Page 1

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 5 / 2016

TEMA

Ungdommen anno 2016


INDHOLDSFORTEGNELSE Ungdommen anno 2016

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Formand: Knud Aarup

Marie-Louise Nør, Kresta Munkholt Sørensen, Nichlas Permin Berger og Peter Bundesen: Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3

Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter. Redaktion: Peter Bundesen (fung. ansv.) Se øvrige bagerst i bladet. Dette nummer er redigeret af: Marie-Louise Nør Kresta Munkholt Sørensen Nichlas Permin Berger Peter Bundesen Redaktionssekretær: Allan Bærentzen Katrine Muusmann ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Oplag: 1.100

Turf Böcker Jakobsen og Johanne Skibsted Holm: Ungdomsliv på kredit – gældsproblemer i forbrugersamfundet .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Jeanette Østergaard & Malene Lue Kessing: Unges veje og vildveje på vej mod voksenlivet .. . . . . . . 10 Anne Gørlich: Stagnation, serielle sammenbrud og uddannelsestillid .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Viggo Spangsberg: Anbragte unges overgang til voksentilværelsen .. . . . . . 21 Cecilie Agerlin Fuglsang: Drop debatten om en nedsat kriminel lavalder og bekæmp stigma og eksklusion! .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Klumme Viggo Jonasen: Skoletvang på fuld tid for handicappede børn . . . . . . . . 31 Landsforeningen Nye kollektive medlemmer .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Internationalt Udvalg / ICSW Danmark

Forsidefoto: Westersoe, www.istockphoto.com

Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Ole Meldgaard: Bæredygtighed og menneskerettigheder .. . . . . . . . . . . . . 33


3

Ungdommen anno 2016 AF MARIE-LOUISE NØR, KRESTA MUNKHOLT SØRENSEN, NICHLAS PERMIN BERGER OG PETER BUNDESEN

Dette temanummer adresserer nutidens ungdom og stiller ud fra et socialpolitisk perspektiv spørgsmålet, hvad der karakteriserer den, Danmark anno 2016? Som en særlig risikobetonet periode i menneskers liv, kan ungdommen ses som en overgangsperiode, hvor mange kendte såvel som ukendte og nye situationer må håndteres, hvor beslutninger og valg i stigende grad anses som individuelle anliggender og hvor den individuelle biografi spiller en stadig større rolle. Herudover er ungdommen også et (social)politisk og juridisk anliggende. For eksempel i forhold til den kriminelle lavalder, som i dag er 15 år, i forhold til uddannelsesvalg samt det at den unge reelt har partsstatus fra det fyldte 15 år. Det er eksempler på, at den unge i dag forventes at tage en højere grad af ansvar for sit eget liv end tidligere, som selvstændigt juridisk subjekt. Når den unge fylder 18 år, opstår der nye udfordringer. For eksempel hører unge helt frem til det 17. år til målgruppen for Servicelovens bestemmelser angående børn og unge og deres familier, og kun i særlige tilfælde frem til og med det 22. år, hvorefter de overgår til voksenparagrafferne. Dette skaber store vanskeligheder for nogle unge, som stadig har behov for hjælp og støtte, og som oplever at blive overladt til sig selv i en i forvejen kritisk periode af deres liv. Temanummeret indeholder forskellige artikler, og hvor nogle sætter fokus på nogle generelle tendenser i ungdomslivet i dag, belyser andre de unge, som allerede »lever på kanten« af samfundet i forhold til tilknytning til uddannelse, arbejdsmarked og kriminalitet, og som for nogen gradvist marginaliseres imod livet som voksen. Temanummeret ser altså på ret forskellige områder på nutidens ungdomsliv og hvordan forandringer i samfundet sætter nye og til tider kringlede rammer for dets udfoldelse. Turf Böcker Jakobsen og Johanne Skibsted Holm belyser i artiklen Ungdomsliv på kredit – gældsproblemer i forbrugersamfundet nutidens ungdom ud fra det perspektiv, at samfundet i dag er karakteriseret ved, at almindelige forventninger til egen privat økonomi er steget markant og hvor adgangen til at låne penge er blevet lettere. Der stilles skarpt på de særlige krav, som en sådan kreditøkonomi stiller til ungdommen og betydningen for social ulighed.


4 Jeanette Østergaard og Malene Lue Kessing skriver i artiklen Unges veje og vildveje på vej mod voksenlivet om unges bevægelse fra folkeskolen og videre i uddannelsessystemet. Gennem anvendelse af fire cases fremhæves, hvilke forventninger unge oplever omgivelserne stiller til dem, og hvordan de selv forholder sig til og forstår dem. Artiklen fremhæver, at uddannelses- og arbejdsmarkedet i dag er under stor forandring, hvilket sætter væsentlige rammer for ungdomslivet i dag. Anne Gørlich undersøger i Stagnation, serielle sammenbrud og uddannelsestillid, de processer, som unge gennemgår i grænsefladen mellem uddannelse, aktivering og arbejde og pointerer, at for nogen unge fremkalder det aktuelle samfunds strukturelle rammer en personlig stagnation, hvor den unge bryder med sit uddannelsesforløb eller med arbejdsmarkedet. Med begrebet »uddannelsestillid« foreslår forfatteren at skabe en ramme af social tryghed, der som en katalytisk proces kan bryde denne negative tendens og styrke den enkeltes fundament for tilværelsen. Viggo Spangsberg belyser i Anbragte unges overgang til voksentilværelsen, denne gruppe unges udfordringer, når de ikke længere hører under Servicelovens børneparagraffer. Artiklen problematiserer den skarpe aldersmæssige afgrænsning, som er fastsat i lovgivningen, og fraværet af den hensyntagen til de unge, som af forskellige grunde fortsat har brug for hjælp og støtte. Et alvorligt aspekt som fremhæves er, at den unge risikerer at blive ladt i stikken med en ophobning af sociale og komplekse problemstillinger til følge, hvorved hidtidige resultater af en social indsats forsvinder. I den femte og sidste artikel forholder Cecilie Agerlin Fuglsang sig kritisk til ideen om at nedsætte den kriminelle lavalder, hvilket gentagne gange over en årrække har været drøftet i debatten om ungdomskriminalitet og foreslået af den nuværende blå regeringsblok. Artiklen argumenterer for, at man hverken kan eller bør stille unge mennesker for en dommer og for at prioritere den sociale og forebyggende indsats i stedet. Centralt står argumentet, at domstole gennem en social stemplingsproces og brug af negative kategorisering som ‘kriminel’ bidrager snarere end modvirker en betydelig stigmatisering.


5

Ungdomsliv på kredit – gældsproblemer i forbrugersamfundet Hvad betyder det for dagens ungdomsgeneration at være vokset op i en økonomi, hvor forventningerne til almindeligt hverdagsforbrug er accelereret dramatisk, mens mulighederne for at forbruge for lånte penge er blevet tilgængelige for de fleste, næsten uanset indtægtsgrundlag og tilbagebetalingsmuligheder? En omfattende kortlægning af danske unges økonomiske situation viser, at mange kæmper med at betale deres regninger i hverdagen. Kortlægningen demonstrerer desuden, at gældsproblemerne nok er størst blandt de unge, der også er udsatte på andre punkter, men at gældsproblemer i dag rammer en bred og meget forskelligartet gruppe af unge. Det antyder, at overgældsætning udgør et ‘tegn i tiden’ og spejler mere overordnede økonomiske og kulturelle tendenser. AF TURF BÖCKER JAKOBSEN OG JOHANNE SKIBSTED HOLM

Kreditøkonomiens stille revolution De største og mest gennemgribende samfundsforandringer er nogle gange dem, der gør mindst væsen af sig. Den kreditbaserede økonomi udgør en sådan omvæltning. Selvom den ny økonomiske orden har været undervejs i hvert fald siden 1970’erne, blev vi først for alvor opmærksomme på dens eksistens, da den sparkede os hårdt bagi under den internationale finanskrise fra 2008 og frem. Men spørgsmålet er, om vi endnu har forstået, hvad der ramte os, og hvor gennemgribende kreditøkonomien er i færd med at ændre vores samfund. Hvad er kreditøkonomien for en størrelse? Det er en fællesbetegnelse for den udvikling, hvor en stigende andel af hverdagslivets udfoldelser muliggøres af kredit – kort fortalt forbrug for lånte penge. Der

Kreditøkonomi


6

Ny situation

Gældssætning en naturtilstand

Maxgrænsen = det nye nul

er bestemt ikke noget nyt i at låne; det har mennesker altid gjort. Men det er temmelig revolutionerende, at betalingen af store dele af vores hverdagsforbrug på denne måde kan skydes ud i fremtiden. Det skaber en ny situation, også rent mentalt, hvor opsparing og langsigtet økonomisk tænkning mister terræn til fordel for en kraftig værdisættelse af adgangen til forbrugsgoder i et her-og-nu-perspektiv. Lån til forbrug har stadig en negativ klang, og mange af os vil benægte, at vi er involveret i den slags økonomiske transaktioner. Det skyldes måske, at den umiddelbare association er kviklån eller andre omkostningstunge låneprodukter, som de fleste – ung som gammel – er enige om at lægge afstand til. Men i realiteten er langt hovedparten af os en del af kreditøkonomien, fordi kredit i dag er blevet så gennemgribende et princip for vores måde at leve og forbruge på. Vi forskyder stort set alle sammen aktuelle udgifter ind i fremtiden, fx når vi bruger vores kreditkort (og først betaler næste måned), når vi trækker på vores kassekredit, når vi køber en telefon eller en cykel på afbetaling, når vi låner penge i banken til en bil eller optager et realkreditlån, fordi vi skal købe fast ejendom. Vi er alle skyldnere, og gæld er ikke længere noget, vi bare hurtigst muligt skal have afviklet. Gældsætning er blevet en naturtilstand, om vi vil det eller ej. Ungdomsgenerationen er i særlig grad del af denne udvikling. Det skyldes til dels, at dagens unge er vokset op i en verden, hvor mulighederne for forbrugerkredit hele tiden har været til stede. Deres forældre er anderledes stillet, fordi de rent faktisk har oplevet en anden økonomisk virkelighed. Et godt eksempel er brugen af kassekredit, dvs. adgangen til en kreditramme i ens pengeinstitut, typisk knyttet til lønkontoen. For unge fremstår kassekreditten i dag som en af de mest attraktive låneformer. Det er nemt og hurtigt – og det er rart, at man selv kan råde over pengene og ikke skal ‘spørge om lov’, når behovet opstår. Mange unge betragter ikke engang kassekreditten som et lån. Maxgrænsen er i stedet blevet ‘det nye nul’, som flere unge beskrev det i en af vores tidligere undersøgelser (Poppe & Jakobsen, 2009). Når vi spurgte forældregenerationen, var der anderledes skepsis at spore omkring brugen af kassekredit. De typiske argumenter lød, at det var risikabelt, svært at styre, og at oplevelser som fx en rejse helt mistede sin attraktionsværdi, hvis det foregik for lånte penge. Forskellen syntes især at handle om forbrugslånets grad af selvfølgelighed: For personer, der er født ind i kreditøkonomien, stilles der grundlæggende ikke spørgsmålstegn ved lån som en farbar vej til at realisere hverdagens behov.

