forskellighed og mangfoldighed. Man bliver udfordret på holdninger og overbevisninger og der åbnes op for en personlig udvikling, der er manifesteret i forståelsen af selvet sammen med andre.

Der skabes rammer, der fordrer at de unge tør miste fodfæstet for en stund…
Moderne sagt, de tør hoppe ud af comfortzonen og sætte sig selv på spil, fordi det er netop højskolernes rammesætning, hvilket er enormt sårbart i det samfund, hvor alt skal dokumenteres og have nyttevirkning.
For at højskolerne ikke blot bliver det her selvrealiseringsprojekt med fokus på sport, musik, teater og gak og løjer, er de unge på højskolerne sikret den føromtalte undervisning af bred almen karakter. Denne er netop tilsigtet at trække dem hen til steder de ikke ville komme på egen hånd. At blive bekendt med undervisning, der har almene perspektiver – i det kulturelle, politiske, filosofiske, historiske, naturvidenskabelige, hvor de bliver oplyst og udfordret på samfundsmæssige strukturer og sammenhænge. De får en udadvendthed, mod den verden de lever i og dermed en bredere almen viden – der er tid til at fordybe sig i, hvorfor USA vælger en præsident som Trump, hvordan deres samfundsstrukturer og uddannelsessystem gør, at de f.eks. er meget lidt verdensvendte.
Da er fællesskab, sammenhængskraft og demokratisk dannelse – noget som vores samfund er udfordret på, både fordi det på mange måder går rigtig godt, så hvorfor sætte sig selv på spil og engagere sig f.eks. politisk? – men også fordi vi snakker vækst, effektivitet og agilitet hele tiden. Fordybelsen er taget ud, og det er ved gud ikke kun smartphones og skærmenes skyld. Det er et politisk åg, der er trukket ned over tidsånden, hvor vi skal effektivise-
re, vækste og have flere hænder ud på arbejdsmarkedet fuldstændigt uden øje for hvordan hovedet og kroppen, der hører til det sæt hænder. har det.
Fordybelse og muligheden for at være og at opleve kunst, musik, sport, friluft og natur er fuldstændigt taget ud – fordi man hele tiden skal være på, gøre sig til, have bedre karakterer og stræbe efter noget mere…
Højskolernes og efterskolernes fundament fordrer stræben efter noget dybere - inde i en selv, en ro, en væren og en dannelse, som ikke kan tillæres via bøger og uddannelse men kun i samspil med andre, hvor man bliver en del af noget større…
I min optik er højskolerne og efterskolerne vigtigere for Danmark og samfundet end nogensinde før. I deres stræben efter noget dybere…

af: Troels Rasmussen
Viborg IH har nogle fantastiske fysiske rammer med masser af muligheder og legepladser.
Men vores rammer er også gamle og trænger mange steder til renovering og opgradering. De seneste år er der allerede gennemført væsentlige forbedringer og renoveringer, men der er stadig rigtig mange renoveringsopgaver til de kommende år. For at sikre, at vi ikke ”bare” renoverer, men også skaber mulighed for at indplacere nye funktioner, nye rum og nye aktiver, så har vi udarbejdet en helhedsplan.
Kan man flytte foredragssalen?
Helhedsplanen er udarbejdet i samarbejde med det lokale arkitektfirma
Cintu A/S, som har bidraget med arkitektfaglighed og planlægningsperspektiv. Og så har vi kort sagt ”tømt vores hoveder” for idéer, behov og ønsker til indretning af fremtidens højskole. Alle disse ideer har Cintu arbejdet med og givet forslag til nye måder at se skolens rum på og nye måder at indrette skolen på. Det har været spændende…. Og udfordrende…. For kan man forestille sig, at Foredragssalen kan være andre steder end nu? Kan man forestille sig, at der ikke skal bo elever i værkstedsfløjen? Eller at skolestuerne kan omdannes til et udvidet Valhalla?
Hvor er hjertet på Viborg IH?
På de fælles workshops med alle medarbejdere, bestyrelse, elevforening og

