Hvad går du igennem by Forlaget U Press

FØRSTE DEL

I al sin fylde betyder kærlighed til vores medmenneske helt enkelt at kunne sige ”Hvad går du igennem?”

– Simone Weil

Jeg tog hen for at høre en mand holde foredrag. Arrangementet blev holdt på en universitetscampus. Manden var professor, men han underviste et andet sted, i en anden del af landet. Han var også en kendt forfatter som tidligere det år havde vundet en international pris. Men selvom arrangementet var gratis og åbent for alle, var auditoriet kun halvt fuldt. Jeg ville ikke selv have været blandt publikum, ville ikke engang have været i byen, hvis det ikke havde været for et sammentræf af omstændigheder. En veninde var i behandling på et lokalt hospital med speciale i særligt hendes form for kræft. Jeg var kommet for at besøge denne veninde, en kær gammel veninde, som jeg ikke havde set i adskillige år, og som jeg, med tanke på sygdommens alvor, næppe ville se igen. Det var den tredje uge i september, 2017. Jeg havde booket et værelse gennem Airbnb. Værtinden var en pensioneret bibliotekar, en enke. Fra hendes profil vidste jeg også at hun var mor til fire, bedstemor til seks, og at det hørte til hendes hobbyer at lave mad og gå i teatret. Hun boede på øverste etage i et mindre ejendomskompleks cirka tre kilometer fra hospitalet. Lejligheden var ren og ryddelig og duftede svagt af spidskommen. Gæsteværelset var indrettet sådan som de fleste mennesker kan være enige om at få en person til at føle sig hjemme: bløde tæpper, en seng med en bunke puder

og en tung dyne, på et lille bord en keramikvase med tørrede blomster og på natbordet en stak spændingsromaner. Sådan et sted, hvor jeg aldrig selv føler mig hjemme. Hvad de fleste mennesker kalder ’hygge’ – gemütlich, cozy – virker kvælende på andre.

En kat havde været nævnt i annoncen, men jeg så ikke noget tegn på en. Først senere da jeg gjorde klar til at forlade stedet, skulle jeg erfare at værtindens kat var død i tiden mellem min booking og mit ophold. Den nyhed overbragte hun brysk og skiftede straks emne så jeg ikke kunne nå at spørge ind til det – hvad jeg faktisk var på vej til at gøre, fordi noget i hendes adfærd fik mig til at tænke at hun gerne ville spørges om det. Og det slog mig at det måske ikke var følelser for katten der havde fået hende til at skifte emne, snarere en bekymring for om jeg senere kunne finde på at klage. Deprimerende vært snakkede for meget om død kat.

Den slags kommentar som man så på sitet hele tiden.

Da jeg drak kaffe og spiste af fadet med snacks som værtinden havde sat frem til mig i køkkenet (for at udmærke sig på den måde som Airbnb anbefalede deres værter), studerede jeg hendes tavle med inspiration til gæster om begivenheder i byen. En udstilling med japanske tryk, en kunsthåndværkermesse, et canadisk dansekompagni på besøg, en jazzfestival, en caribisk kulturfestival, en kalender for den lokale sportshal, et højtlæsningsarrangement. Og, samme aften klokken 19.30, forfatterens foredrag.

På fotoet ser han hård ud – nej, ’hård’ er for hårdt. Snarere streng. Det udseende som rammer flere ældre hvide mænd

på en bestemt alder: kridhvidt hår, kroget næse, smalle læber, gennemborende blik. Som en rovfugl. Ikke ret imødekommende. Ikke et billede der siger Kom, kom og hør mig fortælle. Ville elske at se dig! Mere et som i Tag ikke fejl, jeg ved en hel del mere end du gør. Du burde lytte til mig. Måske vil du så finde ud af hvordan det hele hænger sammen.