Digitale debitorer Når forbrugerkredit i det nye årtusinde særligt slår igennem hos de yngre generationer, handler det ikke kun om produktet, men også om


7 mediet. De nye låneformer, der for alvor har vind i sejlene i disse år, udbydes i stor udstrækning på digitale platforme. Derved bliver de unge mere eller mindre automatisk den primære målgruppe, fordi de færdes mere hjemmevant på nettets vildtvoksende supermarkedsarenaer. Først når man står i den digitale indkøbssituation, opdager man nemlig den største forskel fra de fysiske butikker: At stort set alle varekategorier kan købes på afbetaling. Ofte kan det virke fornuftigt at skyde en del af betalingen til senere. Andre gange virker det en smule bizart – som når fastfoodmåltidet eller gassen til havegrillen kan afbetales i små rater over en længere periode. Men selv det bizarre kommer over tid til at fremstå naturligt, når man tilstrækkelig mange gange har været eksponeret for kreditøkonomiens virkemidler. Digitalisering af forbrugerkreditten peger hen mod en anden tendens, som har været uhyre vigtig for hele udviklingen af hverdagens kreditøkonomi: At låntagning i stigende grad afpersonaliseres. Tidligere kunne du dårligt komme udenom konkrete, fysiske mennesker, når du skulle låne penge. Typisk var det bankrådgiveren, der var dørvogter i forhold til at yde lån eller ej. Andre gange var det en erhvervsdrivende. Du kunne bestemt også købe på klods i gamle dage, men der var altid en kreditor at forholde sig til. Min morfar, der var købmand på landet i 1940’erne, havde fx kunder, der kun betalte én gang om året. Så kom de til gengæld også med det store muldvarpeskind og blev efter afregningen budt på middag og cigar. Det krævede tillid og igen; en menneskelig relation. Långivning i dagens kreditøkonomi foregår på andre vilkår. Kreditvurderingen sker ofte meget hurtigt, långivningen er mere eller mindre automatiseret (og dermed billig at administrere for låneudbyder), og den har helt frakoblet det menneskelige mellemværende. Nogle netbaserede lånevirksomheder reklamerer endda direkte med, at man kan låne penge ‘på sit glatte ansigt’ (se fx www.extracash. dk). Samtidig fremgår det gerne af salgsmaterialet, at ‘du kan bruge pengene som du vil’. Ingen blander sig. Du er dommer over din egen skæbne.

Det socialt nødvendige forbrug Det er ikke svært at se, hvorfor et sådant kreditmarked stiller unge i en særlig sårbar position. Ungdomslivsfasen er generelt kendetegnet ved sin omskiftelighed. Man oplever for første gang at skulle håndtere hverdagslivet helt på egen hånd, og man skifter bopæl, job og kæreste hyppigere end på andre tidspunkter i voksenlivet. Samtidig er unges økonomi typisk både begrænset og svingende, og de fleste unge har i sagens natur kun haft ringe mulighed for at opbygge en økonomisk buffer i form af opsparing, friværdi i egen bolig, osv.

Digitale platformes betydning

Afpersonalisering af låneprocessen


8

Voldsomt øgning af hverdagsforbruget

Forudsætning for social deltagelse

Dobbeltbevægelse: Økonomiske krav og adgang til lån vokser

Sammenhæng med socialt udsathed

Ikke desto mindre har unge præcis de samme behov og forventninger til forbrug som resten af samfundet. Det forlyder ofte, at unge er hovedløse forbrugere, og at der uden videre kan sættes lighedstegn mellem overgældsætning og overforbrug. En sådan slutning er der imidlertid ringe belæg for i vores undersøgelser. Unge synes grundlæggende at være mindst lige så økonomisk fornuftige som andre og ældre aldersgrupper, men unges forbrugsmønster er typisk mere udadvendt og dermed også mere iøjnefaldende. Selvom forskellige alders- og socialgrupper således har hver deres foretrukne forbrugsarenaer, så er sagen den, at forventninger til det almindelige hverdagsforbrug er øget voldsomt i snart sagt alle hjørner af samfundet. Blandt de unge kan man tale om en vedvarende vækst i det, vi har betegnet som socialt nødvendige forbrugsgoder. Disse goder strækker sig fra det fysiske varekatalog – tøj, telefoner og computere – til det oplevelsesorienterede i form af dyr cafékaffe, byture og rejser. For andre aldersgrupper vil nogle af de eftertragtede forbrugsgoder antage andre former, men fælles er, at hverdagsforbruget er blevet en forudsætning for overhovedet at kunne deltage rent socialt. Et bemærkelsesværdigt fund fra vores interview med unge forbrugere var, at de havde store vanskeligheder ved at pege på sociale aktiviteter med deres omgangskreds, som ikke kostede penge. Hvis man har tilstrækkeligt økonomisk råderum, bemærkes denne mekanisme knapt. Forbrugets sociale nødvendighed blev af samme grund først for alvor tydeligt, da vi interviewede unge, som havde gjort sig erfaringer med dårlig økonomi og egentlige gældsproblemer. Afsavnet ved ikke at kunne deltage rent socialt var mindst lige så stort som de økonomiske begrænsninger.

En ‘demokratisering’ af unges økonomiske udsathed Hvad er konsekvensen for dagens unge af denne dobbelte bevægelse, hvor de økonomiske krav til almindelig social deltagelse vokser, mens adgangen til forbrug for lånte penge udbredes og finder vej ind i alle revner og sprækker af hverdagslivet? Først og fremmest kan vi se, at en betydelig andel af de 18-30-årige kæmper med en skrøbelig økonomi. Vores survey med deltagelse af over 2000 unge respondenter viste, at 13,4 % af de unge havde gældsproblemer, defineret som gentagne vanskeligheder med at håndtere betalingen af forskellige typer hverdagsregninger (husleje, el, telefon, afdrag på lån osv.). Det svarer næsten til hver syvende ung (Jakobsen m.fl., 2015). Kigger man nærmere på gruppen af unge med betalingsproblemer, træder der nogle interessante mønstre frem. På den ene side hænger gældsproblemer tydeligvis sammen med en række velkendte risikoparametre for social udsathed. Fx er enlige forsørgere i højrisiko for betalingsvanskeligheder, ligesom der ses en overforekomst af gældsproble-


9 mer blandt unge, som har lavt uddannelsesniveau (ingen uddannelse/ grundskole), og som er udenfor arbejdsmarkedet. På den anden side er det langt fra sådan, at unge med en solid socioøkonomisk ballast ikke oplever gældsproblemer. Fx er andelen af gældsramte unge med en mellemlang videregående uddannelse på højde med gennemsnittet i hele ungdomsgruppen, ligesom en ikke ubetydelig andel af de unge, som er i fuldtidsbeskæftigelse, kæmper med at få betalt deres regninger. På den ene side kan vi altså tale om, at gældsproblemer udtrykker og forstærker eksisterende sociale forskelle – og dermed også kan bidrage til at forklare den øgede sociale ulighed, som spores i disse år. På den anden side er det værd at understrege, at gæld udgør en ‘demokratisk’ samfundsproblematik, hvor andre grupper af unge end dem, man måske traditionelt har tænkt som socialt udsatte, bliver ramt. Denne omsiggribende økonomiske skrøbelighed er bekymrende, men måske ikke så overraskende, når man tænker på, hvad det kræver af ressourcer at være en aktiv deltager i forbrugersamfundets kreditøkonomi Turf Böcker Jakobsen er antropolog, ph.d. Han er projektchef i Forbrugerrådet Tænk, hvor han har ansvar for projektet På Rette Spor. Projektet, der er et partnerskab mellem Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden, har til formål at udvikle vidensbaserede metoder til forebyggelse af gældsproblemer blandt unge mellem 18 og 30 år. Johanne Skibsted Holm er kandidatstuderende i antropologi ved Københavns Universitet. Hun er studentermedarbejder på forebyggelsesprojektet På Rette Spor i Forbrugerrådet Tænk.

Referencer Jakobsen, Turf Böcker, Nana Riget Nielsen, Matilde Bruun Hansen og Johanne Skibsted Holm (2015). Ungdomsliv på kredit. Gældsproblemer i forbrugersamfundet. København: Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden. Poppe, Christian og Turf Böcker Jakobsen (2009). Lånefest? København: Thomson Reuters.

Social ulighed og demokratiske problemer


10

Unges veje og vildveje på vej mod voksenlivet Hvordan navigerer unge ‘sikkert’ fra folkeskolen og videre i uddannelsessystemet? Hvilke udfordringer møder unge på vejen, og hvilke normative forventninger præger deres oplevelser og overvejelser? Denne artikel besvarer disse spørgsmål på baggrund af 60 livsforløbsinterviews med unge i alderen 19/20 år. Vi præsenterer fire cases, som på forskellig vis illustrerer, hvordan nogle unge bevæger sig ud på en uforudset vildvej under deres uddannelsesforløb, mens andre følger en mere direkte vej. Vi indleder med et teoretisk perspektiv på, hvordan et uddannelses- og arbejdsmarked under forandring sætter anderledes rammer for et nutidigt ungdomsliv. AF JEANETTE ØSTERGAARD & MALENE LUE KESSING

To tendenser i det moderne ungdomsliv

Hvad vil det sige at blive voksen i dag? Nutidens unges vej mod voksenlivet er ofte længere og har flere omveje end den, deres bedsteforældre tog (Furlong m.fl., 2012). Tidligere førte uddannelse til arbejde, som gav mulighed for bolig, og et fast parforhold blev naturligt efterfulgt af ægteskab og dernæst børn (Heinz, 2009). Den drejebog holder sjældent for 10’ernes ungdomsgeneration, hvis bevægelse mod voksenlivet minder mere om en yoyo-bevægelse. I forskningen peger man på to tendenser, der sætter rammer om et moderne ungdomsliv, og som på mange måder trækker i hver sin retning: På den ene side har de seneste generationer oplevet et traditionstab og en individualisering, som gør, at langt de fleste unge i dag både frit kan vælge uddannelse, job, partner og vej i livet, men også, at de står med ansvaret for at konstruere en succesfuld livshistorie. På den anden side sætter globaliseringen nogle strukturelle rammer om de unges liv, som tidligere generationer ikke oplevede, fx i form af et presset arbejds- og boligmarked (Coté, 2014). Konsekvensen af individualisering er, at det endelige mål for mange unge bliver mindre entydigt, hvilket retter fokus mod de valg, som den enkelte træffer i livet. Selvom al forskning peger på, at de unges


