Tidsskrift for psykoterapi 2023 2

Tidsskrift for

Tidsskrift for

FAMILIETERAPI

Børn i familieterapi

Hvad er børnenes rolle i familieterapi? Skal de være med i det terapeutiske rum eller ikke?

Flerfamilieterapi

Når flere familier er sammen i det terapeutiske rum, hvordan er så terapeutens rolle?

Narrativ familieterapi

Problemer bliver i narrativ familieterapi forstået som noget eksternt, der har bemægtiget sig familien.

Kærlighed

Det magiske i terapi sker netop dér, hvor der skabes rum eller forbindelser til kærlighedens vandring fra den ene til den anden.

FORMANDEN SKRIVER

Pia Clementsen

Psykoterapeut MPF

Formand for Dansk Psykoterapeutforening

HVOR SKAL VI HEN?

Der sker rigtigt meget med vores fag. Og der er brug for os mere end nogensinde. Der efterlyses fagfolk og tværfaglighed til at løse problemerne med mistrivsel og mental sundhed. Og hvis ikke netop vores faglighed skulle kunne være et kvalificeret bud på at løfte opgaven, hvem så?

Det stiller jo så nogle krav. Både til politikerne og til os som faggruppe. Der bliver noget at tage stilling til i den kommende tid.

Vi arbejder på at få politikerne til at skrive psykoterapeuter MPF ind i lovgivningen. For kun ad den vej kan vi blive en del af sundheds- og behandlingssystemet. Samtidig ligger der et oplæg på EU’s bord fra The European Association for Psychotherapy (EAP) om en generel godkendelse af psykoterapeuter i hele Europa. Det kan vi jo kun juble over, og det betyder også noget i forhold til, hvordan vi arbejder videre med vores faglighed.

DEN ENE DEL ER I FULD GANG

Fra EAP er kravet, at psykoterapeutuddannelsen skal være på master-niveau. I 2019 blev det i Danmark muligt for private uddannelser at blive niveauvurderet af Danmarks Akkrediteringsinstitution, og vores proces gik i gang. Det er en meget stor proces, som vores certificerede institutter stort set alle sammen er gået ind i med stor ildhu. De første institutter er allerede på vej helt ind i niveauvurderingen.

Vi har udarbejdet en kompetenceramme og en ny certificeringsmanual, der lever op til Rammen for Livslang Læring på masterniveau. Vi har nedsat en kvalitetskomité med kapaciteter udefra og indefra, der tuner skarpt ind på kvaliteten af vores uddannelser. Og ikke mindst har foreningen fået sit eget forskningsfakultet. Fra sommeren 2024 bliver det obligatorisk for alle nye studerende at tage forskningsmodulerne, mens de er under uddannelse. Modulerne er online, og alle medlemmer af foreningen kan melde sig til forskningsmodulerne, men det er ikke obligatorisk for eksisterende medlemmer. Jeg kan dog varmt anbefale modulerne, de er et godt og interessant supplement, der sætter den erfaring og viden, vi har, ind i en relevant ramme. Derudover giver det os et sprog for den viden og de kompetencer, vi har, som verden udenfor forstår.

SÅ KOMMER VI TIL DEN ANDEN DEL

– og den skal vi alle sammen tage stilling til. En forudsætning for anerkendelse i sundhedssystemet og beskyttet titel er autorisation. Autorisation stiller krav om tilsyn, journalføring, skærpet underretningspligt mv. I og for sig helt rimeligt, hvis vi vil være en del af behandlingssystemet og få den endelige anerkendelse.

Næstformand Lise Kramer Schmidt og jeg vil sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed i dette efterår drage ud i det ganske land og mødes med jer medlemmer for at kunne drøfte denne proces – og hvor vi står.

Rigtig god sommer. Jeg håber at se mange af jer i løbet af efteråret.

FRA REDAKTØREN

Susanne van Deurs

Redaktør

Psykoterapeut MPF

Der er kommet mange gode artikler til temaet ’Familieterapi’, alle skrevet af psykoterapeuter MPF. Artiklerne giver en præsentation af en række af de de forskellige modaliteter, der p.t. er fremme i Danmark. Solveig Outsen lægger for med en artikel om oplevelsesorienteret familieterapi, og med i den gruppe hører også Svend O. Andersen, som skriver om kærlighed i det terapeutiske rum. Anne Vincentz skriver om Internal Family Systems, IFS, og Charlotte Krolykke følger op med en artikel om Emotions-Fokuseret familieterapi. Mads Randal-Lund skriver om flerfamilieterapi, som ikke er en retning, men en arbejdsmåde. Herefter følger Allan Holmgren med en artikel om narrativ familieterapi, og Ole Nygaard bekriver et familieterapeutisk forløb. Endelig har vi en bonusartikel, skrevet af ph.d. i medicinsk antropologi Ann OstenfeldRosenthal, om compassion og hjertekohærens. Der er nok at tage fat på. Rigtig god fornøjelse.

NÆSTE GANG ER TEMAET ADOPTION

Adoption er måske ikke det letteste tema, men jeg er ikke i tvivl om, at der er ’stof’ i det. Bare i tiden kort efter, jeg satte temaet på, dukkede fire adoptionstemaer op i medierne: Dokumentarserien Adoptionens historie i tv (DR), dokumentarfilmen The Return om af finde sine biologiske forældre i Sydkorea (instr. Malene Choi 2018), den sydkoreanske spillefilm Regnen skyller alt bort (instr. Kore-Eda Hirokazu 2022), som tager sit udgangspunkt i snyd med bortadoptioner i Sydkorea, og endelig blev dokumentaren i tre afsnit, Grønlands forsvundne børn, fra 2022 vist på DR. Man kan lægge mange vinkler på en artikel om adoption: bortadoption, at være adopteret barn eller voksen, at have adopteret, at søge sine biologiske forældre – eller sit barn; overvejelser, usikkerhed, problemer, savn, glæder, sorger … Jeg tænker, at mange af jer må have erfaringer fra jeres klienter – eller fra jer selv. Spørg efter en artikelvejledning og skriv løs. Deadline er 15. august.

FEBRUARNUMMERET 2024

Til februar næste år har jeg sat spiseforstyrrelser på som tema. Vi har haft det før, men det er ti år siden, og mon ikke der er sket noget i den tid.

Tidsskrift for Psykoterapi er medlemsblad for Dansk Psykoterapeutforening – Foreningen af uddannede psykoterapeuter og uddannelsessteder. ISSN 2246-3046.

Abonnement for ikke-medlemmer kr. 295 pr. år. Abonnement og enkeltnumre kan købes ved henvendelse til Dansk Psykoterapeutforening. Tidsskriftet udkommer i februar, juni og oktober.

Deadline for artikler til næste nummer er 15. august 2023. Annoncer og øvrige stof 1. september 2023, men alt stof modtages gerne så tidligt som muligt.

Redaktion og layout

Susanne van Deurs

Markgærdet 4, Udsholt Strand, 3250 Gilleleje Mobil 4144 0921

E-mail: susvd@email.dk

Alt stof, inkl. annoncer, sendes elektronisk direkte til redaktøren på susvd@email.dk. Bøger til evt. anmeldelse sendes til adressen ovenfor.

Vejledning til skribenter kan indhentes.

Formater

Artikler og andre tekster sendes i Word. Annoncer sendes som reproklar pdf eller i Word. Indsendt stof

Artikler og andet stof, herunder annoncer, dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler og andet stof og påtager sig ikke ansvar for stof, der indsendes uopfordret.

Kopiering efter Dancopy og Lov om Ophavsret.

Annoncepriser excl. moms:

Medl. Ikke-medl.

¼ spalte kr. 300 kr. 400 ca. 8 x 5 cm

½ spalte kr. 700 kr. 850 ca. 8 x 10 cm

1 spalte kr. 1250 kr. 1500 ca. 8 x 21 cm

Hel side kr. 2200 kr. 2700 ca. 17 x 21 cm

Opslag kr. 4300 kr. 5050

Indlæg i bladet efter aftale. Sort/hvid og farve samme priser. Ekstraordinært arbejde med annonceopsætning kan blive faktureret.

Deadline for annoncer er normalt 1.1., 1.5. og 1.9.

Tryk

Christensen Grafisk. Tlf. 3536 0144

E-mail: jc@christensengrafisk.dk

Papir fra bæredygtig nordisk skovdrift

Trykoplag dette blad: 3.400 eksemplarer

Tidsskrift for Psykoterapi er medlem af Danske Medier

Forsidebillede: Mette Hind.

DIN SUNDHEDSFAGLIGE A-KASSE

NYE FOLK I ETIKRÅDGIVNINGEN

Dansk Psykoterapeutforening har indgået en samarbejdsaftale med Din Sundhedsfaglige A-kasse – DSA, så medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening nu kan optages i a-kassen.

Pr. 1. juli 2023 sker der et vagtskifte i Dansk Psykoterapeutforenings etikrådgivning, idet Karin Westh Langgaard og Dorthe Sjøgren efter en årrække i rådgivningen giver stafetten videre til to nye rådgivere, Gerda Rasmussen og Birgitte Sjødin.

BØRN AF PSYKISK SYGE

Børn af psykisk syge forældre lever med store belastninger. Det viser en rapport fra Forskningsenheden for Sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, der er lavet i samarbejde med Spørg Mere, som er et partnerskab mellem Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk’s Fond.

Din Sundhedsfaglige A-kasse er Danmark billigste a-kasse og den eneste a-kasse, der er specialiseret i det sundhedsfaglige område. Som medlem af DSA vil du derfor blive mødt af konsulenter med et indgående kendskab til sundhedsområdet.

Når du er medlem af DSA, er du sikret en indtægt, hvis du pludselig ikke kan levere dine ydelser, og du får en forsikring, der ikke er indkomstafhængig. Uanset om du er ledig eller beskæftiget, lønmodtager eller selvstændig, får du som medlem adgang til en lang række fordele.

Du kan bl.a. gratis booke karrieresamtaler, få stressvejledning og deltage i en lang række webinarer og events med professionelle erhvervsfolk, fx marketingkursus for selvstændige med fokus på sociale medier og Google/SEO. Medlemskabet giver mulighed for at tilkøbe en billig lønsikring.

DSA har 98.000 medlemmer og er akasse for syv faggrupper, der ud over psykoterapeuter MPF tæller sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, bioanalytikere, jordemødre og radiografer. Sekretariatet

Birgitte Sjødin har en kandidatgrad som korleder og musikpædagog. Sin psykoterapeutiske uddannelse har hun hentet inden for flere terapeutiske retninger: krop-gestalt, short term, kognitiv, eksistentiel, systemisk og narrativ terapi. Hun har ”arbejdet meget med jazz, og min terapeutiske stil har fødderne plantet i jazzen”. Birgitte Sjødin har fra 2016 til 2020 siddet i Dansk Psykoterapeutforenings etikudvalg, så det er en erfaren kvinde, der nu starter i Etikrådgivningen.

Gerda Rasmussen har i mange år haft selvstændig praksis som familie- og psykoterapeut MPF i Aarhus. "Sideløbende underviste jeg tidligere på DFTI, Dansk Familieterapeutisk Institut. Oprindelig er jeg uddannet socialrådgiver og har bl.a. arbejdet i kommunalt regi og i børne- og ungdomspsykiatrien. Med min deltagelse i Etikrådgivningen vil jeg gerne bruge mine erfaringer som familie- og psykoterapeut, supervisor og underviser af kommende psykoterapeuter til gavn for foreningens medlemmer og deres klienter."

Børnenes situation har omkostninger både samfundsmæssigt og personligt. Blandt børn af forældre med psykisk sygdom har 31,8 % haft kontakt til psykiatrien eller fået stillet en psykiatrisk diagnose i undersøgelsesperioden. 8,2 % af børnene har været anbragt, mens det gælder for 0,9 % af børn af forældre uden sygdom. 23,9 % børn af forældre med psykisk sygdom har fået en dom for kriminalitet, for andre børn gælder det 16,5 %. Kun 65,6 % børn af forældre med psykisk sygdom har afsluttet en ungdomsuddannelse, inden de fylder 22 år, mens andelen for andre børn er oppe på 84,3 %.

Fire ud af ti børn i 7. klasse har ikke talt med nogen om forældrenes sygdom, og syv ud af ti børn af psykisk syge forældre får ingen hjælp til at klare deres situation.

Spørg Mere anbefaler, at der skal være pligt til en forebyggende indsats over for børnene. Sundhedspersoner skal spørge til børnene, når sygdommen diagnosticeres, og børnene eller hele familien bør tilbydes samtaler og hjælp.

Rapporten kan findes på Psykiatrifondens hjemmeside. Red.

FORSIDE OG ILLUSTRATIONER I DETTE NUMMER A LITTLE CULTURAL GIFT

IPA, International Psychoanalytical Association, er en verdensomspændende forening med en seriøs og grundig hjemmeside, fuld af alvorstunge oplysninger om foreningen og psykoanalyse. Men – der er ’a crack in everything’ og det er jo som bekendt dér, lyset kommer ind.

Foreningen har en IPA in Culture Committee, som hver måned lægger a little cultural gift ud på hjemmesiden. Et år var det kortfilm af alle mulige instruktører, et andet år forskellig musik, men siden har det været små forskelligheder, musik, film, digte, eller som de skriver: ”… something that may touch, amuse, puzzle, inspire, or surprise you. It’ll take only a few minutes of your time and still may lend a gentle tune to your day.”

I år var der i januar en sødmefyldt japansk tegnefilm om at flyve, så kom en film med Jackson Pollock, der maler et af sine kæmpelærreder, og i marts bragte de et digt af Samuel Beckett:

I would like my love to die and the rain to be falling on the graveyard and on me walking the streets mourning the first and last to love me

Men prisen tager efter min mening april måneds indslag, som er en knap tre minutter lang film, hvor Fred Astaire og Rita Hayworth danser til melodien Sway with me. Det er intet mindre end – henrivende .

Se selv: ipa.world og scroll lidt ned af siden.

I dette nummer af Tidsskrift for Psykoterapi er det kunstterapeut MPF Mette Hind, der har stået for forsidebilledet, og som er gennemgående illustrator. Mange af jer vil sikkert kende Mette Hinds tegninger, som hun efterhånden en hel del gange har glædet os med som illustrationer i tidsskriftet. Ud over at være kunsterapeut er Mette Hind også udøvende kunstner, som med mellemrum udstiller sine værker.

Om opgaven som illustrator af temanummeret om familieterapi siger Mette Hind: "Jeg er vokset op på en højskole, et samfund for sig selv. Her var værksteder, foredragssal, teater, litteratur, billedkunst og musik. Kunst og kultur var både hverdag og vigtig. Det var en hård afsked, da vi forlod højskolen. Kærligheden til den diversitet, som jeg oplevede der, er forblevet en vigtig del af mit snørklede liv.

Min kunst er både inspireret af det indre, det ubeviste, dæmoner og drømme samt refleksioner over modsigelser i verden. Jeg forsøger især at få det usigelige frem i lyset og dele det med dem, der ser mine billeder. Da Susanne van Deurs inviterede mig til at illustrere dette nummer med temaet Familieterapi, så væltede billederne frem helt af sig selv, af børn og voksne og alle deres følelser."

Tema i OKTOBER-nummeret 2023 ADOPTION

Deadline for artikler 15. august 2023 · Øvrige stof 1. september 2023

Tema i JANUR-nummeret 2024 SPISEFORSTYRRELSER

Deadline for artikler 15. december 2023

INDHENT ARTIKELVEJLEDNING

Red.

"BØRNS REAKTIONER ER ALTID MENINGSFULDE"

Om oplevelsesorienteret familieterapi

Tekst: Solveig Outsen

Illustration: Mette Hind

”Børns reaktioner er altid meningsfulde”. Sådan stod der på coveret til en samtalefilm med Jesper Juul (1999), dengang den slags stadig udkom på VHS. I typisk Jesper Juul-stil opsummerede han nærmest en hel teoretisk skole i én sætning. Og han gjorde det forklædt i et så dagligdags sprog, at det for det utrænede øje kunne se ud som om, der var tale om ateoretiske ’synsninger’. Den teoretiske skole, sætningen komprimerer, er den humanistisk-eksistentialistiske, som den ser ud fra et familieperspektiv. Nemlig den oplevelsesorienterede familieterapi. Denne artikel vil udfolde det særlige ved denne form for familieterapi.

Den oplevelsesorienterede familieterapi tager udgangspunkt i det, vi kalder et familiesyn (Mortensen, u.d.). Det er en relationel forståelse af menneskers trivsel og udvikling med en overbevisning om, at mennesker – i alle aldre – har gode grunde bag deres adfærd og eventuelle psykiske symptomer. Og at disse grunde næsten altid er kontekstuelle frem for intrapsykiske –altså at vi reagerer på noget – og nærmere bestemt relationelle.

For børn betyder det, at deres reaktioner er meningsfulde ud fra deres aktuelle familierelationer: Hvordan det er at være en del af deres familie lige nu med alt, hvad et familieliv rummer af vilkår, stemninger, måde at tale sammen eller netop ikke gør det osv. For voksne skal noget af meningen herforuden findes i de historiske relationer, primært opvækstfamilien, hvori overlevelsesstrategier og tilknytningsstile jo er formet.

Naturligvis har familiemedlemmerne også både en medfødt biologi samt livserfaringer uden for familien, som påvirker deres aktuelle måde at være i verden og i

deres familie. Så et familiesyn betyder ikke, at det, familiemedlemmerne reagerer på, altid er selve familierelationen – altså at årsagen til (mis)trivsel kun kan være lugten i familiebageriet. Men måden, vi reagerer på, har i hvert fald altid også at gøre med familiedynamikken, som kan være enten symptomskabende, symptomvedligeholdende eller symptomafviklende/helende (Hansen & Mortensen 2017, s.32).

AT VÆRE SIG SELV – SAMMEN

Om en familiedynamik således hæmmer eller fremmer trivsel og udvikling, har i vores optik primært at gøre med, om den giver hvert enkelt familiemedlem mulighed for at være sig selv, når de er sammen med de andre. Om de kan bevare kontakten til sig selv og de andre på samme tid. Er det fx muligt at vise sin sårbarhed, sætte sine grænser, vise sin skuffelse, vrede eller andre følelser, der måske endda har at gøre med de andre i familien. Og stadig bevare kontakten med dem.

Det vil sige, er der mulighed for at håndtere det relationelle, eksistentielle dilemma imellem behovet for tilknytning og afgrænsning (Schibbye 2010, s.165f). Eller med andre ord mellem samarbejde og integritet (Hansen & Mortensen 2017, s.224ff): Mennesker har modsatrettede behov for at have værdi for andre ved at samarbejde – og dermed passe på relationen, og at have værdi i egen ret og værne om sin integritet ved at stå ved egne følelser, behov og grænser – og dermed passe på sig selv.

I nogle familiedynamikker er det svært eller umuligt at tage sig af begge behov. Det skaber mistrivsel. Og for børns vedkommende betyder det altid, at de vælger det livsnødvendige samarbejde på bekostning af egen integritet – og dermed begynder at oversamarbejde.

BØRNS SIGNALADFÆRD: RET- OG SPEJLVENDT SAMARBEJDE

Nogle børn samarbejder i den dagligdags betydning af ordet, hvor de eksempelvis gør sig nemme, skjuler behov og følelser osv. Det kan man kalde retvendt samarbejde: barnet samarbejder simpelthen med forældrenes behov. For eksempel ved at gøre sig nem over for en deprimeret, stresset, misbrugende eller sørgende forælder. Og samarbejder med forælderens manglende evne til at tage ansvar for egne følelser. For eksempel ved at skjule over for sin far, at man savner sin mor, fordi ens far ellers får skyldfølelse over at have ladet sig skille og derfor ikke kan rumme barnets savn og sorg.

Andre børn samarbejder spejlvendt, og deres bidrag til fællesskabet overses nemmere og fejltolkes i stedet til, at de netop ikke samarbejder. Det er de børn, hvis adfærd er mere besværlig. Adfærden kan oversættes til: ”(…) der er noget galt imellem os – et eller andet er uafklaret. Jeg gør dig opmærksom på det og regner med, at du vil tage ansvaret for at få det opklaret, så vi begge kan føle os godt tilpas.” (Juul 1995, p.42). Barnets adfærd forstås altså som signaler til familien om, at der er noget, forældrene skal have taget sig af. Og på den måde er deres reaktioner meningsfulde.

BØRNS SAMARBEJDE – VOKSNES ANSVAR

Det, der betyder noget for børns trivsel, er ikke kun, hvordan de selv bliver behandlet og talt til. Det er i høj grad også, hvordan forældrene behandler sig selv og hinanden. Børn samarbejder med helheden. De udfylder ganske enkelt ansvarstomrum i familien. De påtager sig skyld i et forsøg på at tage ansvar for helheden. Og de kompenserer for forældrenes uformåen. De forsøger således at tage ansvar for følelseslivet i familien, hvis ikke forældrene kan.

En af de vigtigste funktioner af oplevelsesorienteret familieterapi er at tage ansvaret fra børnene og hjælpe de voksne med at få øje på, hvordan de kan tage det på sig. Og måden at tage ansvaret af børnenes skuldre er selve det at vise dem og deres forældre, at deres reaktioner er meningsfulde. At de netop er en reaktion på noget. Nemlig noget i familien. Og at det derfor er forældrene,

OPLEVELSESORIENTERET FAMILIETERAPI

Oplevelsesorienteret familieterapi – på engelsk Experiential Family Therapy – blev bragt til Danmark med grundlæggelsen af Kempler Instituttet i 1979. Instituttet blev etableret af Walter Kempler, Jesper Juul, Lis Keiser og Mogens A. Lund. I 2010 etablerede Ruth Hansen og Peter Mortensen fulgt af den samlede undervisergruppe derfra Dansk Familieterapeutisk Institut, som fortsat uddanner oplevelsesorienterede familieterapeuter. Det oplevelsesorienterede dækker over, at tilgangen er procesorienteret og dermed tager udgangspunkt i det, der sker i terapirummet her og nu. Det giver familien mulighed for at få nye oplevelser, både på følelses- og handleplan, med nye måder at være sammen om bl.a. det svære. Altså få nye erfaringer, som kan videreføres derhjemme.

hjælpen skal gå til, da de jo per definition har ansvaret for og i familien.

Når vi med andre ord ser børnenes signaladfærd og forstår den som netop et signal, sættes børnene fri. Deres job i familieterapien er dermed også gjort. Og efter børnene er blevet værdsat for deres vigtige bidrag, kan de voksne tage fat på det egentlige terapeutiske arbejde.

EN SAMTALE MELLEM DE VOKSNE

Oplevelsesorienteret familieterapi er således en samtale mellem de voksne, som børnene lytter med på og er velkomne til at deltage i og samtidig frie til at lade være. Det terapeutiske arbejde handler – lige som i individuel eksistentiel psykoterapi – om at hjælpe de voksne med at opdage, hvordan de lige nu forvalter deres ansvar for eget liv. Og hvilken betydning det har for bl.a. familielivet. Det handler aldrig om at placere skyld eller at få nogen til at tage ansvar. Men ved at tydeliggøre egenansvaret får de voksne øje på handlemuligheder og kommer ud af afmagt: ”At få erfaringer med ens egen indflydelse på sin egen og de andres stemning og trivsel er fundamentet i oplevelsesorienteret familieterapi.” (Hansen & Mortensen 2017, s.29).

KÆRLIGHED ER DRIVKRAFTEN

Børnenes (og partnerens) deltagelse i familieterapien med deres meningsfulde reaktioner er med til at tydeliggøre konsekvenserne af den nuværende måde at forvalte ansvaret. Man kan med intrapsykiske ord sige, at det (på godt og ondt) gør det svært for de voksne at beskytte sig med de forsvar, de kunne have brugt i individuel terapi og dermed kunne være gået glip af mulig udvikling. Man kan også sige det mere relationelt, nemlig at kærligheden til børnene og partneren øger motivationen for at påtage sig ansvaret på en ny måde. Det bliver meningsfuldt at kæmpe sig igennem den sårbarhed og angst, som jo ofte er psykoterapiens pris.

Vi tror altså på, at ”kærlighed er drivkraften” (Hansen & Mortensen 2017, s.19). Familiemedlemmernes betydning for hinanden rummer et langt større forandringspotentiale end selv den mest udviklingsbefordrende relation mellem terapeut og klient.

Kærligheden er ikke kun drivkraften bag helingen i familien, den er også drivkraften bag det smertefulde og problematiske i familien. Det er nemlig de andres betydning for os og vores trang til at være betydningsfuld for dem, der driver vores dilemma eller konflikt imellem integritet og samarbejde. Og det er, når dette dilemma ikke bliver taget godt nok hånd om i en familie, at det bliver smertefuldt og problematisk. I stedet for at være sårbart og konfliktfyldt, som det skal være.

AT DYRKE FORSKELLIGHEDEN OG FREMELSKE KONFLIKTEN

I oplevelsesorienteret familieterapi gør vi alt, hvad vi kan, for at få konflikten frem i rummet. Vi tydeliggør forskellighederne imellem familiemedlemmerne –imellem deres følelser, behov, ønsker, meninger, værdier osv. og inviterer dem til at reagere autentisk og dermed følelsesfuldt på hinanden.

Det kan måske lyde som et forsøg på gøre terapeutarbejdet så besværligt og angstprovokerende som muligt. Det sidste er der noget om. At invitere til konflikt kræver mod og tiltro til både familiens kærlighedsdrivkraft såvel som den terapeutiske arbejdsmåde. Men det bliver ikke mere besværligt – det er tværtimod den eneste måde at nå frem til at hjælpe familierne med, som tidligere nævnt, at være sig selv – sammen. For det er i sig selv befordrende for trivsel og udvikling. Det er det, jeg tidligere kaldte symptomafviklende eller helende samspil.

Konflikter er ikke et problem. Problemerne opstår i måden, man tager sig af dem – i måden man taler eller ikke taler om dem. Om man tør at gå ind i dem modigt og sårbart – som sig selv – eller om man går ind i dem på en selvbeskyttet måde. Eller helt undgår dem.

Derfor er det famileterapeutens opgave at hjælpe familiemedlemmerne med at turde udtrykke deres forskellighed og dermed tydeliggøre de konflikter, der er i familien. Konflikter, som de indtil nu enten har undgået at gå ind i ved at undgå at udtrykke egne behov,

grænser eller følelser, eller som de er gået ind i på en selvbeskyttet måde, hvor de for eksempel har talt om den andens adfærd i stedet for at tale om egne, sårbare følelser. Eller ved at de ikke har været åbne for at høre de andres del af forskelligheden, men har forklaret og

EN CASE

Det kan lyde mere dramatisk, end det er, når jeg fremhæver forskellighed og konflikt som en vigtig del af arbejdsmåden. I praksis skaber det nemlig netop mødeøjeblikke.

