Bogmennesker af Hans Hertel

Bogmennesker

Bogmennesker_2.indd 1

02-08-2016 23:59:04

Ved samme forfatter og udgiver: Det lyse rum. Introduktion 1960 Min mave er en åkande. Introduktion 1963 Den ny prosa. En antologi. 1966 Tilbageblik på 30’erne. Litteratur, teater, kulturdebat 1930-39 1-2. 1967. 3. udg. 1997 Romanproblemer (sm.m. Merete Gerlach-Nielsen og Morten Nøjgaard). 1968 Omkring Phantasterne. 1969 Moderne slavisk litteratur 1945-1970 (sm.m. Toni Liversage). 1972 Det litterære system i Danmark (tillæg til Robert Escarpit: Bogen og læseren.

Udkast til en litteratursociologi). 1972 Den politiske Georg Brandes (sm.m. Sven Møller Kristensen). 1973 Mr. Henderson i forbifarten. 46 samtidshistorier. 1975 Kønsroller i litteraturen. 1975. 3. udg. 1978 Romanteori og romananalyse (sm.m. Merete Gerlach-Nielsen og Morten Nøjgaard). 1977 The Activist Critic: A symposium on Georg Brandes (sm.m. Sven Møller Kristensen). 1980 Se på litteraturen! En billedbog om det litterære liv fra Homer til Sartre (sm.m. Bodil Bierring).1982 Den daglige bog. Bøger, formidlere og læsere i Danmark gennem 500 år. 1983 Verdens litteraturhistorie 1-7. Dansk, norsk og svensk udg. 1985-93, 2. udg. 1994-95 Fremad – arbejderbevægelsens forlag 1912-1987. 1987 Bogens fremtid er ikke hvad den har været. En debatbog om læsning (sm.m. Kurt

Fromberg). 1988 Litteraturens vaneforbrydere. Kritikere, forlæggere og lystlæsere gennem 150 år. 1990.

2. udg. 1999 Bo Bojesens Danmarkshistorie 1943-94. 1994 Mit livs eventyr. Poul Henningsens erindringer. 1995 500.000 £ er prisen: Bogen i mediesymbiosens tid. Dansk og svensk udg. 1996 Karen Blixen Superstar – glimt af det litterære liv i mediealderen. 1996 Bo Bojesen og den store verden 1945-1996. 1996 Digternes paryk. Studier i 1700-tallet (sm.m. Pil Dahlerup m.fl.). 1997 Vor tids Reitzel. En pionerforlægger og hans samtid 1949-99. 1999 Verden ifølge Bo Bojesen1943-99. 1999 Den kulturradikale udfordring (medforf.). 2001 Det stadig moderne gennembrud. Georg Brandes og hans tid, set fra det

21. århundrede. 2004 Festskrift for Kraks Blå Bog (medforf.). 2009 PH – en biografi. 2012 Poul Henningsen dengang og nu – lysmageren i nyt lys. En debatbog. 2012 Poul Henningsen: Gennem gyngende landskaber. Rejser, kunst og mennesker –

personlige essays 1925-67. 2015

Bogmennesker_2.indd 2

02-08-2016 23:59:04

Hans Hertel

Bogmennesker Bøger og bogfolk Essays og portrÌtter 1991-2016

Tiderne Skifter

Bogmennesker_2.indd 3

02-08-2016 23:59:04

Bogmennesker © Hans Hertel og Tiderne Skifter, 2016 Grafisk tilrettelægning og omslag: Birger Gregers Bagsidefoto: Polfoto Tryk: Nørhaven, Viborg 1. udgave, 1. oplag Isbn: 978-87-02-22264-7 Printed in Denmark 2016 Bogen er blevet til med støtte fra: Georg Brandes-Selskabet Hotelejer Andreas Harboes Fond Politiken-Fonden Per Nørhaven

Tiderne Skifter Læderstræde 5 - 1201 København K Tlf: +45 3318 6390 tiderneskifter.dk

Bogmennesker_2.indd 4

02-08-2016 23:59:04

Indhold

Indledning: Bogmennesker og bogliv i 10’erne 9 Af en bognørds bekendelser De nøgne træer i Vedbæk. Oplevet på dagen, på stedet, i uniform oktober 1957 27 – Til det gemene bedste. Ved Publicistprisen 2005 32 – En 66’er og Litteraturens Internationale. 50 år med litteratur og samfund 39 – Fem stærke kvinder 46 – 42 år med Erasmus Modsat.