Foredragssal i den gamle gymnastiksal
udvalgte tidligere elever var det fantastisk at opleve, at der var meget stor energi, iderigdom og engagement. Men også at opleve, at der er udbredt enighed om, at ”hjertet” på højskolen skal være Spisesal og Valhalla/fællesrum, ligesom alle ønsker, at ”alle elever skal være under samme tag”. Med det afsæt er det lykkedes at skabe en helhedsplan, som indeholder en række markante forandringer af skolens bygninger, som vi tror på vil forbedre vores hverdag og skabe endnu bedre rammer for fremtidens højskole.
Det lange og det korte lys Helhedsplanen rummer projekter til de næste 10 eller 20 år, så vi må være tålmodige. Men helhedsplanen gør det muligt at gennemføre delprojekterne og renoveringerne på en måde, så vi hele tiden forbedrer skolens rammer og ”ikke bare skifter ud 1:1”. Så må vi se hvornår økonomi, praktik og behov gør det muligt at iværksætte delprojekterne.
I 2026 har vi fuldt fokus på renovering af værelserne på første og anden lang i hovedbygningen, ligesom vi skal renovere svømmehallen. Samtidig må vi konstatere, at forstanderboligen ikke længere er egnet som bolig, så i stedet vil vi etablere et hus med fokus på natur og bæredygtighed, som kan give gode rammer til udekøkken, organisk værksted, nyttehave, ølbrygning, friluftsliv m.m.
Der er således masser af projekter på både den korte og den lange bane. Vi glæder os!


Værkstedfløjen
Velkommen til
Troels Rasmussen tiltrådte den 1. januar som forstander på Viborg IH. Højskolelivet er ikke nyt for Troels, der har en baggrund som forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole. Han har desuden været vicedirektør i DGI og direktør for Idrættens Analyseinstitut.
Camilla Baltser Jarskov begyndte den 7. april i lære som ernæringsassistent. Hun arbejder i køkkenet og er i perioder på skolebænken frem mod september 2027, hvor der står ”udlært” på visitkortet.


Daniel Hyldgaard har været elev, unglærer, timelærer og senest lærer på Viborg IH. Den 1. juni tiltrådte han i en ny stilling som pædagogisk leder, hvor han kommer til at sætte sit præg på det samlede undervisningstilbud til eleverne.

Tina Kragelund tiltrådte den 1. september i en nyoprettet stilling som forretningsudvikler. Hun får dermed ansvar for pr og markedsføring, udlejning, events og fundraising. Tinas baggrund er i mediebranchen, hvor hun har været ansat i DR, på Radio4 og senest hos TV2.
Anne Stamp er fra den 1. januar 2026 blevet fastansat som lærer på skolen, hvor hun underviser i bl.a. rytmisk gymnastik og dans, teori på politilinjen og strik. Hun er samtidig ansvarlig lærer for vores internationale elever.


Tak for indsatsen
Astrid Christensen blev den 31. januar udlært ernæringsassistent i køkkenet, hvor vi var så heldige, at hun efterfølgende blev og hjalp til frem til den 18 juli. Alt det bedste ud i arbejdslivet med ernæringsassistentuddannelsen i rygsækken.

Sidsel Nordby Overgaard stoppede som markedsførings-ansvarlig i marts. Kamilla Michaela Jakobsen og Tina Kragelund overtog midlertidigt opgaven, som efter den 1. september er blevet en del af Forretningsudvikling. Vi ønsker Sidsel alt det bedste fremover.
Morten Gram sagde den 1. juni farvel til højskolen efter 12 års ansættelse, senest som viceforstander. Morten er taget med sin familie til Australien, hvor vi håber, de nyder eventyret og udlever drømmen om down under.


Hans Hvelplund sagde vi farvel og tak for indsatsen til den 15. august. Samtidig fejrede vi Hans’ 20 års jubilæum på skolen, hvilket vidner om, at Hans har gjort en enorm indsats for vores højskole og haft stor betydning for rigtig mange elever. Vi ønsker Hans alt det bedste fremover.
Niels Taarsted har været ansat på skolen siden 1988, og den 31. oktober gik han på velfortjent pension. Niels har haft mange funktioner i huset – og fortsætter da også nogle timer om ugen med at have ansvar for vores fitnesscenter. Vi ønsker Niels det allerbedste otium.
Karin Skov har været ansat i regøringen siden oktober 2019. Hun hun har lagt en ære i, at skolen fremstår pæn og rent, og man har ikke været i tvivl når hun har været forbi. Vi ønsker Karin det allerbedste otium.



