Kvindernes land – en beretning fra Uganda

Susanne Possing

En beretning fra Uganda

Kvindernes land

”Da jeg flytter til Uganda for at arbejde i et netværk af ugandiske samfundsforskere og udviklingsarbejdere, bliver det hele mere hjemligt. Ikke i den forstand, at noget som helst i Kampala og omegn ligner livet i det Danmark, jeg kommer fra. Tværtimod. Men frem af de fem-seks år, jeg bor der, vokser en stadig stærkere følelse af at være hjemme: At være vidne til, men også en del af et samfund i konflikt med sig selv. En følelse, som på tværs af alle geografiske, økonomiske, politiske, kulturelle og sociale forskelle kun er blevet større og dybere.”

Kvindernes land

Kvindernes land En beretning fra Uganda

Susanne Possing

Kvindernes land – en beretning fra Uganda af Susanne Possing © U Press og forfatteren 2024 1. udgave, 1. oplag 2024 Forsidefoto © Susanne Possing: Robinah Kabasindi er aktiv i kampen for en gymnasieskole i Karujubu Alle fotos © Susanne Possing Omslag og tilrettelæggelse: Rikke Vagner Tryk og indbinding: Livonia Print, Letland 2024 ISBN 978-87-93890-63-3 U Press www.upress.dk Udgivelsen er støttet af OPEN, Udenrigsministeriets Oplysningsog Engagementspulje Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst og Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. no background

d

DK

Indhold Forord..................................................................................7 DEL I

Den lille angst......................................................................11 Siden sidst............................................................................17 Hudson og de toptrænede ....................................................35 Hvad laver den Landrover dér?.............................................49 Den bestikkelse, ms. Asiimwe aldrig fik................................59 Herren og Helvede på jord ...................................................69 Sig mig engang, brugte de panga?.........................................75 Skal vi lægge det på for Dem, madam?..................................85 Hvad for en slags mand er han?.............................................93 Jordiske sager........................................................................103 Planen..................................................................................113 Hvor har vores lille dame så været henne?.............................119 DEL II

Den her sag kræver noget specielt.........................................131 Småpiger på kostskole?.........................................................139 Velkommen til Bujuuko.......................................................149 Philips fjernsyn.....................................................................163 Tror De, vi kan mødes mandag?............................................173 Fætre og kusiner...................................................................179 En sølvgrå Suzuki Vitara.......................................................185 Aktivisterne i Nord...............................................................195 Pastor Kakandes forkyndelser ...............................................209 Skole eller sukkerrør?............................................................217 Sidst jeg var i Paradis............................................................231 Emmas betaling....................................................................255 Kom, inden solen går ned.....................................................269

DEL III

Hazels røde radio..................................................................283 Her, tag dem! .......................................................................297 Dr. Martin Aliker.................................................................303 Vi har de kvindedrab nu.......................................................313 Det er værst for dem selv......................................................323 Hundredvis af fjer.................................................................347 Jeg vil bare være rig ...............................................................355 Tyven er død........................................................................369 Vi har brug for klanens støtte...............................................383 De har afdelinger i Abu Dhabi, Qatar – og i Europa.............395 Filder, Margaret, Selina – og Betty........................................405 Fordi jeg er minister i Bunyoro.............................................421 Hvem råder her: borgerne, kongen eller præsidenten?...........443 Seks i alt...............................................................................455 DEL IV

Obera Bens forbindelser.......................................................465 ”Når man har øvet ondt mod dig”.........................................485 Det, der foregår i hytterne....................................................493 De siger ikke noget...............................................................507 Hvor strået møder den øverste del af muren .........................517 Jeg lod, som om jeg var død ..................................................525 Jorden her i nord er god til sesam.........................................533 Pigen i den gule skjorte ........................................................549 Det, som ingen kan vide, hvad er .........................................557 EFTERSPIL

Fiskehejren er en sky fugl .....................................................567 Ordforklaringer.....................................................................571 Kort over Uganda..................................................................579

Forord Siden 1994 har jeg i kortere og længere perioder rejst og arbejdet i Mellemamerika og det østlige og sydlige Afrika. Det lyder fjernt og eksotisk, og det er det også. Selv om det langtfra altid er tilfældet.