11 baggrund er afgørende for, hvilken uddannelse de vælger, og hvilke chancer de får i livet, oplever unge i høj grad, at det er op til dem selv at lande et succesrigt voksenliv. De unge står samtidig i en langt mere globaliseret verden end for et par generationer siden. Økonomiske moderniseringsprocesser på verdensplan har i Europa betydet omstruktureringer af arbejdsmarkedet og nedskæringer i velfærdsydelserne, og det rammer særligt unge hårdt, også i Danmark (OECD, 2013). I denne artikel belyser vi, hvordan unge oplever disse forandringer på deres vej videre fra folkeskolen. Vi anvender livsforløbsinterviews fra forskningsprojektet Timing and Transition, hvor 60 unge blev interviewet i efteråret 2015, da de var 19/20 år. De blev udtrukket fra en større spørgeskemaundersøgelse, Børneforløbsundersøgelsen, som består af 6.000 børn født i 1995. Med afsæt i de unges svar på spørgeskemaet i 2014 (da de unge var 18 år) var det muligt at udtrække forskellige grupper af unge med et specifikt uddannelsesforløb. Vi har udtrukket en gruppe, som fulgte den lige vej fra folkeskolen og over i en ungdomsuddannelse og en gruppe unge, som i spørgeskemaet havde oplyst, at de en eller flere gange havde skiftet ungdomsuddannelse. De unge blev kun udvalgt og kontaktet, hvis de havde oplyst, at de ville deltage i et interview og havde oplyst enten deres e-mail eller mobilnummer. I de følgende afsnit præsenteres fire unges forskellige fortællinger om deres uddannelsesoplevelser og -forventninger. De første to cases belyser, hvordan unge oplever, at mange valgmuligheder og et stigende forventningspres influerer deres vildvej i uddannelsessystemet. De næste to cases belyser, hvordan den direkte vej fra folkeskolen til ungdomsuddannelse kan opleves meget forskelligt og resultere i meget forskellige muligheder for at komme videre ind i voksenlivet.

Uforudsete vildveje Den første case handler om Maria, som er 20 år. Maria fortæller, at hun altid har haft høje forventninger til sig selv, og at hun fra tidligt i folkeskolen har haft et ønske om at få en god uddannelse og en høj stilling. Maria oplever dog ikke at klare sig så godt, som hun gerne vil. Folkeskolens studievejleder vurderer desuden, at Maria bør tage 10. klasse, da hun ikke er klar til gymnasiet. Efter tiende starter Maria på HG, men hun er ikke tilfreds med det faglige niveau: »Jamen, jeg var bare rigtig ked af det altså, over min skolesituation, og så endte jeg med at stoppe, og så koksede det hele (…). Jeg begyndte at stresse rigtigt meget over mit liv, og hvor var jeg nu på vej hen og altså på trods af, at jeg kun var 17 år på det tidspunkt. Jeg tager til lægen med det, og han fortæller mig, at jeg har udviklet stress og en mildere depression«. Under sygdomsforløbet starter Maria på en produktionsskole, fordi hun har svært ved holde tanken ud om ikke at være i gang med en uddannelse. Hun ender

Globalisering

60 livsforløbsinterviews

Fire unges fortællinger

Uindløste forventninger


12

Drivkræfter og demotivation

Individualiseringsforståelse i fortællingerne

dog med at droppe ud, blive sygemeldt og gå hjemme i et halvt til et helt år. På interviewtidspunktet er Maria begyndt på VUC, og hun har stadig mange ambitioner: »Det, vi jo har fået banket i hovedet fra barn af, det er, du får ikke et arbejde uden en uddannelse. Så det er bare rigtig vigtigt for mig at finde en uddannelse og få den afsluttet, så jeg kan komme videre ud på arbejdsmarkedet og bidrage med noget, mere end hvad jeg kan nu«. Det er tydeligt, hvordan Maria møder en række udfordringer, som gør, at hun står tilbage med en oplevelse af at være utilstrækkelig. Hun drives af en normativ forventning om, at uddannelse er vejen til et godt arbejde, men hun demotiveres af det faglige niveau på HG, som hun ikke kan se føre hende i denne retning. Derfor springer hun fra sin første uddannelse. Denne forandring bliver i hendes fortælling knyttet an til udviklingen af generel psykisk mistrivsel (stress og depression), som fører Maria endnu længere væk fra drømmen om at få en god uddannelse og en høj stilling. Den anden case er Klara. Hun er 20 år og har samme høje forventninger til sin uddannelse. Modsat Maria fortæller Klara, at hun altid har klaret sig rigtigt godt i folkeskolen, og at det var forventet – både af hendes venner, lærere og forældre – at hun skulle gå direkte fra folkeskolen til gymnasiet og dernæst universitetet. Siden Klara afsluttede folkeskolens 10. klasse, er hun imidlertid droppet ud af to uddannelser og har arbejdet fuldtid et år. På interviewtidspunktet læser hun HF enkeltfag og arbejder i et supermarked. Klara oplever ikke gymnasiet og det studenterkursus, som hun dropper ud af, som særligt positivt, da hun ikke finder det socialt og har svært ved at følge med fagligt. Klara understreger, at det var hendes beslutning at droppe ud. Hun forklarer, at kun hun kan mærke, hvad der er rigtigt for hende. I forbindelse med de mange uddannelsesskift giver hun dog tydeligt udtryk for en normativ forventning om at klare sig godt: »Samfundsmæssigt, der kan jeg da godt sådan føle, at, altså engang i mellem bliver man da i hvert fald sådan lidt nervøs for, at man ikke kommer til at få et godt job. Altså, det lyder meget sådan banalt på en eller anden måde, men jeg kan godt være bange for, at jeg ikke kan leve op til de krav, der er til at komme ind på en uddannelse for eksempel, som kan føre til et godt job«. Som Maria italesætter Klara et ønske om og samtidig en frygt for ikke at leve op til forventningerne om at fuldføre en uddannelse og få et godt job. I begges fortællinger bliver disse krav knyttet an til afbrudte uddannelsesforløb, hvilket for Marias vedkommende også relaterer sig til udviklingen af alvorlig sygdom (stress og depression). Begge cases illustrerer desuden, hvordan fortællinger om vildveje i uddannelsessystemet italesættes ud fra en høj grad af individualisering. I det følgende afsnit vender vi blikket mod to unge, som på forskellige måder og med forskellige resultater har gået den lige vej fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse.


13 At gå den lige vej Mark er 20 år. Til dagligt arbejder han i et supermarked, og fritiden går for det meste med at spille computer. Mark var rigtigt glad for at gå i folkeskole, dog ikke på grund af det faglige. Han havde svært ved at sidde stille og blev derfor tit smidt uden for døren. Efter at han har afsluttet 10. klasse, beslutter han sig for at starte på gymnasiet: »Det var bare der, mine andre venner gik, så der ville jeg også bare gerne gå. (…) Det var ligesom bare sådan, det skulle være. Jeg tænkte ikke det store over det faglige. Det var bare, de andre sku’, så ville jeg også«. Marks valg om at starte i gymnasiet er præget af, at hans venner også skal på gymnasiet. Flere af hans venner dropper dog ud, og han begynder at holde sig for sig selv. Det går heller ikke godt med det faglige, samtidig med at sygdom i familien påvirker ham: »I gymnasiet gik det meget dårligt med det faglige [griner]. Jeg var lige ved at blive smidt ud i 2.g, jeg skulle til samtale om mit fravær og mine karakterer, og så begyndte jeg at komme til timerne i 3.g og ligesom, jeg lavede stadig ikke så mange lektier, men jeg kom til timerne. Så fandt jeg ud af, at når man kom til timerne, så var det meget nemmere at følge med (…). Jeg havde det ikke særlig godt der. Min far blev alvorligt syg, og min mor fik også stress. Mark afslutter gymnasiet, men i modsætning til hans klassekammerater køber han ikke en studenterhue. Han synes ikke, at gymnasietiden var noget at fejre. Efter et sabbatår vil han læse supplerende fag på HF, da han drømmer om at læse til IT-ingeniør eller at tage en uddannelse, som har noget at gøre med motorcykler. Marks fortælling afspejler et valg af en gymnasial uddannelse på grund af det sociale samvær med vennerne og ikke på grund af en faglig interesse. Sygdomsforhold i hjemmet gør det sandsynligvis ikke lettere at følge med fagligt, men Mark oplever alligevel, at det at komme til timerne i 3.g. gør en forskel for hans faglige niveau. Søren på 20 år, vores fjerde case, har i modsætning til Mark foretaget et uddannelsesvalg, som er tæt forbundet med en faglig interesse, som han har udviklet siden folkeskolen. Han går på privatskole de sidste år af folkeskolen, og han finder hurtigt ud af, at han er særligt glad for de naturvidenskabelige fag. Efter folkeskolen starter han på HTX – en beslutning, som i høj grad er inspireret af hans lærer: »Både min naturfaglige lærer og sådan noget, de havde sagt, Søren, du skal bare fortsætte i den dur. Så jeg tænkte faktisk ikke så meget over det, andet end jeg tænkte bare, yes, jamen, hvis de siger det, så må det være godt, ikke. Fordi ellers havde jeg bare tænkt mig at tage på STX«. I gymnasiet får han mulighed for at deltage i en konkurrence, arrangeret af et medicinalfirma. Søren og hans kammerat vinder, og de skal derfor deltage i et kursus afholdt på et universitet, hvor 24 unge talenter får mulighed for at deltage i eksperimentelt arbejde, høre oplæg og komme på virksomhedsbesøg. Her møder Søren en forsker, som taler positivt om at læse biologi. Ef-

Den lige vej uden større faglig interesse

Den lige vej med faglig interesse


14 ter HTX starter på Søren på universitetet, og han drømmer om at blive forsker. Han får også mulighed for at rejse til USA med sit studie. Han fortæller, at han har søgt om dette, fordi han ikke fik holdt et sabbatår, men også fordi det ser godt ud på CV’et. Sørens fortælling illustrerer en klar retning; fra han afslutter folkeskolen, til han nu som 20-årig læser på universitetet. Han fandt tidligt interesse for de naturvidenskabelig fag, og denne interesse bliver han bekræftet i løbende. Gang på gang bliver Søren mødt med, at hans normative forventninger – både til sig selv og til sin uddannelse – bliver bekræftet og kan indfries.