Henrik Stangerup som provokatør og ven 52

Bøgernes økonomi, bøgernes dagligliv Pengene i litteraturen. Mellem markeds- og oplevelsesøkonomi fra Balzac til Amazon 61 – Small is beautiful? 78 – Toglæsning? My foot! 80 – Forlagsredaktøren der blev væk 83 – Bøgernes motel ved E20 85 – Hurra for biblioteksaktivisterne! 88 – Boghandel med sjæl 91 – Read a Fucking Book! Bognørdernes modoffensiv 93

Bøgernes efterliv: Fra forskning til formidling Dansk verdenslitteratur og nordisk dobbeltblik. Søforklaring til en nordisk syvmaster: Gyldendals Verdens Litteraturhistorie 101 – Litteraturens seksdagesløb 111 – Kanondebat: Søslag i et glas vand 113 – Vi savner Voltaire! 116 – Litteraturens børsnoteringer 1-2 119 – V ­ oltaire savner os! Da litteraturen tabte historien 124 – Lyset for de lærde blot? 132

Bogmennesker_2.indd 5

02-08-2016 23:59:04

Kulturradikale veteraner – og nogle fjender Historien om kulturradikalismen 137 – Georg Brandes: Flammen over Europa: Voltaire 144 – Feltmarskallen i familiepensionatet 148 – Brandmand i fyr og flamme 152 – Uundværlige Georg Brandes 157 – Swing it, magistern! 163 – Geniet til scanning: Kierkegaard 166 – Gennembrudsmænd: Den radikale aristokrat: Edvard Brandes 169 – Brandes­ ianismens reserveofficer: Erik Skram 173 – En kulturradikal anarkist: Peter Nansen 175 – „En moderne reaktionær“? Harald Nielsen fra antibrandesianer til racist og kollaboratør 179 – Poul Henningsen, Georg Brandes og Politiken 193 – Den dødsforagtende humanist: Elias Bredsdorff 1-2 211 – Den kulturradikale enmandshær Klaus Rifbjerg: Følelsernes veltempererede klaver 217 – Med højt humør og løftet hale 219

Bogmennesker Kritikere og forskere Det ægte frisind: Jens Kruuse 227 – Venstrefløjens Rasmus Modsat: Werner Thierry 229 – Okapien Aage Henriksen 231 – Den poetiske marxist: Svend Johansen 233 – Frigørelse gennem sproget: Torben Brostrøm 235 – Kunstens mirakler: Niels Birger Wamberg 238 – Nå, men jeg smutter: Niels Barfoed 240 – Den syngende detektiv: Frans Lasson 242 – Jurist og humanist: Ulrich Horst Petersen 244 – Pædagogisk ildsjæl: Thorkild Borup-Jensen 245 – Oplysningens mand: Thomas Bredsdorf 246 – En stædig humanist: Pil Dahlerup 248 – En kristen socialist: Bente Hansen 250 – Modernismens mand: Peer E. Sørensen 252 – Verdenshavet begynder ved Høng: Keld Zeruneith 253 – Den nysgerrige slavist: Peter Ulf Møller 254 – Guldalderens formidler: Klaus P. Mortensen 256 – Jørgen Mejer og den klassiske arv 257 – Ordenes mand: Hans Peter Lund 259 – Dobbeltdriftens mand: John Chr. Jørgensen 260 – Klassisk og praktisk humanist: Per Øhrgaard 262 – En uafhængig ånd: Morten Thing 264 – At huske med ørerne: Jørn Lund 265 Forlæggere De 25 store 268 – Det gamle guld: Morten A. Korch 278 – Avantgardens forlægger: K. E. Hermann 279 – Viljen til magt, viljen til form: Ole Wivel 281 – Det muliges kunst: Otto B. Lindhardt 284 – Læse­hesten som forlægger: Kurt Fromberg 288 – Harry Potters danske mor: Ka-

Bogmennesker_2.indd 6

02-08-2016 23:59:04

ren Margrethe Fromberg 291 – Den legende gentleman: Erik C. Lindgren 293 – Den dristige unge mand i den flyvende trapez: Per Kofod 294 – Venstrefløjens forlægger: Claus Clausen 295 – Absolut gehør: Johannes Riis 297 – Født til bogbranchen: Stig Andersen 299 Og andre formidlere Den elskede kulturredaktør: Palle Koch 301 – Under stadig Seeberg 303 – En bibliotekernes ildsjæl: Jørgen Bro Glistrup 305 – Den perfekte oversætter: Mone Hvass 306 – Grænsegængeren: Anneli Høier 307 – Den praktiske humanist: Ivan Boserup 309 – Formidler med tændsats: Klaus Rothstein 310 – Bidt af bøger: Søren Vangsgaard 312 – Nørballemanden gravlagt 313

Bogglæder Sommer med pingviner 319 – Eventyr fra Tusind og én Nat: Henry Miller og Stenbukkens vennekreds 324 – Agnar Mykles mirakler 329 – Bogskatte og bognørder. Hilsen til åbningen af Den sorte Diamant 332 – Offer for en samler 338 – Dumas og De tre musketerer 340 – Krig, kærlighed og guldgravere 344 – Homer, det drueblå hav og den rosenfingrede dagning 347 – Kulturrevolutionens store bogrøveri: Dai ­Sijie 352 – En læserottes bekendelser: Alberto Manguel 354 – Forfaldets poesi: Lampedusas Leoparden 358 – Jules Verne og Drengenes Internationale 360 – Kunstens alkymi: Lars Handesten 366 – Diktaturet og den parallelle fantasi: Azar Nafisi 368 – Kødets lyst og lykkens luner: Boccaccio og Dekameron 372 – Lystlæsning om lystlæsning: Lars Peter Rømhild 378 – Dickens mellem to stole 380 – Denne vidunderlige ­Jakobe! Omkring Pontoppidans Lykke-Per 384 – Strindberg og Jensen i Minnesota 388 – Kommunist på forbudte veje: Otto Gelsted 392 – På stoffet fra St. Heddinge 394

