Page 1

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

SÆRNUMMER 2013

TEMA

Konkurrencestatens ofre I samarbejde mellem:

FRIVILLIGT LANDSFORENINGEN FOR DE FRIVILLIGE

FORUM

SOCIALE ORGANISATIONER


Indholdsfortegnelse

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

TEMA

Særnummer – udgivet i samarbejde med Settlementet og Frivilligt Forum

Allan Bærentzen:

Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Settlementets Rådgivning og Allan Bærentzen Redaktionssekretær: Christina Wille

Konkurrencestatens ofre

Introduktion.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Rikke Postborg:

Sociale hensyn i en konkurrencestat. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Robert Olsen:

Udenforskab. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Johs. Bertelsen:

Er »nødvendighedens politik« nødvendig?.. . . . . . . . . . . . 12

ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640 Settlementets Rådgivning Dybbølsgade 41 1721 København V Tlf.: 33 27 96 08 www.settlementet.dk raadgivning@settlementet.dk retshjaelp@settlementet.dk konfliktraad@settlementet.dk Landsforeningen Frivilligt Forum Jernbane Allé 54, 3. 2700 Vanløse Tlf.: 38 77 07 20 www.frivilligtforum.dk sekretariatet@frivilligtforum.dk

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

12 cases Af Settlementets Rådgivning

1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12.

32 år på kontanthjælp.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Sanktion.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Starthjælp og fri bevægelighed i Europa. . . . . . . . . . 17 I hårdknude. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Svær vej til førtidspension. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Kontanthjælp i årevis.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Sanktion igen og igen.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Underkendelse af lægeundersøgelser.. . . . . . . . . . . . 21 Hvilken fremtid?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Ingen fremskridt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Førtidspension på det foreliggende grundlag.. . . . 23 Ord uden handling.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Lars Vestergaard:

Kafka i Jobcenteret – en årsag til fogedudsættelser!.. . . 25


3

Introduktion til særnummeret Af Allan Bærentzen

Settlementets Rådgivning tog tidligere i år initiativ til afholdelse af konferencen »Konkurrencestatens ofre«, som finder sted d. 3. juni 2013. I anledning af konferencen udgives dette særnummer af Social Politik med samme titel og tema. Konferencens arrangører er Settlementet, Frivilligt Forum og Socialpolitisk Forening. Bladets og konferencens tema er inspireret af Ove Kaj Pedersens bog ‘Konkurrencestaten’ (2011). Med dette udgangspunkt ønskede Settlementets Rådgivning, som til dagligt rådgiver og hjælper borgere i deres møde med de offentlige systemer, at nogle af de historier, de har mødt i hverdagen, blev publiceret. Dette resulterede i tolv historier/ cases, som hermed offentliggøres. De tre arrangør-organisationer har valgt at supplere de tolv historier med hver en artikel. Rikke Posborg, leder af Settlementets Rådgivning, skriver i »Sociale hensyn i en konkurrencestat« om incitamentspolitikkens konsekvenser. Robert Olsen, formand for Socialpolitisk Forening og forstander for Kofoeds Skole, problematiserer og analyserer i artiklen »Udenforskab« om, og i givet fald hvordan, man kan styrke og danne fællesskaber gennem en begrebslig analyse/forståelse af ‘udenforskab’. Johs. Bertelsen, formand for Landsforeningen Frivilligt Forum, skriver i »Er »nødvendighedens politik« nødvendig?« om de frivillige sociale organisationers rolle som fortalere for de borgere, som mærker ‘de nødvendige’ politikkers konsekvenser. Sidst i dette særnummer har vi valgt at bringe Lars Vestergaards artikel »Kafka i Jobcenteret – en årsag til fogdeudsættelser!«. Artiklen er en medlevende og skarp beskrivelse af et selvoplevet møde med systemet, i et forsøg på at hjælpe en medborger.


4

Sociale hensyn i en konkurrencestat Af Rikke Posborg

Med den måske noget provokerende titel ‘Konkurrencestatens ofre’ vil vi med dette nummer af Socialpolitik – og med konferencen mandag d. 3. juni 2013 – sætte fokus på skiftet i dansk velfærdspolitik. Vi ser på, hvilke følger skiftet kan have for borgere, som er afhængige af velfærdsstatens hjælp og ydelser og for debatten om, hvad der er god socialpolitik. Skiftet i socialpolitikken betyder blandt andet, at der er et politisk flertal for meget lavere ydelser i kontanthjælpen. I første omgang til unge ledige under 30 år. At der kan komme flere nedskæringer i kontanthjælpens størrelse, ses blandt andet når Lene Espersen, konservativt folketingsmedlem, siger: »Der er brug for et opgør med forsørgelsesDanmark, så det altid kan betale sig at arbejde. Derfor skal der være mindst 2.000 kroner om måneden i forskel på at være i job og være passivt forsørget« (Politiken 30.4.2013). Satsen for kontanthjælp er på kr. 10.500 før skat og for forsørgere på kr. 13.952 før skat. Vort sociale velfærdssystem er i Espersens verden blevet til forsørgelses-Danmark, og kontanthjælpsmodtagere beskrives – over én kam – som passive. Hun befæster flere synspunkter i udsagnet: dels at det i Danmark er økonomisk nødvendigt at skære i kontanthjælpen (eller hun mener måske, at lønnen skal ned? – eventuelt begge dele), og dels, at lavere kontanthjælp vil virke, og at folk vil få et job, hvis den offentlige ydelse er lav nok. Sandsynligvis virker incitamentspolitikken, som f.eks. lave ydelser, sanktioner, overvågning og det offentliges nærmest ubegrænsede adgang til ens privatliv, overfor nogle borgere. De vælger enten en offentlig ydelse fra, eller skaffer sig et job, og behøver derfor ikke ydelsen. Desuden kan man regne med, at lønnen på markedet faktisk trykkes ned (for de dårligst lønnede), fordi konkurrencen i arbejdsudbuddet bliver større. Hvad er grunden til, at Espersen, og en række andre politikere, omtaler vores socialpolitik og kontanthjælpsmodtagere så respektløst? Man kunne ønske, at politikerne var mere åbne og ærlige om den udvikling, som er i gang: At konkurrencestaten er på vej mod et nyt paradigme, som betyder, at det ikke kun er firmaer, erhvervsliv og markedet, som skal være konkurrencedygtige. Det er hele kongeriget, som er i spil


5 på det globale marked, og borgerne er det også, hvad enten de/vi vil det eller ej. I konkurrencestaten er målet, at hver enkelt borger gøres mere effektiv og konkurrencedygtig. De borgere, som ikke kan være med i konkurrencen, må parkeres billigst muligt. I jobcentrene vil medarbejdernes energi rette sig mod de borgere, som har udsigt til at blive effektive på markedet. Udviklingen italesættes med spin og gennem nedsættende omtale af både det sociale system, vi hidtil har haft, og af kontanthjælpsmodtagere. Også af socialdemokrater, som da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i 2011 talte om, at unge på kontanthjælp ligger på sofaen og klør sig i røven i stedet for at være i gang med noget nyttigt. Var det fordi, hun havde brug for at få folk til at tro, at det lige præcis er det, unge, ledige foretager sig, så det blev lettere at foretage nedskæringer for disse unge? Hvad med dem som incitamentspolitikken ikke virker for? Dem som trods hundredvis af ansøgninger ikke får et arbejde. Som ikke overvinder psykisk sygdom med udsigten til lave ydelser, eller som af andre årsager ikke får et normalt job og en normal indtægt. De taber i den store konkurrence om job og indkomster. Disse borgere har stadig krav på at blive behandlet rimeligt og modtage en ydelse, som er tilpasset vores samfunds boliglejeniveau og leveniveau. Mette Frederiksens forslag om, at unge under 30 år uden job og uddannelse skal stå til rådighed for uddannelsesmarkedet frem for jobmarkedet, er en god idé. Man må ønske, at dette forslag for alvor giver de unge større jobfaglighed og ikke mindst et arbejde, så de undgår at blive hægtet af. Om nytteaktivering vil være en ny og bedre hjælp for de øvrige ca. 150.000 kontanthjælpsmodtagere, ved vi ikke. Vi ved, at over 30.000 har været på kontanthjælp i over 10 år, og at denne gruppe af borgere desværre ikke fik job i opsvingsperioden 2003 – 2008. Selvom der også i denne periode blev iværksat initiativer i lovgivningen, som skulle øge incitamenterne til at komme i arbejde, så kom denne gruppe af borgere ikke i job – og hertil skal lægges dem, som fik tilkendt førtidspension eller fik bevilget fleksjob, uden derved at få et job. Vil de komme i arbejde, hvis ydelserne bliver sænket, som Espersen og Frederiksen foreslår? De bliver i hvert fald fattigere. I dette nummer af Socialpolitik præsenteres en række anonymiserede enkeltsager fra Settlementets frivillige rådgivning. Enkeltsagerne viser omfanget af de vanskeligheder, som den enkelte borger står med, når konkurrencen om jobbet er tabt, og kampen for hjælp fra jobcenter og behandlingssystem er gået i gang – og ofte går sin gang i årevis. Disse borgere er langt fra passive, de er bare ikke i stand til at »sælge sig selv«. For, som Ove Kaj Pedersen skriver i sin bog ‘Konkurrencestaten’,


