Page 1

Dorte Dittmann Mette Gade

3. UDGAVE

DANSK OG INTERNATIONAL ERHVERVSRET

TROJKA TROJKA


Forord Dansk og international erhvervsret, 3. udgave er udarbejdet til undervisning i erhvervsret/erhvervsjura på erhvervsakademiuddannelser og i overensstemmelse med studieordninger og fagplaner. Lærebogen er velegnet til markedsføringsøkonom, finansøkonom, handelsøkonom, ­logistikøkonom, serviceøkonom, akademiøkonom/merkonom, HA, HD og andre videregående uddannelser, hvor fagområdet erhvervsret/erhvervsjura indgår i uddannelsesforløbet. Juraens verden kan være vanskelig at forstå, særligt hvis den studerende ikke har den store arbejdsmæssige erfaring med juridiske problemstillinger fra den “virkelige” verden. Det er derfor vores mål at formidle juraen på en let tilgængelig måde, men samtidig forsøge at fremstille stoffet på et højt fagligt niveau, i overensstemmelse med de faglige mål på videregående uddannelser. Den nye udgave er opdateret med de seneste lovændringer pr. maj 2015. Stoffet præsenteres på en interessevækkende og pædagogisk måde og suppleres med praksisnære eksempler på juridiske problemstillinger. Gennemgangen illustreres med mange nye domme og afgørelser. I bogen anvendes margennoter, grafiske fremstillinger i form af tegnede figurer og skemaer, og hvert kapitel afsluttes med en tjekliste over de vigtigste hovedregler og principper. Hyppige ændringer i lovgivning gør ofte en jurabog forældet i løbet af kort tid. Dette har vi forsøgt at imødekomme ved at lægge opdateringer på bogens website, når der er væsentlige lovændringer. Undervisningsmaterialet omfatter lærebog samt e-læringsmateriale på bogens website. Gå ind på Trojkas website www.trojka.dk, klik på ONLINE TROJKA og vælg iTrojka. I den viste bogreol klikkes på ikon med bogens forside. Det er muligt at downloade alle lærebogens figurer fra bogens website. For de studerende er der nyttige links, eksempler på formularer samt tjek­spørgsmål og opgaver til de enkelte kapitler. For undervisere er der supplerende materialer i form af PowerPoints til alle kapitler, som kan tilpasses efter behov og anvendes direkte i undervisningen. Juni 2015 Forfatterne


Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3

Kapitel 1. Retskilder og domstolene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 1. Retskilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Lovgivning og lovforarbejder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Domme som retskilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3 Sædvane og forholdets natur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Internationale retskilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 EU’s institutioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 EU’s retskilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Domstolene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1 Internationale domstole . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Civile retssager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1 Værneting – hvor skal sagen anlægges? . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2 Procesretlige grundbegreber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.3 Sådan forløber en civil retssag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.4 Alternativ til domstolene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

16 17 23 23 24 24 26 27 30 32 32 34 36 41 45

Kapitel 2. International proces- og privatret . . . . . . . . . . . . . . 46 1. Hvilken domstol? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Sagsøgte har bopæl/hjemting i EU/EFTA . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Sagsøgte har bopæl/hjemting uden for EU/EFTA . . . . . . . . . 2. Hvilken lov? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Internationale løsørekøb og kontrakter . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1.1 Lovvalgsloven for internationale løsørekøb . . . . . . . . . 2.1.2 Romkonventionen – Kontraktretlige forpligtelser . . . . 3. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

46 47 53 55 56 56 58 60

Kapitel 3. Aftaleret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 1. Aftaleindgåelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Parterne og juridisk terminologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Aftalemodellen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3 Tilbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3.1 Opfordring til tilbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.4 Afslag på tilbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.5 Accept . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.5.1 Frist er fastsat i tilbuddet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.5.2 Frist er ikke fastsat i tilbuddet – den legale acceptfrist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.5.3 Retsvirkninger af forsinket accept . . . . . . . . . . . . . . . . .

64 66 67 68 69 71 71 71 72 73


2.

3. 4. 5.

1.6 Tilbagekaldelse af tilbud og accept . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.6.1 Tilbagekaldelse og re integra-reglen . . . . . . . . . . . . . . . 1.6.2 Pligtmæssig reklamation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.7 Uoverensstemmende accept . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Aftalers ugyldighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 De stærke ugyldighedsgrunde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 De svage ugyldighedsgrunde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3 Urimelige aftaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4 Bristende forudsætninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.5 Retsvirkning af ugyldig aftale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Aftalens omfang og fortolkning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . International aftaleindgåelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

74 77 80 80 83 86 90 94 96 97 98 100 102

Kapitel 4. Fuldmagt og mellemmænd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 1. Fuldmagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Fuldmagt med særlig tilværelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Fuldmagt uden særlig tilværelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3 Forholdet mellem fuldmægtig og tredjemand . . . . . . . . . . . . 2. Kommission . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Forholdet mellem kommittenten og kommissionæren . . . . 2.2 Forholdet mellem kommittenten og tredjemand . . . . . . . . . 2.3 Kommissionsforholdets ophør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Handelsagenter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1 Forholdet mellem agenturgiver og agenten . . . . . . . . . . . . . . 4. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

104 107 112 113 113 115 116 118 118 119 121

Kapitel 5. Forbrugeraftaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123 1. Forbrugeraftaleloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Forbud mod uanmodet henvendelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Forbud mod negativ aftalebinding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Forbrugerens fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1 Aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2 Fjernsalg om varer og ikke-finansielle t­ jenesteydelser . . . . . 4.3 Udøvelse af fortrydelsesretten på aftaler om køb af varer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.4 Fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser . . . . . . . . . . 5. Urimelige aftaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. Værneting og lovvalg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

123 125 127 128 133 134 134 137 138 139 141

Kapitel 6. Erstatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 1. De 4 erstatningsbetingelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 144 1.1 Ansvarsgrundlag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146


1.1.1 Culpaansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1.2 Objektivt ansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Økonomisk tab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3 Årsagsforbindelse (kausalitet) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.4 Påregnelighed (adækvans) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Nedsættelse af erstatningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Objektive ansvarsfrihedsgrunde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 Bortfald og lempelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.1 Bortfald – Skader dækket af en forsikring . . . . . . . . . . 2.2.2 Lempelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Skader forvoldt af børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Arbejdsgiveransvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. Færdselsansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. Produktansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6.1 Produktansvar efter produktansvarsloven . . . . . . . . . . . . . . . 6.2 Produktansvar skabt af retspraksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6.3 Produktansvarsforsikring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7. Opgørelse af erstatningskravet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8.  Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

146 149 150 150 151 152 152 158 158 159 160 161 162 163 164 167 172 172 175

Kapitel 7. Køb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 1. Købelovens begreber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Sælgers og købers forpligtelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Levering og risikoens overgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Sælgers misligholdelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1 Forsinkelse med levering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1.1 Købers misligholdelsesbeføjelser i handelskøb (forsinkelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1.2 Købers misligholdelsesbeføjelser i forbrugerkøb (forsinkelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2 Mangler ved salgsgenstanden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2.1 Købers misligholdelsesbeføjelser i handelskøb (mangler) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2.2 Købers misligholdelsesbeføjelser i forbrugerkøb (mangler) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.3 Vanhjemmel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Købers misligholdelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1 Købers forsinkelse med købesummens betaling . . . . . . . . . . 4.2 Fordringshavermora . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.  Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

180 184 185 190 190 191 195 198 201 204 208 209 209 212 213

Kapitel 8. Internationale køb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217 1. CISG – anvendelse og begreber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 2. Sælgers forpligtelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219


3.

4.

5. 6. 

2.1 Sælgers levering af varen og overgivelse af dokumenter . . . 2.1.1 Levering og risikoovergang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1.2 INCOTERMS 2010 – klausuler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1.3 Remburs som betalingsform . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 Sælgers overdragelse af ejendomsretten . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3 Sælgers pligt til at levere en mangelfri vare . . . . . . . . . . . . . . Sælgers misligholdelse – købers misligholdelsesbeføjelser­ . . . . . 3.1 Købers reklamationspligt ved sælgers forsinkelse . . . . . . . . . 3.2 Køber undersøgelsespligt og reklamation ved mangler . . . . Købers forpligtelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1 Købesummens betaling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2 Fordringshavermora . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Købers misligholdelse – sælgers misligholdelsesbeføjelser . . . . . Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

219 220 221 222 223 224 224 229 229 230 230 231 233 235

Kapitel 9. Markedsføring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 238 1. Markedsføringslovens regler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Generalklausulen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Generelle regler om adfærd på markedet . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3 Forbrugerbeskyttelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.4 Regler vedrørende erhvervsdrivende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. International regulering, ICC reklamekodeks . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Forbrugerombudsmanden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.  Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

239 240 245 254 262 263 266 272

Kapitel 10. Konkurrence . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 274 1. Konkurrenceloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Forbud mod visse konkurrencebegrænsende a ­ ftaler . . . . . . . 1.2 Forbud mod misbrug af dominerende stilling . . . . . . . . . . . . 1.3 Sanktioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. EU’s konkurrenceretlige regler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler . . . . . . . . . . . 2.2 Forbud mod misbrug af dominerende stilling . . . . . . . . . . . . 3.  Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

274 274 278 281 281 282 283 285

Kapitel 11. E-handel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 1. E-handelslovens begreber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Sælgers forpligtelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 Forbrugerens fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. International E-handel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Ophavsret på internettet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. Markedsføring på internettet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1 E-mærket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6.  Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

288 292 297 299 301 303 306 307


Kapitel 12. Immaterialret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 311 1. Ophavsret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Patent . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Brugsmodeller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Designret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.  Varemærkeret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. Oversigt over de immaterielle rettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7.  Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

313 322 329 332 337 345 346

Kapitel 13. Ansættelsesret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 348 1. Arbejdsret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Generelle spilleregler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Diskriminationsloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 Ligebehandlingsloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3 Arbejdskraftens frie bevægelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Ansættelsesaftalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1 Ansættelsesbevisloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Funktionærer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1 Særlige klausuler som kan aftales . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2 Lovligt forfald under ansættelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.3 Ferieloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.4 Ophør af ansættelsesforholdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.4.1 Opsigelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.4.2 Ophævelse og bortvisning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.4.3 Godtgørelse i forbindelse med fratrædelse . . . . . . . . . 5. Virksomhedsoverdragelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

348 349 349 352 355 355 356 358 359 364 366 370 370 374 376 377 379

Kapitel 14. Virksomhedsformer og hæftelse . . . . . . . . . . . . . . 381 1. Hæftelsesformer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Virksomhedsformer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Enkeltmandsvirksomheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 Virksomhed i selskabsform . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.1 Interessentskab I/S . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.2 Anpartsselskab ApS og aktieselskab A/S . . . . . . . . . . . 2.2.3 Kommanditselskab K/S og partnerselskab P/S . . . . . . 2.2.4 Partrederi og partsselskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.5 Andelsselskab A.M.B.A. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Oversigt over virksomhedsformer og hæftelse . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

383 385 385 386 386 389 394 395 396 397 397

Kapitel 15. Insolvens og rekonstruktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . 400 1. Regler og definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 400 2. Inkasso . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 402 3. Tvangsinddrivelse i Fogedretten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 403


3.1 Fundament – eksigibelt dokument . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2 Betalingspåkrav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.3 En fogedsag gennemføres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.4 Udeblivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.5 Skyldner møder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.6 Hvad kan der (ikke) foretages udlæg i? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Tvangsauktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1 Tvangsauktion over fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2 Tvangsauktion over andre aktiver end fast ejendom . . . . . . 5. Konkurs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1 Indledning af konkursen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.2 Konkursens retsvirkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.3 Skema over en konkursbehandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4 Konkursmassen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.5 Konkursordenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.6 Skema over konkursordenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.7 Udlodning af dividende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.8 Konkurskarantæne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. Omstødelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7. Rekonstruktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7.1 Frivillig akkord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7.2 Rekonstruktion i konkursloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7.2.1 Indledning af rekonstruktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7.2.2 Retsvirkninger af rekonstruktionen . . . . . . . . . . . . . . . 7.2.3 Rekonstruktionens gennemførelse og indhold . . . . . . 7.2.4 Rekonstruktionens virkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7.2.5 Ophør af rekonstruktionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7.2.6 Skema med tidslinie over processen i en rekonstruktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8. Gældssanering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

404 405 406 407 409 410 416 416 420 421 421 423 424 425 427 430 430 431 432 442 442 443 443 445 447 449 450 450 451 455

Kapitel 16. Kreditaftaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 458 1. Kreditaftaleloven – anvendelse og ord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Krav til kreditaftalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Oplysningspligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 Krav om kreditvurdering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3 Fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4 Betaling af gælden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.5 Generalklausul . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Trepartsforhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1 Oprindeligt trepartsforhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2 Efterfølgende trepartsforhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.3 Fritstående lån . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.4 Købers mulighed for indsigelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

458 461 461 463 463 465 465 466 467 469 469 470


4. Køb med ejendomsforbehold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1 Formkrav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Aftalt senest ved overgivelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sikringsakt for ejendomsforbehold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.2 Ejendomsforbehold i ikke-forbrugerkøb . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.3 Ejendomsforbehold og konflikt med senere stiftede rettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. Forbud mod pantsætning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. Køber misligholder kreditaftalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6.1 Kvalificeret misligholdelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6.2 Køb med ejendomsforbehold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6.3 Køb uden ejendomsforbehold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6.4 Køb med ugyldigt ejendomsforbehold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

472 473 473 476 477 477 480 480 480 481 484 485 485

Kapitel 17. Kaution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 487 1. Regler og definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 487 2. Stiftelsen af kaution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 489 2.1 Privat kaution eller erhvervskaution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 491 2.2 Oplysningspligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 493 3. Kautionens indhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 498 3.1 Hvornår kan kautionen gøres gældende? . . . . . . . . . . . . . . . . 498 3.2 For hvilket beløb kan kautionen gøres gældende? . . . . . . . . . 500 3.3 Flere kautionister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 501 4. Kautionens ophør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 504 4.1 Hovedforpligtelsens ophør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 504 4.2 Frist for privat kaution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 504 4.3 Bortfald efter kreditors passivitet eller henstand . . . . . . . . . 505 4.4 Forældelse af kautionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 507 4.5 Opsigelse af kaution . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 507 5. Kautionistens krav på låntager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 508 6. Låntagers konkurs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 509 7. Tredjemandspant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 510 8. Garantier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 511 9. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 513

Kapitel 18. Fordringer, gældsbreve og p ­ antebreve­ . . . . . . . . . 514 1. Generelle regler for fordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Betaling i rette tid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Betaling på rette sted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3 Betaling på rette måde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3.1 Betaling med betalingskort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.4 Betaling til rette kreditor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Forskellige typer af pengekrav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Simple fordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

514 516 519 519 520 525 525 526


2.2 Simple gældsbreve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3 Omsætningsgældsbreve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4 Simple pantebreve (biler, andelsbolig, løsøre) . . . . . . . . . . . . . 2.5 Negotiable pantebreve (fast ejendom) . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Sikringsakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Oversigtsskema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

527 528 529 530 531 532 533

Kapitel 19. Overdragelse af fordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 535 1. Forskellige rettighedskonflikter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Skyldners indsigelser – forholdet mellem s­ kyldner og oprindelig kreditor (A – B) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Forholdet mellem overdrager og erhverver (B-C) . . . . . . . . . . 1.3 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.4 Skyldners indsigelser overfor erhverver (A-C) . . . . . . . . . . . . 1.5 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Hvordan løses konflikter med de forskellige fordringer? . . . . . . . 2.1 Simple fordringer og simple gældsbreve . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1.1 Fakturabelåning og factoring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1.2 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1.3 Skyldners indsigelser overfor erhverver (A-C) . . . . . . . 2.1.4 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . 2.2 Omsætningsgældsbreve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.1 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2.2 Skyldners indsigelse overfor erhverver (A-C) . . . . . . . . 2.2.3 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . 2.3 Simple pantebreve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3.1 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3.2 Skyldners indsigelser overfor erhververen (A-C) . . . . . 2.3.3 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . 2.4 Negotiable pantebreve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.1 Betalingslegitimation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4.2 Skyldners indsigelser overfor erhververen (A-C) . . . . . 2.4.3 Konflikt mellem senere erhververe (C-D) . . . . . . . . . . . 3. Oversigtsskema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

535 535 536 538 539 540 541 541 541 544 546 548 550 550 552 555 558 558 559 559 561 561 562 564 565 567

Kapitel 20. Ophør af fordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 568 1. Modregning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.1 Udjævnelige krav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.2 Gensidige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.3 Afviklingsmodne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.4 Retskraftig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1.5 Begrænsninger i modregningsretten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Forældelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

568 569 569 570 571 571 572


2.1 Forældelsesfristens begyndelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 Forældelsesfrister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.3 Suspenderet frist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4 Afbrydelse af frist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Deponering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1 Hvornår kan deponering ske? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

572 573 574 575 575 576 578

Kapitel 21. Pant og sikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 579 1. Parter, regler og definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Pant som sikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Forskellige typer pant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.2 Sikringsakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Hvilke aktiver kan kreditor få pant i? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1 Biler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2 Fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2.1 Hvad omfatter pant i fast ejendom? . . . . . . . . . . . . . . . 3.2.2 Tilbehør til fast ejendom – løsøre . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.3 Andelsbolig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.4 Løsøre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.5 Virksomhedspant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.6 Fordringer og fordringspant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.7 Værdipapirer, aktier og anparter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.8 Fly og skibe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Skema over sikringsakter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. Forskellige rettighedskonflikter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1 Dobbeltoverdragelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.2 Kædeoverdragelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.3 Bil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4 Fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.5 Andelslejlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.6 Individuelt løsørepant og flydende pant i løsøre . . . . . . . . . . 5.7 Fordringer og fordringspant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.8 Værdipapirer, aktier og anparter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.9 Fly og skibe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.10 Skema: Løsøre – overlap af rettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . .

