Nyhedsbrev - året 2019

Page 1

1

Nyhedsbrev - året 2019

Christine Swane: Opstilling 1944

Venneforeningen i 2019 af Alice Faber: Turen til Hønefoss og tanker om tur til Gotland 2020 - Hans Erik Andersen Birgit Krogh af Anette Wolthers Margrethe Agger af Anette Wolthers Christine Swane & Sigurd Swane af Alice Faber Tur til Hørvævsmuseet & Clay ved Poul Andersen Tur til Kofoeds Skole ved Jytte Holm Programmet i sin helhed og bestyrelsen

Odsher reds Kunstmuseums og Malergårdens Venner


2 I lerets og trådens tegn

I lerets og trådens tegn Tak for året 2018, tak for støtte, deltagelse og ideer. I ønskes alt godt i det nye år. Det nye kunstår er på vej og i dette Nyhedsbrev fortæller vi hovedtrækkene for 2019 med et kort tilbageblik på vores særlige rejse i det nordiske i 2018 og vi løfter også sløret for, hvor rejsen går hen i 2020. I 2019 er vores kunstture indenlandske. Vi har fået mulighed for at besøge Kofoeds Skole, hvor så megen god kunst er at se - Skolen havde i 2018 90års jubilæum - og vi får en grundig fortælling om kunsten og stedet på vores februar tur. Se nærmere inde i Nyhedsbrevet. I 2019 har bestyrelsen valgt temaet I Lerets og Trådens tegn. Odsherred er en egn med mange kunstnere også ud i lerets og trådens kunstarter. Kunstnere som har haft betydning for keramikken og vævningens udbredelse i Danmark og internationalt. Væver Margrethe Agger fortæller om vævekunsten for Venneforeningens medlemmer på generalforsamlingsdagen den 18. maj. Her i Nyhedsbrevet kan læses mere om vævekunsten og Margrethe Aggers store virke. Keramiker Birgit Krogh fortæller den 18. maj om sit liv med keramikken. Ikke alene har hun skabt enestående keramiske værker, hun har også organisatorisk gjort et stort arbejde for keramikken som medskaber af Huset

Alice Faber

i Asnæs og af det nu så fornemme keramikmuseum Clay, et museum i særklasse for den keramiske kunst. Fhv. leder af Clay, kunsthistoriker og forfatter til jubilæumsbogen om Tommerup Keramik, Lise Seisbøll Mikkelsen holder foredraget om ”Store formater og kloge hænder,” også den 18. maj. Vi kommer til at se flere af værkerne på Clay Museet. Clay og Fyn er et besøg værd, så vi drager til Fyn og besøger udover Clay også Hørvævsmuseet i efteråret. Vi håber at kunne afslutte året med udgivelse af kunstbog om nogle af

Keramik kommer af det græske ord: keramos, der betyder ler


3 I lerets og trådens tegn

de kvinder der har betydet meget for kunsten, egnen og Danmark. Mere om arrangementerne i dette Nyhedsbrev - og så som noget nyt betales kontingent for 2019 ved direkte overførsel til vores konto reg.

0537 kt. 0000144452 Husk navn og medlems nr. Håber vi ses Alice Faber

Venneforeningens rejse til Hønefoss 2018 Lidt fra rejselederens ’dagbog’ af Hans Erik Andersen Fra idé til færdigt rejseprogram På vej hjem fra de seneste Venneforeningsrejser har jeg opfanget signaler om at rejser i de nordiske lande var ønskelige, - så i 2016 gik turen til Småland, - og her var jeg nogenlunde på ’hjemmebane’ da vi de seneste somre har resideret på ’Bromålen’, så denne udfordring var jeg ikke så nervøs for! Da det så blev besluttet at 2018-turen skulle gå til Norge skulle jeg lidt i tænkeboks, da jeg her er noget på ’udebane’. – Vi har camperet en del i Norge, - vi holder meget af fjeldene og fjordene og vi suger de oplevelser til os som vi tilfældigt kommer forbi. Derfor blev mit forslag at rejsen skulle gå til Hønefoss som er beliggende lidt nord for Oslo. Da det så på generalforsamlingen i 2017 blev annonceret at rejsen i 2018 skulle gå til Hønefoss blev jeg straks kontaktet af tidlige ’trofaste’ rejsevenner. Med denne hjælp blev

