MIN TUR TIL UKRAINE, KAREN FRESE

MIN TUR TIL UKRAINE

V. KAREN FRESE

Siden jeg lærte om 2. verdenskrig i folkeskolen, har jeg stillet mig selv et spørgsmål. ”Ville jeg være lige så modig som dem, der kæmpede i modstandsbevægelsen?” Jeg har aldrig kendt svaret, men jeg har altid håbet, at svaret ville være ja. Som ung, liberal idealist var det mig derfor også magtpåliggende at deltage i demonstration mod Ruslands meningsløse, brutale krig mod Ukraine. Først onsdag 23. februar, før krigen brød ud. Og igen fire dage senere, da Rusland havde krydset den ukrainske grænse. Det var isnende koldt at stå foran den russiske ambassade med bannere i hænderne og ligesindede ved min side. Men hjertevarmen var ikke til at tage fejl af. Sammenholdet, et stærkt håb og en indigneret vrede over et hovedrystende angreb på et frit demokrati, var som til at tage og føle på. Jeg var der sammen med blandt andre min kæreste, Carl Emil. Vi var begge stille, da vi samme søndag aften kom hjem. Tavse. Vi var opfyldt af en magtesløshed. Og en forundring over, hvorfor vi pludselig befandt os i en tid med krig i Europa, som vi ellers kun har hørt om i historiebøgerne. ”Hvis jeg havde din bil, var jeg kørt mod Ukraine i morgen”, sagde jeg til Carl Emil. Jeg mente det. Men vidste også godt, at det måske var lidt langt ude. Dem, der kender mig, ved, at jeg har tendens til at fyre mange mærkelige idéer ud i verdensrummet. Han tyggede på det et øjeblik. Sagde, at han jo skulle på arbejde næste dag. Man kan altså ikke bare lige tage fri fra sin læreplads, når man står i lære som industritekniker. Men da jeg mandag morgen sad på jurastudiet til undervisning om forvaltningslov, tikkede en besked fra Carl Emil ind. ”Skal vi køre derned på fredag?” Jeg svarede med det samme ja. Og så begyndte planlægningen af vores tur. Gennem Facebook-grupper fandt jeg kontakter, der havde forbindelse til ukrainske flygtninge i Polen, som gerne ville til Danmark. Vi vidste ikke præcist hvem og hvor, for meget kunne ændre sig inden vi nåede derned. Vi aftalte med vores kontaktperson, Irina, at vi ville skrive, når vi nærmede os. Køreturen tog omkring 14 timer. Vi ankom til en lille by udenfor Krakow kl. 4.15 lørdag morgen, hvor vi skulle overnatte hos en bekendt. Vi var dødtrætte, men det kunne ikke nytte noget. Vi var der med et formål. Dorota, som vi boede hos, fortalte om, hvordan krigen opfattes i Polen. Nyhedsbillederne på hendes fjernsyn talte for sig selv. Videoer og billeder viste præcist den virkelighed, som finder sted i Ukraine. De danske medier fortæller det naturligvis også. Men der var en helt anden råhed her, hvor billederne var så voldsomme, at de ikke ville have kunnet florere på gængse sociale medier. Det, synes jeg, siger lidt. Vi satte kursen mod Medyka. En af de absolut største grænseovergange mellem Ukraine og Polen. Enorme bunker med tøj, busser og uddeling af varm mad mødte os omkring 12 km fra grænsen. Vi tog kontakt til Irina. Og det viste sig, at der var en familie, som desperat havde brug for vores hjælp. Så vi satte kursen længere nordpå. Omkring 2 timers køretid senere skulle vi ankomme til en anden grænseovergang, som jeg ikke aner, hvordan man ville udtale på dansk. Irina havde formidlet kontakt videre til én, så en anden og til sidst en dansker, som var ved grænsen, som vi ankom ved. Vi havde tre pladser i bilen. Kort før ankomsten ved grænsen, fik jeg tilsendt et billede af en mor med to tvillingepiger. Da vi ankom til grænsen, var det blevet mørkt. Det var tydeligt, at organiseringen slet ikke var som ved Medykas storcenter. Menneskemængder holdt varme omkring bål i store olietønder. Det hele virkede mere uoverskueligt. Men vi fandt frem til Peter og Jon, som også skulle køre til Danmark med den anden del af den familie, som vi skulle hjælpe. De var i alt 19 kvinder og børn. Det gibbede i mig, da jeg så det yngste barn. Han var omkring 2 år gammel. Samme alder som min lillebror. Engelsk var ikke muligt at kommunikere på, så vi brugte oversættelsesapps til at forklare, at vi nu skulle skille deres familie ad. Og at moren og tvillingerne skulle med os til Krakow – mens resten af familien skulle til Poznan for at overnatte, for klokken var blevet mange. Dagen efter ville vi alle sætte kursen mod Danmark. Tvillingernes mor var knust. Der behøves ingen oversættelse for at forstå den desperation, frygt og ulykkelighed, som var i hendes øjne. Pigerne var tavse, men nemme at lokke et lille smil ud af. Forstod de godt, hvad der skete? Det tror jeg. Og min hjerte knustes, da de på vej mod Krakow skiftedes til at tale i en telefon, hvor det eneste ord, jeg forstod, var ’Papa’. På grund af Ukraines forbud mod at mænd forlader landet, var han tilbage i deres hjem Korosten, 150 km fra Kyiv. Det var så hjerteskærende. Efter lidt tid faldt de i søvn på bagsædet, og jeg bad til, at deres drømme handlede om alt andet, end de rædsler, som deres familie og folk trækkes igennem. Hvis du kunne få tre ting med på en øde ø, hvad ville du så vælge? For de fleste af os vil det for altid være et hypotetisk spørgsmål. Men ikke for den familie, vi havde med. En