580 581 582 589 591 591 592 595 596 601 602 604 605 606 607 607 608 609 610 612 618 624 626 630 631 631 632

Kapitel 22. Handel med fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 634 1. Lovgivning og aktører . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Gennemgang af en ejendomshandel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1 Formidlingsaftale – ejendomsmæglers pligter . . . . . . . . . . . . 2.2 Tilstandsrapport, el-tjek og ejerskifteforsikring . . . . . . . . . . 2.3 Købsaftale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.4 Fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.5 Finansiering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

634 636 637 640 643 644 646


2.6 Berigtigelse af skøde og refusionsopgørelse . . . . . . . . . . . . . . 3. Mangler ved fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. Ejendomsmæglers ansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

650 652 656 658

Kapitel 23. Rådgiveransvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 660 1. Regler og definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2. Professionsansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3. Erstatning for dårlig rådgivning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.1 Ansvar for resultatet? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.2 Ansvarsgrundlag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.3 Økonomisk tab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.4 Årsagsforbindelse og påregnelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3.5 Ansvarsfrihedsgrunde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4. God skik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4.1 Fast ejendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5. Investering i værdipapirer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

660 661 665 666 667 670 672 673 674 676 678 685

Kapitel 24. Familie- og arveret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 687 1. Lovgivning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 687 2. Ægtefællernes rådighed under ægteska . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 688 2.1 Særråden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 688 2.2 Dispositioner med virkning for ægtefællen . . . . . . . . . . . . . . 692 2.3 Særhæften . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 693 2.4 Gaver mellem ægtefæller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 696 3. Formueordninger i ægteskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 699 3.1 Fælleseje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 699 3.1.1 Fælleseje stiftelse og ophør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 700 3.2 Særeje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 702 3.2.1 Oprettelse af særeje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 702 3.2.2 Ophør af særeje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 703 3.2.3 Skilsmissesæreje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 704 3.2.4 Fuldstændigt særeje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 704 3.2.5 Kombinationssæreje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 704 4. Bodeling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 705 4.1 Deling af fælleseje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 706 4.2 Ingen deling af særeje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 707 4.3 Personlige rettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 710 4.4 Pensioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 711 4.5 Ægtefællepension . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 713 4.6 Eksempel på bodeling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 713 4.7 Skævdelingsregel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 715 4.8 Vederlagskrav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 715 5. Arven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 717


5.1 Arveklasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1.1 Arveklasse 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1.2 Arveklasse 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.1.3 Arveklasse 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.2 Ægtefællers arveret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.2.1 Suppleringsarv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.2.2 Svogerskabsarv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.3 Uskiftet bo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.3.1 Betingelser for at sidde i uskiftet bo . . . . . . . . . . . . . . . 5.3.2 Det uskiftede bos midler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.3.3 Misbrug af midlerne i det uskiftede bo . . . . . . . . . . . . . 5.3.4 Skifte af det uskiftede bo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4 Testamente . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.1 Testationskompetence . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.2 Gyldigt testamente . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.3 Udvidet samlevertestamente . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5.4.4 Ændringer og tilbagekaldelse af testamenter . . . . . . . 6. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

717 717 719 721 723 726 729 729 730 731 731 733 734 734 736 737 739 740

Kapitel 25. Forsikring og pension . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 743 1. Lovgivning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 743 2. Forsikringsaftaler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 744 2.1 Typer af forsikring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 744 2.2 Forsikringsaftalen og oplysningspligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 745 2.3 Forbrugerens fortrydelsesret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 748 2.4 Dækning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 749 3. Pensioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 754 3.1 Ratepension . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 755 3.2 Kapitalpension . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 755 3.3 Aldersopsparing . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 756 3.4 Livrente . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 756 3.5 Livsforsikring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 757 4. Begunstigelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 757 5. Vigtigste hovedregler og principper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 760


KAPITEL 1

Retskilder og domstolene

Ifølge grundlovens (GRL) § 3 er statsmagten delt: “Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.” Magten i dag er tredelt, men kongen er udskiftet med folketinget og forvaltningen. Magtadskilleseslæren

Lovgivende magt Folketinget (+Dronningen) Udøvende magt Regeringen/ministrene Forvaltningen, fx politiet

Dømmende magt Domstolene

Figur 1.1 Magtens tredeling og de myndigheder vi har i dag.

Magtadskillelseslæren er en grundsten i vores demokrati, og er den måde, vi har valgt at fordele magten på i vores stat. Dronningen har ikke indflydelse på lovgivningsarbejdet, og kongehuset blander sig helst ikke på den politiske scene, men dronningen underskriver og godkender alle nye love, som vedtages af folketinget. Der er dog tale om en ren formalitet. Princippet om magtens adskillelse udspringer af tanker om borgernes retssikkerhed og frihed, og har rødder langt tilbage i historien. Magtadskillelseslæren blev bl.a. formuleret i 1690 af John Locke, og senere i 1748 af Montesquieu i værket “De l’esprit des lois.” Tankerne havde indflydelse på den franske revolution i 1789, og flere stater adopterede senere magtadskillelsestankegangen i deres forfatninger, fx USA. Tanken bag magtens tredeling er bl.a., at den lovgivende, dømmende og udøvende magt, skal sikre en magtbalance imellem de tre “aktører”. De skal holde hinanden i skak. Gensidig kontrol er for at sikre, at ingen myndighed tillægger sig beføjelser eller kompetencer, som tilkommer en anden myndighed. Man skal blive på egen banehalvdel. Når det nu alligevel ind imellem går galt med magtbalancen, kaldes det for magtfordrejning. Et eksempel på den gensidige kontrol er Tvind-sagen. I den sag statuerede Højesteret, at Folketinget havde handlet grundlovsstridigt ved at tiltage sig en dømmende magt, som i henhold til GRL § 3 er domstolenes opgave.

Lovgivende, udøvende og dømmende magt


16 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 AFGØRELSE U1999.841H – Tvind-loven – magtens tredeling i ubalance I forbindelse med ændringer af bl.a. friskoleloven, vedtog Folketinget en særlig lovbestemmelse, som helt afskar konkrete Tvind-skoler fra offentligt tilskud. Begrundelsen for lovændringen var, at undervisningsministeriet ikke havde tillid til, at skolerne ville bruge pengene til de formål, der var bestemt i loven. Skolerne blev samtidig afskåret fra at få et afslag om tilskud indbragt for domstolene. Højesteret fandt, at lovindgrebet, måtte sidestilles med en endelig afgørelse, da skolerne ikke havde mulighed for at lade en domstol vurdere afslagets berettigelse. Den type afgørelser henhører ikke under lovgivningsmagten, men under den dømmende magt, med de deri liggende retsgarantier for borgerne, jf. GRL § 3, stk. 3. Højesteret fandt at lovgiver var gået for langt i Tvind-loven, og fandt loven for grundlovsstridig.

Dommen er et eksempel på, at domstolene kan efterprøve spørgsmålet om loves og andre retsreglers forenelighed med grundloven. Domstolene har på den måde en kontrolfunktion i forhold til den lovgivende magt. Folketinget kontollerer regeringen. Folketinget kan afkræve oplysninger fra regeringen og dens ministre, fx stille spørgsmål i folketingssalen om aktuelle problemsstillliger, kalde en minister i samråd, drøfte aktuelle politiske sager med regeringens ministre, og forsøge at påvirke forvaltningen af lovene. Hvis folketinget udtrykker mistillid til statsministeren, skal regeringen gå af eller udskrive valg, jf. GRL § 15. Derudover medvirker folketinget til, at der føres en politisk kontrol, som har indirekte virkning på regeringens forretningsførelse. De folketingsmedlemmer, som ikke er en del af en regering, kan føre en politisk kontrol af, at regeringen faktisk gør det, den siger, og fører den politik, som der er politisk flertal for i folketinget. I dette kapitel har vi særlig fokus på de retskilder, som udspringer af den lovgivende magt, og som skal anvendes af domstolene og borgerne, når vi skal finde ud af, hvad der er gældende ret på et retsområde. Derudover gennemgås domstolenes opbygning, behandling af civile retssager og værnetingsreglerne.

1. Retskilder Retskilder

Retskilderne er de steder, hvor vi søger juridiske informationer. Det er i de såkaldte retskilder, at domstolene og andre offentlige myndigheder finder de oplysninger de skal bruge, når der skal træffes afgørelse i en


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

juridisk sag. Det er også i retskilderne, at samfundets borgere kan finde svar på juridiske spørgsmål, og der hvor advokaten finder sine “våben” i sin argumentation til fordel for en klient. De forskellige retskilder er de fortolkningsbidrag, vi har til rådighed, når vi skal finde ud af, hvad der er gældende ret.

Gældende ret

Vi finder fortolkningsbidrag i både nationale og internationale retskilder: • Nationale retskilder: Lovgivning, domme/retspraksis, sædvane, kutyme og forholdets natur. • Internationale retskilder: EU-retten, EU-domme, traktater, konventioner, folkeretlige sædvaner og internationale handelskutymer, fx Incoterms 2010, ICC Reklamekodeks.

Lovhierarkiet Love som vedtages i folketinget kan være detaljerede, eller de kan have karakter af rammelovgivning. I en rammelov vedtager lovgiver de overordnede regler og rammer, hvorefter det overlades til ministeren og forvaltningen at udfylde de mere detaljerede regler. Den vedtagne rammelov, der også kaldes en bemyndigelseslov, overlader det til ministeren, inden for det pågældende område, at udstede bekendtgørelser med flere detaljerede og anvendelige regler.

Lovhierarkiet

En lavere retskilde skal have hjemmel i en højere retskilde. Når ministeren udsteder en bekendtgørelse, skal den have hjemmel i en lov, der ligger højere oppe i lovhierarkiet. En vejledning eller et cirkulære skal have hjemmel i en bekendtgørelse, som skal have hjemmel i en lov, som ikke må være grundlovsstridig.

Hjemmel

Lovhierarkiet

Grundlov Lov Bekendtgørelse Vejledning/cirkulærer Figur 1.2 Oversigt over lovhierarkiet.

1.1 Lovgivning og lovforarbejder Når vi skal finde ud af, hvad der er gældende ret, er lovgivningen en af vores vigtigste retskilder.

17


18 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Grundloven Grundloven

Lovgivningens gamle “moder” er grundloven, som er Danmarks øverste lov, og en del af vores forfatning. Grundloven er fra 1849, hvor Danmark ændrede sig fra et enevældigt kongerige, til et konstitutionelt monarki. Grundloven er senest blevet ændret i 1953. På flere områder er grundloven ikke formuleret tidssvarende, og med jævne mellemrum drøftes behov for modernisering, men en grundlovsændring er en omfattende affære, da der gælder helt særlige afstemningsregler.

Indhold

Grundloven indeholder bl.a. grundlæggende principper for statsorganernes virke, regler om valgbarhed til folketinget og folketingets virke, regler om folkekirken, og opregner en lang række af borgernes basale frihedsrettigheder, som er vigtige forudsætninger i et demokrati, fx ytringsfrihed, religionsfrihed, ejendomsrettens ukrænkelighed, forenings- og forsamlingsfrihed mv. Det er ikke så tit, at der henvises til grundloven i forbindelse med retssager, men det sker ind imellem, at der opstår en sag, som er så principiel, at frihedsrettigheder og de demokratiske principper kommer i spil.

AFGØRELSE Dom afsagt af Højesteret 18.02.2011 – Om retten til Christianiaområdet Fællesskabet Fristaden Christiania og en række beboere og virksomheder anlagde sag mod Den danske Stat v/ Slots – & Ejendomsstyrelsen, der den 30. juni 2004 opsagde den kollektive brugsret til area­lerne og bygningerne på Christianiaområdet til ophør pr. 1. ja­nuar 2006. Sagen handlede blandt andet om, hvorvidt beboerne havde opnået en varig brugsret og dermed uopsigelig brugsret. Beboerne gjorde blandt andet gældende, at de var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed og ekspropriation. Derudover mente beboerne, at de havde vundet hævd, og opnået brugsret uafhængigt af Fristadens rammeaftaler med staten. Højesteret fandt, at den skete opsigelse af Fristadens brugsret havde hjemmel i Christi­anialoven fra 1989. De enkelte beboere og virksomheder, havde ikke ved aftale eller tilladelse fra staten opnået en brugs­ret, der var uaf­hængig af den kollektive brugs­ret. De individuelle brugsret­tigheder havde således hvilet på Fristadens rammeaftaler med staten, og de enkelte be­boere og virksom­ heder var der­for afskåret fra selvstændigt at vinde hævd i forhold til staten. Højesteret fandt endelig, at beboerne havde fået et passende varsel, og at de ikke havde krav på et længere varsel end det, de havde fået. Den skete opsigelse af de enkelte be­boeres og virksomheders brugs­ret havde hjemmel i loven, og den indebar ikke ekspropriation og var heller ikke i strid med Den Eu­ropæiske Menneskerettigheds­konvention eller grundlo­ven. Beboerne fik ikke medhold. Kilde: www.domstol.dk


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Love Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte et lovforslag. Lovforslaget skal behandles tre gange i folketingssalen og vedtages med almindeligt flertal, hvorefter lovforslaget stadfæstes af dronningen.

Lovgivning

Deklaratoriske og præceptive lovregler Nogle lovregler er deklaratoriske og andre er præceptive. At en lov eller en lovregel er deklaratorisk betyder, at indholdet i lovreglen kan bruges, hvis intet andet gælder eller er aftalt. Lovregler der er deklaratoriske kan tilsidesættes eller fraviges ved aftale. Et eksempel er købelovens § 1, stk. 1: “Denne lovs bestemmelser kommer kun til anvendelse, for så vidt ikke andet er udtrykkelig aftalt, eller må anses for indeholdt i aftalen eller følger af handelsbrug eller anden sædvane.” Et andet eksempel er aftalelovens regler om aftaleindgåelse i §§ 2 – 9, der også er deklaratoriske, jf. aftaleloven § 1: “Reglerne i §§ 2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbuddet eller svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.”

Deklaratorisk

Præceptive lovregler skal efterleves og er ufravigelige. Det betyder at loven eller lovreglen ikke kan fraviges ved aftale. Præceptive lovregler kan have det formål at beskytte en svagere part i et aftaleforhold. I magt- og aftaleforholdet mellem en arbejdsgiver og en ansat, er det den ansatte, som er den svage, og funktionærloven er et godt eksempel på en lov, der ikke kan fraviges. Hvis en arbejdsgiver tilbyder et job til en funktionær, hvor det aftales, at funktionæren kan opsiges med 1 uges varsel de første 6 måneder af ansættelsen, vil en sådan aftale være ugyldig, fordi den er i strid med funktionærlovens opsigelsesregler. Den ansatte bliver ved aftalen med arbejdsgiveren stillet ringere end opsigelsesreglerne i funktionærloven, og det går ikke. Funktionærloven er i al væsentlighed ufravigelig og skal efterleves, jf. funktionærlovens § 21, stk. 1, som bestemmer: “ De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren, jf. dog § 18, stk. 5, og § 18 a, stk. 6.”

Præceptiv

Bekendtgørelser Bekendtgørelser udspringer af love, og er til tider mere praktisk anvendelige og henvender sig ofte mere direkte til borgerne. Hvis en regering vil ændre SU-reglerne, sidder politikerne ikke i folketinget og fastlægger i detaljen, hvordan reglerne skal forvaltes. Folketinget vedtager en ny SU-lov, og på udvalgte områder vil det blive overladt til ministeren, at udstede en ny SU-bekendtgørelse. Når ministeren får en sådan bemyndigelse, fremgår det direkte af SU-loven. I SU-loven fra 2014 er fx anført:

Bekendtgørelser

19


20 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Eksempel § 5. En uddannelse skal for at give ret til uddannelsesstøtte være 1) tilrettelagt som heltidsundervisning, 2) af mindst 3 måneders sammenhængende varighed og 3) ulønnet. Stk. 2. Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser, kan fastsætte regler om, at der dog kan gives uddannelsesstøtte til: 1) Enkeltfagsundervisning. 2) Supplering under 3 måneders varighed. 3) Uddannelser, der omfatter lønnet praktik, herunder i hvilke perioder der gives støtte.

Hjemmel i lov

SU-lovens § 5, stk. 2 giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte nogle nærmere regler på de valgte områder nævnt i loven. Ministeren udsteder en bekendtgørelse med hjemmel i SU-loven, og kan i denne bekendtgørelse viderebemyndige opgaver til Styrel­ sen for Statens Uddannelsesstøtte, der sidder med det praktiske arbejde og forvaltning af SU, og som har den direkte kontakt til borgerne.