rejseprogrammet efterhånden strikket sammen. Vejen til Hønefoss Vejen til Norge kan tilbagelægges til vands, på vej og i luften. Og, uagtet at turen er lang, valgte vi landevejen, vi ville ikke undvære den stemning der kan være i en lang bustur. Vi valgte også kun at have en chauffør med på turen, hvilket betød at vi skulle respektere de gældende køre- og hviletidsregler. Det klarede vi på udturen ved besøg på Nordisk Akvarelmuseum på øen Tjørn nord for Göteborg, og dette var en stor kunstoplevelse, ligesom stedet i sig selv maner til ro og nydelse! Den lange vej til Hønefoss krævede overnatning på vejen, jeg havde valgt Fredrikstad som ’pit-stop’. Vejen til Hønefoss går gennem Oslo, og byens kunstoplevelser er ikke til at komme uden om! Så vi gjorde stop ved havnefronten, hvor vi først oplevede Nobels Fredscenter som er indrettet i


4 Venneforeningens rejse til Hønefoss 2018

en gammel stationsbygning, vi fik en meget engageret og gribende omvisning fokuseret på den første anvendte A-bombe! Inden afgang fra Oslo havde vi en fantastisk oplevelse af moderne kunst på Astrup Fearnly Museet, som rent faktisk er bygget op ude i havnen. Museet danner en fin afslutning på havnefronten. Hønefoss, det plan- og det ikkeplanlagte! Vi besøgte Hønefoss Videregående Skole, en skole hvor næsten alle genrer af ungdomsuddannelser er samlet. Og dette i en nybygget skole der udstråler åbenhed og hvor kunst indgår i arkitekturen. Efter omvisning fik vi af en af skolens lærere en hjerteskærende fortælling om hendes vej til at ’finde’ identitet i kunsten. Eftermiddagens tur gik til Eventyrmuseet Villa Fridheim, jeg havde sikret

mig at vi netop ankom på sæsonens sidste åbningsdag, men ellers uanmeldt, så det var meget positivt at museets ’værtinde’ tog sig tid til at give os den fulde historie om dette fantastiske hus’ funktioner gennem tiderne. Dagen efter besøg på Blaafarveværket og Koboltgruverne. Guiderne gav os en human rundtur, men alligevel en spændende tur ind i gruverne, og nogle fik lov til at følge med længere ned i ’dybet’! I byen opdagede vi at der tæt ved hotellet var en nybygget kirke. Ved træk på de kontakter der nu var skabt i Hønefoss lykkedes det om morgenen på afrejsedagen at få åbnet kirken, hvor et menighedsrådsmedlem fortalte historien om den tragiske brand, der havde lagt den gamle trækirke i ruiner, og om hvordan det var lykkedes at skaffe


5 Venneforeningens rejse til Hønefoss 2018

midler til opførelse af den nye kirke. Arkitekten havde præsteret det ganske unikke, nemlig at sammensmelte moderne arkitektur med respekten for kirkerummet! Vejen hjem Tid at vende hjemad. Igen kom vi ikke uden om Oslo. Vi ankom i god tid til det nye Operahus, så der var tid til spadseretur på det fantastiske tag inden vi skulle have en guidet omvisning. Den gav indtryk af en kæmpe arbejdsplads med de utallige funktioner der udføres ’bag scenen’. Oslo-besøget afsluttedes med tur til ’det gamle’ Munch-museum. – En fin udstilling: ’Mellem klokken og sengen’! En oplevelse der også gav svar på behovet for et nyt Munch-museum: her er for lidt plads! Et nyt museum er under opførelse tæt ved Operaen, - for-

ventes åbnet i 2020! Inden afgang var der tid til besøg i Botanisk Have som er nabo til Munch-museet. Hen under aften ankom vi igen til hotellet i Fredrikstad. Efter finkæmning af rejsebudgettet kunne der bydes på afslutningsmiddag med drikkevarer ’ad libitum’, - så der blev god gang i snakken om ferieoplevelser og gamle bekendtskaber blev opfrisket. På vejen hjem skulle indlægges en pause, så jeg havde fundet Tanums Hällristningsmuseum, - men her var ingen helleristninger, - så, ind i bussen igen! – Og så fandt vi da helleristningsområdet, der tog sig rigtigt godt ud i sensommersolen. En stor del af æren for den vellykkede tur kan tilskrives vores chauffør Irene fra St. Grandløse Busser, der med fleksibilitet og tålmodighed førte os gennem landskabet og fjelde-


6 Skal venneforeningen på rejse i 2020?

ne! Også stor tak til ’Vejrguden’, der havde ladet solen skinne over Norge på hele turen. Turen er dokumenteret: ’På eventyr i Norden’, - et skrift som er tilgået alle rejsedeltagerne. Kan ses på hjemmesiden. Og ikke mindst tak til alle rejsedeltagerne for samvær, råd og engagement, - og rigtig godt slid på ’Højskolesangbogen’. Skal venneforeningen på rejse i 2020? Med glade rejsedeltagere er det altid en fornøjelse at udforske kunsten og kulturen, så derfor skal vi selvfølgelig igen på kunstrejse. Vi har før været på ø-rejse, for år tilbage var vi på Færøerne, så måske er vi igen modne til en ø-tur, som næste gang kunne blive til Gotland.