Noter 397 Illustrationer 400 Navneregister 401

Bogmennesker_2.indd 7

02-08-2016 23:59:04

Bogmennesker_2.indd 8

02-08-2016 23:59:04

Kort sagt, så længe vi har bøger, hænger vi os ikke.

Madame de Sévigné 23.9.1671

Giv mig en seng og en bog, og jeg er lykkelig.

Logan Pearsall Smith: Last Words, 1933

Trykt papir er en af mine laster.

Primo Levi: Tøbruddet, 1963

Bogen vil aldrig dø. Den er ligesom skeen, saksen, hammeren, hjulet: en gang opfundet kan den aldrig forbedres. Man kan ikke lave en ske der er bedre end en ske.

Umberto Eco i This Is Not the End of the Book, 2011

Hvis der er nogen retfærdighed til, vil Himlen ligne et kæmpestort antikvariat, med en virkelig god café i det ene hjørne.

Michael Dirda: Browsings, 2015

Hvis man ikke ved hvornår lyset går, kan man jo lige så godt læse indtil det sker.

Clive James: Latest Readings, 2015

Bogmennesker_2.indd 9

02-08-2016 23:59:04

Bogmennesker_2.indd 10

02-08-2016 23:59:05

Indledning

Bogmennesker og bogliv i 10’erne

Folk der spiller og synger …

På nudansk hedder vi bognørder. Den argentinsk-canadiske litterat Alberto Manguel bruger det tyske ord Leseratte, og selv er han det hele: læserotte, bogfreak, bogorm, biblioman, overnørd.

Den frygtede kritiker Kai Friis Møller skrev under mærket Bookman, og selv lignede han en high brow når han – i citydress med sixpence – afpatruljerede Strøget og botaniserede i The British Bookshop på Rådhuspladsen. Britisk skulle det være.

Men man skal ikke skue læserotten på knurhårene. En gang i nullerne mødte jeg en anden af slagsen i Kepler’s Bookstore på El Camino Real i Menlo Park ved San Francisco. Kepler’s café er højmondæn med professorpinger fra Stanford University, lapsede bohemer og smarte damer. Midti sad en gut der lignede en krydsning af en tatoveret truckdriver og en sørøver, og åd en burger og en bog. Forbløffet opdagede jeg at bogen var en af Gertrude Steins avantgarde-romaner.

Kort efter mødte jeg i den nu lukkede boghandel Atheneum på Frue Plads i indre København en ungersvend der lignede en kloning af en 60’er-hippie og en 70’er-punker, udlånt fra Nationalmuseet. Men så spurgte han på højakademisk dansk: „Har I Rolandskvadet?“.

Begge gange var jeg blevet grebet i en fordom, for jeg havde jo tværtimod mødt to af de passionerede læsere som bogkulturen lever på. Bare i uventede hylstre. En helt særlig variant kan efter sigende antræffes i Venedig: den såkaldte læsegænger der har lært sig at læse under de lange fodture langs kanalerne og over broerne. Det er ham man ser til venstre, tegnet i marken af Lisbeth Linnemann i 1966.

B O G M E N N E S K E R O G B O G L I V I 10 ’ E R N E

Bogmennesker_2.indd 11

11

02-08-2016 23:59:05

Et radioprogram i 1960’erne hed: „Folk der spiller og synger, fordi de ikke kan lade være“, og denne bog handler om folk der elsker bøger, fordi de ikke har kunnet lade være. Bogmennesker af alle funktioner og konfessioner: forfattere, oversættere, kritikere, forskere, forlæggere, redaktører, mediefolk, agenter, bibliotekarer, boghandlere, antikvarer, læsere og bogsamlere. For den sags skyld også bogtyve – de kan jo heller ikke la’ være!

Hårde og bløde medier Bibliotekaren er – paradoksalt nok – den af bogprofessionerne der på det sidste har ændret sig mest. Folkebibliotekernes oprustning af e-bårne medier og nedrustning af udlånssteder og materialer har sendt bibliotekarfolket ud i en sær dobbelt forsvarsposition. Faget har valgt at solidarisere sig både med kommunalpolitikerne og med informationsteknologien, og efter devisen „angreb er det bedste forsvar“ begyndte bibliotekarer tidligt at snerre ad den såkaldte „papirbog“ og den såkaldte „fastformslitteratur“. Også politikere taler hånligt om „støvede“ og „elitære“ bøger der spærrer for den fagre digitale fremtid.