Hvis vi tager det hypotetiske eksempel om urolige Merles forældre, kan det være, at Merles mor, Marie ,hjælpes til at sige direkte til sin mand: ”Jeg bliver bange, når du hæver stemmen, og så begynder jeg at gå på listetæer omkring dig, fordi jeg ikke tør sige fra af frygt for, at det bliver værre.” Hendes mand Mads svarer måske i første omgang med hævet stemme: ”Ja, og det er jo derfor, jeg råber. Jeg kan ikke holde ud, at du ligner sådan en skræmt mus – som om jeg er farlig. Slap dog af.”

Terapeuten lægger både mærke til, at Marie nu krymper sig lidt, og at Mads ikke rigtigt svarede hende –altså ikke lod det, hun sagde, gøre indtryk på sig – men i stedet kom med sit eget perspektiv. Hun beslutter at forsøge at forbedre kontakten imellem dem ved at bruge det nuværende øjeblik. Hun siger til Mads: ”Lægger du mærke til Maries reaktion lige nu?” Mads svarer, stadig irriteret: ”Ja, nu ser du igen ud som om, jeg har slået dig.” Terapeuten fortsætter med oprigtig interesse for, hvad der foregår på Mads’ inderside: ”Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan det er for dig at se Marie på den måde?”. ”Jeg hader det! Jeg føler mig som verdens værste mand,” svarer han, nu både blødere og sprødere i stemmen og samtidigt mærkbart presset af den sårbare situation, han nu befinder sig i. Terapeuten bemærker, at Marie hæver hovedet og læner sig en anelse i retning af Mads. Hun siger til hende: ”Det ser

ud som om, det gør indtryk på dig?” Marie får tårer i øjnene og siger: ”Ja, det er ikke så tit, Mads deler sine følelser. Og jeg ved, det er svært, så jeg får også lidt lyst til at hjælpe ham.”

En stor del af terapien består af at skabe den slags udvekslinger, som giver de nye erfaringer, der kan ændre parrets og dermed familiens dynamik. Altså en slags bottom-up læring, som vi herefter forankrer ved også at italesætte den eksplicit over for familien. Så vi sikrer os, at de også kognitivt har forstået, hvad der er foregået i processen, og dermed har en endnu bedre chance for at gentage de nye erfaringer. Det, vi beskriver, er gensidigheden i deres mønster, så de begge kan få øje på deres eget ansvar og handlemuligheder: Jo mere Mads prøver at råbe Marie op – på den kritiserende måde han lige nu kan finde ud af – jo mere trækker hun sig. Og jo mere Marie trækker sig i stedet for at blive i kontakten og sætte en grænse eller vise sine følelser, jo mere kæmper Mads for kontakten med hende.

Herefter fremhæver familieterapeuten, hvad de lige nu gjorde i samtalen, som var anderledes, og hvilket nyt resultat de fik ud af det. Terapeuten vil også i den forbindelse dele med familien, at hun lægger mærke til, at Merle i løbet af samtalen er faldet til ro og er gået i gang med at lege. Hvorimod hun i starten af samtalen på skift satte sig hos den forælder, der virkede mest presset. Familieterapeuten sætter på den måde ord på, at Merles adfærd kan forstås som en måde at samarbejde med forældrene. Og at det vigtige arbejde, de lige har lavet i samtalen, er med til at sætte hende fri.

forsvaret deres eget perspektiv eller måde at have det på.

Roden af problemet er altså, at de ikke har kunnet være sig selv sammen. Det løses kun ved at tydeliggøre, hvem de er hver især – lige nu og her. Hvilket samtidig bliver at tydeliggøre den forskellighed og dermed konflikt, der er imellem dem. Og hjælpe dem til at være sammen om det.

Konflikten inviteres ind i familien for på den måde at invitere kærligheden ind i familien. Og samtidigt inviteres det enkelte familiemedlem ind i familien med hele sig. Vi opløser dilemmaet mellem integritet og samarbejde.

BØRNS REAKTIONER ER VÆRDIFULDE

Familier henvender sig tit til en familieterapeut på grund af et af deres børns trivsel eller opførsel, som bekymrer dem, eller som de ønsker ændret. Ikke sjældent er der først forsøgt med individuel hjælp til barnet. Det kan handle om spisevægring, uro, søvnbesvær, aggression, angst etc. De ønsker tit rådgivning til behandling af symptomet: ”Hvordan kan vi hjælpe Karl med at sove bedre?” – ”Hvordan får vi Merle til at blive mindre urolig og at stoppe med at bide de andre i vuggestuen?”

Når familieterapeuten skifter fokus til forældrene – og dermed indirekte også til meningen med barnets reaktioner – opdages i stedet eksempelvis, at familien ikke får talt om tabet af Karls dødfødte lillesøster. Eller at Merles forældre skændes på en måde, hvor far kritiserer mor, som er begyndt at gå på æggeskaller omkring ham. Opgaven er hermed ændret fra at fjerne symptomet til at tage sig af dets årsag.

Børns reaktioner er ikke bare meningsfulde. De er meget værdifulde for familien, når de bliver forstået og taget alvorligt.

Det skal der nogle gange en familieterapeut til.

LITTERATUR

Hansen, Ruth & Peter Mortensen: Oplevelsesorienteret familieterapi: at være sig selv – sammen. Gyldendal 2017.

Juul, Jesper: Dit kompetente barn: på vej mod et nyt værdigrundlag for familien.

Schønberg 1995.

Juul, Jesper: Jesper Juul – om familiens liv med mindre børn: i samtale med Annette Wiborg. VHS. Apostrof 1999.

Mortensen, Peter: Familiesyn. www.dfti.dk/files/Tekster/FAMILIESYN_af_Peter_Mortensen.pdf. Udateret. Hentet 3.4.2023.

Schibbye, Anne-Lise Løvlie: Relationer – et dialektisk perspektiv på eksistentiel og psykodynamisk psykoterapi. 2. udgave. Akademisk forlag 2010.

Solveig Outsen er familieterapeut MPF, cand.psych.aut., SE-terapeut og supervisor. Hun er underviser og konsulent på Dansk Familieterapeutisk Institut og har privat praksis i Skive.

FAMLIETERAPI PÅ INDERSIDEN

Om Internal Family Systems – IFS

Tekst: Anna Vincentz

Illustration: Mette Hind

I arbejdet som familieterapeuter er vi i kontakt med flere systemer på en gang. Det ydre familiesystem er nemt at få øje på: relationerne i familien og børnenes tilknytning til forældrene. Uden om det har vi samfundssystemet, som med sine normer og ofte usagte regler spiller ind på familielivet, opdragelsen og mennesket. Og længere inde i det enkelte menneske har vi det indre familiesystem, som vi, uanset hvilken psykoterapeutisk retning vi bruger, kommer i berøring med, og som ligeledes er dybt farvet af både samfundssystemet og det ydre familiesystem, vi er vokset op i.

I Internal Family Systems (IFS) terapi arbejder vi konkret med det indre system og dets sammenspil med det ydre familiesystem og samfundet. Her arbejder vi acceptende og kærligt med de strategier, det indre system har påtaget sig i kærlighedens og overlevelsens navn gennem opvæksten. Vi ved, at det indre system – vores adfærd, følelser og symptomer – altid giver mening og kommer som reaktion på en dybere smerte, der ikke blot skal ændres gennem viljestyrke, men som har brug for at blive mødt kontaktfuldt og kærligt indefra for at blive integreret og endda helet.

IFS-terapien er en relativt ny terapiform, grundlagt af den amerikanske familieterapeut Richard Schwartz. Den spreder sig med stor hast og efterspørgsel ikke kun i USA, men også i resten af verden. Og især for os danske familieterapeuter og forældre er IFS-terapi et stort bidrag, da det menneskesyn, den er en del af, lægger sig i forlængelse af tilknytningsteorien og det nye børnesyn, som blandt andre familieterapeut MPF og forfatter Jesper Juul har grundlagt her i Danmark, og som blandt andre familieterapeut MPF Fie Hørby med

familieterapeutuddannelsen på Blackbird Institute er med til at videreføre. Det er en måde at se mennesker på, der er ligeværdig, kærlig og meningsfuld. Og som tager det næste skridt i at udvikle, hele og ændre utrygge tilknytningsmønstre og overlevelsesstrategier fra barndommen, så vi kan vælge indefra, hvordan vi vil være sammen med os selv, og hvad vi vil give videre til vores børn.

IFS-terapien er sammen med det nye børnesyn en vigtig støtte til forældre i dag. Den hjælper til, at vi som familieterapeuter kan være behjælpelige med en indre og ydre forståelse hos familiens medlemmer, som forløser og smelter skam og adskillelse, og som gør, at forældre ikke bare behøver enten at kæmpe imod eller finde sig i de dynamikker eller vaner, der er skabt i familien og i personligheden. Der er nemlig altid en mening og en god intention bag vores reaktioner, adfærd, symptomer, følelser og trossystemer, som dog ofte handler om noget, der var engang, og som ikke er nyttigt og hjælpsomt for os længere.

INDRE BØRN OG FORÆLDRE

IFS-terapi er tilknytningsarbejde på indersiden. De tilknytningsrelationer, vi vokser op i i barndommen, er med til at forme vores måde at være os på i verden. Den ydre tilknytning til vores forældre er, når den er tryggest, et sted, vi kan læne os ud – co-regulere – og være os selv, som vi er. Og når den er utryg, er den et sted, hvor vi må pakke os sammen, trække os ind i os selv og ikke mærke eller vise, hvad vi mærker, og hvem vi er. Der er ikke noget at læne sig ud i. Naturligvis har ingen en perfekt og helt tryg barndom, og tryg/utryg tilknytning er et kontinuum, ikke et enten-eller.

Når vi har en nogenlunde tryg barndom, kan vi i høj grad læne os ud og co-regulere. Og denne ydre tryghed vil langsomt gennem barndommen blive til en indre tryghed; vi kan efterhånden læne os ind og selv-regulere uden at behøve at lukke af for at beskytte os selv. Vi kan være med det, der er. På den måde tilpasser det indre familiesystem sig det ydre.

IFS-terapien kalder vores indre familiesystem eller ’indre børn’ for dele: En del af mig ved godt, at for meget sukker er usundt, og en anden del af mig synes alligevel, at jeg lige må spise resten af den plade chokolade, jeg er begyndt på. En del af mig skammer mig over andres blikke, når min søn begynder at græde uhæmmet, fordi han ikke må få et kinder-æg i supermarkedet, og en anden del af mig kan godt forstå, at der ikke skal så meget til efter en hel dag i børnehaven. En del af mig vil så gerne kunne læne mig ud i min partner, og en anden del af mig lukker af, når muligheden er der, fordi det simpelthen føles for utrygt indeni.

Vi har det aldrig bare på én måde, og vores dele reagerer på hinanden og ud fra smerte fra fortiden. Der er altid en god grund, når de trigges i nuet.

Og ligesom vi alle har dele – eller indre børn – har vi også alle det, IFS-terapien kalder selvet: Den indre forælder. Den del af mig, der ikke er en del. Det er kernen, sjælen, fundamentet, som er kærligt og trygt, og som er til stede i alle mennesker, når blot vores dele har tillid nok til at

give plads. Og det er selvet, vores dele har brug for at læne sig trygt ind i, for at vi kan være nærværende og afbalancerede til stede i livet.

IFS-terapien ser altså mennesket som naturligt mangfoldigt indeni. Vi har ikke blot én følelse eller én tanke. Vi har mange, ofte modsatrettede, impulser, tanker og følelser; mange indre konflikter. Mange dele. Jo dybere hverdagens hændelser og konflikter rammer ned i den smerte, vi hver især bærer fra fortiden, jo mere ekstrem vil vores reaktion også være, fordi vores dele tager over for at beskytte os.

Du kender det sikkert, når du og din partner kommer op at skændes over brødristeren eller opvasken. Igen. Lige pludselig er I ikke to voksne mennesker, der står og snakker sammen om værdier og samarbejde i familien. I er to femårige, der kæmper med næb og kløer for at få ret; for ikke at være den forkerte. For at overleve. Det er dele af det indre system, der tager over, og det er overlevelse, fordi det rammer ned i noget uforløst, der var engang, og som stadig bor inde i os.

INDRE DELE

Når vi ser på det indre familiesystem, ser vi det som bestående af dele, der bærer på forskellige strategier og byrder fra fortiden (eller som hjælper os på mere hensigtsmæssige måder, når de ikke bærer byrder). Disse dele er ofte unge og kan ses som indre børn. De sidder ofte fast i noget, der var engang, uden at vide, at vi ikke er i de svære situationer og relationer længere.

Da Richard Schwartz udviklede terapiformen gennem arbejde med sine klienter, opdagede han, at bag alle vores reaktioner og mønstre, bag alle vores dele, og når disse gav plads, har vi alle et selv. Fra dette sted har vi igen agenda eller dom, men har helt naturligt en kærlighed og accept af vores dele, som de er. På den måde er selvkærlighed og selvomsorg ikke noget, vi behøver at fremtvinge eller skabe. Det er noget, der bor naturligt i alle mennesker, men som kan være gemt godt væk, når livet har været hårdt.

Traumer er ikke blot, hvad der sker med os, men langt mere er det de ukærlige øjne eller manglen på kærlige øjne og co-regulation, når noget var svært. Vi er ikke blevet mødt, elsket og reguleret tilbage til os selv, når vi følte os alene, skamfulde og fik overskredet vores grænser. Derfor er de steder i os blevet lukket ned og isolerede. Derfor føler vi os forkerte, utrygge og uelskede, som vi er, og må lukke i og skabe strategier for at holde vores sårbarhed skjult.

Når vores indre system, for eksempel gennem IFSterapi, begynder at skabe konkret indre tilknytning mellem dele af vores indre system og selvet, begynder fortidens smerte at forløse sig – vi bliver endelig set og mødt med de kærlige øjne, vi alle har behov for og fortjener. Og selv vores mest fastlåse strategier – misbrug, selvskade, vold osv. – kan begynde at ændre sig, simpelthen fordi de ikke længere er nødvendige, når den underliggende smerte bliver mødt kærligt og omsorgsfuldt.

Vores indre system har lært at lukke i og passe på os gennem de svære situationer og relationer, vi er vokset op i. Og vores indre system reagerer de svære ting ud i vores relationer i voksenlivet, mest aktuelt i forældreskabet, hvor vores børns umiddelbarhed og måde at tage plads på i verden vil ramme ned i de steder – eller dele – af os, der ikke fik lov til at tage plads og måtte indordne sig og lukke ned for at få kærlighed og for at overleve.

Derfor er arbejdet med vores eget indre system den vigtigste gave, vi kan give ikke mindst os selv, men i særdeleshed vores børn, så vi ikke giver den smerte videre, vi selv fik med os, og så vi kan blive bevidste om og kærlige mod vores egne strategier, der hjalp os engang, men som ikke længere er hjælpsomme. Således kan vi begynde at vælge, hvem vi vil være sammen med vores børn, hvad vi vil give videre til dem, og hvad der skal slutte og heles med os.

IFS I TERAPI MED FORÆLDRE – EN CASE

IFS-terapi fungerer godt både med voksne og børn. Typisk er det forældre alene eller som par, jeg arbejder med, da de dynamikker eller den adfærd, der er svær i familien, oftest starter med noget (ofte ubevidst), der er svært i forælderen, eller som rammer ned i dennes fortid.

Anika er mor til Rasmus på otte år. Han er blevet udadreagerende og aggressiv, siden Anika og hendes mand er gået fra hinanden. Det kan Anika sagtens forstå, og hun ved, at det kan være svært for Rasmus, når han er hjemme hos far, hvor der er mindre plads til de store og svære følelser han tumler med. Dette gør, at Anika er meget givende og omfavnende over for Rasmus og alle de følelser og reaktioner, han kommer med. Men det er bare, som om det ikke rigtigt hjælper. Som om han bare bliver mere og mere vred samtidig med, at Anika føler sig mere og mere tyndslidt. ”Jeg har snart ikke mere at give af,” sukker hun opgivende til vores indledende samtale. 1

IFS-terapien har på baggrund af sit menneskesyn udviklet en model for terapi og en inddeling af vores indre dele i tre grupper. To af grupperne er beskyttende dele, der er mere på overfladen. Disse kaldes managere og brandslukkere, og de mere sårbare dele, der kan være gemt langt væk i det ubevidste, kaldes eksiler. Managere er dem, der sørger for, at vores hverdag kører, som den skal. For eksempel at vi ser godt nok ud, tager den rigtige uddannelse, kommer af sted på arbejde, har kontrol over tingene, kritiserer os selv, før andre gør det, ikke mærker træthed, når der ikke er tid til det, er perfekte nok på overfladen til, at vores eksiler ikke kommer på banen. Når det så alligevel sker, kommer vores brandslukkere på banen og sørger for, at smerten fra vores eksiler – jeg

1 Casen er opdigtet og tager ikke udgangspunkt i en bestemt klient, men beskriver generelle problemstillinger og måder at være i IFS-terapi på.

er uelskelig, ikke god nok, alene, ikke noget værd – skubbes tilbage ud af bevidstheden hurtigst muligt ved for eksempel udadrettet eksplosiv vrede, dissociation, alkohol, stoffer, selvskade og anden adfærd, der i mange tilfælde kan ende med at skade os selv og vores relationer. Vores dele har altid gode intentioner, men ender ofte med negative resultater, fordi de reagerer fra den underliggende smerte og ikke fra et balanceret sted i nutiden.

Da Anika sidder i stolen over for mig, ser hun træt og lidt nervøs ud. Vi starter med at lande lidt i rummet sammen og give plads til det, der er på spil her og nu. Nervøsiteten giver jo god mening i dette nye møde med mig og i en viden om, at vi skal tale ind i noget, der kan være både smertefuldt og skamfuldt.

”Den sidder ligesom i brystet,” sanser Anika, da hun mærker ind i denne del, der netop nu står forrest. Og bare det, at hun sender sin opmærksomhed indad til uroen i brystet, gør, at den lægger sig lidt. Hun lander lidt mere. Så bliver der plads til at mærke ind i de dele, der kommer i spil i Anika i forhold til Rasmus.

Anika mærker nemt delen, der giver og giver. ”Jeg synes jo, at der er synd for ham, og jeg synes, det er vigtigt, at jeg er der for ham, men jeg kan også mærke, at jeg ofte har lyst til at sige nej, hvor jeg så alligevel siger ja for at please og for, at han skal være mere glad. Når han så ikke engang bliver glad af det, men bare kræver mere, bliver jeg gnaven og irriteret, og det synes jeg jo ikke er okay.”

Det, Anika beskriver, giver så god mening, og når der sker store skift i børns liv, som for eksempel en skilsmis-

se, har børn bare brug for mere kontakt og støtte. Og det er her, en del af Anika, i sin fine intention om at støtte sin søn gennem det svære, kommer til at gå over sine egne grænser og derved bliver utydelig. Når vi pleaser og går over vores grænser, kan vores børn nemlig ikke mærke os, og så begynder de at lede. Så Anika har brug for at have sig selv med, så hun ikke overskrider sine egne grænser i forsøget på at støtte sin søn bedst muligt.

To af de dele, der kommer på spil, kunne vi kalde pleaseren (en manager del, der, kan vi formode, har lært at please gennem opvæksten) og en gnaven og irriteret del (en

brandslukker, der mærker en grad af vrede, som netop har med vores grænser at gøre).

Anika kender pleaseren rigtigt godt. Da jeg spørger, hvordan hun lægger mærke til den lige nu, er det mest som en stemme i hovedet, der fortæller med en lille løftet pegefinger, hvordan hun skal opføre sig. Når Anika fokuserer på stemmen, mærker hun et sug fremad i maven og brystet; en følelse af at skulle noget. Og en følelse af usikkerhed og manglende fundament under sig. Da Anika føler sig åben og nysgerrig over for denne del (et tegn på selv-energi), skaber vi stille og roligt kontakt mellem Anikas selv og denne del, og den begynder at fortælle om sig selv.

Det er meget forskelligt, hvordan vores dele kommunikerer. Nogle har en narrativ fortælling eller et minde, de deler, hvor andre kommunikerer mere gennem sanser, følelser, tanker og billeder. Der er ingen rigtig og forkert måde. Det kommer helt an på netop dette indre system, denne del, og på hvor ung delen er. For eksempel har tidlige dele ofte ikke et verbalt sprog.

Delen viser sig som en lille pige på cirka seks år. Hun deler et billede på fortiden med Anika. Mor og far skændes. De råber ad hinanden foran lille Anika. Indeni mærker hun en vild panik og reagerer ved at springe ind mellem mor og far. Hun smiler. Hun er sød. Hun finder på ting, de kan lave sammen. Hun trøster mor.

Jeg hjælper Anika med at skabe kontakt til den lille pige. Inviterer hende til at mærke en anderledes tryg energi fra Anika. Den lille pige er nysgerrig og lettet, da hun langsomt begynder at mærke tillid til Anikas selv.

Da vi spørger ind til, hvad der ville være sket, hvis hun ikke havde passet sådan på sine forældre, bryder tårerne frem, og den endnu yngre eksil får plads. Der bor en stor ked af det hed og ensomhed dybt i Anika. Det er, som om den lille del bor i et bundløst hul, hvor man bare kan falde og falde. Ingen griber hende. Ingen holder hende.

Langsomt skaber vi en tryg forbindelse. En indre kontakt, som efterhånden vil udvikle sig til den trygge tilknytning, disse dele af Anika aldrig fik i barndommen. Der bliver efterhånden tillid, der bliver noget at læne sig ind i, så disse små dele ikke skal sidde fast i det, der var engang, men kan bliver en integreret del af Anika i nutiden. Således begynder Anika kan mærke både sin omsorg for Rasmus og sine grænser, så der også er plads til hende; plads til at være tydelig og tryg i deres relation.

Når vi kan være sammen med de dele af os selv, der kalder sådan på os, i stedet for at skubbe dem tilbage og ud af bevidstheden, kan vi skabe den trygge indre tilknytning, vi ikke fik i barndommen, og vi kan blive den trygge ydre tilknytning, vores børn har brug for og fortjener.

LITTERATUR

Anderson, Frank: Transcending Trauma - Healing Complex PTSD with Internal Family Systems Therapy. PESI Publishing 2021.

Schwartz, Richard & Martha Sweezy: Internal Family Systems Therapy. 2nd edition. The Guildford Press 2020.

Schwartz, Richard: No Bad Parts. Healing Trauma & Restoring Wholeness with Internal Family Systems Model. Sounds True 2021.

Sweezy, Martha & Ellen Ziskind: Internal Family Systems Therapy - New Dimensions. Routledge 2013.

Sweezy, Martha & Ellen Ziskind: Innovations and Elaborations in Internal Family Systems Therapy. Routledge 2017.

Anna Vincentz er selvstændig familieterapeut MPF og Level 3 uddannet IFSterapeut. Hun arbejder primært med forældre, coaches og terapeuter gennem IFS-terapi og det nye børnesyn, som hun også underviser i udlandet og gennem sine podcasts for forældre.

NÅR FØLELSERNE SPÆNDER BEN

Om Emotions-Fokuseret Familieterapi i praksis

Tekst: Charlotte Krolykke

Jeg er optaget af, hvordan vores følelser påvirker vores måde at være med os selv og andre på. Jeg har igennem mange år arbejdet med mennesker ramt af en spiseforstyrrelse, både i min egen praksis samt på privathospitaler og i samarbejde med kommuner. I det arbejde har jeg kunnet se, hvordan følelserne kan få et menneske til at gøre skade på sig selv. Selvom hovedet måske godt forstår, hvad der er på spil, så sker der ingen ændring, fordi følelserne har styringen.

Når et familiemedlem har en svær psykisk lidelse, vil det også påvirke de nære relationer, og der kan komme mange følelser i spil. Jeg begyndte derfor at søge efter en metode med afsæt i vores følelser, som kunne anvendes i situationer, hvor det bliver smerteligt vanskeligt at være den forælder for sit barn, som man ønsker, og til at finde vej i at støtte sit barn bedst muligt.

Jeg vil i artiklen komme nærmere ind på metoden Emotion-Focused Skills Training (EFST) og give et eksempel på den i praksis. Det er vigtigt at oplyse, at metoden ikke kun henvender sig til forældre til et barn med en spiseforstyrrelse, men kan benyttes til alle forældre og familier, da det er universelt, at følelserne har en afgørende betydning for vores trivsel samt måde at navigere og handle på i verden.

FORSTÅ FØLELSER

Emotion-Focused Skills Training er oprindeligt udviklet af den canadiske psykolog Joanne Dolhanty som en måde

at støtte forældre og omsorgspersoner i deres rolle over for deres børns recovery fra psykiske vanskeligheder. Forældrene bliver styrket i forældrerollen gennem emotionelle kompetencer. Vores følelser påvirker vores tanker, adfærd, hukommelse, psyke og relationer, og derfor er de så vigtige at forstå, så vi kan håndtere forskellige krav, omstændigheder og situationer bedst muligt for os selv og andre.

Dolhanty og medforfattere til den norske lærebog om EFST har introduceret F-Ø-L modellen (Hagen et al. 2019):

• Forstå følelser

• Øge motivationen

• Løse relationelle vanskeligheder

Metodens tre dimensioner kan hjælpe forældrene til at reducere barnets symptomer og krævende adfærd ved, at de bliver i stand til at se bag om symptomerne og adfærden og få øje på barnets emotionelle smerte og behov. Forælderen vil gennem sin egen følelsesmæssige forståelse bedre blive i stand til at støtte bar-

nets følelser. Følelser er naturlige, gyldige og vigtige vejvisere i vores liv, så vi kan identificere vores behov og forsøge at få dem dækket. Vi skal undgå at undgå følelserne og i stedet for turde gå ind i dem. Gennem vandfaldsmodellen (ibid. s.23) lærer forældrene at møde barnets følelser, fordi terapeuten møder forældrenes følelser. Der er mange faktorer, som påvirker barnets psykiske trivsel eller mistrivsel, og meget kan forældrene ikke gøre noget ved, men det, som de har indflydelse på, er følelsesundgåelse og familiemiljøet (ibid. s. 56).

Den mest grundlæggende og vigtige færdighed, som forældrene støttes i, er empatisk validering. Empatisk validering indebærer at møde barnets behov for at blive set, forstået og accepteret. At forælderen oprigtigt anerkender og gyldiggør barnets følelse og oplevelse her og nu ved at sætte ord på, hvordan det må være for barnet. Den empatiske validering af følelser og oplevelser er byggestenen til de øvrige dimensioner i modellen, som at sige undskyld, reparere efter brud i relationen, sætte grænser og arbejde med egne følefælder.