Som fx når turen er domineret af stramme deadlines, uudryddelige væggelus, bevæbnede politiafspærringer, små ubekvemme hotel­ værelser og ufremkommelige, oversvømmede jordveje.

Men da jeg i 2005 via en dansk udviklingsorganisation flytter til Uganda for at arbejde i et netværk af ugandiske samfundsforskere og udviklingsarbejdere, bliver det hele mere hjemligt. Ikke i den forstand, at noget som helst i Kampala og omegn ligner livet i det Danmark, jeg kommer fra. Tværtimod. Men frem af de fem-seks år, jeg bor der, vokser en stadig stærkere følelse af at være hjemme: At være vidne til, men også en del af et samfund i konflikt med sig selv.

En følelse, som på tværs af alle geografiske, økonomiske, politiske, kulturelle og sociale forskelle kun er blevet større og dybere – også efter jeg flyttede tilbage til Danmark. Derfor er jeg blevet ved med at rejse til landet.

Og derfor har jeg skrevet denne bog. For at bære vidnesbyrd om mødet med det, vi ofte ser som det farlige fremmede. Eller det attraktive ukendte. Mødet med mennesker, hvis vilkår ikke er stort bedre end forholdene for mange af de udlændinge, der i dag banker på Europas dør. Det er en fortælling om, hvad sådan et møde kan føre med sig. Noget, der nok er fremmed, men også mere velkendt, end man skulle tro. Og mere grumt.

Under alle omstændigheder er der tale om hændelser, der udfordrer det meste af det, vi tror og ved. Og i mange tilfælde ender møderne et sted, der hverken hører de lokales eller fortællerens verden til. Et sted, der måske giver et glimt af et samfund, der endnu ikke findes.

7

DEL I

Nabohuset i Naalya

Den lille angst – Er du klar? Vi kører om fem minutter.

Dan kalder nede fra stuen. Gisp, tænker jeg. Jeg er overhovedet ikke klar, stadig i morgenkjole og klipklapper, i færd med at sætte plaster på den albue, der under morgenbadet ramlede ind i en upraktisk anbragt sæbeholder. Jeg landede i Entebbe sent i går aftes, og finmoto­ rikken er endnu ikke tunet ind på løse skruer og skæve ugandiske toiletrulle- og sæbeholdere. Jeg linder på døren til mit værelse.

– Ja, tak, jeg kommer ned nu, giv mig to minutter.

Vi skal til byen, jeg skal hente den bil, der skal være min livline de næste par måneder i Uganda. Dan, min ven og husvært, har lovet at give mig et lift. Han skal nå at hente sin kone og køre hende til en jobsamtale, før han selv kører på arbejde. Han arbejder i den sydlige ende af byen. Det er snart frokosttid, og Liza vil helst ikke selv køre.

De få kilometer fra Tufnell Road til Kimathi Avenue kan tage timer på det her tidspunkt. Og Liza skal være frisk til sin samtale.

Vi kommer af sted, og Dan tager ruten ned gennem Ntinda Trading Centre.

– Nu kører du da lige lukt ind i helvede, hvorfor tager vi ikke ringvejen? spørger jeg.

Dan mener, trafikken vil være endnu værre længere inde, når vi skal op fra ringvejen igen. Jeg har ikke været i Kampala et års tid, der er sikkert meget, der er forandret, så måske har han ret. Men nu sidder vi dér, i saksen. Pakket inde i klumpen af køretøjer, som tilsyneladende ikke bevæger sig. Den lange hale fra Ministers’ Village og Kigobe Road løber sammen med strømmen fra Old Kira Road, som vi sidder på. De modkørende presser på for at udnytte den 11

mindste centimeter til at stikke en kofanger eller en forhjulsskærm ind som kile mellem to andre biler. Hvis ikke en anden automobil sidder på spring, udføres angrebet straks af én, to, nej, snesevis af boda bodaer, de små motorcykeltaxaer, hvis opførsel i trafikken er som fluer om en kokasse.