Forventninger er styrende

Når forventningerne ikke lykkes

Uoverensstemmelse mellem forventninger og muligheder

Veje og vildveje De fire cases illustrerer, hvordan en normativ forventning om ‘en god uddannelse og et godt arbejde’ er styrende for de unges fortællinger om deres veje og vildveje gennem uddannelsessystemet. Sørens fortællinger er den eneste ud af de fire cases, som lever op til disse forventninger, idet han går den lige vej fra folkeskole til gymnasium til en videregående uddannelse. Søren formår tilmed at udnytte de muligheder, som en stigende internationalisering og globalisering fører med sig; både da han melder sig til virksomhedskonkurrencen, og da han søger om at komme på udvekslingsophold i USA. Begge gange oplever han at blive bekræftet i, at han går i den rigtige retning og dermed, at han kan matche tidligt formulerede faglige interesser fra folkeskolen med, hvordan han skal navigere igennem uddannelsessystemet. De andre cases – Maria, Klara og Mark – viser på hver deres måde, hvordan et forsøg på at indfri de normative forventninger ikke lykkedes i første omgang. De har dog forskellige udfordringer og dermed forklaringer på, hvorfor de ikke går den lige vej gennem uddannelsessystemet. Maria og Klara har det til fælles, at de begge ønsker at klare sig godt på en ungdomsuddannelse. De er meget bevidste om, at det er afgørende for at komme ind på en videregående uddannelse, som fører til et godt arbejde. De er dog også usikre på, om de uddannelsesvalg, de har truffet, fører dem i den rigtige retning. I den proces bliver de ikke umiddelbart mødt af voksne (lærere, studievejledning eller forældre), som kan hjælpe dem i form af at be- eller afkræfte dem i deres valg. Om end de to piger kommer fra to meget forskellige familier – den ene karakteriseret af skilsmisse og mange konflikter, den anden fra en mere stabil og ressourcestærk familie – oplever de begge en høj grad af uoverensstemmelse mellem de normative forventninger og muligheder for at indfri dem. For Maria bliver disse uoverensstemmelser udfordret yderligere af hendes psykiske mistrivsel, som gør det endnu mere vanskeligt for hende at komme tilbage på den rette vej. Maria og Klaras fortælling har også det til fælles, at de fremstiller det som deres eget ansvar at vælge en god uddannelse med et højt


15 fagligt niveau, men også at vælge den fra, hvis det ikke føles rigtigt. Deres uddannelses til – og fravalg indeholder således en høj grad af individualisering. De to pigers fortællinger illustrerer, hvordan valgmuligheder – noget, som tidligere generationer havde i mindre grad – og en individualisering af disse valg kan være med til at forlænge tiden, unge tilbringer i ungdomsuddannelsessystemet. I modsætning til Klara og Maria er det lykkedes for Mark at afslutte sin ungdomsuddannelse, men ikke på en tilfredsstillende måde, hvilket gør det svært for ham at komme videre og indfri de normative forventninger om en god uddannelse. Flere forhold kan være årsager til dette. Hans valg af gymnasiet er ikke umiddelbart drevet af en faglig interesse, og undervejs opstår der alvorlig sygdom i hans familie, som ender med at trække hans fokus længere væk fra hans gymnasiale uddannelse, end det allerede er. Selvom han er kommet ud med et dårligt snit og lige nu sidder i et midlertidigt job med ringe fremtid, har han ikke opgivet drømmen om at læse videre. Men han mangler støtte i, hvordan han kan nå sin drøm om at læse til ingeniør. De fire cases er valgt ud fra, at de belyser diversiteten i unges vej gennem uddannelsessystemet, og de peger på, hvordan de unges oplevelser og udfordringer er drevet af en stærk normativ forventning om at klare sig godt. Men de peger også på, at der i uddannelsessystemet er behov for at tænke i nye fleksible måder, hvorpå unge med forskellige vilkår, forventninger og udfordringer kan støttes i at etablere et voksenliv. Jeanette Østergaard er uddannet sociolog (Ph.d.) fra Københavns Universitet og ansat som Seniorforsker på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, hvor hun også er forskningsleder i afdelingen Børn og Familie. Jeanette har mange års erfaringer med studier af unge i risiko på baggrund af både kvantitative og kvalitative undersøgelser. Malene Kessing er uddannet antropolog og arbejder som videnskabelig assistent på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Malenes forskningsinteresse er unges overgang til voksenlivet, særligt med fokus på unges psykiske mistrivsel og risikoadfærd. Litteratur Coté, J.E. (2014): »Towards a new political economy of youth«. Journal of Youth Studies, 17(4): s. 527-543. Furlong, A., D. Woodman & J. Wynn (2012): »Changing times, changing perspectives«. Journal of Sociology, 47, 4: s. 355-370. Heinz, W.R. (2009): »Youth Transitions in an Age of Uncertainty« in Furlong A, (ed): Handbook of Youth and Young Adulthood. New Perspectives and Agendas. London and New York, Routledge. OECD (2010): Rising Youth Unemployment During the Crisis: How to Prevent Negative LongTerm Consequences on a Generation. OECD Social, Employment and Migration Papers, no. 106.

Høj grad af individualisering

Behov for nye måder at støtte unge på


16

Stagnation, serielle sammenbrud og uddannelsestillid Jeg hedder Kenneth og er 23 år gammel. Jeg har faktisk aldrig taget folkeskolen færdig. Jeg stoppede i 8. klasse. Og så var jeg i praktik, men ellers var jeg bare opvasker. Og det var jeg til jeg var 19 år. Så startede jeg som grafisk designer, og efter det startede jeg som webintegrator, og det gjorde jeg så igen. Og så var jeg så i gang som murer. Og der var noget i mellemtiden også, ikke. Det har ikke været ud i en køre. Jeg har arbejdet hos Kvickly, og så har jeg så været i gang som slagter. Og der gennemførte jeg så den grunduddannelse og fik en læreplads. Men så kørte jeg galt på min knallert og brækkede skulderen og blev fyret og sådan noget. Så gik jeg helt ned i kulkælderen, og så gik jeg på kontanthjælp, og efter lang tid er jeg så kommet her. AF ANNE GØRLICH

Som præsentationen af Kenneth her viser, sker unge lediges møde med beskæftigelsessystemet ofte efter gentagne men fejlslagne forsøg med at tage en uddannelse. Og det er sjældent, fordi de ikke vil, men fordi det for mange unge er en lang tur op og ned ad bakker. Jeg skal her invitere en tur ind i dette bakkelandskab og give et bud på, hvad der sker i mødet mellem de unge ledige og beskæftigelses- og uddannelsessystemet i en tid, hvor uddannelse har forankret sig som et gennemgribende krav.

Mødet med uddannelse Kenneth stoppede i folkeskolen uden at tage 9. klasses afgangsprøver. Det er han ikke ene om. Således viste en undersøgelse fra AE-Rådet i 2015, at 16 % af unge ikke tager 9. klasses afgangsprøve. Tilsvarende viser en evaluering af forsøg med ‘Brobygning til uddannelse’, at 40-50 %


17 af 2500 unge ledige mellem 18-30 år ikke har afgangsprøve i dansk og endnu flere i matematik. Et større antal unge forlader altså folkeskolen uden de formelle kompetencer, der kræves af ungdomsuddannelserne. Dette betyder, at en del af dem, ligesom Kenneth, finder ufaglært arbejde i nogle år, inden de af forskellige årsager enten forsøger sig med en ungdomsuddannelse eller søger kontanthjælp. Her får de et uddannelsespålæg, og hvis de søger mod erhvervsuddannelserne, skal de have undervisning i dansk og matematik, således at de kan leve op til de karakterkrav, der stilles. Hvis vi ser på de unges møde med ungdomsuddannelserne, så karakteriseres dette som sagt af, at uddannelse har en central placering i de unges liv. Dette sker i kraft af den høje politiske prioritering og målsætningen om, at mindst 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. På den ene side ser vi nu, at 98 % af unge er gået i gang med en ungdomsuddannelse inden for syv år, men vi ser også, at hver sjette elev i en afgangsklasse ikke har gennemført en ungdomsuddannelse i 25-26-års alderen. De unge lever altså op til kravet om at starte på en uddannelse, men vejen gennem uddannelsessystemet er for mange unge en vej med flere stop, valg og omvalg , som også Kenneths forløb viser. Man kan således sige, at de unge bevæger sig i processer mellem stilstand og stagnation på den ene side og progression og bevægelse på den anden. De er hele tiden i bevægelse men oplever samtidigt også kortere eller længere perioder på standby. Dette skyldes flere ting, som vil blive tydeligt i artiklen, men for at forstå de mangeartede bevægelser er det nødvendigt at kaste et blik på de unges møde med arbejdsmarkedet.

Mødet med arbejdsmarkedet Tidligere ansås arbejdsløshed for at være et samfundsmæssigt anliggende, som man løste med fokus på de unges deltagelse på arbejdsmarkedet. I en neoliberal forståelse anses arbejdsløshed i dag i højere grad som et individuelt ansvar. Alle unge anses hermed for at være ‘employable’ og for at kunne blive mere ‘employable’ gennem opkvalificeringer og ændringer i vaner og holdninger. Selvom det ofte negligeres, er det dog vigtigt i forhold til arbejdsløshed at se på udbuddet af jobs og på antallet af kvalificerede, der gerne vil have samme jobs. Globaliseringen har for de unge med få eller ingen kvalifikationer betydet, at der både er færre jobs og flere om buddet – et stigende antal mennesker konkurrerer altså om et faldende antal jobs. Samtidig hermed bebrejder de unge sig selv og ikke systemet. Dette får konsekvenser for de processer mellem uddannelse, arbejde og aktivering, som de bevæger sig i. Som Kenneths forløb viser, har han været igennem mange forskellige processer med valg og omvalg af uddannelse, forsøg med at finde den

Unge forlader folkeskolen uden afgangseksamen

Et uddannelsessystem med stop og omvalg

Globaliseringens betydning


18

Serielle sammenbrud

Motivation og demotivation

Virvar af valg

Motivererede for arbejde frem for uddannelse

Sårbarhed og diagnoser

rigtige og gennemføre en uddannelse, med at lede efter praktikplads og endelig en ulykke, som fører et mindre psykisk sammenbrud med sig. Hans forløb viser altså, hvordan et brud med uddannelse ofte ikke kun er ét brud men nærmere en række af det, jeg kalder serielle sammenbrud. Samtidig er der tale om, at disse sammenbrud hænger sammen med forskelligartede fænomener, som tilsammen gør, at de unges udfordringer med at gennemføre en uddannelse eller få et arbejde må ses som en kompleks affære. Jeg skal her fremhæve fire konkrete fænomener, som gør sig gældende i de unges processer mellem uddannelse, aktivering og arbejde.

