Page 1

VILHELM HANSENS RASMUS KLUMP VILHELM HANSEN, FRA BILER TIL BJØRNE Vilhelm Hansen (1900-1992) voksede op på Amager. Som sin far blev også han litograf, og som 14 årig kom han i lære. Her lærte han samtidig at tegne så godt, at han indtil Rasmus Klump arbejdede som tegner på et reklamebureau. Han var rasende dygtig og tegnede for de helt store kunder. I 1930erne blev Vilhelm cheftegner på reklamebureauet Harlang og Toksvigs. Specialet var automobilreklamer. Vilhem havde ikke forstand på biler, men var han en af landets bedste og mest anerkendte bilreklame tegnere. Selveste Henry Ford skrev og roste Vilhelm Hansens tegninger for at være nogle af de bedste i verden. Med 2. Verdenskrigs udbrud ophørte bilproduktionen og selvsagt også behovet for bilreklamer. Vilhelm måtte søge andre veje og begyndte i stedet at tegne illustrationer til børnebøger. Han havde allerede i sin fritid tegnet eventyrlige tegninger med nisser, trolde og dyr som en hobby ved siden af karrieren som reklametegner. Nu gjorde han i stedet børnebøgerne til en fuldtidsbeskæftigelse. Det blev til en lang række af fantastiske og morsomme illustrationer til billedbøger for børn. Ofte blev teksten skrevet af hustruen Carla. Dyr er hovedpersonerne, og man aner i flere af historierne, at dyrene er forløbere for de senere figurer fra Rasmus Klump-serien. Man kan ikke nævne Vilhelm Hansen og Rasmus Klump uden at nævne Carla. Vilhem mødte Carla Jensen i 1924. Han arbejdede på en tegnestue, der lå i samme ejendom, hvor Carla arbejdede som hattemagerske. Historien fortæller, at de mødtes, da deres cykler en dag var filtret sammen, da de skulle hjem. Carla blev ikke kun Vilhelms hustru, men også hans arbejdspartner. I deres tætte arbejdsfælleskab var Vilhelm tegner og fortæller. Carla var med til at skabe historierne og skrive teksterne


VILHELM HANSENS RASMUS KLUMP RASMUS KLUMP BLIVER TIL Rasmus Klump udkom første gang som sort/hvid avisstribe den 17. november 1951 i Berlingske Aftenavis. Det var en bestillingsopgave, der skulle afløse serien Strudsen Rasmus, der var produceret af P.I.B. – Pressens Illustrations Bureau og tegnet af Jørgen Clevin. Strudsen Rasmus ’ popularitet var dalende, så redaktøren Per Carlsen bad Vilhelm om at lave en afløser – gerne med et sødt lille dyr – og helst en bjørn.

Den sidste tegning med Strudsen Rasmus. Her optræder Rasmus Klump for første gang - i Clevins streg,

Vilhelm kom med et oplæg på 12 striber. Her blev tonen slået a n – det rolige tempo og den finurlige humor – og seriens hovedpersoner blev præsenteret. Vilhelm fik besked på, at bjørnen skulle hedde Rasmus – ligesom strudsen. Carla mente, den skulle have et efternavn – og det blev til Klump, opkaldt efter naboens hund. Per Carlsen var henrykt for de første striber og forhøjede på stedet Vilhelms honorar. De aviser og magasiner, der abonnerede på Strudsen Rasmus, overtog Rasmus Klump, og læserne elskede den! Serien blev en uhyre succes, og i 1955 kunne man læse den i hele 120 forskellige aviser i 21 lande!