Vejledninger og cirkulærer Vejledninger og cirkulærer

Vejledninger og cirkulærer udstedes særligt til de myndigheder i forvaltningen som skal kunne anvende den lovgivning, der er vedtaget i folketinget og overføre den til praksis. Antallet af cirkulærer og vejledninger er særligt mangfoldige inden for det skatteretlige område, hvor detaljerede regler er blevet så omfattende, at de udgives i bogform, fx ligningsvejledningen, momsvejledningen og toldvejledningen. Fordelen er dog, at man som borger, vil kunne orientere sig ganske fornuftigt, hvis man forstår at navigere i dette univers.

Lovens forarbejder Lovens forarbejder

I forbindelse med lovgivningsarbejdet i folketinget, ministerierne og i lovudvalg udarbejdes der materiale, som giver indblik i tankerne bag lovforslaget samt hensigten og formålet med loven. Lovens forarbejder kan fx udgøre betænkninger, bemærkninger til lovforslaget, de politiske partiers spørgsmål til forslagsstillerne og foreslagsstillernes svar, folketingets forhandlinger, udvalgsbehandlinger, bilagsmateriale fra interesseorganisationer, der har været inddraget under det lovforberedende arbejde. Der findes mange kommentarer til et lovforslag, og lovens forarbejder er derfor særligt relevante, hvis man vil have afklaret om et konkret forhold hører under lovreglen eller ikke. Se dommen om de ulovlige hobbyknive nedenfor (U2010.796H), hvor Højesteret inddrog forarbejderne til våbenloven, da sagen skulle afgøres.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

21

Anvendelse og fortolkning af loven I forbindelse med selve anvendelsen af loven, kan der opstå den situation, at der er flere lovregler at vælge imellem inden for samme emne, og i den forbindelse kan disse tre retsanvendelsesprincipper komme i spil: Lex superior: Den lovregel, der ligger højere i hierarkiet, anvendes i stedet for en lavere rangeret lovregel, og lovreglen kan kun ændres ved nye regler på samme eller højere niveau. De “lavere” lovregler i hierarkiet skal anvendes i overensstemmelse med de “højere” love.

Lex superior

Lex posterior: Hvis der er tale om to ligeværdige love, anvendes den nyere lovregel, frem for den ældre lovregel.

Lex posterior

Lex specialis: Den specielle/detaljerede lovregel, anvendes i stedet for den generelt beskrivende lovregel.

Lex specialis

Fortolkning af loven er en central disciplin i forståelsen og korrekt anvendelse af loven, og som udgangspunkt kan der anvendes en objektiv fortolkning eller subjektiv fortolkning. Ved en objektiv fortolkning, holder man sig til lovteksten, og den almindelige forståelse af ordene, som er anvendt i lovteksten. Ved brug af den subjektive fortolkning af en lovregel, inddrages forarbejder til loven, for at forstå meningen, baggrunden, hensynene og formålet med loven, fx ved inddragelse af betænkninger, materiale fra folketingets forhandlinger, udvalgsbehandlinger og lignende.

Eksempel U2010.796H – De ulovlige hobbyknive – Bøde eller fængsel? Denne sag måtte igennem 3 retsinstanser, idet der var tvivl om fortolkning af den nye våbenlovs § 4, stk. 1, der lyder således: “På offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende er det forbudt at bære eller besidde kniv eller dolk, medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet omfatter dog ikke foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i udfoldet position.” T, der på gerningstidspunktet var 19 år og ustraffet, var fundet skyldig i overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, ved mellem kl. 3 og 4 om morgenen ud for et diskotek i Middelfart uden anerkendelsesværdigt formål, at have været i besiddelse af to hobbyknive. Knivene lå i lommen i døren til førersædet i hans bil. Sagen handlede om strafudmåling. Byretten fandt, at der forelå særlig formildende omstændigheder, og idømte T en bøde på 3.000 kr. Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 7 dage under henvisning til lovens forarbejder.

Objektiv fortolkning Subjektiv fortolkning


22 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 I Højesteret påstod T formildelse. Højesteret pegede på, at det i forarbejderne til ændringen af våbenloven er forudsat, at der i førstegangstilfælde “som altovervejende hovedregel” skal idømmes en kort ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel, men således, at fastsættelse af straffen fortsat vil bero på “domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder”. Endvidere pegede Højesteret på, at bestemmelsen om, at der ved overtrædelse af våbenlovens

§

4, stk. 1, “under særlig formildende omstændigheder” straffes med

bøde, i forarbejderne er begrundet med, at der kan forekomme tilfælde, hvor en frihedsstraf i førstegangstilfælde “vil forekomme urimelig henset til de omstændigheder, hvorunder kniven har været medbragt”. Formålet med loven var at undgå, at unge, når de bevæger sig ud i aften- og nattelivet, tager kniv med. Formålet med loven har ikke været at forhindre almindelig brug af knive som værktøj. Som forhold, der skal tages hensyn til ved straffastsættelsen, pegede Højesteret bl.a. på knivens art, om den er blevet båret eller opbevaret i en bil samt tiden og stedet, hvor vedkommende befinder sig med en kniv uden anerkendelsesværdigt formål. Også baggrunden for, at tiltalte befinder sig i den pågældende situation og har kniven med, samt hvad der er forklaret herom og troværdigheden heraf, indgår i bedømmelsen. Ved en samlet bedømmelse, hvor Højesteret lagde vægt på: – at T var i besiddelse af to hobbyknive, som stammede fra hans arbejdsplads – en tankstation – hvor han anvendte dem, – at knivene lå i lommen i døren til førersædet i hans bil sammen med andre effekter til brug for arbejdet på tankstationen, – at forholdet var begået mellem kl. 3 og 4 om morgenen ud for et diskotek, hvor T befandt sig med sin bil, fordi han havde lovet at køre for nogle venner, der havde været på diskoteket, – at T ikke selv havde været inde på diskoteket og heller ikke skulle det, og – at T ikke havde tænkt på, at han havde knivene i bilen. Højesteret fandt, at der – uanset tiden og stedet for lovovertrædelsen – forelå særlig formildende omstændigheder, således at udgangspunktet om en ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel måtte fraviges. I overensstemmelse med lovens forarbejder fastsatte Højesteret bøden til 3.000 kr. og stadfæstede dermed Byrettens dom. Våbenloven er efterfølgende ændret og præciseret af lovgiver, og en overtrædelse af § 4, stk. 1 straffes nu med bøde i førstegangstilfælde.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

23

1.2 Domme som retskilder Ved siden af lovgivningen, er tidligere afsagte domme en vigtig retskilde, der ofte illustrerer gældende ret tydeligere end loven i sig selv. Hvis en dom har betydning for afgørelsen af fremtidige sager, taler man om at dommen har præjudikatsværdi, eller dommen har skabt præcedens. Domme afsagt af Højesteret vægter højere og har en større præjudikats­ værdi end domme afsagt af Landsretten, ligesom domme afsagt af Landsretten, har en større præjudikatsværdi, end domme afsagt af Byretten. Derudover vægter nyere domme højere end ældre domme.

Præjudikatsværdi / præcedens

Domme som retskilde er bl.a. medvirkende til at afgøre, hvorvidt en sag skal anlægges eller ej. Advokaten orienterer sig ofte ganske grundigt i retspraksis, inden han sammen med sin klient, tager stilling til, hvorvidt der skal anlægges en retssag. Derudover kan overflødige sager undgås, og dels kan en tidligere afsagt dom medvirke til at senere anlagte sager får en ensartet behandling. Der hvor lovgivningen ikke giver et klart og udtrykkeligt svar på en juridisk problemstilling, er tidligere afsagt domme og andre typer afgørelser et godt fortolkningsbidrag. Andre typer afgørelser, kan fx være ankenævnsafgørelser, afgørelser afsagt af Forbrugerombudsmanden eller lignende. Med hensyn til de internationale domme, kan man forsigtigt sige, at en dom afsagt af EU-Domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen, har en tyngde på linje med Højesteret og derover. Domme afsagt af EU-Domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen, kan være direkte årsag til, at retspraksis i Danmark ændrer sig, og lovgiver må i nogle tilfælde indordne sig, og ændre dansk lovgivning i overensstemmelse med internationale domme.

Internationale domme

1.3 Sædvane og forholdets natur Hvis noget er blevet en sædvane eller en såkaldt retssædvane, er der tale om en almindelig handlemåde, som er blevet fulgt og accepteret over en længere periode af de personer, som handlemåden er relevant for. Nedenfor er et eksempel på en dom, hvor Højesteret kom til den konklusion, at købelovens specifikke regler om mangler ved en salgsgenstand måtte vige med henvisning til en sædvane, som var kendt og almindelig accepteret blandt branchefolk, der handlede med avlsorner.

Sædvane


24 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 AFGØRELSE U1984.525H – Den ufrugtbare orne Den 23. august 1976 leverede sælger en Yorkshire-orne til køber. Ornen skulle bruges til avl. I slutningen af november fik køberen mistanke om, at ornen var ufrugtbar, hvilket senere blev bekræftet af Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Ornen blev slagtet og sælger leverede en ny orne uden beregning. Køber accepterede omlevering, men krævede erstatning for produktionstab. Sælger nægtede at betale og påstod, at det inden for branchen var tilstrækkeligt at foretage omlevering. Køber krævede erstatning for fejl og mangler, med henvisning til købelovens § 43, stk. 3. Under retssagen blev der fremlagt erklæringer fra flere organisationer inden for branchen, der udtalte, at omlevering var en fast praksis, og at erstatning for fejl og mangler hos en leveret orne, alene bestod i levering af en ny orne. Højesteret fandt, at erklæringerne dokumenterede, at det inden for handelen med avlsorner var sædvane, at køberen af en ufrugtbar orne, ikke kunne kræve erstatning af sælger for driftstab. Det blev ikke tillagt betydning, at den pågældende køber ikke kendte til den pågældende sædvane i branchen. Sædvane inden for branchen gik her forud for købelovens § 43, stk. 3.

Hvis en domstol træffer en afgørelse med henvisning til forholdets natur, er afgørelsen motiveret af nogle friere overvejelser om retlige hensyn og almindelige retsprincipper. Lidt firkantet sagt, kan man kalde forholdets natur for en “juridisk mavefornemmelse”, der kommer i spil, når alle andre retskilder ikke kan hjælpe, dvs. der kan ikke hentes svar i lovgivningen, retspraksis eller i en sædvane. Forholdets natur betragtes af nogle som den laveste retskilde, og andre afviser forholdets natur som retskilde.

2. Internationale retskilder Den internationale udvikling betyder, at retsregler skabt uden for Danmark har indflydelse på vores liv i Danmark. Særligt det internationale samarbejde i EU og regelskabelsen derfra har betydning nationalt.

2.1 EU’s institutioner EU’s institutioner danner rammen om det europæiske samarbejde mellem 28 medlemslande. EU’s institutioner ligger i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

De vigtigste institutioner i EU er: • • • •

Rådet/Ministerrådet Europa-Parlamentet Kommissionen/Europa-Kommissionen EU-Domstolen

Institutionerne har forskellige opgaver og roller og omfatter bl.a. lovgivende, kontrollerende, dømmende og rådgivende funktioner. Rådet har den lovgivende funktion sammen med Europa-Parlamentet. Medlemmerne i Rådet er ministre. Hvis der skal drøftes transport, møder transportministrene fra de forskellige medlemslande, og skal der drøftes miljø, møder alle miljøministrene.

Rådet

Europa-Parlamentets 751 medlemmer vælges ved direkte valg i deres medlemsstater og de vælges for 5 år ad gangen. Danmark har 13 medlemmer. Europa-Parlamentet har den lovgivende funktion sammen med Rådet, og det betyder, at de skal være enige om forslag til en retsakt, hvis den skal kunne vedtages. Initiativ til regler kommer på forslag fra Kommissionen. Europa-Parlamentet har også til opgave at at udøve demokratisk kontrol med EU’s institutioner, godkende kommissionens medlemmer, og vedtager budgetter sammen med Rådet.

Europa-Parlamentet

Kommissionen er en af de vigtigste institutioner i EU. Den har hovedsæde i Bruxelles, og består af en politisk ledelse med 28 kommissærer med ansvar for forskellige områder. Alle medlemslandene har én kommissær, og de bliver udpeget for en periode på fem år. Alle kommissærer skal godkendes af Europa-Parlamentet, og en kommissær skal handle i EU’s interesse uafhængigt af nationale interesser.

Kommissionen

Kommissionen har på de fleste områder initiativretten til at foreslå og vedtage regler i Europa-parlamentet, og kommissionen skal holde øje med at medlemsstaterne overholder traktaterne. EU-Domstolen afgør sager om medlemsstaternes overholdelse af traktaterne, og den skal sikre, at EU-retten anvendes ensartet og korrekt af medlemsstaterne. Domstolen kan også tage stilling til, om en institution har tilsidesat en pligt til at handle, og der kan ske annullation af en retsakt, som ikke er lovlig.

EU-Domstolen

De nationale domstole kan bede EU-Domstolen om at tage stilling til såkaldte præjudicielle spørgsmål. Det sker i de tilfælde hvor en afgørelse i en sag ved en national domstol kræver stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Sagen i Danmark bliver så udsat indtil der kommer et svar fra EU-Domstolen.

Præjudicielle

Læs mere om EU’s institutioner på www.eu-oplysningen.dk

­spørgsmål

25


26 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1

2.2 EU’s retskilder De vigtigste internationale retskilder er dem som udspringer fra EU. Derudover har vi tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og en række andre konventioner, fx Haager-konventionen, CISG (Convention of Internationales Sales of Goods).

Konventioner Konventioner

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) er et eksempel på en international konvention, som er en del af dansk ret, og som både indeholder en række frihedsrettigheder, men også en række forbud mod overgreb. EMRK er en integreret del af EU-retten. EMRK inddrages som retskilde ved domstolene med jævne mellemrum, fx i Højesteretssagen om retten til Christianiaområdet, som er beskrevet ovenfor i afsnit 1.1. I EU udstedes der forskellige typer regler, fx forordninger, direktiver og beslutninger. De kaldes for retsakter.

Traktater Traktater

Bestemmelser i EU-traktater er bindende for de medlemsstater, som har tilsluttet sig traktaten. Derudover kan en EU-traktats bestemmelse være bindende direkte over for borgere og virksomheder, hvis reglerne er tilstrækkeligt klare og præcist formuleret, fx EUF-traktaten art. 101 og 102, om forbud mod konkurrencebegrænsning og om forbud mod misbrug af dominerende stilling, som gennemgås i kapitel 10.

Forordninger Forordninger

En forordning udstedt i EU er bindende i Danmark uden vedtagelse, dvs. den er umiddelbart gældende i medlemsstaten og for statens virksomheder og borgere. Forordningen må ikke være hverken traktatstridig eller grundlovsstridig.

Direktiver Direktiver

Et direktiv fra EU skal implementeres i national lovgivning, dvs. at medlemsstaterne skal inden en fastsat frist sørge for at gøre direktivet til na­tio­nal lovgivning. Et eksempel på dette er Rådets produktansvarsdirektiv nr. 85/374, som blev implementeret i Danmark i 1989 gennem vedtagelse af produktansvarsloven. I direktivet var der fastsat en frist til den 30. juli 1988 for medlemsstaterne til at omsætte direktivet til national lovgivning. Danmark var lidt sent på den, men det fik ikke konsekvenser. Værre gik det for Frankrig, der i 1993 blev dømt for traktatbrud ved ikke at have omsat direktivet til fransk lov.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

27

I 1998 havde Frankrig stadig ikke gjort noget ved det, og EU kommissionen tog dommen fra 1993 i hånden, og bad EU-Domstolen pålægge Frankrig dagbøder. Så skete der noget, og den 19. maj 1998 blev direktivet gjort til fransk lov.

Beslutninger Beslutninger fra EU er bindende for dem, som beslutningen er rettet mod. Det kan være både stater, virksomheder eller borgere.

Beslutninger

Henstillinger og udtalelser Indholdet af henstillinger og udtalelser er ikke bindende, men fremstår som en opfordring, vejledning eller hensigtserklæring.

Henstillinger og udtalelser

Oversigt over EU-retsakternes bindende virkning i medlemsstaterne EU-retsakter Traktat

Indholdet af en traktat er gældende i medlemsstaten, når traktaten er ratificeret af medlemsstaten. Traktater kan betragtes som EU’s grundlove.

Forordninger

Indholdet af en forordning er umiddelbart gældende i alle medlemsstater, og kræver ikke implementering.

Direktiver

Indholdet af et direktiv er bindende for medlemsstaterne, og kræver ofte implementering i national lovgivning inden en fastsat frist.

Beslutninger

Indholdet af en beslutning er bindende for de medlemsstater, som beslutningen er rettet mod.

Henstillinger og udtalelser

Indholdet er ikke bindende og fremgår som en vejledning eller hensigtserklæring.

Figur 1.3 Oversigt over EU-retsakternes bindende virkning i EU’s medlemsstater.

Internationale domme En dom afsagt i EU-regi er bindende i Danmark, og skal lægges til grund ved afgørelser der træffes af de danske domstole, ligesom de danske regler, der anvendes ved de danske domstole, skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, herunder de afsagte domme. Domme afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skal behandles på samme måde som EU-domme.