Læs forstander Troels Rasmussens tanker om, hvor højskolebevægelsen står lige nu, og hvad vi arbejder med her på Viborg IH.
Verden er i opbrud. Demokratiske værdier er under pres, og uroen i verden sætter sig – også i unges tanker om fremtiden. Men midt i forandringen står højskolerne som frirum, hvor fællesskab, dannelse og livsmod stadig har en plads. Og hvor vi sammen kan hjælpe med at styrke deltagelsen i demokratiet for både vores elever og omverdenen.
“Vi har færre demokratiske lande i verden, og troen på demokratiet er dalende. Højskolerne kan noget helt afgørende – vi kan give mennesker erfaringer med fællesskab og med at tage ansvar for sig selv og noget større. Det er fundamentet for et levende demokrati,” siger Troels Rasmussen, forstander på Viborg IH.
Han oplever, at højskolebevægelsen har fået en ny aktualitet, og at politikerne på Christiansborg er bevidste om, at der kan være noget at hente.
“Når statsministeren kalder på åndelig oprustning, så tænker hun bl.a. på højskolerne som en vigtig aktør. Og det er rart at opleve.”
Højskolen som samlingspunkt
For Troels Rasmussen handler højskolens rolle i dag ikke udelukkende
om at give de unge et ophold for livet, men om at være et sted, hvor man mødes på tværs af forskelle.
“Vi skal være Danmarks forsamlingshus,” siger han og tilføjer:
”I en tid med ufred og opbrud skal vi kunne samles om fællessang, om samtalen og om troen på, at vi sammen kan skabe forandring. Der er masser af viden i verden, men der er i den grad brug for at skabe rum for at tale sammen om udviklingen, om bekymringer og om muligheder. Det er jo det her ”menneskesprog” mellem mennesker, som er så afgørende for at vi hver især kan finde os til rette med ufred og usikkerhed”
De unge elever på de lange kurser har masser af muligheder efter endt ungdomsuddannelse og er meget bevidste om, at de skal have noget ud af deres sabbatår. Derfor skal højskolen hver dag stå på tæer for at gøre sig interessante overfor nuværende og kommende elever.
“Vi oplever en elevgruppe, som kommer for at gøre noget godt for sig selv – som vil øve sig i fællesskab, få gode oplevelser og skabe nye venskaber. Det er ekstremt positivt – det er det, højskole er,” siger Troels Rasmussen. Men arbejdet med elevrekruttering kræver vedvarende opmærksomhed. På højskolen har vi de seneste år haft stor succes med at tiltrække kvindelige elever – så meget, at der i hele andet
halvår af 2025 har været venteliste til Foråret 2026.
“Vi har været rigtig gode til at nå pigerne,” fortæller Troels Rasmussen, “men vi har sværere ved at gøre os synlige over for drengene. Derfor arbejder vi målrettet med vores kommunikation, aktiviteter og fag, så flere kan se sig selv som en del af højskolelivet .”
Og det ser ud til at lykkes - i Foråret 2026 vil 43% af eleverne være drenge!