VILHELM HANSENS RASMUS KLUMP SERIENS KRONOLOGI De tegninger, som ses her på udstillingen, er Vilhelm Hansens originale tegninger til Berlingske Aftenavis. Man kan se, at de i årenes løb er blevet ombrudt, klippet og redigeret. De har været anvendt som råmaterial ændige kunstværker, man skulle passe på. Derfor kan det nogle steder være svært at danne sig et fuldstændigt billede af, hvordan serien oprindeligt så ud i aviserne. Serien går allerede fra 1951 i adskillige aviser. Det er ikke små afsluttede historier, men derimod lange, fortsatte handlingsforløb. Disse omsætter Illustrationsforlaget i 1953 til bøger i bredformat, hvor handlingsforløbene ombrydes til afsluttede historier med selvstændige titler. Vi har her på udstillingen valgt at fastholde disse titler, som også går igen i de senere blå hæfter. I 1956 udkommer det syvende album i serien, og samtidig bliver formatet ændret til højformat. Nummer 7 bliver således den første historie i de blå hæfter. Når avisstriberne redigeres til albumform ændres både historien og det fysiske format. Mange tegninger udgår, og pointer fra avisstriben må ofres for helhedens skyld. Hermed forsvandt også noget af det skæve og spontane, som findes i den oprindelige avisstribe. Nogle gange er teksten redigeret for at blive målrettet en ny tid og generation af børn. Andre gange brydes kronologien mere eller mindre heldigt, så der byttes om på, hvornår hændelser og figurer optræder første gang. De første album i bredformat er nu genudgivet, ligesom Egmont er begyndt at genudgive hele serien af de blå hæfter. Begge kan du læse her på museet og købe i butikken. Her kan du også se de til- og fraklip, der er mellem udgaverne. Et tydeligt eksempel er i Rasmus Klump møder Ursula, hvor en hel lille fortælling om mødet med flodhesten Mor Maren er klippet fra i det blå hæfte, men stadig er med i den første udgave i bredformat (striberne kan du se i hjørnet ved skibet). Også hæfterne er af flere omgange blevet redigeret i takt med, at synet på børnelitteratur og tegneserier har ændret sig. Oprindeligt er billedteksten til serien skrevet som ren dialog, og handlingen er alene gengivet i tegningerne. Men i 1970erne redigeres teksten til en fortællende tekst – hvilket gør den nemmere at læse op, men samtidigt gør tekstsiden lidt tam, da de kvikke replikker udgår. Historierne virker rundere og venligere, men også mindre spændende.


VILHELM HANSENS RASMUS KLUMP I 1959 går Ramus Klump stadig som avisstribe, men opbygningen med tekst under billedet og de meget langstrakte forløb virker nu påfaldende gammeldags. Oplaget og interessen for Klump er desuden dalende. P.I.B vælger derfor at ændre seriens form. Der kommer talebobler til – og historierne bliver korte med en hurtig pointe og slapstick-agtige handlingsforløb. Da Carla og Vilhelm herefter beslutter, at de ikke længere ønsker at skrive historiernes handling, bliver det seriens nye redaktør, Jørgen Sonnergaard, der som den første tager over som forfatter i 1959. Vilhelm fortsætter med at tegne serien indtil 1966. Siden kommer nye tegnere og forfattere til at føre serien videre. Tove Nørgaard tog over lige efter Vilhelm og er den, der hidtil har tegnet Klump i længst tid, fra 1966-1981. Andre kendte Rasmus Klump tegnere har været Ole Munck, Harald Sonesson, Henrik Kim-Rehr og Per Sandehage. Per Sandehage (hvis illustrationer, der er enkelte eksempler på i udstillingen) har tegnet Rasmus Klump og senere skrevet Rasmus Klump historier gennemadskillige år.


VILHELM HANSENS RASMUS KLUMP TEGNESERIEHETZ. I 1950ernes USA opstod en egentlig ”tegneseriehetz”, som også bredte sig til Danmark. Befordret af en lang række psykologer og pædagoger mente man, at det kunne være skadeligt for unge mennesker at læse tegneserier. Det kom så vidt, at Undervisningsministeriet nedsatte et udvalg ved navn ”Det kulørte udvalg”, der skulle undersøge de farlige tegneserier og deres indvirkning på børn og unge. Hetzen gik ikke så meget på de striber, aviserne bragte, som på de mange tegneseriehæfter, der var i handlen. Anders And, Skipper Skræk eller cowboyhelte serier som Sorte Maske, var nogle af de serier, der blev kategoriseret som underlødige. Historierne og billederne i Rasmus Klump serien var så fredelige og hyggelige, at serien ikke blev betragtet som underlødig og degenererende, hvilket ellers var tilfældet med mange af datidens andre tegneserier. Rasmus Klump striben faldt ikke under den ”farlige” kategori. Den var hyggelig og uden skær af vold eller kontroversielle temaer. Vilhelm selv siger i et interview: ”Der findes i Dag saa mange Tegneserier over hele Jorden, hvor Teknik, Fart, Skydevaaben og Uhygge under alle mulige Former spiller en overvældende Rolle – og dem er Rasmus Klump den direkte Modsætning til. Han er – fuldstændig som jeg selv – først og fremmest meget, meget naiv.” Faktisk var Rasmus Klump skyld i, at der efterhånden skete en opblødning i synet på tegneserier. Bibliotekerne havde hidtil nægtet at købe tegneserierne ind – men Rasmus Klump blev i kraft af sin ufarlighed den første tegneserie indkøbt og gjort tilgængelig i biblioteksregi. Det banede efterhånden vejen for at også andre tegneseriehæfter kunne lånes på biblioteket.