ØGE MOTIVATIONEN

Uanset hvor meget forældrene ønsker at hjælpe barnet, så kan egne svære følelser som frygt, skam og skyldfølelse stå i vejen for det. Det kalder EFST for en følefælde, da den spænder ben for, at forælderen kan møde barnets behov.

Følelserne i en følefælde har sin oprindelse i forældrenes egne historier med deres sårbarheder og umødte behov. Det behøver ikke være gennem meget problematiske opvæksterfaringer eller traumer, men kan også opstå på baggrund af forventninger til barnet, kulturen og familiekulturen. Markøren for en følefælde vil være, når forælderen ikke tror, de kan eller vil validere barnets følelse. Den indre kritiker og hjernediktator vil være på spil og er i gang med at kritisere eller skræmme forælderen. Den overbeviser forælderen om, at det er mest trygt og bedst at blive i følefælden, og at det er farligt at løsrive sig fra den og gøre noget andet. Her vil vi, som terapeuter, være nysgerrige på, hvad hjernediktatoren beskytter forælderen imod, og hvorfor den er så aktiveret.

I eksemplet næste side, hvor far bliver irriteret og vred og næsten beordrer barnet til at makke ret, kan det handle om en dybereliggende skam over egen utilstrækkelighed i at kunne hjælpe barnet og/eller frygt for, hvad der sker med barnet, hvis ikke maden kommer indenbords. Strategien bliver at holde fast i ordren, fordi hjernediktatoren skræmmer far med, at det vil gå meget værre med barnet, hvis han ikke gør det, og så vil han komme til at mærke den frygtelige skam over sig selv. Følelsen opleves her og nu, men kan trække spor tilbage i tid, hvor det var ubærligt at mærke skam over egen utilstrækkelighed. Dette er ofte ubevidst for forælderen, og som terapeut støtter vi processen i bevidstgørelse, så følelsen kan transformere sig til en mere hjælpsom følelse, som passer til situationen. På den måde bliver det muligt for forælderen at validere barnet og sætte en sund grænse. Processen går gennem intervention med følefælde-arbejde, så forælderen bliver bevidst om, hvad det handler om, og hvilke behov forælderen har for at kunne slippe den gamle strategi.

LØSE RELATIONELLE VANSKELIGHEDER

Relationelle sår kan opstå i situationer, hvor barnet føler, at forældrene ikke er tilgængelige for at dække deres behov, eller i situationer, hvor barnet føler sig skræmt,

CASE EKSEMPEL (konstrueret)

Når forældre søger familieterapi, er det ofte, fordi de oplever barnets adfærd på den ene eller anden måde er blevet så overvældende og uhensigtsmæssig, at de føler sig magtesløse.

I det følgende eksempel har jeg konstrueret en case, som går igen for mange forældre til et barn med en spiseforstyrrelse, nemlig når barnet skal spise mere, end det selv vil. De følelser og reaktioner, som forældrene på forskellig vis kan opleve, er naturligvis et udtryk for en meget presset situation, men kan også være nogle af de svære følelser, som forælderen bærer med sig generelt.

Forældrene har været med barnet til vejning i psykiatrien. De får besked på, at barnet skal spise mere til måltiderne. Barnet reagerer over for mor og far, da

de kommer hjem. ”Jeg kan ikke … Jeg kan ikke klare det … I forstår ingenting”. Barnet råber og giver udtryk for vrede. Far bliver irriteret og svarer tilbage i vrede: ”Sådan bliver det … det er ikke til diskussion … jeg vil ikke høre på mere ballade fra dig”. Mor bliver ked af det. Prøver at skjule det, men får tårer i øjnene. Hun synker lidt sammen og sukker opgivende. Hun tænker: ”Jeg klarer det aldrig … jeg får hende aldrig til at spise det, hun skal … jeg kan ikke holde ud at se mit barn sådan her … hvad skal det ikke ende med…” Mor siger: ”Kom nu skat, det er bare lidt mere mad, du skal have …”

På et øjeblik er alle i familien i følelsesmæssigt stormvejr, og det bliver umuligt at navigere og få støttet barnet på en god måde. Ikke fordi forældrene ikke gerne vil, men fordi følelser som skam og frygt kommer til at stå i vejen.

kritiseret, krænket eller ikke respekteret af forældrene. Enkeltepisoder kan være gennemgribende og skabe store sår, eller det kan være mange små episoder, som over tid udgør et generelt mønster, hvor barnet ofte føler sig ensom eller ikke god nok (Hagen et al. 2019 s.129).

I EFST arbejder man med at løse relationelle vanskeligheder på to måder:

• Ved at reparere og sige undskyld

• Ved at sætte sunde og fleksible grænser

Der kan opstå forskellige emotionelle sår gennem opvæksten, og i EFST ser man på både tilknytningssår og identitetssår. Tilknytningssåret handler om erfaringer med ikke at blive mødt på behovet for tryghed og beskyttelse. Det kan opstå ved, at forældrene afviser barnet, eller at forældrene gentagne gange forlader barnet i kriser, hvor behovet for kontakt og støtte er stort.

Identitetssåret opstår ved, at barnet forstår sig selv ved, at der er noget grundlæggende galt med mig. Det kan ske ved, at forældrene eller andre vigtige personer direkte eller indirekte har kritiseret, afvist barnets engagement, udforskning eller nysgerrighed. Det kan også være ved vold, overgreb, mobning, eller hvis forældrene giver overdreven og ubegrundet ros.

I det konstruerede eksempel på ovenfor med en far, hvor hypotesen er, at han bliver fanget i en følefælde, kan farens mulige reparation over for barnet lyde: ”Jeg er ked af, at jeg ikke lyttede til dig, da vi kom hjem fra psykiatrien. Det må have været vanskeligt for dig at få den besked med hjem, og så fortsatte jeg med at skælde ud oveni. Det må føles både frustrerende og ensomt for dig. Jeg vil gerne sørge for fremadrettet at lytte til dig og hjælpe dig så godt som muligt gennem de svære måltider.”

Det føles godt, når andre tager ansvar og siger undskyld. Barnet ser, at det er okay at lave fejl, og at relationelle

brud kan repareres. Forælderen vil ofte opleve, at det reducerer egen skyldfølelse og dårlig samvittighed, når de siger undskyld og tager radikalt ansvar. Samtidig fratager det også barnet for eventuel skyldfølelse og oplevelse af at være en fejl eller vanskelig og for meget for forældrene. En af de følelser, som kan være en vedligeholdende faktor i en spiseforstyrrelse, er skyld over at være til besvær, så det giver så god mening at arbejde med den og andre følelser mellem familiemedlemmerne.

I et terapeutisk forløb med EFST vil man kunne øve en undskyldning sammen med forældrene i rummet, inden den skal gives til barnet. Der er nemlig nogle vigtige trin i at sige undskyld på en god måde.

GRÆNSER

Grænser er den sidste færdighed, som forældrene lærer om i EFST. I nogle tilfælde er det overflødigt, når først empatisk validering og reparation fungerer godt. Vi ser på forældrenes egne grænser forstået ved, hvad de lader komme ind og blive påvirket af, og hvad de sender ud og tillader sig at give udtryk for.

Grænser er ikke bare noget, som andre trækker ned over hovedet på os og ikke respekterer. Vi kan selv tage ansvar for, hvordan egne grænser formidles til andre. Der er ikke et bestemt facit på forælderens grænser. Svaret ligger i barnet. For eksempel i casen med barnet, som har en spiseforstyrrelse, vil det være nødvendigt, at forældrene bliver styrket i både at være omsorgsfulde samt tydelige og bestemte om, at barnet skal spise. Et andet barn med fx skolevægring kan have behov for, at forældrene løsner grænserne og lader være med at presse barnet ud fra eget mål om at få barnet i skole. Måske trænger dette barn til fred og ro og nogle andre rammer for at kunne komme i skole på en god måde.

Det gælder om at blive klog på, hvordan sunde og fleksible grænser ser ud netop for det enkelte barn. Det vil sige tilpasse grænserne efter, hvad barnet har brug for,

og hvad situationen kræver. Vi skal hverken sætte for løse eller utydelige grænser eller for strenge og rigide grænser. I eksemplet med far, som siger ”Sådan bliver det,” vil grænsesætningen være for hård. Mor på den anden side siger: ”Det er bare lidt mere mad, du skal have …” og her bliver grænsen utydelig.

ET EKSEMPEL

I Emotion-Focused Skills Training vil vi arbejde oplevelsesorienteret med forældrene i terapien. Barnet er ikke til stede. Forældrene skal have mulighed for at vise alle deres følelser uden hensynstagen til, at barnet lytter med. Og barnet skal ikke sættes i en situation, hvor det kan føle sig skyldig i forældrenes følelser.

Terapeut, til mor: ”Forestil dig dit barn i stolen over for dig. Hvordan ser barnets ansigt og kropssprog ud i den givne situation? Hvad sker der på indersiden, når du ser barnet for dig?”

Mor: ”Mit barn ser ophidset ud, meget vred. Jeg får en klump i maven. Jeg bliver så ked af det.”

Terapeut: ”Klart, du bliver ked af det, når du ser, hvor svært det er for dit barn, og måske bliver du også bange for, om du kan hjælpe dit barn tilstrækkeligt til at få det bedre. Det må være så udmattende at bære på den usikkerhed.”

Mor, sukker: ”Ja, jeg bliver så uendeligt bange for, om mit barn nogensinde får det bedre, og om jeg klarer at hjælpe. Det er en kæmpe frygt, om vi kommer til at slide hinanden op, og en frygt for at ødelægge vores relation. Jeg vil så gerne hjælpe mit barn.”

Terapeut: ”Lad os sammen se på, hvordan du støtter dit barn bedst. Prøv nu at sige det til barnet, som du sagde i den svære situation.”

Mor: ”Kom nu skat, det er bare lidt mere mad du skal have …”

Terapeut: ”Kom herover i barnet stol og sæt dig. Mærk som dit barn, hvordan føles det, når mor siger det?"

Mor, i barnets stol: ”Jeg bliver vred … du forstår mig ikke … du hjælper mig ikke …"

Terapeut: ”Ligger der mon andre følelser under vreden?"

Mor: ”Ah, jeg tror faktisk også, hun føler sig afmægtig,

alene og bange, fordi jeg ikke møder hendes følelser, men fokuserer udelukkende på maden …”

Terapeut: ”Sæt dig tilbage i din egen stol. Så nu ved du lidt mere om, hvordan det føles inden i dit barn. Prøv nu at validere de følelser og den oplevelse, dit barn har.”

Mor, i sin egen stol: ”Det må bare være så ubehageligt at have det sådan, som du har det. Klart du bliver vred, når du skal gøre mere af det, som er så vanskeligt. Og når jeg så siger, at det bare er lidt mere mad, så må du føle dig virkelig alene og måske blive bange for, om jeg egentlig forstår dig og vil kunne hjælpe dig.”

Terapeut: ”Kom herover i barnets stol. Som dit barn, hvordan er det at høre dette? Hvordan føles det på indersiden?"

Mor, som barnet: ”Det føles lidt bedre. Jeg bliver så vred, når du ikke lytter til mig."

Terapeut: ”Har du brug for noget mere eller noget andet fra mor?”

Mor, som barnet: ”Jeg vil gerne have, at hun lytter til mig og ikke straks fortæller mig, hvad jeg skal, så er det som om, at alle mine følelser er ligegyldige.”

Terapeut: ”Kom tilbage i din egen stol. Så hvis du skal møde dit barns behov for at føle sig lyttet til, og at følelserne er gyldige, hvad kan du sige eller gøre?”

Mor: ”Jeg vil rigtig gerne blive bedre til at lytte til dig og være opmærksom på dine følelser, inden jeg springer til en løsning. Det er det mindste, jeg kan gøre for dig i alt det vanskelige, du står i.”

Mor skifter stol til barnet.

Terapeut: ”Hvordan føles det at høre fra mor? Hvordan føles det på indersiden?”

Mor, som barnet: ”Det letter indeni, og jeg bliver mere rolig. Det er som om, at vreden forsvinder, når jeg ved, min mor er der for mig. Jeg har brug for hende.”

Mor skifter til selv-stolen.

Terapeut: ”Hvordan føles det at høre det fra dit barn?"

Mor, berørt: ”Det føles rigtig godt, og jeg bliver styrket i min tro på at kunne hjælpe hende.”

Terapeut: ”Er det noget, du kan tage med dig og prøve af?"

Mor: ”Det vil jeg meget gerne prøve af.”

I dette konstruerede eksempel kunne mor gennem stolearbejdet relativt nemt komme forbi sin egen frygt for at fejle og ikke kunne hjælpe barnet, hvor

hun i barnets stol fik fat om de følelser, som lå under barnets vrede. Det går bestemt ikke altid så nemt i terapien, og her kan der være brug for at arbejde dybere ind i mors følefælde, hvis den afholder hende fra at validere barnets følelser og sætte sig i barnets sted. Denne proces vil ofte lede til forælderens fortid, hvor den følelse af frygt eller skam var ubærlig, og derfor måtte alt sættes ind for ikke at mærke den smerte igen. Den indre stemme, som siger ”Jeg kan ikke holde det ud … og hvad skal det ikke ende med …” samt fars opråb ”Ingen diskussion … sådan bliver det …” er forældrenes indre skræmmer og hjernediktator, som forhindrer dem i at tage sig af deres primære følelser. Når vi ikke får taget os sundt af vores egne følelser, bliver det også umuligt at tage os godt af andres. Forælderen vil ubevidst ’hellere’ beskytte sig selv mod egne ubehagelige følelser (evt. fra fortiden/barndommen) end at forandre tingene for barnets skyld. Det er en stærk intervention og rørende at være vidne til, når forældrene opdager på et følelsesmæssigt plan, hvad der spiller sig ud i dem selv og hos barnet. Det, at det er en følt erfaring, en følelsesmæssig transformation og opblødning, gør, at forældrene føler sig styrket til at stå i de svære situationer. Vi støtter en proces i at forandre en følelse med en følelse, som ophavsmanden til Emotions-Fokuseret Terapi, Leslie Greenberg, siger.

Det er heller ikke sikkert, at barnet bløder op, så hurtigt som her. Det vil både være almindeligt, at der skal mange runder validering til, og at forældrene viser barnet, at de kan stå i alle barnets følelsesreaktioner. Der kan også være brug for at arbejde med undskyldning fra forælderen til barnet, hvis barnet igennem lang tid har oplevet at være alene sine følelser, eller der er sket brud i relationen, hvor forælderen har sagt eller gjort noget, som har påført barnet smerte.

Eksemplet viser ikke den videre vej, som også handler om at sætte grænser. Det, vi ved fra EFST, er, at det bliver langt nemmere at sætte og holde grænser på en sund og fleksibel måde, når først barnet oplever sig set, hørt og valideret.

AFSLUTNING

Artiklens fokus med at bringe forældrenes egne ressourcer i spil til at støtte deres barn med en spiseforstyrrelse er ikke et udtryk for, at forældrene er skyld i barnets spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse har multifaktorielle årsager og er en kompleks psykisk lidelse. Det håbefulde er dog, at forældrene føler sig styrket, genfinder troen på sig selv, føler de har en retning at gå, så de selv og barnet får det bedre følelsesmæssigt. De studier, der findes om brugen af EFST over for forældre, viser, at den følelsesmæssige afstemning, barnet oplever fra forælderen, er med til at mindske spiseforstyrrelsessymptomerne og den uhensigtsmæssige adfærd. Ud over det oplever forældrene at få større tiltro til egen mestring af udfordringerne (self-efficacy) og mindre selvbebrejdelse (Robinson et al. 2014; Strahan et al. 2017; Foroughe et al. 2019).

Det er ikke meningen, at forældre skal være fejlfri, og barnet kan sagtens tåle ikke altid at blive set og forstået emotionelt, så længe forældrene klarer at reparere cirka halvdelen af misafstemningerne bagefter ved at genoprette kontakt eller sige undskyld, når der er behov for det (Hagen et al. 2019, s.127).

I arbejdet med forældre, som ofte er langt nede i håbløshed, angst, sorg eller er dybt skamfulde – med god grund – er det også muligt som terapeut selv at kunne blive ramt på sine følelser. EFST har en god måde at arbejde med egne terapeut-følefælder, så de ikke kommer til at stå i vejen for hjælpen til forældrene. Min egen skam og frygt kan på samme måde som forældrenes få mig til for eksempel at løsne grænser, hvor jeg godt ved, de er vigtige. Undgå nogle følelser, fordi de vækker frygt eller smerte. Jeg kan også blive ramt på at have lyst til at give op, hvor det er skam over utilstrækkelighed, når det igennem lang tid går i hårdknude i familierne. Her bruger man stole-arbejde ligesom med forældrene til at arbejde i supervision med sine terapeut-følefælder. Den videre vej går gennem følelserne og ved at blive bevidst om og klog på følelserne.

LITTERATUR

Hagen, Anne Hilde Vassbø, Bente Austbø, Vanja Hjelmseth & Joanne Dolhanty: Emosjonsfokusert ferdighetstrening for foreldre. Gyldendal Norsk Forlag 2019.

Robinson, A Lafrance, J Dolhanty, A Stillar, K Henderson & S Mayman; Emotion-Focused Family Therapy for Eating Disorders Across the Lifespan: A pilot study of a 2-day Transdiagnostic Intervention for Parents. 2014.

Strahan, EJ, A Stillar, N Files, P Nash, J Scarborough, L Connors et al.: Increasing parental self-efficacy with emotion-focused familiy therapy for eating disorders: a process model. 2017.

Foroughe, M, A Stillar, L Goldstein, J Dolhanty, ET Goodcase & A Lafrance: Brief Emotion Focused Familiy Therapy: An Intervention for Parents of Children and Adolescents with Mental Health Issues. Journal of Marital and Family Therapy 2018. Vol. 45, Issue 3 p. 410-430.

Charlotte Krolykke er psykoterapeut MPF uddannet fra EFT-Instituttet. Efteruddannelse i Emotions-Fokuseret Familieterapi og er uddannet underviser og supervisor i metoden. Chok/traume efteruddannelse fra Nordisk Institut for Psykoterapi.

Du har pels på

Holder dig i hånden

Du er vred

Har kukstriber i panden

Jeg leger i sandet

Håber det bliver godt

At du blir glad igen

Hvad skal jeg gøre

Dig pelshue på

Eller blå frakke

Husker ikke

Kun stemningen

Jeg har gjort noget

Det er min skyld

At du er trist

Bad om forladelse

Kunne ikke få det Tilgivelsen

Måtte stege

Og angre

Det jeg havde gjort

Den der staver d i gjort …

Hvad end det var

Jeg vidste det ikke

Ville i hvert fald

Aldrig gøre det igen

Men der kom

Bare noget nyt

Som jeg havde

Gjort forkert

Det er svært

At være barn

FLERFAMILIETERAPI

Tekst: Mads Randal-Lund

Illustration: Mette Hind

En tur til Marlborough Family Service (MFS) i London i 2004 har været toneangivende i mine perspektiver på familieterapi. Jeg var der et par dage sammen med et par kollegaer fra Familiecenter Sønderborg som observatør i deres flerfamiliebehandlingsforløb. I denne artikel vil jeg beskrive nogle af de perspektiver, der er på flerfamilieterapi, samt beskrive udvalgte muligheder og begrænsninger, der opstår, når vi bringer flere familier sammen i familieterapien.

Min oplevelse var, at familierne, der var i behandling på MFS, havde et mere dysfunktionelt og invalideret udtryk, end vi på daværende tidspunkt fandt var muligt i vores flerfamiliebehandling, som var forankret i en dansk kommunal kontekst. Eksempelvis aktivt misbrugende forældre, der var påvirket under forløbet, forskellige psykiatriske problemstillinger med psykotiske træk, incest og massivt omsorgssvigt (Asen, Dawson & McHugh 2004 s.34-35). Tyngden af de problematikker, vi oplevede, de arbejdede med på MFS, var altså set fra et daværende dansk perspektiv. Problematikker, hvor vi enten ville søge en separation af familien eller tilbyde andre former for behandling og støtte end flerfamiliebehandling.

EN ARBEJDSFORM

Netop hjemvendt fra London, fuld af inspirationer og motivation, fandt vi sammen en ramme, struktur og

indhold for flerfamilieterapien på familiecenteret i Sønderborg. Over tid og gennem en nysgerrig og eksperimenterende tilgang udviklede vi vores egen metode, som tog afsæt i vores oplevelser med flerfamilieterapien på MFS og dermed en flerfamilieterapeutisk metode, der var etableret og forankret i det engelske sundhedsvæsen. I Sønderborg havde vi samme målgruppe og også familier med samme problematikker, men det var primært udsatte og marginaliserede familier med problemstillinger såsom relationsproblematikker, social isolation, intrafamiliært omsorgssvigt, der ofte havde rod i en manglende forældreevne og refleksionsfunktion, psykiatriske problematikker og familier med adfærdsmæssige vanskeligheder i familien. Tyngden af de kendte problematikker var som udgangspunkt af en karakter, hvor det vurderedes, at en styrkelse af familiens samspil, samvær og dynamik var mulig og ville have en positiv effekt på trivslen i familien.

Vi udviklede over tid flerfamilieterapien til en metode med en fast struktur med temaer, øvelser samt psykoedukative indslag med intentionen at fokusere og optimere de flerfamilieterapeutiske interventioner (Randal-Lund 2014). Forløbene kredsede om flerfamilieterapien, hvor familierne enten var samlet om samtale i en rundkreds eller var i en fælles øvelse. Der var også øvelser for den enkelte familie og på tværs af familierne. Der var indlagt gruppesamtaler for forældrene og grupper for børnene. Alle havde derudover mulighed for at bede om 1-1 samtaler med familiete-

rapeuterne, og så var der jo også alle de samtaler, der opstod imellem familierne på og uden for familiecenteret. Flerfamilieterapien, der udviklede sig over tid, var derfor langt mere end rummet, hvor alle familierne var samlede.

Det er ud fra denne målgruppe og arbejdsstruktur, jeg gør mig mine erfaringsmæssige refleksioner. 1

PRINCIPPER I FLERFAMILIETERAPIEN

Et muligt og et væsentligt princip i flerfamilieterapien er en kompromittering af familieterapeutens rolle som ekspert samt den tydelige afgrænsning af, hvem der hjælper, og hvem der får hjælp, som naturligt vil kunne opstå i kontakten mellem en familie og familieterapeut. Flerfamilieterapien som intervention gør det muligt at skabe en ramme og arbejdsform, hvor risikoen for eventuelle dynamikker, hvor familieterapeuten accepteres som bedrevidende og sand, minimeres (Asen & Scholz 2011 s.14-15). Familieterapeutens rolle i flerfamilieterapi kan betragtes som langt mere rammesættende, faciliterende, aktiverende og med-tolken-

1 Jeg er selv uddannet på Kempler instituttet i 00’erne hvor vi årligt havde vores familier eller partnere med i uddannelsen, og hvor 25 familier samledes om familiearbejdet i samme rum på Hjarnø.

de end direkte intervenerende. Det er altså mere familieterapeutens funktion at tilskynde og give familierne mulighed for at give udtryk for reaktioner, refleksioner, tanker og følelser, der opstår i deres oplevelse af og i kontakten med de andre familier, og familieterapeuten kan så bruge disse perspektiver og reaktioner i sin kontakt og eventuelle intervention.

Flerfamilieterapien har været beskrevet siden 1940’erne og 50’erne (Asen & Scholz 2011 s.1112) op til i dag, hvor flerfamilieterapien eksempelvis ses benyttet som en væsentlig intervention i misbrugsbehandling, behandling af spiseforstyrrelser, pårørendeinddragelse i psykiatrien samt på familieterapeutiske og psykoterapeutiske uddannelser. Flerfamilieterapi kan variere fra enkeltstående sessioner til længerevarende behandlingsforløb, men kan også ses som en konsoliderende støttende foranstaltning over tid. Jeg betragter det af disse grunde også for som upræcist at betragte flerfamilieterapi som en metode. Den må mere retmæssigt betragtes som en arbejdsform – en værdimæssig tilgang, som kan benyttes i en metode.

"Én families proces bliver en anden families mulighed, når vi bringer dem sammen."

FLERFAMILIETERAPI

ROSA OG HENDES TO SØNNER

Rosa er mor til to drenge på 11 og 12 år. Faren flyttede til Sydamerika, da drengene var små, og der er ingen kontakt. Rosa har intet netværk. Rosa er en del af det tyske mindretal i Sønderjylland. Rosa gør rent i sommerhuse, der udlejes. Familien er henvist på baggrund af flere underretninger fra drengenes skole. Skolen er bekymret for drengenes trivsel, og de beskriver drengene som sårbare og ude af klassefællesskabet og tiltagende i opposition til lærere og klassekammerater, ligesom samarbejdet med Rosa beskrives som konfliktfyldt. Rosa har selv ytret ønske om hjælp til sine drenge og sig selv. Hun beskriver, at hendes drenge er ulydige og gør, hvad der passer dem.

Da jeg møder Rosa første gang, møder jeg en kvinde med et langt sort filtret hår, der dækker hendes ansigt på en måde, som gør det svært at ane det, og øjenkontakt er ikke mulig. Rosa er tavs og udstråler en utilnærmelighed og aggression.

Rosa er til stede, lyttende i de indledende samtaler, men initierer ikke samtale eller kontakt. Det er under familieterapien mest drengene, der bidrager, og når Rosa deltager i samtalen, er det med eksplosive aggressioner og konfrontationer rettet mod alle: ”Det er løgn det der! Er du dum eller hva’?” – ”Hva’ tror du selv? Glem det!” Samtalerne er præget af forsvar –et forsvar over for hele situationen og konteksten. Anerkendelsen og accepten mødes med mistro og foragt …

Som familieterapeut i flerfamilieterapi har vi muligheden for at lade os optage af at forstørre familiernes reaktioner og forholdemåder til hinanden, mere end at benytte os af egne tanker, mærkninger og refleksioner. Vi bliver derfor med-reflekterende og med-tolkende i vores hjælp til at understøtte familiernes udtryk over for hinanden. Det er min erfaring, at man må prioritere

Jeg inviterer Rosa og hendes sønner med i vores flerfamilieterapi. De kommer i et forløb med tre andre familier med lignende problematikker. De andre familier har lidt yngre børn. Rosa er i begyndelsen på samme måde deltagende, lyttende men utilgængelig i kontakten for både os familieterapeuter og de andre familier. I takt med, at de andre familier fortæller om deres oplevelser i flerfamilieterapien og øvelserne, ser Rosa frem fra sit skjulested i håret. Med tiden reagerer og kommenterer Rosa på de andre familiers oplevelser – når adspurgt. Rosa anerkendes for sin deltagelse af de andre familier, og hun finder over tid modet til at dele egne oplevelser fra øvelserne i flerfamilieterapien med gruppen. Rosa er oftere og oftere ude af sit skjulested, og vi oplever over tid Rosa som mere imødekommende, i kontakt og glad for at deltage i flerfamilieterapien. Hendes drenge, som er lidt ældre end de andre børn, får ofte anerkendelse fra de andre forældre for deres hjælp til de mindre børn og deres bidrag i flerfamilieterapien.