En kvinde præsenterer ham. Hun er lederen af fakultetet og har inviteret ham til at tale. Hun er den velkendte type: akademikerkrukken, den intellektuelle vamp. En kvinde som hårdt prøver på at give indtryk af at hun, trods klogskab og lang uddannelse, trods sin magtposition og status som feminist, hverken er kedelig, knastør eller usexet. Og hvad så hvis hun har passeret en bestemt alder. Længden på nederdelen, højden på hælene, den røde mund og det farvede hår (jeg hørte engang en frisør sige, jeg tror det skader en kvindes evne til at tænke hvis hun har gråt hår), det hele signalerer: Jeg er stadig fuckable. En slank figur, som uden tvivl må betyde at hun for det meste går sulten rundt hver eneste dag. Det falder trist nok jævnligt den slags kvinder ind at intellektuelle i Frankrig kan være sexsymboler. Også selvom ikonet indimellem fremstår pinligt (Bernard-Henri Lévy og hans nedknappede skjorter). Disse kvinder har erindringer om at være blevet ydmyget i deres yngre dage, ikke på grund af deres udseende, men på grund af deres hjerner. ”Mænd lægger ikke an på piger med briller” betød i virkeligheden kloge piger, læseheste, konkurrencelystne nørder. Tiderne skifter. Hvem elsker ikke briller i dag. Hvor almindeligt er det ikke blevet at høre en mand bralre op om sin tiltrækning

af kloge kvinder? Eller, som en ung skuespiller for nylig hævdede: Jeg har altid følt at de mest sexede kvinder er dem med de største hjerner. Hvortil jeg helt ærligt rullede så kraftigt med øjnene at jeg måtte ryste hovedet for at få dem på plads igen.

Den kan umuligt være sand, kan den, historien om Toscanini der under en prøve mistede tålmodigheden med en sopran, tog fat i hendes store bryster og skreg, Hvis de her dog bare var hjerner!

Senere kom ”Mænd lægger ikke an på piger med fede røve”.

Jeg ser de to for mig, den her mand og den her kvinde, ved fakultetsmiddagen som helt sikkert følger efter arrangementet, og som fordi han er den han er, vil være en fin middag på en af områdets bedste restauranter, og hvor de sandsynligvis vil blive placeret ved siden af hinanden. Og naturligvis håber kvinden på en form for dyb samtale –ingen smalltalk – måske endda en lille flirt, hvilket dog vil vise sig ikke at være så nemt når man ser hvordan hans opmærksomhed igen og igen flytter sig ned mod den anden ende af bordet, mod den kandidatstuderende som har fået til opgave at eskortere ham og har ansvar for at få ham fra sted til sted, også i aften efter middagen tilbage til hans hotel, og som efter kun et enkelt glas vin besvarer hans hyppige øjekast med sine egne tiltagende dristige blikke.

Det ser ud til at være sandt. Jeg googlede det. Ifølge nogle beretninger tog han dog ikke rigtig fat i sopranens bryster, men pegede kun på dem.

Under den obligatoriske opremsning af foredragsholderens meritter sænker manden sit blik og laver med påtaget beskedenhed en grimasse som er han ubehageligt til mode, hvilket jeg tvivler på nogen falder for.

Hvis mine karakterer i højere grad var blevet givet for mit udbytte af timerne, fremfor de tekster jeg studerede, havde jeg ikke bestået min uddannelse. Jeg mister sjældent koncentrationen når jeg læser noget eller lytter til en person der konverserer, men foredrag af enhver slags har altid givet mig problemer (det værste er forfattere der læser op af egne tekster). Mine tanker begynder at vandre i nærmest samme sekund som oplæseren eller foredragsholderen går i gang. Særligt denne aften var jeg desuden usædvanligt distræt. Jeg havde tilbragt hele eftermiddagen på et hospital hos min veninde. Jeg følte mig som en vredet karklud efter at have set hendes lidelser og efter mine forsøg på at skjule hvor forfærdet jeg var over hendes tilstand, at min forfærdelse skulle skinne igennem og blive tydelig for hende. At håndtere sygdom: Det har jeg heller aldrig været god til.