Gotland byder på en rig kulturhistorie, var i øvrigt ’dansk’ indtil 1645 og byder på kunst af høj karat, bl.a. den verdensberømte fuglemaler Lars Jonsson. Vores egen Asger Jorn havde et særligt kærlighedsforhold til øen, i så høj grad at han ønskede at blive stedt til hvile her! – Her er også rig kirkekunst, - øen rummer ikke mindre end 92 kirker. Øens hovedby Visby er et kapitel for sig. Byen var i middelalderen Østersøens vigtigste og rigeste handelsby. Inden for den enorme ringmur emmer byen af historie der vidner om storhedstiden. Rejsen tænkes gennemført i august/september 2020, - læs mere herom i næste nyhedsbrev.

Valdemar Atterdag brandskatter Visby i 1362 - Carl Gustaf Hellqvist


7 Keramiker Birgit Krogh

Keramiker Birgit Krogh Birgit Krogh blev født i 1937 og lavede allerede som 4årig figurer af leret i Sejrøbugtens strandkant med udgangspunkt fra familiens sommerhus i Veddinge Bakker. Her boede også maler Julius Wederkinch, som opmuntrede hende til kunstnerisk udfoldelse, og som inden voksenlivet blev en god ven og kollega. I perioden 1953-1957 blev hun uddannet på keramiklinjen på Kunsthåndværkerskolen i København. Efter nogle år som keramiker flyttede Birgit Krogh i 1963 til Odsherred, hvor hun indrettede keramikerværksted på den gård, som hun og hendes mand drev. I 1973 var hun med til at grundlægge det kunstnerejede galleri: Huset i Asnæs, hvor hun har udstillet siden, samtidig med at hun har en national og international kundekreds. Hendes produktion strækker sig fra større udsmykninger til krukker, skåle, relieffer og figurer. Hendes stil er karakteristisk: enkeltstående eller sammensatte klynger af figurer, formet i ler eller malet på emnerne med pensel, og som hun eksperimentelt fornyr til unikke udtryk med mindelser om fjerne neoliti-

Keramik af Birgit Krogh udloddes på generalforsamlingen den 18. maj 2019 ske tider. Ud over at have haft gang i sin egen kunstneriske produktion og udvikling gennem et helt liv har Birgit været organisatorisk og kunstnerisk fornyer: landsdækkende workshops om nye metoder til keramikfremstilling, oprettelse af Keramikmuseet Clay i Middelfart og Guldagergaard, Internationalt Keramisk Forskningsog Videnscenter, i Skælskør. (Se: www.birgitkrogh.dk) Anette Wolthers


8 I lerets og trådens tegn på Fyn

I lerets og trådens tegn på Fyn bustur 14. september 2019 Venneforeningens bustur 2019 går til Fyn med besøg på keramikmuseet Clay v. Middelfart og Hørvævsmuseet v. Krengerup gods. Vi starter fra Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs lørdag d. 14. september kl. 7 og er tilbage ved 18.30-tiden. Clay-museet ligger smukt beliggende v. Lillebælt og består dels af den ældre villa Grimmerhus, bygget af Herholdt i 1857, dels en ny afdeling under jorden m. glasfacade mod Lillebælt. I ”Skatkammeret” findes den faste samling m. ældre porcelæn og stentøj fra Den Kgl. Porcelænsfabrik, Aluminia og Bing & Grøndahl. Det er udvalgte stykker fra den samling på 55.000, man har modtaget som donation fra Royal Scandinavia.