3. Domstolene Retsplejeloven (RPL) er en omfattende lov på over 1.000 lovbestemmelser, og som blandt andet indeholder regler om anklagemyndigheden, politimyndigheden og advokater, regler om retssagsbehandling i civile sager

Internationale domme


28 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 og i straffesager, fogedsager, domstolenes opbygning og opgaver og meget mere. Danmarks domstolssystem er opdelt i 3 niveauer: Byret, Landsret og Højesteret. Byret

Byretten er fordelt over hele landet i 24 retskredse. Ved afgørelse af byretssager deltager 1 dommer, men i særligt vanskelige og omfattende sager eller sager af principiel karakter deltager 3 dommere. Hvis særlig fagkundskab er nødvendigt for at kunne afgøre sagen, fx byggeteknisk viden, kan sagkyndige indkaldes til at deltage i sagens afgørelse.

Landsret

Landsretten er opdelt i Vestre Landsret, der dækker Jylland og Østre Landsret der dækker øerne. Vestre Landsret ligger i Viborg, mens Østre Landsret ligger i København. Landsretten kan godt flyttes til et andet sted i landet, hvis det findes hensigtsmæssigt af hensyn til sagens oplysning. Landsretten består af en præsident og 38 andre dommere. Ved afgørelse af sager i Landsretten deltager mindst 3 dommere.

Højesteret

Højesteret ligger i København og er Danmarks øverste domstol. Højesteret består af en præsident, der er ansvarlig for driften af Højesteret, og 15 andre højesteretsdommere. Ved afgørelse af sager i Højesteret deltager mindst 5 dommere. Domstolenes hierarkiske opbygning

Højesteret i København Landsret Vestre Landsret og Østre landsret Byret 24 retskredse Figur 1.4 Domstolenes hierarkiske opbygning.

2-instansprincippet 2-instansprincippet

I Danmark gælder 2-instansprincippet, hvilket betyder, at en sag som udgangspunkt kan blive bedømt to gange. Som hovedregel starter alle sager i Byretten. Når Byretten har afsagt sin dom, kan dommen i de fleste tilfælde ankes til Landsretten, som behandler sagen i 2. instans. Der er dog den særlige undtagelse, at sager med et påstandsbeløb på under 10.000 kr., kan ikke ankes til Landsretten, medmindre der er tale om en sag af principiel karakter.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

29

3. instansbevilling Domme, der er afsagt af Landsretten i 2. instans, kan som hovedregel ikke ankes, men Procesbevillingsnævnet kan efter ansøgning give tilladelse til, at sagen prøves en tredje gang i Højesteret, jf. RPL § 371. Der meddeles en såkaldt tredjeinstansbevilling, men det sker kun i særlige tilfælde, hvor der er tale om en sag af principiel karakter.

3. Instansbevilling

Hvorvidt en sag har “principiel karakter” må vurderes konkret fra sag til sag, men følgende forhold kan få betydning for, om der meddeles tredjeinstansbevilling:

Principiel karakter

• Hvis sagen kan tænkes at få betydning for andre. • Sager om uafklarede lovfortolkningsspørgsmål. • Sager, hvor afgørelsen i ansøgersagen, vil kunne tjene som præjudikat ved senere tilfælde. • Sager hvor retspraksis er uklar, og hvor der skønnes behov for, at Højesteret får fastlagt en praksis på området, eller hvor der skønnes et behov for at få afklaret, om en bestående retstilstand bør ændres eller justeres. Et eksempel på en sag, der blev behandlet i Højesteret som 3. instanssag, er U2010.796H om de ulovlige hobbyknive, som er referet ovenfor. Der skelnes mellem 2 typer af domstole. De almindelige domstole, som er Højesteret, Landsretterne, Byretterne, Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten, jf. RPL. § 1, stk. 1, og de særlige domstole, som fx er Boligretten, Rigsretten og Den Særlige Klageret.

Almindelige domstole og særlige domstole

Som hovedregel behandles alle civile sager i Byretten i 1. instans, men sager af principiel karakter kan Byretten vælge at henvise til Landsretten, fx i sager om principielle retlige spørgsmål, hvor retspraksis er uafklaret eller i sager om lovfortolkning. Landsretten behandler 2. instanssager, dvs. de sager som ankes fra Byretten. Byretten har et antal afdelinger, som behandler særlige områder inden for juraen. Byrettens afdelinger

Civilretten

Fogedretten

Skifteretten

Figur 1.5 Oversigt over byrettens afdelinger.

Boligretten

Kriminalretten

Byrettens afdelinger


30 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Civilretten: Behandler civile retssager. Kriminalretten: Behandler straffesager, hvor tiltalte har overtrådt straffeloven. Fogedretten: Behandler fx sager om tvangsinddrivelse af gæld og udlæg, tilbagetagelsessager, sager om arrest og fogedforbud, udsættelse af lejemål, samværssager om udlevering af børn. Skifteretten: Behandler fx sager om dødsboer, skifte af ægtefællers fællesbo i separations- og skilsmissesager og insolvenssager, såsom gældssanering og konkurssager. Boligretten: Behandler fx sager om leje af hus eller husrum, fx lejligheder, villaer, sommerhuse og garager. Sagen har ofte været behandlet i huslejenævnet eller beboerklagenævn, inden sagen bliver forelagt for en byretsdommer i boligretten. Det drejer sig typisk om huslejesager, opsigelse af lejeaftaler og mangler ved det lejede. Sø- og Handelsretten

Sø- og Handelsretten ligger i København og består af en præsident, 2 vicepræsidenter og 2 andre dommere samt et antal sagkyndige medlemmer. Sø- og Handelsretten kan godt flyttes til et andet sted i landet, hvis det findes hensigtsmæssigt af hensyn til sagens oplysning. Selvom Sø- og Handelsretten er opregnet i RPL § 1 som en almindelig domstol, kan man godt kalde Sø- og Handelsretten for en specialdomstol, da de sager som indbringes, skal handle om specifikke retsområder, jf. RPL § 225. Det gælder sager om: • Danske og internationale sager om varemærker, design, patent, brugsmodeller mv. • Internationale sager om internationale erhvervsforhold. • Markedsføringsloven eller lov om visse betalingsmidler, hvor Forbruger-ombudsmanden er part. • Konkurrenceloven. Ved afgørelse af sager i Sø- og Handelsretten deltager 1 dommer og 2 sagkyndige dommere. I særlige tilfælde kan der deltage 4 sagkyndige dommere. Sager behandles i Sø- og Handelsretten i 1. instans, og afgørelserne kan appelleres til Højesteret.

3.1 Internationale domstole EU-Domstolen

EU-Domstolen har ændret navn til Den Europæiske Unions Domstol (EUDomstolen). EUs domstolafdelinger er EU-Domstolen, Retten i første Instans og Retten for EU-personalesager. EU-Domstolen består af en dommer fra hver med-


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

31

lemsstat. Sagerne for EU-Domstolen kan anlægges af medlemsstaterne, EUs institutioner eller af fysiske eller juridiske personer der bor i en medlemsstat. EU-Domstolen afsiger domme, som er bindende i medlemsstaterne, og EU-Domstolen svarer på præjudicielle spørgsmål, når der er tvivl om EU-rettens fortolkning. De danske domstole er forpligtet til at fortolke dansk lovgivning i overensstemmelse med EU-retten. Hvis en danske domstol i en konkret sag kommer i tvivl om fortolkningen af EU-retten, og den rette fortolkning har betydning for sagens afgørelse, kan den danske domstol stille et såkaldt præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen. Sagen i Danmark sættes sædvanligvis i bero, indtil EU-Domstolen har udtalt sig om fortolkningsspørgsmålet i den danske sag.

Præjudicielle spørgsmål

AFGØRELSE U2002.2435/3H – Den gravide vikar F blev medio juni 1995 ansat som kontorvikar i telefonselskabet A for perioden 1. juli 1995 til 31. december 1995. I august 1995 oplyste F, at hun var gravid med forventet termin i begyndelsen af november 1995. Arbejdsgiveren afskedigede herefter F til fratræden ved udgangen af september 1995, idet arbejdsgiveren var af den opfattelse, at F burde have oplyst om sin graviditet forud for ansættelsen, og at hun som følge af graviditeten ikke kunne arbejde i en væsentlig del af ansættelsesperioden. Højesteret bad EU-Domstolen svare på et præjudicielt spørgsmål, om det var i strid med de direktivbestemmelser, som blev gennemført ved ligebehandlingslovens § 9, at afskedige en ansat på grund af graviditet under de omstændigheder som i denne sag. EU-Domstolen besvarede bekræftende, at fyringen under de beskrevne omstændigheder, var i strid med direktivbestemmelser. Arbejdsgiveren blev derfor dømt, og i Højesteret angik sagen herefter alene udmålingen af godtgørelsen til F efter ligebehandlingslovens § 16. Højesteret fastsatte herefter godtgørelsen til 87.000 kr. svarende til 6 måneders løn.

Menneskerettighedsdomstolen Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) kan træffe afgørelser i sager, der handler om, hvorvidt den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) er blevet overtrådt. EMRK indeholder nogle grundlæggende borgerlige og politiske rettigheder og friheder, fx forbud mod tortur, forbud mod slaveri og tvangsarbejde, retten til en retfærdig rettergang, ingen straf uden retsregel, retten til at tænke frit og til samvittighedsog religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, forbud mod diskriminering mv. Den danske stat er folkeretligt forpligtet til at overholde EMRK, og de natio­nale domstole skal beskytte borgerne mod krænkelser, men sker det

Menneskerettighedsdomstolen


32 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 alligevel, og alle nationale appelmuligheder er udtømt, kan “offeret” klage over den danske stat til EMD.

4. Civile retssager Parterne: Sagsøger og sagsøgte

Parterne i en civil retssag kaldes sagsøger og sagsøgte. Sagsøger er den part, som anlægger retssagen, og som mener at have et krav mod sagsøgte.

4.1 Værneting – hvor skal sagen anlægges? Når man som sagsøger vil anlægge en retssag, er det vigtigt at finde ud af hvilken ret/domstol, der har den saglige og den stedlige kompetence. Saglig kompetence

Saglig kompetence handler om, hvilken ret, der skal behandle den pågældende sagstype. Hovedreglen er, at alle sager skal behandles i Byretten i 1. instans, medmindre andet fremgår af retsplejeloven eller anden lov, jf. RPL § 224.

Stedlig kompetence

Stedlig kompetence handler om, hvor i landet sagen kan anlægges, og hovedreglen er, at retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting, dvs. der, hvor sagsøgte har sin bopæl. Har sagsøgte ikke nogen bopæl, er værnetinget der, hvor sagsøgte opholder sig, og hvis han hverken har bopæl eller kendt opholdssted, kan retssagen anlægges i den retskreds, hvor han sidst har haft bopæl eller opholdssted, jf. RPL § 235.

Hovedregel: Sagsøgtes hjemting

Supplerende værneting

Andet kan dog være aftalt eller bestemt ved lov. Nedenfor er en oversigt over de supplerende værneting, som kan komme i spil i forbindelse med sagsanlæg. Nogle kalder dem også for undtagelsesværneting, da reglerne er en undtagelse til hovedregelen om, at en retssag anlægges ved sagsøgtes hjemting. De supplerende værneting betyder, at sagen kan, men ikke nødvendigvis skal, anlægges uden for sagsøgtes hjemting. Oversigt over retsplejelovens supplerende værneting § 245

Værnetingsaftale: Inden der overhovedet opstår en konflikt, kan parterne i deres aftale beslutte, hvor en eventuel retssag skal anlægges. Er der mellem de uenige parter indgået en gyldig værnetingsaftale om, at retssager skal anlægges ved Københavns Byret, kommer de øvrige værnetingsregler opregnet neden for ikke i spil. I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren.

§ 237

Virksomhedsværneting: Sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan anlægges ved retten på det sted, hvorfra virksomheden udøves, når sagen vedrører virksomheden.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

§ 238

Selskabsretligt værneting: Selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der kan optræde som part i retssager, har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, eller, hvis et sådant ikke kan oplyses, i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktio­ nens medlemmer har bopæl.

§ 239

Regioner og kommuner har hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger.

§ 240

Sager mod staten: Staten har hjemting i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på statens vegne, har kontor.

§ 241

Ejendomsværneting: Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom, kan anlægges ved retten på det sted, hvor ejendommen ligger.

§ 242

Opfyldelsesværneting: Sager om kontraktsforhold kan anlægges ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet forlades.

§ 243

Deliktsværneting: Sager, hvorunder der påstås straf, erstatning eller oprejsning i anledning af retskrænkelser, kan anlægges ved retten på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået (skadestedet).

§ 244

Forbrugerværneting: I sager om forbrugeraftaler, som ikke er indgået ved personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes faste forretnings­ sted, kan forbrugeren anlægge sag mod den erhvervsdrivende ved sit eget hjemting.

§ 246

Sagsøgte har ikke dansk hjemting: Stk. 1: Sager mod personer, sel­ skaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i Danmark, kan anlægges her i landet, for så vidt nogen ret efter bestemmelserne i §§ 237, 238, stk. 2, 241, 242, 243 og 245 kan anses som værneting i sagen. Opholdsværneting: Stk. 2: Kan ingen ret efter stk. 1 anses som værneting i sagen, kan sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer anlægges ved retten på det sted, hvor de ved stævningens forkyndelse opholder sig. Godsværneting: Stk. 3: Sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer og sammenslutninger kan endvidere, hvis der ikke er værneting efter reglen i stk. 1, anlægges ved retten på det sted, hvor den pågældende person eller sammenslutning på tidspunktet for sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, befinder sig på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der befinder sig på det sted, hvor arrestbegæringen er eller i givet fald skulle være indgivet.

Figur 1.6 Oversigt over de supplerende værneting i henhold til retsplejeloven.

Når retten modtager en stævning, påser retten af egen drift, om sagen er sendt til det rette værneting. Er sagen anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting til at behandle sagen, henviser retten sagen til afgørelse ved rette domstol, jf. RPL § 248.

33


34 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Værnetingsaftaler Værnetingsaftaler

Parterne i et aftaleforhold kan aftale, hvor en sag skal anlægges, hvis der opstår en konflikt, som skal løses af en domstol. Klausuler om værneting ses ofte i den erhvervsdrivendes salgs- og leveringsbetingelser og i kontrakter. Det er tilrådeligt, at en virksomhed af omkostningsmæssige hensyn sørger for at aftale, at eventuelle retssager skal anlægges ved en domstol, som ikke ligger for langt væk.

Eksempel Hvis en virksomhed på Bornholm har 60.000 kr. til gode hos en erhvervskunde i Ålborg, som ikke vil betale, og virksomheden på Bornholm vælger at anlægge en retssag i forsøg på at få pengene hjem, skal sagen efter hovedreglen i RPL §

235, anlægges ved sagsøgtes hjemting, dvs. i Ålborg.

Det kan blive en unødvendig dyr affære for virksomheden på Bornholm, at skulle føre retssag i Ålborg, dels i transportomkostninger, men også i advokat­ omkostninger, hvis virksomheden ønsker at bruge deres sædvanlige advok­ atforbindelse fra Bornholm. Det er langt til Ålborg, og en advokat afregner som oftest sit salær efter tidsforbrug, så en tur til Ålborg er noget dyrere, end hvis sagen kunne have været behandlet ved retten i Rønne på Bornholm. Virksomheden på Bornholm skal derfor sørge for, at der i virksomhedens samhandelsbetingelser og kontrakter i øvrigt, er indføjet en værnetingsklausul, hvorefter eventuelle retssager, skal anlægges ved retten i Rønne. I den forbindelse skal virksomheden huske, at samhandelsbetingelserne skal være en del af aftalegrundlaget, og de skal derfor præsenteres og sendes til kunden i forbindelse med den oprindelige aftales indgåelse. Kan en kunde ikke acceptere samhandelsbetingelserne, herunder værnetingsklausulen, kan kunden protestere i forbindelse med aftalens indgåelse. Gør han ikke det, betragtes værnetingsklausulen som vedtaget sammen med de øvrige samhandelsbetingelser.

Mundtlig eller skriftlig aftale

En værnetingsklausul kan både indgås mundtligt og skriftligt, men i tilfælde af uenighed om klausulens indhold og hvad der rent faktisk er aftalt, er det af bevismæssige årsager mest hensigtmæssigt, at værnetingsklausulen fremgår af en skriftlig aftale. En værnetingsklausul i en kontrakt som ikke er underskrevet, er ikke bindende, idet den manglende underskrift er udtryk for manglende accept.

4.2 Procesretlige grundbegreber I forbindelse med civilretlig retssagsbehandling er der nogle grundbegreber, som kort vil blive gennemgået i det følgende.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

35

Forhandlingsprincippet Retten tager stilling til sagens spørgsmål ud fra de oplysninger, der er lagt frem i sagen. Forhandlingsprincippet medfører, at sagsøger og sagsøgte selv har ansvaret for sagens bevisførelse, dvs. parterne må under sagens forberedelse selv sørge for at fremlægge de nødvendige oplysninger, indkalde relevante vidner, gennemføre syn og skøn, og fremlægge den nødvendige dokumentation, som parterne ønsker retten skal vurdere og tage stilling til i forbindelse med selve retssagen. Retten kan opfordre parterne til at føre et bestemt bevis, fx gennemførelse af syn og skøn, men parterne er ikke forpligtet til at følge rettens opfordring.