VILHELM HANSENS RASMUS KLUMP STIL, TEKNIK OG FINURLIGE DETALJER Stilmæssigt er Rasmus Klump allerede i 1951 en smule gammeldags og griber tilbage i tiden til tidligere illustratorer og børnebogstegnere såsom Louis Moe. Der er ikke talebobler (de kommer først til i 1959), som de fleste andre samtidige striber ellers benytter sig af. Selv Storm P.s tegneserie fra 1922, ”Peter og Ping”, som gennem årtier havde dannet skole, og på mange andre måder må have givet inspiration til udtrykket i Rasmus Klump, havde talebobler. Rasmus Klump striberne er stringent opdelt med 3-4 ruder og billedtekst under hver rude. Teksterne er dialog og replikskifter, der direkte supplerer handlingen, der udfoldes i tegningerne. I de første striber fra 1951 udspiller handlingen sig så tydeligt, at man sagtens kan forstå historien uden teksten. Det var netop Vilhelms mål, at børn skulle kunne læse historierne gennem billederne. Eller som Rasmus Klump selv siger i en stribe: ”Jeg læser bedst billeder” (13.28) Tempoet er roligt og tegnestilen rund, både i stregen og i motivet. Husene er f.eks. altid tegnet runde, eller med afrundede hjørner. Vennerne ligner rigtige dyr, og det hele udspiller sig i et førindustrielt idyllisk landbrugssamfund. Nostalgi og gemytlighed går igen – både i form og indhold. Vilhelm Hansen var en fantastisk dygtig tegner, og hans reklametegnerbaggrund skinner igennem i stilen og stregen, der er grafisk klar i udtrykket. Der er meget få rettelser i blækstregerne, der er udført med sikker hånd over en løs blyantsskitse – en tegnesikkerhed der vakte misundelse i tegnerkredse. Vilhelm Hansens stil er karakteriseret ved, at alt i en billedramme skal underbygge pointen eller handlingen. Der er ikke overflødige detaljer – men kun elementer, der giver mening for historien. Figurerne ses hovedsageligt i helfigur, og ofte er alle vennerne samlet i ét billede. En anden tegneteknisk metode er perspektivet og især placeringen af horisonten, som næsten altid ligger højt eller er helt væk. På den måde skaber Vilhelm en nær og overskuelig verden, der giver en følelse af tryghed. Særligt for serien er de små, parallelle historier med Gøjen og Pildskadden. Sidehistorierne foregår samtidig med hovedhistorien og minder om den rolle, Storm P.s Nummermand har i tegneserien om De 3 små Mænd. Læseren får en ekstra lille historie, og i Rasmus Klump er sidehistoriernes omdrejningspunkt ”de små”, og deres handlingsforløb understreger, at de som de yngste har mindre ansvar og derfor tit hygger sig, spiller kort og leger for sig selv. Ved seriens begyndelse er Pildskadden alene, men forholdsvis hurtigt hopper Frømand op af Pildskaddens lille dukkevogn.


VILHELM HANSENS RASMUS KLUMP De to passer og udruger et papegøje æg – og dermed bliver Gøjen født ind i serien. Senere møder Frømand en lille frøpige, og de to forelsker sig. Da de andre venner rejser videre, bliver Frømand hos sin udkårne – og han udskrives hermed af serien. En sådan sidehistorie har mange tegnere siden anvendt, et godt eksempel findes også i Pedersen og Findus børnebøgerne. Flere steder mellem de mange tusind striber, er der små finurlige detaljer, der punkterer og udfordrer tegneseriens faste ruder og rammer. Eksempelvis leges der med virkeligheds-konventionen, da Rasmus får brev fra en avislæser. Et nærhedsskabende greb, som ofte ses anvendt i fortsatte tegneserier, og som Hergé blandt andet anvender, da Tintin møder en arabisk sheik, som viser sig at eje en større samling Tintin-albums. Vennerne kan også selv læse om deres egen rejse i en avis. Nogle af de dyr, de møder, ved på forhånd, at Rasmus Klump kommer på besøg, fordi de har læst om vennerne i gårsdagens avis. Enkelte steder sprænger Vilhelm de ellers så stringente rammer og bryder bevidst sine principper ved at lade en figur eller baggrund sprede sig over alle stribens ruder. Alt sammen opfindsomme, fortælletekniske brud, som er med til at gøre serien varieret og levende.