Ved vores besøg vil der være en særudstilling ”Ceramic Momentum”, med deltagelse af en række fremtrædende, skandinaviske keramikere. En anden særudstilling handler om Pottemagerforeningens 125års jubilæum og vil belyse pottemagerfagets udvikling gennem årene. Clay museets spændende skulpturpark, bl.a. med en 5 m. høj Peter Brandes krukke, har flotte kik mod Lillebælt. I museets café er der mulighed for at købe frokost inden turen går videre. Turen går nu til Hørvævsmuseet der har til huse i en stor bygning på godset Krengerup. Her er en omfattende udstilling om hørrets dyrkning og anvendelse gennem tiderne samt en udstilling med alle slags væve fra oldtid til nutid. Der er skiftende udstillinger af vævekunst, og når vi besøger museet vil der være en udstilling med den kendte, langelandske væver Jette Nevers. Vores besøg vil også give mulighed for at besøge den smukke park ved godset, en butik med mange væverier og cafeen med kaffe og kager. Turen, der indeholder omvisning på begge museer, gennemføres ved


9 I lerets og trådens tegn på Fyn

25 deltagere til en pris på 600 kr. pr. medlem - prisen for ikke-medlemmer er 700 kr. Ved tilmelding senest d. 1. sep. overføres beløbet til reg. 0537 konto nr. 0000144452 – skriv navn og evt. medlemsnummer ”Bustur til Fyn”. Spørgsmål til turen kontakt bestyrelsesmedlem Inge Frandsen på telefon 2552 8337 En nærmere introduktion til Clay-museet kan man indhente på forhånd, idet den tidligere leder af museet Lise Seisbøll Mikkelsen holder foredrag

på Venneforeningens generalforsamling d. 18. maj 2019. Denne spændende tur finder som nævnt sted d. 14. september 2019 så sæt kryds i kalenderen! Poul Andersen

Veje til det gode kunstnerliv Særudstilling med Christine Swane og Sigurd Swane på Odsherreds Kunstmuseum 12. april - 8. december 2019. De to malere Christine Swane (18761960) og Sigurd Swane (1879-1973) hvis veje mødtes i sommeren 1910 var gift med hinanden i årene 1910 -20. Sammen fik de sønnen Lars Swane (1913 - 2002). Parret blev gift i det år, som på Fyn kaldes Den store sommer, det år hvor Fåborg Museum så dagens lys. Det er alsidige og stadig aktuelle kunstnere som udstilles på Odsherreds Kunstmuseum i 2019.

Christine Swane: Georginer i vase 1911

Mon ikke der er mange, der ser frem til parrets kunstneriske møde på Odsherreds Kunstmuseum.


10 Væver Margrethe Agger

Væver Margrethe Agger Margrethe Agger er født ind i en familie af naturvidenskabsfolk og kunstnere i 1943. Hun selv og to af hendes søskende blev kunstnere. I perioden 1962-1966. blev hun uddannet på tekstillinjen på Kunsthåndværkerskolen i København. Efter uddannelsen beskæftigede hun sig i nogle år med at væve brugstekstiler og bestillingsarbejder til udsmykning. Derefter tog hun til Mexico og vævede. Da hun kom hjem, lavede hun en separatudstilling med 26 vævninger på Kunstindustrimuseet (I dag: Designmuseum Danmark): Rapport fra Mexico i 1977.

Vævning er opfundet i stenalderen og processen er ikke ændret i væsentligt omfang siden.

Denne udstilling blev Margrethe Aggers store gennembrud, og hun har siden vævet et stort antal gobeliner, afprøvende forskellige motiver og farveskalaer.

Hun var i 1998 med til at oprette foreningen, Dansk Gobelinkunst, der har gjort danske kunstnere og dansk gobelinvævning internationalt kendt. Hun har tidligere været kunstkonsulent og leder af Albertslund Billedskole. Hun har gennem årene haft en stor bestand af det norske får: spelsau, som forsyner hende med uld til vævningen. (Se: www.margretheagger.dk)

Hendes flid er legendarisk og hun overrasker med stadigt nye og spændende variationer af gobelinen/vægtæppet. Hun er aktiv i flere kunstnersammenslutninger sammen med andre udøvende kunstnere inden for mange kunstformer i såvel Odsherred/ Nordvestsjælland, hvortil hun flyttede

i 1985, som på nationalt og internationalt plan.