Forhandlingsprincippet

Bevisumiddelbarhedsprincippet Sagens bevisførelse, herunder fremlæggelse af dokumentation, partsafhøring og vidneafhøring, afhøring af syns- og skønsmand mv., skal ske i retten under hovedforhandlingen, så dommeren kan skabe sig et helhedsindtryk i sagen. Bevis­umiddelbarhedsprincippet medfører, at beviser skal føres umiddelbart foran dommeren. Sagens dokumenter er sendt til retten under sagens forberedelse, og de fremlægges under hovedforhandlingen og læses højt.

Bevisumiddelbarhedsprincippet

I undtagelsestilfælde kan der optages vidneforklaringer eller lignende beviser inden hovedforhandlingen, og bevisoptagelsen kan ske andre steder end i retten. Men det sker kun i tilfælde, hvor fx bevisoptagelsen ellers ville kunne gå tabt, eller ikke kan vente til hovedforhandlingen, fx fordi vidnet ligger for døden og er indlagt på et hospital.

Bevisbedømmelsens frihed Retten er ikke bundet af lovregler, når det gælder bevisbedømmelsen. Her gælder den frie bevisbedømmelse, og retten har frihed til at vurdere og afgøre, hvad der er bevist under sagen, og hvilke beviser der skal vægtes højest. Vurderingen skal ske på et objektivt grundlag, og den enkelte dommers subjektive holdning i sagen, må derfor ikke spille ind ved sagens afgørelse.

Bevisbedømmelsens frihed

Bevisbyrde I civile sager er det som udgangspunkt sagsøger, som skal bevise, at han har et krav mod sagsøgte. Påstår sagsøger, at sagsøgte skylder ham 25.000 kr. er det sagsøger som skal dokumentere kravet. Sagsøger har bevisbyrden for, at det han siger er rigtigt, og han skal derfor fremskaffe bevis for sin påstand.

Bevisbyrde


36 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Eksempel Jan Bilmekaniker sagsøger Johnny for 25.000 kr. for manglende betaling af service og reparationer på Johnnys bil. Jan Bilmekaniker har bevisbyrden for, at der er et krav, og skal fremlægge dokumentation for sin påstand. Bevisbyrden kan fx løftes ved, at Jan Bilmekaniker fremlægger kopi af reparationsrapport og faktura. Hvis sagsøgte (Johnny) nægter at betale, fordi han mener, at den udførte service er alt for dyr i forhold til hvad man betaler andre steder, og der i øvrigt ikke er udført alle de reparationer, som fremgår af fakturaen og reparationsrapporten, har Johnny bevisbyrden for sine egne udsagn. Johnny skal fremlægge bevis for, at servicereparationerne var manglefulde og prisen for dyr, så syn og skøn vil formentlig være aktuelt at gennemføre i denne sag. Se om retssagers behandling nedenfor.

4.3 Sådan forløber en civil retssag Sagsøger og sagsøgte

Parterne i en civil retssag hedder sagsøger og sagsøgte. Sagsøger er den part, person, virksomhed, forening, myndighed eller lignende, som anlægger en sag mod en anden part, der kaldes for sagsøgte.

Sagen forberedes

Før den egentlige retssag bliver gennemført i en retssal, går der ofte en lang periode forud for, hvor sagen forberedes og tilskæres. Neden for ses et traditionelt sagsforløb over sagens forberedelse, inden sagen skal procederes under hovedforhandlingen. Forberedelse af civile retssager Sagsøger

Sagsøgte

1. Stævning 3. Evt. forberedende retsmøde

2. Svarskift

Evt. syn og skøn 4. Replik 6. Evt. udveksling af yderligere processkrifter Hovedforhandling Figur 1.7 Oversigt over forberedelsen af en civil retssag.

5. Duplik


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Sagens forberedelse Sagsøger indleverer en stævning til retten, der bl.a. skal indeholde:

Stævning

• Parternes navn og adresse, herunder evt. angivelse af en postadresse i Danmark. • Angivelse af den ret, hvor sagen anlægges. • Sagsøgerens påstand. • En udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvor­på påstanden støttes. • Angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgeren agter at påberåbe sig. Retten sender stævningen til forkyndelse over for sagsøgte. Enten sendes stævningen ud med brev eller også sendes en såkaldt stævningsmand ud til sagsøgtes bopæl eller forretningssted, for at aflevere stævningen.

Forkyndelse af

Hvis sagsøgte ikke vil acceptere at blive dømt i henhold til sagsøgers påstand i stævningen, skal sagsøgte sørge for at indlevere et såkaldt svarskrift til retten inden udløbet af en svarfrist. Svarskriftet skal bl.a. indeholde:

Svarskrift

­stævning

• Sagsøgtes påstand. • Angivelse af eventuelle modkrav. • En fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden og eventuelle modkrav støttes. • Angivelse af de dokumenter og andre beviser, som sagsøgte agter at påberåbe sig. Retten kan vælge at indkalde parterne til et forberedende retsmøde. Mødet kan foregå i retten eller klares pr. telefon. I nogle retskredse afholdes retsmøder via videokonference.

Forberedende ­retsmøde

På det forberedende retsmøde kan alle forhold omkring sagens tilrettelæggelse og forberedelse drøftes, fx eventuelle uklarheder omkring parterne påstande samt få afklaret, hvordan parterne stiller sig til sagens fakta og sagens juridiske spørgsmål. Derudover drøftes planlægning af sagens videre forberedelse frem til selve hovedforhandlingen, hvilke frister der skal overholdes, eventuel afholdelse af syn og skøn eller indhentelse af sagkyndige erklæringer, medvirken af sagkyndige, opfordringer til en part om at fremlægge dokumenter og andre beviser, tidspunkt og tilrettelæggelse af hovedforhandling, forligsmuligheder mv. Syn og skøn er en sagkyndig besigtigelse og udtalelse om nogle faktiske forhold til brug for en retssag, fx af teknisk karakter.

Syn og skøn

37


38 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Eksempel Skandia Møbeldesign A/S sælger bl.a. møbler til caféer, diskoteker og barer, og har indkøbt 120 brune barstole med stålstel fra Bar Interiør Production A/S, som skal sælges videre til Københavnske barer. Da barstolene ankommer, konstaterer Skandia Møbeldesign A/S, at flere af barstolene er skæve, og den brune farve på stolene virker mat. Skandia Møbeldesign A/S nægter at betale fuld pris for stolene på grund af de konstaterede fejl. Bar Interiør Production A/S mener kvaliteten er fin, og forlanger fuld betaling. Sagen ender i retten, og da Skandia Møbeldesign A/S fastholder, at der er fejl og mangler ved barstolene, er det deres bevisbyrde, og der skal gennemføres syn og skøn i sagen. Skandia Møbeldesign A/S udarbejder en række skriftlige spørgsmål, som de ønsker den sagkyndige skal besvare. Bar Interiør Production A/S får også lejlighed til at stille spørgsmål. Syn og skønsforretning gennemføres, fx ved at de alle mødes og besigtiger barstolene. En sagkyndig besvarer de spørgmål parterne har stillet i sagen (Syn- og skønstemaet), og besigtiger og vurderer de leverede barstole. Syn- og skønsmanden udarbejder en syn- og skønsrapport, som fremlægges som bilag i retssagen.

Yderligere ­processkrifter

Hovedforhandling

Resultatet i en syn- og skønsrapport giver oftest anledning til yderligere skriftlige bemærkninger fra parterne, der kan udveksle yderligere processkrifter i form af en såkaldt replik og en duplik, og hvad der i øvrigt måtte vise sig at være behov for. Når sagsøger og sagsøgte har udvekslet de sidste skriftlige bemærkninger i sagen, afsluttes sagens forberedelse og hovedforhandlingen gennemføres. Ved en hovedforhandling i en civil sag, starter parterne med at nedlægge deres påstande, og sagens objektive kendsgerninger forelægges mundtligt for retten. Derefter gennemføres bevisførelsen, fx ved partsforklaringer, vidneforklaringer, herunder afhøring af syn- og skønsmanden. Sagen afsluttes med at parternes advokater procederer sagen, dvs. kommer med de sidste argumenter for, hvorfor netop deres klient skal vinde sagen. Efter at have hørt sagen kan dommeren komme med en tilkendegivelse af hans udmiddelbare opfattelse af sagen og dommens resultat. Hvis parterne ikke på den baggrund er indstillet på at indgå et forlig, afsiges der en dom. Parterne må som oftest vente nogle uger på at få domsresultatet. Ventetiden afhænger af domstolenes travlhed.

Udeblivelse Udeblivelsesvirkning

Hvis sagsøger udebliver fra et retsmøde, fx hovedforhandlingen, bliver sagen afvist. Hvis det i stedet er sagsøgte der udebliver, taber han sagen, dvs. han bliver dømt i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, uanset


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

om sagsøgte måske kunne have vundet sagen, hvis hovedforhandling­en havde været gennemført, og retten havde taget stilling. Dette kaldes udeblivelsesvirkning, og gælder også, hvis en af parterne ikke afleverer et processkrift til tiden, jf. RPL § 360 og § 362.

Omkostninger Når retten har afsagt dommen, tages der særskilt stilling til størrelsen af sagens omkostninger, og hvem af parterne der skal betale dem. De omkostninger, der skal opgøres, er bl.a. retsafgifter, advokatomkostninger, omkostninger til vidner, syn og skøn mv.

Omkostninger

Hovedreglen er, at “taberen” skal betale sagen og vinderens omkostninger, helt eller delvis. Det er retten som fastsætter omkostningerne og beslutter hvem der skal betale hvad. Principperne for rettens omkostningsfastsættelse sker bl.a. med henvisning til nogle fastsatte takster for advokatsalærer, som står i forhold til sagens størrelse, dvs. omkostningerne fastsættes til et højere beløb, hvis sagen har drejet sig om 800.000 kr. frem for 80.000 kr. Derudover ser man på sagens omfang og advokaternes tidsforbrug. Parterne har mulighed for at redegøre for deres omkostninger og tidsforbrug, forud for rettens salærfastsættelse. Det er ikke altid det fastsatte salær til vinderens advokat dækker alle advokatomkostninger, og vinderen må da selv betale det manglende beløb til sin advokat.

Hovedregel: Taber ­betaler vinderens ­omkostninger

Hvis man ikke vinder 100 %, men kun får delvist ret, kan de fastsatte omkostninger nedsættes. Indgås der et forlig, eller er der tale om en situa­tion uden en egentlig vinder, sker det, at retten beslutter at ophæve omkostningerne, hvilket betyder, at hver part betaler egne omkostninger, herunder omkostninger til egen advokat.

Fri proces Staten betaler omkostningerne ved en civil retssag, hvis der efter ansøgning til Civilstyrelsen, opnås fri proces. Man kan opnå fri proces, hvis: • Ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved en retssag. • Ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser. Ansøgerens personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst i 2013 er under 304.000 kr. Hvis ansøgeren er gift eller samlevende, må den samlede indtægt ikke overstige 386.000 kr. Hvis der er børn, stedbørn eller plejebørn under 18 år, som bor hos ansøgeren, eller som ansøgeren overvejende forsørger, forhøjes indtægtsgrænsen med 53.000 kr. pr. barn. Beløbene reguleres hvert år. • Det vurderes, at der er rimelig grund til at føre sagen.

Fri proces

39


40 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 Alle 3 betingelser ovenfor skal være opfyldt, hvis ansøgeren skal opnå fri proces til at føre sagen. Se www.civilstyrelsen.dk.

Retshjælpsforsikring Retshjælpsforsikring

Selvrisiko

En ansøgning om fri proces afvises, hvis ansøgeren har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved retssagen, Retshjælpsforsikring er oftest tilknyttet en familieforsikring, husforsikring, bådforsikring, bilforsikring, indboforsikring eller lignende. Ansøgeren skal overfor forsikringsselskabet redegøre for sagens problemstillinger og sandsynliggøre, at der er rimelig grund til at føre sagen. Opnår forsikringskunden retshjælpsdækning, således at forsikringsselskabet dækker omkostningerne forbundet med retssagen, er der ofte en selvrisiko, som forsikringskunden selv skal betale i forbindelse med sagens førelse.

Småsagsprocessen Krav under 50.000 kr.

Sager om mindre pengekrav på højst 50.000 kr., kan behandles efter reglerne i RPL §§ 400-410 og kaldes småsagsprocessen. Privatpersoner og erhvervsdrivende kan selv indbringe, forberede og føre deres egne retssager, uden at de behøver at have en særlig juridisk indsigt. I sager der behandles efter småsagsprocessen, er der ikke noget krav om, at parterne skal repræsenteres af en advokat. Sagsøger kan udfylde en stævningsblanket, som ligger på www.domstol.dk. Stævningsblanketten indleveres til retten. Når sagsøgte har indleveret en svarblanket, assisterer og vejleder retten parterne i forbindelse med yderligere forberedelse af sagen. I almindelige civile retssager må parterne selv sørge for forberedelsen, og retten vejleder ikke parterne.

Enklere, hurtigere og billigere retssags­­ behandling

Tankerne bag småsagsprocessen er bl.a., at parterne i retssager skal opleve at sagerne kan behandles enklere, hurtigere og billigere, og at udgiften til advokat skal reduceres eller helt undgås. Hvis parterne alligevel vælger at bruge advokat under hovedforhandlingen, er de tilkendte sagsomkostninger væsentligt mindre i småsagsprocessen, end de er ved de øvrige civile retssager.

Eksempel Mekaniker Bo Jensen har repareret Bente Hansens bil, men hun betaler ikke regningen på 25.000 kr. Bo Jensen rykker Bente Hansen for betaling af de 25.000 kr., men hun meddeler ham, at han ikke får en krone. Bo Jensen anlægger en retssag efter småsagsprocessen og udfylder en stævningsblanket. Bente Jensen svarer i sagen, og mener regningen i stedet burde lyde på 15.000 kr., hvilket blev aftalt, da bilen blev indleveret. Bo Jensen er uenig, og kender ikke til nogen aftale. Retten hjælper begge parter med at formulere påstandene og


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

forberede sagen, herunder evt. indhentelse af sagkyndig bistand til at vurdere værdien af reparationen.

4.4 Alternativ til domstolene Der findes andre måder at få løst en sag på, som i nogle tilfælde er både billigere og hurtigere end domstolsbehandling. I det følgende vil vi kort gennemgå nogle af alternativerne, herunder klagenævnsbehandling, retsmægling og voldgift.

Klagenævn Klager fra forbrugere vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser kan indbringes for et godkendt privat klage- eller ankenævn, fx Forbrugerklagenævnet. En klage kan angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne, jf. forbrugerklageloven.

Klagenævn

Så længe en klagesag verserer for et klagenævn, kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, som klagen omfatter. Hvis en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren ønsker den indbragt for et klagenævn, hæver retten sagen, og sender den til klagenævnet, En fortegnelse over godkendte private klagenævn findes på www.forbrug.dk. Der findes en lang række godkendte klagenævn, fx Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, Ankenævnet for Bedemandsbranchen, Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, Pakkerejse-Ankenævnet, Ankenævnet for Forsikring, Pengeinstitutankenævnet m.fl. Sagsbehandlingen ved et klage- eller ankenævn foregår på en anden måde end sagsbehandlingen ved domstolene. Officialmaksimen er et almindeligt gældende princip for sagsoplysningen, og kaldes også for undersøgelsesprincippet. Før der træffes en afgørelse i en sag, skal nævnet selv fremskaffe de nødvendige oplysninger, eventuelt i samarbejde med myndigheder, private virksomheder og sagens parter. Nævnet har ansvaret for at sagsforberedelsen har været tilstrækkelig og forsvarlig. I en sag ved domstolene gælder forhandlingsmaksimen. Her er det parternes eget ansvar, at få de nødvendige oplysninger frem i sagen inden der træffes afgørelse.

Officialmaksimen

Forhandlings­ maksimen

Pengeinstitutankenævnet Pengeinstitutankenævnet er oprettet af Finansrådet og Forbrugerrådet, og behandler klager over danske pengeinstitutter. Pengeinstitutankenævnets medlemmer består af en formand, som er højesteretsdommer og flere næstformænd, som er landsretsdommere eller byretsdommere. Her-

Pengeinstitutankenævnet

41


42 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 udover er et antal medlemmer udpeget af Finansrådet og Forbrugerrådet. Ved behandling af en klage deltager formanden eller en næstformand samt to pengeinstitutrepræsentanter og to forbrugerrepræsentanter. Hvilke typer klager?

Pengeinstitutankenævnet kan behandle klager, som vedrører private kundeforhold. Klagen skal vedrøre en formueretlig tvist, dvs. klager skal have lidt et økonomisk tab for at kunne få erstatning. De klager, der behandles i Pengeinstitutankenævnet kan fx handle om hæftelse for misbrug af dankort, rådgivning om køb af bolig, kautioner, gebyrer, rentesatser og investeringsrådgivning.