DET GODE SKIB MARY DEN FØRSTE HISTORIE – DET GODE SKIB MARY. Stribens handling er bygget op omkring en række små sekvenser, der med en løs tematisk ramme kædes sammen til længere historier. De oprindelige striber tegnet af Wilhelm Hansen består kun af to historier. I den første bygger vennerne skibet Mary og tager på den første sørejse – udgivet som Rasmus Klump bygger skib, – og derefter er resten én lang sammenkædning af fortællinger, der væver sig ud og ind af hinanden. Det er disse, som senere opdeles og navngives i kortere fortællinger, der passer til et hæfte.

- Hvem er det? - Min mor, selvfølgelig!

Skibet er seriens vigtigste element og er opkaldt efter Ramus Klumps mor, Mary. Rasmus skriver selv navnet på siden af skibet og siger ”Jeg vil gerne give skibet samme navn som min mor, for hende holder jeg allermest af i hele verden.”

Inspirationen til skibsfortællingen stammer fra en ven og kollega til Vilhelm Hansen, der var skibsentusiast. Vennen havde købt et ældre træskib, som han satte i stand og ville sejle jorden rundt i. Hver dag fortalte han Vilhelm om skibet og alle de kvaler, han havde med restaureringen. Vilhelm fortæller selv i et interview: ”Du kommer aldrig længere end til Århusbugten, sagde jeg mange gange til ham, så mange gange, at han blev bange, og da han endelig langt om længe stod til søs, sejlede han gennem Kielerkanalen! Desværre kom han ikke længere end til dens udløb i Nordsøen. Der havarerede han og måtte slæbes hjem! På det tidspunkt blev jeg opfordret til at lave en tegneserie, og med min vens mange mærkværdige skibsbygningspudsigheder i tankerne var der såmænd ikke så lang vej frem til ”Rasmus Klump bygger skib” Og den idé havarerede jo heldigvis ikke!”


DET GODE SKIB MARY DE FORSKELLIGE MARY’ER Ved seriens begyndelse finder vennerne et rat. De tror det er et hjul og bygger en cykel. Men da Pelle fortæller at det faktisk et skibsrat – beslutter de at bygge et skib i stedet! Alle hjælper hinanden og kommer med materialer og gode råd. De har ikke nok pensler, men æslet bruger da bare sin hale! Det er de forhåndsværende søms princip – de bruger de ting de kan få fat i, med de evner og den viden de nu engang har. Det medfører løsninger, der ikke altid er helt efter bogen. Skibet skal have et flag – det bliver syet af Rasmus Klumps prikkede bukser. Skibet kan kun dreje til venstre, og det er fordi roret er sat fast med et dørhængsel, der kun kan dreje én vej! Mary bliver heldigvis forbedret undervejs. Der kommer ræling på, så man ikke falder over bord, og senere pynter de skibet med en fint udskåret blondekant. Handlingen udspiller sig mest på dækket, men skibet har en hyggelig kahyt – hvor vennerne spiser pandekager eller sover i køjesenge. Skibet har også et lastrum, der virker som et skatkammer – men også som en katalysator for handlingen i historien. Her kan vennerne altid finde mærkværdige genstande såsom dykkerdragter, blæseinstrumenter mm. De bygger tre skibe i den tid historien forløber. Den allerførste Mary bygger og søsætter vennerne i den første fortælling. Det har to master, et styrehus og to tønder som skorstene. I et dramatisk stormvejr ¬– udstillet på væggen, forliser denne version af Mary. Derfor bliver en ny Mary bygget. . Den har kun én skorsten og én mast og styrebro på taget af styrehuset. Dette skib bygger de også løbende videre på. Senere i historien kommer et skib, der mere ligner et gammeldags sejlskib med krummelurer og galionsfigur.