sportstaske og en lille rygsæk med tøj og nødvendigheder var alt, de havde med. De viste os en lille plakat af det fodboldhold, de spillede på, som normalt hang over alle de medaljer og pokaler, som de har vundet. Og netop fodbold blev tvillingernes midlertidige redningskrans. Vi snakkede om fodbold, og vi så fodbold i bilen på vej mod Danmark. For de elsker fodbold overalt på jorden. Det blev en flygtig men nødvendig distrahering. Da vi ankom til den dansk-tyske grænse ved Padborg, spurgte en dansk betjent os som det første, om vi havde ukrainere med. Da vi svarede ja, lyste han op og takkede os. Modtagelsen var overvældende, for den var så yderst respektfuld og omsorgsfuld. Vores tre passagerer sad med rædsel i øjnene på bagsædet – for de forstod ikke, hvad der skete. Jeg kunne fortælle, at danskerne var glade for, at de var her. At politiet var glade. Og at de er til at stole på. Glansen af modtagelsen gik dog af, da vi efter at have vist tre biometriske ukrainske pas, skulle finde den anden del af vores lille karavane. De var 2 km fra grænsen i et stort opvarmet orange telt. Har du biometrisk pas, kan du bare begive dig ud i landet. Men har du ikke, skal du igennem en proces, der kan tage mange, mange timer for at få udstedt en nødvisum. Simpelthen fordi politiet havde meget få maskiner til at lave dem, fik vi at vide. Hvordan kan vi dog være det bekendt? Gensynsglæden var enorm, da familien igen var sammen. Det gav bedre mening, at de ventede sammen, end at de igen skulle splittes op, før de ankom til deres nye midlertidige hjem på Fyn. Til alles store glæde var der ved det store telt en fodbold. Carl Emil og tvillingerne gav den gas og driblede rundt på den lille plads udenfor. Vi andre stod og så til med store smil og våde øjne. Det var en ufattelig, øjebliklig livsglæde, som slet ikke var til at tage fejl af. Den store kontrast til det var at finde inde i teltet. Det var faktisk, det første jeg så, da vi gik ind. Mellem de cirka 50 mennesker og dertil 10 politifolk sad en 6-7 årig pige i en skriggul dynejakke. Hendes små fødder hang dinglende ned fra stolen. Hendes arme hang langs hendes sider. Og hendes blik var så tomt og stift ud i luften, at alt i mig øjeblikkeligt frøs til is. Hvad har hun set på sin tur til Danmark? Hvilke traumer skal forfølge hende? Kommer hun nogensinde til at lege i sit hjem igen? Det var spørgsmål som det, der efter en grådlabil afsked med vores tre passagerer, fik mig til at bryde fuldstændig sammen. Udkørt, udmattet og rasende på verden hulkede jeg mere, end jeg nogensinde har gjort før. Jeg havde sagt til mig selv, at så længe vi var sammen med dem, var det ikke mine tårer at græde. For hvad skulle de bruge det til? Men jeg kunne ikke holde det tilbage. Vi trøstede hinanden. Kiggede hinanden i øjnene. Priste os lykkelige for at have gjort en forskel for tre liv. Og lovede hinanden, at frihedskampen aldrig må stoppe. Her til sidst vil jeg drage de vigtigste erfaringer, som jeg synes fortjener lidt opmærksomhed: Hensigtserklæringer er vigtige, og de betyder noget for ukrainerne. Markeringer ved fodboldkampe, flag på biler og lignende viser i gadebilledet ukrainerne, at vi står bag dem. De tre lyste op hver gang, vi så noget, der markerede deres lands frihedskamp. Den anden ting var den stolthed, som de bragte med sig. Den familie, vi havde med, kom fra et velstående liv med alt, der hører med. Arbejde, foreningsliv, egen virksomhed og god uddannelse. Og en drøm om at vende hjem til det land, der er deres. Det var rørende. Det vigtigste er nok, at man altid kan gøre en forskel. Man behøver ikke køre tværs over Europa for at hjælpe, selvom det også vigtigt – på trods af hvad medierne siger, var der absolut brug for private chauffører. Nødhjælpsorganisationerne bruger de fleste af deres kræfter, helt naturligt, på nødhjælp inde i Ukraine. Donér en 50’er og drop en enkelt fadøl. Engager dig i dit lokalsamfund og lokale foreningsliv og hjælp til. Lad ikke tiden udviske nødvendigheden af politisk handling og humanitær hjælp. Det er også din frihed, det handler om.