Så mine tanker vandrede. De vandrede lige fra starten. Jeg tabte tråden flere gange i løbet af foredraget. Men det gjorde ikke den store forskel, for mandens foredrag var baseret på en længere artikel han havde skrevet til et tidsskrift, og jeg havde læst artiklen da den kom ud. Jeg havde læst den, og alle jeg kendte, havde læst den. Min veninde på hospitalet havde læst den. Mit gæt var at de fleste mennesker blandt publikum også havde læst den. Det faldt mig ind at flere af dem nok var kommet for at stille spørgsmål, for at kunne

overvære en diskussion af hvad manden havde at sige om essensen i det som de allerede var bekendte med fra artiklen. Men manden havde truffet en usædvanlig beslutning om ikke at besvare spørgsmål fra publikum. Der ville ikke blive nogen diskussion i aften. Hvilket vi imidlertid ikke ville få at vide før efter han var færdig med at tale.

Det hele var slut, sagde han. Han citerede en anden forfatter og oversatte fra fransk: Før mennesket, skoven; efter mennesket, ørkenen. Hvad der end måtte gøres for at foregribe katastrofen, uanset hvilke handlinger eller ofre det krævede, var det nu tydeligt at menneskeheden manglede viljen, den kollektive vilje, til at gøre det nødvendige. Over for ethvert intelligent fremmed væsen, sagde han, ville vi fremstå som om vi var lammet af dødstrang.

Det var slut, sagde han igen. Slut med den tro og trøst som havde holdt generation efter generation oppe, erkendelsen af at selvom vores egen tid på jorden sluttede, så ville alt der betød noget for os, alt vi elskede, fortsætte, verden som vi havde været en del af, ville vare ved – den tid var slut, sagde han. Vores verden og vores civilisation ville ikke klare den. Vi måtte leve og dø med denne nye indsigt.

Vores verden og civilisation ville ikke vare ved, sagde manden, fordi den ikke kunne overleve de mange kræfter vi selv havde sat op imod den. Vores værste fjende, os selv, havde vi gjort til skydeskiver ved at tillade fremstillingen af våben som er i stand til at udrydde os flere gange, men ikke nok med det, vi havde også lagt den slags våben i hænderne på psykopater, nihilister, mænd uden empati, uden

Når vi forsvinder, sagde manden, vil vi ikke blive erstattet af en ny race anstændige og intelligente aber, hvor smuk en tanke det end måtte være. Det kunne muligvis være en trøst at forestille sig, at planeten havde en chance når menneskearten var uddød. Men desværre var også dyreriget dødsdømt, sagde han. Ikke at dyrene havde nogen andel i skabelsen af alt det onde, men aberne og de øvrige kræ var dødsdømte sammen med os – altså dem som mennesket ikke allerede havde udslettet.

Men hvad nu hvis der ikke var nogen atomtrussel, sagde manden. Hvad nu hvis, på mirakuløs vis, hele verdens samlede arsenal af atomvåben var blevet pulveriseret hen over natten. Ville vi så ikke stadig stå over for farer foranlediget af menneskets dumhed, kortsynethed og generationers hang til selvbedrag …

De fossile brændstofindustrier, sagde manden. Hvor mange var de, hvor mange var vi? Det var helt ufatteligt, at et frit folk som vores, borgere i et demokrati, ikke var lykkedes med at stoppe dem, ikke var lykkedes med at gå op imod disse mænd og deres politiske håndlangere, som så ihærdigt arbejdede på at benægte klimaforandringerne. Og tænk engang, disse mennesker havde allerede tjent billioner

15 samvittighed. Apokalyptisk krig var blevet overvejende sandsynlig nu hvor det hverken var lykkedes os at kontrollere spredningen af masseødelæggelsesvåben eller at holde de mennesker fra magten for hvem brugen af den slags våben ikke kun var mulig, men måske endda en uimodståelig fristelse …

og var blevet nogle af de rigeste i verden nogensinde. Men når den mest magtfulde nation i verden valgte at stå på deres side, spankulerede forrest blandt skeptikerne, hvad efterlod det så af håb for Jorden som planet. Det ville være absurd at forestille sig at de store menneskemængder som flygtede i mangel af mad og rent vand på grund af den globale klimakatastrofe, ville møde medfølelse nogen af de steder deres desperation drev dem hen til, sagde manden. Tværtimod ville vi snart se menneskets umenneskelighed udspille sig over for andre medmennesker i en hidtil uset grad.

