9 Ingen kanske hör på dig, lyssnar till dig och dina problem. Du kanske vallas mellan myndigheter, myndigheter som har svårt att samarbeta. Kanske du är utskuffad i kanten, utmobbad från jobbet. Arbetslösheten kanske tär på dig. Kanske du bara är udda, alltid ansett dig vara udda. Oförstådd.« (www.utanforskap.se 2010) De fire dimensioner af udenforskab, og de dermed mange forskellige anvendelser af begrebet, viser, at begrebet er en diskursiv konstruktion. Også det peger Forfatteren Tobias Davidson (2008) på i sit forsøg på at indkredse begrebets betydning. Han understreger, at begrebet, i lighed med andre termer som beskriver social marginalisering, er en social og kulturel konstruktion. Han mener, at diskursen om udenforskab minder om en variant af ‘social eksklusion’: »Precis som social exclusion konstrueras »utanförskap« som ett avgränsat rum med negativa konnotationer«. Davidson mener, at begrebet konstruerer et skel mellem ‘os’ og ‘dem’, baseret på en materiel og kulturel forskellighed. Derudover problematiserer han, at begrebet ‘innanförskapet’, eller ‘indenforskab’ ikke defineres og diskuteres, for eksempel i forhold til begrebet om inklusion. Sidst peger han på, at der i både diskursen om social eksklusion og om udenforskab hersker en opfattelse af, at arbejde skal løse problemet: »Arbete konstrueras som vägen till självrespekt och makt över vardagen, medan arbetslösheten leder till passivitet och beroende«.
Udenforskab og subkultur – i en negativ eller positiv forstand? Udenforskab og ‘oplevelsen af at være en del af en subkultur’ er beslægtede fænomener. Ordet subkultur beskriver grupperinger i samfundet, som er i opposition til hovedstrømningerne i en kultur. Udtrykket er ofte brugt i beskrivelser af nye modkulturer inden for fx musik og ungdomsliv. At være en del af en subkultur kan både opleves positiv og negativt. Hjemløse, psykisk syge og andre udsatte grupper udfylder en samfundsmæssig rolle, som en del af en subkultur der er defineret af andre end dem selv, og som betyder en udstødelse fra samfundet. De er, som Kim Larsen synger, »dem, de andre ikke må lege med«. (Larsen/Clausen 1986). Deres selvbillede – »Jeg er narkoman! Jeg er alkoholiker!« er med til at understøtte deres eksklusion. Omvendt ligger der noget potentielt positivt i at erklære sig som »dem, de andre ikke må lege med«: så ER man da noget, og man er ikke alene om at være det. Udenforskab bliver en mere eller mindre erklæret identitet – og det udligner i et vist omfang den ubalance, der er i forholdet mellem dem, vi traditionelt opfatter som ekskluderede, og de fagkundskaber, der sætter dem i tale som ekskluderede.