Hvor Rosa tidligt i forløbet reagerede med mistro, ser vi nu Rosa stolt og glad, når hendes drenge høster anerkendelse. En dag kommer Rosa med håret sat i en hestehale. Rosa og hendes drenge er fokuserede. Vi mærker i fællesskab, at i dag er en særlig dag. Da vi samles i rundkredsen er alle stille – helt stille. Rosa tager ordet …

i, hvad der med-reflekteres og med-tolkes på, samt hvilke perspektiver og reaktioner, der fremhæves og sættes fokus på. I flerfamilieterapi er der uundgåeligt mange mulige perspektiver, man kan forstørre. Og omend flere perspektiver kan synes som flere muligheder, kan det også blive for kaotisk og fragmenteret. Det er også af denne grund af væsentlig betydning, at familietera-

peuten har øje for det enkelte familiemedlems særlige behov og eventuelle arbejdsfokus, så det, der forstørres og fremhæves, kan ses i relation til den enkelte families arbejdsfokus eller temaet for familieterapien.

Mange af de familier, vi havde i flerfamiliebehandlingen, var socialt isolerede og holdt sig væk fra sociale arrangementer eller kontakt til andre familier. Dels af vane og manglende overskud, men grundlæggende af frygt for at føle sig marginaliseret og stigmatiseret – hvilket også var tilfældet for mange af familierne. I flerfamilieterapien fik familierne anledning til at føle sig som en del af et fællesskab, og i mødet med andre familier, der oplevede tilsvarende problemer, blev det muligt at deles om problematikkerne, og der opstod en fornemmelse af, at vi alle er i samme båd, hvilket i sig selv havde en afstigmatiserende effekt (Asen, Dawson & Hughs 2004 s.42). Fællesskabet var båret af en familie-atmosfære primært på grund af af det faktum, at familierne var en dominerende og aktiv majoritet i familiebehandlingen, og ikke af en familieterapeutatmosfære, der ellers nemt prægede den traditionelle familiebehandling (ibid.).

BETYDNINGER AF AT BÅDE GIVE OG MODTAGE HJÆLP

Når vi ser på praksis omkring flerfamilieterapi, har der ofte været en tendens til at søge at samle familier med fælles problematikker (Johnsen & Torsteinsson 2015 s.255-256). At kunne spejle sig i og genkende problematikker på tværs af familierne som noget særligt betydningsfuldt – hvilket det også er. Men som det også kan læses af casen med Rosa og hendes familie på næste side, er det min oplevelse i flerfamilieterapi, at det at være sammen om det at arbejde med sin familie er betydningsfuldt for kontakten familierne imellem – og det i sig selv har på tværs af problematikker en positiv effekt på fællesskabet i flerfamilieterapien, Det, at familierne både yder støtte til hinanden, men også modtager støtten fra hinanden, er betydningsfuldt for den enkelte families egenforståelse og vilje til forandring.

Jeg oplevede som i eksemplet med Rosa familier med en høj grad af opposition, som over relativt kort tid tog imod hjælp, da de selv havde fået lov til at bidrage med deres hjælp. Men også omvendt, hvor familier, der fik meget hjælp i starten, over tid gav deres hjælp til andre. Der opstod en udviklende gensidighed, når vi som familieterapeuter fik understøttet de processer, der skete imellem familierne. Mange af familierne knyttede venskaber og udvidede deres støtte til hinanden til også at være uden for familiecenterets ramme, og vi oplevede, at familierne ud over kontakt og støtte også eksempelvis agerede babysitters for hinanden, og familier, der før stod markant socialt isolerede, begyndte at udvide deres netværk.

BØRNS DELTAGELSE

Som supervisor har jeg ofte stødt på den antagelse, at det er bedre, at børnene ikke er med i familieterapien. Dette kan der også være gode grunde til. Men der er åbenlyse fordele i terapien, vi så går glip af. Grundlæggende får børnene og deres forældre ikke muligheden for at se og mærke at de sammen arbejder på noget af det vigtigste i deres liv – lige nu. Vi kan som familieterapeuter ofte se problematikkerne udspille sig, når familien er samlet, og det er ofte et barns særlige udtryk eller måde at reagere på, som gør en problematik tydelig for familieterapeuten og dermed også mere mulig for familien at arbejde med i øjeblikket (Hansen & Mortensen 2017 s.115-118). I flerfamilieterapien søgte børnene kontakt på tværs af familierne, og vi så, hvordan de sammen fandt anledning til at spejle sig i hinanden og give udtryk for sig selv på nye måder inspireret og støttet af de andre børn og unge.

Der kunne også opstå situationer med en for stor forstyrrelse. Eksempelvis hvis flere børn samledes om en støjende aktivitet eller kom i indbyrdes konflikt. Familierne kunne derfor komme på et for stort arbejde med bare at få tilstedeværet til at lykkes. Vi fandt derfor måder og lavede aftaler, hvor vi kunne give de børn, der havde brug for det, mulighed for at trække sig – og evt.

få en særligt udvalgt voksen med sig, hvilket kunne være en anden familieterapeut eller en person fra en anden familie – men med den intention at blive klar til at komme tilbage i rummet, hvor flerfamilieterapien fandt sted. Alene disse alternative måder at løse forstyrrelserne på gav anledning til fælles refleksioner med højt udbytte, hvilket ikke havde været muligt på samme måde i en traditionel familieterapi. Både børn og forældre får ved deres deltagelse i flerfamilieterapien mulighed for at samarbejde og gøre noget andet end det, de plejer. Det er derfor en betydningsfuld mulighed vi fravælger, når ikke børnene inddrages.

HVORDAN BRINGER VI FAMILIER SAMMEN?

Når jeg foreslår flerfamiliebehandling, mødes jeg ofte med antagelsen, at det familieterapeutiske møde mellem mennesker er for privat og forbeholdt den enkelte familie og familieterapeuten bag en lukket dør, skjult for omverdenen. Det er derfor vigtigt at tydeliggøre både over for samarbejdspartnere og familien, at familien selv inviterer ind i det problemfyldte, det personlige og private i flerfamilieterapien – det kan ikke forceres, at familierne deler deres oplevelser, men er mere noget der opstår, når tid er.

Der er ofte en indledende proces, hvor intentioner, rammer og muligheder i flerfamilieterapien beskrives over for samarbejdspartnere og familierne. Etiske og praktiske rammer, eventuelle aftaler etableres så vidt muligt fra starten, så der etableres en grad af tryghed. I starten af et forløb skal familieterapeuterne tage et tydeligt lederskab af processen og hjælpe familierne til at præsentere og give udtryk for sig selv. Det handler om at etablere et fællesskab og nogle trygge rammer, som familierne kan arbejde i.

Vi skal tænke flerfamilieterapi som socialt inkluderende og ikke udstillende. Dette er i sig selv en forudsætning for at kunne invitere familier ind i et fællesskab med relationelle muligheder – flerfamilieterapi.

LITTERATUR

Asen, E, N Dawson & B McHugh: Flerfamilieterapi – nye veje i familiearbejdet. Hans Reitzels Forlag 2004.

Asen, E & M Scholz: Flerfamilieterapi i praksis – begreber og teknikker. Hans Reitzels Forlag 2011.

Hansen, R & P Mortensen: Oplevelsesorienteret familieterapi – at være sig selv sammen. Gyldendal 2017.

Johnsen, A & VW Torsteinsson: Lærebok i familieterapi. Universitetsforlaget 2015.

Randal-Lund, M: Særlige familieprogrammer styrker familier. Debatindlæg i Altinget 29. april 2014. www.altinget.dk. Mads Randal-Lund (f.1975), cand. pæd. i pædagogisk psykologi, familie- & psykoterapeut MPF. Har arbejdet på børne- og familieområdet siden 1998, bl.a. som leder af Familiecenter Sønderborg (2007-2016). Privat praksis siden 2016. Har undervist på flere psykoterapeutiske uddannelser, i dag på Velling Koller – Psykoterapeutuddannelsen.

OGSÅ I DET TERAPEUTISKE RUM ER KÆRLIGHEDEN DRIVKRAFTEN

Tekst: Svend O. Andersen

Illustration: Mette Hind

Af og til støder vi på diskussionen om, hvorvidt kærligheden kan inddrages som en del af det professionelle arbejde. Det strider naturligvis helt imod holdningen i de professioner, hvor neutralitet er en værdi, der holdes i hævd. Men hvad med psykoterapien og dermed også familieterapien? Dette vil jeg komme med mit syn på i denne artikel. Her argumenterer jeg for det helt nødvendige i at åbne op for kærligheden i dens mange former for overhovedet at kunne praktisere psykoterapi – og herunder naturligvis familieterapi. Jeg vil tage udgangspunkt i de mange erfaringer, jeg har gjort mig som familie- og psykoterapeut gennem en menneskealder. Ligesom jeg også selv, i min egenterapi, har mærket tydelig forskel på, hvor meget dybere mit terapeutiske arbejde er gået, hvis jeg kunne mærke, at terapeuten kunne lide mig. Ligeledes har jeg som far og bedstefar bemærket, om de pædagoger og lærere, mine børnebørn (og tidligere børnene) omgås, har det der ekstra, som vi kalder ’at kunne lide’, men som er et kærligt engagement, der kan mærkes.

Min erfaring er, at det magiske i terapi sker netop der, hvor vi kan få skabt rum eller forbindelser til kærlighedens vandring fra den ene til den anden. Kærligheden er ikke, som jeg forstår den, en bestemt følelse, men mere et rum eller en måde at være sammen på, hvor vi kan rumme alle de følelser, der er i vores relationer. Når det rum er skabt, sker der netop mere, end vi kan ane eller forstå.

Jeg betegner det som magisk, fordi jeg ikke altid kan forklare, hvad der sker, men i virkeligheden tror jeg mere, der sker det, at vi lukker en endnu større form for kærlighed ind i rummet, end vi selv kan mestre og forstå. Det er smukt at være med til, og det er bare vigtigt at give sig hen til det uden at skulle forstå. På den måde lader jeg oplevelsen af det kærlige fylde i mig, så jeg måske senere kan lade denne oplevelse blive til en erfaring, jeg også kan gøre rede for.

KÆRLIGHED SOM DRIVKRAFT

I terapeutiske sammenhænge har jeg siddet sammen med mange familier, der i det samme rum har delt store og dybe smerter med hinanden. Jeg har været forundret over, at de turde åbne så meget op, men vi havde rigeligt med erfaring for og tro på, at det var helende og frisættende for menneskene at gøre det.

På vores uddannelse til familieterapeut ved Dansk Familieterapeutisk Institut (DFTI) inviterer vi de studerende til at tage deres familier med – både i den almindelige træning, men også i de familieweekender, hvor de sammen med deres medstuderende kan få denne oplevelse af, hvad det gør ved familielivet at tale sammen om det og at være sammen med andre om det og ikke mindst få hjælp, hvis der er behov for det. Det kan virke overvældende i første omgang, men mange tilbagemeldinger fra de studerendes familier fortæller, hvor meget kærlighed de mærker i arbejdet

med deres egen familie og ved at være vidne til andre familiers arbejde.

Paulus beskriver den guddommelige kærlighed til mennesket i sit første brev til Korinterne vers 4-7 sådan her: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

I den oplevelsesorienterede familieterapi, som vi praktiserer den og underviser i den på DFTI, insisterer vi på, at kærligheden er drivkraften i familieterapien. Både mellem klient og psykoterapeut og mellem de mennesker, der deltager i terapien. Lad os tage relationen mellem klienten og psykoterapeuten, for enkelhedens skyld i individuel terapi. Det gælder også i parterapi og familieterapi, men det kommer vi til. Altså når du som psykoterapeut møder din klient.

Hvad siger du til, at vi lige laver denne lille øvelse: Erstatter ’kærligheden’ i citatet fra Paulus’ brev til Korinterne med ’psykoterapeuten’? Sådan her: ’Psykoterapeuten er tålmodig, psykoterapeuten er mild, misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Psykoterapeuten gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Psykoterapeuten finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.’ (Sidste sætning: ’Psykoterapeuten tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt’, holder ikke altid, men det giver ofte anledning til igangsættende intervention, at jeg møder min klient med det, som jeg måske ikke udholder). Er det ikke disse kvaliteter, vi alle tilstræber som god psykoterapeutisk praksis?

Når det så kommer til parterapi og familieterapi, bliver det endnu mere vigtigt at forholde sig til kærligheden og dens mange udtryk. At kunne genkende den i parsamtalen, hvor de to virkelig ikke kan finde hinanden. Hvor er kærligheden? Hvordan udtrykker den sig? Er den der overhovedet mere?

FIND KÆRLIGHEDEN

Spørgsmålet om, hvorvidt kærligheden overhovedet er der mere, er slet ikke relevant i familieterapi. Det kan godt være, at de to voksne, som skabte familien, ikke længere elsker hinanden, og at vi kun kan arbejde med, hvordan kærligheden er i spil mellem forældre og børn. Der er jeg til gengæld slet ikke i tvivl om, at der findes kærlighed, selv om den udtrykkes frustreret eller slet ikke. Det vigtige spørgsmål her er ikke, om den findes, men hvordan den mærkes. Er den voldelig, voldsom, krænkende? Er den uudtalt, indebrændt? Er den stille, rolig og selvfølgelig? Eller hvad er den? Eller hvor er den? Og – kan den mærkes af den eller de andre? Det er det allervigtigste: Kan kærligheden nå fra det hjerte, der giver den, til det hjerte, der gerne vil modtage den, i det sprog de har udviklet til at nå hinanden i denne familie?

ET EKSEMPEL

For noget tid siden kom en familie til mig. Den første kontakt var i telefonen, hvor moderen fortalte om de problemer, der gjorde, at de søgte hjælp. Det var tydeligt, at det var den ene søn, der var anledningen til, at de søgte hjælp. Hun var meget i tvivl om, hvorvidt det ville være en god idé, at sønnerne kom med i første samtale. Behovet for at komme af med nogle af forældrenes frustrationer var naturligvis stort, for sønnen havde fyldt meget på en voldsom måde i lang tid. Jeg argumenterede for, at de alle fire skulle komme til samtalen, da det almindeligvis letter mit arbejde som familieterapeut en hel del at være sammen med hele familien, så jeg kan opleve dem sammen, og jeg kan opleve mig selv sammen med dem.

De lyttede til mig, og da de kom hos mig alle fire, lagde jeg som vanligt ud med at fortælle dem om, hvordan jeg arbejder. At der ikke er nogen af familiemedlemmerne, der er et problem, men som regel mærker alle, at der findes et problem, og at jeg meget gerne vil lære dem alle at kende og høre, hvordan de oplever familielivet – både generelt og selvfølgelig også helt specifikt i forhold til klagen, de kommer med. På den måde kommer jeg til at få fornemmelsen for kærlighedens udtryk i denne

familie. Hvor udtrykkes den let og modtages i den ånd, den er tænkt, og hvor er det svært?

Denne tilgang gør, at vi kan få mange flere perspektiver på familielivet, end hvis vi tog udgangspunkt i, at der er én, der er den (for at være meget simpel). Og det er jo et meget begrænset perspektiv, man kan få på vilkårene i en familie, hvis man kun taler med én eller to ud af fire. I alt fald faldt det ret let ved denne samtale at fastholde familieperspektivet og kærligheden som drivkraften, da det var så tydeligt, at alle ville hinanden i familien. De to voksne med hinanden. De to børn med hinanden. Forældrene var så åbne for, hvordan de kunne tage ansvar for det, der skete i deres familie. Så det var et taknemmeligt job at være familieterapeut den dag.

Så snart det gik op for forældrene, hvor mange kræfter deres ældste søn brugte på at nedregulere sig selv igennem en hel dag, tog de fat. At sønnen var helt anderledes end lillebroren, vidste de jo godt, men de troede, der var noget, de gjorde helt forkert med den ældste. Så vidt jeg kunne skønne, var de allerede rigtigt godt i gang med at hjælpe deres ældste søn igennem dagen, men det, de havde brug for, var at stå ved det, de godt vidste, og som jeg kunne bekræfte: Han havde et helt andet nervesystem, som ikke var så modent som lillebrorens, og som krævede hjælp fra de voksne. Både i skole og hjemme. På et tidspunkt i samtalen fortalte jeg drengen, hvad jeg troede han baksede med, og anerkendte ham for hans store indsats. Han lyttede intenst, men sagde ingenting. Moderen så det og spurgte ham: ”Er det sådan du har det?” Drengen nikkede, og så begyndte forældrene at spejle ham i de situationer, hvor han måtte have brug for hjælp fra dem. Han var så tydelig på, hvornår han havde brug for hjælp og fra hvem – og hvornår han ikke havde og gerne ville klare tingene selv. I de øjeblikke var kærligheden drivkraften og fandt vej mellem de fire –og mig. For jeg mærkede jo også, hvordan kærligheden, som hele tiden havde været der, kunne finde udtryk og bevægelse mellem familiens medlemmer

Ovenstående eksempel illustrerer, hvad der skal til, for at kærligheden igen kan være i bevægelse og ikke indefrosset og frustreret: De voksne fik øje på, hvilket an-

svar de kunne tage for deres søn, og de kunne straks gå i gang med at få idéer til, hvad han havde brug for, og hvad han ikke ville have. Så han på sin side kunne mærke, at der var plads til ham, sådan som han er, og med det, han havde brug for. Dynamikken i familien ændres fra at være opslidende, krævende og ensomhedsskabende til at være kontaktskabende, givende og i bund og grund at øge selvfølelsen hos den enkelte og ændre på det syn, den enkelte har på sin familie.

SKYLD- OG SKAMFØLELSER

Ofte er det ikke så enkelt og så let. Vi hører vel alle disse historier fra hverdagen, hvor samtaler med pædagoger psykoterapeuter, psykologer og andre udmunder i en øget skyldfølelse hos forældrene, som kan være ødelæggende for det videre arbejde. Jeg skal her bestræbe mig på ikke at øge skyldfølelsen hos fagfolkene, der arbejder med familier, for det er komplekst, men også helt enkelt. Det er afgørende vigtigt, at vi ser vores egen

værdi i samspillet. At de voksne tager de voksnes ansvar, så børnene kan være børn. Når dette arbejde virker helt uoverskueligt for forældrene (og terapeuterne), så er det, at skyldfølelsen lammer arbejdet. Eller det er nok nærmere en skamfølelse, der overtager på subtil vis. Det er i alt fald vigtigt at være optaget af at gennemskue, hvad der er på færde.

Det er mit klare indtryk, at forældre, der søger hjælp til deres familier, ret konsekvent oplever skyld og skam over ikke at lykkes som forældre. Den bæres frem i mange forklædninger, når de møder os i terapirummet. Familieterapien kan skærpe de voksnes blik på, hvor værdifuldt det er for familiens trivsel, når de tager det ansvar, der er deres. At de erkender, hvor de er på den, er mindst lige så vigtigt, så de kan modtage hjælp. Det har børn stor forståelse for, og de er meget langmodige med deres forældre, når bare de kan mærke, at forældrene tager fat.

Familieterapeuten skal på sin side også sørge for at have god hjælp fra kolleger og supervisor, for hvor er det let at blive overvældet af skyld og skam og reagere med enten distancering eller overinvolvering i arbejdet med familien. Så kan jeg ikke komme til at være den kærlige terapeut, som gør det muligt for familien at turde se på deres indre liv. Børnene er særligt opmærksomme på, om terapeuten kan lide forældrene. Hvis ikke barnet kan mærke terapeutens bestræbelser som kærligt engagement, kan de ikke give sig hen til og have tillid til, at de voksne nok skal finde ud af det. De må lukke sig i og larme videre.

VORES EGEN ARV

Indimellem stønner vore studerende over kravene, vi stiller til dem i familieterapeutuddannelsen. ”Jeg havde ikke troet, at jeg skulle arbejde så meget med mig selv!”

Men de, der fortsætter, efter de har opdaget, hvor høje krav der er til at opdage, hvad man selv har med i bagagen, er glade for at uddannelsen har denne dybde, for de kommer til at sidde i terapeutstolen med en anden sikkerhed. Ikke i, at de har erkendt og bearbejdet alt i deres liv, men de er kommet over skammen over at skulle have brug for hjælp. De ved, hvordan det er at åbne op

og være undersøgende for deres egen arv, og hvordan den præger deres arbejde med familierne/klienterne. Både som en ressource i at de selv kender til følelserne, men også at de, når de kommer til kort og ikke kan rumme det, der foregår, kan søge – og få – hjælp.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har erfaret, at en udpræget ydmyghed og respekt for dette, virker gavnligt for det terapeutiske arbejde, og dermed skaber rum for, at kærligheden kan drive værket. For så ved vi også inderligt, at der ikke er nogen nem vej at gå sammen, men at det netop handler om at komme til at gå sammen og ikke hver for sig.

Når det lykkes at lave dette arbejde, hvor familien gør sit, og jeg som familieterapeuten gør mit, så er det, at jeg også får denne skønne fornemmelse af at hele mine egne sår fra barndommen. Så er det, jeg glæder mig over, at jeg valgte dette skønne, krævende og givende fag: familieterapi.

LITTERATUR

Schibbye, Anne-Lise Løvlie: Relationer. Et dialektisk perspektiv på eksistentiel og psykodynamisk psykoterapi. Akademisk Forlag 2016.

Lars Sørensen: Skam – medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord. Gyldendal 2016.

Hansen, Ruth & Peter Mortensen: Oplevelsesorienteret Familieterapi. At være sig selv – sammen. Gyldendal 2017.

Svend O. Andersen (1957). Uddannet diakon/socialpædagog 1984, familieog psykoterapeut i 1989. MPF i 2004. Selvstændig familieterapeut og supervisor. Underviser i par- og familieterapi samt supervision ved DFTI (Dansk Familieterapeutisk Institut) og IGfB (Internationale Gesellschaft für Beziehungskompetenz in Familien und Organisazion) i Østrig.

NARRATIV FAMILIETERAPI

Et essay

Tekst: Allan Holmgren

Illustration: Mette Hind

Jeg kommer fra en familie, hvor man fortalte historier. Nogle gange var middagsbordet som at sidde rundt om et lejrbål. Min far fortalte om de steder, han havde været at male. Han var malermester og kørte rundt og malede folks stuer og huse. Mine søskende fortalte om deres liv, når de var der. Når familien mødtes til fester eller større frokoster, var det et højdepunkt at lytte til hinandens historier. Der var tid og plads til at lytte til hinandens fortællinger. Vi talte ikke om konflikter eller uenighed. Der var ingen kritik i luften. Vi talte om oplevelser. Der kunne til tider være en underliggende spænding, hvor man skulle passe på ikke at provokere vores mor, men fællesskabets ånd og en fornemmelse af smilende opbakning og glæde var altid stærkere end de små spændinger.

Spændingerne gjorde mig ikke noget. Jeg var sikker på opbakning og beundring fra mine ældre søskende. De skabte tryghed. Og tryghed er en forudsætning for tillid. Det var især min far, der sørgede for, at der var plads til forskellighed og hjertelighed. Han tog altid sidst af maden. Børnene først.

Jeg havde fornemmelsen af et stærkt søskendesammenhold. Vi var fem søskende. Jeg er yngst. Der er otte år til min søster, ti, tretten og atten år til mine tre ældre brødre. Vi var ikke en familie med diskussioner, måske var vi en narrativ familie, en lejrbålsfamilie. Vi nød hinandens historier. Og alligevel kunne vi ikke tale om elefanten i rummet: Mine forældre var Jehovas Vidner. Mine søskende var brudt ud – til min mors store fortrydelse. Alle levede med elefanten.

Men den skabte skam for mig i skolen. Jeg følte denne diffuse følelse af mørke og svimmelhed, angst, når der blev talt om religion og især om Jehovas Vidner. Men jeg kunne ikke tale med nogen om det. Heller ikke med mine søskende. Ingen spurgte mig, hvordan det var at være mig.

LEJRBÅLET

Måske startede vores kultur med, at man sad rundt om lejrbålet og fortalte historier. Det mener den amerikanske psykiater James Gilligan (2009). At være menneske er forbundet med sprogets afgørende betydning. Mennesket er det eneste dyr, der kærtegner og slår ihjel med ord. Sproget og de fortællinger, vi producerer med det,

skaber vores verden, sliber den økse og den kniv, vi hugger og tilskærer vores oplevelser med, skaber afgrænsninger og ’maskiner’, vi ikke selv er klar over. Sproget og de fortællinger, det muliggør, er for mennesker, som vandet er for fisk. Sprogets begreber muliggør en distance til de umiddelbare oplevelser. Sprogets magi muliggør, at der kan fortælles myter og meningsfulde historier. Fortællingerne i terapien kan give plads til oplevelsernes forskellighed. Hvis der ikke er plads til oplevelsernes forskellighed, kan fortællingerne snære, begrænse og binde – ja, faktisk virke kvælende. Meningsskabelsen er afgørende. Hændelser og livet omkring os skal give mening, for at vi får ro i sjælen. Plads og muligheder – ellers dør jeg. Det er det, terapien skal skabe plads til.

De forskellige retninger i psykoterapi er vel udtryk for forskellige myter og teorier, forskellige former for meningsskabelse, trossystemer og selvfølgeligheder. Vores kulturhistorie er fyldt med fortællinger om guder, helte, kærlighed og ondskab. Vi læser bøger, hører om myter og fjerne lande. Vores verden åbner sig og giver måske mere mening, end før vi læste. Vi hører om fjerne lande og steder og får lyst til at besøge dem. Måske. Eller afskrækkes.

Individuel terapi kan siges at handle om at håndtere de indre konflikter, som oftest mellem hvad man burde, altså hvad samfundets normer dikterer, over for personens egne værdier og erfaringer med det gode, eller når de indre værdier kommer i konflikt: ”Skal jeg lade mig skille, eller skal jeg blive i parforholdet?