Manden var en god foredragsholder. Foran sig på talerstolen havde han en iPad som han skævede til i ny og næ, og i stedet for at læse direkte op fra teksten lød han som om han havde lært hver eneste sætning udenad. På en måde ligesom en skuespiller. En dygtig skuespiller. Han var virkelig dygtig. Ikke en eneste gang tøvede han eller snublede over ordene, og alligevel virkede hans tale ikke indstuderet. Hvilken gave. Han talte med autoritet og var intet mindre end overbevisende, tydeligvis sikker på alt hvad han sagde. Han understøttede sine påstande med talrige referencer, ligesom i den artikel jeg havde læst og som foredraget baserede sig på. Men der var også noget ved ham som indikerede at han egentlig var ligeglad med at virke overbevisende. Det var ikke et spørgsmål om holdning, sagde han, det var uigendrivelige fakta. Det gjorde ingen forskel om du troede på ham eller ej. Eftersom det var sådan det forholdt sig, forekom det mig underligt, virkelig underligt, at han holdt det her foredrag. Jeg havde troet at han ville ændre stilen fra den jeg huskede

Cyberterrorisme. Biologisk terrorisme. Den uundgåelige næste store influenzapandemi som vi uvægerligt var lige så uforberedte på. Uhelbredelige dræberinfektioner båret af vores letsindige brug af antibiotika. Opblomstringen af højredrejede regimer i hele verden. Normaliseringen af propaganda og bedrageri som politisk strategi og grundlag for regeringer. Den manglende evne til at besejre global jihadisme. Trusler mod liv og frihed – mod alt der kan kaldes civilisation – florerer, sagde manden. Derimod er midlerne til at bekæmpe alt dette begrænsede.

Og hvem turde tro på at den enorme koncentration af magt i hænderne på nogle få techvirksomheder – for ikke at nævne masseovervågningssystemerne bag deres dominans og profit – virkelig kunne være i menneskehedens og fremtidens bedste interesse. Hvem kunne seriøst tvivle på at de virksomheders redskaber en dag på den mest overrumplende måde ville forårsage den mest brutale afslutning man kan forestille

17 fra artiklen, når han nu skulle tale til mennesker af kød og blod, mennesker som var kommet specifikt for at høre ham. Jeg havde troet at vi denne gang kunne få noget med hjem, om ikke en sangvinsk fortrøstning, så i det mindste noget andet end rene dommedagsprofetier; i det mindste en antydning af retning for en mulig vej fremad; en smule, bare en lille bitte smule, håb. Som i, Nu hvor jeg har fået jeres opmærksomhed, nu hvor jeg har skræmt jer fra vid og sans, så lad os tale om hvad vi kunne gøre. Hvorfor skulle du ellers komme og tale til os, hr. lærer? Det er jeg sikker på andre i dit publikum også må have følt.

sig. Men hvor var vi dog hjælpeløse over for vores techguruer og -guder, sagde manden. Det var det gode spørgsmål, sagde han: Præcis hvor mange flere opioidlignende produkter skulle Silicon Valley opfinde før det hele var slut. Hvordan ville tilværelsen blive når systemet sikrede sig at individet ikke havde den ringeste mulighed for at sige nej til at blive overvåget alle steder, anråbt konstant og prikket til som dyr i et bur.

Igen, hvordan havde, hvad man måtte formode var et frihedselskende folk, tilladt at dette kunne ske? Hvorfor vakte selve ideen om overvågningskapitalisme ikke større harme? Var folk simpelthen skræmt af Big Tech? En fremmed fra det ydre rum der en dag måtte studere vores kollaps, ville nok konkludere: Friheden var for meget for dem. De foretrak at være slaver.