Udfordringer med uddannelse og arbejde Det første fænomen handler om, at de unge oplever et vist pres i kraft af det utvetydige krav om uddannelse. Et pres som nogle unge oplever som et konstruktivt skub i retning af uddannelse, mens andre oplever det som overvældende, fordi de har svært ved at honorere kravet. Uddannelse har for disse unge altid været en vej op ad bakke, og kravet gør det ikke nemmere at komme op af bakken. Kravet om uddannelse fungerer således både som motiverende og demotiverende. Det andet fænomen handler om desorientering. En stor del af de unge oplever uddannelse som et virvar af valg og omvalg, som de har svært ved at orientere sig i. Nogle unge sidder i perioder fast i dette virvar og oplever ikke at have en retning eller noget, der guider dem mod en konkret uddannelse. Som i Kenneths tilfælde stritter deres motivation i mange retninger, hvilket også hænger sammen med, at deres førstevalg er endt i en blindgyde. Nogle finder ud af, at det ikke var det rigtige for dem, mens andre ikke kan gennemføre uddannelsen på grund af mangel på lærepladser. De skal således motivere sig på ny, hvilket er en proces, hvor nogle mister orienteringen. Det tredje fænomen handler om arbejdstab. En relativt stor del af de unge uden uddannelse og arbejde er yderst motiverede for at arbejde og mindre motiverede for uddannelse. Ligesom Kenneth har mange unge en del års erhvervserfaring og et stort ønske om at udvikle sig selv og deres kompetencer gennem en tilknytning til en arbejdsplads. Med kravet om uddannelse løber de dog ind i en barriere, som handler om, at deres vej til arbejde går gennem uddannelse. De skal således ud over at finde en uddannelse også motivere sig for en uddannelse. Disse unge har også ofte mødt modstand i form af afslag på afslag på ansøgninger om læreplads. Samtidig hermed forsøger de at honorere kravet om uddannelse, fordi de håber, at uddannelse vil sikre dem en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fjerde fænomen handler om sårbarhed og diagnoser. Som Kenneths eksempel viser, så oplever han på et tidspunkt et psykisk sammenbrud. Det samme gør et stigende antal unge. Nogle unge er meget bogligt kompetente og er


19 nået langt i deres uddannelse, men på et tidspunkt bukker de under for presset. De bliver angste og depressive og stagnerer i deres uddannelse eller dropper ud. Andre unge er mindre bogligt orienterede men bliver ramt af diagnoser, enten konkrete psykiatriske diagnoser, som medfører medicin og behandling eller ‘symbolske’ diagnoser, hvor de unge selv og fagfolk omkring dem omtaler dem i diagnostiske termer. Disse unge oplever en vis sårbarhed forbundet med uddannelse og har stort brug for omsorg eller for anden form for støtte for, at de kan gennemføre en uddannelse. Det betyder ikke, at de ikke kan gennemføre. Det betyder bare, at det tager tid, og at det ikke er noget, de kan komme igennem på egen hånd.

Stagnation og uddannelsestillid Når fænomener som pres, desorientering, arbejdstab samt diagnoser og sårbarhed så at sige ‘sætter sig fast’ i de unges processer mellem uddannelse og arbejde som vilkår, sker der det, at de unge er nødsaget til at mestre disse vilkår frem for mere fremadrettet og mere direkte at orientere sig mod uddannelse. Det er medvirkende til, at de unge stagnerer. Stagnationen kommer altså af, at et brud med uddannelse ikke er et isoleret brud men nærmere ét i rækken af serielle sammenbrud. Disse serielle sammenbrud kan mere generelt beskrives som faglige, uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, sociale og psykiske sammenbrud, som også skaber en afstand mellem de unge og uddannelse. Samtidig ser det ud til, at det man kunne kalde ‘modgiften’ til den afstand, der skaber barrierer for de unge i deres vej mod uddannelse og arbejde, er det, jeg kalder uddannelsestillid. Uddannelsestillid bygger på fænomener som social tryghed, fleksibilitet, dialog og netværk. Social tryghed medvirker, at de unge føler sig trygge til at gå ind i de læringsprocesser, der er med til, at de udvikler de kompetencer, der skal til for, at de kommer videre i uddannelsessystemet. Dette følges med fleksibilitet og dialog, som handler om, at de unge ikke oplever sig selv som brikker i et system men som medaktører i de processer, de indgår i. At man tager dem seriøst og taler med dem med udgangspunkt i deres specifikke situation. Netværk er vigtige for de unge, som ofte – ligesom Kenneth der efter sin ulykke har været hjemme – har været isolerede. De har brug for både en en-til-en støtte men også for et netværk og fællesskab med andre unge, som kender til at være i deres situation, og som sammen kan mobilisere ressourcer til at komme videre. Derudover handler netværk om, at det for en del af de unge gør sig gældende, at de ikke har et socialt netværk, som kan medvirke til at sikre dem lærepladser. Der er således et behov for, at arbejdsmarkedet integreres mere generelt i indsatsen for at hjælpe de unge i uddannelse, så de på sigt får en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.

Brug for hjælp og omsorg

Serielle sammenbrud

Uddannelsestillid

Netværks betydning


20 Baseret på mine analyser af de unges processer mellem uddannelse, aktivering og arbejde er mit bud altså, at uddannelsestillid kan ses som katalysator for at iværksætte processer, der kan vende stagnation til progression. Det er en proces, der tager lang tid, og der er behov for, at indsatser får en tidsramme, der tillader, at denne tillidsopbygning kan forme sig og bidrage til, at der skabes varig forandring i de unges vej mod at etablere det voksenliv, de drømmer om. Anne Görlich er post doc og Ph.d. ved Center for Ungdomsforskning, AAU. Hun forsvarede for nylig Ph.d. afhandlingen: »Uden uddannelse og arbejde: Unges tilblivelser i komplekse transitioner«, der handler om samspillet mellem de unge og beskæftigelsespolitiske, uddannelsesmæssige, økonomiske samt institutionelle betingelser.


21

Anbragte unges overgang til voksentilværelsen »Hvis ikke anbragte unge kan magte livet, når de bliver 18, så skal vi sætte spørgsmålstegn ved, om indsatsen har været god nok. For det er det, der er opgaven.« Sådan udtalte socialminister Karen Ellemann, ifølge medlemsmagasinet Gi’LOS, sig på en konference i september 2015. En udtalelse, der er værd at se nærmere på! AF VIGGO SPANGSBERG

Målet for indsatsen er altså, at de anbragte unge skal kunne magte livet uden støtte den dag, de fylder 18 år. Dette er et stort krav at stille i et samfund, hvor de ikke-anbragte unge i gennemsnit bor hos forældrene, indtil de er fyldt 21 år. Så indsatsen overfor de anbragte unge skal løse opgaven 3 år hurtigere, end gennemsnitsforældre skal. Og dette endda, selvom forældre har haft børnene fra fødslen, og den gennemsnitlige unge har haft en nogenlunde tryg og stabil opvækst. Hvorimod de anbragte unge oftest har haft det modsatte: Utryghed, ustabilitet, skiftende skolegang, omsorgssvigt, ansvar for psykisk syge og/eller alkoholiserede forældre osv. Denne artikel skal ikke primært handle om den opgave, som anbringelsessteder og andre, med socialministerens udtalelse, er stillet overfor, selvom beskrivelsen af ‘Sofies verden’ nedenfor viser, at det kan være relevant, med socialministerens ord, at »sætte spørgsmålstegn ved, om indsatsen har været god nok«. Artiklen skal i højere grad handle om den enorme opgave, der er lagt på de anbragte og tidligere anbragte unges skuldre, når de, trods en problematisk opvækst, helst skal kunne klare sig selv fra de fylder 18 år, måske lidt senere, hvis de er heldige at få tildelt efterværn og måske tidligere, hvis de allerede som 16-årige bliver anbragt på en hybel eller et værelse med begrænset støtte. Og artiklen skal handle om, hvordan det offentlige i mange tilfælde svigter deres ansvar for at hjælpe de tidligere anbragte unge det sidste

Fokus på de anbragtes opgave, for at blive klar til voksenlivet Det offentliges svigt


22 stykke på vejen mod et stabilt, selvforsørgende voksenliv, og hvordan serviceloven giver dem lov.

Sofies historie

Sofies verden – fuld af svigt både fra forældre og det offentlige Da Sofie blev født, var forældrenes forhold allerede dårligt. De flyttede fra hinanden, da hun var 7 år, og hendes mor fandt en ny mand et par år senere. Stedfaren var meget ubehagelig, og moren drak og tog stoffer, også selvom Sofie var der. Sofie fik ingen støtte hjemmefra i forhold til skole og kammerater, og det hele kulminerede, da stedfaren begik overgreb mod Sofie, da hun var 15 år. Hun stak derefter af hjemmefra, da moren valgte stedfaren frem for Sofie. Hun blev efterfølgende tvangsfjernet, da der var kaos hos moren, og hos faren var hun konstant udsat for psykisk vold/terror. Sofie er nu 22 år, og moren bor stadig sammen med stedfaren. Sofie har stort set ingen kontakt haft til sine forældre, siden hun stak af hjemmefra. Sofie kom efter tvangsfjernelsen på et akutsted, hvor man normalt skulle være en måned, til der blev fundet et andet tilbud. Sofie var der et halvt år. Det var et koldt, upersonligt sted. Gennem Sofies ophold på stedet var der skiftende kontaktpædagoger hver anden uge, så der var ikke megen stabilitet i voksenkontakten. Tilbuddet fra kommunen til Sofie på dette tidspunkt lød på en efterskole, men Sofie afslog, da man på efterskolen skulle hjem i weekender, hvilket ikke var en mulighed for Sofie, da stedfaren stadig boede hos moren, og faren mishandlede hende psykisk. Sofie ønskede selv at komme i en plejefamilie, men dette blev afslået. Efter akutstedet kom Sofie først på et bofællesskab med to andre piger. Der boede hun i ca. 1,5 år. Opholdet var meget kaotisk, og sammen med de to andre piger gik Sofie hurtigt – fra en gang imellem at drikke og ryge lidt hash og en sjælden gang tage kokain – til at gøre det hver dag. Sofie tog stofferne i håb om en reaktion fra forældrene, men denne udeblev. Ingen gjorde noget for at hjælpe, og bemandingen var sporadisk. Som 17-årig kom Sofie på en hybel for unge. Hun var på det tidspunkt beskrevet som en ung med behov for megen voksenkontakt, men på hybelen var der meget få voksne, så Sofie skulle allerede som 17-årig stort set klare sig selv. Hun var der i ca. 2 år. Som 19-årig flyttede Sofie fra hybelen i egen lejlighed. Hun fik tilbudt en kontaktperson et par timer om ugen. Hun så kontaktpersonen tre gange, men blev udskrevet af efterværnet, fordi hun ikke mødte op til en aftale. Sofie blev ikke spurgt om egne behov og ønsker til efterværn. Hendes eget ønske var at beholde sine kendte kontaktpersoner, mens hun blev etableret i lejligheden og fik styr på de basale daglige ting.