Anette Wolthers


11 Kunsttur til Kofoeds Skole

Kunsttur til Kofoeds Skole den 27. februar 2019 Kofoeds Skole er et tilbud for mennesker, som gerne vil hjælpe sig selv til et bedre liv. Den giver råd og vejledning og har et rigt varieret undervisningstilbud. Skolen har skiftende udstillinger af arbejder af skolens elever. Skolen har endvidere modtaget kunstværker fra etablerede kunstnere bl.a. en række store malerier af Heerup, Scherfig og Storm P. samt grafiske arbejder af Richard Mortensen, Heerup og Anne-Birthe Hove og et møderum med en installation af Louise Campbell. Skolen har for nylig modtaget en indrammet støtteplakat, som Røde Mor (bl.a. Tommy Flugt) skabte for snart 50 år siden. Venneforeningen arrangerer en tur til Kofoeds Skole onsdag den 27. februar 2019 med en rundvisning på skolen, herunder en fortælling om skolens historie og aktiviteter. Skolen har i 2018 90-års jubilæum, er nyrenoveret og har netop indviet nye butikker. Inden rundvisningen er det muligt at købe en frokost i skolens café til en meget rimelig pris. Program: Afgang fra Kunstmuseet i Asnæs med bus kl. 10:15. Ankomst til Kofoeds Skole, Kofoeds Kant, Holmbladsgade 120, 2300 København S kl. 11:45. Frokost i skolens café kl. 11:50 (varm ret

30 kr., smørrebrød 8 kr. pr. stk., salat og frugt 10 kr.) Rundvisning kl. 13:00. Vi starter med at høre lidt om skolens historie, elevgrupper og aktiviteter. I den forbindelse giver skolen en kop kaffe, Derefter går vi en tur rundt, og der vil blive fokuseret på forskellige kunstværker. Varighed ca. 1½ time. Tilbage til Kunstmuseet i Asnæs kl. ca. 16:45. Pris for deltagelse: Kunstturen koster 275 kr. for medlemmer (uanset om bussen benyttes) og 375 kr. for ikke-medlemmer af Venneforeningen. Turen omfatter bustransport og foredrag/rundvisning med kaffe. Frokost i skolens café betaler man selv. Tilmelding: Hvis du vil købe din frokost i caféen, skal det oplyses ved tilmeldingen, som foregår pr. mail (inf@vestmuseum.dk) eller telefonisk (25 52 83 27) hos Inge Frandsen senest den 1. februar 2019. Indbetaling til reg. nr. 0537, konto nr. 0000144452 med navn, evt. medlemsnummer og mrk. ’Kunsttur til Kofoeds Skole’. Ved tvivl ring til Jytte Holm (21 28 75 41) eller Inge Frandsen. Turen gennemføres med 25 tilmeldte. Jytte Holm


12 Bestyrelsen: Alice Faber, formand Kastrupvej 31, 4300 Holbæk Tlf.: 2874 1636 Mail: alicegfaber@gmail.com Hans Ole Svendsen, næstformand Vestervangsparken 9, 4550 Asnæs Tlf.: 5782 2990 Poul Andersen, sekretær Dronningensvej 16B, st.th. 2000 Frederiksberg Tlf.: 5331 0105

Inge Frandsen, bestyrelsesmedlem Engelstrupvej 20, 4571 Grevinge Tlf.: 2043 8641 Anette Wolthers, bestyrelsesmedlem Risbjergvej 15, 4300 Holbæk Tlf.: 5918 3182 Niels Merrild, 1. suppleant Mylius Erichsens Allé 36 2900 Hellerup Jytte Holm, 2. Suppleant Havdrupvej 62, 2700 Brønshøj

Hans Erik Andersen, kasserer Rosenvangen Nord 18, 4500 Nykøbing Sj. Tlf.: 2125 0090

Marianne Halberg, revisor

Rita Madsen, bestyrelsesmedlem Vinkelvej 22, 4540 Fårevejle Tlf.: 5178 9506

Helge Fredslund, suppleant for bilagskontrollant

Jens Foglmann, bilagskontrollant

HUSK at betale kontingent for 2019

150 kr. for enkeltpersoner, 250 kr. for par. NYT 2019 kontingent: sættes blot ind på Venneforeningens konto reg.0537 konto 0000144452 - HUSK medlemsnummer. Julearrangement: J. Th. Lundbye udstilling & Gløgg kl. 13-15.30 8.12.2018 27. februar 2019: Kunsttur med bus til Kofoeds Skole 18. maj kl. 10 - 15 2019: Generalforsamling på Malergården i Lerets og trådens tegn - bl.a. med foredrag af keramiker Birgit Krogh, væver Magrethe Agger og kunsthistoriker, tidligere mangeårig leder af Clay Museet: Lise Seisbøll Mikkelsen 14. september 2019: Heldags Kunsttur med bus til bl.a. Clay Museet på Fyn 16. oktober kl. 11 - 14 2019: Mostning og tegne inspiration på Malergården 7. december kl. 13 - 15.30 2019: Kunst, gløgg og æbleskiver /Odsherreds Kunstmuseum

w w w. m a l e r g a a rd e n s v e n n e r. d k Odsher reds Kunstmuseums og Malergårdens Venner


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.