Fastformslitteratur! En sært aggressiv glose. Det lyder nærmest som om disse „papirfundamentalister“ er forsinkede efterkommere af renæssancehumanisten Erasmus af Rotterdam. Han er også med i denne bog som bogmennesket over alle der gjorde skribenten til en samfundsmagt og tændte lys fire århundreder frem. Men den ængstelige, stue­ lærde Erasmus i sneglehuset er ikke en type fra vores tid, og det er en falsk modsætning mellem litteratur med og uden fast ryg. Siden Arilds dage har litteratur jo også fungeret i talløse mundtlige varianter, formidlet af skuespillere, sangere, rapsoder, markedsfortællere og højtlæsere. Og tænk på teatergruppen Solvognens julehappening i 1974, da de som udklædte julemænd invaderede Magasin i København og uddelte boggaver til kunderne – og bagefter modtog en produktionspræmie fra Statens Kunstfonds litterære udvalg.

I det hele taget: Hvorfor kreere borgerkrig mellem „hårde“ og „bløde“ medier? Det hører netop med til 2000-tallets bogkultur at de græsser glade sammen. E-bøger har indlysende fordele ved deres til12

Bogmennesker_2.indd 12

BOGMENNESKER

02-08-2016 23:59:05

gængelighed, ikke mindst for ældre med svagere syn. Mange ældre bogmennesker orker ikke at tweete, facebooke, blogge og netsurfe, men for yngre folk indgår hele arsenalet selvfølgeligt i deres bogliv, og de podcaster, iPad’er og tweeter lige så meget som de læser „papir­bøger“.

Omstillingen har jo især ramt detailledet. Siden 90’erne er udenlandsk boghandel blevet rystet af barske fusioner og fallitter – som i 2011, da den britiske Waterstone-Ottokar-kæde med 331 butikker blev købt af en russisk milliardær og barberet ned (på management-sprog: „fortætning“), mens Borders-kæden i USA med 686 butikker gik fallit, undermineret blandt andet af den altædende internetboghandel Amazon. Borders solgte kundelisterne til nærmeste konkurrent: Barnes & Noble-kæden, der nu har 640 butikker, men siden 2010 har måttet nedlægge 80 forretninger og sin flagship store på Fifth Avenue i New York.

I København oplevede vi i efteråret 2015 tre jordrystelser – små, men på én gang: Atheneum, byens bedste boglade, lukkede; Vangsgaards Antikvariat – Nordens største, der havde opsuget en snes små antikvariater – gik konkurs; og Københavns Biblioteker udførte deres hidtil største massekassation: 470.000 stk. materialer – heraf 370.000 bøger, det meste på Hovedbiblioteket – gik til destruktion.

Den tredobbelte tabsmelding – inden for én uge og én kvadrat­ kilometer – virkede symbolsk. „På bibliotekerne brænder man bøger“, skrev Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen spydigt og så det som tegn på identitetskrise i biblioteksvæsenet. Det virkede også anstødeligt at sende så mange bøger, film og cd’er i bogkrematoriet frem for at lade dem gøre nytte f.eks. i flygtningelejre og asylcentre.

Vangsgaards blev alligevel ikke spredt for alle vinde, men tværtimod reddet af kunderne. Og andre håb vinker forude. I 2010’ernes bogkultur stritter tendenserne i mange retninger som udtryk for et desorienteret marked. Men hvis man sætter kikkerten for det optimistiske øje, ser man et læs af nye muligheder.

Koncentration og skrumpesyge Den overordnede udvikling siden 1980 har været accelereret medie­ industrialisering, og på bøgernes felt er tre tendenser markante: 1) konB O G M E N N E S K E R O G B O G L I V I 10 ’ E R N E

Bogmennesker_2.indd 13

13

02-08-2016 23:59:05

traktion = „skrumpesyge“ med fald i læsning, bogkøb og biblioteksbrug, biblioteks- og bogladelukninger; 2) koncentration af forlag og boghandel, brutal rationalisering og integration af tekst-, billed- og lydmedier i medieimperier; 3) polarisering mellem store og små aktører, mellem bestsellere og smalle bøger og forfattere. Mere herom i afsnittet „Pengene i litteraturen“ (s. 61ff).

På den ene side har markedsmekanismerne også hos os fået en spand kul med de frie bogpriser fra 2010. De dominerende forlagskoncerner har opsuget mindre forlag og e-bogsrettigheder. Bogklubber og billigbøger taber terræn, især klassikerserier. Supermarkedernes dumpingpriser har accelereret boghandlerdøden – 25-40 boglader lukker om året, og det samlede antal er faldet fra 455 i 2000 til 334 i 2015.

Nu er selv mange mellemstore byer uden boghandel, og de overlevende samles i magtfulde kæder med centralt indkøb og snævert sortiment.

Bogsalget glider over til kriminal- og anden underholdningslitteratur.