6 så er det ikke rettigheder, der afgør, hvilken hjælp den enkelte får, men derimod den enkeltes evne til at fremføre argumenter »der kan siges at indgå i den samfundsøkonomiske forestilling«. (Pedersen, O.K. 2011: Konkurrencestaten, Hans Reitzels Forlag, s. 282). Det kan være svært at forstå de urimeligheder, som borgerne er udsat for – i form af ekstrem langsommelig sagsbehandling (man kunne kalde det passivitet), fejl eller forkerte afgørelser. Det, som især harmer os, er borgernes fortællinger om, hvordan det er for den enkelte at blive mødt med mangel på respekt i de offentlige forvaltninger. Borgerne regnes ikke for at være relevante informanter i deres egen sag. Ikke bare mister borgeren tilliden til, at tilværelsen kan ændre retning, men den viden, som er helt central for en god indsats, og som borgeren kan levere, negligeres. De anonymiserede enkeltsager er hver især et argument for, at der i en konkurrencestats-tid er brug for at tage et socialt hensyn mere alvorligt. Den nuværende lovgivning og forvaltningskultur hjælper kun de borgere, som kan blive effektive gennem lovgivningens særlige incitamenter. Dem, som denne lovgivning ikke kan hjælpe, har brug for en ny sociallovgivning, der giver dem positive, sociale rettigheder. Det kunne for eksempel være en ret, at antallet af år helt uden for arbejdsmarkedet og på kontanthjælp indgår som et kriterium og kobles sammen med retten til et fleksjob eller en førtidspension. Herudover er der et stort behov for at ændre på forvaltningens samarbejde med udsatte borgere. Kvaliteten af kontakten med borgerne må styrkes, så borgernes erfaringer og informationer om egen situation og sag bliver central viden i hjælpearbejdet og i sagsbehandlingen. Rikke Posborg er uddannet socialrådgiver og terapeut. Rikke Posborg har arbejdet som leder inden for uddannelse af socialrådgivere. Rikke er i dag leder af Settlementets Rådgivning.


7

Udenforskab Af Robert Olsen

I beskrivelsen af Anders Behring Breviks handlinger den 22. juli 2011 blev begrebet udenforskab anvendt, og da den svenske statsminister, Frederik Reinfeldt, for nylig fremlagde en økonomisk redegørelse, var samme begreb til debat. Begrebet udenforskab anvendes mere og mere i de nordiske medier og i den politiske debat, men det fylder ikke i den danske debat – endnu. Hvad er det for et begreb, og hvad betyder det egentlig? Udtrykket har været anvendt i forskellige sammenhænge og er lige så meget et politisk som et fagligt udtryk. Her diskuteres begrebet som et skridt på vejen mod en konstruktiv anvendelse af det. Man kan vælge at mene, at nye begreber forplumrer diskussioner, eller at de giver os et nyt sæt briller at forstå virkeligheden med. I tilfældet udenforskab vil jeg hævde det sidste. At vi har at gøre med et begreb, der har potentiale for at flytte vores fokus over på de problemer, socialt udsatte mennesker lever med, i stedet for de problemer de skaber for ‘os andre’.

Brugen af udenforskab i den danske debat Udenforskab er i Danmark relativt nyt i faglige og politiske sammenhænge, men er over længere tid blevet brugt i debatten på vidt forskellige måder – primært i beskrivelsen af subkulturer, fx hiphopkultur i forstæderne. I 1997 oprettede tidligere socialoverlæge i Københavns Kommune, Preben Brandt, Projekt UDENFOR, som et opsøgende tilbud for hjemløse. Projekt UDENFOR beskriver selve formålet med sin eksistens som et forsøg på at afhjælpe det etablerede systems manglende evne til at nå de mest udstødte borgere. Dem, som af den ene eller anden grund, er røget ud af det etablerede system. Projektets arbejde kan tolkes som forløberen for beskrivelsen af udenforskab for hjemløse, misbrugere, psykisk syge etc. I 2001 anvendte Sernhede begrebet til at beskrive unge indvandreres liv udenfor samfundet i deres egne, subkulturelle sammenhænge, og Anne Gitte Munck brugte i 2001 begrebet i en debatartikel om indvandreres mulighed for integration og medborgerskab i Danmark. Politiken brugte i 2006 ordet i en helt anden sammenhæng, hvor udenforskab er noget, nogle unge har brug for: »I den forbindelse har nørden formået at etablere det ‘udenforskab’, som rigtig mange unge søger« (Politiken 2006). I bogen ‘Invitation til Socialpsykiatri’ (Lihme 2009) nævnes udenforskab i en beskrivelse af psykisk syge hjemløse. Kendetegnende for


8 anvendelsen af begrebet i en dansk kontekst er, at det bruges uden at det defineres. Ifølge Dansk Sprognævn optrådte ordet første gang i det danske sprog i en avisartikel i Jyllandsposten d. 26. januar 2000: »Om en voksende fjendtlighed mod majoritets-befolkningen fra de indvandrerbørn, hvis forældre ikke er blevet integreret i samfundet eller har noget ønske om at blive det. Om et udenforskab, som føder had og hævnfølelse« (Jyllandsposten 2000).

Udenforskab – en definition? Den forskelligartede anvendelse af begrebet viser, at det endnu ikke har noget fast definition i det danske sprog, men er et begreb introduceret for at beskrive det at være, eller at føle sig, udenfor. I modsætning til den danske brug af ordet, som er sporadisk og mest foregår i medierne, er udtrykkets svenske oversættelse »utanförskapet« oftest brugt i en politisk sammenhæng. I det svenske parlamentsvalg i 2006 blev begrebet lanceret af de borgerlige partier i en kritik af de mange arbejdsløse og langtidssyge, som er havnet udenfor samfundet. Da den borgerlige opposition vandt valget, blev »mindsket udenforskab« et mål for regeringens fremadrettede politik. I 2008 kritiserede den svenske rigsrevision regeringen for at anvende begrebet uden en nærmere definition af det, og fordi det er vanskeligt at kvantificere, hvis man skal måle, for eksempel om udenforskab øges eller mindskes (Riksrevisionen 2008). Den svenske anvendelse af begrebet repræsenterer en både politisk og en mere objektiv anvendelse af begrebet: politisk, fordi det anvendes som led i en valgkamp, til at få gennemført en bestemt politik, og ‘objektiv’, fordi rigsrevisionen ønsker en mere målbar og kvantificerbar definition af begrebet, så det ikke bruges for løst. Samtidig findes både en subjektiv og en mere faglig dimension af begrebet. Dimensionerne skal findes i anvendelsen af begrebet hos henholdsvis dem, der definerer sig selv som en del af ‘et udenforskab’, og hos fagfolk, der anvender begrebet i beskrivelsen af bestemte grupper i samfundet. Den faglige diskussion er eksemplificeret gennem Projekt UDENFOR og beskrivelser af hiphopkultur m.m. Den subjektive dimension er især interessant, fordi udsatte grupper – arbejdsløse, langtidssyge m.fl. – selv har taget begrebet til sig og definerer sig selv som en del af udenforskab. På hjemmesiden www.utanforskap.se forsøger udsatte grupper at samles om deres oplevelse af udenforskab: I hjemmesidens målsætning formuleres en bred definition af begrebet: »Ett utanförskap som kommer av sjukdom, arbetslöshet, diskriminering, mobbning, att du kommer från utlandet eller något annat skäl som gör att du känner ett främlingsskap från övriga samhället.


9 Ingen kanske hör på dig, lyssnar till dig och dina problem. Du kanske vallas mellan myndigheter, myndigheter som har svårt att samarbeta. Kanske du är utskuffad i kanten, utmobbad från jobbet. Arbetslösheten kanske tär på dig. Kanske du bara är udda, alltid ansett dig vara udda. Oförstådd.« (www.utanforskap.se 2010) De fire dimensioner af udenforskab, og de dermed mange forskellige anvendelser af begrebet, viser, at begrebet er en diskursiv konstruktion. Også det peger Forfatteren Tobias Davidson (2008) på i sit forsøg på at indkredse begrebets betydning. Han understreger, at begrebet, i lighed med andre termer som beskriver social marginalisering, er en social og kulturel konstruktion. Han mener, at diskursen om udenforskab minder om en variant af ‘social eksklusion’: »Precis som social exclusion konstrueras »utanförskap« som ett avgränsat rum med negativa konnotationer«. Davidson mener, at begrebet konstruerer et skel mellem ‘os’ og ‘dem’, baseret på en materiel og kulturel forskellighed. Derudover problematiserer han, at begrebet ‘innanförskapet’, eller ‘indenforskab’ ikke defineres og diskuteres, for eksempel i forhold til begrebet om inklusion. Sidst peger han på, at der i både diskursen om social eksklusion og om udenforskab hersker en opfattelse af, at arbejde skal løse problemet: »Arbete konstrueras som vägen till självrespekt och makt över vardagen, medan arbetslösheten leder till passivitet och beroende«.

Udenforskab og subkultur – i en negativ eller positiv forstand? Udenforskab og ‘oplevelsen af at være en del af en subkultur’ er beslægtede fænomener. Ordet subkultur beskriver grupperinger i samfundet, som er i opposition til hovedstrømningerne i en kultur. Udtrykket er ofte brugt i beskrivelser af nye modkulturer inden for fx musik og ungdomsliv. At være en del af en subkultur kan både opleves positiv og negativt. Hjemløse, psykisk syge og andre udsatte grupper udfylder en samfundsmæssig rolle, som en del af en subkultur der er defineret af andre end dem selv, og som betyder en udstødelse fra samfundet. De er, som Kim Larsen synger, »dem, de andre ikke må lege med«. (Larsen/Clausen 1986). Deres selvbillede – »Jeg er narkoman! Jeg er alkoholiker!« er med til at understøtte deres eksklusion. Omvendt ligger der noget potentielt positivt i at erklære sig som »dem, de andre ikke må lege med«: så ER man da noget, og man er ikke alene om at være det. Udenforskab bliver en mere eller mindre erklæret identitet – og det udligner i et vist omfang den ubalance, der er i forholdet mellem dem, vi traditionelt opfatter som ekskluderede, og de fagkundskaber, der sætter dem i tale som ekskluderede.