Havde nogen kun læst mandens ord og ikke hørt eller set ham tale, ville de sandsynligvis have forestillet sig ham helt anderledes end den måde han rent faktisk optrådte på den aften. Hvis man tog ordene i betragtning, deres betydning, de skræmmende facts, ville man nok have forestillet sig en mere følelsespræget optræden. Ikke disse rolige, formelle sætninger. Ikke denne maske blottet for passion. Kun en enkelt gang fangede jeg et glimt af følelse: da han omtalte dyrene, en knapt hørbar synkebevægelse i halsen. Medlidenhed var ikke noget han lod til at have med menneskene. Mens han talte, kiggede han fra tid til anden ned fra talerstolen og ransagede publikummet med sit rovfugleblik. Jeg tror jeg senere forstod hvorfor han ikke havde villet tage spørgsmål fra sit publikum. Har man nogensinde deltaget i en spørgeseance hvor bare

én person undlod at komme med en tankeløs bemærkning eller stille et irrelevant spørgsmål, som hvis vedkommende ikke havde hørt noget som helst af det foredragsholderen lige havde sagt? Jeg indså nu at noget i den stil ville have været uudholdeligt for denne foredragsholder efter det her foredrag. Måske var han bange for at miste besindelsen. For naturligvis var de der: de dybe og sprængfarlige følelser. Man kunne fornemme dem nede under den cool overflade, under kontrollen. Hvis han tillod sig selv at udtrykke dem, ville de spy ud fra toppen af hans hoved og brænde os alle til aske.

Der var også noget besynderligt, nærmest bizart, tænkte jeg, over publikums adfærd. Temmelig forsagt, før det barske portræt af deres fremtid, det endnu mere barske der angivelig var i vente for deres børn. Afmålt og høflig opmærksomhed, som om foredragsholderen ikke havde været i færd med at beskrive en tid hvor først de unge ville misunde de gamle i et grusomt omslag af naturens orden – en fase allerede i gang, ifølge ham – og hvor de levende dernæst ville misunde de døde.

Sikke et budskab at klappe i hænderne over, men dét var hvad vi gjorde, og jeg går ud fra at det ville have været endnu mere mærkeligt at lade være – men nu er jeg ved at foregribe begivenhedernes gang.

Før klapsalverne, før foredraget var slut, nævnte manden noget som faktisk gav lidt ridser i den blanke overflade. En mumlen bredte sig blandt publikum (hvilket manden ignorerede), folk rykkede sig uroligt på stolene, og jeg bemærkede et par stykker der rystede på hovedet, og, fra en række bag mig et sted, en kvindes nervøse latter.

Det var slut, sagde han. Det var for sent, vi havde tøvet for længe. Vores samfund var allerede blevet for fragmenteret og dysfunktionelt til at blive fikset i tide, vores katastrofale fejltagelser taget i betragtning. Og under alle omstændigheder var det fortsat vanskeligt at fastholde folks opmærksomhed. Hverken den ene sæson efter den anden med ekstreme vejrforhold, eller risikoen for at udrydde en million dyrearter rundt om i verden, formåede at bringe ødelæggelse af naturen forrest i rækken af nationens bekymringer. Og hvor var det trist, sagde han, at se så mange fra de mest kreative og bedst uddannede miljøer, dem vi kunne have håbet på opfindsomme løsninger fra, hylde terapiformer og pseudoreligiøse praksisser og i stedet anspore til mangel på engagement, fokus på nuet, accept af omgivelserne som de var, sindsro lige i synet på de verdensomspændende udfordringer. (Denne verden er kun en skygge, den er et kadaver, den er ingenting, denne verden er ikke virkelig, undgå at forveksle denne hallucination med den virkelige verden.) Egenomsorg, at løsne op for sin egen daglige angst, undgå stress: det var blevet nogle af samfundets højeste mål, sagde han – åbenbart højere end selve samfundets frelse, sagde han. Mindfulness-bølgen var blot en ny distraktion, sagde han. Naturligvis burde vi være stressede, sagde han. Vi burde være komplet fyldt op af frygt. Mindful meditation kunne måske hjælpe en person med at gå druknedøden i møde med sindsro, men det ville absolut ingen forskel gøre i forhold til at rette op på Titanic, sagde han. Det var ikke de individuelle bestræbelser på at opnå indre fred, det var ikke medfølelse over for andre, som

kunne have ført til rettidige præventive handlinger, men derimod en fælles, fanatisk, overdrevet optagethed af den nært forestående undergang.

Det nyttede ingenting at benægte de enorme lidelser forude, eller det umulige i at flygte fra dem, sagde manden. Hvordan, da, burde vi leve?