23 Sofie har klaret sig selv siden, bl.a. med støtte fra Baglandet. På trods af de utilstrækkelige tilbud hun har fået, har hun formået at tage 9. klasse (hun gik, som mange andre anbragte, ud af folkeskolen kun med 8. klasse) og senere en HF, samt har været på højskole.

Minas kamp – for at få tilstrækkeligt efterværn Vejen til et tilstrækkeligt efterværn kan være lang og uoverkommelig for unge uden et godt netværk til at støtte, hvilket er ret paradoksalt, for har man et godt netværk, er behovet for efterværn måske ikke så påtrængende. Et godt eksempel herpå er Mina. Mina er netop fyldt 22 år. Hun blev født i Frankrig af en fransk far og en dansk mor. Hendes forældre gik fra hinanden, da hun var 3 år, og moren flyttede til Danmark. Mina blev hos faren, men blev stort set passet af farmoren, dog var hun en overgang i plejefamilie. To år senere flyttede Mina og hendes far til Danmark, og hun fik samkvem med sin mor, som hun ikke havde set i to år. Mina fik på et tidspunkt en voksen-ven, som forulempede hende seksuelt, og sammenholdt med hendes øvrige forhold blev hun anbragt på en døgninstitution som 7-årig pga. misbrug og vanrøgt. Her boede hun i fem år, uden kontakt til sin far og kun lidt kontakt til mor. Derefter kom hun på en anden institution, hvor hun boede, til hun var 20 år. Da lukkede institutionen, og Mina måtte flytte i egen lejlighed. Hun ønskede ikke selv at skulle bo alene, følte sig slet ikke klar til at klare dagligdagens krav om økonomi og praktiske ting, havde intet netværk, ingen familie, bortset fra sporadisk, problematisk kontakt til moren, men kommunen mente, at 2-4 timers kontaktperson om ugen var tilstrækkeligt. Mina prøvede alligevel at få en acceptabel hverdag og forfølge sine drømme. Hun startede på HF, men hun kunne ikke begå sig socialt med sine medstuderende, og hun havde svært ved at følge med fagligt, da hun ikke kunne overskue at få lavet lektier. Hun droppede ud og blev socialt isoleret i sin lejlighed. Som forventeligt i sådanne situationer fandt hun sammen med andre unge med store problemer, startede på alkohol, hash, piller m.v., forsøgte sig med cutting i en periode, udviklede en spiseforstyrrelse, lejligheden var uryddelig og beskidt, og hun kunne slet ikke finde ud af det med kærester/mænd, så ofte endte det med seksuel udnyttelse. Da hun ikke kunne holde ud at være alene i sin lejlighed, flyttede hun hen til en veninde. De tog stoffer sammen, gik hverken i skole eller på arbejde og omgav sig hovedsageligt med personer, som trak dem den forkerte vej. Mina forsøgte at råbe kommunen op for at få hjælp, men kommunen vurderede, at hun allerede fik den tilstrækkelige hjælp i form af 2-4 timers kontaktperson hver uge.

Vejen til efterværn kræver et stort netværk


24

Ankesager kræver megen dokumentation

Efterværn – ikke et retskrav

Styrer den kortsigtede økonomiske tænkning?

Muligheden for efterværn stopper når den unge fylder 23 år

Mina kontaktede heldigvis Baglandet, som gik ind i sagen for at hjælpe med at anke kommunens afgørelse. Det var en besværlig og kompliceret proces, som en sårbar ung ikke havde store muligheder for at klare på egen hånd. Mest mulig dokumentation skulle fremskaffes til Ankestyrelsen, udtalelser og indberetninger skulle findes, sagsforløb og levnedsbeskrivelse skulle udarbejdes osv., for at de kunne træffe en kvalificeret afgørelse. Processen blev ikke mindre kompliceret af, at Mina, som de fleste andre unge i samme situation, havde været tilknyttet flere forskellige kommuner og boet på forskellige anbringelsessteder. Mina har netop fået svar fra Ankestyrelsen: De pålægger kommunen at tilbyde hende et døgnophold. Endelig har Mina mulighed for at få samlet sin flossede tilværelse op, men hvor er det uforståeligt, at hun skal så langt ud, før den nødvendige støtte sættes ind. Og hvor er det vanskeligt at tro på, at kommunen har foretaget en reel vurdering af Minas behov og ikke forsøgt at slippe billigst muligt om ved opgaven, når kommunen vurderede, at 2-4 timers kontaktperson om ugen var tilstrækkeligt, og Ankestyrelsen mener, at et døgnophold er nødvendigt.

Serviceloven om efterværn I servicelovens § 76 står bl.a.: »Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp efter stk. 2-5 til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.« Bestemmelsen har desværre den svaghed, at efterværn ikke er et retskrav for den unge, men at det er op til kommunen at vurdere, om hjælpen er af »væsentlig betydning«. Som eksemplet med Mina viser, tyder meget på, at mange kommunalbestyrelser er mere styrede af kortsigtet økonomisk tænkning end af hensynet til de unges behov for støtte. Kortsigtet fordi det uden tvivl er meget billigere på lang sigt at give den støtte, som den unge her og nu har behov for, så den unge hurtigst muligt kan stå på egne ben i en selvstændig tilværelse med bolig, uddannelse, arbejde og skattebetaling. Alternativet er, at den unge skal være på offentlig forsørgelse i en længere årrække med alle de dertil knyttede mere eller mindre tilfældige indsatser for at lappe på de problematikker, de unge bærer rundt på efter en kaotisk opvækst, som forhindrer et normalt voksenliv. Mina har nu et år til at få styr på sin tilværelse, for desværre stopper muligheden for efterværn den dag, hun fylder 23 år. Servicelovens § 76, stk. 7 fastslår, at »[t]ilbud efter stk. 2-6 skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.« Med andre ord: Alle kan være bekendt med, at den unge fortsat har behov for støtte,


25 men støtten skal alligevel stoppes, selvom det betyder, at den unge ikke kan fastholde et positivt forløb. Det giver ingen mening hverken for den unge eller for samfundet. I stedet for at fortsætte den nødvendige støtte risikerer man at tabe den unge og dermed, at den enorme investering, samfundet har foretaget i den unge gennem måske 20 år, er spildt. Der findes selvfølgelig mulighed for hjælp efter voksenparagrafferne i serviceloven, men ligeså besværligt det kan være at kæmpe sig til efterværn, ligeså besværligt kan det være at få hjælp efter voksenparagrafferne. Og kommunerne er ikke gode til, i god tid og før den unge når de 23 år, sammen med den unge at tilrettelægge fortsat hjælp og støtte. Derfor er der desværre nogle af de tidligere anbragte unge, der på dette tidspunkt opgiver og ender i social deroute med arbejdsløshed, hjemløshed, alkohol, stoffer og kriminalitet. Efterværn, psykologhjælp og terapi bør gives efter behov til tidligere anbragte uanset alder og ikke efter snævre paragraffer læst med besparelsesbriller. Det giver bedst mening – både menneskeligt og samfundsøkonomisk. Viggo Spangsberg er leder af Baglandet, www.baglandet.org. Baglandet er et møde – og netværkssted + rådgivningscenter for nuværende eller tidligere anbragte bosiddende på Sjælland og øerne. Man mødes frivilligt og anonymt, og deltagelse er gratis. Udover Baglandet København er der Baglande i Aarhus, Aalborg og Vejle, alle finansieret af satspuljemidler.

Overgangen til voksenparagrafferne


26

Drop debatten om en nedsat kriminel lavalder og bekæmp stigma og eksklusion! Før valget i 2015 fremlagde de fire blå partier et beslutningsforslag om, at den kriminelle lavalder skulle sænkes fra 15 til 12 år. Ambitionerne var at ‘gribe’ de unge, inden de blev etablerede kriminelle og dermed sikre, at de ikke blev kastebold i det sociale system. Men kan det reelt lade sig gøre at ‘gribe’ unge på vej ud over kanten ved at sætte dem for en domstol? Og er unge, der stilles for en dommer, ikke allerede ude over kanten? AF CECILIE AGERLIN FUGLSANG

Lovforslag: Sænkning af den kriminelle lavalder og indførelse af en ungdomsdomstol

Splittede politiske vande Den kriminelle lavalder har af flere omgange været et omdiskuteret brændpunkt, som i den grad splitter partierne omkring midten. I 2010 blev den sænket af VK-regeringen fra 15 til 14 år, men blev allerede sat op igen i 2012, efter rød blok kom til magten. I november 2014 fremlagde de fire blå partier et beslutningsforslag i Folketinget om at sænke den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år og indføre en ungdomsdomstol. Under valgkampen fastslog Venstres daværende retsordfører, Karsten Lauritzen, at man, grundet partiernes brede enighed, kunne regne med, at forslaget ville blive gennemført med en blå regering. Blå bloks forslag Det konkrete forslag går ud på, at man vil indføre en ungdomsdomstol, som skal håndtere kriminalitet begået af 12-17-årige, hvor sanktionerne designes efter aldersgruppen, og dommerne har indsigt i børn og unges vilkår. Formålet er at skabe bedre retssikkerhed for de unge ved at ligestille dem for loven og, i overført betydning, at ruske i de unge, som snuser til kriminaliteten, imens de stadig kan ledes på rette vej. Forslaget


27 har altså aldrig handlet om at sætte 12-årige i fængsel, som meget af kritikken er gået på, men i stedet at indføre en slags ‘ungdomskriminel periode’, hvor de unge mødes med konsekvens på egne præmisser.