Globalt udsyn og nye veje
Et andet fokusområde i skolens udvikling er internationalisering. Til august 2026 genopliver Viborg Idrætshøjskole sin internationale linje – både for at styrke mangfoldigheden på skolen og for at give eleverne et globalt perspektiv.
“Vi vil gerne tage livtag med det globale. Det handler ikke kun om at få udenlandske elever ind, men også om at skabe et miljø, hvor danske elever får lyst til at møde verden”
Planen er, at især efterårsholdet får et mere internationalt præg, også i måden skolen organiserer måltider, fester og sociale aktiviteter på.
Helårseleverne som kulturbærere
Foruden det internationale fokus arbejder vi aktivt på at fastholde en gruppe elever som helårselever – et initiativ, der både styrker kulturen og kontinuiteten på skolen.
“Vi vil gerne have en lille gruppe, som fortsætter fra forrige hold og kan tage traditioner og fællesskab med videre på en måde, som personalet ikke kan,” fortæller forstanderen.
“Til foråret har vi seks helårselever, og det giver os både energi og et stærkere
sammenhold på tværs af holdene.”
Helårseleverne bliver samtidig en vigtig bro til skolens aktive elevforening, som har fået succes med at skabe aktiviteter i de store uddannelsesbyer efter endt højskoleophold.
Danske højskoler har det seneste år fået kritik for at være et sted for middelklassens privilegerede unge med Krogerup Højskole som orkanens øje. Troels Rasmussens anerkender, at højskoler har mange velfungerende unge, men han pointerer også, at højskolen gør, hvad den kan for at hjælpe dem, der har brug for en hånd i ryggen ind i voksenlivet.
“Vi har en ungdomskultur, hvor mange lever godt,” siger han, “men der er også unge, som står udenfor uddannelse og arbejdsmarked. Dem kan vi hjælpe med at få en god start på voksenlivet – ved at tilbyde dem et sted, hvor de kan høre til. Nationalt har vi mulighed for at hjælpe den gruppe elever ekstra med stipendier via eksempelvis Ungeløftet”
For Viborg Idrætshøjskole handler elevrekruttering derfor ikke blot om at fylde værelserne. Det handler om at skabe en levende skole, hvor fællesskab, nysgerrighed og dannelse bliver konkrete erfaringer, der rækker ud i verden – og videre i livet.
Der er både nye fag og klassikere på listen over fag, der har hittet blandt eleverne i 2025. Vi har plukket fra listen over de mest populære fag og giver dig fire af dem herunder
Idrætsfag: CrossFit
I år fik vi endelig mulighed for at kalde
Rough’n Tough for det, det er: Nemlig CrossFit. Og det er populært at komme ned i Kirken og knokle igennem.
Faktisk både i faget CrossFit og i fritiden, hvor man ofte hører musikken banke derudaf til løft, hop og pres. Kort og godt et fag, hvor man altid går derfra med et smil på læben og ny viden.