10 Koblingen af begreberne om udenforskab og subkultur viser, at der er to meget forskelligartede konnotationer i anvendelsen af udenforskab – en positiv og identitetskabende, og en mere negativ og stigmatiserende. Den negative brug af begrebet udspringer af fagkundskabens magt til at italesætte og vurdere samfundets problemer og de mennesker, som lever med dem. Det giver fagkundskaben monopol på at definere, hvordan vi skal forstå problemer og mennesker, og gennem anvendelse af professionelle og ofte monopoliserede ord fastholdes magten hos de professionelle (Christie 2009). Den magt bliver mere udtalt, når de, som har magten i fx sundhedssystemet, også bruger de stigmatiserende udtryk i kontakten med dem, det handler om. På den måde opstår konflikter, selvhad og eksklusion ud fra velfærdssamfundets institutioner. Den sproglige stigmatisering kan skabe et negativt selvbillede hos dem, der har problemer. Ordkundskaben bliver ekskluderende, og er måske endda med til at skubbe folk endnu længere væk fra det store fællesskab – stik imod det ønske om inklusion der generelt ligger bag socialt arbejde. Inklusion på arbejdsmarkedet, inklusion i samfundet og måske også i nogle tilfælde inklusion i normaliteten osv. I ordets positive forstand kan udsatte gruppers modidentifikation i et udenforskab måske være med til at skubbe grænsen for, hvad det vil sige at være inkluderet: »Jeg kan godt stå udenfor og stadig være med«. Udenforskab bliver platformen hvorfra man kan hente energi, fællesskab og sammen opleve at kunne formulere sit udenforskab. Nyere socialpolitisk historie kan understrege værdien af, at mennesker, som for eksempel er hjemløse, formulerer sig både i skrift og nærvær. Det gør hjemløse for eksempel gennem hjemløseavisen Hus Forbi, eller når de gennem deres organisation, SAND, sammen formulerer politiske ønsker og krav. At de, ved at definere deres udenforskab, faktisk får en stemme, som nuancerer og virker som modvægt til fagjargon’en. Bloggen Dagpengeland fik stor omtale, da en dagpengemodtager fortalte om sit møde med jobcentrene. Gennem beskrivelser af situationen som arbejdsløs, fik bloggen indfanget systemets absurditet i en grad, så kun få var i tvivl om, at bloggeren nok havde ret i sine beskrivelser af systemet. Og at systemet måske havde mindre ret i, hvordan man skulle håndtere og servicere en arbejdsløs. Beskrivelsen af udenforskab blev herigennem det konkrete middel til politisk handling. Det er vigtigt at have en åben debat om, hvorvidt udenforskab som begreb er endnu en pind til stigmatiseringsbålet, og om fordelene ved begrebet opvejer den stigmatiserende effekt. Der er eksempler på, at beskrivelser af verden gennem udenforskabs optik kan påvirke indretningen af systemet, hvilket kan være en styrke for dem, der føler sig som en del af udenforskabet.


11 Udenforskab er et begreb, der fortsat vil ændre sig. Det er blevet brugt til at fremme faglige og politiske interesser, men vi har også set eksempler på det modsatte: At det har givet individer og grupper mulighed for at sige systemet stik imod. Udenforskab giver måske adgang til andre typer beskrivelser af udsattes situation og oplevelse af, hvad der sker. Måske kan den nordiske diskussion af utanförskap eller udenforskab sætte fokus på de problemer, mennesker, som er udenfor, oplever, i stedet for den nuværende diskussion som fra faglig og politisk side i høj grad handler om, hvilke (økonomiske) problemer de udenforstående skaber for de, som står indenfor. Der vil være bedre fokus på at høre deres stemme og behov for inklusion, for vi har mere at gøre, der hvor der findes et udenforskab. Robert Olsen er forstander for Kofoeds Skole og formand for Social­ politisk Forening.

Kilder Christie N.: Små ord for store spørgsmål, Universitetsforlaget Oslo, 2009 Davidson, Tobias: Utanförskapandet – en diskursanalys av begreppet utanförskap, Göteborg universitet, 2009 Lihme, Benny m.fl: Invitation til Socialpsykiatri, Akademisk forlag, 2009 Sernhede, Ove: Social kritik nr. 74 2001, Forlaget Social kritik Udenforskab – eller medborgerskab. Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning. Ny&Næ-xtra nr. 7. 2001. – Osama Al-Habagbeh, Karen Brygmann, Ole Hammer, Peter Løvgreen, Anne Gitte Munck. Proposition 2007/08:100, s. 15, och proposition 2007/08:1, s. 19, Mått på utanförskap otydligt, Riksdag och departement, 2008-12-03. Utanförskap och sysselsättningspolitik – regeringens redovisning, Riksrevisionen 2008:26. [1] Anders Borg i riksdagsdebatt 2009-05-08, Riksdagens protokoll 2008/09:114


12

Er »nødvendighedens politik« nødvendig? Af Johs. Bertelsen

For nylig oplevede jeg som en anden kardinal at opholde mig sammen med en afgrænset gruppe mennesker i et døgn for at nå frem til en væsentlig beslutning. Vi skulle ikke udpege en ny pave, men derimod forsøge at formulere et nyt charter for samarbejdet mellem det offentlige og det frivillige arbejde. Det foregik på Schæffergården i Gentofte, og vi var en blandet gruppe af ministre, borgmestre, organisationsfolk samt en stribe embedsmænd fra fire ministerier. Alle deltog givetvis med de bedste intentioner. Alligevel oplevedes det som en temmelig paradoksal affære. Set-uppet var sat på forhånd. Vi skulle formulere os om det positive samarbejde. Vi skulle bekræfte, at vi ville hinanden. Derimod var det meget vanskeligt at få ørenlyd for, at der var noget, der delte os. At der på mange måder er forskel på, om dagsordenen sættes af det offentlige, markedet eller civilsamfundet. At vi faktisk lever i en alvorlig krise, og at mange mennesker ikke føler, at de er omfattet af det fællesskab, som der var lagt op til, at vi skulle give hinanden håndslag på. Førnævnte er kun et af mange eksempler på, at vi lever i en paradoksal tid: Vi slynger om os med plusord om samskabelse, bæredygtighed, helhedsorientering og inklusion samtidig med, at vi er vidne til, at vi administreres efter en helt anden »nødvendighedens politik«, som lige for tiden har meget vanskeligt ved at sikre bæredygtighed, helhedsorientering og inklusion – ikke mindst på det sociale område. Det gode vi vil, det gør vi ikke, medens det onde, vi ikke vil, sætter sig igennem netop som »nødvendighedens politik«. Som politiker er denne situation meget vanskelig at håndtere, fordi man jo netop ikke har ladet sig vælge for at være ond, men tværtimod ofte har mange visioner for samfundets udvikling. Skal man imidlertid fungere som såkaldt »ansvarlig« politiker, tvinges man i en krisetid til at modarbejde sine egne visioner og administrere ud fra de givne økonomiske vilkår. Det fører ofte til politikerudtalelser enten fulde af »uld i mund« eller med forsikringer om, at man da vil det bedste for alle. Rigets sande tilstand bliver imidlertid sjældent lagt åbent frem. Her har vi fortsat en vigtig opgave som frivillige sociale organisationer med udgangspunkt i civilsamfundet: Vi er fortalere for de borgere, som mærker »nødvendighedens politik« på egen krop. Vi har friheden


13 til at sætte fingeren på dér, hvor skoen trykker og forsøge at få afdækket, hvor nødvendig »nødvendighedens politik« egentlig er. Med konferencen »Konkurrencestatens ofre« forsøger vi at sætte fokus og ord på problemstillinger, som i den offentlige debat primært italesættes som en nødvendig »vækstpolitik« og »incitamentspolitik«, der på sigt skal sikre et forsat bæredygtigt velfærdssamfund. Man kan også sige, at den dominerende politikudvikling for øjeblikket følger devisen, at målet helliger midlet. At midlet så for en relativt stor gruppe borgere betyder udstødelse, fattigdom og psykiske og sociale problemer, gøres der meget lidt for at sætte fokus på. Tværtimod: Incitamentspolitik betyder jo netop, at det skal være svært for nogle, for at andre kan motiveres til »at tage sig sammen« og finde noget arbejde. Baggrunden for, at hele dette scenarie kan udfolde sig som en meget paradoksal situation, hvor der siges ét og gøres det modsatte, er tilsyneladende, at vi i disse år er vidne til et paradigmeskifte. Skiftet sætter sig igennem bag om ryggen på os, og dette gælder både for politikere, organisationer og borgere. Paradigmeskiftet findes meget overbevisende beskrevet i Ove Kaj Pedersens bog »Konkurrencestaten«, som beskriver, hvorledes globaliseringen har sat en ny dagsorden, der tvinger de enkelte stater til at konkurrere med hinanden. Konkurrencen bygger på to elementer, øget evne til vækst og øget evne til besparelse på de offentlige udgifter. Paradigmeskiftet kommer derfor til at udfolde sig som et fokusskifte, hvor siddende regeringer er meget optaget af at sikre konkurrenceevnen og markedets funktionsevne, medens velfærden og udgifterne til velfærden primært ses som en besværlig udgift og en hindring for konkurrenceevnen. Paradokset i dette paradigmeskifte er, at mål og middel blandes sammen. Man vil vækst og konkurrenceevne for at skabe øget velfærd, men for at skabe øget vækst og konkurrenceevne, skærer man ned på velfærden. Og hvad værre er, man udstiller de borgere, som bliver ramt af denne globaliserede økonomiske logik, som dem der på grund af deres dovenskab og nasseri er skyld i, at vi ikke har råd til velfærd. I de frivillige sociale organisationer har vi vores rødder i civilsamfundet, og det er vores opgave at sikre, at alle borgere som civile borgere behandles med lige rettigheder. Med paradigmeskifet har vi desværre været vidne til, at der sker en nedvurdering af de borgere, som ikke med deres arbejdskraft kan bidrage til konkurrenceevnen og væksten. Er du arbejdsløs, syg eller pensionist er du blevet til en byrde for samfundet, og derfor kan samfundet tillade sig at behandle dig derefter. Ikke mindst arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere bliver udsat for denne mistænkeliggørelse, fordi det at stå udenfor arbejdsmarkedet til en vis grad ses som afhængigt af den enkeltes vilje til handling og deltagelse.