DET GODE SKIB MARY DYR BYGGER TING ”Dyr bygger ting” kan ligefrem siges at være en genre i børnelitteraturen – og flere tegnere og børnebogsforfattere som eksempelvis Jakob Martin Strid og før ham Richard Scarry bygger videre på arven fra Klump og Vilhelm Hansens hyldest til den frie leg og syn på verden som en legeplads hvor alt er muligt at skabe med lidt fingerfærdighed og fantasi. Rasmus Klump og vennerne bygger både skibet og en lang række andre transportmidler, opfindelser og bygningsværker. Som en slags rundrejsende små entreprenører eller navere løser de problemer for folk, hvor end de kommer hen, uden nogen betaling andet end en omgang pandekager eller sødsuppe. På deres vej møder vennerne møder en kronhjort, der ikke kan bevæge sit hoved fordi et fugle par har bygget rede i hans gevir. (Serie 2, Rasmus Klump møder Ursula). Straks bygger vennerne en fuglekasse til fuglene. Bagefter bygger de en vogn til en flodhestemor med en tung, lille unge. De besøger Rasmus’ bedstefar og bygger en radiostation til byen. I hver eneste historie bygger de noget, og hjælper folk de møder. ± En væsentlig del af seriens humor udspiller sig i disse byggesituationer, der giver anledning til mange slapstikagtige sekvenser. Rasmus kommer galt af sted, falder i vandet, får et bræt i hovedet eller slår sig på andre fantasifulde måder. Og som et barn reagerer – giver det ofte anledning til gråd. Han bliver dog hurtigt glad igen. - Åh stakkels Klump!

En af de vigtigste forudsætninger for vennernes byggeevner er pelikanen Pelles næb. Næbbet indeholder alt: værktøj, dingenoter, materialer, mad og alt hvad de ellers står og mangler. En væsentlig pointe er, at det ikke er færdige løsninger på problemer, vennerne kan trække op af næbbet. Det er derimod redskaber eller genstande, de er nødt til at bruge lidt fantasi for at få sat sammen til en brugbar løsning. Pelles næb kan dog også redde vennerne på sekundet, når de virkelig er i knibe. Som en deus ex machina kan der akut trylles en uforudset og usandsynlig løsning frem, og historien tager en ny drejning. Da vennerne er i Fortidsland og hænger i frit fald i luften efter at være faldet ud fra en flyveøgle, trækker de fluks paraplyer ud af Pelles næb, så de kan dale fredsommeligt ned. AT TEGNE SIT EGET KORT I LIVET


REJSEN ER MÅLET I SIG SELV Rejsen mod det ukendte er essensen i historien og handlingen. Vennerne begiver sig afsted uden andet mål end en ”tur omkring jorden”. Rejsen er målet i sig selv og vejen bestemmes af tilfældigheder og pludselige indskydelser. Rejsen binder historierne sammen, og en grundsten i seriens livsvisdom er, at man bedst møder verden med nysgerrighed og et åbent sind. Vennerne drager afsted uden kort, men da turen går mod Nordpolen, kan det jo ikke være svært bare at tegne et, der viser vejen – og så kan de selvfølgelig mærke det på temperaturen. Når det bliver koldt, er de ved at være fremme! - Det er et tydeligt og smukt kort at sejle efter, du har oven i købet sat kryds ved Nordpolen, det bliver let at finde – vi er jo mange om det! - Nu er det vel den rigtige vej vi sejler, Klump? Nå, du har jo tegnet kortet, så du må jo vide det! -Jo lad mig lige se, jo den er god nok, det ser ikke ud som om det er så langt væk, når vi begyn der at fryse lidt, er vi i nærheden! (..) - Ja nu har jeg fuldstændig glemt hvor vi var, Klump! - Vi er der, hvor den sorte finger sidder – sæt den der igen, Pingo, så har vi atter retningen. - Selvfølgelig er det et godt kort du har tegnet, Klump, men der står ikke et ord om at vi skulle støde på land her, og nordpolen kan det ikke være, for der vokser ikke græs, har jeg hørt noget om.

- Jo, det er det samme kryds som på kortet. Det må være det rigtige sted.

Som i livet, kan man planlægge nok så nøje og forsøge at udstikke en vej og en retning, men det er sjældent, at den lige vej holder stik, og man må tage et par uforudsete omveje. Rasmus Klump og vennerne tager udfordringerne med ukuelig optimisme. I Rasmus Klump på skattejagt har kortet også en central betydning – men her modsvarer kortets kryds direkte virkeligheden – for krydset, der markerer skatten på skattekortet, er også tydeligt afmærket i virkeligheden på destinationen, som vennerne når frem til.