Skal jeg følge flokkens, gruppens normer, eller skal jeg følge mine egne værdier?” Individuel terapi skal håndtere de svære følelser, der kan opstå på grund af traumatiske hændelser, snærende relationer eller måske oplevelsen af forkerthed og utilstrækkelighed (Hjortkjær 2020).

NARRATIV FAMILIETERAPI

Familieterapi har et andet fokus. Familieterapi handler som oftest om at skulle håndtere konflikter i relationer

mellem familiens medlemmer. Det kan endda være, at der ikke er nogle udtalte konflikter mellem familiens medlemmer, men at en person i familien bliver symptombærer af spændinger, der ikke kan tales om, eller som ikke bliver italesat. Der kan i lige så høj grad være tale om konflikter mellem livet i familien og livet uden for familien, i kulturen. På samme måde som en person kan blive ramt af noget, kan en familie også blive ramt: ”Hvad vil du kalde det, der har ramt jer?” er et centralt eksternaliserende spørgsmål i narrativ familieterapi. Det er navnet på problemet, der er problemets hemmelighed.

Før et problem er navngivet, kan det ikke eksternaliseres og dermed adskilles fra personerne. Måske kan familiens medlemmer ikke navngive dette problem, men de kan altid beskrive effekterne af problemet. Måske skal problemet i starten bare kaldes ’det, der har ramt jer’. Bagefter taler man om problemets effekter på hvert enkelt medlem. Man bør bede hvert enkelt familiemedlem forholde sig til disse effekter – hvad er godt, hvad er skidt ved disse effekter? Bagefter må familiens medlemmer begrunde, hvorfor de synes som de gør om disse effekter. Det gør man for at finde frem til, hvad der mon er vigtigt for hvert enkelt medlem. Hvis man ikke har fat i det, der er vigtigt i sit liv, har man intet kompas og kan ikke orientere sig. Værdierne udgør personens kompas: ”Det vigtigste af alt er at komme i dyb kontakt med sine personlige værdier og at kunne handle i fuld integritet ud fra dem.” (Kirkeby 2009, s.136).

Samtalen om problemer er derfor kongevejen – eller omvejen – til at finde frem til det, der er vigtigt for hver enkelt i familien. Det kan være svært for nogle i familien at forlade deres fokus på problemet. Problemer har det med at forhekse, fortrylle og blænde dem, der stirrer på det. Man kan derfor til en start spørge familiens medlemmer, om de er interesserede i at få en bedre forståelse af situationen: ”Vi er ikke sammen for at løse problemer eller konflikter. Vi er sammen for at få en bedre forståelse af hinanden, af hvad der er sket, og af, hvad der er vigtigt for hver enkelt af jer.” Sådan siger jeg som regel indledningsvist i en samtale. Nogle gange, hvis der

er konflikter eller stærke spændinger, skal familiens medlemmer hjælpes til at kunne indtage en fordomsfri og lyttende position til hinanden: ”Hvem kender du, der er god til at lytte og vise forståelse? Vil du kunne låne denne persons ører? Vil du kunne lytte som den person, når de andre taler?” Det er spørgsmål, der kan hjælpe til en repositionering.

Når en person har fortalt, er der bevidning af personens udtryk. Man spørger de andre i familien, der været i en vidneposition til den, der har fortalt: ”Hvad har rørt dit hjerte? Hvad har især gjort indtryk? Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for personen? Hvad er du kommet til at tænke på i dit eget liv? Hvad kommer du i kontakt med, der er vigtigt for dig? Hvad forstår du nu bedre i forhold til den person, der har fortalt? Hvad er du egentlig taknemmelig over, at personen har fortalt?”

Det er sådanne bevidningsspørgsmål, der kan medvirke til at skabe forståelse og nærvær. Man kommer tættere på hinanden.

Det svære i familieterapi er, hvis – eller når – rummet er fyldt med stærke følelser. Man kan nemlig ikke tale om en følelse, hvis man er midt i den. Man skal ud af følelsen for at kunne tale om den og for at kunne få kontakt med sine værdier. Man føler så meget i løbet af en dag, og det meste er noget pis, som den norske forfatter Linn Ulmann engang har sagt i et interview i Weekendavisen.

Jeg har lige talt med et par, hvis datter på nu seksten år blev voldtaget to gange som fjorten- og femtenårig. Nu er der kommet store konflikter mellem pigen og hendes mor. Pigen har drukket meget alkohol siden voldtægterne, har taget kokain og røget hash. ”Hun har fået sig en tatovering på trods af, at det er ulovligt,” sagde moren. Hun taler grimt til sin mor, udnytter sin lillesøster på ti år, der er bange for hende. Storesøster på sytten år er brudt sammen og kan ikke koncentrere sig om 1. g på sit gymnasium. Faren tager det hele stille og roligt og har ingen konflikter eller sammenstød med Sofie, som vi her kan kalde datteren. Moren er ved at gå ud af sit gode skind. Har været flyttet i et sommerhus i en uges tid. Så var det faren, der fik konflikter med Sofie. Moren er bange for at komme til at være

som sine forældre over for pigen. De tog sig aldrig af hende. Hun følte sig altid til besvær og uønsket. Dagen efter hun flyttede hjemmefra som syttenårig, fik forældrene en hundehvalp, og hendes værelse blev til forældrenes soveværelse. Moren følte, at hendes forældre kun havde interesseret sig for hendes to yngre søskende.

Både moren og faren har det bedst, når alle tre børn er hjemme og sidder tæt rundt om bordet, fortæller de. Der er nu blevet flere og flere skænderier mellem dem. Moren vil have, at Sofie skal flytte. ”Hun splitter familien,” siger moren. Faren mener, at man skal møde Sofie med kærlighed og forståelse ligegyldigt, hvordan hun opfører sig. ”Sofie lyver os lige op i ansigtet,” fortæller moren. De havde fundet hendes dagbog, læst den og var blevet voldsomt chokeret. Men de havde ikke fortalt Sofie dette i første omgang.

Det er den slags komplekse problemer, som man kan møde i familieterapi. Kulturen kommer pludselig ind i familien. Når børn er elleve år, lokker kulturens tilbud og muligheder måske mere end familiens tryghed.

Narrativ familieterapi har ingen opskrifter på det gode familieliv. Narrativ familieterapi er en form for praktiseret antropologi, hvor hver enkelt familie og dens særegenhed, kompleksitet og logik skal undersøges. Hver enkelt persons perspektiv skal udfoldes uden de andres indblanding. Diskussion om sandheden er ikke tilladt i narrativ familieterapi. Narrativ familieterapi er en form for aktionsforskning (Mathiesen 1973), hvor deltagerne er både subjekter og objekter. Hver person i familien inviteres til at udvise nysgerrighed over for sine egne intentioner og værdier: ”Har du en fornemmelse af, hvad der er vigtigt for dig midt i alt dette?” – er det centrale spørgsmål i narrativ terapi. Samt: ”Hvad er historien om dig og det, der er vigtigt for dig? Hvem har introduceret dig til det, der er vigtigt for dig?” Mennesker i narrativ terapi bliver inviteret til at undersøge deres egne værdier, deres kompas.

Når børn er blevet elleve år, er der ikke meget for en opdrager at gøre. Så har kulturen taget over. Mange for-

ældre lever i den illusion, frustration og fortvivlelse, at de fortsat kan opdrage deres børn, selvom børnene er blevet elleve eller tolv år. Jeg tror ikke på opdragelse. Jeg tror på inddragelse. Hvis børn fortsat lytter til deres forældre efter tolvårsalderen, er det, fordi forældrene har gjort sig fortjent til det. Det fortæller jeg rask væk forældre. Mange får et chok.

Børn og unge søger fællesskaber, hvori de kan være sig selv og møde bekræftelse. Når børn udelukkes fra fællesskaber, går noget i stykker i børn. Deres værdi om fællesskab risikerer at blive traumatiseret. Der er sket en værditraumatisering. Derfor er mobning, dril og kritik så forfærdeligt. Mobning sidder ofte i mennesker resten af livet.

Narrativ familieterapi er en terapiform, hvor man i grunden ikke skal andet end at lytte til de mange fortællinger om en hændelse eller om en tid, hvor livet har været svært. Der skal skabes et rum af tryghed, hvori der kan fortælles historier, der giver mening. Men der skal først og fremmest skabes fortællinger om overlevelse: ”Hvad gjorde du? Hvordan klarede du den? Hvad kunne du? Hvad var vigtigt for dig? Hvad er historien om dig og det, du kan? Hvad er historien om dig og det, der er vigtigt for dig? Hvorfor er du i familien eller i relationen endnu?”

De fleste historier, vi møder i terapirummet, er fortællinger om problemer, traumer og sorger. Det er som oftest problemhistorier baseret på tynde identitetskonklusioner, som vi kalder det i den narrative jargon, der er bestemt af problematiske hændelser og begivenheder og af følelser og fornemmelser af utilstrækkelighed (Hjortkjær 2020).

Opgaven i narrativ familieterapi er at skabe mulighed for, at der kan blive fortalt så mange forskellige historier som muligt – uden skam. Narrativ familieterapi handler ikke om at løse problemer, men om at skabe bevægelse.

DIAGNOSER

Det er som om, der går et utilstrækkelighedens spøgelse igennem vores land, hvor flere og flere bliver diagnosticeret – lærere eller forældre fordrer en diagnose på børnene. Men en udredning og diagnose fortæller intet. Den individualiserer og sygeliggør relationelle og kulturelle problemer. Diagnosen ADHD for eksempel, der er helt vildt populær blandt både børn og voksne for tiden, er en psykiatrisk konstruktion uden biologisk eller videnskabelig validitet. Diagnoser forklarer og fortæller intet på det mentale område. De skaber ingen forståelse. Gør os faktisk dummere. Det gælder alle psykiatriens diagnoser. At få en diagnose er som at gå til en heksedoktor eller medicinmand i ordets oprindelige og gamle betydning – eller til et orakel. Ingen bliver klogere. Og en diagnose er som regel tautologisk: Du har en diagnose, fordi du er diagnosen: Du er depressiv, fordi du har en depression. Men ingen kan sige, hvad en depression er – selvom det er oplagt, at hele vores følelsesliv er en reaktion på det, der er hændt os i vores liv. Diagnoser fjerner mennesker fra deres egne oplevelser, erfaringer og værdier. Spørg mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og har fået en diagnose: ”Hvad vil du selv kalde det, du slås med, og som har taget magten over dit og din families liv?” ”Hvordan ser din ADHD ud? Hvilke effekter har den? Hvad er den mon ude på?” Fortællinger spundet om diagnosens tråd forklarer intet. De forhekser. Familieterapi drejer sig ikke om diagnoser. Familieterapi drejer sig om relationer.

DEN NARRATIVE METAFOR

Narrativ terapi tager udgangspunkt i det faktum, at mennesket er et fortolkende væsen. Der eksisterer ingen sandhed – kun forskellige fortolkninger af erfaringer. Disse fortolkninger eksisterer i sproget.

Narrativ terapi interesserer sig derfor for menneskers fortolkninger af deres handlinger, af deres problemer, intentioner, værdier, håb og drømme – vel vidende at disse kategorier også er måder at organisere en fortolk-

ningsverden på. Når narrativ terapi anvender metaforen ’narrativitet’, som er et lån fra litteraturteori, er det, fordi denne metafor vel bedst beskriver det faktum, at der ikke eksisterer en menneskelig kultur, uden at den har organiseret sig igennem fortællinger med helte, skurke og problemer. Derigennem tilskrives mening til de mange forhold og fænomener, der finder sted. Noget af det vigtigste er måske at opgradere menneskers erfaringer, så de føler, de ved noget, så de får taleret på flere arenaer, skriver norsk samfundsteoris nestor Nils Christie (2008, s.56).

DET TOMME MENNESKE

Narrativ terapi afholder sig fra at sige noget som helst om, hvad mennesker er, andet end at mennesket er et magtudøvende, fortolkende og fortællende væsen. Selv mennesker, som på grund af et handicap ikke har mulighed for at give udtryk for deres oplevelser via et sprog, organiserer deres erfaringer igennem meningsskabelse på anden vis. Det er denne evne, ja, nærmest tvang, til at skabe magt og mening, forfatte og fortælle historier, som er omdrejningspunktet for narrativ terapi.

Børn lærer sproglige kategorier i toårs alderen, og allerede inden da kan man se, at de organiserer deres handlinger i forhold til meningsdannelse gennem ikkeverbale hukommelsesfærdigheder: Spædbarnet kan genkende mors duft, ansigt, hvilken mad det vil have og så videre. Det kan efter nogle måneder huske, hvor et yndet legetøj ligger. Når barnet siger sine første ord, er forældrene lykkelige – det er ved at blive et menneske, man kan tale og koordinere med. Når barnet er ca. fem år, kan det fortælle om sine handlinger på en meningsfuld måde; det kan fortælle, hvad det skete i går, og hvad det skal i morgen. Det er den amerikanske psykologis grand old man, Jerome Bruner (2004), som har foreslået den narrative metafor som grundlag for den kulturelle psykologi. Han er en del af den bølge, hvis tidligste repræsentant var den russiske psykolog Vygotsky, og som har fået vind i sejlene de seneste tredive år.

Narrativ terapi interesserer sig ikke kun for meningens og handlingernes landskab og for spændingsfeltet mellem disse to landskaber. Narrativ terapi interesserer sig for den magt, der altid finder sted, når der finder meningstilskrivelse sted. Det vil sige, når der skabes begreber. Det er den franske idéhistoriker og psykolog Michel Foucault (1926-1984), som har påvist den nære forbindelse, der er mellem viden og magt. Foucault taler om videns-magt-linjer for at understrege, at der ikke eksisterer viden, uden at denne viden indgår i et magtspil af diskursiv karakter. Begrebet diskurs betyder, at noget kan siges og ses på bekostning af noget andet. Enhver meningstilskrivelse er derfor i en vis forstand en form for magtudøvelse. Magt er hverken et positivt eller et negativt begreb, skriver Foucault (Heede 2004), men et produktivt begreb. Der eksisterer altid magt i alle relationer og overhovedet, hvor der eksisterer sprog. Sprogets begreber og kategorier er i sig selv magtinstrumenter.

Når mennesket ikke er noget i sig selv, men er tomme tavler, kulturen indskriver sig i, bliver fokus i narrativ terapi på det sprog og de fortællinger, mennesker bruger til at skabe mening i deres liv. Disse fortællinger er altid kulturelle måder at tale på, det vil sige kulturelt bestemte diskurser. Michael White, den narrative terapis grundlægger, interesserede sig i 70'erne og 80'erne for det sprog, der blev anvendt både i sager med encoprese og anorexi. Der blev anvendt et internaliserende sprogbrug: Barnet blev anset for problematisk og måske også slemt, fordi det ikke kunne styre og regulere sin afføring, og forældrene blev anset som problematiske. Det måtte være deres skyld, at barnet ikke kunne kontrollere sig. Personer med anorexi blev på forskellig vis forstået som havende indre driftskonflikter (i en psykoanalytisk diskurs) eller styret af automatiske tankemønstre, der skulle aflæres (en kognitiv diskurs). Ingen hidtidige terapiforståelsesformer havde overvejet den magt, som det internaliserende sprogbrug havde på de mennesker, der betjente sig af det.

Inspireret af Foucault begyndte Michael White at anvende et eksternaliserende sprogbrug, der gjorde problemet til problemet og fastholdt personen som adskilt fra pro-

blemet. Problemer bliver derfor i narrativ terapi forstået som noget eksternt, der angriber og bemægtiger sig personen – og familier. Udsagnet "jeg er deprimeret" bliver derfor i narrativ terapi til "du siger, at depressionen har fat i dig; hvad er effekterne af depressionen på dig og på dit liv og dine relationer?"

VÆRDIER

Det er den narrative terapeuts opgave at stille spørgsmål, så mennesker kan få en refleksiv distance til deres problemer og til de konklusioner, som de har om deres eget liv relateret til deres problemer. Derigennem kan mennesker få adgang til deres værdier og få mulighed for at fortælle om erfaringer og historier knyttet til disse værdier, til hvad der er vigtigt for dem. Mennesker skal hjælpes til at fornemme og mærke deres værdier – ikke føle deres følelser. Mennesker føler så rigeligt. Selvets kerne består af værdier. Følelser kan obstruere fornemmelsen af værdier. Følelser er som summende fluer, der kan forstyrre fokus. Menneskers værdier er som tæer. Hvis vi mister tæerne, kan vi ikke holde balancen. Hvis vi kommer for langt væk fra og mister kontakten med vores værdier, falder vi ned i lidelsens flod og mørke.

Når et menneske har fat i sine værdier, kan der skabes andre historier end problemhistoriernes konklusioner om, hvem de er som mennesker, om hvad de kan og står for. Ikke for at omformulere problemer, men for at der kan blive plads til flere og rigere historier om livet. Livet er multihistorielt, som Michael White ofte sagde på sine seminarer; der kan altid fortælles flere historier – what else is there, som den franske filosof Gilles Deleuze skriver. Menneskelig lykkefølelse er direkte proportional med antallet af forskellige historier, man kan fortælle om sit liv. Uden skam.

I narrativ familieterapi får familiens medlemmer positionen som vidner til hinandens fortællinger, så der kan blive plads til rigere historier uden skam. Man skal sørge for, at deltagerne i samtalen kan lade sig inspirere af hinanden – og måske endda udtrykke beundring og

taknemmelighed. På den måde bliver man kendt nok til at blive genkendt og værdig nok til endnu et blik, som Gilligan (2000) skriver.

LITTERATUR

Bruner, Jerome: At fortælle historier – i litteraturen, juraen og i livet. Alinea 2004.

Christie, Nils: Små ord om store spørgsmål. Mindspace 2008.

Gilligan, James: Violence – the Deadliest Epidemic. Jessica Kingsley Publishers 2000.

Hjortkjær, Christian: Utilstrækkelig – hvorfor den moderne moral gør de unge syge. Klim 2020.

Kirkeby, Ole Fogh: Den frie organisation. Gyldendal Business 2009. Mathiesen, Thomas: Det ufærdige – bidrag til norsk aktionsteori. Hans Reitzels Forlag 1973.

Allan Holmgren er magister i psykologi fra Københavns Universitet 1981, grundlægger af DISPUK 1990. Adjungeret professor på CBS. Æresformad for SPUD, mangeårigt medlem af bestyrelsen for Dansk Psykoterapeutforening, medlem af bestyrelsen for Selskabet for Psykoterapi.

I Mørkningen Juleaften

Vi sov af Glæde kun lidt i Nat, og Dagen har været saa lang; nu har vi os her paa Skamlerne sat, fortæl en Historie en Gang!

Vi ved, du over hundrede kan.

Mens Faer og Moer gør Træet i stand, fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa! Men en, som er lang, at Tiden kan gaa.

Fra Peters Jul (1866-70). Afsnit 3, hvor bedstemor fortæller.

VOLD OG FAMILIETERAPI

Terapeuten i en neutral position

En tidligere kursist ringede og bad om hjælp til sin 20-årige søn, Per, som havde været udsat for en meget ubehagelig oplevelse nytårsaften nord for København. Oplevelsen omfattede hans jævnaldrende kæreste gennem et halvt år og hendes familie, som havde inviteret ham til at fejre nytår sammen med dem. Hen mod midnat havde han hørt skrig fra sin kæreste, som var gået op på sit værelse for at hvile sig efter at have drukket for meget alkohol. Hendes far var blevet rasende over, at datteren nu igen havde drukket sig fuld, og havde råbende slæbt hende ned over trappetrinnene fra førstesalen og ned til stuen, hvor de øvrige gæster sad. Per så sin grædende kæreste i forslået og småblødende tilstand efter den hårde medfart og var lamslået over det skete.

Moderen, som kontaktede mig, fortalte, at hendes søn var dybt rystet over hændelsen denne nytårsaften med kærestens forældre og deres vennepar, hvor der inden det voldelige optrin var blevet blev drukket rigelige mængder alkohol, hvor alle øvrige havde været en del berusede. Moderen fortalte desuden, at de i deres egen familie altid havde fejret nytårsaften som en rolig og hyggelig festdag med indtagelse af moderate mængder alkohol, hvorfor hendes søn var uvant med såvel vold som indtagelse af store mængder alkohol.

Hendes søn var her to uger efter hændelsen stadig så rystet, at han bad hende om hjælp, hvorfor hun nu kontak-

tede mig. Jeg indvilgede i at hjælpe ham og sagde, at for mig ville det optimale være en terapi med hendes søn, hans kæreste og hendes to forældre sammen. Moderen ringede tilbage samme dag og meddelte, at den københavnske familie havde indvilget i at møde op i Risskov i min klinik. Per, hans kæreste og hendes forældre mødte op den følgende weekend til familieterapi.

SIKRE AT ALLE STEMMER BLIVER HØRT

Jeg takkede alle for, at de havde indvilget i at tage den lange tur til Risskov, at min arbejdsmetode primært bestod i at stille spørgsmål, og at jeg ville opretholde neutralitet i forhold til hændelsen nytårsaften samt tage ansvaret for at styre processen. Jeg informerede desuden om, at min whiteboardtavle var ét af mine vigtige redskaber, og at jeg undervejs ville skrive nøgleord og nøglesætninger op fra hver af de tilstedeværende. Endelig informerede jeg om, at alle havde retten til at sige fra, hvis de ikke ønskede at svare på et givent spørgsmål fra min side. Alle indvilgede i disse fælles regler under familieterapien.

Første runde: Alle blev stillet de samme to spørgsmål:

1. Hvad de hver især ønskede at tale om?

2. Hvad de hver især håbede at få ud af denne familieterapi?

Svarene blev skrevet på tavlen, og med forskellig ord-

Tekst: Ole Nygaard

lyd havde de samme tema: At tale om hændelsen nytårsaften – og samme ønske: Hvordan de alle fire konstruktivt kunne komme videre med hinanden.

DEN FAMILIETERAPEUTISKE SKABELON MED TRE RUNDER (På systemisk grundlag):

1. At høre hver især om deres oplevelse af forløbet nytårsaften.

2. At høre hver især om deres forståelse af hændelserne.

3. At høre hver især om deres idéer til initiativer, de selv kunne bidrage med med henblik på, at de alle fire kunne komme videre med hinanden.

Alle svar blev skrevet ned på tavlen.

Det følgende er en forkortet gengivelse af familieterapien.

Punkt 1, om deres oplevelser, kom til at kræve stram styring fra min side.

Jeg startede med Per, fordi han var direkte anledning til, vi alle sad her. Han nåede kun at starte på sin oplevelse, før faren afbrød.

Per: Jeg hørte min kæreste skrige, mens hun blev slæbt ned over trappetrinnene, og –

Faren (afbryder): Det passer ikke!

Terapeuten: Jeg kan høre, du har en anden oplevelse end din datters kæreste, og den vil jeg gerne høre til lige bagefter.

Per: – og jeg var rystet over at høre hendes skrig og se, at hun blødte, og –

Faren (afbryder): Det er simpelthen løgn – sådan skete det ikke!

Terapeuten: (henvendt til faren): Kan du og jeg blive enige om, at den eneste, som kan udtale sig om Pers oplevelse, er ham selv?

Faren: Jah – men jeg er uenig i hans oplevelse. Sønnen fik nu fortalt resten af sin oplevelse, og jeg spurgte herefter til farens oplevelse, som var, at han ikke havde slæbt datteren ned over trappetrinnene, men havde ført hende ned af trapperne.

Datteren sagde, at hun ikke kunne huske noget, fordi hun var fuld, men at hun havde blå og gule mærker på

kroppen dagen efter.

Moren sagde lavmælt, at hun ikke havde oplevet, hvad der skete i stuen.

Punkt 2, forståelser:

Pers forståelse af hændelsen var, at faderen var voldsomt rasende over, at hans datter var blevet så fuld og havde forladt selskabet.

Farens forståelse var, at datterens fuldskab havde været uacceptabel og pinlig over for de øvrige gæster, hvorfor han som far måtte reagere kontant.

Moren sagde, at hun slet ikke kunne forstå, hvorfor det skete.

Datterens forståelse var, at hendes far ville straffe hende, fordi hun igen blev fuld.

Punkt 3, idéer til initiativer:

Per: Jeg vil passe bedre på min kæreste, så hun fremover ikke bliver så beruset.

Faren: Jeg vil tage ansvar for, at min datter ikke gør sig pinlig fremover.

Moren: Jeg vil være tæt op ad min datter til fester fremover, så hun ikke bliver fuld.

Datteren: Jeg vil gøre mit til ikke at blive så fuld mere, og I må gerne stoppe mig.

Disse idéer til initiativer blev også skrevet på tavlen, og jeg opfordrede dem til at tage et billede af tavlen med deres mobiler, så de havde dokumentation for, hvad der var blevet talt om under familieterapien.

Jeg afsluttede med at høre alle om, hvordan det havde været for dem at være med til denne familieterapi – og om jeg havde behandlet dem ordentligt.

De takkede for min hjælp og syntes, at jeg havde styret forløbet godt, så det var sikkert at være i rummet. Jeg blev overrasket, da faren – som jeg havde været mest korrigerende overfor – greb mine hænder og sagde: ”Tusind tak for hjælpen. Jeg er optimistisk med, at vi alle nu kommer godt videre.”

Efterspil

Pers mor kontaktede mig senere og fortalte, at hendes søn nu kom godt overens med kærestens familie. Han

valgte dog efter tre måneder at slå op med sin kæreste og er efterfølgende blevet gift og har etableret sin egen familie.

TERAPEUTISKE OVERVEJELSER

Mit udgangspunkt for familieterapi er, at når alle parter får adgang til hinandens tanker, følelser, forståelser og ønsker for fremtidigt samvær, vil der ske en bevidsthedsmæssig og følelsesmæssig berigelse, der betyder, at de involverede vil ændre adfærd i mere samarbejdende og hensigtsmæssig retning – og med lidt store ord –at kærligheden i familien bliver styrket.

Jeg mener, at alle mennesker har ret til at have forskellige oplevelser – også selvom de for andre kan virke uforståelige. Jeg vil gerne illustrere dette med en uhøjtidelig tegning:

Jeg har arbejdet med denne model både i individuel, par-, familieterapi og flergenerationsterapi. Modellen er blevet anvendt, også når ikke alle involverede har kunnet være til stede, ved at stille cirkulære refleksive spørgsmål (Tomm 1992) til hovedpersonen(erne) om, hvad de tror ikke-tilstedeværende ville have svaret på henholdsvis oplevelser, forståelser og idéer til at komme videre. Dvs. at alle relevante stemmer på denne måde kan inddrages i terapien.