Kritik af forslaget På trods af at blå blok ikke ønsker at sætte 12-årige i fængsel, mødes forslaget stadig med meget kritik – især møntet på de konsekvenser, det kan have, når 12-årige bliver underlagt straffeloven. Her har den tidligere formand for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, særligt involveret sig i debatten, hvor hun peger på følgende udfordringer i forhold til at sænke den kriminelle lavalder: ƒƒ Hvis en ung begår kriminalitet og sættes for en dommer, risikerer den unge allerede fra en alder af 12 år at komme i opposition til samfundet og lovgivningen, da den unge i forbindelse med dommen påtvinges en advokat og rådgives evt. i at tilbageholde oplysninger for at få kortest mulig straf. ƒƒ Får den unge en dom, kan vedkommende fra 12 år blive stemplet som kriminel, hvor en plettet straffeattest kan blive en kedelig konsekvens for den unges fremtid, hvad angår uddannelse, læreplads og job. ƒƒ At lukke kriminelle 12-årige inde på en sikret institution er tilmed den dårligst tænkelige løsning, da 12-årige har brug for at omgås almindelige børn, der passer skole og fritidsinteresser. Kommunerne har i øvrigt allerede tiltag, som gør det muligt at sætte 12-årige på institution, hvorfor en sænkning af den kriminelle lavalder bliver overflødig.

Mulige konsekvenser ved lovforslaget

Skaber opposition til samfundet

Straffeattest

Frihedsberøvelse

Eva Smith undrer sig desuden over tidspunktet for forslaget, da kriminalitet begået af 10-14-årige siden 2006 er faldet med 66 %, og hun argumenterer for, at man burde fejre denne sejr i stedet for at forsøge sig med tiltag inspireret af lande, som har højere kriminalitet.

Hvorfor ikke gribe ind præventivt? Udover Eva Smiths mange modargumenter til beslutningsforslaget kan man også undre sig over, hvorfor blå blok først ønsker at tage hånd om de unge, EFTER de har begået kriminalitet og ikke FØR. Springet fra at handle helt i overensstemmelse med loven til at befinde sig på kanten af den sker umiddelbart ikke fra den ene dag til den anden. Ambitionen om at gribe de unge, som slisker ud over kanten, når de begår kriminalitet, kan derfor opfattes som lettere naiv, da unge lovbrydere med stor

Hvorfor først gribe ind, efter den unge har begået kriminalitet?


28 sandsynlighed har befundet sig på kanten af loven og samfundet længe før, de stilles for en dommer. Det virker mere relevant at se nærmere på, hvorfor 12-årige bliver kriminelle. For selvom mennesker med forskellige baggrunde og af forskellige årsager kan ryge ud i kriminalitet, så findes der en række bemærkelsesværdige mønstre i den kriminelle profil, som bør tages til efterretning.

Mere socialt belastede indsatte

Kampen for at blive en anerkendt, lovlydig samfundsborger

Mønstre i den kriminelle profil Kriminalforsorgen havde i deres profilmagasin Faktum fra år 2014 en artikel om, hvordan indsatte i de danske fængsler er blevet mere socialt belastede, hvis man sammenligner statistik fra 1999 med tal fra 2011. Disse statistikker viser nogle interessante karakteristika om den sociale profil blandt indsatte i danske fængsler. F.eks. havde hele 68,5 % af de indsatte i danske fængsler i 2011 9. eller 10. klasse som højeste fuldførte uddannelse, 34,6 % af de dømte havde været anbragt uden for hjemmet som børn, og 17,3 % havde været indlagt til psykiatrisk behandling. I Ph.d.-afhandlingen »ADHD som socialt og kulturelt fænomen i Kriminalforsorgen« fra 2015 blev det også konstateret, at ADHD-diagnoser er overrepræsenteret i Kriminalforsorgens institutioner sammenlignet med den generelle befolkning. Tager man bare fat i statistikken om uddannelsesniveauet i de danske fængsler, er det iøjefaldende, at hele 68,5 % ikke har højere uddannelsesniveau end folkeskolen, når vi lever i tider med en ‘95-procent-målsætning’, som er et politisk mål om, at mindst 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. I min specialeundersøgelse »Den gode løsladelse, fra indsat til samfundsborger« undersøgte jeg, via interviews med indsatte og tidligere indsatte, processen fra at være kriminel til at blive lovlydig. Her fandt jeg som i ovenstående; mønstre med korte skolegange, udsatte hjemmeforhold og hyppige diagnosticeringer – altså elementer, der på hver sin måde, fra en tidlig alder kan have konsekvenser i form af eksklusion og stigmatisering. Fra indsat til samfundsborger: En kamp om at forstå systemet I min undersøgelse viste det sig, at en af de afgørende kampe, som mange unge kriminelle har, er kampen med at lære at relatere til det danske samfund og kampen med at blive en anerkendt, lovlydig samfundsborger. Her viste der sig en interessant forskel mellem de unge, som nu førte en lovlydig tilværelse og de unge, som forsat var i en kriminel løbebane. De unge, som var ude af kriminalitet, forstod alle deres forhold til det danske samfund som gensidigt, og var bevidste om, at hvis de skulle have hjælp, så kunne de få det, hvis de viste, at de


29 fortjente det. Modsat dette opfattede de fortsat kriminelle i højere grad relationen til samfundet som en envejsrelation, hvor samfundet skulle give dem en bolig eller et arbejde, og hvis de ikke fik det, var det fordi, samfundet ikke ville hjælpe dem. Hos de fortsat kriminelle sås altså en helt anden form for modstand til samfundet. Men hvor kommer denne modstand så fra? Ligesom det kunne forventes ud fra de tidligere præsenterede statistikker, så mødte jeg i min undersøgelse overraskende mange med diagnoser og overraskende mange, som ikke engang havde færdiggjort folkeskolen. Jeg mødte mange, som kom fra hjem, hvor forældrene ikke selv var særligt ressourcestærke, og hvor de unge fortalte, at deres forældre havde haft svært ved at hjælpe dem. For nogle af andengenerationsindvandrerne var problemet blandt andet forældre, som ikke kunne tale dansk, og derfor havde svært ved at hjælpe deres børn med at blive integreret i det danske samfund. Mon ikke der findes en sammenhæng mellem at se samfundet som en modstander, der ikke vil hjælpe, og at være vokset op med få ressourcer fra baglandet, og fra en tidlig alder eksempelvis blive stigmatiseret som værende det urolige ‘problembarn’ i klassen, som forstyrrer undervisningen, og herved risikerer at blive ekskluderet fra det sociale og faglige miljø?

Når kriminalitet bliver normalitet Ifølge Eva Smith har 12-årige brug for at omgås almindelige børn, der passer skole og fritidsinteresser. At omgås med ‘almindelige børn’ kan dog let blive svært, hvis man fra en tidlig alder anskues som værende klassens ‘problembarn’, og konsekvenserne heraf kan være store. I min undersøgelse påpegede flere af de tidligere kriminelle, hvordan en af de helt store udfordringer ved at komme ud af det kriminelle miljø er, at du bliver ligesom dem, du går sammen med, og når alle, dem man går sammen med, er på kanten af samfundet, så bliver det pludselig normen. Konsekvensen af at blive ekskluderet fra det faglige og sociale miljø fra en tidlig alder kan altså let ende med, at den unge søger hen til andre i samme situation, hvorved effekten bliver forstærket, og det ikke at passe ind i skolen eller fritidsaktiviteterne bliver pludseligt normalen. En tidligere indsat fortalte mig i et interview, hvordan det først var efter, han var kommet i forløb med folk, som havde et arbejde, de passede, at han pludseligt kunne se, hvordan det var hans livsstil, der måske var atypisk – at det måske egentlig var normalt at stå op og passe et arbejde og mindre normalt bare at hænge ud på gaden. Da han efterfølgende fik arbejde, blev han positivt overrasket over alle de fordele, det gav såsom fast løn, fred fra politiet og penge, som havde en værdi, fordi han havde slidt for dem. Udfordringen er, at denne lektie kan være svær

Modstand mod samfundet for de fortsat kriminelle

Du bliver ligesom dem, du går sammen med


30

Når kriminalitet bliver normen, er det svært at komme ud af dette igen

Konsekvenserne ved at skære i ressourcerne i folkeskolen

Der bør sættes ind, før de unge begynder at balancere på kanten af kriminaliteten

at lære, hvis man kun omgås folk, som alle er på kanten af loven, når man måske selv har været anbragt eller har forældre på understøttelse, når man har dårlige faglige færdigheder, og når man har en plettet straffeattest, som endda gør det sværere at komme på arbejdsmarkedet. Det bliver rigtig svært for unge at komme ud af kriminalitet, når de først har fået en forståelse, hvor det at være kriminel er det normale, fordi de efterhånden kun omgås med folk i samme situation og ikke med nogen fra andre miljøer, som de kan få hjælp af.

Til kamp mod stigma og eksklusion! Er udfordringen at finde i udsatte familieforhold, stigmatiseringer og dårlig skolegang, så er spørgsmålet, hvorvidt en ungdomsdomstol for 12-17-årige reelt set kan hjælpe unge på kanten af lov og samfund? Vil en ungdomsdomstol eksempelvis kunne hjælpe de unge med at undgå eksklusion og at blive modstandere af samfundet? Det tror jeg ikke! Forslaget bunder i vigtige intentioner om at ville undgå at lade unge blive kastebolde i systemet, som det desværre alt for ofte er tilfældet. Udfordringen, som situationen er i dag, er, at der ikke er nok hænder til at iværksætte de forskellige sociale indsatser, når unge begynder at slingre i valsen, er uroskabende og asociale, eller når de stopper med at dukke op i folkeskolen. Vi har et samfund, hvor der konstant bliver skåret ned på ressourcerne i folkeskolen, og med én lærer til over 20 børn hvem skal så gå ind og tage hånd om de børn, som har brug for et socialt og fagligt løft? Selvom gode råd er dyre, giver det umiddelbart stadig bedre mening at gå til kamp mod eksklusion af særlige grupper af unge i stedet for at bekæmpe spirende kriminalitet ved at sætte 12-årige for en dommer. Skal vi forhindre unge i at falde ud over kanten, bør vi dog sætte ind, før de overhovedet begynder at balancere på den – vi skal til kamp mod stigma og eksklusion og handle præventivt! Cecilie Agerlin Fuglsang er cand.mag i anvendt kulturanalyse og har udover specialet »Den gode løsladelse, fra indsat til samfundsborger« beskæftiget sig med kriminalitet hos Jobcenter København Ungecenteret, som frivillig hos Café Exit og nu som praktikant ved Enheden for Kriminalpræventive Indsatser i Københavns Kommune