Forlagenes forskud på bestellere har nået vilde højder, og de annoncerer kun for de bedst solgte titler. Medierne skærer i bogstoffet. Forfattere klager over at smalle bøger, især fra mindre forlag, ignoreres af pressen.

På den anden side har vi foreløbig undgået større udenlandske opkøb. Faldende produktionspriser har skabt en underskov af selvudgivere og vigtige små forlag. Salget via supermarkeder og netboghandel har øget antallet af bogkøbere, også i nye forbrugergrupper. Lydbøger og e-bøger holder ældre litteratur i omløb, nye oplevelsesmuligheder streames via smartphones og tablets. Boghandlerkæder, aviser og tidsskrifter opretter hjemmesider og blogs med online essays og læseranmeldelser. Også hos os kan stadig mere bogstof downloades via web- og podcast-tjenester. Ja, faktisk får vi nye boglader – ca. 10 om året.

Bogens kommercielle situation afspejles på godt og ondt i bogmesser som det årlige Bogforum i Bella-Centeret på Amager, der siden 1992 er vokset og vokset – på godt og ondt. På den ene side kalder nogle Bogforum et flimmershow med skinger støj, kvælende menneskemylder og et masseopbud af ligegyldige romaner, popbiografier, hobby- og helbredsbøger, livsstilspludder og kaloriefattig gastronomi, præsenteret 14

Bogmennesker_2.indd 14

BOGMENNESKER

02-08-2016 23:59:05

af hurtigsnakkende fitnessguruer, påståede krimifornyere, vinsmagere og skaldede „superkokke“, hvoraf de fleste rask kurer ud i glemslen.

På den anden side er Bogforum ramme om gode debatter, møder med vigtige forfattere hjemme- og udefra – og platform for de mange bøger og forlag der ikke slipper gennem medie- og annoncefilteret, så man kan orientere sig også i bogkulturens fjernere kroge. På tre dage får messen 30.000 betalende gæster og bidrager generelt til at fokusere på bogen også i de elektroniske medier. Måske vil kræsne sjæle få ondt og lyst til at gå fra bordet, men det vil være dumt af dem.

Biblioteksnedsmeltning og læsehunde Skrumpesygen er mest synlig på folkebibliotekerne. Fra 1988 til 2015 faldt antallet af hovedbiblioteker fra 250 til 97, antallet af filialer fra 788 til 319, bogbusser fra 68 til 21. Alt i alt: 669 udlånssteder tabt = 60%. Udråbstegn! Kommunalreformen i 2007 aflivede 125 hovedbiblioteker og 101 filialer, siden har salamikniven år for år snittet i personale, læsesale, åbningstider og bogbestand, og det har virket selvforstærkende og kostet udlån. Alt i alt en sørgelig nedsmeltning af vores engang – også interna­ tionalt – så stolte biblioteksvæsen. Men også her er situationen speget.

På den ene side skal biblioteker jo trimmes for ulæste bøger og være åbne for nye medier, og der er fordele – også for brugerne – ved længere åbningstid, selv uden betjening. Mange biblioteker modvirker også det faldende udlån ved forfattermøder, udstillinger og andre kulturarrangementer, informationssøgningskurser og læseklubber. Altsammen forsøg på at gøre biblioteket til mødested for borgerne. Fint.

På den anden side: når lege- og spilrum fortrænger reolerne og magasinerne med kælderguldet, kan det føles som om det kære væsen er ved at blive opsuget i entertainment-branchen. Og når de gamle kerneydelser erstattes af „virtuelle biblioteker“ og on line-“service“ (i gåseøjne), ligner det mere tvangsdigitalisering. Venstres kulturordfører i Københavns borgerrepræsentation har drømt højt om et fremtidigt bibliotekssystem „uden støvede bøger og tyssende bibliotekarer“: ikke som „et fysisk sted“, men som „on line-adgang“ til „den samlede danske litteraturskat ved hjælp af digitale platforme“ (Politiken 12.2.2016).

B O G M E N N E S K E R O G B O G L I V I 10 ’ E R N E

Bogmennesker_2.indd 15

15

02-08-2016 23:59:05

Bibliotek betyder jo bogsamling, så det er paradoksalt at mange bibliotekarer løber så rask efter digitaliseringen at de risikerer at overflødiggøre sig selv – og i praksis bliver bogkulturens modstandere. Det rapporteres at protesterende personale bliver fyret, og mange pensionerede fagfolk har kritiseret væsnets overtro på e-bårne medier og bestsellerstyret indkøbspolitik. Forfatterne frygter hvad indkøbsnedskæring, massekassation og e-Reolens masseudlån vil koste i tabt bogsalg og biblioteksafgift.

Men på den tredje side er det opmuntrende hvordan biblioteker søger at formidle på nye måder – f.eks. med højtlæsning og bogklubber for ældre og handikappede, læse- og lektierum for indvandrere, børn og unge. Foreningen Læsehunde (oprettet 2013) uddanner såkaldt „frivillige læsehunde“ til at motivere læsesvage børn til at læse mere og bedre.