Af ovenstående case kan ses, at jeg – bortset fra min korrektion af faren – søger at holde mig neutral/upartisk, og jeg inviterer desuden de involverede til hypoteser ved at spørge til deres forståelser af, hvorfor de forskellige agerede, som de gjorde (Palazzoli et. al.1980).

Ovenstående tretrinsmodel er naturligvis kun én model for udøvelse af familieterapi – eller psykoterapi i det hele taget, men jeg har valgt at præsentere den, da jeg igen og igen har brugt den som skabelon i terapier gennem de sidste 30 år, ligesom vores uddannede psykoterapeuter har sat pris på den som en enkel, overskuelig og konstruktiv model.

LITTERATUR

Palazzoli, MS, L Boscolo, G Cecchin, G Prata: Hypothesizing – Circularity –Neutrality: Three Guidelines for Conductor of the Session. Family Process, Vol. 19, no.1, 1980.

Tomm, K: Er hensigten at stille lineære, cirkulære, strategiske eller refleksive spørgsmål. Forum nr. 4, 1992.

Ole Nygaard, MPF, er cand.psych., aut. og godkendt specialist i psykoterapi og supervision. Sammen med sin kompagnon, psykoterapeut MPF og hypnoseterapeut Winnie Ørting, har de siden 2002 ejet og drevet uddannelsesinstituttet WIOL I/S i Risskov.

HÅNDEN PÅ HJERTET

Tekst: Ann Ostenfeld-Rosenthal

Compassion og hjertekohærens som værktøj ved reduktion af stress

Stress og empatiudtrætning er altid en fare ved belastende arbejde med mennesker med problemer og traumer. Arbejde inden for de pædagogiske specialområder beskrives ofte som i særlig grad psykisk og fysisk krævende. Medarbejderne arbejder typisk i en omskiftelig hverdag med en udfordret børne- og ungegruppe og med familier, som kan være kendetegnet ved et højt stressniveau. Det betyder, at dagligdagen kan være præget af uforudsigelige og emotionelt drænende konflikter med børnene, med stressbelastninger som et ofte uundgåeligt vilkår i det specialpædagogiske arbejde. Derfor giver det god mening at udruste specialpædagoger med værktøjer til stressreduktion og dermed forebygge empatiudtrætning. Empatiudtrætning skaber risiko for at forringe relationsarbejdet, som sammen med struktur og forudsigelighed er et centralt pædagogisk redskab i arbejdet med børn og unge med ADHD og autisme.

I Danmark er der ikke lavet studier af effekten af compassiontræning mod stress, udbrændthed og empatiudmattelse for pædagoger. Der er dog lavet en undersøgelse af det fokus, som Center for Specialpædagogiske Børnetilbud i Aarhus Kommune igennem en længere årrække har haft på mindfulness og nu er i gang med at kombinere med compassiontræning. I denne artikel vises undersøgelsens lovende resultater i forhold til at bruge compassiontræning til at forbedre medarbejdernes trivsel, for at mindske stress og forebygge empatiudtrætning.

Træningsprogrammet eller modifikationer heraf vil med fordel kunne anvendes i andre organisationer med stressfyldt og emotionelt belastende arbejde eller i organisationer, der generelt har et fokus på ansattes mentale helbred.

BAGGRUND

Center for Specialpædagogiske Børnetilbud (CSB) er et center for børn og unge med udviklingsforstyrrelser og andre handicap og deres familier i Aarhus Kommune. Centret tilbyder bl.a. døgn- og aflastningstilbud, familiebehandling, kurser, rådgivnings- og vejledningsforløb. Centret har gennem en årrække fagligt arbejdet med mindfulness via bl.a. det videnskabeligt afprøvede program Mindfulness Baseret Stress Reduktion (MBSR) ud fra den erfaring, at mindfulness understøtter både det specialpædagogiske arbejde, stressreduktion og det trivselsfremmende arbejdsmiljø.

CSB ønsker at være en mindful organisation, hvor alle mødes med en nysgerrig, ikke-dømmende intention og med en venlig, fokuseret opmærksomhed. Målet er, at CSB i dagligdagen, både individuelt og fælles, arbejder

med, at der sikres et helhedssyn på opgaverne og handles ansvarsfuldt.

CSB arbejder struktureret og strategisk med mindfulness via at:

• Tilbyde fastansatte et MBSR-forløb over ni uger

• Starte interne møder med mindfulnessøvelser.

• Anvendelse af appen: ’Mindful med CSB’, som alle kan tilgå. Her er forskellige guidede mindfulnessog compassionøvelser.

• Børnene/de unge og forældre tilbydes mindfulnessforløb.

P.t. har ca. 140 af de 233 ansatte på CSB deltaget i et MBSR-forløb.

I arbejdet med børn og unge med autisme og ADHD kan medarbejderne være konfronteret med både fysiske, følelsesmæssige og sociale udfordringer hos børn, unge og pårørende. Det kan medføre en følelse af magtesløshed, der kan lede til stress og udbrændthed. Det at være engageret i sit arbejde kan lede til ’overinvolvering’ i forhold til vanskeligheder og udfordringer. Andre oplever en overinvolvering, hvor man ikke kan skelne mellem børnenes/familiernes følelser og egne (Nielsen & Tulinius 2009). Herved kan medarbejderne blive udsat for ’empatiudtrætning’, som det kaldes, når man ikke længere formår at sætte sig ind i børns, unges og pårørendes livssituation.

Udtrætning har direkte indflydelse på pædagogernes faglighed og på, hvordan de er i stand til at udføre deres arbejde tilfredsstillende. Relationsarbejdet er en af pædagogernes centrale tilgange til børn og unge med ADHD og autisme. Udbrændthed og empatiudmattelse vil forringe relationen til børnene. Der er forskning, der fx påviser sammenhænge mellem empati blandt fx sundhedsprofessionelle og kvaliteten af behandlingen (Hojat et al. 2013). Det tyder derfor på, at det for det første er af stor vigtighed at styrke medarbejdernes evne til at håndtere stressbelastninger for at forebygge stresssygemeldinger og udbrændthed og dermed for det andet at kunne reagere empatisk og at udvise indlevelse, uden at det fører til empatiudmattelse.

Der skelnes forskningsmæssigt mellem empati og medfølelse, der internationalt betegnes som ’compassion’. På baggrund af et tysk studie fandt nogle forskere ud af, at empati for en andens lidelse øger negative følelser forbundet med netværk i hjernen associeret med smerte. Omvendt er compassiontræning associeret med positive følelser som varme og omsorg og relateret til det netværk i hjernen, som har at gøre med belønning. Konklusionen var, at compassiontræning kan være et redskab til at modvirke omsorgstræthed og styrke mental robusthed (Klimecki et al. 2014). Forskning peger endvidere på, at systematisk træning af compassion ligeledes giver øget psykisk trivsel, nærvær, selvomsorg, modstandskraft, og social forbundethed samt nedsætter stress, angst og depression. Undersøgelser har vist, at komponenten medfølelse – compassion – har en lige så positiv effekt på deltagerens eget helbred som komponenten, der træner opmærksomhed og nærvær (Holland Hansen 2017).

På lignende vis argumenterer samme forfatter i en artikel for, at hvis en andens smerte mødes med mindfulness og compassion, udmatter det ikke, men øger glæde, trivsel og mental sundhed.

Compassionprogrammet har således til hensigt at udstyre medarbejderne med redskaber til at håndtere og forebygge stress og udbrændthed og dermed em-

Figur 1. Kilde: Compassion og empatisk lidelse (Klimecki et al. 2014).

patiudmattelse ved at gøre dem mere resiliente og kompetente til at håndtere udfordringer i forbindelse med deres arbejde. Resultatet er et styrket psykisk arbejdsmiljø. Med den viden har CSB's ledelse besluttet at supplere mindfulnesstræningen med compassiontræning. Et otte ugers forløb blev igangsat i 2022 for 14 medarbejdere og ledere.1

Forløbet blev primært tilbudt medarbejdere, der arbejder alene i opgaverne med børn og familier i forskellige støtte- og vejledningsroller. De har ikke samme mulighed for sparring med kollegaerne i de daglige opgaver, og de tilkendegiver, at de kan opleve ’slidthed’, utilstrækkelighed, stresssymptomer og træthed i arbejdet med børn/unge og deres familier.2

Efterfølgende blev igangsat en undersøgelse baseret på kvalitative interviews, som evaluerer deltagernes egne opfattelser af og erfaringer med effekten af compassionforløbet, både fysisk, psykisk, i forhold til (selv) medfølelse, samt hvorvidt der er sket en ændring i deres generelle trivsel og belastede arbejdssituationer og håndteringen af disse efter deltagelse i compassionforløbet. 10 af 14 deltagere på kurset deltog i interviews.

RESULTATER AF UNDERSØGELSEN

Selv-compassion – modgift mod empatiudmattelse

Empatiudmattelse er en stor byrde for arbejdspladsen som helhed. Men endnu vigtigere er det, at det – når man ikke længere magter at sætte sig i den andens sted, når man, for at bruge en af informanternes ord, har ’slået sig’ så meget på at overinvolvere sig i børnenes og de pårørendes problemer og lidelser – vanskeliggør et pædagogisk centralt redskab: relationsarbejdet.

Mindfulnesstræningen i CSB omfatter opmærksomhedstræning, herunder at have en grundlæggende venlighed og medfølelse over for sig selv. I compassionforløbet er denne dimension yderligere accentueret.

En af deltagerne fortæller her om, hvordan det har virket for ham: ”Og compassiondelen handler jo enormt meget om og have en empati ..., men som er trænet på en måde, så man ikke brænder nallerne på den ... Og det gør jo, det der er fantastisk ved det, er jo, at du tør bruge den mere. Man ... får lyst til at bruge sin empati mere, fordi man ved, at man ikke slår sig på det ... og det kommer vores borgere til gode, fordi de oplever os turde være der, og de oplever os være autentiske. De oplever os at turde gå ind i dem og tage de svære snakke.”

Selv-compassion som modgift mod den indre kritiker bliver også fremhævet: ”Vigtigst for mig er at være mere opmærksom på selv-kritikeren. Og lære at elske sig selv, før man ligesom kan elske andre. Og være noget for sig selv, inden man kan være noget for andre.”

Endelig fremhæver en deltager om (selv)compassiondelen: ”Jeg ønsker noget, som går ud mod dig (en anden person ... Og mit omsorgsbehov bliver også opfyldt ... Det kan noget på mange parametre, når man som fagprofessionelle står i svære relationer, fordi man, fordi man … får nogle nye muligheder og nogle nye behandlingsmuligheder.”

Informanternes udtalelser understreger compassionforløbets bidrag til at styrke deres empati og dermed deres relationsarbejde, uden at de ’brænder sig’. Desuden fremhæves et skarpere øje på den indre selvkritiker og redskaber til at arbejde med dette. Stressorer kan både komme udefra – fra ens arbejde for eksempel – men også inde fra en selv, som for eksempel at være kritisk over for sig selv. Dermed bidrager arbejdet med den indre selvkritiker til at håndtere stress.

1 Underviseren var Helle Lisle, psykiater og uddannet i bl.a. MBCT (Mindfulness-Based Cognitive Therapy), CFT (Compassion Focused Therapy) og hjertekohærens-træning.

2 Medarbejdernes udtalelser om ’slidthed’ og følelse af utilstrækkelighed er symptomer på omsorgstræthed/empatiudtrætning.

Bevidsthed og valg

Bevidst opmærksomhed på krop, tanker og følelser samt om, hvorvidt man er i det beroligende, motiverende eller i trusselssystemet, indgik i forløbet. Se il-

lustrationen ovenfor. Øvelsen har til formål at skabe en bevidsthed om, hvordan balancen er hos en selv, og hvordan man kan justere og restituere sig selv gennem bevidste, aktive handlinger, særligt i forhold til ens beroligende/restituerende følelsesmæssige balance.

At man har et valg til at handle, er også et tema, der fremhæves. Fx forklarer en: ”Jeg synes jo ... når man sidder i sådan nogle forløb, og også når man har været på mindfulness ... det er jo den der øgede bevidsthed, man får... så får man også lagt mærke til: hold da op, mit åndedræt eller min puls den banker derud af i øjeblikket. Hvorfor gør den egentlig det? Og så har man jo nogle praktiske øvelser, man så kan grounde sig selv ved et el-

ler andet ved vejrtrækning, fokus på det og altså lige få pulsen bragt ned ..."

Bevidstheden om og muligheden for at foretage et konstruktivt valg kan være en hjælp i mange arbejdssituationer som foreksempel inden den svære samtale med forældre eller opmærksomhed på, hvilket system børnene befinder sig i. Denne bevidsthed kan hjælpe en til at skifte fokus og kan være en hjælp i arbejdet med børnene og de unge: ”Så det er også det der med at (være bevidst om at) skifte fokus og få fokus over i de gode ting frem for at dvæle for meget i bekymringer ... Og så kunne hjælpe andre til at gøre det ... Meget af vores arbejde er jo netop at få andre til at skifte fokus til nogle af

Figur 2. De tre følelsesregulerende systemer (Lisle 2020). Modellen er udarbejdet på baggrund af Paul Giberts model om hjernens funktionalitet med fokus på de primære følelsesregulerende systemer (Gilbert & Choden 2015).

de ting, der fungerer, så vi kan få nogle succeser ind også … for selvværdet. Få noget glæde ind.”

Det, der står frem som udbytterigt ved kurset, er en generelt øget bevidsthed særligt i stressende situationer og i den sammenhæng en skærpet opmærksomhed på, om man er i henholdsvis det beroligende, motiverende eller i trusselssystemet. En bevidstgørelse, som har betydning for både personalets arbejde med børnene og de unge og for pædagogerne personligt.

KONKRETE REDSKABER OG HANDLEMULIGHEDER

At have handlemuligheder er et væsentligt menneskeligt behov. Det bliver yderligere accentueret, når man står i udfordrende situationer. Flere af interviewpersonerne gav udtryk for, at de i forløbet havde fået konkrete redskaber, som giver handlemuligheder.

For eksempel siger en: ”Og der tror jeg, at altså det der mindfulness, altså det der med at sige ja, det er sådan, det er lige nu. Og så den her compassion til at sige: okay, du er med det, ja. Men du skal også lige kigge på hvad ... hvad kan du gøre ved det. Altså uden at det tager over og bliver, hvad skal man sige, stressens logik, der bare kæmper derudaf, altså ... uden at det bliver sådan noget, fikse, kun fikse mode.”

Nogle kobler redskaberne sammen med bevidstheden. For dem er det bevidstheden om at kunne handle, som betyder noget: ”Det ... jeg har fået nogle mentale redskaber, der har givet mig nogle måder at gribe ind i, og det at kunne gøre noget, når noget ikke er, som jeg gerne vil have det til at være ... jeg kan mærke en forskel i, at hvis der skulle opstå mistrivsel, at jeg så vil have nogle redskaber til at håndtere det i et eller andet omfang. Og man kan jo sige, at den viden eller den bevidsthed er jo nok trivselsfremmende, fordi den giver en eller anden form for sikkerhed, tryghed og robusthed. Altså den fornemmelse af og vide, at du har fat i den lange ende.”

HÅNDEN PÅ HJERTET

Effekten af ’hånden på hjertet’ eller hjertekohærensøvelsen har vist sig at have stor betydning.

Hjertekohærenstræning er udviklet af HeartMath Institute (www.heartmath.org). Den refererer til, at vores følelsesmæssige tilstand og grundlæggende attituder er af afgørende betydning for vores fysiske og mentale helbred, vores trivsel, vores energiniveau og vores kognitive funktioner. Træningen kan øge evnen til selvregulering af tanker, følelser og adfærd og fremme en øget synkronicitet mellem hjertet og hjernen, som kan skabe en øget balance i aktiviteten af de to dele af det autonome nervesystem og et generelt skifte i retning af øget parasympatisk aktivitet (Childre et al. 2016).

En af deltagerne, som har haft voldsomme stresssymptomer, fortæller om denne, for ham, vigtigste øvelse: ”Det der med, at jeg har fået koblet mine unger på min hjertefølelse … Det bibringer enormt meget lykke, fordi jeg bliver bekræftet i det hver gang, at jeg ser mine unger smile.”

Flere taler også om at kunne bruge hjertekohærensøvelsen sammen med børnene og de unge: ”Altså, det tror jeg, at vi har brug for at kunne tage det med ud til de unge. Det er så konkret at lægge hånden på hjertet og mærke, hvad der sker der ... det kan alle gøre ... Og hvis man kan det, altså man kan vise det til vores unge, og de kan opleve det. Så vil det hurtigere kunne give mening for dem.”

Flere oplever en fysisk beroligende effekt af at lægge hånden på hjertet. Øvelsen med at lægge hånden på hjertet, der refererer til ens hjertekohærens, opleves som en stor hjælp i stressende/potentielle konfliktsituationer til at få ro på både sig selv (og dermed eventuelt et barn eller en pårørende), til at få pulsen ned og dermed forebygge, at pågældende situation ikke eskalerer. Dermed må det antages, at øvelsen virker befordrende i retning af at undgå omsorgstræthed og dermed understøtte styrken i relationen til barn/pårørende.

TAKNEMMELIGHED

En anden af øvelserne i compassionforløbet var en taknemmelighedsøvelse. I denne øvelse skal deltagerne fem gange om ugen fokusere på 2-3 ting i deres liv, som de er taknemmelige for. Øvelsen består både af at skrive tingene ned i en bog samt genkalde følelsen af taknemmelighed og sanse reaktionen i kroppen. Værdien af denne øvelse er fremtrædende hos deltagerne, der udtrykker stor værdi i at blive bevidste om, hvad man er taknemmelig for og for at kunne udtrykke det for andre både privat, i forhold til børnene og familier og ikke mindst i forhold til kolleger.

En deltager fortæller: ”Jamen, jeg tror noget af det, jeg har taget med, det ... hele den der taknemmelighedstilgang og prøve at vinkle. Når jeg står i noget, der er svært, så prøve at vinkle det på en anden måde. Og det er egentlig altså både privat og i arbejdssituationer. ”

Da et af spørgsmålene i undersøgelsen drejede sig om medarbejdernes trivsel, må udtalelser af den type siges at være at stor betydning for denne og dermed det psykiske arbejdsmiljø; det være sig i forholdet til andre, men også i forhold til sig selv og ’den indre kritiker’, som også kan virke negativt ind på arbejdsmiljøet.

MBSR – COMPASSION

Der er bred enighed blandt interviewpersonerne om, at det har været en stor fordel at have deltaget på et MBSR-kursus før compassionkurset. MBSR er en slags grundsten, som compassion bygger videre på. For eksempel har der været et overlap i nogle af øvelserne, som har gjort det lettere at gå ind i de nye øvelser.

Man ”hopper hurtigt tilbage ind i meditationsdelen”, ”kroppen husker”, ”vi har haft et forspring”. Disse udtalelser vidner om, at det er en klar og fælles opfattelse blandt interviewpersonerne, at det har været en stor fordel at have været på MBSR-kursus først.

Endelig var det vigtigt for deltagerne, at træningen bliver vedligeholdt, for de ved af erfaring, at effekten kun opretholdes ved fortsat træning. Der er forskellige overvejelser omkring, hvordan dette kan foregå. De fleste ved godt, at det kræver en personlig indsats, struktur og prioritering at få trænet regelmæssigt, men også at det er udfordrende at få det gjort i en travl hverdag. Derfor peger de også på CSB’s rolle i den fortsatte implementering og vedligeholdelse af compassion, som det er tilfældet med MBSR-forløbet, hvor mindfulness er blevet en del af det organisatoriske fundament.

KONKLUSION

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge, om compassion-orløbet kunne være en vej til forbedringer i medarbejdernes generelle trivsel, særligt med henblik på at forebygge og håndtere stress, udbrændthed og empatiudmattelse blandt pædagogerne og dermed skabe en forbedring af og forebyggelse imod omsorgstræthed og i sidste ende medvirke til at sikre et centralt pædagogisk redskab: relationsarbejdet.

Overordnet kan konkluderes, at compassion-forløbet har bidraget til at give redskaber til en forbedring i medarbejdernes generelle trivsel, særligt i forhold til at forebygge og håndtere stress, empatiudmattelse og udbrændthed. Herved styrkes relationsarbejdet, som er et centralt pædagogisk redskab i løsning af opgaverne i CSB.

For mere information om arbejdet i CSB: Kontakt arbejdsmiljøkoordinator Marianne Andreasen på mariandr@aarhus.dk eller telefon 8713 2525.

REFERENCER

Childre, Doc et al. 2016. Heart Intelligence. Connecting with the Heart’s Intuitive Guidance for Effective Choices and Solutions. HeartMath Institute.

Gilbert, Paul & Choden 2015. Mindful Compassion. How the science of compassion can help you understand your emotions, live in the present and connect deeply with others. Robinson. London

Hojat M, DZ Louis, V Maio, JS Gonnella: Empathy and Health Care Quality. Editorial Am. J. Med. Qual. 2013;28(1):6-7. doi:10.1177/1062860612464731.

Holland Hansen, Nanja 2022. Compassion udmatter ikke. Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker.

Klimecki, OM, S Leiberg, M Ricard & T Singer 2014. Differential pattern of functional brain plasticity after compassion and empathy training. Social Cognitive and Affective Neuroscience, 9(6), 873-879.

Nielsen HGH & C Tulinius. Preventing burnout among general practitioners: is there a possible route? Educ. Prim. Care 2009; 20(5): 353-359.

Ostenfeld-Rosenthal, Ann: Mindfulness og medfølelse. Tidsskrift for Psykoterapi nr. 1, 2016.

NON-VERBALT KROPSLIGT OG SANSELIGT

Ann Ostenfeld-Rosenthal har en ph.d. i medicinsk antropologi og har bl.a. forsket i ritualer, alternativ behandling, patienter med funktionelle lidelser, cancerpatienter, placebo, behandler-patient relationen og mindfulness og compassion. Er UMASS-certificeret MBSR-lærer med speciel interesse for medfølelsesdelen af MBSR-programmet.

Helle Winther, Jim Toft & Simo Køppe (red.): Kunst, krop & terapi. Hans Reitzels Forlag 2023. 344 sider. 350 kr.

De tre redaktører vil med denne antologi forsøge at bygge bro mellem og uddybe sanselige og æstetiske elementer i såvel kunstneriske som kropslige psykoterapiformer. Der er tale om en vigtig og meget relevant

bog, der giver et samlet overblik over de mange forskellige psykoterapiformer, der har primær fokus på det nonverbale, det kropslige og det sanselige i den terapeutiske relation og terapeutiske udviklingsprocesser.

Specielt kredser bogen om begrebet 'embodiment' og om, hvordan dette begreb er en essentiel del af den holistiske og fænomenologisk inspirerede menneskeforståelse, der ligger til grund for terapiformerne. Elleve af de tretten kapitler beskriver og diskuterer dette begreb, og det er spændende at følge, hvordan de samme teoretikere anvendes i beskrivelsen og diskussionerne, og samtidig er der ret forskellige nuancer i beskrivelserne af fænomenet baseret på, hvilken terapiform det beskrives ud fra.

Bogen dækker et bredt spektrum af terapiformer såsom danseterapi, musikterapi, billedkunstterapi, dramaterapi, legeterapi, kropsterapi og kropspsykoterapi, rewritalize skrivegrupper og endelig naturen som terapi. Der er i alle kapitler fokuseret på 1) den historiske baggrund for terapiformen, 2) embodiment og en beskrivelse af, hvilke teorier terapiformen tager udgangspunkt i, 3) hvor og hvordan terapiformen kan anvendes i praksis –herunder case-fortællinger, og endelig 4) hvordan og hvorfor terapiformen virker.

Læseren bliver grundigt og levende indført i, hvad der er fælles for alle disse terapiformer. Som forberedelse til læsning om de forskellige terapiformer er der i starten et kapitel om det æstetiske og sanselige grundlag for terapi af Lea Isabel Sidenius, hvor hun ud fra psykologiske, filosofiske og fænomenologiske perspektiver giver et indblik i historiske strømninger og

i udviklingen af teorier omkring de sanselige og æstetiske dimensioner. Hun slutter sit kapitel med en sætning, som jeg vil mene dækker hvad denne bog gerne vil formidle, nemlig: ”en opprioritering af de sanselige og æstetiske dimensioner i psykologien – der for længe har været udeladt og overset i videnskabelige og kliniske sammenhænge – kan reflekteres i de terapeutiske retninger der præsenteres i denne bog. Der ligger således et stort klinisk potentiale i terapiformer, der trækker på det sanselige og æstetiske.”

Jeg tænker, denne bog giver en fantastisk samling af kliniske eksempler og teoretisk reflekterede begrundelser for, hvorfor denne helhedstænkning af krop og psyke er altafgørende, og hvordan de forskellige terapiformer kan bidrage til mange niveauer af forebyggelse, behandling og rehabilitering i det danske sundhedsvæsen, i undervisningssektoren og i sociale tilbud.

Bogen er dog svær at klassificere med hensyn til, hvilke læsere den primært er rettet mod. Den beskrives bl.a. som værende vigtig læsning for terapeuter, pædagoger, undervisere, mentorer, psykologer, kontaktpersoner og praktikere, der søger at give plads til det sanselige og kunstneriske i deres praksis. Den beskrives ligeledes som en bog, der henvender sig til professionelle, som dagligt arbejder med helingsprocesser for mennesker med livsudfordringer – herunder personale i psykiatrien.

Psykoterapipraktikere vil måske løbe lidt sur i de mange psykologiske, filosofiske og fænomenologiske forklaringer og definitioner og vil formentlig elske de mange fantastiske

og levendegjorte case-beskrivelser samt afsnittene om, hvorfor og hvordan de forskellige terapiformer virker. Arbejdsgivere og sundhedspersonale vil formentlig savne, at det ikke konsekvent er beskrevet, hvordan de forskellige kunst- og kropsterapeuter er uddannede.

Overordnet savner jeg en beskrivelse af, hvordan de forskellige terapiformer, der beskrives i bogen, udbydes som uddannelsesmuligheder i Danmark. Det er nævnt i nogle kapitler, men det er gennemgående primært betonet, at de enkelte terapiformer er internationalt anerkendte, og at udøverne af terapiformen er anerkendt af europæiske/amerikanske foreninger etc. De steder, hvor der skrives om uddannelse, viser en spændvidde på en femårig fuldtids kandidatuddannelse på universitetsniveau (musikterapi), til en beskrivelse af at der ikke findes en grunduddannelse i Danmark (naturterapi), men at der findes en masteruddannelse i landskab og planlægning, hvor man kan specialisere sig i naturbaseret terapi og sundhedsfremme. Jeg savner en samlet diskussion af det stigende behov for uddannelse af alle de retninger, beskrevet i denne bog i Danmark, og en diskussion af, hvordan bogen kan bidrage til at vise og efterspørge dette behov.

