JEG TAGER SGU DER NED, MARTIN BECH

JEG TAGER SGU DER NED

V. Martin Bech

Det var søndag aften, Rusland havde næsten lige invaderet Ukraine, vi kender alle historien. Jeg sad hjemme på min sofa og var egentlig i et ret dårligt humør. Et frustreret humør, frustrationen var nok ikke mindst båret af den følelse af vrede jeg havde over, at der foregik noget grundlæggende uretfærdigt. Krig er altid uretfærdigt, men det her er jo tæt på, på en anden måde end vi har oplevet før. Nuvel, Rusland havde jo godt nok lavet nummeret før, i Ukraine. Men det var sådan noget lusket noget, med anonyme tropper, ingen vidste rigtigt hvad, der foregik. Det her er konkret, det er fuldskala krig. Der er faktisk, geografisk set kun et land imellem os og det krigshærgede Ukraine.

Min første tanke var; “jeg tager sgu ned og deltager i kamphandlingerne for Ukrainerne – ned og melder mig til de væbnede styrker”. Efter lidt rationaliseren frem og tilbage omkring min egen nytteværdi på en sådan slagmark – jeg har ingen kamperfaring overhovedet” kom jeg frem til, at jeg nok gjorde bedre gavn på anden vis.

Jeg iværksatte en indsamling i mit netværk der – og så skal jeg ellers love for, at der skete noget. Jeg havde selv nogle varer fra mit eget firmas varelager, der ville kunne gøre god gavn i netop den situation som Ukrainerne var kommet i; telte, gasblus, feltsenge, luftmadrasser, soveposer. Mit netværk, eller den forholdvist lille del af det, jeg havde aktiveret, stod hurtigt klar med tøj, bandager, sprit, legetøj osv. Søndag aften. Kl 23.30 var min bil pakket til bristepunktet. Kl 07.30 mandag morgen, efter et hurtigt TV interview – nogen havde sladret til pressen om min plan, og de havde haft ringet allerede aftenen forinden.

Egentlig var det ikke min plan at skulle i pressen, i hvert fald ikke på den måde. Men jeg havde jo godt nok også en plan om at tage ned og samle information, for jeg vidste, at der var mange andre, der ikke anede, hvordan de bedst kunne hjælpe lige nu. Så på hele turen tog jeg mig tid til at tale med pressen, og jeg var faktisk meget

forbavset over den store interesse fra medierne. Jeg vil anslå, at jeg har talt med 10 forskellige medier i løbet af turen. Men som det nu er med medier synes jeg, at det ofte blev lidt meget historien om historien – jeg ville gerne have haft kommunikeret flere praktiske informationer igennem. Om ikke andet håber jeg, at det har kunnet inspirere nogle til at gøre et eller andet. Jeg gjorde også meget ud af at opfordre til, at man donerer til de ukrainske væbnede styrker. En opfattelse jeg kun er blevet bestyrket i hen ad vejen. Den bedste form for nødhjælp vi kan yde, er at forhindre russerne i at myrde og såre uskyldige civile. Det kan tøj, mad og førstehjælpskasser ikke hindre dem i – selvom det også er vigtigt.

Da en uafbrudt tur på motorvejen ikke er videre interessant, vil jeg springe direkte frem til Warszawa, hvor jeg landede efter 17 timer kørsel, med få pauser – der var jeg lidt træt. Jeg sov nogle timer der, lastede op med hvad jeg kunne skaffe af gas, medicin, proteinbarer og førstehjælpskasser – genstande jeg havde tømt mangen en tankstation for på vejen. Derfra var der heldigvis kun fire timer til den polsk-ukrainske grænse.

Da jeg ankom skulle jeg have fat i en af mine kontakter. Han og hans gravide kone havde selvfølgelig en aftale hos lægen da jeg ankom. Så jeg måtte, efter nogle navigationsmæssige skærmydsler, kommunikere med en lidet engelsktalende ukrainer om hvad, der skulle læses på den bus, som de ville køre ind i Ukraine – de skulle ind til militæret, så jeg fik afleveret telte, gas, medicin, førstehjælpskasser, mad, feltsenge mv. taknemmeligheden var til at føle på – men den var gensidig, jeg var bare glad for at kunne gøre min del, for den meget vigtige kamp de udkæmper.

Jeg tror ikke, at krigen kun taler så tydeligt til os, fordi den er nær – jeg tror også, at det forhold, at Ukraine er et demokratisk og frit land, et europæisk land, gør, at vi føler os ekstremt knyttede til og imponerede over Ukrainerne og deres kampvilje. Nu gjaldt det om, at få afleveret det tøj og legetøj jeg havde tilbage. Det blev kort fortalt en længere cirkulering i grænseområdet, ledsaget af varierende meddelsomhed fra de mere eller mindre officielle folk, jeg mødte på vejen. Da jeg havde fået fordelt det meste alt efter hvor, der var mangel på hvad, var det også tid til at finde et hotel for natten. Jeg fandt et 70 km væk, så det var jo ikke så galt, tænkte jeg. Det var før jeg blev bekendt med det faktum, at jeg skulle forcere et bjerg, og at polakkerne ikke har den samme vane som os, med at stribe vejen af i meget sider og midten samt sætte reflekspæle op i vejsiden. 1,5 time senere var jeg på hotellet, hvor det vidste sig, at der også var opsamlingcentral for tøj der.

Nu var bilen tom og morgendagen kunne byde på at finde nogle flygtninge og transportere til Danmark, jeg havde i mellemtiden ikke kunnet få fat i min kontakt, der organiserede det i en dags tid. Næste morgen fik jeg fat i hvad der viste sig at være han kollega. Hun ville få ham til at ringe til mig, mhp at jeg skulle agere taxa for flygtninge mellem grænsen og de busser, der skulle transportere folk videre ud i EU. Han ringede dog aldrig, jeg tror de var helt overrendt at koordinationsarbejde. Jeg besluttede at tage affære selv.

I byen Prsemysl ankom der rigtig mange flygtninge – men vi var også rigtig mange om buddet om at køre nordpå. Mange danskere og tyskere havde begivet sig over for at hjælpe med transporten. Det hele var meget uorganiseret, men for at gøre det kort, så endte jeg med at sætte mod München med en familie på fire – Oksana, hendes to drenge og hendes mor Ludmilla. Der havde ikke været meget overvejelse, da de flygtede – deres landsby var nærmest blevet udslettet af Putins tropper – så deres hjem eksisterede ikke mere, manden var blevet tilbage i Ukraine for at tage kampen op.

Vi var fremme i Allershausen nord for München 12 timer senere. Vi var alle for trætte til den helt store afskedsscene, men taknemmeligheden var til at mærke, drengen var noget kvæstede, men glade for at være fremme. Man glemmer sommetider hvor ens vi er, man glemmer også sommetider hvad det vil sige at hjælpe og have at have brug for hjælp – særligt er det noget man nemt glemmer, i det socialdemokratiske velfærdssamfund. Jeg ville gerne have undgået oplevelsen, på dens baggrund – men jeg kom til at huske, at man glemmer det sommetider.