VU ABROAD, EMILIE FLINK I MAROKKO

VU ABROAD

EMILIE FLINK I MAROKKO

Man kan ændre meget for individer, det er nu en af vores primære missioner i Venstres Ungdom. Med VU kommer der kompetencer og fælleskaber for folk der deler visioner om en verden hvor unge har flere muligheder, har mere frihed, mere demokrati.

Meget at dette sker selvfølgelig når vi kæmper for vores lokale VU’ere når der er valg til KV/RV, og når vi hænger i lygtepælene til folketingsvalg. Men noget af det mange af VU’erne nok ikke hører om så meget, er det kæmpe engagement og de ildsjæle der står bag VU’s internationale arbejde.

Siden 2019 har jeg været engageret i et af vores udviklingsprojekter i Marokko, hvor dette kulminerede i et projekt med vores marokkanske partnerskabsorganisation Youth Policy Center (en selvkaldt ’Think and Do’-tank), som gjorde at jeg kunne komme til Marokko og bo i lidt over fire måneder. Her har jeg arbejdet sammen med organisation i forbindelse med deres folketingsvalg, og har været en del af en workshop-gruppe som har skulle lave kurser til medlemmerne om organisationskultur og offentlige talekundskaber.

’Frihed og Fælleskab [og Frivillighed]’ Vi kender dette slogan alt for godt. Alle der har fulgt med i noget tid, kender det som nogle af Venstre og VU’s værdisøjler. Det er vigtige elementer til meget af det som VU står for. Men det at kunne danne fælleskaber kan ofte være noget vi kan komme til at tage forgivet. Når vi er opvokset i den nordiske kultur, hvor man starter til fodbold eller svømning fra barnsben af, kan man ofte tænke at de måder vi organiserer os på, er blevet skabt af mange som kom før os. Vores frivilligkultur er fantastisk, det har vi mange at takke for, og mange lande kigger til os i de nordiske lande for inspiration. For i alt for mange tilfælde, og for alt for mange unge ude i verden, er det ekstraordinært at være med i frivillige fælleskaber.

Frivillighed kommer ikke naturligt. Derfor er internationalt arbejde og vores udviklingsprojekter som vi har i både Marokko, Zambia, Argentina mm. så vigtigt for organisationer som vores, da vi bliver mindet om hvor heldige vi er, og hvor meget der er at kæmpe for. Der er ligeså også meget at lære for os, om hvordan at vi fremadrettet skal gøre vores egne fælleskaber bedre. Eksempelvis satte vores marokkanske partnere stort spørgsmålstegn ved, hvorfor vi endnu ikke havde haft nogen kvindelig formand (dette var nu F.M. (før Maria)), nu hvor vi i VU er en organisation med mange kompetente mennesker. Meget kan man mene om den debat, men det vig12

tige er samtalen. Vores internationale arbejde skaber refleksion og gode ideer, som vi hver gang kan tage med tilbage til Danmark.

Fra VU Rabat og til VU Lusaka Vi snakker om de muligheder det giver at være i VU. Sjældent kunne noget være mere rigtigt, end de døre som VU har åbnet for mig. Når man er med i et udviklingsprojekt i VU, får man lov til at kunne skabe direkte relationer til den kultur, som de mennesker man arbejder med lever i. I fire måneder fik jeg mulighed for, at kunne blive en del af en vildt fremmed kultur, på en ny og spændende måde. Til tider på en lidt for spændende måde, når man skal prøve at navigere en arabisktalende taxichauffør til den anden side af byen, med sit gebrokne gymnasiefransk som strækker sig så langt som ’oui’ og ’ici’.

Vi fik startet to nye YPC lokalforeninger, udover de to eksisterende YPC lokalforeninger som allerede eksisterede en sjælenhed for DUF-udviklingsprojekter at lokalforeninger af samme organisation nationalt. Dvs. flere unge der har mulighed for at involvere sig, flere unge der kæmper for kvinders uddannelse, flere unge for retten til at kunne få arbejde og flere for unges ret til at kunne involvere sig i politik. Så de selv kan få lov til at hænge i lygtepæle for deres folketingskandidater, eller stille op selv før de bliver 35 år (hvilket Marokko stadig ses som en ung kandidat).

Jeg er så heldig at komme med i næste runde også til andet et udviklingsprojekt i Zambia, hvor jeg igen skal være afsted med en anden VU’er i endnu fire måneder. Selvom projekterne er anderledes, og ressourcerne fra de to projekter og de mennesker som er involveret er meget forskellige, deler de unge i Marokko, Zambia og i Danmark noget meget ens; fælleskab og det er værd at kæmpe for.