REJSEN ER MÅLET I SIG SELV DET FORTÆLLETEKNISKE Formen og det fortælletekniske i Rasmus Klump læner sig op af den klassiske eventyrformel – hjem – ud – hjem. Men samtidig er der ikke voldsomt dramatiske hændelser i seriens spændingskurve. Derimod er det en lang række af små episoder, bundet sammen af vennernes rejse. Der er ikke en overordnet pointe, men et forløb af begivenheder, hvor en begivenhed leder til den næste, som leder til den næste uden de store problematikker, konflikter eller et egentligt plot. Fortælleteknisk udvikles historien naivistisk beslægtet med den måde, et barn fortæller på. Alt skildres som lige vigtigt, og begivenhederne sker i på hinanden følgende forløb – der sker det, så sker der det, så sker det osv. Det er et af de træk, som gør, at børn til stadighed holder så meget af serien, men nok også derfor voksne synes, at den kan være kedelig – det er nemt at følge med og tempoet er roligt, personerne er lette at forstå og handlingen overskuelig. DESTINATIONERNE OG MØDET MED ANDRE KULTURER De destinationer, vennerne kommer til på deres rejser, er en blanding af fri fantasi som Syvsoverland, Fortidsland og Pingonesien, men også faktiske steder som Ægypten og Nordpolen. De bevæger sig både til lands, til vands og i luften i forskellige hjemmeflikkede transportmidler. Selvom vennerne mødes med gæstfrihed og en altoverskyggende tolerance og fordomsfrihed – er der dog alligevel små kulturelle forskelle, der kommer til udtryk i mindre forståelsesproblemer. Disse kulturmøder ses flere steder, eksempelvis i en historie hvor vennerne møder en flodhest med turban. Uden at spørge til hvorfor han har hovedet bundet ind, konkluderer strudsen Knalle at flodhesten har hovedpine. Knalle går straks igang med at undersøge løven , hvilket betyder at flå turbannen af ham, klippe hans hår af og trække tungen langt ud af munden på løven. Han glemmer at se situationen far læves sted. I Ægypten, hvor vennerne støder på mumier og ægyptiske vægmalerier forstår de tydeligvis ikke historien eller kulturen. De konkluderer udenlukkende på baggeund af deres egen verden, og verdens syn (Rasmus Klump bliver konge).


REJSEN ER MÅLET I SIG SELV DE GODE FORKLARINGER Et fortælleteknisk greb og et gennemgående princip i Vilhelm Hansens fortællinger er billedliggørelsen eller de gode forklaringer på fænomener, begivenheder eller komplicerede spørgsmål. De forklaringer er en del af seriens særlige mytologi, men er også et pædagogisk greb, der forklarer børn om ellers svært forståelige begreber og ting. - Næh, maskinen laver Det er nogle af de øjeblikke, man måske - Skynd jer hen til vinduet, så skal i se hvad der sker, når man blander nordlys, hvor er det smukt! tydeligst husker fra historien. På Nordpolen lys og sne og puster gennem røret her. møder vennerne Søren Oliekande, der smører jordens akse. Her får barnet, som læser, både viden om, at jorden faktisk roterer, og oven i købet en forklaring på, hvorfor og hvordan! Det er også på Nordpolen, at vennerne finder ud af, hvordan man laver nordlys – det kommer ganske enkelt ud af en sindrig maskine, hvori sne og lys blandes! VERDENSKORTET – DEN KOLDE KRIG Den idylliske verden i Rasmus Klump står umiddelbart i skærende kontrast til virkelighedens verdensbillede i 1950erne og 60erne med sociale og politiske brydninger og den kolde krigs kollektive angst for en altødelæggende atomkrig. Der er dog flere små episoder i Klump historierne, der kan associeres til verdenssituationen. Vilhelm Hansen italesætter nogle steder forsigtigt en politisk konflikt og dermed indirekte også den angst børn kunne føle under koldkrigstidens konstante og abstrakte trussel. Oprustning og Marshallhjælp sættes indirekte overfor hinanden i historiens Rasmus Klump bliver konge. Her møder Rasmus Klump Kong Surbasse, der har fabrikeret en krigsmaskine. Hans folk har ikke noget at spise, og Surbasse truer med at bekrige naboerne for at tilkæmpe sig noget mad og dermed opruste til kampen. Rasmus Klump lykkedes med at afværge krigen, ved at hjælpe dem, der erklærer krig. Rasmus Klump foreslår den fredelige løsning og laver sammen med vennerne en bunke pandekager, som Kong Surbasse tager imod. Krisen afværges, og idyllen genoprettes. Uden der direkte refereres til samtiden, får Vilhelm Hansen alligevel præsenteret en aktuel problemstilling og behandlet den på en måde, som børn kan forstå.