Jeg undrer mig over, at det i kapitlet om billedkunstterapi af Hanne Stubbe Teglbjærg ikke er nævnt, at der har eksisteret en kunstterapiuddannelse i Danmark siden 1987 – Institut for Kunstterapi ved cand.psych., ph.d., glas- og billedkunstner Vibeke Skov. Det formuleres i kapitlet, at ”manglen på en fælles samtale har skabt stor uklarhed i begrebsligheden, som gør den videre udforskning af kunstterapien rigtig svær”. Jeg tænker, at udela-

delse af beskrivelse af den eneste og meget velbeskrevne kunstterapiuddannelse i Danmark også gør den videre udforskning rigtig svær. Det er heller ikke nævnt, at der findes en toårig uddannelse til kunstterapeut på UCL (University College Lillebælt).

Jeg er dog ikke i tvivl om, at bogen her vil interessere og sætte sig spor hos mange forskellige læsere. Selv oplever jeg det som berigende at kunne læse om så mange terapiformers historiske rødder, teoribaggrund, refleksive beskrivelser af den helhedsorienterede forståelse af mennesket og de levende case-beskrivelser samt læse om, hvorfor terapien virker. Ud over begrebet embodiment går begreber som samklang, resonans og leg igen i mange af kapitlerne, og det er engagerende at fornemme, hvordan det sanselige og kropslige også gennemsyrer beskrivelserne af, hvorfor og hvordan de forskellige terapiformer virker. Helle Winther skriver eksempelvis i kapitlet om danseterapi følgende: ”netop det øjeblik hvor det ikke handler om at bevæge sig, men om ”at blive bevæget”, handler om, at både terapeut og klient lytter til den dybe samklang mellem krop, bevægelser og følelser, herunder til ”den indre bevægelse” og nuets muligheder for at følge det, der sker i processen.” (Winther 2008).

Jeg blev også meget optaget og beriget af at læse Hanne Mette Ochsner Ridders sansefilosofiske forståelse af musik i kapitlet om musikterapi, hvor hun illustrerer en meget kompleks forståelse af stemthed og resonans i en enkel og overskuelig figur.

Det tog mig lang tid at læse bogen, da alle kapitlerne er mættede med faktuelle informationer, refleksioner, nye idéer, kreative beskrivelser og le-

vende case-beskrivelser. Men bogen er læsetiden værd, og jeg håber, den kan medvirke til at bringe mere dialog ind i det danske sundhedsvæsen, og at Simo Køppe får medhold, når han i sit kapitel om psykoterapiens historie i psykiatrien skriver: ”Den medicinsk baserede videnskabelige erkendelsesgenererende me-tode bør i høj grad tilføjes den kvalitative metode, som fremhæver de subjektive og meningsproducerende aspekter af erkendelsen, hvilket er nødvendigt for at lade de vitale processer udfolde sig til nytte for behandling af traumer og psykiske problemer. Bogen viser, at dette perspektiv er i vækst og har et stort fremtidigt potentiale, som kan udvikles og (burde) fylde mere i fremtiden.”

Inge Nygaard Pedersen Lektor Emerita, ph.d. Musikpsykoterapeut MPF

STORE FORVENTNINGER

Carsten René Jørgensen: Skam. I spændingsfeltet mellem moralsk kompas og psykisk lidelse. Hans Reitzels Forlag 2023. 443 sider, kr. 390. Også som i-bog.

Psykologen Carsten René Jørgensens stort anlagte bog Skam. I spændingsfeltet mellem moralsk kompas og psykisk lidelse kredser grundigt om begrebet skam. Lige fra syndefaldet i Edens Have, hvor Adam og Eva opdagede, de var nøgne, over diverse forskningsresultater, undersøgelser og sociologiske overvejelser til de problemstillinger, psykoterapeuten møder i klinikken.

Måske har forfatterens akademiske grundighed spændt en smule ben for den humanistiske og empatiske forståelse, han har for sine klienter. Jørgensen er både professor i psykologi ved Århus Universitet og praktiserende psykoterapeut. Han har en virkelig god fornemmelse for sine klienters problematikker og deres historier. Han forstår virkelig, hvordan det, de lider af og med har oprindelse i deres dystre og traumatiske erfaringer. Jeg havde store forventninger til bogen, men er alligevel blevet en smule skuffet og en anelse forvirret. Jeg kom i tvivl om, hvor forfatteren står først og fremmest i forhold til diagnosekategorierne, som en etisk sober måde at forholde sig til sine klienter på, og hvad budskabet er.

Det er min opfattelse, at skam er det alvorligste og mest afgørende element i alle psykiske lidelser. Derfor er vores forståelse af skam afgørende for vores terapeutiske praksis.

Forfatteren virker spændt ud mellem på den ene side en ukritisk underdanighed i forhold til både sin gruppeanalytiske efteruddannelse og den traditionelle diagnosticerende og objektiverende psykiatri over for på den anden side de konkrete terapeutiske subjektskabende nu-øjeblikke og autentiske møder baseret på en varm humanisme på linje med Lars J. Sørensen, hvis arbejde han refererer til. Desværre vælger Jørgensen side til fordel den lægelige og traditionelt psykiatriske tilgang til psykiske lidelser. Han lægger sig i en akademisk malstrøm af psykiatriens distancerende diagnostiske kategorier til beskrivelse af mennesker, der har brug for hjælp og forståelse i forhold til deres psykiske lidelser. Han forholder sig ikke kritisk til diagnosetankegangen, der efter min mening er en kræftsvulst i psykiatrien.

Jørgensen får desværre aldrig rigtig foden under begrebet skam. Bogen virker som en tour de force i skammens landskab, uden at man får en egentlig forståelse af, at skam dybest set handler om menneskers forhold til både den synlige magt, den oplagte undertrykkelse, udskamningen, volden og den usynlige magt, der ligger i andres blik på det mikrosociale niveau og i kulturens magt på det makrosociale niveau, som den franske filosof Michel Foucault ellers har redegjort grundigt for.

Begrebet skam bliver mange steder fint behandlet, så man får en grundig forståelse af den magt, der skaber toksisk (giftig) skam, som Jørgensen kalder den nedbrydende skam, der gør sig gældende i psykiske lidelser.

Bogen mangler dog desværre fremdrift og retning. Den refererer til talrige undersøgelser, men der er ingen samlende nytænkning. Jørgensen skriver i indledningen, at det næsten er skamfuldt, at ”det først [er] efter mere end 30 års arbejde med psykopatologi og psykoterapi,” at han opdager, ”hvor central skamfølelsen er i den menneskelige psykologi.”

Drypvis er der gode pointer i bogen. Især i kapitel 7: Psykoterapeutisk arbejde med destruktiv skam. I dette kapitel understreger Jørgensen vigtigheden af at lytte og møde klienten: ”Mere konkret betyder dette, at man som terapeut skal gå ned i gear, være tålmodig og i højere grad afvente, at patienten udvikler den tillid, som er en forudsætning for, at man tør vove sig frem fra sit skjul og træde i følelsesmæssig kontakt.” (s.342.)

Der er desværre ingen radikal opskrift på helbredelsen af lidelser forbundet med skam andet end den traditio-

nelle psykoanalytiske indsigtsorienterede terapi. Jeg er sikker på, at det er hjælpsomt for mange klienter at få en fortælling om deres lidelse og vanskeligheder, der giver mening. James Gilligan, hvis hovedværk om vold og skam, Jørgensen ellers refererer flittigt til, angiver stolthed som modgift til skam. Judith Herman, som Jørgensen ikke refererer til, selvom hun er en velkendt verdenskapacitet på traume- og skamområdet, skriver: ”No intervention that takes power away from the survivor can possibly foster her recovery, no matter how much it appears to be in her immediate best interest. (Herman 1992, s.133).

Den danske filosof Ole Fogh Kirkebys formulering, at ”det vigtigste af alt er at komme i en dyb kontakt med sine personlige værdier og at kunne i fuld integritet ud fra dem” (Kirkeby 2009, s.136), er her relevant. Der er nemlig kun skam, fordi der er noget væsentligt og værdifuldt på spil, der er truet eller gået i stykker. Den terapeutiske opgave set fra mit perspektiv er at få fat i og opgradere de erfaringer, der er forbundet med det vigtige og lyse i livet, personens grundlæggende værdier – ikke kun at fordybe sig i skammens mørke historie – så personen kan generobre magten over eget liv. Derigennem kan man få en forståelse af, at angst er skammens sygdom relateret til kulturelle normer. Man skammer sig over sin skam. Det er skammens dobbeltkarakter.

Litteratur

Gilligan, James: Violence – Reflections on our Deadliest Epidemic. P.G.Punam’s Sons 1996 / 2006.

Herman, Judith: Trauma and Recovery. Basic Books 1992 / 1997.

Kirkeby, Ole Fogh: Den frie organisation. Gyldendal Bussiness 2009.

Allan Holmgren Magister i psykologi Psykoterapeut MPF

KUNSTTERAPI OG INDIVIDUATION

I bogen beskriver Vibeke Skov, hvordan man ved hjælp af kunstterapiens symbolske tilgang kan arbejde med psykens komplekser og opnå en forandret indstilling til dem, primært ved at de eksisterende komplekser suppleres med den pol, der ikke er konstelleret i psyken, men lever på arketypisk niveau. Har man for eksempel et negativt morkompleks, vil man gennem symbolsk og imaginativt arbejde kunne supplere dette med den positive mors virke i psyken. Vibeke Skov synes ikke at mene, at eksisterende komplekser kan opløses, men altså suppleres og gøres mere fuldstændige ved at indarbejde den fraspaltede pol i komplekset. Overordnet er jeg enig i, at det terapeutiske arbejde med komplekser består i en udvidelse af det eksisterende kompleks, så det bliver mere rummeligt, men for mig er en vigtig del af arbejdet med komplekser også en afgiftning af det eksisterende kompleks, så det mister sit greb om psyken (helt væk går det nok aldrig) og giver plads til andre måder at anskue sig selv, se sig selv i relationer og være i verden på.

det billedliggjorte kompleks (p.193ff) eller opfordring til at male som en forvist personlighedsdel (p.147). Det er altid spændende og oplysende at læse om andre måder at bedrive terapi på end ens egen.

Et gennemgående tema gennem hele bogen er patriarkatets undertrykkelse af det feminine princip, som har måttet leve en ubevidst og fortrængt tilværelse. Vibeke Skov anvender jungianeren Erich Neumanns beskrivelser af det kvindelige og det mandlige i psyken. Det kvindelige har med væren, emotioner, relationer, jorden og månen at gøre, mens det mandlige har med det mentale, ånd, abstraktion himmelen og det solare at gøre. Det er/har været en udbredt måde at formulere sig på inden for den jungianske verden.

Vibeke Skov: Det symbolske liv. og opgøret med de indre forældre. 310 sider, kr. 250. Forlaget Marcus.

Indledningsvis skal siges, at Vibeke Skovs brug af den jungianske teori, som er det fundament hendes terapeutiske arbejde hviler på, adskiller sig fra min måde at læse, forstå og formulere Jungs teorier. Der er i bogen forklaringer af jungianske begreber og teorier, hvor jeg ville formulere mig helt anderledes (fx hvad amplifikation er, p.45), men læsninger af Jung og anvendelsen af Jungs teorier kan naturligvis falde meget forskelligt ud. Der eksisterer en stor diversitet i brugen af Jung.

I betragtning af hvor stor vægt Vibeke Skov tillægger det arketypiske niveau, er den konkrete og personligt orienterede brug af det mytiske stof i det terapeutiske arbejde overraskende.

Det har været interessant at læse om den kunsterapeutiske måde at arbejde på. Der er adskillige eksempler på, hvordan dette symbolske arbejde kan virke transformerende i psyken og give plads til nye erkendelser. Et eksempel er at styre processen, ved at omkode klienten (fx p.49), andre er at instruere i en måde at være på eller imaginative metoder (p.122ff) eller at arbejde i en gruppe med et medlems problemstilling (p.135), arbejdet med

Jeg er helt enig med Vibeke Skov i konstateringen af det feminines lidelser under patriarkatet, men jeg er skeptisk over for den i grunden meget maskuline formulering af det kvindelige, som Neumann og hans generation af mandlige jungianere repræsenterer. Det forekommer mig at være en kvindelighed formuleret på mandens præmisser. I afsnittet det kvindeliges arketype fremfører Vibeke Skov, hvordan vi i vores tid selv må finde vej til det kvindelige princip i vores psyke. Det er jeg enig i, men ville selv søge andre formuleringsveje end de sædvanlige jungianske.

Bogen er rigt illustreret, mest med Vibeke Skovs egne billeder og glasarbejder.

Henriette Heide-Jørgensen Ph.d. og jungiansk analytiker Psykoterapeut MPF

Ask Elklit, Sarah B. Dokkedahl, Dorte M. Christiansen (red.): Voldsoffer i Danmark

Vold vækker ofte stærke reaktioner og fylder meget, når den kommer tæt på. Uanset om man er offer, pårørende eller har en relation til et voldsoffer i kraft af sit arbejde, kan mødet med vold få alvorlige følgevirkninger. Bogen fokuserer på en række centrale spørgsmål, bl.a. hvilke former for vold findes der, hvilke følgevirkninger kan vold have, hvilke udfordringer er forbundet med at arbejde tæt sammen med voldsofre, hvordan kan den professionelle beskytte sig selv? Syddansk Universitetsforlag 2023.303 sider, kr. 200.

Inge Nygaard Pedersen, Charlotte Lindvang, Bolette Daniels Beck:

Resonant Learning in Music Therapy – A Training Model to Tune the Therapist Resonant learning allows students to develop and fine-tune their therapeutic competencies through first-hand experiences: being in client roles themselves, being in preliminary therapist roles with co-students in client roles and reflecting on those experiences. The book sums up research on resonant learning and presents core exercises, directives and vignettes from the training processes of the Aalborg model. The editors and contributors also explore the benefits of implementing resonant learning within other therapist training programs. Jessica Kingsley Publishers 2022. 368 sider, £26.99.

Lisbet Marschner:

Psykisk bæredygtighed. I dialog med sjælen Psykisk ubalance har mange ansigter og kan give sig udtryk på forskellige måder. Men ofte har problemerne en eneste årsag – den sjælelige dimension er blevet forsømt. Ved at skærpe bevidstheden om sjælen og dens betydning for menneskelivet kan de fleste opnå ny forståelse og forløsning. Sjælen kan ses som det centrale i vore liv – alle dybe tanker, følelser og handlinger udgår fra den instans. I bogen deler forfatteren ud af sine erfaringer og redskaber. Skriveforlaget 2022. 148 sider, kr. 249,95. Også som e-bog.

Jane Ellegaard: Sindets sundhed. En ny forståelse af spiseforstyrrelser og selvskade Sindets sundhed handler om, hvordan man kan forstå og behandle spiseforstyrrelser og selvskade på en helt anden måde, end hvad man gør i dag i det traditionelle behandlersystem. Bogen fortæller om en ny forståelse – De Tre Principper – der vender den nuværende psykologi på hovedet og er mere hjælpsom i behandlingen af spiseforstyrrelser og selvskade end alt andet, forfatteren tidligere har kendt. Forfatteren er psykoterapeut MPF. Forlaget EC Edition 2022. ? sider, kr. 249,95.

Ulla Lyndby Christensen, Nanna Boysen: Telefonrådgivning. En grundbog

Hver dag vælger mennesker i svære livssituationer at søge hjælp over telefonen. Alligevel er der skrevet forsvindende lidt om denne særlige rådgivningsform i forhold til fysisk rådgivning. Telefonen som redskab har sine helt egne fordele og muligheder. Samtidig stiller den nogle specifikke krav til rådgiverne. Denne bog giver indsigt i de tematikker og metoder, man skal kende til for at kunne levere god rådgivning over telefonen. Akademisk Forlag 2022. 150sider, kr. 295,95. Også som i-bog.

NYE BØGER Omtalen bygger på oplysninger fra forlagene og indeholder ikke redaktionens vurderinger. Priserne er vejledende.

Lene Metner, Maria Metner: Kollegial KRAP-supervision

KRAP står for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis, og forfatternes ønske er at styrke den faglige vejledning og supervision i den pædagogiske, socialfaglige og sundhedsfaglige praksis. Bogen klæder supervisoren på til at supervisere sine kollegaer på en saglig og systematisk måde ved hjælp af KRAP-tilgangen. KRAP metoden fokuserer på de muligheder for udvikling, der findes i det enkelte individ. Dafolo 2023. 126 sider, kr. 220 ekskl. moms.

Lars J. Sørensen : Skammen. Nuet & nærværet Skam er en medfødt grundfølelse, som særligt bliver udløst, når man føler sig lukket ude af fællesskabet. Man har ikke nødvendigvis gjort noget, men når skammen rammer, gemmer vi os og føler os forkerte, skyldige og uønskede. Bogen beskriver og undersøger, hvad skam er, hvordan den sanses og føles, hvordan den er et mellemmenneskeligt fænomen, hvordan skam, skyld og forkerthed er forbundet, og hvordan skammen kan afhjælpes. Forfatteren er psykoterapeut MPF. Dansk Psykologisk Forlag 2023. 208 sider, kr. 299.

Lone Dalsgaard:

Hvornår står solen op over ME-patienter i Danmark?

ME (myalgisk encephalomyelitis – også kaldet kronisk træthedssyndrom) er en sygdom, som det danske sundhedssystem ikke udreder for. Dermed behandles skønnede 10-20.000 ME-patienter ikke, eller de behandles uhensigtsmæssigt. Uvidenheden om ME er stor, vilkårene for ME-patienter ringe. Forfatteren har mødt ignorance og mistro. Forfatteren er psykoterapeut MPF, og bogen skildrer gennem hendes egen historie livet som kronisk syg med en usynlig sygdom. Skriveforlaget 2023. 120 sider, kr. 199,95. Også som e-bog.

Sam Geuens, Ana Polona Mivšek, Woet Gianotten: Midwifery and Sexuality

Sexuality and intimacy are essential elements in the bonding of the couple and the parents-to-be. This first open-access book on midwifery and sexuality integrates sexual health into the care for the pregnant and postpartum couple. It addresses sexuality and intimacy from an education and prevention perspective instead of just focusing on treating problems. The book or separate chapters can be downloaded for free: https://link.springer.com/book/10.1007/978-3-031-18432-1. Springer International Publishing 2023. 368 sider, kr. 399,95 .

Anders Stahlschmidt: Den opmærksomme lytter. Bliv bedre til at høre hvad andre siger Lytning er en kompleks proces, der involverer både opmærksomhed og forståelse. I bogen introducerer forfatteren lyttekompasset – et redskab til at øge bevidstheden om, hvordan man lytter opmærksomt fra forskellige lyttepositioner. Alt efter situationen og hvad man vil have ud af samtalen, kan man ændre måden at lytte på. Læs bl.a. om, hvordan man lytter kritisk, om aktiv lytning, om hvordan man lytter uden at ville løse, hvordan man lytter til nogen, man er uenig med, hvordan man lytter til feedback etc.

Lumholt & Stahlschmidt.302 sider, kr. 349. Også som e-bog.

ONLINE MØDE WEBINAR FOR STUDIEMEDLEMMER

Tirsdag den 20. juni 2023 kl. 17-20

Formand Pia Clementsen og sekretariatschef Vibeke Lubanski

NIVEAUVURDERING AF

UDDANNELSERNE

Hvorfor og hvordan?

I 2021 påbegyndte Dansk Psykoterapeutforening en proces, der skal styrke kvaliteten af de godkendte psykoterapeutuddannelser under foreningen. Målet er, at alle uddannelserne kan blive indplaceret på niveau 7 i Kvalifikationsrammen for Livslang Læring hos Danmarks Akkrediteringsinstitution, som svarer til Masterniveau. Men hvad går denne niveauvurdering egentlig ud på, og hvad betyder den for dig, der er studerende?

Det kan du nu få svar på på dette webinar, som Dansk Psykoterapeutforening afholder helt ekstraordinært for alle studiemedlemmer af foreningen. Her vil formand Pia Clementsen og sekretariatschef Vibeke Lubanski fortælle om hele baggrunden og processen for niveauvurderingen, og hvordan den kommer til at påvirke dig som studerende.

Niveauvurderingsprocessen er et vigtigt skridt i retning af at opnå bredere anerkendelse af psykoterapi i Danmark. Som en del af processen har Dansk Psykoterapeutforening blandt andet etableret et forskningsfakultet, der udbyder kurset ”Anvendt forskning i psykoterapeutisk praksis” målrettet alle studerende på 3. og 4. år på en af Dansk Psykoterapeutforenings uddannelser. Kurset skal sikre, at flere psykoterapeuter MPF får den viden, de færdigheder og de kompetencer, der forventes på niveau 7 i Kvalifikationsrammen for Livslang Læring hos Danmarks Akkrediteringsinstitution. Kurset er i øjeblikket et tilbud, men det vil blive obligatorisk som en integreret del af undervisningen på uddannelserne for nye studerende fra august 2024.

Til webinaret vil du kunne høre mere om kurset og stille spørgsmål til alt fra indholdet til det praktiske.

Mødet foregår via Zoom. Link til mødet bliver sendt ud på mail til tilmeldte og vil også blive lagt på Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside inden mødestart.

PRIS: Gratis

STED: Online

TILMELDING: Som anført nedenfor.

TILMELDING på www.dpfo.dk > Arrangementer

BETALING: Betalingskort ved tilmelding.

Onsdag den 23. august 2023 kl. 19.30-21.00

Daniel Jensen, formand for De Studerenes Råd

NETVÆRKSMØDE FOR STUDERENDE

De Studerendes Råd afholder netværksmøde for alle psykoterapeutstuderende på Dansk Psykoterapeutforenings uddannelser.

På mødet vil du få en introduktion til, hvad netværket, De Studerendes Råd, kan gøre for dig som studerende samt hvilke aktiviteter, kurser og andre fordele, der er ved at være medlem af Dansk Psykoterapeutforening som studerende. De Studerendes Råd varetager studiemedlemmernes interesser, og på Dansk Psykoterapeutforenings seneste generalforsamling den 18. marts 2023 blev det vedtaget, at et medlem af rådet kan deltage i bestyrelsesmøder med høringsret og ret til at stille forslag.

Mødet er både henvendt til studiemedlemmer af Dansk Psykoterapeutforening og ikke-medlemmer.

Dagsorden for netværksmødet er:

1. Kurser og aktiviteter andet halvår 2023 (NYHED: webinar kun for studerende)

2. Status fra seneste bestyrelsesmøde i Dansk Psykoterapeutforening

3. Gennemgang af vedtægter i DSR og orientering om formandsskabet i DSR

4. Din tid og åbent rum for alle:

• Hvad kan DSR gøre for dig?

• Hvad ønsker du som studerende?

Mødet foregår via Zoom. Link til mødet bliver sendt ud på mail til tilmeldte og vil også blive lagt på Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside inden mødestart.

PRIS: Gratis

STED: Online

TILMELDING: Som anført nedenfor.

AFBUD TIL FYRAFTENSMØDER/FOREDRAG: Tilmelding til foredrag/fyraftensmøder er bindende, og der er ingen tilbagebetaling ved afbud. TJEK www.dpfo.dk > Arrangementer for evt. ændringer vedr. arrangementet.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

FYRAFTENSMØDER

Mandag den 18. september 2023 kl. 17-20

Nina Haubroe Juric, psykoterapeutstuderende og pårørende i ventesorg

VENTESORG

En eksistentiel psykodynamisk forståelsesramme

Ventesorg er et relativt nyt begreb, men et gammelt fænomen. At være i ventesorg betyder at leve hver dag med visheden om, at en, du elsker, skal dø af en livstruende sygdom – uden at vide hvornår.

Døden er i sig selv abstrakt og svær at forstå. Som terapeut møder man mennesker, som skal miste og mennesker i sorg. Man møder mennesker, som har oplevet at leve med døden tæt inde på livet i mange år. Foredraget varer cirka tre timer og giver en samlet forståelsesramme for, hvad ventesorgens komplekse væsen er.

PRIS: Medlem kr. 200, studiemedlem kr. 200, ikke-medlem kr. 300.

STED: Trekanten, Sebbersundvej 2a, 9220 Aalborg Øst.

TILMELDING: Som anført nedenfor.

Onsdag den 24. april 2024 kl. 17-20

Karsten Bjørnholt og Anne Jensen, speciallæger i psykiatri, EMDR-supervisorer

EMDR-BEHANDLING

Karsten Bjørnholt og Anne Jensen vil give os et indblik i den populære og virksomme behandlingsform Eye Movement Desensitisation and Reprocessing, kendt som EMDR. De to oplægsholdere vil tage os omkring den historiske udvikling af EMDR og indføre os i, hvordan EMDR virker i nervesystemet. Vi vil få indblik i opbygningen af en 'standard' EMDRsession, og oplægsholderne vil bruge sig selv til at demonstrere elementer af EMDR og vise en video med en bid af en EMDR-behandling for at give en fornemmelse af, hvordan EMDR virker.

PRIS: Medlem kr. 200, studiemedlem kr. 200, ikke-medlem kr. 300. I prisen er inkluderet en sandwich samt kaffe/te og vand.

STED: Billundcentret, Biblioteket, lokale 1, Hans Jensensvej 6, 7190 Billund.

TILMELDING: Som anført nedenfor.

TILMELDING på www.dpfo.dk > Arrangementer

BETALING: Betalingskort ved tilmelding.

FIRE KURSER

KLINIKVEJLEDNING - 4 KURSER

KOM GODT I GANG SOM SELVSTÆNDIG

Er du selvstændig psykoterapeut MPF, eller drømmer du om at blive det? Så er dette to-dages kursus med Charlotte Kiby og Anders Bjarnarson det perfekte springbræt til en succesfuld opstart og drift af din virksomhed.

Med kurset opfylder du Skattestyrelsens krav om en bestået eksamen i et 10-lektioners kursus i klinikvejledning, som er nødvendigt, for at du kan blive momsfritaget og lønsumsregistreret. På dette kursus får du to lektioner ekstra i forhold til Skats krav og dermed til mange andre klinikvejledningskurser. Charlotte Kiby og Anders Bjarnarson vil undervise dig i alt, hvad der vedrører driften af en succesfuld klinik, inklusiv skat, GDPR, dokumentation og registreringer, og give dig en grundig forståelse af virksomhedsdrift og -strategi. Hovedemnerne er: Økonomi og virksomhedsdrift, strategi og målsætning, branding og markedsføring, rammer og lovgivning.