Sagens behandling

En forbruger kan klage over sin bank ved at udfylde et skema og sende det til Pengeinstitutankenævnet og betale et klagegebyr på 200 kr. Pengeinstitutankenævnets sekretariat sender klagen til udtalelse hos den bank, som der klages over. Banken kan vælge at give klager ret eller svare på klagen ved at skrive, hvorfor klagen ikke skal imøde­kommes. Bankens svar sendes til Pengeinstitutankenævnet, som sender det videre til klager. Der kan på denne måde udveksles skriftlige indlæg mellem klager og banken, indtil sagen er helt oplyst. Pengeinstitutankenævnet behandler sagen på det skriftlige grundlag. Der føres ikke vidner eller andre former for beviser i Pengeinstitutankenævnet, så hvis sagen kræver et mundtlig vidneudsagn for at blive fuldt oplyst, vil sagen blive afvist fra Pengeinstitutankenævnet. Klager kan herefter vælge, om han vil stævne banken og føre en retssag om spørgsmålet. Pengeinstitutterne er forpligtet til at følge Pengeinstitutankenævnets afgørelse, medmindre banken inden 30 dage meddeler, at den ikke vil følge afgørelsen. Hvis forbrugeren har fået ret i sin klage, kan forbrugeren tvangsfuldbyrde afgørelsen med Fogedrettens hjælp. Fogedretten kan tvinge banken til at betale erstatning til forbrugeren. Har banken meddelt, at den ikke vil følge afgørelsen, har forbrugeren mulighed for at fortsætte sagen ved domstolene. Pengeinstitutankenævnets afgørelser offentliggøres og kan findes på www.fanke.dk. Det er angivet i afgørelsen, hvis banken ikke har fulgt afgørelsen, eller hvis der efterfølgende er faldet dom i sagen.

Retsmægling Retsmægling

I 2008 blev der indført retsmægling ved de danske domstole. Når der anlægges en retssag, som kunne være egnet til retsmægling, sender retten et tilbud til parterne om hjælp til selv at finde en løsning på konflikten ved hjælp af retsmægling. Retsmægleren er en neutral person, som ikke kender konflikten i forvejen. Oftest er der tale om en dommer eller en advokat, som har gennemgået en særlig uddannelse for at kunne løse opgaven som retsmægler.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Retsmæglerens opgave er at hjælpe parterne igennem en mæglingsproces, hvor begge parter får lejlighed til at udtrykke egne synspunkter og ikke mindst adgang til at forstå modpartens synspunkter. Et af omdrejningspunkterne i mægling er at skabe indblik og forståelse for parternes behov og interesser, så parterne selv finder en acceptabel løsning. Her handler det ikke om, hvem der har loven på sin side, men om at finde en varig løsning, der fx kan gøre det lettere for parterne at bevare et godt samarbejde fremover. Hvis retsmæglingen ikke ender med en løsning, kan sagen forsætte som en almindelig retssag.

Retsmæglerens opgave

Voldgift En voldgiftsret er en privat domstol, der nedsættes med henblik på at afgøre netop den aktuelle opståede konflikt mellem parterne. Voldgift reguleres af voldgiftsloven (VL).

Voldgift

Parterne har indflydelse på voldgiftsrettens sammensætning. Har parterne ikke aftalt antallet af voldgiftsdommere, består voldgiftsretten af tre voldgiftsdommere, jf. VL § 10, stk. 2.

Voldgiftsrettens ­sammensætning

Parterne kan aftale, hvordan voldgiftsdommeren eller voldgiftsdommerne skal udpeges. Har parterne ikke aftalt, hvordan voldgiftsdommeren eller voldgiftsdommerne udpeges, og består voldgiftsretten af tre voldgiftsdommere, skal hver part udpege en voldgiftsdommer inden 30 dage Disse voldgiftsdommere skal sammen udpege den tredje voldgiftsdommer (formanden) inden 30 dage efter, at de selv er blevet udpeget. Voldgiftsdommerne er ofte personer med særligt fagkundskab og ikke nødvendigvis jurister. De dommere, der kan være brug for, er personer, som ved noget om det område konflikten handler om. Hvis konflikten fx handler om fejl og mangler ved et byggeri, kan dommeren være arkitekt, ingeniør, bygningskonstruktør eller anden type byggesagkyndig. Ind imellem er den tredje dommer en jurist, særligt hvis der i konflikten også skal tages stilling til indholdet og fortolkning af aftalegrundlag mv. Parterne i en voldgiftssag kaldes klageren og indklagede. Ligesom ved domstolsbehandling går der en periode med sagsforberedelse, inden sagen er klar til at der træffes en afgørelse. Klageren skal inden for den frist, som parterne har aftalt, eller som voldgiftsretten har fastsat, indgive et klageskrift, der indeholder klagerens påstand, en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig. Indklagede skal inden for den frist, som parterne har aftalt, eller som voldgiftsretten har fastsat, indgive et svarskrift, der indeholder indklage-

43

Sagens forberedelse


44 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE · KAPITEL 1 des påstand, angivelse af eventuelle modkrav, en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden og modkravene støttes, og angivelse af de dokumenter og andre beviser, som indklagede agter at påberåbe sig. Under voldgiftsrettens sagsbehandling, skal parterne behandles lige, og hver part skal have fuld lejlighed til at fremføre sin sag. Parterne kan aftale, hvilken fremgangsmåde voldgiftsretten skal følge under sagen, jf. VL §§ 19 og 20. Voldgift vs. domstols­ behandling

Løsning af konflikter ved voldgift i stedet for de almindelige domstole, skal som hovedregel være aftalt mellem parterne. En aftale om voldgift kan indgås både før og efter en konflikt er opstået. Der kan være tale om en separat aftale om voldgift, eller en såkaldt voldgiftsklausul, der er en del af en større kontrakt. Hvis man vælger, at en sag skal afgøres ved voldgift, fravælger man samtidig de almindelige domstole, idet en voldgiftskendelse i en voldgiftssag ikke kan appelleres til en højere eller anden instans, herunder domstolene. Det kan selvfølgelig være en fordel, men også en ulempe, da parterne skal acceptere, at sagen kun kan prøves 1 gang, dvs. der er tale om en fravigelse af 2-instansprincippet, som gælder ved domstolene. Sagsbehandlingen ved en voldgiftsret ofte hurtigere end ved domstolene, da den nedsatte voldgiftsret ikke er tynget af til tider meget lange retslister ved domstolene, med deraf følgende lange berammelsestider. Når der er lange berammelsestider ved domstolene, kan det koste virksomhederne penge, særligt i de tilfælde, hvor en produktion eller lignende bliver påvirket, indtil der foreligger en afgørelse. Retssager ved de almindelige domstole er offentlige. Offentligheden har adgang til at overvære de fleste retssager og kan få adgang til at læse sagens afgørelse. Sådan er det ikke i en voldgiftsag. Kun parterne og voldgiftsdommerne har som udgangspunkt adgang til at overvære sagen og sidde inde med viden om sagens afgørelse, hvilket kan være en fordel for parterne, fx hvis konflikten handler om forhold, der berører forretningshemmeligheder, eller af konkurrencemæssige årsager ønskes holdt hemmeligt for omverdenen.

Omkostninger

Med hensyn til omkostningerne i en voldgiftssag, siges det, at en voldgiftssag ofte er dyrere at føre end almindelig domstolsbehandling, da voldgiftsdommere skal have betaling for at deltage, men det holder ikke altid. Særligt hvis der er tale om en sag, der ville have været gennemført i 2 instanser, hvis der havde været tale om almindelig domstolsbehandling. Omkostninger til syn og skøn og advokatbistand i 2 instanser kan også være en bekostelig affære, særligt hvis man taber sagen.


KAPITEL 1 · RETSKILDER OG DOMSTOLENE ·

Når der er afsagt voldgiftskendelse i sagen, fastsættes omkostninger, udlæg og vederlag til voldgiftsretten. Voldgiftsretten fordeler omkostningerne til voldgiftsretten mellem parterne, og som ved domstolene kan voldgiftsretten pålægge en part helt eller delvis at erstatte modpartens udgifter. Parterne hæfter solidarisk for omkostningerne til voldgiftsretten.

5. Vigtigste hovedregler og principper Nationale og internationale retskilder: • Nationale retskilder: Lovgivning, domme/retspraksis, sædvane, kutyme og forholdets natur. • Internationale retskilder: EU-retten, EU-domme, traktater, konventioner, folkeretlige sædvaner og internationale handelskutymer, fx Incoterms 2010, ICC Reklamekodeks. • Lovhierarkiet: Grundloven, loven, bekendtgørelse, vejledning og cirkulærer • Deklaratoriske lovregler er fravigelige, mens præceptive lovregler er ufravigelige. • Anvendelse og fortolkning af loven: Subjektiv og objektiv fortolkning, lex superior, lex posterior, lex specialis.

Domstolene: • Byret, Landsret og Højesteret. • Sager anlægges som hovedregel ved Byretten som 1. instans. Landsretten behandler som hovedregel 2. instanssager. 3. Instansbevilling til behandling af sagen for Højesteret kan opnås ved ansøgning til Procesbevillingsnævnet. • Byrettens afdelinger: Civilretten, Fogedretten, Skifteretten, Boligretten, Kriminal retten. • Alternativ til domstolene: Klagenævn, retsmægling, voldgift. • Internationale domstole: Menneskerettighedsdomstolen, EU-Domstolen.

Civile retssager: • Saglig kompetence handler om, hvilken ret der skal behandle den på­­ gældende sagstype. • Stedlig kompetence handler om, hvor sagen kan anlægges – værneting. Hoved­reglen er, at en retssag anlægges ved sagsøgtes værneting. • Supplerende værnetingsregler findes i retsplejelovens §§ 237 – 246.

45


KAPITEL KAPITEL4 2

Virksomheden International procesi en markeds­ og privatret økonomi Dette kapitel handler om behandling af internationale sager, dvs. sager som har tilknytning til flere lande. Opstår der en jurdisk konflikt mellem parter i forskellige lande, er det ikke altid parterne har husket at aftale, hvor en eventuel retssag skal føres (værneting), og hvilken lovgivning en sag i givet fald skal afgøres efter (lovvalg).

Eksempel En italiensk sælger fra Rom skulle levere 1.000 stk. italiensk fremstillede tasker til en køber i Berlin, Tyskland. Taskerne skulle leveres 1. juni. 900 tasker blev leveret til tiden og sælger meddelte at de resterende 100 stk. ville ankomme til Berlin 2 uger senere. Den tyske køber hævede købet i arrigskab og afviste at modtage de 900 tasker, som nu lå på distributørens lager i Berlin. Den italienske sælger forstod ingenting, og mente at ophævelsen var uberettiget. Sælger opfordrede køber i Tyskland til at omgøre sin beslutning og i stedet tage imod varerne, og betale købesummen på 50.000 Euro. Sælger tog forbehold for erstatning for uberettiget ophævelse. Køber reagerede ikke. Sælger ville have sine penge, og var indstillet på at føre en retssag. Hvor skal sagen føres – Rom eller Berlin? Hvilket lands lov skal anvendes når der skal træffes en afgørelse?

International procesret og privatret

Er der ingen aftale mellem parterne om værneting og lovvalg, og kan de ikke senere blive enige, bruges den internationale procesret til at fastslå, hvor en sådan sag skal anlægges, mens den internationale privatret behandler spørgsmålet om, efter hvilket lands lovgivning sagen skal afgøres.

1. Hvilken domstol? Værnetingsaftale

Værneting handler om, hvilken domstol der skal træffe afgørelse i en retssag, og det kan være aftalt mellem parterne i en såkaldt værnetingsaftale. Værnetingsaftalen kan fx være en klausul i en kontrakt om, at eventuelle retssager, der udspringer af parternes aftale om samhandel, skal afgøres ved retten i Berlin. Forsøger en af parterne i strid med værnetingsaftalen, at anlægge retssag mod sin aftalepart ved retten i Paris, kan den sagsøgte


KAPITEL 2 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET ·

47

påstå sagen afvist med henvisning til værnetingsaftalen. Protesterer sagsøgte derimod ikke over, at sagen er anlagt i Paris, bliver han bundet af sin passivitet og må acceptere, at sagen skal føres i Paris.

1.1 Sagsøgte har bopæl/hjemting i EU/EFTA Hvis sagsøgte har bopæl eller hjemsted i EU eller i et EFTA-land (Island, Norge og Schweiz) er det Domsforordningen (DF), som skal tages i brug. EFTA-landene er egentlig omfattet af Lugano-konventionen. Den har stort set samme indhold som Domsforordningen, hvorfor Lugano-konventionen ikke bliver behandlet særskilt i denne sammenhæng.

Domsforordningen

Domsforordningen indeholder regler om retternes kompetence, dvs. regler om hvor en sag skal anlægges inden for EU og hvordan den skal behandles. Derudover indeholder Domsforordningen regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Forordningen anvendes ikke på sager om:

Anvendes på det civil- og handelsretlige område

• Fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente. • Konkurs, rekonstruktion og andre lignende ordninger. • Social sikring. • Voldgift. De sagstyper som er nævnt ovenfor, og som ikke er omfattet af Domsforordningen, kan anlægges i Danmark, hvis der er værneting efter retsplejeloven. Se afsnit 1.2. Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, og domme der afsiges i andre EU lande, kan fx fuldbyrdes gennem Fogedretten i Danmark og i de øvrige medlemsstater. At retsafgørelser anerkendes og kan fuldbyrdes i hele EU, betyder at domme der afsiges i en EU medlemsstat, anerkendes, respekteres og har virkning i alle de øvrige EU medlemsstater. Den dømte kan ikke gemme sig ved at flytte til et andet EU-land. Dommen vil være gyldig i hele EU, og vil derfor også kunne fuldbyrdes efter sit indhold i hele EU. Opnår en dansk virksomhed dom over en italiensk virksomhed om betaling af erstatning til den danske virksomhed på 500.000 kr. og betaling ikke sker, kan den danske virksomhed bede de italienske myndigheder og domstole, herunder eventuel Fogedret, om at inddrive beløbet i Italien.

Retsafgørelser anerkendes og kan fuldbyrdes i hele EU

Værnetingsaftaler Værnetingsaftaler kan indgås vedrørende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister. Hvis begge parter har bopæl eller forretningssted inden

Værnetingsaftaler efter Domsforordningen


48 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET · KAPITEL 2 for EU, stiller Domsforordningen nogle formelle krav til værnetingsaftalen. Efter Domsforordningen, som vil blive gennemgået nærmere neden for, er det en betingelse for indgåelse af en værnetingsaftale, at mindst en af parterne har bopæl i en medlemsstat. Derudover skal en værnetingsaftale være indgået: • Skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller • I en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller • I en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende branche. Den skriftlige værnetingsaftale skal være indgået på et varigt medie eller sms, dvs. i en form så aftalen kan bevares og gemmes. En e-mail eller en sms kan godt betragtes som et varigt dokument, da den kan gemmes.

Værneting – uden værnetingsaftale Hvorfor er værnetings­ aftale vigtig?

Har det betydning, om sagen føres det ene eller det andet sted? Sagsøgte føler sig mere tryg på hjemmebane, og omkostningsmæssigt er det ofte væsentligt billigere at føre sagen ved eget hjemting, frem for at skulle rejse til et andet land. Ved retssager i udlandet, skal der både findes egnede advokater i det land, hvor sagen skal føres, men der skal også findes egnede advokater hjemme, som har indsigt i internationale forhold, og som kan skaffe de nødvendige oplysninger til den udenlandske advokat. Føres sagen på et andet sprog, kan der også være omkostninger til translatør osv. Ud fra omkostningsmæssige betragtninger kan det være velbegrundet at kæmpe for, at en retssag skal føres ved eget hjemting, frem for ved modpartens hjemting i et andet land.

Ingen værnetingsaftale

Hvis parterne ikke har indgået en værnetingsaftale, og ikke kan blive enige om værneting i en opstået juridisk konflikt, kommer de internationale procesretlige regler i spil. Den internationale procesret handler om, hvor en sag skal anlægges, når sagen har tilknytning til forskellige lande.

Fysisk person

Det er hovedreglen, at en sag mod en fysisk person skal anlægges i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl, og det uanset hvilken nationalitet sagsøgte har, jf. DF art. 2.

Bopæl/hjemting

Ved “bopæl” forstås det sted, hvor personen har sit hjem, dvs. der hvor han opholder sig og har sine personlige ting. Om personen har sin folkeregisteradresse det pågældende sted er ikke afgørende. Har personen bopæl i Danmark, har han såkaldt hjemting i den retskreds, hvor han bor.


KAPITEL 2 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET ·

Hjemtinget er også personens værneting, dvs. det sted, hvor personen vil kunne sagsøges af andre. Hvis der er tale om en juridisk person, i form af selskaber, fx aktie- og anpartsselskaber, andelsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber, eller foreninger, fonde, offentlige myndigheder, staten, kommuner mv., kan sagsøger vælge, om sagen skal anlægges ved sagsøgtes hovedkontor, hovedvirksomhed eller vedtægtsmæssige hjemsted, jf. DF art. 60, stk. 1.

Juridisk person: Hovedkontor eller hjemsted ifølge ­vedtægter

Supplerende/alternative værneting Som alternativ til hovedreglen om at en sag skal anlægges ved hovedværnetinget, dvs. der hvor sagsøgte har sin bopæl, kan sagsøger i stedet vælge at anlægge sag mod sagsøgte i en anden medlemsstat, hvis der er tale om en sagstype, som kan begrunde valget af et supplerende værneting. I DF art. 5 er der opregnet et antal eksempler på supplerende værneting, fx: • Filialværneting • Kontraktværneting • Deliktværneting Reglerne om de supplerende eller alternative værneting har blandt andet det formål, at sikre, at sagen føres det sted, hvor sagen har praktisk tilknytning. Samtidig er værnetingsreglerne med til at forhindre, at der føres parallelle retssager om samme spørgsmål i flere lande. En virksomhed (hovedvirksomhed), der har sit hovedsæde i en af medlemsstaterne, kan sagsøges i en anden medlemsstat, hvis hovedvirksomheden har en filial, et agentur eller en lignende virksomhed der. Det kaldes filialværneting.