14 I denne situation viser de frivillige sociale organisationers uafhængige rådgivninger deres store betydning. Her findes et sted, hvor marginaliserede borgere kan henvende sig og dels blive mødt som ligeværdige borgere og dels få sat ord på alle de ydmygelser og frustrationer, som de dagligt udsættes for på de offentlige kontorer. Med afholdelsen af konferencen »Konkurrencestatens ofre« er det en stor tilfredsstillelse at kunne sætte fokus på nogle af de konkrete sager, som Settlementets frivillige rådgivere dagligt oplever i deres arbejde. Med sagerne illustreres kun toppen af det isbjerg af forkert håndterede sager, som kan findes frem i alle kommuner. Forhåbentlig kan konferencen bidrage til også at belyse konkurrencestatens bagside og samtidig rejse spørgsmålet: Er denne situation virkelig nødvendig? Burde ikke mindst en centrum-venstre regering kunne finde ud af, både at føre den nødvendige økonomiske politik, og samtidig sikre forvaltningsformer, som behandler alle borgere, både arbejdende og ikke-arbejdende, ordentligt? Johs. Bertelsen er formand for Frivilligt Forum, landsforeningen for de frivillige sociale organisationer.


15

12 Cases

12 cases Af Settlementets R책dgivning


12 Cases

16

Case 1: 32 år på kontanthjælp Lisbeth har modtaget kontanthjælp fra 1980, hvor hun var 20 år gammel og blev alene med nyfødt barn. Hun har aldrig siden da haft et arbejde eller været i uddannelse. Lisbeth gik ud af skolen i løbet af 9. klasse og har ikke siden modtaget undervisning. Her er en beretning om hendes møde med kommunen.

Kommunens indsatser har været: 1980’erne: Lisbeth henvises én gang til aktivering og én gang til arbejdsprøvning, hvor hun aldrig møder op. Derudover fremgår af sagens akter ingen andre initiativer fra kommunens side i perioden 1980-1992. 1992-1996: Lisbeth er i aktivering 4 gange, hver gang ganske kort og hun sygemeldes. 1996-2005: Kommunen tager ingen initiativer med henblik på at hjælpe Lisbeth til job, uddannelse eller behandling. I slutningen af 1990’erne er Lisbeth indlagt på psykiatrisk hospital efter selvmordsforsøg. 2005-2007: Lisbeth går efter eget initiativ, og med betaling fra jobcentret, til psykologsamtaler. I samme periode prøver Lisbeth at komme i gang med noget frivilligt arbejde, men det bliver ikke rigtig til noget. 2006: Kommunen rejser sag om førtidspension. Sagsbehandleren konkluderer, at Lisbeth ingen erhvervsevne har. Muligheder for aktivering, revalidering og fleksjob anses for udtømte. Lægeligt mener man ikke, at Lisbeth har en psykiatrisk diagnose, men det vurderes alligevel, at hun lider af en antisocial karakterafvigelse, og at hun har et misbrug af alkohol og hash.

Der peges på mulighed for behandling for alkoholmisbrug på for eksempel Skt. Hans Hospital – ikke at det i følge sagsbehandleren vil bringe hende nærmere arbejdsmarkedet, men eventuelt vil behandling kunne øge hendes livskvalitet. Kommunen giver afslag på førtidspension. 2007: Fornyet ansøgning om førtidspension. Af generel helbredsstatus fremgår det, at Lisbeth lider af depression, er opgivende og skrøbelig. Hendes tilstand betegnes som varig. Hun har rent fysisk nogen nedsat funktionskapacitet. Hendes misbrug anses ikke for at være den egentlige barriere i forhold til arbejdsmarked og bedre livskvalitet. 2008: Lisbeth får afslag på ansøgningen om førtidspension, med den begrundelse, at det ikke er dokumenteret eller »helt åbenbart«, at hendes arbejdsevne ikke kan forbedres via aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger. Pensionsnævnet skønner, at der er mulighed for at sætte foranstaltninger i værk med henblik på afklaring og forbedring af arbejdsevnen. I perioden 2009 – 2011 er Lisbeth i aktivering, og hun begynder i psykiatrisk behandling. Ved fornyet forsøg på at få førtidspension afviser jobcentret at behandle sagen »da pågældende fortsat er i behandling«. I 2012 anmoder hun om en afgørelse med henblik på førtidspension på det foreliggende grundlag, men jobcentret råder hende fra det, og hun opgiver. I foråret 2013 er der ikke sket yderligere.


17

Jeanette er 32 år og har aldrig haft et almindeligt job. Hun har psykiske handicaps. Hun har i mange år været i aktivering og har arbejdet som frivillig, hvorved hun prøver at få en god og meningsfuld hverdag. Hun besøger sine børn 1 til 2 gange om måneden, der hvor de er anbragt. Jeanette henvender sig en aften i rådgivningen med et akut problem. Hun har kun fået udbetalt 1000 kr. i kontanthjælp og på jobcentret begrundes det med, at hun ikke mødte op til en job-

samtale – en indkaldelse som er sendt til hendes e-boks. Jeanette har aldrig før fået post via e-boks, har aldrig prøvet at åbne sin e-boks og kender ikke sin NemID. Rådgiverne prøver at få kommunen til at se, at der er tale om en fejltagelse, men beslutningen står ikke til at ændre og må ankes. Efter 6 uger får Jeanette medhold i sin anke. I mellemtiden er huslejen for en måned ikke blevet betalt, og Jeanette synes, at det hele bare faldt fra hinanden.

Case 3: Starthjælp og fri bevægelighed i Europa Alice henvender sig til rådgivningen i marts 2009. Hun er, efter at have boet i Spanien i en periode på 10 år, ikke berettiget til kontanthjælp, men er i stedet blevet sat på den lavere ydelse; starthjælp. Hun har gennem 10 år arbejdet i sin daværende kærestes bageri i Spanien. Da forholdet bryder sammen, sender den tidligere kæreste Alice med flyveren til Kastrup. I 2006, hvor Alice vender hjem til Danmark, står hun fuldstændigt uden midler. Hun bliver tilbudt ophold på et herberg. Kommunen meddeler hende afslag på ansøgningen om kontanthjælp og sætter hende på starthjælp. Det er endnu ikke lykkedes Alice at opnå beskæftigelse eller at få tildelt en anden ydelse. Hun er nu på 4. år på starthjælp. Den eneste grund, til at Alice mister retten til kontanthjælp, er, at hun har arbejdet og boet i Spanien i en periode på ti år. Det er et grundlæggende princip

inden for den Europæiske Union, at personer har ret til at bevæge sig frit, og frit kan søge arbejde på tværs af grænserne, uden at miste sociale rettigheder. Alice er på grund af sit ophold i Spanien henvist til at leve på en ydelse, der af mange anses for at være på et niveau under fattigdomsgrænsen. Rådgivningen har bistået Alice med at klage til de sociale myndigheder: Kommunen, Beskæftigelses-ankenævnet og Ankestyrelsen har alle afvist, at Alice er beskyttet af EU-retten. Sagen verserer nu ved Ombudsmanden. Alice’ sag blev i 2011 bragt i magasinet Argumentation. I oktober 2012 rettede rådgivningen en forespørgsel til Ombudsmanden, med henblik på om Ombudsmanden ville henstille til fri proces, så Alice’ sag kunne føres ved domstolene. Dette afviste Ombudsmanden med den begrundelse, at de endnu ikke hav-

12 Cases

Case 2: Sanktion


12 Cases

18 de afsluttet ombudsmandsundersøgelsen. Ved den lejlighed talte Rådgivningen med Alice, som oplyste, at hun havde fået en alvorlig sygdom. Hun døde en måned senere.

Settlementet modtog i februar 2013 brev fra Ombudsmanden om, at man fortsat afventer supplerende udtalelser fra Ankestyrelsen og Beskæftigelsesministeriet.

Case 4: I hårdknude Lars er 55 år og har arbejdet over 30 år inden for det offentlige, hvor han startede som elev. I 2005 bliver han syg. Han har mange smerter i hofte og knæ – lidelser som stammer fra et medfødt hofteskred, som han først blev opereret for som 11årig. Operationen havde komplikationer til følge og langvarige hospitalsindlæggelser. Han har desuden fået en depression. Efter 6 måneders sygdom blev Lars fyret, og han har ikke siden 2006 haft et almindeligt job. I 2007 får Lars bevilget revalidering. Han bestrider i et år job i en reception og på kontor med et timetal på 25 timer. Det er det, han kan klare. Virksomheden

skulle derefter overgå til elektronisk journal og kunne ikke tilbyde ham fortsat job. Hans revalideringsbevilling afsluttes uden yderligere initiativ fra jobcentrets side. Først efter en klage får Lars en skriftlig begrundelse og en undskyldning for den dårlige sagsbehandling, han var udsat for. Han mister sin indkomst, revalideringsydelsen, og må søge kontanthjælp, da han trods flere hundrede ansøgninger ikke får et arbejde. Lars har siden levet af kontanthjælp og hans sag er gået i hårdknude. Trods flere initiativer fra hans side med henblik på at komme i job eller i fleksjob, er det ikke blevet til noget.