Boda boda-chaufføren er en ung mand, han kører med eller uden hjelm, han har en eller flere passagerer på bagsædet. Hvis han ikke kører rundt med hele og halve sofaer, bilaksler, bjerge af plastikdunke eller metaltønder surret fast på bagsædet. For et par år siden anslog man, at Kampala med forstæder betjenes af henved 350.000 boda bodaer. Deres antal er næppe blevet mindre siden. De små motorcykler er overalt, hele tiden og alle vegne. De nærmer sig forfra, fra højre, fra venstre, bagfra – hundehurtige er de, og med intet andet end dødsforagt tilovers for den medtrafikant, hvis sidespejl de ridser eller river af i farten.

Middagsheden er over os, Dan kører for nedrullet vindue.

Hvordan kan han gøre det? tænker jeg og spørger, om han ikke er bange for bilosen.

– Man ved jo, at udstødningsgassen går lige i hjernen, og de celler, der angribes, vil aldrig blive gendannet.

Dan mærker min uro, lukker vinduet og tænder for aircondition­ anlægget. En åbning forude, og vi rykker lidt frem, en halv meter.

Sidder. Rykker. Sidder, venter, giver plads, rykker.

Dan og jeg har kendt hinanden i mange år. Vi er tidligere kolleger, og han og familien var mine naboer de sidste tre år, jeg havde fast bopæl i landet. Vi småsnakker og kommenterer trafikken, henkastet og resigneret.

– Der er ikke noget at gøre. Vi kan ikke lave om på det. Man må bare være i det.

Mens vi udveksler nyt om familie og kolleger og venner og den ugandiske regerings seneste forsøg på at øve pres på civilsamfundet – man var gået ind og havde lukket bankkontoen hos en af de større NGO’er – mærker jeg en lille angst. Den stegende hede. Men for pokker, jeg kender det da ud og ind, hvad er nu det? Lad nu bare 12

sveden trille, drik noget vand. Men det er som om min krop ikke har sluppet erindringen om den københavnske frost og martskulde. Det her kaos af personvogne og firehjulstrækkere og boda bodaer, mylderet af svedglinsende kroppe mellem minibusser, lastbiler og tunge tankbiler, den evige dytten og tuden. Kvinderne med dampende varm gademad i dybe plastiktallerkener, de unge mænd i værkstederne, jordstøvet mellem svejseild og endnu ikke færdige jerngitre. Det hele så velkendt og alligevel pludselig overvældende. Vinteren derhjemme var hård i år, er det dét? Er jeg overhovedet parat til Uganda?

Om et par timer er det dig, der sidder bag rattet, tænker jeg. Kan du det? Klarer du dén trafik? Kan du huske, hvordan man gør? Så er der stemmen, der husker de mange år, jeg har tilbragt her – og i Nairobi, Lusaka eller Dar Es Salaam. Og i Managua i tilsvarende eller værre trafikkaos. Du kan godt, slap nu af. Vent, til du sidder i den lille gode, blå firehjulstrækker, så kører det. Selvfølgelig kan du.

Men angsten sidder i halsen, og dér bliver den. Caféen, hvor jeg spiser frokost med min veninde, ejeren af den blå Pajero, er fyldt til bristepunktet. Studerende, forretningsfolk, konsulenter, unge og gamle, mest unge. Temmelig mange borde, serveringer ind og ud.

Støjniveauet. Jeg spørger, om her ikke er mere kommers, end der plejer at være, og bliver helt glad, da Dora siger, at hun også synes, det er heftigt. Vi er tidligere kolleger, Dora arbejder hjemmefra nu, når hun ikke er i Tanzania for at holde kurser og udføre konsulentopgaver for kvindeorganisationer og andre i civilsamfundet.