Vi burde starte med at spørge os selv om én ting, om vi skulle fortsætte med at få børn eller ej.

(Her begynder det førnævnte ubehag i salen: mumlen og uro blandt publikum, kvindens nervøse latter. Den del var også ny. Spørgsmålet om børn var ikke blevet rejst i tidsskriftartiklen.)

Det var klart at han ikke mente at enhver kvinde som ventede et barn skulle overveje at få en abort, sagde manden.

Naturligvis var det ikke det han mente. Hvad han talte om, var måske et behov for at gentænke idéen om familieplanlægning som folk havde efterlevet gennem generationer. Han talte om at det måske ville være en fejltagelse at bringe mennesker ind i en verden som i deres levetid havde så stor en sandsynlighed for at udvikle sig til et dystert, skræmmende og fuldstændig goldt levested. Han spurgte om det ikke ville være selvisk og måske endda umoralsk, og ondt, at fortsætte blindt derudad og opføre sig som om der ikke var nogen risiko.

Og var der ikke allerede, sagde han, når det kom til stykket, utallige børn i verden, desperate efter beskyttelse mod allerede eksisterende trusler? Var der ikke millioner og atter millioner af mennesker, som led under alle mulige slags

humanitære kriser, som millioner og atter millioner af andre mennesker helt enkelt valgte at glemme? Hvorfor kunne vi ikke vende vores opmærksomhed mod det mylder af lidende som allerede var midt iblandt os?

Måske her, sagde manden med en nu kraftigere stemme, lå den sidste chance for vores frelse. Den eneste moralske og meningsfulde retning for en døende civilisation: at lære hvordan man beder om tilgivelse og i små forhold soner de ødelæggelser og skader vi havde påført menneskearten og andre medskabninger og vores smukke klode. Vi kunne forsøge at elske og tilgive hinanden. Vi kunne lære at sige farvel.

Manden tog sin iPad fra talerstolen og gik hastigt om bag scenen. Af klapsalvernes rytme kunne man høre at folk var forvirrede. Var det dét? Ville han komme tilbage? Men nu var det kvinden som havde introduceret ham, som trådte frem på podiet igen, takkede alle fordi vi var kommet og ønskede os en fortsat god aften.

Og så kom vi på benene og bevægede os i flok ud af auditoriet, strømmede ud af bygningen, ud i den skarpe aftenluft. Som, på trods af at det var et af de varmeste år nogensinde, lige nu havde den helt perfekte temperatur for årstiden for netop den måned i den del af verden.

Jeg trænger til en drink, sagde en stemme tæt på mig.

Også jeg! lød det.

Stemningen i menneskemængden der gik afsted, var trykket. Nogle folk var stille og virkede konfuse. Andre kommenterede den manglende spørgeseance. Det er så arrogant,

sagde en. Han var måske fornærmet over at der ikke var fuldt hus, sagde en anden.

Jeg hørte: Sikke en lyseslukker.

Og: Det var din idé at tage herhen, ikke min.

En ældre mand i midten af en gruppe med andre ældre mennesker fik dem alle til at grine. Åh! Det er slut, det er slut, det er sluuuut. Man skulle tro det var Roy Orbison der stod deroppe.

Jeg hørte: Melodramatisk … Uansvarligt.

Og: Så sandt som det er sagt.

Og (rasende): Sig mig engang, hvad var fucking meningen?

Jeg satte tempoet op, forlod mængden bag mig, mens jeg var tæt på at gå i takt med en mand som jeg kunne genkende fra publikum. Han var iført et mørkt jakkesæt, løbesko og en baseball-kasket. Han var alene og gik og fløjtede – af alle melodier – ”My Favorite Things”.

Jeg trænger til en drink. Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg tænkt det samme, længe inden jeg overhørte nogen sige det. Jeg ville have en drink før jeg gik tilbage til lejligheden, før jeg gik i seng. Jeg havde besluttet at spadsere tilbage fra universitet, ligesom jeg var gået derhen (det var kortere end halvanden kilometer), og jeg vidste at jeg ville passere flere steder på vejen hvor jeg kunne få en drink – et glas vin var det jeg ville have. Men jeg kendte ikke denne by og var usikker på hvor, om noget sted, jeg ville være komfortabel med at sidde og få en drink for mig selv.