MED GODT KAMMERATSKAB AT HJÆLPE HINANDEN En vigtig drivkraft i historierne er gensidig hjælpsomhed – vennerne kommer videre på deres færd ved at hjælpe hinanden og ikke mindst ved at modtage andres hjælp. Der finder ikke mange forhandlinger sted – ting og ydelser foræres derimod væk kvit og frit. Der snakkes ikke om penge eller materielle behov. Kollektivisme og socialisme er de styrende principper, og skibet Mary fungerer nærmest som en slags sejlende kollektiv. Alle kan bidrage til fælleskabet med de evner og kompetencer, de hver især har. Moralen er, at med sammenhold kommer man altid længst, og alle, man møder, er først og fremmest mulige venner. Ingen er fremmede for hinanden (ret længe af gangen) og der er mange venskabelige såvel som familiære relationer. Mødre, fædre, bedsteforældre, fætre og onkler. Personerne er sjældent overladt til sig selv, men har et nært tilhørsforhold til andre. Denne placering i verden og det faste holdepunkt er afgørende for det gode liv, hvor ensomhed er en markant trussel, bundet til den menneskelige naturs angst for at blive efterladt alene. Så længe man har sine venner kan alt udrettes og overkommes. Når de sociale relationer ikke er på spil, er tilværelsen langt mere tryg og åben. DYRENE I RASMUS KLUMP Rasmus Klump historierne udspiller sig i et univers kun befolket af dyr – der er ikke mennesker med. I modsætning til mange andre dyrefortællinger, er dyrene ikke helt tro mod deres natur. I de fleste eventyr, børnebøger og tegneserier med dyr, er dyrenes personlighed knyttet til deres natur: Ræven som den listige, ulven som den onde, uglen som den kloge, lammet som den uskyldige osv. Men i Rasmus Klump er det ikke helt så skarpt trukket op. Løven (P. Andersen i Rasmus Klump på skattejagt) lever side om side med lammet (Lamseben). Ræve og andre rovdyr er ikke skildret som onde, faktisk findes der ikke egentlig onde dyr eller dyr, der handler per instinkt i fortællingerne. Selvom dyrene i Rasmus Klump agerer menneskeligt, bærer tøj og er tegnet karikeret, så ligner de dyr. Deres detaljer og anatomi er skabt med udgangspunkt i studier fra naturen. Vilhelm Hansen brugte lang tid på at studere dyr både i zoologisk have og i naturen, og tegnede også helt naturalistiske dyreskitser. Den mimik de forskellige dyr har, forstærker han i sine tegninger.


MED GODT KAMMERATSKAB Persongalleriet i Rasmus Klump er gigantisk. I hver ny episode kommer der flere personer til. Personerne har ofte et link til typer, børn kender til fra deres egen hverdag, og personerne afspejler ikke de voksnes syn på barnet, men derimod barnets syn på de voksne og på andre børn, tolket gennem den voksne tegners blik. Bedstefar-typen Skæg er et godt eksempel. Han er den voksne bedstefartype, der ved bedst, men samtidig går han glip af de mange eventyr, vennerne kaster sig over, når han hellere vil sove til middag eller sidde i sin gyngestol og ryge pibe. Pingo er klasseværelsets skøre dreng, der slår kolbøtter og laver spillopper. Pelle er den kloge, og strudsen Knalle den irriterende dreng, der spiser ens madpakke. Personerne er nemme for børn at relatere sig til, da de er tydelige, letaflæselige typer, og de kan genkende sig selv eller deres venner i de fleste af dem DYR I LITTERATUREN Man kan sige, at Rasmus Klump skriver sig ind i en lang litterær tradition for dyr med menneskelige egenskaber. Lige fra de middelalderlige fabler, folkeeventyrene og de bibelske tekster, er dyr blevet brugt til på symbolsk vis at skildre menneskelige problemstillinger. Dyrene kan fungere både som en måde at lave symbolsk politisk satire af verden, som George Orwells Animal Farm, men de kan også – og især når det gælder børnelitteratur – fungere som en slags buffer mellem fantasiens og virkelighedens verden. Emner, der vil være for svære, abstrakte eller ligefrem skræmmende at forklare for børn, bliver mere forståelige og samtidigt afmystificerede og distancerede, når de fortælles gennem en fantasiverden af talende dyr. Den altovervejende del af børnelitteraturen har dyr som hovedpersoner frem for mennesker. Med fare for at fastholde en traditionel stereotyp opfattelse af disse genrer som primært for børn, kan der her trækkes en direkte parallel til tegneserien og tegnefilmen, der som bekendt også er overbefolket af talende ænder, mus, katte og pingviner. Det antropomorfe – altså tilskrivning af menneskelige egenskaber til ikke-menneskelige ting og væsener – er en forudsætning for dyrenes ageren. For dyrene agerer ikke bare, som dyr ville gøre, men tillægges menneskelige evner og karakteristika. Der findes flere grader af antropomorfitet – Dyrene kan bebo deres egen verden kun med dyr, der agerer som rigtige dyr, eller som dyr, der agerer mere eller mindre som mennesker og eksempelvis er iklædt tøj (Som i Rasmus Klump eller Vinden i Piletræerne). Dyr ses dog også skildret sammen med mennesker som i Black Beauty fra 1877, hvor historien fortælles fra dyrets synspunkt, men hvor hesten stadig agerer og ses på af menneskene som ”blot” et dyr. Et andet berømt eksempel er Jack Londons ”Ulvehunden” fra 1914. Disse romaner er ”dyre-autobiografier”, historier fortalt fra dyrets synspunkt. Denne genre blev vældig populær i tiden omkring år 1900, hvor ”dyrebørnebøger” for alvor vandt frem. Der findes også genren, hvor de antropomorfe dyr optræder i samspil med mennesker, som eksempelvis A.A. Milnes Peter Plys, hvor drengen Jacob er med på dyrenes præmisser, men også bor i sit eget adskilte univers, som dyrene ikke har adgang til.