Case 5: Svær vej til førtidspension Amin er 55 år og fik i januar 2013 tilkendt førtidspension efter 6 1⁄2 års sygdom som følge af en alvorlig knæskade i 2006. Han kom til Danmark som ung og har i 30 år uafbrudt arbejdet ved hårdt fysisk arbejde senest rengøring. Han er gift, og ægtefællen har egen, stabil arbejdsindtægt som social- og sundhedsassistent. Sammen bor de til leje. Som følge af knæskaden er Amin opereret 5 gange i knæet og har senest fået kunstigt knæled. Dette har dog for-

værret smerterne til kronisk smertetilstand med lille gangdistance, rygsmerter, spændingshovedpine, forhøjet blodtryk, søvnløshed osv. Han anvender rollator og krykker, lægen anbefaler elektrisk kørestol. Det er nødvendigt med hjælp til af- og påklædning og medicinering i voldsom grad med smertestillende medikamenter. Amin er trist, og depressionen skyldes formentlig udeblivende effekt af smertebehandlingen, og at genoptræning af knæet er opgivet.


19 giver kommunen medhold men skønner, at Amin har varigt skånebehov. Kommunen forlanger en ny arbejdsprøvning, og Amin henvises igen til en privat aktør, der skal vurdere hans arbejdsevne. Han sættes til lettere arbejde med rengøring af computere og forefaldende arbejde, men må hurtigt opgive grundet manglende bevægelighed. Kommunen overvejer førtidspension og henviser til speciallæge i reumatologi, der i december 2011 fraråder alle forsøg på beskæftigelse af frygt for yderligere belastning af knæet. Speciallægen konkluderer, at Amin ikke har nogen erhvervsevne. Kommunen påbegynder endeligt førtidspensionsansøgning november 2012. Pensionen tilkendes 1.1.2013 efter et sygeforløb på 6 1⁄2 år og 2 år uden indtægt. Mange år med stor bekymring og ikke mindst langsommelig sagsbehandling, skiftende sagsbehandlere og en sag der flere gange er gået i stå.

Case 6: Kontanthjælp i årevis Hans er i dag 42 år og har modtaget kontanthjælp i ca. 20 år. Han bor alene, isolerer sig og kan ikke længere klare kommunens gentagne aktiveringstilbud. Hans mor var alkoholiker. Han var meget stille i skolen og blev henvist til psykolog i 4. klasse, men moderen standsede behandlingen af frygt for, at hendes misbrug blev opdaget. Moderen er fraskilt og Hans har skiftet skole flere gange. En stedfader behandlede ham hårdt, og i de større klasser begyndte han at pjække fra skole. Moderen truede med selvmord. I stedet for at gå i skole gik han rundt for sig

selv med egne, små aktiviteter. Gik ud af skolen med en delvis afsluttet 10. kl. eksamen på trods af, at han er godt begavet. Blev efter skoletiden tilknyttet et beskæftigelsesprojekt i parkvæsenet efterfulgt af dagpenge fra a-kassen. Har aldrig haft et ordinært, lønnet arbejde. Som teenager blev han behandlet på ungdomspsykiatrisk afdeling. Han har været i medicinsk behandling af privatpraktiserende psykiater, men ophørte pga. bivirkninger. Lægeligt beskrives han som ængstelig med panikanfald og tendens til at isolere sig. Han har svært ved at bruge

12 Cases

Amin blev i 2008 forsøgt arbejdsprøvet hos anden aktør gennem kommunens henvisning. Han var grundet smerter ikke i stand til at fuldføre forløbet. Amin har været igennem flere arbejdsprøvninger og har modtaget sygedagpenge undervejs. Flere gange med usikkerhed om sygedagpengenes varighed og de blev standset juni 2010. Amin klagede over afgørelsen, hvorefter dagpengene blev forlænget i 3 måneder. Herefter ophørte sygedagpenge og alle forlængelsesmuligheder i loven er opbrugt. Han er siden da forsørget af ægtefællen, hvilket er et hårdt slag for en mand, der altid har været hovedforsørgeren med egen arbejdsindtægt. Amin er ikke berettiget til kontanthjælp pga. ægtefællens lønindtægt. I oktober 2010 afslår kommunen hans egen ansøgning om førtidspension på baggrund af foreliggende lægeoplysninger. Afslaget begrundes med, at der mangler dokumentation for, at hans arbejdsevne er varigt nedsat. Ankenævnet


12 Cases

20 tilbud om behandling, da han ikke har tiltro til medicinsk behandling. Hans har altid boet alene, men har venner som hjælper, når det står værst til. De seneste år har han haft kontakt til distriktspsykiatrien, men har afvist medicinsk behandling og terapiforløb. Utallige tilbud om aktivering i diverse beskæftigelsesprojekter har han ikke kunnet profitere af. Hans har ingen tro på, at han kan hjælpes af det kommunale system, og han føler sig kontrolleret med tvang om aktivering. Kontanthjælpen er flere gange blevet standset, fordi at han ikke har kunnet møde op til forskellige aktiveringstilbud.

Hans har et ønske om at få førtidspension. Grundet sin psykiske tilstand har han ingen arbejdsevne, men da han ikke vil påbegynde medicinsk behandling, er behandlingsmulighederne ikke udtømt, hvorfor førtidspension ikke er tilkendt. Sagen afventer et nyt forsøg på terapi. Ingen forventer, at han kan komme i arbejde. Dette er dokumenteret ved adskillige aktiveringsforsøg. Sagsbehandlingen kører i ring med lange ventetider og skiftende sagsbehandlere. Sådan kan tiden gå, indtil Hans bliver folkepensionist!

Case 7: Sanktion igen og igen Frode er i 40’erne og i aktivering, har flere gange fået iværksat sanktion og stået uden indtægt eller med stærkt reduceret indtægt. Ved klage har han fået medhold i, at kommunen traf forkerte afgørelser. Frode henvender sig til Settlementets Rådgivning, fordi udbetaling af hans kontanthjælp er standset. Begrundelsen er at han ikke er mødt til samtale i Jobcentret – en samtale der er indkaldt til via hans e-boks. Settlementet hjælper ham med at klage, hvor der gøres opmærksom på, at Frode aldrig har modtaget indkaldelsen til samtale, fordi han ikke har adgang til sin e-boks. Han beder om fremover, at breve til ham sendes som almindelig post. Frode får medhold i klagen. Et år efter henvender Frode sig igen til Settlementets rådgivning, fordi kontanthjælpen ikke er blevet udbetalt igen med den begrundelse, at han er udeblevet fra samtale indkaldt via e-boks.

Settlementet henvender sig til forvaltningen og gør opmærksom på, at Frode fortsat ikke har adgang til sin e-boks, og derfor ikke har modtaget indkaldelsesbrevene. Få dage senere modtager han brev om, at forvaltningen fastholder afgørelsen om sanktion. Begrundelsen er »at det er en borgers pligt at gøre sig bekendt med sin daglige post samt digitale post« og »at en borger efter modtagelse af tilkaldelsesbrev i e-boks og fortsat ikke efter 1 år har adgang til sin e-boks ikke vurderes som rimelig grund til udeblivelse fra samtalen xx.xx.2012.« Settlementet hjælper Frode med at anke afgørelsen og gør i anken opmærksom på, at forvaltningen, da afgørelsen blev truffet, var bekendt med, at Frode ikke havde adgang til sin e-boks. I november 2012 meddeler Frodes sagsbehandler pr. mail til Settlementet, at afgørelsen er blevet revurderet, og at han har fået fuldt medhold.


21

Linda er 55 år og har været sygemeldt siden 2007. Hun er enlig mor til et nu voksent barn, har en uddannelse indenfor tekstilbranchen og var selvforsørgende frem til 2007. I 2008 henvises Linda til jobcentret for en afklaring af erhvervsevnen. Hun kommer i to arbejdsprøvninger i 2008 og 2009. Begge konkluderer, at hun er alvorligt truet i forhold til sin tilknytning til arbejdsmarkedet på almindelige vilkår. Hun bliver desuden henvist til undersøgelser på tre forskellige hospitaler, og der er mange lægelige dokumenter i sagen. Hendes diagnoser er: ƒƒ Kroniske muskelsmerter ƒƒ Hypermobilitets-syndrom ƒƒ Forhøjet blodtryk ƒƒ For lavt stofskifte ƒƒ Grøn stær ƒƒ Nedsat blodforsyning til fingre/tæer ƒƒ Multiallergiker ƒƒ Degenerative forandringer i nakke og ryg ƒƒ Kronisk gigtlidelse, der påvirker kroppens kirtelfunktioner, især tåre- og spytkirtler ƒƒ Problemer med fordøjelsen, der forsøges afhjulpet med diæter Linda har igennem mange år haft betydelige arbejdsbelastninger, der ikke har været forenelige med hendes svære hypermobilitet og hendes spinkle bygning. Det har medført store smerter og svær hovedpine. En professor og speciallæge i reumatologi udtaler i foråret 2010, at Lindas tilstand er kronisk, og at hendes arbejds-

