Mission Spedalskhed 06/2022

SpedalskhedMission

NakaziMubembe, 62 år, DR Congo

”Vi er mennesker som alle andre”

Spedalskheds Missionen

Udgives af Spedalskhedsmissionen

Kirkebakken 5

6200 Aabenraa

info@spedalsk.dk

Tlf: 35 29 42 54 www.spedalsk.dk

Ansvarshavende for nyhedsbrevet: Jens Møller

Tryk: Skilltryck AB, www.skilltryck.se

Bankoplysninger: Danske Bank 3227 3197904941

Udenfor den yderst beskedne klinik i iCirimiro, nogle timers kørsel syd for provinshovedstaden Bukavu i det østlige Congo sidder en kvinde. Hun er lidt over 60 år gammel. Hun optræder med stor værdighed og og hendes holdning aftvinger respekt. Hendes livshistorie afslører dog, at hun ikke er kommet nemt til dette punkt i sit liv. Hun har oplevet store traumer, som hun fortsat kæmper med at lægge bag sig.

”Mineforældre tog mig hen på det lokale sygehus, og der blev jeg diagnosticeret med spedalskhed. Jeg fik den nødvendige medicin og behandlingen tog et helt år. Og til trods for den frygtelige diagnose var jeg faktisk heldig, idet diagnosen blev stillet så tidligt, at jeg kunne undgå permanente fysiske skader.

Til trods for, at Nakazialtså fik den medicinske hjælp, hun havde brug for, blev den følgende tid utrolig svær for hende, fordi hendes nærmeste ikke var klar over, at sygdommen ikke smitter, når patienten er begyndt på den rigtige behandling. Fra den ene dag til den anden blev hun diskrimineret og totalt udelukket fra kammeraternes fællesskab. Og ikke nok med det – også hendes egen familie begyndte at udelukke hende.

Spedalskhedsmissionen i Danmark er en kristen hjælpeorganisation med projekter i Bangladesh. Indsatserne financieres via private gaver, organisationer og kirkelige foreninger.

Projekterne gennemføres i samarbejde med DMR-U og CISU. Spedalskhedsmissionen i Danmark er medlem af The Leprosy Mission International som arbejder i over 50 lande og har mere end 145 års erfaring i spedalskhedsarbejdet.

Kvinden hedder NakaziMubembe. Hun fortæller om en lykkelig opvækst i det dejlige og natur-skønne område omkring Cirimoro. I teenage årene tog livet imidlertid en dramatisk drejning. Som 15-årig opdagede hun nogle mærkelige lyse pletter på kroppen, og de gjorde både hende og hendes familie urolige. Huden ændrede sig gradvist og hun mistede følelsen i de lyse pletter.

”Jeg måtte ikke sidde med ved bordet sammen med mine søskende, når vi skulle spise, og denne forskelsbehandling fortsatte hele det år, jeg var i medicinsk behandling. Jeg var naturligvis fuldstændig knust, fordi hvad skal en teenager gøre, når hun bliver udstødt af sin egen familie?”

Da den et år lange behandling var slut og familien begyndte at forstå, at hun var blevet helt rask og ikke smittede, fortsatte hendes kammeraters diskrimination af hende i årevis. Da hun som 22 årig giftede sig, turde hun ikke røbe, at hun havde været spedalsk. Først efter at hun var blevet mor til flere børn, turde hun afsløre det.

”Jeg fik ikke lov til at spise sammen med mine søskende, og det var totalt nedværdigende.”

”Jeg var rædselsslagen for, at min mand også ville udstøde mig. Han forhørte sig på sygehuset om risikoen for smitte og om den medicin, jeg havde fået, og til slut accepterede han min situation. Men den dag idag er jeg i tvivl om, hvorvidt mine børn forstår, at jeg har haft spedalskhed, og om de kunne frygte, at sygdommen kunne blusse op igen.”