De steder jeg kiggede ind, var for overfyldte eller for larmende eller virkede af andre grunde ikke imødekommende.

En følelse af ensomhed og skuffelse ramte mig. En velkendt følelse. Jeg tænkte på en kvinde jeg kendte som var begyndt at gå rundt med en lommelærke. Jeg var tæt på at give op da jeg huskede at der lå en café på hjørnet af min udlejers gade, caféen havde været tom da jeg tidligere var gået forbi, og jeg havde noteret mig at de serverede vin.

Nu var caféen naturligvis ikke tom. Men fra gaden kunne jeg se at der stadig var pladser i baren selvom alle borde lod til at være optaget.

Jeg gik ind og satte mig. Var et øjeblik i panik fordi bartenderen, en ung mand med kunstneriske tatoveringer og skægvækst, ignorerede mig, selvom han ikke på det tidspunkt var i gang med at betjene andre. Jeg tog mobilen frem, min pålidelige støtte, og scrollede tilfældigt ned over skærmen i nogle minutter.

Raindrops on roses and whiskers on kittens.

Omsider luntede bartenderen over til mig (jeg var altså ikke blevet gennemsigtig) og tog min bestilling. Endelig fik jeg min drink. Rødvin: en af mine ”Favorite Things”. Det ville blive lettere for mig at samle tankerne efter et glas, oven på den lange hårde dag som havde givet mig en del at tænke over. Men jeg blev hurtigt distraheret af en samtale som fandt sted ved bordet lige bag mig. To mennesker, som jeg ikke kunne se medmindre jeg vendte mig om. Jeg vendte mig ikke om. Men jeg fangede hurtigt deres historie.

Far og datter. Moren var død. Hun var gået bort for et år siden efter længerevarende sygdom. De var en jødisk familie. Nu var tiden kommet til at afholde den første mindeceremoni.

”Tak for sommerens bedste roman … en svimlende begavet, indimellem vittig tankestrøm om venskab og kærlighed … Vær så venlig at læse En ven ”

– PERNILLE STENSGAARD, WEEKENDAVISEN

”Sorgfuldt, men også sært opløftende, nærmest håbefuldt”

– LISE GARSDAL, POLITIKEN

”Betagende bog om venskabets, sorgens og litteraturens væsen. Og hundens, ikke at forglemme … Hos Sigrid Nunez bliver man lykkeligt overrasket”

– LOTTE KIRKEBY, KRISTELIGT DAGBLAD

”En fryd at læse: underholdende, vedkommende og overraskende hele vejen igennem”

– SIGNE WOLF RAVNEBERG, POV.INTERNATIONAL

”hjælper os med at genfinde håbet for litteraturen … kalder på sammenligning med både Joan Didion og Rachel Cusk”

– TONNY VORM, INFORMATION

’I al sin fylde betyder kærlighed til vores medmenneske helt enkelt at kunne sige ”Hvad går du igennem?”’

– SIMONE WEIL

FRA NEW YORK TIMES-BESTSELLERFORFATTEREN TIL EN VEN FØLGER HER

EN LIVSBEKRÆFTENDE ROMAN

OM AT VÆLGE AT DØ

En kvinde fortæller, hun besøger en veninde som ligger for døden med kræft. Afklaret, stædigt og ud af det blå kommer veninden med et forslag der skal vise sig at få en afgørende betydning.

For hun har besluttet sig for at ende sit liv på sine egne betingelser, og hun vil have fortælleren til at hjælpe sig. – Opfordringen accepteres tøvende.

’Jeg lover’, siger den kræftsyge, ’at arrangere det hele så sjovt som muligt’.

Hvad der følger, er en usædvanlig beretning om et venskab udsat for den ultimative test: at være vidne til dets afslutning. Begivenhederne giver også et portræt af den måde vi lever på nu i en verden med endeløse bekymringer – i en tid hvor menneskelige relationer forandrer sig dramatisk.

Hvad går du igennem