········
DET STORE I DET SMÅ
· · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · · ··
Har du en historie til rubrikken ”Det store i det små”, nyt fra din forening eller noget du synes også andre skal vide, så skriv nogle linjer og vedhæft gerne et foto til redaktion@ kulturenrebild.dk.
DM-medaljer TIL ROLD SKOV OK Rold Skov Orienteringsklub fik vist farverne til DM i mellemdistance samt sprint med 8 deltagere og flere podiepladser. Lørdag 29. august var der mellemdistance i Aggebo-Græsted Hegn, hvor Ida Søe Christiansen løb sig til en sølvmedalje i D12. Hun mente selv, at det havde givet hende ekstra motivation til at løbe stærkt på den forholdsvist lette bane, at hun havde måttet give afkald på en klassefødselsdag for at deltage i DM. Andrea Ebert Svenningsen løb sig til en 3.plads som nyoprykket i D14, hvor banerne er noget sværere. Ida Riis Madsen var 11 sekunder fra en bronzemedalje i D16. Hun betegner sin bane som en svær, teknisk bane, hvor det var nødvendigt at komme lidt ned i fart for at bevare kortkontakten. Søndag 30. august var det tid til den hektiske sprintdistance som foregik i Hillerød by. Her løb Ida Søe Christiansen sig til en 1. plads, mens Andrea løb sig til endnu en 3. plads. Ida Riis Madsen løb sig til en 2. plads i D16 kun 4. sekunder fra 1. pladsen, og udtaler om løbet: ”Jeg løb godt og sikkert. Det var en svær bane især til sidst med poster i flere planer, så det var nødvendigt at træffe hurtige beslutninger”. Størst dramatik var der dog omkring Ida Søe Christiansens førsteplads, da hendes brik ikke havde registreret hele løbet, så hun først stod som diskvalificeret i resultatlisten. Heldigvis kan man ud fra registreringen i selve posterne se, at den registrering Ida selv har på sit løbeur stemmer, så det nu ser ud til, at hun får sin medalje. Præmieoverrækkelsen til o-løbs-stævner i denne Coronatid består i udlevering /eftersendelse af medaljen. Derfor blev det besluttet at lave en lille medaljeoverrækkelse til den efterfølgende tirsdags ungdomstræning, så de tre løbere kunne blive behørigt fejret. Ved samme lejlighed blev det også fejret, at Ida Riis Madsen havde løbet to guldmedaljer hjem til de jysk-fynske mesterskaber et par weekender forinden. Find mange flere informationer om Rold Skov Orienteringsklub på www.roldskovok.dk.
26
NOV - DEC 2020 · derudad
Nytænkt lysfest MED LUCIAOPTOG I THINGBÆK KALKMINER Den underjordiske lysfest med Luciaoptog er et højdepunkt på Rebildcentrets brogede årskalender. Mange gæster kommer år efter år for at opleve den fortryllende stemning, når hvidklædte piger går gennem Thingbæk Kalkminer, som er oplyst af 3.000 levende lys. Corona-epidemien har medført en nytænkning af det traditionsrige arrangement, så det kan gennemføres på en både smuk, hyggelig og sundhedsmæssig forsvarlig måde søndag den 13. december. Myndighedernes forsamlingsforbud gør, at der er begrænsning på antallet af gæster, der må være i minerne samtidig. Rebildcentret sørger naturligvis for, at det bliver overholdt. For at så mange gæster som muligt kan få glæde af Luciaoptoget, vil de dygtige sangere fra Klarup Pigekor gå gennem minerne flere gange i løbet af eftermiddagen. Der bliver således mulighed for at opleve et Luciaoptog, næsten uanset hvornår, du ankommer til Thingbæk. Minen indrettes, så gæster og de syngende piger kan holde god afstand. Eventuel ventetid på at komme ind i minen bliver ikke kedsommelig. Rebildcentrets fine atriumgård bliver pyntet op til udendørs julehygge. Her vil der være underholdning, og Rebildcentrets Gårdbutik sørger for noget både lækkert og lunt til ganen. Indendørs i velkomstbygningen og det nye ”Kildetårn” kan man fordybe sig i udstillingerne om KALK, KILDER, KUNST og KOLD KRIG.
Bevægende korklang – DR VOKALENSEMBLET GÆSTER KULTURSTATIONEN Vi kender DR VokalEnsemblet og dets 18 professionelle sangere fra TV. Her toner koret jævnligt op på skærmen i forskellige scenarier med sange, der bevæger os. Nu får vi mulighed for at se og høre sangerne live, når de gæster Rebild Musikforening søndag den 1. november kl. 16 i Kulturstationen. Det er intet mindre end en sensation, at et så velrenommeret og rost et kor kommer hertil. Koncerten kan også kun lade sig gøre, fordi den bliver støttet af kommunen, Statens Kunstråd og Augustinusfonden. DR VokalEnsemblet har på få år vundet en række af den klassiske musikverdens vigtigste CD-priser og fornemme nomineringer. Og anmelderne har ikke holdt sig tilbage med roser. F.eks. skrev en anmelder i det engelske BBC Music Magazine: “Det er noget af den smukkeste og mest bevægende korsang, jeg nogensinde har hørt”. DR VokalEnsemblet beskriver sig selv som et kor, der ønsker at ramme alle typer lyttere – både unge, gamle, nye og erfarne koncertgængere, hvilket også kommer til udtryk i korets repertoire. Ved koncerten i Rebild Musikforening vil koret synge sange, der har med temaet rejselyst at gøre. I disse Coronatider med begrænset rejseaktivitet kan det være opløftende med en sanselig rejse med musikken – en rejse, hvor den menneskelige stemme går lige i hjertet.