Spotfag: Pardans
”Det er en lifeskill at kunne danse” –sådan lyder det fra Laura Tarpgaard, der underviser i Pardans, og som selv altid bliver glad af det. Uanset om det er tidlig morgen eller en sløv eftermiddag. Alle bliver i godt humør, når de danser med hinanden, og måske er det derfor, at dette nyere spotfag også
er på listen over populære fag. Håndens fag: Keramik Interessen for keramik er på ingen måde klinget af. Eleverne elsker stadig at komme over i værkstedsfløjen og lave krus, vaser, lysestager og meget mere. Undervisningen introducerer de grundlæggende teknikker, men giver samtidig plads til at eksperimentere og finde sin egen stil. Og man kan – som I alle vores fag – være med, uanset om man er begynder eller øvet.

Eksistensfag: Ro på
Der var rift om det nye fag ”Ro på”, da det blev introduceret for efterårsholdet 2025. I en travl hverdag fyldt med krav, tanker og følelser byder faget på både teori og praksis, der giver hjernero. Faget indeholder også øvelser, der hjælper til at flytte fokus væk fra støj og over på det, der styrker ro og nærvær.

2025 blev året, hvor vi for alvor beviste, at en rejseuge sagtens kan være en succes – også selv om den foregår inden for landets grænser.
Rejseugen i maj byder på eksotiske tilbud som klatring på Sardinien, dykning på Filippinerne og surf i Marokko. Men hvis du ikke har lyst eller mulighed for at betale for en af disse rejser har vi fundet et godt alternativ.
I år testede vi tilbuddet Danmark Rundt.
Kort fortalt er det en uge fyldt med forskellige aktiviteter og udfordringer, som ikke koster mere end skolepengene.
Lærerne Anne Stamp Christensen og Ditte Weinreich Svendsen havde valgt at tematisere dagene med Midt, Nord, Vest, Øst og Syd, og tilbagemeldingerne efter fem dage rundt i Danmark var rigtig gode.
Guidet tur med hjemløs
Ugen begyndte i Fårup Sommerland for de 30 elever, der havde valgt Danmark som destination.
De havde madpakker i tasken og sluttede dagen med pølser på grillen og kartoffelsalat til aften.
Hjemme ventede hygge med beachvolley, hyldeblomstsaft og frugt i forårsaftenen.
På programmet var bl.a. surf på Vestkysten og en guidet tur rundt i Aarhus med en hjemløs.
Derudover lavede eleverne pandekager på trangia, blomsterbinding med Lene fra køkkenet og prøvede saunagus.
Hvor langt kan I komme sydpå?
Ugen sluttede med et oplevelsesdøgn, hvor eleverne kl. 12 torsdag blev sendt sydpå med et døgns madbudget overført på MobilePay. Opgaven var derfra at komme så langt sydpå som muligt – og tilbage igen – inden fredag kl. 12, hvor Anne og Ditte ventede med lækker frokost og dessert hjemme i Viborg.
Inden for oplevelsesdøgnet nåede nogle elever helt til Hamburg, mens andre ramte København.
Heldigvis stod der i briefingen, at man gerne måtte tage pas med!
Vi glæder os allerede til 2026, hvor vi helt sikkert sammensætter endnu en uge med Danmark Rundt.

Nordic Lake Festival er i flere år blevet afviklet på plænen foran højskolen, og i år hjalp nuværende og tidligere elever til både før og under det lokale arrangement.
Nordic Lake Festival har i flere år gjort brug af højskolens grønne omgivelser og faciliteter til at afholde arrangementet, og højskolen er også fast arrangør af OCR-løbet for godt 800 deltagere. I år blev samarbejdet udvidet yderligere, da skolens elever deltog som frivillige i opstillingen af pladsen i weekenden op til festivalen. På selve dagen deltog 40 højskoleelever i flere

af festivalens løb, mens yderligere 40 både nuværende og tidligere elever frivilligt bidrag til en vellykket afvikling af festivalen for de omkring 5000 deltagere fra Viborg og omegn.
Festivalen afholdes hvert år den tredje weekend i august, og på Viborg IH ser vi muligheder for et endnu større engagement i 2026. At binde højskolen og Nordic Lake Festival endnu mere sammen er helt oplagt, fordi højskolen dermed kan bidrage til et lokalt projekt, der deler mange af de samme værdier som skolen – herunder mangfoldighed, fællesskab og glæden ved bevægelse.

I foråret skabte vores elever fra Trænerakademiet stemning og glæde med gadeidræt for 4.-8. klasser fra hele Viborg Kommune.
Gadefodbold, floorball, cheerleading og parkour.
Det er blot nogle af de discipliner, som 1700 skoleelever fra hele Viborg Kommune deltog i i maj ved GAME Streetmekka i Viborg. Eleverne fra vores Trænerakademi stod for at arrangere og afvikle eventet i samarbejde med ungdomsskolen og GAME.
Arrangementet er en større øvelse i projektledelse, som Trænerakademiets 30 elever havde brugt mange uger på at forberede. Til arrangementet fik de hjælp af mere end 50 af deres højskolekammerater til at bemande aktivitetsposter, styre ankomsten af busser og meget andet. Ambitionen med Trænerakademiet er at uddanne fremtidens ledere og trænere til foreninger i Danmark, og til Viborg Street Festival udfolder den ambition sig 1:1 – eleverne tager et stort ansvar, de er kreative, og de giver børnene en kæmpestor oplevelse.