På det lokale bibliotek kan børn læse op for „deres“ hund ­alene, blive mere trygge ved at læse højt – og roligt gelejdet henimod læsningens mirakler. Smågenial pædagogik.

Analogt og digitalt Sådan er hele situationen: på den ene side, på den anden side – „Sorrig og glæde de vandre til hobe“, som skrevet står i Kingos „Aandelige Sjungekor“.

Bognørder har hang til at nostalgere om De Gode Gamle Bogdage da alt var så meget bedre, ligesom sortseere op gennem det 20. århundrede jævnligt har spået den seriøse litteraturs snarlige død. I 60’erne bragte bladet The New Yorker en cartoon, hvor en tv-speaker dystert forkyndte: „Mine damer og herrer, med største beklagelse må jeg meddele den tragiske nyhed at romanen gik bort i aftes kl. 23.“ I de mellemliggende år har vi jo ikke oplevet romanens, endsige Bogens død. Ikke engang „fastformslitteraturen“s død, som selv seriøse folk havde spået. 2015-16 overgik endog store trykmedier som det amerikanske ugemagasin Newsweek og det britiske dagblad The Independent til kun at udkomme online, og sådan vil det gå andre. Men samtidig rapporteres fra Frankrig, England og USA at e-bogssalget er faldende og „Hans Majestæt Papirbogen“ på vej tilbage (se s. 93). Erfaringen er at p-, e- og l-bøger ikke 16

Bogmennesker_2.indd 16

BOGMENNESKER

02-08-2016 23:59:05

modarbejder, men støtter hinanden. Alligevel ser nogle stadig situationen som en art kulturkamp mellem analoge og digitale medier.

Den mest radikale hyldest til e-bogen jeg har læst, står i den britiske forfatter Tim Parks’ Where I’m Reading From (2015). Hans praktiske argument er: e-bøger kan købes og læses overalt; bruger ikke papir; koster, fylder og vejer mindre; belysning og typografi kan tilpasses frit („Joyce er ligeså meget Joyce i Baskerville som i Times New Roman“).

Sandt nok. Men Parks går videre med at e-bogen er den rene tekst – uden p-bogens „fetichistiske“ form og forstyrrende yderværker som omslag, forfatterbiografi og forlagsreklame – og derved rendyrker „den litterære oplevelse“, „det skrevne ord i sig selv“. Han konkluderer: e-bogen er „mediet for voksne“.

Det er nykritikkens princip: the text and nothing but the text i asketisk ren form. Men det kolliderer med hvad læserpsykologiske undersøgelser påviser: at de fleste lettere opfatter og husker hvad de har læst på trykte sider, også fordi bogens/bladets fysiske form og tekstens placering på siden hjælper til at fiksere læseoplevelse og erindringsbillede.

Hvortil kommer at når nykritikken abstraherer fra den historiske sammenhæng og forfatterpersonen, reducerer det læseridentifikationen.

Hidsige e-bogsdyrkere ser såkaldte „papirister“ som bagstæveriske nostalgikere, men e-bogens indiskutable nytteværdi kan ikke neutralisere den fysiske bogs taktile tiltrækning. I Milan Kunderas roman Tilværelsens ulidelige lethed (1984) mødes lægen Tomas og hans senere kone Tereza på et værtshus, og Tereza bemærker ham fordi han har en bog opslået på bordet. Hun opfatter bøger som kendetegn på „et hemmeligt broderskab“, og hun låner romaner på folkebiblioteket fordi de er et flugtmiddel fra den grove tjekkiske étpartistat, men „de betød også noget for hende som ting: hun kunne godt lide at spadsere hen ad gaden med en under armen“.

Samme syn møder man i den amerikanske feminist Alix Kates Schulmans roman Ménage (2012). Den modne Heather kalder sine mange tusind bind en uundværlig addiction: „Hun indså at bøger som håndgribelige fysiske genstande – med lugt, æselører, mærker af tårer, mad, notater og andre spor af individuel læsning – var truet på livet B O G M E N N E S K E R O G B O G L I V I 10 ’ E R N E

Bogmennesker_2.indd 17

17

02-08-2016 23:59:05

under de elektroniske læseapparaters angreb, ligesom dyrebare plantearter berøvet deres voksesteder, men hun nægtede stædigt at købe en device (hæsligt ord!) og fremskynde massakren.“ For et par år siden så jeg en pige på 10 der var slæbt med til selskab, men satte sig på en stol midt i stuen med en lommelygte og det nyeste Harry Potter-bind. Hun var dybt opslugt, med benene trukket op under sig som et fly der er lettet og har trukket hjulene ind. Og hun var lettet, langt inde i Hogwarts-universet, fjernt fra alle os mugglere. Det havde været det samme med en e-bog – for min skyld ingen alarm, men det var altså en fysisk bog, og hun nød tydeligvis dens vægt som et trofæ. Hun havde ikke brug for læsehund. Hun var med i Terezas „hemmelige broderskab“.