Filialværneting

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges ved retten i en anden medlemsstat, hvis der er kontraktværneting. Sagen skal handle om kontraktforhold, og hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes i den pågældende medlemsstat, hvor sagen ønskes anlagt. Denne type værneting kaldes også for opfyldel­ sesværneting.

Kontraktværneting

Deliktværneting anvendes i sager om erstatning uden for kontrakt. Sagsøgte kan sagsøges ved retten på det sted, hvor den skadegørende handling sker og får virkning, fx færdselsuheld og produktansvar. Hvis der er tale om distancedelikt, som fx grænseoverkridende luft- eller vandforurening, hvor den skadegørende handling sker i ét land, mens skaden/forureningen får virkning i et andet land, kan sagsøger vælge, i hvilket af de to lande sagen skal anlægges.

Deliktværneting

49


50 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET · KAPITEL 2 EU-Domstolen udtalte i sag 189/87 Kalfelis-sagen at begrebet “uden for kontrakt”, skal betragtes som et selvstændigt begreb, der omfatter ethvert krav om, at en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et kontraktsforhold i henhold til DF art. 5, nr. 1. Hvis erstatningskravet udspringer af eller er tilknyttet til en kontrakt, skal sagen i stedet anlægges efter reglerne om kontraktsværneting. Uenighed om ­værneting

I sagen Arcado, som er beskrevet nedenfor, var spørgsmålet i sagen blandt andet, om sagen mellem parterne handlede om et kontraktsforhold eller et erstatningskrav. Hvis der var tale om et kontraktsforhold, kunne sagen føres i Belgien i henhold til kontraktværnetinget, og hvis det var en sag om et erstatningskrav, blev der argumenteret for, at sagen skulle føres i Frankrig i henhold til deliktværnetinget.

AFGØRELSE Sag 9/87 Cour d’appel Bruxelles – Arcado – Kampen om rette værneting En fransk agenturgiver indgik en kontrakt med et belgisk firma, om ret til at forhandle porcelænsvarer i Belgien og Luxemborg. Det franske firma opsagde kontrakten, og det belgiske firma anlagde en sag mod franskmændene ved retten i Bruxelles, med påstand om erstatning for retsstridig opsigelse af kontrakten i utide og betaling af et provisionstilgodehavende. Der opstod en konflikt om værneting, idet franskmændene protesterede mod, at sagen skulle føres i Bruxelles. Franskmændene mente at grundlaget for erstatningskravet var et retsbrud, der var begået på det sted, hvor opsigelsen var meddelt, dvs. på agenturgiverens hjemsted i Frankrig. Franskmændene argumenterede for, at sagen skulle afgøres i Frankrig, fordi der var tale om et erstatningskrav og et deliktværneting i henhold til art. 5, nr. 3. Franskmændene fik ikke medhold ved retten “Tribunal de commerce,” og sagen blev anket. Under ankesagen i appelretten “Cour d’appel”, påstod franskmændene sagen afvist med henvisning til, at de belgiske domstole savnede kompetence til at afgøre sagen, jf. Domskonventionens artikel 5, nr. 3. Appelretten “Cour d’appel” fandt, at selv om påstanden om betaling af provision helt klart tydede på, at der var tale om et kontraktforhold, var det imidlertid nødvendigt at afgøre, om påstanden om erstatning for pludselig ophævelse af kontrakten i utide var omfattet af begrebet “sager om kontraktforhold”, jf. Domskonventionens artikel 5, nr. 1. Cour d’appel besluttede derfor at udsætte sagen og anmode EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål: “Er en sag om retsstridig ophævelse af en kontrakt om (selvstændigt) handelsagentur og om betaling af provision i henhold til kontrakten en sag om kontraktforhold, jf. artikel 5, nr. 1?”


KAPITEL 2 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET ·

51

EU-Domstolen svarede blandt andet at: En påstand om betaling af provision i henhold til en kontrakt om selvstændigt handelsagentur støttes utvivlsomt på selve kontrakten og er derfor omfattet af begrebet “kontraktforhold”, jf. Domskonventionens artikel 5, nr. 1. Det samme gælder en påstand om erstatning for retsstridig ophævelse af den samme kontrakt, da erstatningen støttes på den manglende overholdelse af en kontraktlig forpligtelse. Retten i Bruxelles havde derfor kompetence til at afgøre sagen.

Ufravigelige værneting Domsforordningen indeholder nogle særlige afsnit om kompetence og værneting i sager om: • Forsikringsaftaler, jf. DF art. 8 – 14 • Forbrugeraftaler, jf. DF art. 15 – 17 • Individuelle arbejdsaftaler, jf. DF art. 18 – 21 En værnetingsaftale kan tilsidesættes, hvis den er i strid med reglerne om værneting i forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og individuelle arbejdsaftaler. De særlige værnetingsregler i disse aftaler er udarbejdet under hensyn til den ubalance, der er i styrkeforholdet mellem aftaleparterne, fx i en sag mellem en forbruger og en professionel erhvervsdrivende, eller i en sag mellem en ansat og en arbejdsgiver. I forsikringssager er det hovedreglen, at forsikringsselskabet (forsikringsgiver) kan sagsøges der, hvor kunden (forsikringstager), sikrede eller begunstigede har sin bopæl. Hvis forsikringsgiver vil sagsøge forsikringstager, sikrede eller begunstigede, skal det ske ved deres bopæl.

Forsikringsværneting

Forbrugerværnetingsreglerne bestemmer, at såfremt en forbruger vil sagsøge en erhvervsdrivende, kan forbrugeren vælge mellem at sagsøge ham i forbrugerens eget hjemland eller i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende har sin bopæl. En sag mod forbrugeren kan kun anlægges ved retten i forbrugerens bopælsland.

Forbrugerværneting

En forbruger defineres som en person (forbrugeren), der indgår en aftale/ kontrakt med henblik på brug, der ligger uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, og sagen kan vedrøre: • Køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater. • Lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstand. • Alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, eller i de tilfælde virksomheden retter sine erhvervsmæssige aktiviteter mod denne medlemsstat, hvor forbrugeren bor.


52 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET · KAPITEL 2 Arbejdskontrakt­ værneting

I sager vedrørende individuelle arbejdskontrakter kan en sag mod arbejdsgiveren ske enten i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har sit hovedsæde eller i den medlemsstat, hvor arbejdstager (den ansatte) udfører sit arbejde. Hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, kan en sag mod arbejdsgiveren anlægges der, hvor den virksomhed er beliggende, som har ansat arbejdstageren, jf. DF art. 19. En arbejdsgiver som vil anlægge en sag mod en arbejdstager, kan kun ske ved retten i den medlemsstat, hvor arbejdstageren bor, jf. DF art. 20. Hovedværneting:

Værneting – Domsforordningen

Fysisk person

Sagsøgtes bopæl, jf. art. 2.

Juridisk person

Sagsøgtes hovedkontor, hovedvirksomhed vedtægtsmæssige hjemsted, jf. art. 60, stk. 1.

eller

Alternative værneting: Kontraktværneting

Sagen kan anlægges der, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes Denne type værneting kaldes også for opfyldelsesværneting, jf. art. 5, nr. 1.

Deliktværneting

Sagen kan anlægges ved retten på det sted, hvor den skadegørende handling sker og får virkning, jf. art. 5, nr. 3, fx færdselsuheld.

Filialværneting

Sagen kan anlægges der, hvor hovedvirksomheden har en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, jf. art. 5, stk. 5.

Værneting/ufravigelige Forsikringsværneting

En sag mod forsikringsselskabet kan anlægges der, hvor kunden (forsikringstager), sikrede eller begunstigede har sin bopæl, jf. art. 9, stk. 1, litra b, En sag mod forsikringstager, sikrede eller begunstigede, kan kun anlægges ved deres bopæl, jf. art. 12.

Forbrugerværneting

En sag mod den erhvervsdrivende, kan anlægges i forbrugerens eget hjemland, eller der hvor den er­ hvervsdrivende har sin bopæl, jf. art. 16, stk. 1. En sag mod forbrugeren kan kun anlægges ved retten i forbrugerens bopælsland, jf. art. 16, stk. 2.

Arbejdskontraktværneting

En sag mod arbejdsgiveren kan anlægges, hvor ar­ bejdsgiveren har sin bopæl, eller der hvor arbejds­ tager (den ansatte) udfører sit arbejde, jf. art. 19. En sag mod en arbejdstager, kan kun ske ved retten i den medlemsstat, hvor arbejdstageren bor, jf. art. 20.

Figur 2.1 Værneting ved sagsøgtes bopæl i EU/EFTA, jf. Domsforordningen.


KAPITEL 2 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET ·

53

Enekompetence I nogle tilfælde har domstolene i en bestemt stat enekompetence til at behandle sagen, uanset parternes bopæl, aftaler og lignende, jf. DF art. 22. Der er her tale om ufravigelige værnetingsregler på linje med reglerne for forsikringsværneting, forbrugerværneting og arbejdskontraktværneting. Det er helt fastlagt, hvor disse sager skal føres. Reglerne om enekompetence er opstillet, fordi nogle typer sager kan have en særlig tilknytning til den pågældende stat, og derfor skal behandles der. I denne type sager vil en værnetingsaftale være ugyldig og uden virkning, da den er i strid med reglerne om enekompetence: • Sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, behandles af domstolene i den medlemsstat, hvor ejendommen er beliggende. • Sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber og andre juridiske personer, der har deres hjemsted på en medlemsstats område, eller om gyldighed af beslutninger truffet af disses organer, behandles af domstolene i den pågældende medlemsstat. • Sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre, behandles af domstolene i den medlemsstat, hvor registrene føres. • Sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, behandles af domstolene i den medlemsstat, på hvis område, der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget. • Sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, behandles af domstolene i den medlemsstat, hvor fuldbyrdelsesstedet er beliggende.

1.2 Sagsøgte har bopæl/hjemting uden for EU/EFTA Hvis sagsøgte ikke har bopæl eller hjemsted i EU eller i et EFTA-land (Island, Norge og Schweiz) kan sager mod personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i Danmark, anlægges her i landet, hvis sagen er omfattet af følgende værnetingsregler i den danske retsplejelov (RPL): §§ 237, 238, stk. 2, 241, 242, 243 og 245. Disse værnetingsregler kaldes også de primære værneting.

Sagsanlæg i Danmark

Primære værneting


54 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET · KAPITEL 2 Retsplejeloven

Primære værneting

§ 245

Værnetingsaftale: Parterne kan aftale, ved hvilken af flere ligeartede retter sagen skal anlægges. Er der mellem de uenige parter indgået en gyldig værnetings­ aftale om, at retssager skal anlægges ved Københavns Byret, kommer de øvrige værnetingsregler opregnet nedenfor ikke i spil. I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren.

§ 237

Virksomhedens værneting: Sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, og hvor sagen vedrører virksomheden, kan anlægges ved retten på det sted, hvorfra virksomheden udøves.

§ 238, stk. 2

Selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der driver erhvervsvirksomhed uden for hjemtinget, og hvor sagen vedrører virksomheden, kan anlægges ved retten på det sted, hvorfra virksomheden udøves.

§ 241

Fast ejendom: Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom, kan anlægges ved retten på det sted, hvor ejendommen ligger.

§ 242

Kontraktsværneting: Sager om kontraktsforhold kan anlægges ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet forlades.

§ 243

Deliktværneting og straf: Sager, hvorunder der påstås straf, erstatning eller oprejsning i anledning af retskrænkelser, kan anlægges ved retten på det sted, hvor retskrænkelsen er foregået.

§ 246, stk.1, 2. pkt.

Forbrugeraftaler: Forbrugeren kan anlægge sag mod personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger ved forbrugerens eget hjemting, hvis sagsøgte har fremsat særligt tilbud eller reklamering i Danmark, forud for aftalens indgåelse, og forbrugeren her i landet har foretaget de dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen.

Figur 2.2 De primære værneting, hvis sagsøgte har bopæl/hjemsted uden for EU/EFTA, jf. retsplejeloven.

Subsidiære værneting Subsidiære værneting

Hvis ingen af de primære værneting kan bruges, kan sagsøger anlægge sagen ved et af de subsidiære værneting, der kaldes opholdsværneting og godsværneting. Disse 2 typer værneting, anvendes ofte i situationer, hvor sagsøgte har en meget begrænset tilknytning til Danmark, men hvor retsplejeloven alligevel giver de danske domstole kompetence til at træffe afgørelse i sagen.


KAPITEL 2 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET ·

Opholdsværneting er det sted, hvor sagsøgte ved stævningens forkyndelse opholder sig, jf. RPL § 246, stk. 2. Opholdet kan være meget kortvarigt, fx et hotelophold, en hospitalsindlæggelse, en mellemlanding i lufthavnen og lignende.

Opholdsværneting

Godsværneting er det sted, hvor sagsøgte har gods, eller hvor det gods, kravet angår, befinder sig på tidspunktet for sagens anlæg, jf. RPL § 246, stk. 3. Ordet “gods” er et bredt begreb, og kan omfatte stort set alle typer aktiver af økonomisk værdi, fx patentrettigheder, ting, penge, pengekrav mv.

Godsværneting

Hvis en sag kan anlægges flere steder, fx fordi sagsøgte både har opholdsværneting og godsværneting i Danmark, kan sagsøger vælge, hvor af de to steder sagen skal anlægges. Men har sagsøgte værneting i Danmark efter et af de primære værneting, som er gennemgået ovenfor i Figur 2.2, kan sagsøger ikke vælge et subsidiært værneting.

2. Hvilken lov? Den internationale privatret behandler spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes, når sagen har tilknytning til parter, som har bopæl eller forretningssted i forskellige lande. Lovvalgsreglerne kommer i spil, når reglerne i sælgers og købers land er forskellige.

Eksempel En køber i Cheshunt, England modtager 5 tons bacon-supreme af særlig høj kvalitet fra sælger, der har forretningssted i Randers, Danmark. Køber i England afviser varerne med påstand om dårlig kvalitet i forhold til de opstillede kvalitetskrav for “bacon-supreme”. Køber påstår, at fedtprocenten i de leve­ rede varer er for høj, og køber afviser derfor også at betale købesummen. Danskeren er uenig i, at kvaliteten er for dårlig i forhold til de opstillede kvali­ tetskrav og fastholder, at englænderen skal betale købesummen og modtage varerne, men englænderen nægter fortsat. Der er her tale om et køberetligt problem, hvor de køberetlige regler er forskellige i henholdsvis sælgers og købers land. Danmark har ratificeret den internationale købelov, CISG, og den vil som udgangspunkt kunne anvendes i en køberetlig konflikt som denne. Men – England har ikke ratificeret CISG, og derfor er der tale om to forskellige regelsæt i de to lande. Derfor må lovvalgsreglerne tage stilling til, hvilket lands lov der skal anvendes – Engelsk køberet eller dansk køberet, som i dette tilfælde vil være CISG, da det er et internationalt køb. Hvis sagen i stedet vedrørte parter, der havde bopæl eller forretningssted

Lovvalgsregler i ­løsørekøb

55


56 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET · KAPITEL 2 i stater, som begge havde ratificeret CISG, ville der ikke opstå en lovvalgskonflikt, da den køberetlige lovgivning ville være ens i de to lande. Værneting: Hvis sælger i Danmark anlægger en retssag mod englænderen, kan retssagen efter Domskonventionen art. 2, som udgangspunkt anlægges ved sagsøgtes bopæl i England. Lovvalg: Men at der er værneting i England, er ikke ensbetydende med, at det så er engelsk køberetlig lovgivning, som skal anvendes af den engelske domstol i forbindelse med en retsafgørelse. Her kommer lovvalgsreglerne i spil, og en engelsk domstol kan godt komme i den situation, at en sag anlagt i England, skal afgøres efter køberetlige regler fra et andet land, fx lovgivning fra sælgers land, Danmark.

Lovvalgsreglerne ved løsørekøb løser ikke selve den køberetlige konflikt mellem parterne, men lovvalgsreglerne peger på, hvilket lands lovgivning køber og sælger eller domstolene skal anvende ved løsning af det køberetlige problem.

2.1 Internationale løsørekøb og kontrakter I det følgende gennemgås lovvalgsreglerne i internationale løsørekøb, herunder lovvalgsloven for internationale løsørekøb (LKBL) og herefter kontraktskonventionen (KKV), som er de regler Danmark anvender, når vi har en lovvalgskonflikt.