Det var naturligvis en lettelse, at hendes mand turde tro på, at hun var blevet helt rask. For det har været sværere for naboer og venner. Men heldigvis har alle efterhånden accepteret hendes nye situation. Andre i en lignende situation kæmper fortsat med udstødelse og uvidenhed.

Idag glæder Nakazi sig over ikke bare sine syv børn, men også sine 12 børnebørn, hvoraf et af dem i dag bor hjemme hos hende.

Nakazi har mest været hjemmegående husmor, mens hendes mand har taget sig af markarbejdet omkring huset. Det var ellers hendes drøm at åbne en lille butik og på den måde bi-

dragetil husstandens indtægt. Måske kan det en dag lade sig gøre, fordi hun har meldt sig ind i en selvhjælpsgruppe, hvis medlemmer hjælper hinanden med mikrokredit lån. Denne gruppe har allerede haft en vigtig funktion i at hjælpe med til, at lokalsamfundet har accepteret hende, så hun nu kan gå på markedet i fred som alle andre.

Spedalskhedsmissionens projekt har også hjulpet hende med både oplysning og elementær uddannelse. Derigennem har hun bl.a. lært om nye afgrøder og dyrkningsmetoder, der har øget familiens indkomst ved landbruget. Hun har derigennem også lært om det vigtige med hygiejne og forebyggelse af sygdomme.

”Nu ved alle, at spedalskhed er en sygdom som alle andre og at den kan behandles og helbredes. Så jeg er dybt taknemmelig overfor dem, som trods den store afstand har haft omsorg for de spedalske og udstødte. Vi er jo mennesker som alle andre!” n

til dem, der har omsorg for

Nakazi lever i et fabelagtig smukt område i den sydøstlige del af Congo. Det er svært tilgængeligt med svulmende bjerge og dybe dale. Da vi besøgte hende i begyndelsen af april, var hun først temmelig reserveret og brød sig ikke om at der kom så meget opmærksomhed på hende. Hun var først uvillig til at blive interviewet og få taget billeder af sig, fordi – som hun sagde – ”Vi er jo mennesker som alle andre!”

Men sagen er, at selvom hun selv blev hjulpet for 40 år siden, så har hun faktisk været ramt af spedalskhed lige siden. Rædslen for at have været udstødt og ikke accepteret af sit lokalsamfund sidder stadig dybt i hende. Hun var bare teenager, da hun blev syg, og vi kender godt hvor vigtigt fællesskaber er i den alder – at være omgivet af venner og opleve sine forældres nærhed og kær-

lighed. Og idag – 40 år efter – gribes hun af og til af tvivl om, hvorvidt hun er god nok.

I dag er du med din støtte med til at sikre, at hun er og fortsat kan fungere som en naturlig del af sit lokalsamfund. Og hun kan ovenikøbet bidrage til, at andre spedalske, der kommer på den lille klinik, kan høre om hendes livshistorie og erfaringer. Dine bidrag gør det muligt for mennesker som Nakazi at få en naturlig plads i landsbyen. De hjælper med til, at hun og hendes familie kan få den støtte, som de har brug for til at bekæmpe udstødelse og uvidenhed. Og så hjælper du også med til, at an-dre kan få hurtig hjælp og dermed undgå at smitte familiemedlemmer eller få alvorlige fysiske men.

Sammen med mig kan du være med til at sprede nyt håb.

Nakazi mødte Spedalskhedsmissionens medarbejder i hendes landsby og så hende knuge sin nu voksne datters hånd og så, hvordan hendes ansigt lyste op i et stort smil, mens de hviskede sammen.

Min gave til arbejdet for spedalske

88 29 98 68

Checks og lignende accepteres under forbehold af at pengeinstituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i pengeinstitut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvitteringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

29 98 68

Jørgen Andersen Formand for spedalskhedsmissionen i Danmark

”Stor tak

spedalske og udstødte.”

”Stor tak til jer som har omsorg for spedalske og udsatte!