31

AF VIGGO JONASEN

Århus Kommune klemmer – igen – forældre til handicappede børn. I en del år har kommunen ydet dækning af Tabt Arbejdsfortjeneste til forældre, hvis handicappede barn dårligt tåler lang tids belastning eller skift. Det gælder nogle udviklingshæmmede børn, og det gælder nogle børn med autisme. En del sådanne familier har haft aftale med barnets skole om, at én af forældrene henter barnet efter få eller flere timer i skolen, således at barnet ikke anstrenges for meget med læring eller leg med andre børn. Nogle af børnene bliver udadreagerende, når deres energi til læring og til at lege med andre børn er brugt op – og energien kan være brugt op efter ganske få timer, eventuelt efter flere timer. Nogle af børnene anstrenger sig voldsomt for at kunne være i skolen – og når de så kommer hjem, går de nærmest amok – eller lukker sig inde i timevis. For sådanne børn er det at skulle forholde sig til undervisning og til leg en tortur, når først energien er brugt. For børnenes forældre bliver barnets reaktioner og lidelser en voldsom belastning – de er i forvejen rigelig hængt op med at prøve at leve op til barnets behov for detaljeret dags-planlægning. Indtil sidste år har Århus og andre kommuner altså dækket forældrenes

tabte arbejdsfortjeneste i de timer, de må holde fri, for at kunne tage sig af barnet – skærme barnet. Det er sket efter råd fra læge, psykiater, neurolog – og fra skolen. Og efter grundig udredning af det enkelte barn. Nu har Århus og andre kommuner besluttet, at »skolen skal kunne rumme barnet« i hele den tid, som skole og SFO er åben. Kommunen forholder sig ikke til, om barnet kan »rumme« skolen og de voldsomt mange indtryk, som børn uden handicap lærer af at bevæge sig rundt i. Socialrådmanden i Århus bestemte i februar 2015, at kommunens udgifter til Tabt arbejdsfortjeneste skulle nedbringes (servicelovens § 42) – ved at hævde »sektor-ansvaret«, altså at skolen skal tage sig af barnet hele dagen. Det betyder nogen steder, at skolen »skærmer« barnet bag et forhæng eller i hans/hendes eget »stille-rum« i en større eller mindre del af dagen – og jo, når så barnet flipper helt, ud ringer man til mor eller far på arbejdet: »nu må du nok hellere hente ...« Kommunen kalder det »inklusion« – forældrene kalder det tortur. Undervisningsministeren tager afstand fra, at »inklusion« har den betydning, som Århus og andre kommuner giver ordet. Det hører med til billedet, at Århus Kommune gør en del socialretlige krumspring med at påstå, at barnet »hører

KLUMME

Skoletvang på fuld tid for handicappede børn


KLUMME

32 ikke til målgruppen« for denne eller hin indsats. »Målgruppen« kan man ikke se i serviceloven – der står blot, at hvis barnet har en lidelse som er 1) kronisk/varig lidelse og 2) indgribende, ja så skal man tage stilling til, om barnets tarv bedst tilgodeses gennem forældrenes pasning af barnet. Kommunen henholder sig blot til »sektoransvarlighedsprincippet« – »skolen skal kunne rumme«! I ankesager, jeg har skrevet, har Ankestyrelsen fastslået at lidelsen var 1) kronisk og 2) indgribende. Og det hører med til billedet, at Århus Kommune Handicapcenter for børn i betydeligt omfang tilsidesætter speciallægers, psykologers, læreres og pædagogers vurdering – blot for at parkere udgiften (og barnet) i en anden kommunal

silo! På trods af hensynet til det konkrete barn. Men det er tungt at skulle vente i et års tid på, at Ankestyrelsen sætter Århus Kommune på plads. Jeg har brugt timer og år – som byrådsmedlem, som formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd, og som bisidder og ankeskriver – på at støtte op om handicapvenlighed i denne kommune. Det er deprimerende at opleve, at Århus Kommune påfører MANGE forældre til børn med handicap bekymring, utryghed, økonomisk stress. Som man gjorde det med forældrebetaling for døgnanbragte børn med handicap. Og som man nu med besparelser på handicaptransport påfører børn og forældre ekstra ventetid og usikkerhed.

Viggo Jonasen. Tidl. Byrådsmedlem, tidl. Formand for Århus Kommunes Sociale Forbrugerråd. Cand.scient.pol., lektor emer.

LANDSFORENINGEN

NYE KOLLEKTIVE MEDLEMMER AF SOCIALPOLITISK FORENING

Siden sidste nummer af Social Politik i oktober måned har Socialpolitisk Forening fået nedenstående nye kollektive medlemmer – velkommen til Jer!

Frivilligcenter Fredensborg www.frivilligcenterfredensborg.dk

LO Midtsjælland www.lo-midtsjaelland.dk


33

OLE MELDGAARD, INTERNATIONALT UDVALG / ICSW DANMARK

150 stats- og regeringsledere vedtog 25.-27. september 2015 i FN en række globale bæredygtigheds- og udviklingsmål frem mod 2030. Beslutningen er blevet betegnet som det største samlede globale fremstød mod en bæredygtig verden. Nu forestår der enorme investeringer i finansiering af den ny udvikling, adfærdsændringer og politisk lederskab. Fremskridtene er ikke stærkere end den politiske vilje tillader, ikke kun på statsniveau men også i civilsamfundet. I alt er der 17 bæredygtighedsmål og 169 delmål, f.eks. afskaffelse af alle former for fattigdom, stoppe sult, lige adgang til uddannelse, bæredygtig forvaltning af vand og energi, bæredygtig økonomisk vækst, reducere ulighed, gøre byer, forbrug, produktion og økosystemerne bæredygtige og bekæmpe klimaforandringer. De fleste af målene har link til internationale menneskerettigheder og

arbejdstagerrettigheder, og nu har Institut for Menneskerettigheder udgivet en fortrinlig guide til verdensmålene koblet sammen med de internationale menneskerettigheder. Guiden er absolut et godt instrument i det videre arbejde med målene. Guiden gør det muligt for aktører at bruge menneskerettigheder som en driver til at realisere målene – og at bruge udviklingsmålene til at virkeliggøre menneskerettighederne. Guiden er tilgængelig på fem sprog og illustrerer konkrete forbindelser mellem verdensmålene og menneskerettighedsinstrumenter. Guiden inspirerer således til at tilrettelægge en menneskerettighedsbaseret tilgang til realisering af verdensmålene med konkrete indikatorer. Alle, som arbejder med verdensmålene og menneskerettigheder, kan med fordel bruge guiden, for eksempel til at tilrettelægge handlingsplaner, implementeringsstrategier, monitorering og rapportering og inddragelse af målgrupper.

Reference http://www.humanrights.dk/our-work/sustainable-development/human-rights-sdgs

INTERNATIONALT UDVALG / ICSW DANMARK

Bæredygtighed og menneskerettigheder


34

LANDSFORENINGEN

SOCIALPOLITISK FORENINGS ORGANER Formand Knud Aarup, formand@socialpolitisk-forening.dk Landsstyrelsen Ann-Cathrine Thomassen Anne Sofie Bøjrup-Jørgensen Line Askgaard Mads Engholm Malene G. Haarder Mikkel Warming Preben Etwil Rasmus Balslev Simon Nicholson

Marianne Skytte Ole Hammer Ole Meldgaard Bert Åberg Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Nicolai Poulsen, obs. (Dansk Socialrådgiver forening) Socialpolitisk Råd Mona Ayan Musse (LAFS) Jette Høy (FTF) Majbrit Berlau (Dansk Socialrådgiverforening) Christian Sølyst (LO) Ove Lund Lasse Bjerg Jørgensen (BUPL) + Landsstyrelsen og formænd for lokalforeningerne

Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Amina Giasso Rasmus Christensen

Landssekretariatet Allan Bærentzen, post@socialpolitisk-forening.dk

LOKALFORENINGER Socialpolitisk Forening Hovedstaden Forkvinde Malene Haarder, mgha@foa.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Lars Abildgaard, lars.abildgaard@stofanet.dk

Socialpolitisk Forening Fyn Formand Kirsten Österlin, Kios1952@gmail.com

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

SOCIAL POLITIKS REDAKTION Peter Bundesen (fungerende ansvarlig redaktør) peter.bundesen@cdnet.dk

Marie-Louise Nør 

Tanja Dall

tada@phmetropol.dk

Dorte Andersen 

dsa@arbejdeadler.dk

Martin Fjording

Kresta Munkholt 

krms@phmetropol.dk

marielouisenor@gmail.com

Preben Etwil

meyland@adslhome.dk maf@firkant.net

Nichlas Permin Berger Allan Bærentzen

nibe@kora.dk

post@socialpolitisk-forening.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.


35

Læs mere på www.sind.dk Vi er også på Facebook, Twitter (@landsforeningen) og LinkedIn

Knud Kristensen, SINDs landsformand

LANDSFORENINGEN FOR PSYKISK SUNDHED

ANNONCE

I SIND har vi brug for din stemme. I den socialpolitiske debat, på de sociale medier eller som aktivt SIND-medlem. Vil du hjælpe os med at hjælpe andre?


APR. ‘17

FEB. ‘17

24. FEB ‘17

5.-7. DEC

5. DEC

17. NOV

Kalender 2016 Yggdrasil-prisen og debat Socialpolitisk Forening Hovedstaden Arrangement med oplæg og prisoverrækkelse, med fokus på flygtninge og asylpolitik. Yderligere info via web og mail følger.

HOVEDSTADEN

Landsstyrelsesmøde Ordinært Landsstyrelsesmøde

Social Politik Nr. 6 – Kritikken i det sociale… Sjette nummer af Social Politik hos medlemmer og abonnenter.

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Generalforsamling Landsforeningen Reserver datoen for generalforsamling og debatmøde. Mere info i næste nummer af Social Politik og via mail etc.

Social Politik Nr. 1 2017 Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Social Politik Nr. 2 2017 Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Socialpolitisk Forenings nyhedsmedie Du kan få dit aktuelle socialpolitiske indblik og overblik på hjemmesiden:

www.socialpolitik.dk

14280 socialpolitik 0516 web  

TEMA: Ungdommen anno 2016 Dette temanummer adresserer nutidens ungdom og stiller ud fra et socialpolitisk perspektiv spørgsmålet, hvad der k...

Advertisement