evne indenfor ethvert fag er svært nedsat til under en tredjedel. Lindas egen læge og en overlæge giver udtryk for stort set samme vurdering. I forvaltningens behandling af Lindas sag udtaler kommunens lægekonsulent, at han ikke finder, at der er objektive lægelige forklaringer på, at hendes funktionsevne skulle være nedsat. Han vurderer, at hun kan raskmeldes og klare et job på almindelig vilkår, så længe hun undgår mere udtalt fysisk betonede jobfunktioner. Både Lindas egen læge og flere involverede speciallæger giver udtryk for den stik modsatte vurdering – at Linda på dette tidspunkt ikke kan raskmeldes. I august 2011 træffer kommunen afgørelse om, at der ikke er grundlag for en fortsat forlængelse af hendes sygedagpenge. I september 2011 træffer jobcentret ligeledes afgørelse om, at hun ikke er berettiget til et fleksjob, da hendes arbejdsevne ikke er varigt og væsentlig nedsat. Dette til trods for de lægelige vurderinger fra tre forskellige hospitaler og de to arbejdsprøvninger, der har været iværksat. På vegne af Linda anker Settlementets Rådgivning begge sager til Beskæftigelsesankenævnet. På grund af tidspres bliver sagerne først afgjort i december 2012. Afgørelserne falder ud til kommunens fordel. Den allersidste arbejdsdag i december 2012 bliver Linda indkaldt til samtale i jobcentret. Sagsbehandleren vil drøfte hendes situation med lægekonsulenten med henblik på en arbejdsprøvning og endnu en arbejdsmedicinsk undersøgelse. Sagsbehandleren lover at kontakte

12 Cases

Case 8: Underkendelse af lægeundersøgelser


12 cases

22 Linda i løbet af 14 dage. Hun hører dog intet, før hun igen indkaldes til samtale tre måneder senere. I sagens forløb gøres der intet i sagen, udover at Linda indkaldes til de lovpligtige samtaler. Der er brugt mange penge

på lægelige undersøgelser, hvis konklusioner underkendes af kommunen og deres lægekonsulent. Linda er nu på kontanthjælp, og er ikke blevet visiteret til yderligere foranstaltninger.

Case 9: Hvilken fremtid? Bjørn på 37 år har været på kontanthjælp det meste af sit voksne liv. Han er født med en alvorlig ryglidelse, som han blev opereret for som barn. Operationen medførte stivhed og nedsat bevægelighed i ryggen. Han har ofte og mange smerter i ryggen. Da han var i 20’erne tog han en række kurser og har også gennemført dele af social- og sundhedshjælperuddannelsen. Han har flere gange været i praktik inden for området, hvorfra han har fået gode tilbagemeldinger. På trods er det aldrig lykkedes ham at få et almindeligt arbejde. I 2008 søgte Bjørn om fleksjob, men fik afslag. Udover ryglidelsen, som betyder at han under ingen omstændigheder må have rygbelastende arbejde (lægeudtalelse), har han døjet med medfødt nedsat hørelse og en del eksem i ansigt og på hænder. Jobcentret har desuden peget

på, at hans overvægt står i vejen for et job. Han har nu tabt sig betydeligt. Bjørn har tendens til at isolere sig i sin lejlighed, som ifølge ham selv »gror til med mange grønne planter og fugle«. Det er svært for ham at holde den lille etværelses lejlighed ved lige, og en gammel vandskade har udviklet skimmelsvamp. Hans familie, som er hans eneste netværk, kommer han nemt i konflikt med. Bjørn vil gerne have hjælp til at komme i arbejdstræningsforløb, som en del af en mere konkret plan for, hvordan han i fremtiden kan få tilknytning til et arbejde. Et forløb hos en anden aktør bragte ham ikke nærmere en mere varig løsning, og der er ingen plan for, hvad der nu skal ske. Bjørn fortæller, hvordan han finder samarbejdet med jobcentret svært. Han oplever at blive mødt med en tavs kritik af hans person eller ligefrem uhøflighed.

Case 10: Ingen fremskridt Britta henvender sig i Settlementets Rådgivning med behov for hjælp i forhold til sin sag i jobcentret. Hun har været på kontanthjælp i 31 år, kun afbrudt af korte forløb i forskellige beskæftigelsesfremmende tilbud.

I 1989 anbefales Britta førtidspension af sin læge. Hun har haft et forbrug af nervepiller siden hun var 16 år gammel og forbruget har nu stået på i 40 år. Britta er til møde i jobcentret i marts 2013, hvor hun får besked om, at ikke


23 Britta har meget angst for møder i kommunen, og efter sidste møde blev hun indlagt umiddelbart efter, fordi hun havde vejrtrækningsproblemer og ondt i højre arm. Ved undersøgelse på hospitalet viste det sig at være mavesyre, højst sandsynligt forårsaget af det pres hun oplever ved møderne. Dette på trods af at hun havde oplevet sagsbehandleren som både venlig og imødekommende. Britta fortæller, at hun nogle gange har selvmordstanker, og at hun føler sig jagtet rundt i og af systemet. Britta får af Settlementets rådgivere hjælp til at finde ud af, hvor hun kan få relevant behandling, og hvordan hun kan komme i gang med det.

Case 11: Førtidspension på det foreliggende grundlag Vincent på 51 år er vokset op på børnehjem og institutioner. Han er uddannet indenfor kontor, men har aldrig haft arbejde indenfor faget. I hele sit voksenliv har han samlet to års tilknytning på arbejdsmarkedet. Vincent har siden sin tidligste ungdom været patient/bruger i det psykiatriske behandlingssystem. Han har været i fængsel flere gange. I begyndelsen af 2013 fik Vincent tilkendt førtidspension på det foreliggende grundlag – noget nær en statistisk umulighed. Det skete gennem Ankenævnets ændring af kommunens oprindelige afgørelse om afslag. Afslaget fra kommunen var begrundet med følgende formulering: »Du opfylder ikke betingelserne for at få førtidspension, jf. pensionslovens §§16 og 20 stk. 2.

Begrundelsen er, at du efter vores vurdering har en arbejdsevne, som vil sætte dig i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Ved bedømmelsen af din arbejdsevne har vi lagt vægt på oplysningerne i arbejdsevnevurderingsjournalen, herunder oplysninger om uddannelse, hidtidig beskæftigelse og helbred samt oplysninger om mulighederne for aktivering, revalidering og behandling.« Herefter følger et resume af resultater fra praktikker og behandling. Praktikstedet skriver om Vincents arbejdsevne: »Din effektive arbejdstid lå på ca. 1 time, når du var på arbejde i 3 timer.«. På baggrund af praktikken vurderer man, at han må arbejdsprøves et nyt sted, som passer bedre til hans personlighed og

12 Cases

alle behandlingsmuligheder er udtømte. Sagsbehandleren mener derfor ikke, at hendes ansøgning om førtidspension ville gå igennem. Britta beskriver, at det har været sådan til de utallige møder, hun har været til i kommunen. Hun føler, at hun starter forfra, hver gang der skal indhentes nye oplysninger i sagen. Sidst det skete, blev loven ændret i mellemtiden, og førtidspension blev sværere at opnå. Britta har aldrig haft ordinær beskæftigelse, men har i perioder indtil hun fyldte 24 erhvervet sig som sexarbejder. Hun har svært ved at se sig selv på arbejdsmarkedet og kan ikke forestille sig, hvor hun ville kunne få ansættelse.


12 cases

24 manglende kompetencer. Den arbejdsprøvning bliver ikke til noget. Vincent går endvidere til psykiatrisk behandling; der foreligger tre psykiatriske speciallægeerklæringer. Psykiateren vurderer, at Vincent ikke vil have gavn af medicinsk behandling, da han ikke mener, det vil forbedre Vincents funktionsniveau. Psykiateren fraråder en ny arbejdsprøvning og anden form for aktivering. Kommunens egen lægekonsulent vurderer, at Vincent vil have gavn af medicinsk behandling. Herefter vurderer kommunen, at der er behandlingsmuligheder for Vincent i forhold til hans psykiske lidelser, og at han efter endt behandling kan deltage i en ny arbejdsprøvning, som tilrettelægges med skånehensyn. Kommunen skriver følgende i afslaget: »Samlet set kan man ikke vurdere,

i hvilket omfang din arbejdsevne er nedsat … «. Gennem Settlementets Rådgivning anker Vincent afgørelsen og to måneder efter kommer Ankenævnets afgørelse. Et enigt nævn giver ham medhold i klagen over afslag og ændrer kommunens afgørelse med følgende begrundelse: »Ankenævnet vurderer, at det er dokumenteret, at din arbejdsevne er varigt nedsat, og at nedsættelsen er af et sådan omfang, at du – uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning – ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder beskæftigelse i fleksjob. Vi vurderer, at der ikke er behandlingsmuligheder for din psykiske tilstand. Vi vurderer også, at selv en hensyntagende arbejdsprøvning vil være åbenbar formålsløs.«

Case 12: Ord uden handling Minna har indtil 2007 været i ordinær beskæftigelse på det ufaglærte område. Hun får en kronisk og alvorlig øjensygdom, der medfører, at hun bliver fyret fra sit arbejde. Derefter modtager hun sygedagpenge, der stoppes efter 52 uger, og siden da har hun modtaget kontanthjælp. Siden 2007 har Minna ønsket og forsøgt at få en dialog i gang med kommunen om muligheden for fleksjob, da hendes største ønske er at komme tilbage på arbejdsmarkedet. I oktober 2011 kommer Minna endelig i arbejdsprøvning hos en virksomhed, hun selv har taget kontakt til. Aftalen med kommunen er, at det efter endt arbejdsprøvning skal afklares, om der kan bevilges fleksjob. Da perioden udløber, vurderer kommunen, at ar-

bejdsevnen ikke er godt nok beskrevet. Arbejdsgiveren forlænger forløbet i 4 måneder, og der ventes forgæves på den konsulent fra kommunen, der skal sikre, at arbejdsevnen beskrives tilstrækkeligt. I april 2013 afholdes, på Minnas opfordring, et møde i jobcentret, hvor det igen konstateres, at arbejdsevnen ikke blev tilstrækkelig beskrevet i arbejdsprøvningen oktober 2011 – april 2012. Der har siden 2007 været afholdt 5 møder i jobcenteret og 1 arbejdsprøvning, som Minna selv tog initiativ til. Der er nu givet afslag på fleksjob med henvisning til den mangelfulde beskrivelse af hendes arbejdsevne. Kommunen indstiller nu Minna til et forløb i rehabiliteringsteam med henblik på revalidering.


