Til Tro #3 2019 - Grænser

Page 4

Fra redaktionen: Kære læser At sætte grænser er ikke på mode. At begrænse sig selv – eller andre – er forkert. Sådan tænker langt de fleste danskere. Vi ønsker os grænseløs vækst, grænseløs sex, grænseløse muligheder. Alligevel sætter vi, i dette magasin, fokus på grænser. For det er redaktionens oplevelse at vi, uanset hvem vi er, og hvad vi tror på, konstant bevæger os i et grænseland. Etiske grænser. Landegrænser. Grænser mellem menneske og maskine. Grænser mellem tro og ikke tro - for bare at nævne nogle få. Begrænsende kristendom Mange studerende ser det at være kristen som noget, der begrænser. Når de møder KFS på gymnasier og studiesteder, handler deres spørgsmål ofte først og fremmest om begrænsningerne. ”Må du så ikke drikke, have sex, have det sjovt?” Læs eksempelvis Julie Øhrstrøms artikel En tør kiks og en cola med vodka, tak, som sætter ord på den oplevelse. Samtidig er det vigtigt for os at tage livtag med den opfattelse af, hvad kristen tro er. Hvorfor den forside? Når vi har valgt et stort mangfoldigt hjerte til forsiden af et magasin om grænser, er det, fordi vi ønsker at pege på, at kristendommen i sin kerne slet ikke handler om det begrænsede, men om noget grænseløst. Grænseløs kærlighed. Det er et billede på den Gud, der bryder grænsen mellem sig selv og os, bliver menneske og dør for at du og jeg – uanset hvordan vi så lykkes med livet – ikke behøver at dø. Her vil jeg virkelig opfordre dig til at læse Mikkel Haahrs artikel Ung kniv, helt skarp – som er en refleksion over Guds grænseløse kærlighed, med udgangspunkt i fortællingen om den fortabte søn. Og hvis du har mod på lidt nørderi, anbefaler jeg Morten Hørnings artikel Jesus sprænger grænserne, som handler om, hvordan Jesus helt bevidst træder over alle kulturelle og geografiske grænser i det jødiske samfund for at møde de mennesker, som var endt udenfor det gode selskab. Der er noget grundlæggende grænsesprængende over kristendommen og over Jesus. Begrænsede mennesker Samtidig er vi dybt begrænsede. Vi er bundet i tid og rum, og det er først, når vi erkender og accepterer det, at vi kan vokse, finde kreativiteten og roen. På den måde er det grænseløse umenneskeligt, som Jørn Henrik Olsen formulerer det i sit essay The Joy of Missing Out. Kun en grænseløs Gud kan agere grænseløst. Alt i alt er vi glade for at præsentere et tema som spænder bredt, og som vi håber sætter refleksioner og samtaler i gang. God læselyst.

4


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Til Tro #3 2019 - Grænser by Kristeligt Forbund for Studerende - Issuu