HJEMMET OG DE TRYGGE RAMMER DEN TRYGGE BASE OG OPDAGELSESREJSEN Rasmus Klump opkalder det gode skib Mary efter sin mor – og det er ikke tilfældigt. Hun er den person, der betyder allermest for ham i hele verden. Hun er den trygge base, hvor rejserne og historierne udgår fra og atter ender. I tråd med tidens familiemønstre og 50ernes kernefamilie, er hun som husmoderen ved komfuret, der står parat med maden, når sønnike og hans venner kommer hjem. Ansvarlig for husholdning og børneopdragelse. Faderen er fraværende i familien. Den eneste indikator på, at han findes, er et brev i ny og næ, hvilket passer godt med tidens faderfigur: den udearbejdende mand, der er fjern i forhold til hjemmet og familien. Serien er et produkt af tiden, og de små tidsindikatorer skinner igennem på trods af, at serien ellers fremstår renset for alt tidstypisk. Der er hverken biler, fabrikker, storbyer eller lignende i den del af historien, som Carla og Vilhelm Hansen tegnede. Omgivelserne ligner førindustriel, dansk landsbyidyl. 50ernes syn på børn og børneopdragelse ses alligevel enkelte steder. Vi kommer aldrig ind i en stue. Vennerne kommer kun til køkkenet. Børnene er meget overladt til sig selv, og de store søskende passer de mindre. De har en kolossal stor frihed og igen indblanding fra voksne. Rasmus Klump universet er én lang hyldest til fantasien, den frie leg og drømmen om den ideelle barndom og en god verden. Det er et ultimativt paradisisk børneunivers, uden kedelige referencer til voksenlivet eller alvorlige emner såsom politik eller religiøsitet. Også døden er helt fraværende. Vennernes leg er fri og ikke rammesat af regler, tidspunkter eller andre former for begrænsninger udstukket af voksne. Det fornuftige og hverdagsagtige tilsidesættes til fordel for ubegrænset leg og eventyrlyst. Rejsen med Mary kan sammenlignes med den fantasi, børn kan udfolde, når de leger i haven, tæt ved hjemmet, men i fantasien langt væk i en anden verden. Rasmus Klumps udlængsel og opdagelses- og rejselyst ligger også som en mere generel tendens i tiden. Det er i 1950erne, de sidste store opdagelsesrejser finder sted, og dér danskerne for alvor begynder at tage på ferierejser. Der findes en mængde rejselitteratur fra perioden. Verdens sidste uopdagede steder i f.eks. Indonesien og Afrika udforskes og kortlægges. Der er flere danske opdagelsesrejsende eller rejsejournalister, der drager ud og rapporterer hjem til de eventyrlystne danskere – f.eks. Arne Falck Rønne, forfatter, journalist og medlem af Eventyrernes klub, der skrev for bladet Familie Journalen. Side om side med Rasmus Klump kunne man her læse spændende rejsereportager fra virkelighedens eventyr.

Rasmus Klump tekster  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you