25

Kafka i Jobcenteret – en årsag til fogedudsættelser! Det seneste årti har vist en foruroligende vækst i, at borgere bliver sat på gaden af fogeden, og bare i 2011 skete det over 4.400 gange. Når regeringen vil reformere kontanthjælpen, er det derfor vigtigt at se sammenhængen med systemets sanktioner og undgå, at familier havner på gaden uden at forstå hvorfor. Man kan komme langt ved at automatisere huslejebetalingen, koncentrere sanktioner om de raske og duelige og skåne de gamle, syge, svage og handicappede. Af Lars Vestergaard

Min stilfærdige nabo risikerede at blive sat på gaden – med 76 øre på kontoen. Kontanthjælpen var stoppet. Boligsikringen gav ham dog 495 kr. hver måned at leve for! Med en lang og tro fortid i forsvaret har han været parat til at gå i døden for Danmark og er så langt fra at være en gemen svindler, som tænkes kan. Han var opgivende og så frem til at fryse ihjel eller dø af sult i løbet af vinteren. Han har allerede tabt 1⁄3 af normalvægten – og er ved at være gennemsigtig. Det var ubærligt og uforståeligt. Vi aftalte en tur til Socialcenter og Jobcenter for at få kontanthjælpen genoptaget og søge hjælp til huslejerestancen, med mig som bisidder. En hel dag løb vi spidsrod i den (københavnske, red.) kommunale labyrint, fra morgen til lukketid. Vi troede, at vi skulle starte i Socialcenteret i Matthæusgade, men efter lang ventetid fik vi oplyst, at vi først skulle søge kontanthjælp igen i Jobcenteret i Skelbækgade, hvor vi efter endnu en pæn ventetid fik oplyst, at de kun behandler borgere under 30 år. Alle over 30 skal i Nyrupsgade – uden at der på nogen måde skiltes med denne afgrænsning. Så måtte vi til Jobcenteret i Nyrupsgade – for at vente en time på at blive registreret af en receptionist før samtale med endnu en registrator,


26 som overlod mig at udfylde et elektronisk ansøgningsskema, som skulle printes ud, fordi naboen ikke har NemID. Derefter ventede vi yderligere en halv til en hel time på at få lov at aflevere skemaet med bilag til to skranke-medarbejdere, som kopierede alt med løfte om senere scanning og videresendelse. Derefter tilbage til Socialcenteret i Matthæusgade, med endnu en ventetid på 1 time, for at søge enkeltydelse til huslejen. De samme bilag er nu scannet og afleveret adskillige gange i de kommunale systemer, da forvaltningernes systemer efter sigende ikke kan »snakke« sammen. Naboen var til samtale på Jobcenteret i oktober. Han er tydeligvis ikke sund og rask, og han er permanent ude af stand til fast arbejde. Borgere med begrænset og forældet uddannelse og svækket helbred fravælges konsekvent af arbejdsgiverne, uanset hvor hårdt Jobcentre og Ydelseskontorer sanktionerer kontanthjælpsmodtagerne. Dermed er sanktionerne meningsløse. Naboen burde indlysende have førtidspension, men den tildeles ikke. Hvorfor var kontanthjælpen stoppet? Det fik vi delvis opklaret ved den næste tur til Socialcenteret, da kontanthjælpen var genoptaget, mens hjælpen til huslejerestancen fortsat blev afvist. Han kunne sættes på gaden inden 3 uger. Naboen havde ingen anelse om, hvad der var galt. Han havde fået et pålæg fra »Ydelsesservice« om at tømme en ubetydelig pensionsopsparing. Det var sket, pengene var brugt som befalet, og det var dokumenteret flere gange. Trods dette havde en sagsbehandler afgjort, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at »formuen« på 76 øre var brugt op, og derfor var hjælpen stoppet! Jeg antager, at der må være forsvundet et eller flere breve, eller at de ikke er blevet forstået. Naboen havde været til samtale og dokumenteret alt. Han forventede derfor, at kontanthjælpen ville blive genoptaget, men den udeblev. Han har endog efterlyst hjælpen og fået indtryk af, at pengene bare var forsinket og ville komme!  Da naboen så fik afslaget på hjælp til restancen, indeholdt brevet et spørgsmål om, hvad han levede af – på trods af at det gentagne gange var dokumenteret, at han udelukkende havde de 495 kr. i boligsikring hver måned samt formuen på 76 øre. Han havde tydeligvis opgivet alt håb og så frem til at blive sat på gaden for at dø af sult og kulde. På Socialcenteret fik vi overraskende oplyst at det ikke var »formuen« på 76 øre, men den opbrugte, private pension, der skulle redegøres for. Det burde have været forklaret for naboen 1 år tidligere, før pensionen blev tømt. Krisen med sult og risiko for udsættelse skyldes alene svigtende kommunikation mellem en sagsbehandler i »Ydelsesservice« og naboen.  Naboen var blevet ramt af de sanktioner efter Lov om Aktiv Socialpolitik §§ 34-43, der ved reduktion eller ophør af kontanthjælp virker som


27 et økonomisk straffesystem, der fratager kontanthjælpsmodtagerne den grundlovssikrede fattighjælp.

Sagen er ikke enestående Naboens historie svarer fuldt og helt til, hvad man kan læse i en landsdækkende undersøgelse af lektor Dorte Caswell, AAU & AKF, som handler om sanktioner rettet mod modtagere af kontanthjælp. Undersøgelsen er offentliggjort i bogen »Når kassen smækkes i«. Oplevelserne svarer også helt til Ankestyrelsens påvisning af fejl i ikke mindre end 52 % af sanktionerne, offentliggjort i januar 2011. Det er ikke små tal: Sanktionerne har udviklet sig fra et ubetydeligt antal ved årtusindskiftet til 40.073 sanktioner i 2006 – og ikke mindre end 140.457 sanktioner i 2011. I 2006 var der ikke registreret totalophør af ydelser, men i 2011 var der 6.947. Da ingen kan betale husleje uden penge, må sanktionerne, og ikke mindst de totale ophør, nødvendigvis være en væsentlig årsag til udsættelserne. Alle sanktionsafgørelser skal meddeles til borgerne med oplysning om høringsret og ankemulighed. Men det bureaukratiske system stiller sig i vejen for, at borgerne forstår dem. Min nabo har aldrig forstået afgørelserne – i det omfang han overhovedet har modtaget dem. Han har endog efterlyst den udeblevne kontanthjælp og har fået et henholdende svar. Det er flere regelbrud på én gang, men lovgivningen kræver ikke, at sagsbehandlerne sikrer sig, at meddelelserne bliver modtaget og forstået. Det kan altså ikke udelukkes, at formalia i forhold til naboen er overholdt, selv om breve kan være forsvundet i posten eller ikke er forstået. På det grundlag standser man hjælpen og lader mennesker sætte på gaden. Det skete for 4.405 familier og enlige i Danmark i 2011. Københavns Kommune har opgjort, at udgifterne til en udsættelse med genhusning alt inklusive løber op i 210.000 kr., mens boligselskaberne har omkostninger på omkring 92.500 kr. pr. udsættelse. Hvis tallene er generelle for hele landet, bliver det til 1,3 milliarder kr. årligt for at sætte folk på gaden. Udsættelserne er kun til skade og aldrig til gavn. Folketinget har derfor flere gange over årene holdt åbne samråd om udsættelserne, og der blev for flere år siden bestilt en analyse og rapport fra SFI om dem. Rapportens offentliggørelse blev udsat til den 20. december, så den forsvandt i juletravlheden. Dagen før offentliggørelsen af SFI-rapporten vedtog Folketinget det første sæt lovændringer, med bl.a. udvidet »handlepligt« for kommunerne, som skal forebygge udsættelser. Inden april forventes endnu en pakke med omkostningstunge bureaukratiske krav til boligselskaberne vedtaget.