– Her i byen, bare at gå i supermarkedet, alle de mennesker. Hver gang tænker jeg, pyh, lad mig komme hjem, siger hun.

Dora er mere end tyve år yngre end mig og mor til tre drenge.

– Vi er ved at blive gamle. Der er for meget hullabaloo til os de her steder.

Vi tager afsked, og jeg får nøglen til Pajeroen. Klokken er fire om eftermiddagen, jeg starter motoren, klemmer mig ud fra Acacia Avenue. Mellem biler og lastvogne i krydset ved Naguru Road er en Toyota Corolla gået i stå. Bilen nægter at starte, danner prop i 13

mylderet. Vrede, utålmodige øjenrul hos visse medtrafikanter, resignerede smil fra andre. Mens vi venter på den magiske centimeter, som før eller siden vil få bugt med knuden og føre trafikken uden om den ulyksalige Corolla, får jeg øjenkontakt med først den ene, så den anden. Han i gang med sin mobil, hun anspændt og med et let sammenbidt udtryk. Kvinden har lukket helt og aldeles af for de fire børn på bagsædet. De ser til gengæld ud til at have en fest. De slås og kaster trøjer, plastikflasker og lyserøde skoletasker rundt i kabinen.

Jeg nikker til først den ene, så den anden, sender smil gennem ruden. Manden med mobilen løfter et øjenbryn til hilsen med blikket fast rettet mod det, han har gang i. Moderen kvitterer med et medvidende du-ved-hvordan-det-er-smil. Så rykker vi. Lidt. Børnene får øje på mig, de peger, siger ting til hinanden og peger igen. Jeg vinker og laver sjove ansigter, og gennem side- og bagruder indleder vi nu et gensidigt mimespil. Skeløjede grimasser, hoved-under-arm, grineflip og stadig mere avancerede fagter med arme, hænder, fingre og skuldre. Så går der hul på trafikproppen, børnene vinker, og køen glider videre.

Da jeg et par timer senere nærmer mig huset, hvor jeg har hjemme, øjner jeg en lille flok kohejrer – i fin flugt og formation ned gennem dalen. Altid kommer de dér, en lille times tid, før solen går ned, kridhvide med deres gule næb, de flyver mod syd. Kampala er smuk i aften, og jeg ved ikke, hvad der blev af den lille angst fra middagsheden.

Foto: Inger Ulrich

Susanne Possing (f. 1950, Kolding) er magister i sociologi. Hun har 30 års erfaring med udviklingsarbejde og køns- og aktionsforskning i Mellem­ amerika og det østlige og sydlige Afrika. Hun har bl.a. været optaget af mulighederne for, at kvinder og mænds rettigheder kan vinde indpas, både lokalt, nationalt og globalt. Possing arbejder med menneskeskæbner og det, der sker, når vi møder hinanden på tværs af lande, kulturer, køn, alder og klasse. I dag bor Possing i København, men rejser jævnligt til Uganda.

En dansk udviklingsarbejder rejser til Ugandas hovedstad Kampala. Vi følger hendes personlige møder med en familie i et af byens slumområder. Efterhånden involveres hun også i nogle bønders kafkaske kamp om en skole.

I en lejr for internt fordrevne møder hun kvinder, der lægger planer for tiden efter borgerkrigen. ”Tilgivelse og barmhjertighed er en god ting, når man har øvet ondt mod dig” er deres motto.

Dette er beretningen om, hvad møderne førte med sig. Et vidnesbyrd, der nok virker fremmed, men også mere velkendt, end man skulle tro. Og mere grumt. Hændelserne udfordrer det meste af det, vi tror og ved. Sommetider ender de et sted, der hverken hører fortællerens eller de lokales verden til. Som glimt af håb om et samfund, der endnu ikke findes.

9 788793 890633