mistet en betydningsfuld relation. Han bruger ordet arbejde, fordi evnen til at sørge også er evnen til at forandre sig, og det kan være hårdt arbejde at forandre sig. Derfor bruger jeg selv udtrykket, at evnen til at sørge er en slags livsog emotionelt i sit forandrede liv. At det så kan være både nyttigt og naturligt, at man i en periode smelter sammen med det, man har mistet, kan være en nødvendig overlevelsesstrategi for ikke at blive overvældet af angst og smerte for at miste sig selv i processen. Det er med andre ord helt naturligt, at den afdøde pludseligt fylder meget mere end i levnede live. Men opløser denne sammensmeltningsfølelse bage til glæden ved prisen, man betaler, kærlighedens pris. Og så kan det i en terahvem den sørgende var, inden det komplicerede tab fandt sted. Med denne indledning tilbage til de ovennævnte bøger. Begge bøger, som anmeldes her, kan varmt anbefales, fordi de på hver deres måde beskriver, hvordan man netop ikke bliver til et offer, når man mister en af sine nære, men hvordan det er ligheden til livet, selv om man har sorgen med sig. Bøgerne beskriver, hvordan det, man kalder for den uafsluttelige sorg, ikke at forveksle med den kroniske sorg, er til den eller det, man har mistet. Lise Trap, som er præst, skriver om tabet af sin elskede søn og kalder sin bog for Sorg. Den dybeste ære glæden kan få. Det er en fremragende bog om sorgens væsen, som enhver, der har mistet det uerstattelige, kan have nytte af at læse. Lise Trap evner på en sjælden måde at beskrive, hvordan livets uafsluttelige sorger hører til i det forandrede liv. Hun underviser os i, hvordan den søn, hun aldrig får igen, kan være med hende, uden at hun behøver at undgå sorgens følelser eller glæden ved det liv, der er, glæden ved sine andre børn. Lise Trap bruger sine egne erfaringer og skri-
36
ver bl.a. om den første tid, den næste tid, sorgens gang, om trøst og den usynlige smerte. Hun skriver om synlighed, om fremtiden uden sin søn og om håbet. Hendes kristne præstegerning farver ikke bogens udtryk, i modsætning til Charlotte Ekstrands og Bent Falks bog, som henvender sig direkte til de efterladte. I den står det bl.a., at Gud er kærlighed, og at kærlighed er opstandelse. Det er i kærlighedsrelationen, vi har adgang til et glimt af evigheden. At elske er både en guddommelig og en menneskelig måde at være til i verden på, skriver Charlotte Ekstrand. Bent Falk, som er præst og psykoterapeut MPF, bruger Matthæusevangeliet til at fortælle os om, hvorfor det hedder ’et ramaskrig’. I landsbyen Rama græder Rakel over sine børn, og hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere, står der. Det er ikke sorgen, der er problemet, når vi ikke hjælper os til at forblive sjæleligt i live, selv når døden kommer os nær. Mod til at leve og kraft til at dø. Ramaskriget er ikke et skrig efter nogen højere mening med det, der er sket. Hun skriger efter sine børn, og det giver masser af mening. Kærligheden er den højeste mening, skriver Bent Falk i denne meget livgivende bog til dem, der er blevet efterladt. På bogens bagside har forfatterne fået trykt følOg gennem alle tårerne og tungsindet og smerten kommer den ene tanke der kan få mit indre til at smile igen: Jeg har elsket.
Marianne Davidsen-Nielsen
Psykoterapeut MPF
Psykoterapeuten nr. 1, januar 2011