Overflod, styring og kritisk humaniora „En bog er som en have man bærer i lommen“, siger et klassisk arabisk ordsprog.

Det er som talt ud af mit hjerte, min inderste lomme. Som litterat og lystlæser går man altid rundt med haver i lommen – haver til alle formål: prydhaver og nyttehaver og orientalske hængende haver. Som universitetslærer har jeg levet det privilegerede gartnerliv at kunne forske og undervise i det jeg brænder for, og ifølge min havebog hører det med til privilegiet at man til gengæld formidler sin viden til andre, blander sig i debatten, får litteratur og samfund til at hænge sammen. Også fordi det offentligt ansatte gartnerliv ellers let kan blive et isoleret drivhusliv.

Dette angelsaksiske ideal er kønt formuleret af forfatteren og journalisten Meïr Goldschmidt. Han skrev som programerklæring i sit tidsskrift Nord og Syd 1848: „… Publicum har Krav paa at erfare det Gavnlige paa en underholdende Maade“, og det forudsætter „en sund og kraftig Enthousiasme“.

Og forfatteren Jakob Knudsen skrev omkring 1900: „Jeg vil helst undgaa at bruge Ord og Vendinger i min Forfatterstil, som vilde bringe en Postkarl til at maabe, hvis jeg sad paa Bukken af en Diligence og snakkede med ham.“ Den svenske kritiker Horace Engdahl sagde det samme i en tv-samtale i 2016: at det „at skrive for de intellektuelle er som at sidde fanget 18

Bogmennesker_2.indd 18

BOGMENNESKER

02-08-2016 23:59:05

i en elevator“, mens hans ældre kollega Olof Lagercrantz, chefredaktør for Dagens Nyheter, havde lært ham at udtrykke sig med „præcision og enkelhed“ for at nå ud til alle.

Igen som talt ud af mit hjerte og min katekismus.

De sidste år har man set en reaktion imod et formalistisk litteratursyn. Den frafaldne franske strukturalist Tzvetan Todorovs La littéra­ ture en péril (Litteraturen i fare, 2007) angriber puristiske litteraturforskeres „ghetto“ af tomgangsteori uden forhold til den konkrete verden og søger tilbage til fundamentale værdier som læseglæde, litteraturens indhold, interesse for forfatterens baggrund. Den amerikanske komparatist Rita Felskis Uses of Literature (2008) fornyer litteraturlæsning ved at inddrage „common sense“-læseengagement.

Vores egen Marianne Stidsen skrev i efterskriften til den danske udgave af Horace Engdahls Berøringens ABC: „Det er som om mange nutidige litterater helt har opgivet tanken om at der skulle befinde sig et almindeligt læsende publikum derude som det gav mening at forsøge at kommunikere med. Og ikke mindst: opgivet at der findes noget alment vedkommende ved litteraturen at kommunikere om.“ Hendes disputats Den ny mimesis (2015) fokuserer jordnært på litteratur som historisk funderet virkelighedstolkning og udtryk for skiftende syn på identitet.

2010’ernes angelsaksiske bogmarked vrimler med „bøger om bøger“, om Bogen med stort og hvad den kan frem for de andre medier, om The Pleasure of Reading in an Age of Distraction, om litteraturens nytte og relevans i vores digitale tid (se om bognørdernes modoffensiv s. 93). Disse „bøger om bøger“ er skrevet med markant engagement og „sund entusiasme“, netop for at nå ud til en bred offentlighed.

To humanistiske forskere, Umberto Eco og Thomas Bredsdorff, har givet bud på hvorfor bogen er livsvigtig, og det er interessant hvor forskelligt de bedømmer situationen med 22 års mellemrum.

Umberto Eco sagde i 1993 at overfloden af information „frembyder en reel fare“: „Den overdrevne informationsmængde virker ligesom støj. Og det er de politiske magthavere i vore lande udmærket klar over.

Censuren består ikke længere i, at man tilbageholder eller eliminerer informationer, men derimod i, at man udbreder flere og flere. Hvis man B O G M E N N E S K E R O G B O G L I V I 10 ’ E R N E

Bogmennesker_2.indd 19

19

02-08-2016 23:59:05

vil kvæle en nyhed, behøver man i dag bare udsende en anden lige bagefter den. Det, der skete under Golfkrigen [1991], er et strålende eksempel på det. … På samme måde dræber fotokopierne læsningen og dermed tilegnelsen af viden.“* Thomas Bredsdorff mente i 2015 at faren nu er den styrede information og „det totale overvågningssamfund som Edward Snowden har løftet en flig af tæppet for“: Informationssamfundet lød som akademikernes ideal: et samfund hvor information flyder friere og friere. I stedet aner vi nu at det vi fik, var den totalstyring som netop informationssamfundet gør mulig. … vi (er) på vej mod et overvågningssamfund ingen andre end George Orwell troede muligt. … At de hører hvad jeg siger og tænker, er én ting. Langt værre er at jeg efterhånden kun hører og derfor måske også tænker det nogen har valgt for mig. Den elektroniske informationsformidling sikrer at annoncer for fluefiskeredskaber stiles til fluefiskere. Men med de samme redskaber er det muligt at sikre at jeg kun får den information nogen mener, er passsende for mig.