2.1.1 Lovvalgsloven for internationale løsørekøb Lovvalgslov for inter­ nationale løsørekøb

Internationale ­løsørekøb

Haager-konventionen for løsørekøb fra 1955 handler om, hvilken lovgivning der skal anvendes på løsørekøb af international karakter, og konventionen er gennemført i Danmark ved vedtagelsen af lovvalgsloven for løsørekøb (LKBL), hvor indholdet er fuldstændig det samme som i Haagerkonventionen. Reglerne har universel karakter, dvs. de kan komme i spil, selvom en stat ikke har vedtaget Haager-konventionen ved national lov. Lovvalgsloven for løsørekøb gælder ved internationale køb af løsøre, hvor købet skal have tilknytning til forskellige lande. Det kan fx være, hvis parterne har bopæl eller forretningssted i forskellige lande, hvis aftalen er indgået i et andet land end der, hvor aftalen skal opfyldes, eller det købte løsøre ved aftalens indgåelse befinder sig i udlandet. Der skal være tale om køb af fysiske løsøreting, og løsørebegrebet skal forstås på samme måde, som begrebet er defineret i den danske købelov. Lovvalgsloven for løsørekøb gælder også ved køb af løsøregenstande, som først skal fremstilles, hvis de nødvendige materialer, som skal bruges til


KAPITEL 2 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET ·

57

fremstillingen, leveres af den, der skal fremstille genstanden, jf. LKBL § 1, stk. 3. Loven gælder ikke ved køb af fast ejendom, køb af immaterielle rettigheder eller ved køb af fordringer. Derudover er det vigtigt at huske, at loven ikke gælder i forbrugerkøb, eller ved køb af registreret skib eller luftfartøj, køb af værdipapirer eller ved salg som led i en tvangsfuldbyrdelse eller i øvrigt ved rettens foranstaltning, jf. LKBL § 1, stk. 2. Ved lovvalgskonflikt i forbrugerkøb og de øvrige typer køb som er opregnet i LKBL § 1, stk. 2, anvendes i stedet lovvalgsreglerne i Rom-konventionen, som gennemgås i afsnit 2.1.2.

Ikke forbrugerkøb

Køber og sælger kan aftale, at købet skal være reguleret af et bestemt lands lovgivning, og en sådan aftale om lovvalg, skal udtrykkeligt fremgå af deres aftale, jf. LKBL § 3.

Lovvalgsaftale

Hvis parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale, tager LKBL § 4 stilling til, hvilket lands lovgivning der skal anvendes i et internationalt løsørekøb:

Ingen lovvalgsaftale

Hovedregel: Parterne skal anvende reglerne, som gælder i det land, hvor sælgeren havde bopæl, da han modtog bestillingen/ accepten fra køber, dvs. reglerne i sælgers bopælsland. Undtagelse 1: Blev bestillingen/accepten fra køber modtaget ved et forretningssted tilhørende sælgeren, skal parterne anvende de regler, som gælder i det land, hvor forretningsstedet er beliggende. Undtagelse 2: Hvis bestillingen/accepten fra køber er modtaget af sælgers repræsentant, fx en agent, der opholder sig i købers bopælsland, eller bestillingen/ordren er modtaget af sælger selv, mens han er i købers bopælsland, er det reglerne i købers land, som skal anvendes, jf § 4, stk. 2. I ovennævnte eksempel med den engelske bacon-køber, fører LKBL § 4 til, at den domstol som skal træffe en afgørelse i sagen, skal anvende køberetlig lovgivning fra sælgers land, dvs. CISG, da Danmark har ratificeret CISG. Hvis danskeren havde svineproduktion og forretningssted i Polen, og sælger modtog købers bestilling der, ville sagen skulle afgøres efter polske køberetlige regler, hvilket også ville være CISG. Blev aftalen med den engelske baconkøber i stedet indgået på en messe i England eller under den danske sælgers salgsbesøg hos køber, ville den engelske domstol skulle anvende engelsk køberet i sagen.

Ordre public En udenlandsk retsregel finder ikke anvendelse i Danmark, hvis den er uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper, jf. LKBL § 6. Dette

Ordre public


58 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET · KAPITEL 2 kaldes “ordre public” og betyder, at udenlandsk lovgivning, herunder LKBL kan tilsidesættes af de danske domstole, hvis reglens anvendelse vil virke stødende, og helt uacceptabel i forhold til danske retsprincipper, og helt indlysende langt fra danske forhold. Hvis en dansk domstol efter lovvalgsreglerne skal anvende nogle udenlandske retsregler, som fx anvender dødsstraf, kan den danske domstol afvise at anvende pågældende lovregler i henhold til ordre public.

2.1.2 Romkonventionen – Kontraktretlige forpligtelser Rom-konventionen: Lovvalgsregler for kontraktretlige ­forpligtelser

Et andet regelsæt som kan komme i spil i en lovvalgskonflikt er Rom-konventionen fra 1980, som trådte i kraft den 1. april 1991. Rom-konventionen kaldes også ­kontraktlovvalgskonventionen (KKV), og den handler om, hvilket lands lovgivning, der skal anvendes på sager om kontraktretlige forpligtelser, når der er opstået en lovvalgskonflikt. I præamblen, som er KKV’s forord, er det blandt andet anført, at konventionens lovvalgsregler skal medvirke til at frembyde en høj grad af forudsigelighed, blandt andet ved at sikre, at et retligt forhold behandles efter samme lovgivning, uanset hvilken domstol og i hvilken medlemsstat sagen er indbragt for.

LKBL har forrang for KKV

Lovvalgskonflikt i forbrugerkøb og ­handelskøb

Lovvalgsloven for løsørekøb, som blev gennemgået i afsnit 2.1.1, har forrang for kontraktlovvalgskonventionen, hvilket betyder, at kontraktlovvalgskonventionen kun skal bruges, hvis lovvalgskonflikten ikke kan løses efter reglerne i lovvalgsloven for løsørekøb. Hvis der er tale om en lovvalgskonflikt i et internationalt løsørekøb, som er et forbrugerkøb, skal kontraktlovvalgskonventionen anvendes ved løsning af lovvalgsproblematikken. Hvis der i stedet er tale om en lovvalgskonflikt i et internationalt løsørekøb i handelskøb, dvs. hvor både køber og sælger er erhvervsdrivende, finder begge lovvalgslove som udgangspunkt anvendelse, men i handelskøb skal lovvalgsreglerne i lovvalgsloven for løsørekøb anvendes, da den har forrang for kontraktlovvalgskonventionen, jf. KKV art. 25.

KKV anvendes ikke

Kontraktslovvalgskonventionens art. 1 opregner en række områder, hvor KKV ikke finder anvendelse, fx spørgsmål vedrørende skat, told og administrative anliggender, familie- og arveretlige problemsstillinger, spørgsmål vedrørende veksler, checks, ordregældsbreve, voldgifts- og værnetingsaftaler, selskaber, foreninger og andre juridiske personer, fuldmagtsforhold mv.

Lovvalgsaftale

Parterne kan frit indgå en lovvalgsaftale, hvor de tager stilling til, hvilket lands lovgivning der skal anvendes i deres kontraktsforhold. Lovvalgsaftalen skal være udtrykkelig eller det skal klart fremgå af selve parternes aftale eller omstændighederne i øvrigt, jf. KKV art. 3.


KAPITEL 2 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET ·

Hvis parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale, anvendes loven i det land, hvor aftalen har størst tilknytning, jf. KKV art. 4, stk. 4, og ved vurdering af tilknytningsmomentet, opregner KKV art. 4 en række aftaletyper, fx: Aftaletype

Anvendes loven i det land:

Aftaler om køb af varer

Hvor sælger har sit sædvanlige opholdsted

Tjenesteydelsesaftaler

Hvor tjenesteyderen har sit sædvanlige opholdsted

Fast ejendom

Hvor ejendommen er beliggende

Franschiseaftaler

Hvor franschisetageren har sit sædvanlige opholds­ sted

Distributionsaftaler

Hvor distributøren har sit sædvanlige opholdssted

Salg af varer på auktion

Hvor auktionen finder sted

59

Ingen lovvalgsaftale

Figur 2.3 Oversigt over aftaletyper og lovvalg, jf. kontraktlovvalgskonventionen.

Hvis aftalen ikke er omfattet af de aftaletyper, som er nævnt i skemaet (Figur 2.3), gælder formodningsreglen, og det betyder, at aftalen skal bedømmes efter loven i det land, hvor aftalen formodes at have den største tilknytning, og der hvor den part, der præsterer den for aftalen karakteristiske ydelse, har sit sædvanlige opholdssted, jf. KKV art. 4, stk. 2.

Formodningsreglen

Udover ovennævnte aftaletyper, indeholder kontraktlovvalgskonventionen nogle særlige regler for: • • • •

Transportaftaler, jf. KKV art. 5 Forbrugeraftaler, jf. KKV art. 6 Forsikringsaftaler, jf. KKV art. 7 Ansættelsesaftaler, jf. KKV art. 8

I forbrugeraftaler er det hovedreglen, at loven anvendes i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, jf. KKV § art. 5, stk. 1, hvis den erhvervsdrivende udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i forbrugerens land, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod dette land. Dette betyder, at det er loven i forbrugerens hjemland, hvis: • Den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse har fremsat særligt tilbud eller har lavet reklame i det land, hvor forbrugeren har bopæl og har givet det for aftalen nødvendige tilbud eller accept, eller • Den erhvervsdrivende eller dennes repræsentant har modtaget forbrugerens bestilling i forbrugerens bopælsland, fx på en messe, eller • Forbrugeren har afgivet sin bestilling af en løsøregenstand, under en rejse til et andet land, når rejsen var arrangeret af sælgeren, og rejsen havde til formål, at få forbrugeren til at købe.

Lovvalg i forbruger­ aftaler Hovedregel: Loven i forbrugerens hjemland


60 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET · KAPITEL 2 AFGØRELSE Sag mod svensk netbutik skulle afgøres efter danske regler En forbruger havde købt en telefon i en svensk internetbutik. Der opstod efterfølgende en mangel ved telefonen, som forbrugeren ikke kunne opnå enighed med sælger om en løsning på, og forbrugeren klagede derfor til Forbruger­ klagenævnet. Da sælger var hjemmehørende i Sverige måtte Forbrugerklagenævnet tage stilling til, om det var svenske eller danske regler, der skulle anvendes til at afgøre sagen. Forbrugerklagenævnet fastslog, at en forbrugeraftale er under­ givet loven i det land, hvor forbrugeren har bopæl, hvis sælger har reklameret i dette land forud for aftalens indgåelse, og forbrugeren har bestilt varen herfra. Man kunne tilgå sælgers hjemmeside via en .dk adresse, og selv om hjemmesiden var på engelsk, kunne man som besøgende indtaste, hvilket land man kom fra, herunder Danmark. Der var en dansk kontaktadresse, en dansk e-mail adresse og et dansk telefonnummer. Herudover var priserne angivet i danske kroner. På den baggrund fastslog Forbrugerklagenævnet, at sælger havde reklameret i Danmark forud for salget, og sagen skulle derfor afgøres efter danske regler. Kilde: www.forbrugereuropa.dk/EHandel/Principielle-afgoerelser/Sag-mod-svensk-butik – artikel oprettet 9. februar 2010.

Selvom der i en aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren måtte være aftalt et andet lovvalg, der er til ugunst for forbrugeren, bestemmer art. 5, stk. 2, at forbrugeren ikke kan berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i loven i det land, hvor han har sin bopæl.

3. Vigtigste hovedregler og principper International procesret – værneting: Værneting – sagsøgte har bopæl inden for EU/EFTA – Domsforordning: Værnetingsaftaler kan indgås vedrørende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister. Hvis ingen aftale om værneting er indgået, gælder: • Hovedværnetinget: En sag mod en fysisk person skal anlægges i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl, mens en sag mod en juridisk person, anlægges ved hovedkontor, hovedvirksomhed eller vedtægtsmæssige hjemsted.


KAPITEL 2 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET ·

• Supplerende værneting: Kontraktværneting, deliktværneting, filialværneting. • Ufravigelige værneting: Forsikringsværneting, forbrugerværneting, ar­bejdskontraktværneting, sagstyper, hvor der er enekompetence, fx sager vedrørende fast ejendom. • Anerkendelse og fuldbyrdelse: Udenlandske retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, og domme der afsiges i andre EU lande, kan fuldbyrdes gennem fogedretten i Danmark og i de øvrige medlemsstater.

Værneting – sagsøgte har bopæl uden for EU/EFTA – Retsplejeloven: • Sager mod personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i Danmark, anlægges her i landet, hvis sagen er omfattet af følgende værnetingsregler i den danske retsplejelov: §§ 237, 238, stk. 2, 241, 242, 243, 245 og 246. Disse værnetingsregler kaldes også de primære værneting. • Hvis ingen af de primære værneting kan bruges, kan sagsøger anlægge sagen ved et af de subsidiære værneting, der kaldes opholdsværneting og godsværneting.

International privatret – lovvalg: Lovvalgsreglerne kommer i spil, når reglerne i sælgers og købers land er forskellige.

I sager om internationale løsørekøb – Haager-konventionen (LKBL): • Lovvalgsloven for løsørekøb (Haager-konventionen) gælder ved internationale køb af løsøre, hvor købet har tilknytning til forskellige lande. • Løsørebegrebet skal forstås på samme måde, som begrebet er defineret i den danske købelov. Lovvalgsloven for løsørekøb gælder også ved fremstillingskøb. • Loven gælder fx ikke i forbrugerkøb, eller ved køb af registreret skib eller luftfartøj, køb af værdipapirer eller ved salg som led i en tvangsfuldbyrdelse eller i øvrigt ved rettens foranstaltning. • Køber og sælger kan lave en lovvalgsaftale, som skal være udtrykkelig eller utvetydigt. Hvis parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale: • Hovedregel: Det land, hvor sælgeren havde bopæl, da han modtog bestillingen/accepten fra køber, dvs. reglerne i sælgers bopælsland. • Undtagelse 1: Blev bestillingen/accepten fra køber modtaget ved et forretningssted tilhørende sælgeren, skal parterne anvende de regler, som gælder i det land, hvor forretningsstedet er beliggende. • Undtagelse 2: Hvis bestillingen/accepten fra køber er modtaget af sælgers repræsentant, fx en agent, der opholder sig i købers bopælsland, eller bestillingen/ordren er modtaget af sælger selv, mens han er i købers bopælsland, er det reglerne i købers land, som skal anvendes.

61


62 · INTERNATIONAL PROCES- OG PRIVATRET · KAPITEL 2 I sager om kontraktretslige forpligtelser Kontraktlovvalgskonventionen (KKV): Parterne kan frit indgå en lovvalgsaftale, hvor de tager stilling til, hvilket lands lovgivning der skal anvendes, jf. KKV art. 3. Hvis parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale gælder følgende: • I sagen anvendes loven i det land, hvor aftalen har størst tilknytning, jf. KKV art. 4, stk. 4, og ved manglende tilknytning bruges formodningsreglen. • Efter formodningsreglen, anvendes loven fra det land, hvor aftalen formodes at have den største tilknytning, og herunder loven fra det land, hvor den part, der præsterer den for aftalen karakteristiske ydelse, har sit sædvanlige opholdssted, jf. KKV art. 4, stk. 2. • I forbrugeraftaler er det hovedreglen, at loven anvendes i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, jf. KKV § art. 5, stk. 1, hvis: • Den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse har fremsat særligt tilbud eller har lavet reklame i det land, hvor forbrugeren har bopæl og har givet det for aftalen nødvendige tilbud eller accept, eller • Den erhvervsdrivende eller dennes repræsentant har modtaget for­ bruge­rens bestilling i forbrugerens bopælsland, fx på en messe, eller på en rejse arrangeret af sælger. • En lovvalgsaftale der er i strid med lovvalgsreglerne i forbrugeraftaler, og hvor aftalen er til ugunst for forbrugeren, vil være ugyldig. • Områder, hvor KKV ikke finder anvendelse: Skat, told og administrative anliggender, familie- og arveretlige problemstillinger, spørgsmål vedrørende veksler, checks, ordregældsbreve, voldgifts- og værnetingsaftaler, selskaber, foreninger og andre juridiske personer, fuldmagtsforhold mv.

Forholdet mellem lovvalgsloven for løsørekøb (LKBL) og kontraktlovvalgskonventionen (KKV): • Lovvalgsloven for løsørekøb, som blev gennemgået i afsnit 2.1.1 har forrang for kontraktlovvalgskonventionen, hvilket betyder at kontraktlovvalgskonventionen kun skal bruges, hvis lovvalgskonflikten ikke kan løses efter regler i lovvalgsloven for løsørekøb. • Hvis der er tale om en lovvalgskonflikt i et internationalt løsørekøb, som er et forbrugerkøb, skal kontraktlovvalgskonventionen anvendes ved løsning af lovvalgsproblematikken. Hvis der i stedet er tale om en lovvalgskonflikt i et internationalt løsørekøb i handelskøb, dvs. hvor både køber og sælger er erhvervsdrivende, finder begge lovvalgslove som udgangspunkt anvendelse, men i handelskøb skal lovvalgsreglerne i lovvalgsloven for løsørekøb anvendes, da den har forrang for kontraktlovvalgskonventionen, jf. KKV art. 25. Ordre public: En udenlandsk retsregel finder ikke anvendelse i Danmark, hvis den er uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

Profile for Trojka

Dansk og international erhvervsret, Lærebog 3. udgave 2015  

Dansk og international erhvervsret, Lærebog udkommer som trykt papirbog. Læs mere om bogen på Trojkas website: http://trojka.dk/Trojka.aspx

Dansk og international erhvervsret, Lærebog 3. udgave 2015  

Dansk og international erhvervsret, Lærebog udkommer som trykt papirbog. Læs mere om bogen på Trojkas website: http://trojka.dk/Trojka.aspx

Advertisement