Jan Gintberg udfordrede eleverne, og eleverne udfordrede ham, da komikeren gæstede sin gamle højskole for at tale med eleverne om generationsforskelle.
Er unge dårligere til at være uenige end ældre generationer? Og tager Gintberg selv et ansvar for, at mobiltelefonen ikke overtager tilværelsen? Det var blot nogle af de emner, der blev diskuteret, da komiker Jan Gintberg besøgte Viborg IH – den højskole,
han selv gik på i 1984-85.
Som 61-årig ønskede han at komme tættere på nutidens unge og tage en åben dialog med dem om forskelle mellem generationer – og om, hvad man egentlig får ud af et højskoleophold.
Og det var de 180 forårselever helt med på samtidig med, at der også blev plads til at tale om, hvor han havde værelse på skolen og tanker om at være en offentlig kendt person.
130 forventningsfulde – og lidt spændte – gymnaster mødte i august op til udtagelse på højskolen, og det endelige hold er nu godt i gang med træningen.
En weekend i august var afsat til at finde denne sæsons gymnaster til Viborg Elitehold, og hele 130 håbefulde deltagere dukkede op. Det blev en både god og – som altid – smule nervepirrende weekend, der kulminerede med, at instruktørerne kunne give besked til 33 rytmegymnaster og 27 springere om, at de er udtaget til holdet 25/26.
Instruktørteamet består i år af Anne Stamp Christensen, Mikkel Rudi, Hanne Gram, og Mads Andersen.
Tæt forbindelse til skolen
Holdet tæller ni tidligere Viborg IH-elever, og vi håber fortsat at kunne bidrage med tidligere elever fra højskolen for dermed at bevare den tætte forbindelse mellem skolen og eliteholdet.
Alle årets træninger foregår på højskolen, og holdet prioriterer også at holde sociale aktiviteter i de velkendte rammer. Senest bød en træningssamling eksempelvis på vandaktiviteter i svømmehallen.
Til foråret venter både opvisning ved skolens eget Vinterstævne og en række andre stævner rundt omkring i landet.
Vil du følge holdet, kan du finde dem på Instagram, hvor de løbende deler billeder og glimt fra træningssamlinger og andre aktiviteter.

”Vi ses til vores bryllup,” skrev Flemming for sjov i Lenes sangbog på Viborg IH i 1995. I sensommeren i år kom de tilbage – denne gang som ægtepar til højskolens Jubilarmøde.
På højskolen i sommeren 1995 hyggede de sig egentlig bare i én stor vennegruppe. De nød det nye springcenter, hvor den nedgravede springbane og graven var det nyeste og fedeste, og de nød de fantastiske fester, hvor de dansede, til de kunne vride t-shirten med dørene åbne ned mod søerne.
”Vi havde det bare sjovt sammen, vi var jo begge nogle bonderøve,” husker Lene Dalentoft om tiden sammen med Flemming Noesgaard Nielsen på højskolen i Viborg.
Flemming bekræfter, at de to bare havde det sjovt, og at det netop også bare var for sjov, da han på et tidspunkt skrev i Lenes sangbog: ”Vi ses til vores bryllup”.
”Det var rent for sjov, men vi har da nogen gange snakket om, at hvis man kan tale om skæbne, så må det være det,” fortæller Flemming, der et halvt års tid efter endt højskoleophold begyndte at få et godt øje til Lene.
De to sås sammen med flere fra årgangen til fester, og de var i Norge på
skitur, og vupti, så var der sød musik mellem Flemming og Lene.
”Vi er vestjyder, så det tog lige lidt tid,” ler Lene.
De to bor i dag i Sønder Bork nær
Ringkøbing Fjord, har fået tre børn og kan om to år holde sølvbryllup. Til jubilæet i år mødtes de med 10-12 gamle højskolekammerater for at markere, at der er gået 30 år siden deres sommerophold på Viborg IH
Og forbindelsen til højskolen lever videre i familien: I foråret fulgte datteren Anna i forældrenes fodspor og blev elev på Viborg IH.

5. januar
Foråret 2026 starter
13. januar: Foredrag om AI-epoken ved Anders Bæk
21. februar Vinterstævne
17. marts Syng, spis og snak
24. marts: Foredrag: Peter Viggo Jakobsen om verdens sikkerhedspolitiske tilstand
1. maj
Elevmøde
7. maj Syng spis og snak
Grundet renovering af højskolen, er der ikke korte kurser i sommeren 2026
9. august
Efteråret 2026 starter
5. september Jubilarmøde
22. september Syng, spis og snak
24. november Syng, spis og snak
Der tages forbehold for ændringer i kalenderen - følg os på Facebook eller hold dig opdateret på viborgih.dk/om-os/event-kalender.
Her kan du bl.a. læse mere om ovenstående begivenheder.
Udgivet af:
Viborg Elever og
Viborg Idrætshøjskole
Tlf. 8667 2011 info@viborgih.dk viborgih.dk
Redaktionen
Bolette Nilsson (VE)
Nina Dencker og
Tina Kragelund
Foto: Kamilla Jakobsen





