TEMPERATURMÅLING
Undgå magtanvendelse ved temperaturmåling Det ideelle noninvasive termometer skal være hurtigt, præcist, bekvemt og etisk forsvarligt. Det skal være let at rengøre og desinficere. Nøjagtigheden skal være den samme, uanset hvem der udfører målingen. Det anbefales på den baggrund at anvende rektal temperaturmåling, men metoden giver problemer hos patienter med erhvervet hjerneskade. Et alternativ kan være brug af øretermometer, mener forfatterne efter at have undersøgt sagen.
Birgit Dashnaw, neurosygeplejerske, Hammel Neurocenter Lisbet Fog, neurosygeplejerske, SD, MR; Hammel Neurocenter; lisbet.fog@hammel.rm.dk Mette Tidemand-Dal, neurosygeplejerske, Hammel Neurocenter
På Regionshospitalet Hammel Neurocenter måles temperaturen med rektal termometer. Magtanvendelse i hverdagen kan være nødvendig i forbindelse med temperaturmåling. Vi er tre sygeplejersker, der har sat os for at undersøge, om der er et alternativ til rektal temperaturmåling. Patientgruppen er mennesker med erhvervet hjerneskade, som ofte har en kombination af sensomotoriske, kognitive og emotionelle forandringer. De kognitive forandringer giver patienterne særlige udfordringer i forhold til at forstå formål og procedurer omkring rektal temperaturmåling. Patienterne reagerer på, at de afklædes og berøres i intimsfæren. De forsøger at dække sig til med hænderne og værger for sig. Kroppen spænder op, og patienten gør modstand. Dette kan resultere i magtanvendelse og medfører et etisk dilemma, når ordinationen foreskriver, at patienten skal have målt temperatur, og traditionen er, at den måles med et rektalt termometer. Der er andre faktorer, der taler for et alternativ til rektal temperaturmåling. Flere patienter har eksempelvis hæmorider og fissurer (1). Det kan påføre patienten unødig smerte, når temperaturen måles rektalt. Ud over at der kan være et etisk dilemma, er rektal temperaturmåling forbundet med et ressourceforbrug på sensomotorisk klinik. Der skal ofte to personalemedlemmer til at måle temperaturen hos immobile patienter, der ikke selv kan hjælpe til. Klinisk praksis viser, at der på den baggrund kan mangle temperaturmålinger. Ergonomisk er det også en fysisk belastning for personalet at foretage rektale temperaturmålinger flere gange om dagen hos mennesker, der har svært ved at forstå, hvad der skal ske. Ifølge litteraturen er der konsensus om, at kroppens temperatur er et vigtigt tegn på sundhed og sygdom (2). Legemstemperatur reguleres i hypothalamus til bevarelse af kropstemperaturen indenfor en individuel grænse. Normal kropstemperatur er generelt anerkendt som 37˚, som defineret i midten af 1800-tallet af den tyske læge Carl Wunderlich (3). Han benyttede et kviksølvtermometer i armhulen i 20 minutter til at måle temperaturen på ca. 25.000 patienter (4). 54
SYGEPLEJERSKEN 6.2014
Senere studier viser, at kropstemperatur varierer betydeligt fra person til person og hos det enkelte individ over døgnet, hvor den er lavest sent på natten og i de tidlige morgentimer og højest om aftenen (3). Morgentemperaturen varierer mindre sammenlignet med eftermiddags-/aftentemperaturen, hvilket understreger de eksogene faktorers indflydelse i løbet af dagen (5), f.eks. fysisk aktivitet, metabolisme og den omgivende temperatur. Ligeledes spiller alder, køn, hormonspejl, medicin og BMI en rolle (6,7). Det er fortsat normen i dag at definere feber som temperatur over 38˚ (2). Feber er kroppens reaktion på sygdom og har stor betydning i klinisk praksis ift. interventioner, den medicinske diagnose, udredning og behandling (2). Mellem 11 og 27 pct. af patienter med hjerneskade antages at have forhøjet temperatur. 33 pct. af patienter med hjerneblødning er i en undersøgelse påvist at have noninfektiøs temperaturforhøjelse (8). Ligeledes er det påvist hos skrøbelige ældre, at de har en lavere basaltemperatur pga. nedsat metabolisme (3). En morgentemperatur på 37,6˚ kan være en stigning på to grader hos en ældre med basistemperatur på 35,6˚ (5). I egen praksis oplevede vi en patient med hypofyseinsufficiens, som havde en basistemperatur på 35˚. På trods af al den viden, der er fremkommet efter Wunderlichs undersøgelse i midten af 1800-tallet, er det stadig normen at definere en normal temperatur som 37˚ og 38˚ som feber. Den mest nøjagtige kernetemperaturmåling er invasiv og foretages i arteria pulmonalis. Denne måling kræver avanceret udstyr og udføres kun på intensivafdelinger til kontinuerlig temperaturmåling (4). Flere artikler påviser, at der er god overensstemmelse mellem kernetemperaturens udsving og øretemperaturmålingen (9,10). Det påpeges ligeledes, at fokus skal være på en individuel temperatur frem for en generaliseret temperatur. Måling af temperaturen i øregang, endetarm, mundhule og armhule afspejler tilnærmelsesvist kernetemperaturen, og de vil alle hver for sig have forskellige måleresultater, fordi alle er estimater for netop kernetemperaturen (11). Alt efter hvor tem-