Men uanset om faren er den flimrende informationsoverflod eller totalstyringen, den af andre selekterede information, så er den bedste modgift kritisk humanistisk forskning med historisk bevidsthed, indlevelse i andre(s) værdier og livsformer, mod til at dekonstruere myter og løgne, til at modvirke samfundets hukommelsestab og fortrængninger, evne til at skabe overblik og sammenhæng. Bredsdorff: … ser jeg mig om, kan jeg ikke få øje på nogen bedre modstandsrede til fordel for det oprejste, frie menneske end humaniora med tid til at fordybe sig i de ukurante bøger og undvige informationssamfundets tredjegradsforblindelse. … (jeg) sætter min lid til at de unge ikke vil finde sig i den styring, og selv vil *Overflodskulturen, interview med Umberto Eco, Weekendavisen 13.8.1993.

20

Bogmennesker_2.indd 20

BOGMENNESKER

02-08-2016 23:59:05

kræve ret til at gå på opdagelse i de bøger vi sorgløst anlagde det ene og det andet synpunkt på, som var det et selvfølgeligt gode at de var frit tilgængelige, for ‘censuren er jo ophævet og kan ingensinde genindføres’. Skønt det netop er hvad der sker: Censuren indføres med så sofistikerede midler at der skal kritisk humanistisk forskning til at byde den modstand.** Den kritiske funktion er og bliver knyttet til Bogen, både den digitaliserede kulturarv, e-bogen på nettet og den fysiske bog i det ucensurerede bibliotek og i antikvariatet – med alle mulighederne for at møde det uforudsete, den kreative tilfældighed som lystlæsningen har til fælles med forskningens uventede fund på uventede steder.

Hjertemusklen Som sagt: bogkulturen har masser af problemer – mere herom i de næste kapitler. Værst er slagtningen af biblioteker og „unyttige“ universitetsfag, neddroslingen af andre sprogfag end engelsk, tabet af interesse for fortiden, boghandlerkæderne der kan klemme priserne, gøre livet surt for de små forlag og boghandlere og påvirke titeludbuddet, så mainstream-litteraturen truer mangfoldigheden – „for mange hovedgader og for få sidegader“, som forlæggeren Claus Clausen har sagt.

Der skal stærke midler til for at klare sig på det støjende mediemarked. Det er ikke længere nok at juble på plasticposerne: I love books med rødt hjerte i midten. Men nye opfindsomme folk kommer til, og Boghallen i Politikens Hus fik en fin jul med disse klistermærker:

**Thomas Bredsdorff: Humanistisk videnskab gennem et halvt århundrede – eller fra Snow til Snowden, Nordica. Tidsskrift for nordisk teksthistorie og æstetik, bd. 32, Odense 2015, s. 53-54.

B O G M E N N E S K E R O G B O G L I V I 10 ’ E R N E

Bogmennesker_2.indd 21

21

02-08-2016 23:59:05

Og så er der den amerikanske boghandlerkæde med slogan’et Read a Fucking Book! Og så er der dem der spreder litteratur hvor ingen venter det. I Grenoble har bystyret opsat automater, hvor man gratis kan trække noveller med læsetid på 3 og 5 minutter. I England er mange af de gamle røde telefonbokse, som er overhalet af mobiltelefonen, blevet omdannet til „mini-biblioteker“ hvor folk stiller brugte bøger ud til fri afbenyttelse.

I tre amerikanske sydstater er opstået ambulante boglader, bookmobiles, til at betjene et hidtil uopdyrket marked i omegnsbyer og landdistrikter.

Sådan spirer opfindsomheden og mutationerne, ligesom da Sylvia Beachs legendariske avantgarde-boghandel Shakespeare & Company i Paris efter 2. verdenskrig genopstod som antikvarisk bogmekka ved Seinen (og stadig lever). Alt tyder på at bogbranchen og den offentlige litteraturformidling vil kunne tumle de nye mediemuligheder og – som så tit i boghistorien – omstille sig til nye vilkår. Det afgørende er passionen. Som Woody Allen siger: Hjertet er en elastisk lille muskel.

Det er også holdningen i denne bog om bøger og bogfolk der spiller og synger fordi de ikke kan lade være. Og som Bjørn Bredal engang skrev i Politiken om undertegnede bogmenneskes sindsstemning: „Hans humør ligner verjrudsigten: let til frisk, hen under aften noget aftagende.“ Vist så. Jeg har hele livet været det englænderne kalder „a lad of bookish bent“, og ved skumringstide kan jeg opleve momentane anfald af kulturpessimisme på Bogens vegne, men det er væk næste morgen.

Det er det med den elastiske muskel.

Juli 2016

22

Bogmennesker_2.indd 22

BOGMENNESKER

02-08-2016 23:59:06