At være en selvstændig terapeut kræver en forståelse for lovgivningens krav, og at du har en solid strategi for branding og markedsføring. Du får ekstra tid til at fordybe dig, til at netværke og mulighed for at stille de vigtige spørgsmål. Efter kurset vil du modtage et kursusbevis.Herudover bliver du tilbudt at deltage i et webinar, hvor du vil have mulighed for at vende eventuelle problematikker, du måske er stødt på. Kurset er kun for medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening.

CHARLOTTE KIBY OG ANDERS BJARNARSON

Charlotte Kiby er grafisk designer og har egen virksomhed. Anders Bjarnarson er selvstændig økonom. Begge studerer på overbygningen på Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi.

TID OG STED: Lørdag-søndag den 10. og 11. juni 2023 – eller lørdag-søndag den 26. og 27. august 2023 – eller mandag-tirsdag den 28. og 29. august 2023 – eller mandag-tirsdag den 20. og 21. november 2023. Alle dage kl. 10-16. Dansk Psykoterapeutforening, Frederiksholms Kanal 20, st., 1220 København

K.

PRIS: Medlemmer kr. 2.400, studiemedlemmer kr. 2.160.Prisen inkluderer kaffe/te, en croissant til morgen, frokostsandwich og lidt frugt i løbet af dagen.

TILMELDING som anført nederst på næste side

AFBUD TIL FYRAFTENSMØDER/FOREDRAG: Tilmelding til foredrag/fyraftensmøder er bindende, og der er ingen tilbagebetaling ved afbud.

TJEK www.dpfo.dk > Arrangementer for evt. ændringer vedr. arrangementet.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

KURSUS KURSUS

ANVENDT FORSKNING I PSYKOTERAPEUTISK PRAKSIS - HOLD 6

Det er i dag vigtigere end nogensinde, at psykoterapeuter beskæftiger sig med forskning. Anvendt forskning i psykoterapeutisk praksis er dels vigtigt for kvaliteten og integriteten af vores arbejde, og samtidig efterlyser klienter og de, der finansierer terapien, i stigende grad bevis for effekten af psykoterapi.

Derfor tilbyder Dansk Psykoterapeutforening nu alle medlemmer dette kursus, der skal styrke din rolle som terapeut ved gøre dig mere bevidst om det lille forskningsprojekt, der går i gang, hver gang du modtager en klient i din praksis. Her opstiller du hypoteser om klienten og klientens behov, som du løbende monitorerer og tilpasser i dine samtaleforløb. Med kurset i anvendt forskning i psykoterapeutisk praksis får du nye perspektiver på din psykoterapeutiske praksis med udgangspunkt i ny forskning og viden inden for feltet. Kurset er målrettet psykoterapeuter MPF og studerende på

3. og 4. år på en af Dansk Psykoterapeutforenings uddannelser.

Undervisningen foregår online og er praksisorienteret, hvor opgaver og teorier bliver drøftet i samspil med kollegaer og sat i relation til dine egne problematikker fra praksis. Kurset er målrettet psykoterapeuter MPF og studerende på

3. og 4. år på en af Dansk Psykoterapeutforenings uddannelser.

Læs mere på Dansk Psykterapeutforenings hjemmeside.

UNDERVISERNE

fremgår af Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside.

TID OG STED: Holdstart den 22. august 2023. Kurset slutter den 4. maj 2024. Online.

PRIS: Kr. 5000.

TILMELDING som anført nedenfor senest 21. august 2023. Er du psykoterapeutstuderende på 3. eller 4. år, skal du tilmelde dig ved at rette henvendelse direkte til dit uddannelsesinstitut.

GRUNDKURSUS I EMOTIONSFOKUSERET PARTERAPI

På kurset introduceres til modellen for emotionsfokuseret parterapi, som den præsenteres af dr. Lesley Greenberg og dr. Rhonda Goldman, hvor både tilknytning og identitet ses som vigtige motiver i parrelationen, og hvor emotionsteorien giver grundlaget for at forstå dynamikken i parforholdet. Metoden og modellen giver terapeuter et solidt og forskningsbaseret fundament i form af en grundlæggende teori, en vejviser for parterapien i form af en systematisk model bestående af faser og trin samt praktiske interventioner, som terapeuten kan anvende til at møde, forstå og arbejde med de svære og til tider komplicerede dynamikker, som par i krise sidder fast i. Grundlaget for emotionsfokuseret parterapi er i første omgang at kunne hjælpe par til at forstå de dynamikker (cyklusser), de sidder fast i, og den betydning emotioner spiller for deres måder at reagere på hinanden på. Dernæst at hjælpe par til at møde hinanden på et dybere emotionelt plan, som skaber nye bånd og nye interaktioner i parforholdet, og som dermed er med til at transformere de negative mønstre. De 2 x 2 dage vil være en kombination af teoretiske oplæg, videoklip og praktisk arbejde med øvelser.

Deltagerforudsætninger: Psykologer med psykoterapeutisk efteruddannelse eller psykoterapeuter med afsluttet psykoterapeutisk uddannelse, godkendt af Dansk Psykoterapeutforening. Forløbet giver adgang til, at deltagerne kan optages på EFT-instituttets 2-årige parterapeutiske efteruddannelse.

STEEN RASSING

er psykoterapeut MPF, emotionsfokuseret parterapeut og supervisor. Han er privatpraktiserende psykoterapeut, underviser på EFT-instituttet og er trænet i emotionsfokuseret terapi og emotionsfokuseret parterapi af bl.a. Lesley Greenberg, Rhonda Goldman mfl. Læs i øvrigt artiklen i Tidsskrift for Psykoterapi nr. 1, 2021.

TID OG STED: Den 6.-7. september og den 14.-15. november 2023, alle dage kl. 9.30-16.30. 'Hos Norup', Roskildevej 46, 2000 Frederiksberg.

PRIS: Medlemmer kr. 4.800, ikke-medlemmer kr. 8.000. TILMELDING som anført nedenfor.

TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Arrangementer.

BETALING: Kortbetaling ved tilmelding.

AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration. Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling.

TJEK www.dpfo.dk >Arrangementer for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

KURSUS KURSUS

LANGTIDSHOLDBARHED I RELATIONSARBEJDE

Vi mennesker kommunikerer hele tiden, og gennem kommunikationen skaber vi relationer. Når vi arbejder relationelt, bruger vi os selv som værktøj. Vi bruger vores spejlneuroner til at fornemme andre og sætte os i andres sted. Vi mærker deres tilstand i vores egen krop og nervesystem og regulerer os sammen og selv i samspillet med andre. Det er vigtigt at have strategier til, hvordan vi kan tage afsked med de nervesystemer, vi har været sammen med i løbet af en dag. Sådan at vi kan finde hjem til os selv og fokusere vores opmærksomhed på det, der er vigtigt i vores eget liv. På kurset tager vi teoretisk afsæt i forståelsen af det autonome nervesystem, selvregulering, samregulering og det sociale engageringssystem. Vi bruger den polyvagale teori som afsæt for at arbejde kropsligt, og vi trækker tråde til de tre emotionsreguleringssystemer fra compassionfokuseret terapi. Kurset vil være båret af mange praktiske øvelser, dialog og refleksion, der sætter et kropsligt aftryk, du kan huske og arbejde videre med på egen hånd. At komme hjem til sig selv kan betyde mange ting. Dette kursus tager afsæt i metodikker fra kunstfagenes praksis, fra yoga og åndedrætstræning og fra relationstræning. Vi træner egenkontakt gennem stemmebrug, åndedrætstræning, grounding, afspænding, langsom bevægelsestræning og energiarbejde. Kunsten ligger i at kunne flytte viden og erfaring om vores egen selvfornemmelse ind i situationer, hvor andres nervesystemer udfolder sig. Husk at medbringe yogamåtte/tæppe til øvelser på gulv.

HELGA HALKJÆR

Helga Halkjær har siden 2008 arbejdet som trivsels- og performancekonsulent for virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Med en baggrund som cand.mag. i sangpædagogik, speciale i åndedræt og afspænding, yogalærer, fysiurgisk massør samt en master i trivsels- og ressourcepsykologi har hun et unikt afsæt for at inddrage kroppen i trivselsarbejdet som ressource til selvregulering, ro og nærværstræning.

TID OG STED: Torsdag den 7. september 2023 kl. 10-17. Mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48, 5000 Odense.

PRIS: Medlemmer kr. 1.200, studiemedlemmer kr 1.080, ikkemedlemmer kr. 2.000. Prisen inkluderer let morgenmad, frokost, eftermidagskage, sødt og frugt.

TILMELDING som anført nedenfor.

KUNSTTERAPI FOR PSYKOTERAPEUTEN

Kunst og kreative udtryk kan bruges som virkemiddel der, hvor verbal kommunikation ikke rækker. Musik, dans, storytelling, drama og visuel kunst henter inspiration fra oprindelige kulturers måde at udtrykke sig på samt blev brugt som redskab, når mennesker skulle indgå i nye livskapitler og i kritiske overgange.

På dette kursus udforsker vi kunstterapi, som fokuserer på sammenspillet mellem krop, sjæl og sind igennem kreativitet. Vi lader kunsten, forestillingsevnen og legen bane vej.

Denne terapiform udforsker det hele menneske igennem samtale, kunst, bevægelser og lyd. Og bidrager herved til at få styrket dit personlige og kunstneriske udtryk.

Den udtryksfulde kunstterapi, Expressive Arts Therapy, er en performativ og legende kunstterapi. Den består af fem kunstarter – dans, drama, musik, visuel kunst og storytelling. De bidrager til at skabe et stort udforskende legerum.

EXA er tværfaglig (intermodal), hvilket betyder, at vi kan bevæge os på tværs af de enkelte kunstarter, fx ved at danse et maleri. Du vil skulle bruge din intuition, din krop, dine sanser og din forestillingsevne.

OBS – Du behøver ikke have en baggrund som kunstner, blot være åben for at lade dig føre med af forskellige kunstarter. Du vil udvikle kunsten at udtrykke dig selv igennem kreative øvelser og bevidne andres.

Maks 18 deltagere.

CŒCILIE LIV CARLSEN

Cæcilie Liv Carlsen er forkvinde i kunstterapeutforeningen og medstifter af Nordic School of Arts and Health. www.expressiveartsdenmark.com

TID OG STED: Mandag den 23. oktober 2023 kl. 10-17. Innanna Huset, Nordre Frihavnsgade 17, baghuset, 2100 København Ø.

PRIS: Medlemmer kr. 1.200, studiemedlemmer kr 1.060, ikkemedlemmer kr. 2.000. I kursusprisen indgår let morgenmad, en frokostsandwich samt kaffe/the.

TILMELDING som anført nedenfor.

TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Arrangementer.

BETALING:Kortbetaling ved tilmelding.

AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration. Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling.

TJEK www.dpfo.dk >Arrangementer for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

Uddannelse

Hildebrand Instituttet tilbyder en 4-årig, godkendt uddannelse. Den henvender sig både til dig som allerede arbejder med, eller ønsker at arbejde professionelt med psykoterapi – og til dig som arbejder i et pædagogisk eller rådgivende miljø. Det er muligt at afslutte med kursusbevis efter de første 2 år.

2-dages kursus

Introduktion til instituttets grundideer og arbejdsmetoder. Se vores hjemmeside for nærmere information.

Foredrag hos jer

Psykolog Jesper Vammen fortæller om de udfordringer, som opstår i arbejdet med mennesker udsat for omsorgssvigt og overgreb.

Flere informationer:

www.hildebrandinstituttet.dk

Meditations kurser med Marianne Bentzen

26.-29. oktober 2023

Kurset afholdes som internat på Møn, med natur omkring os og med udsigt til havet. Vi arbejder med at bevæge os væk fra computerskærmene og tilbage til verdens åndedræt – og vores eget.

Mere information

mariannebentzen.com (Forsiden)

April 21.-26. 2024

5-day meditation training in English with Marianne Bentzen in Casola in Lunigiana, Tuscany, Italy with two days meditation, one day off and three days meditation.

More information

mariannebentzen.com (Front page)

Eva Hildebrand, godkendt specialist og supervisor i Dansk Psykologforening

Hanne Grønbech, psykoterapeut, MPF

Jesper Vammen, psykolog

Vivian Hansen, uddannelsesleder, socialrådgiver, MPF

MØN Danmark

Efteruddannelse til SPÆDBARNSTERAPEUT

Hold 13

Spædbarnsterapi kan anvendes både til spædbørn, større børn og voksne med traumer i det før-sproglige.

Start: 28. august 2023

Sted: Fjeldsted Skov, Store Landevej 92, 5592 Ejby

Undervisere: Cand.psyk. Inger Thormann og psykoterapeut MPF Inger Poulsen

LANDSMØDE 30. august 2023 - sæt kryds i kalenderen

Læs om uddannelsen mv. på vores hjemmeside www.spædbarnsterapi.dk eller www.mgconsult.dk

”Jeg sprang ud som selvstændig psykoterapeut og supervisor, og jeg følte ikke, at min tidligere a-kasse kunne vejlede mig, som jeg har haft brug for. Derfor fulgte jeg

Dansk Psykoterapeutforenings råd om at skifte til Din Sundhedsfaglige A-kasse.”

Din Sundhedsfaglige A-kasse er den eneste a-kasse i Danmark med indgående kendskab til sundhedssektoren og til de faggrupper, der arbejder med mental sundhed. dsa.dk

Kirsten Alstrup, psykoterapeut MPF, skiftede for nyligt til Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Det giver rigtig god mening for mit virke og værdigrundlag.

Bliv eksamineret supervisor

Fagpersonlig supervision arbejder med:

Sagsforståelse

Selvrefleksion

Samspilsprocesser

TEMAER PÅ UDDANNELSEN

• Supervisionsbegrebet og samtalens struktur

• Rolle, emner til supervision og forberedelse

• Rammekontrakt, afgrænsning og coaching

• Personligt lederskab, lederdeltagelse, og leder som supervisor

• Supervision og terapi, overføring og modoverføring

• Rørt, ramt eller rystet, stress og egenomsorg

KVALIFIKATIONER

Ud over at blive uddannet til supervisor vil du få færdigheder og kompetencer, der kan bruges i en lang række beslægtede fagområder – eksempelvis kollegial refleksion, faglig vejledning, coaching og udviklingssamtaler.

OMFANG

17 undervisningsdage fordelt på 8 moduler

7 træningsdage mellem modulerne

1 vejledningsdag og eksamen

Dansk Familieterapeutisk Institut

AT VÆRE SIG SELV – SAMMEN…

DFTI er en uddannelses, kursus­ og konsulentvirksomhed med mange års erfaring i at uddanne familieterapeuter og supervisorer.

Vi bygger på den humanistisk­eksistentielle teoridannelse og har fokus på relationskompetence – det vil sige kvaliteten i mødet mellem mennesker.

Vi arbejder oplevelses­ og praksisorienteret med de relevante processer, hvor værdier som ligeværdighed, autenticitet og personlig ansvarlighed spiller en helt central rolle.

DFTI udbyder desuden kurser og konsulentydelser i relationskompetence, samarbejdsrelationer, omstillingsarbejde og personaleudvikling.

KONTAKT

Tlf. 72 17 07 65 kontakt@dfti.dk www.dfti.dk

Læs mere om uddannelsen og find næste holdstart på www.dfti.dk/supervisor

Masterclass i stressbehandling

2 dages indføring i Kalmiametoden – en forskningsdokumenteret stressbehandling, der kombinerer samtale- og kropsterapi.

Få en systematisk tilgang til effektiv stressbehandling. Tilgangen kan bruges både til at starte egne grupper eller til dine individuelle klienter. Lær at bruge data til at understøtte det terapeutiske arbejde. Desuden får du en række velafprøvede og effektive værktøjer, som du umiddelbart kan anvende med dine klienter.

Efter kurset vil du være opdateret på:

• Den nyeste viden om stress

• Det fysiologiske stressrespons og forskningen bag Kalmiametoden – formidlet af Bo Netterstrøm, læge og stressforsker gennem år tier

• Evidensbaseret behandling – data der understøtter klientens forløb og hvordan du indsamler og bruger dem

• Forsamtalen – indhold og formål – inkl. skabelon til eget brug

• Individuel terapi i en gruppesetting – struktur og redskaber – gruppens funktion

• Kalmias mest anvendte redskaber – og hand outs, som du kan anvende med egne klienter (fri adgang til dropboks med redigerbare filer du kan downloade)

• Kropsbevidsthedstræningens rolle – live session og skabelon til sekvens du selv kan bruge med klienterne

• Den afsluttende samtale – bliv skarp på hvad klienten kan tage med sig (inkl. præsentation af før og efter data) og hvordan de kan fastholde effekten af forløbet

• Plan for hvordan klienten kommer tilbage til arbejde efter stress

Undervisere

Bo Netterstrøm, dr.med og seniorforsker

Bettine Damsbo, læge og psykoterapeut

Nicoline Christophersen, psykoterapeut MPF

Bettina Bruun, psykoterapeut MPF, instruktør i kropsbevidsthedstræning og mindfulness

Datoer:

28. - 29. oktober 2023

Pris:

7.800 kr. ex moms

Early Bird pris for oktoberholdet 6.300 kr. ex moms ved betaling inden d. 1. april 2023

Læs mere og tilmeld dig på kalmia.dk/masterclass-stressbehandling/

Ved Slotshaven 3, 2820 Gentofte | Tlf: 45 46 16 00 | info@kalmia.dk | kalmia.dk

SKAM: HAR VI BRUG FOR EN NY FORSTÅELSE AF BEGREBET?

Skamfølelser spiller en afgørende rolle i nogle af vor tids store temaer – i udviklingen af psykiske lidelser, i vores omgang med hinanden på sociale medier og i opblomstringen af populistiske bevægelser og radikalisering. Skam er dermed en helt central drivkraft i os selv og i vores senmoderne samfund.

Køb bogen SKAM på hansreitzel.dk

Få fri fragt og 30%

RABAT

Kode: SKAM30

Gælder fra d. 1. juli - 1. august

Pris pr. stk

273,00 kr.

Normalpris: 390,-

hansreitzel.dk

33 75 55 60

hrf@hansreitzel.dk

Mette Ulsø

Uddannet lærer i The Diamond Approach ®

Kurser 2023/2024

mette.ulsoe@diamondapproach.org

Tlf. 2442 1195

Tegn abonnement på

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAP I

Hvis du ikke er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, kan du tegne abonnement på bladet.

Eller du kan give et abonnement som gave til en psykoterapeut eller en psykoterapeutstuderende – eller til en, der bare interesserer sig for psykoterapi.

Et abonnement koster kun kr. 295 for tre årlige numre. Prisen er inkl. moms og forsendelse i Danmark. Skriv til: kontakt@dpfo.dk

KONFERENCER, MØDER M.V

Oversigten er uden ansvar for Dansk Psykoterapeutforening Depression, Anxiety and Stress Management – Exploring the Recent Innovations in Acute Mental Disorders and their Treatment. June 20-21 2023. Amsterdam, The Netherlands.

SPR Conference 2023 – Reshaping the social representation of psychotherapy: An engagement with public mental health. June 21-24 2023. Dublin, Ireland. Inf. Society for Psychotherapy Research. www.psychotherapyresearch.org/page/spr2023.

IPA Congress 2023 – New Perspectives in a Changing World: Social Connectedness, Aging and Mental Health. June 29-July 2 2023. Portugal. Org. International Psychogeriatric Association. https://www.ipa-online.org/events/2023.

isEFT Conference – Changing Emotions with Emotions. June 29-30 2023. Oporto. Portugal. www.iseft.org/event-488728.

IPA Congress 2023 – Mind in the Line of Fire. July 26-29 2023. Cartagena, Spain. Arr. Internatinal Psychoanalytical Association. www.ipa.world.

Sommerseminar – Vägen in. 27.-30. juli 2023. Vadstena Folkhögskola. Org. Svenska CG Jungstiftelsen. Jungsommar. com.

International Conference C.G. Jung Institute Küsnacht – ‘I Feel, Therefore I Am’. Interdisciplinary Perspectives on Emotions and their Impact. Küsnacht, Schwiterland. June 30-Jyly 2 2023. https://iaap.org/conferences/international-conference-c-gjung-institute-kusnacht-zh.

APA Convention 2023 – August 3-5 2023. Washington DC, USA. Org. Society for the Advancement of Psychotherapy. https://societyforpsychotherapy.org/apa-2023-conventionprogram.

5th International Analysis and Activism Conference – Bridging Wish and Actuality in an Unhinged World. September 1-3 2023. Ljubljana, Slovenia. https://analysisandactivism.org/

NACS Conference 2023 – The Future of Sexology. September 28-October 1 2023. Oslo, Norway. Org. Norsk Forening for Klinisk Sexologi. www.nfks.no/nacs2023.

Gendlin Symposium – Deliberative Transformation: Embodied Phenomenology and Process Thinking. September 28-October 1 2023. Online, Zoom. https://focusing.org.

26th Congress of the World Association for Sexual Health –Bridging the Gaps: Sexual Health, Rights, Justice and Pleasure for All. November 2-5 2023. Antalya, Türkey. https:// worldsexualhealth.net.

International Conference on Cognitive Psychotherapy –Scientific Advancement and Exploration in Applied Psychology and Psychiatry. November 9-20 2023. Vancouver, Canada. https://cognitivepsychotherapy.annualcongress.com.

4th Global Summit on Psychiatry and Psychotherapy –Scrutinizing Innovative and Advance Treatment towards Psychological Syndrome. November 9-10 2023. Toronto, Canada. https://psychotherapy.annualcongress.com.

33rd International Conference on Psychology, Psychotherapy and Mental Wellness – Scientific Advancement in Mental Health and Psychological Awareness. November 23-24 2023. Barcelona, Spain. https://psychology.conferenceseries.com.

37th World Summit on Psychology, Happiness, Mindfulness, and Wellness. April 28-29 2024. Paris, France. https:// positivepsychology.annualcongress.com.

17th Congress of the European Federation of Sexology – May 23-26 2024. Bologna, Italy. https://europeansexologycongress. org.

International Conference on Mindfulness 2024 – August 3-5 2024. Bangor, UK. https://home.mindfulness-network.org/ conference2024.

10th World Congress – July 16-19 2025. Vienna, Austria. Org. World Council for Psychotherapy. www.worldpsyche.org.

Oversigten er uden ansvar for Dansk Psykoterapeutforening. Oplysninger om møder og konferencer sendes til redaktionen for Tidsskrift for Psykoterapi:

Susanne van Deurs susvd@email.dk

Bestyrelse

Pia Clementsen, formand

Lise Kramer Schmidt, næstformand

Karen Blædel

Steen Degn

Hanne Bloch Gregersen

Kresten Kay

Maja Nissen

Martin Schepelern

Mette Sina

Meghna Sckerl, suppleant

Etikudvalg

Ditte Vind Abrahamsen, formand

Dorte Jensen

Christina Lehtinen

Louise Herbert

Susanne Grundt Larsen, suppleant

Lars Bo Pedersen

Line Reif, suppleant

Etikrrådgivningen

Karin Westh Langgaard

Dorte Sjögren

De Studerendes Råd

Elise Alexander

Daniel Ostermann Borup Jensen

Chris Klemmensen

Lærke Mine Winther

Uddannelsesudvalg

Hanne Bloch Gregersen

Vivian Hansen

Anette Krogh

Vibeke Møller

Inge Nygaard Pedersen

Mette Sina

Kvalitetskomité

Gøye Svendsen, formand

Inger Nordeide Jensen

Inge Nygaard Sørensen

Torben Thaulow

Søren Willert

Kurt Kyed

Kursusudvalg Midtjylland

Tanja Wurcel

Kursusudvalg Fyn

Peter Abrahamsen

Lars Ellehøj

Helle Kramer Floyd

Nete Holmslykke

Rikke Vester

Bettina Wortmann

Kursusudvalg Sydjylland

Jette Bjerre

Hanne Christensen

Bente Mikkelsen

Signe Rønnebro

Kursusudvalg Nordjylland

Lone Hjortshøj

Helle Marckstrøm

Randi Thomsen

Kursusudvalg Sjælland/Kbh.

Karen Dons Blædel

Maj-Britt Høybye Hansen

Tina Mette Mosbæk

Ulla Skram

SEKRETARIATET

Vibeke Lubanski

Sekretariatschef

Trine Hauberg

Kommunikationsansvarlig

Merete Godsk

PA/sekretær

Stig Poulsen

Politisk rådgiver

Trine Lia Aagaard Pedersen

Medlemsadministration, kommunikation og sekretær for etikudvalget

Nina Grove Bogholder

Dansk Psykoterapeutforening

Frederiksholms Kanal 20, st.

1220 København K

Tlf. 7027 7007

E-mail: kontakt@dpfo.dk www.dpfo.dk

TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI

N R . 2 · JUNI 2023 · 31. ÅRGANG

TEMA: FAMILIETERAPI

Forening og redaktionelt

Formanden skriver

Redaktørens klumme

Næste tema i Tidsskrift for Psykoterapi

Bestyrelse, udvalg mv.

Artikler

Solveig Outsen: "Børns reaktioner er altid meningsfulde". Om oplevelsesorienteret familieterapi

Anna Vincentz: Familieterapi på indersiden. Om Internal Family Systems - IFS

Charlotte Krolykke: Når følelserne spænder ben. Om Emotions-Fokuseret familieterapi i praksis

Jens Peder Nielsen: Digt

Mads Randal-Lund: Flerfamilieterapi

Svend O. Andersen: Også i det terapeutiske rum er kærligheden drivkraften

Allan Holmgren: Narrativ familieterapi. Et essay

Johan Krohn: I Mørkningen Juleaften. Digt. Fra Peters Jul

Ole Nygaard: Vold og familieterapi. Terapeuten i en neutral position

Ann Ostenfeld-Rosenthal: Hånden på hjertet. Compassion og hjertekohærens som værktøj ved reduktion af stress

Information, læserindlæg, debat

Kort Nyt

Kontakt etikrådgivningen

Boganmeldelser

Helle Winther, Jim Toft & Simo Køppe: Kunst, krop og terapi. Anmeldt af Inge Nygaard Pedersen

Carsten René Jørgensen: Skam. I spændingsfeltet mellem moralsk kompas og psykisk lidelse.

Anmeldt af Allan Holmgren

Vibeke Skov: Det symbolske liv. Og opgøret med de indre forældre. Anmeldt af Henriette Heide-Jørgensen

Nye bøger Kurser og

og kurser i Dansk Psykoterapeutforening