28 Så er alt vel i den skønneste orden? Nej. I såvel SFI-rapporten som i de to pakker med lovændringer er lige netop sanktionerne mod kontanthjælpsmodtagere holdt udenfor. I loven fremgår det, at der ikke må kompenseres for sanktionerne. På klart dansk: De, der fratages kontanthjælp, må ikke få hjælp til huslejen. Tilsvarende havde ministeriet (under VK-regeringen) besluttet, at SFI ikke skulle undersøge sammenhængen mellem de økonomiske sanktioner, huslejerestancer og udsættelser. Man kan derfor ikke bebrejde SFI, at sammenhængen ikke er belyst, men det store arbejde er ikke meget værd, når hovedårsagen til udsættelserne ikke er undersøgt. De hårde økonomiske sanktioner er næppe hensigtsmæssige pædagogiske midler. De nedbryder mennesker i stedet for at bygge dem op. Hvis det var uartige børn, der blev frataget lommepengene, ville det måske kunne forsvares, men det er voksne medborgere, der fratages muligheden for mad, medicin og husleje og derfor ender på gaden. Derfor bør økonomiske sanktioner begrænses og erstattes af mere pædagogiske midler. Lektor Dorte Caswells undersøgelse har påvist, at kun de færreste kontanthjælpsmodtagere kommer tættere på arbejdsmarkedet »når kassen smækkes i«. Hovedparten lever af venner og bekendtes hjælp, flaskeindsamling, tiggeri og mere eller mindre udtalt kriminalitet. Dorthe Caswell påviste ligeledes, at de sanktionerede opfatter sanktionerne som fejl og misforståelser, mens nogle jobcentres medarbejdere opfatter sanktioner som et selvstændigt mål, uanset at sanktionerne ikke bringer flere i arbejde. Jobcentre og ydelseskontorer gør altså en energisk indsats for at tvinge ledige i arbejde og bekæmpe socialt bedrageri efter devisen, at når sanktioner er godt, så er mange sanktioner meget godt. For Socialforvaltningerne er det til gengæld direkte årsag til alarmerende store omkostninger til genhusning og genetablering af fogedudsatte.

Der er ikke lighed for loven Fordi hver kommune har sin egen fortolkning af loven, forekommer sanktionerne vilkårlige. Lemvig kommune fører an med sanktioner. Lemvig sanktionerede i 2011 50,1 % af kontanthjælpsmodtagerne og tildelte gennemsnitlig 5-6 sanktioner til hver. Københavns Kommune sanktionerede i 2011 32,2 %. Landsgennemsnittet er 24 %. Århus kommune sanktionerede 12,8 %. Andre nøjes med ganske få procent og kun 1-2 sanktioner pr. sanktioneret. Ankestyrelsen påviste i en undersøgelse i 2011 fejl i 52 % af sanktionerne: »Resultatet skyldes overvejende manglende eller mangelfuld vejledning af borgeren i forbindelse med indkaldelse til samtale, tilbud, mv. samt i det hele taget mangelfuldt grundlag for afgørelse af sagen«.


29 I 38 % af sagerne er der givet utilstrækkelig eller ingen vejledning til borgeren om konsekvenserne af at udeblive fra tilbud og samtaler, eller om hvilke skridt personen skal tage, for igen at blive berettiget til hjælp – eller begge dele. I 38 % af sagerne var sagen utilstrækkeligt oplyst, inden kommunen traf afgørelse. I 64 % af sagerne er der ingen reaktion fra borgeren hverken før eller efter partshøring vedrørende sanktioner. Det sidste fortolkes som passiv accept, men kan også skyldes borgernes magtesløshed over for de kommunale skrivelser og hele bureaukratiet. Der er så store forskelle på andelen af sanktionerede i de forskellige kommuner og antal sanktioner pr. sanktioneret, at der tydeligvis ikke kan være lighed for loven. Der sanktioneres ikke efter lov og dom, men i strid med lov og regler og uden dom. Kontanthjælpsmodtagerne er retsløse. Den ellers gode regel om skriftlighed i forvaltningen kan have sin del af skylden for, at borgerne har svært ved at forstå det sociale system: ‘Ydelsesservice’ må kun kommunikere med klienterne i skriftlig form – klienter, som ofte hører til de svageste læsere i samfundet. Dermed afskæres den svageste del af befolkningen fra at modtage den hjælp og rådgivning, som denne gruppe har behov for. Hvis hjælpen skal frem, skal man tale sammen på en form, som begge parter kan forstå. Det nytter ikke, at sagsbehandleren bare kopierer nogle juridiske standardsætninger ind i et brev, hvis modtageren ikke forstår det. Sagsbehandlerne skal ikke forbydes, men påbydes, at tale med klienterne pr. telefon eller ansigt til ansigt.

Huslejen bør betales automatisk. Om man så vil straffe eller ej, bør huslejebetalingen dog sikres, således at borgerne beholder tag over hovedet, samtidig med at kommuner og udlejere spares for de urimelige tab. Løsningen på problemet med udsættelserne ligger lige for: ved at overlade kommunerne eller »Udbetaling Danmark« at overføre huslejen til udlejerne, uanset sanktioner, på samme måde som det allerede foregår med boligsikringen. Dette logiske forslag er oprindelig fremsat af Københavns Kommunes socialforvaltning i 2010, og det blev i Folketinget gentaget af Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Hvis huslejebetalingen automatiseres for kontanthjælpsmodtagere og pensionister, vil mængden af husleje-restancer og fogedudsættelser blive reduceret væsentligt, og det bliver mere overkommeligt at hjælpe de øvrige. Lars Vestergaard er en bekymret borger.


Arrangørerne

30

Hvad er Settlementets Rådgivning? Settlementets Rådgivning er uafhængig, frivillig, anonym og åben for alle borgere. Rådgivningen rummer 5 tilbud: Socialrådgivning, Retshjælp, Gældsrådgivning, Psykologisk rådgivning samt Konfliktrådgivning. Rådgivningen gives af frivillige med professionel baggrund indenfor socialrådgivning, jura, økonomi, psykoterapi og konfliktrådgivning.

Læs mere på www.settlementet.dk

FRIVILLIGT LANDSFORENINGEN FOR DE FRIVILLIGE

FORUM

SOCIALE ORGANISATIONER

Hvad er Frivilligt Forum? Frivilligt Forum er den samlende stemme for de frivillige sociale foreninger. Vi vil sikre en kritisk, demokratisk debat på socialområdet og sikre, at tilbuddene til samfundets svageste ikke bliver udvandet af overdreven kassetænkning. Samtidig arbejder Frivilligt Forum for at styrke den frivillige sektors profil blandt de frivillige medarbejdere.

Læs mere på www.frivilligtforum.dk


31

Arrangørerne

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

Læs mere på www.socialpolitisk-forening.dk

Social politiks redaktion Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) maho@kora.dk Peter Bundesen peter.bundesen@cdnet.dk Tine Gomard ecuador@cykel.dk Margit Lotz margit.lotz@gmail.com Preben Etwil meyland@adslhome.dk

Morten Frederiksen Nina Særkjær Olsen Line Askgaard Anna Diana Møller Tanja Dall

mfr@dps.aau.dk n_olsen@hotmail.com lineaskgaard@gmail.com nordisk.anna@gmail.com tada@phmetropol.dk


STOP FATTIGDOM NU netværket & Anne Marie Helger råber folket, politikere og andet godtfolk op LØRDAG D. 15. JUNI I CIRKUSTELTET

PÅ FOLKEMØDET I ALLINGE

FOKUS PÅ STIGENDE ULIGHED SPO R

12.25 - 12.35 MUSIKALSK OPVARMNING V. FOLKEKLUBBEN Læs mere: www.folkeklubben.dk

E 16.00 - 16.45 ULIGHED I SUNDHED V. RÅDET FOR SOCIALT UDSATT frisk En alle. for sundhed om kapløbet i taber udsatte Socialt undersøgelse viser, at socialt udsatte lever 22 år kortere end resten af befolkningen. Hvordan kommer vi uligheden til livs og får skabt et stærkt fælles sundhedsvæsen, som også kan rumme socialt udsatte borgere? Rådet for Socialt udsatte udfordrer brugere, politikere og fagfolk. R 16.45 - 17.30 DEN DEMOKRATISKE ULIGHED – ÉN MIO. STEMME MANGLER I KOMMUNALVALG 2013 Find løsninger sammen med tre fattige. Frank Jensen, Lisbeth Zornig, Frelsens Hær, EAPN og nok en deltager (afv. bekræftelse).

E

N

13.00 - 13.15 POLITISK DEBAT/QUIZ MED TO POLITIKERE Hvordan løfter vi den sociale indsats for de udsatte unge?

AN

12.45 - 13.00 DE UNGE HJEMLØSE – HVEM ER DE? V. Mette Søgaard, leder af RG60, et tilbud for unge hjemløse i København, der drives af Askovgården og Missionen blandt Hjemløse. Præsentationen følges af en urpremiere på en lille film lavet af de unge selv på institutionen. Filmen er produceret i samarbejde med Mastiff og Missionen blandt Hjemløse.

U D S AT T E U N G E

12.35 - 12.45 UDSATTE UNGES MØDE MED SYSTEMET Interview med Joan Münch, medlem af Rådet for Socialt Udsatte, om deres dugfriske publikation om udsatte unge.

ISK KONFE D R A

R CIE EN

12.00 - 12.25 ULIGHEDEN VOKSER Anne Marie Helger & STOP FATTIGDOM NU netværket. Mød og snak med STOP FATTIGDOM NU netværkets organisationer. Hør, se og nyd Anne Marie Helger, sporadisk konferencier.

MA

ER

PROGRAM

L RI E H E

G

Du vil dagen igennem kunne møde repræsentanter netværkets organisationer til en snak osv. Dagen igennem vil Frelsens Hær tillige byde, lige som ulige, på lige dele suppe, sæbe og frelse, med dertilhørende orkestermusik. Indimellem vil dagen præges af Anne Marie Helger som konferencier/råber.

17.30 - 18.30 PANELDEBAT: »DE CIVILE ORGANISATIONERS ROLLE I DANSK POLITIK« I panelet: Dennis Kristensen, formand for FOA, Peter Albæk, formand for Børns Vilkår, Pernille Skipper, MF (Ø). Ordstyrer: Johs. Bertelsen, Formand for Frivilligt Forum, Landsforeningen for de frivillige sociale organisationer. STOP FATTIGDOM NU netværket på Folkemødet er: FRIVILLIGT LANDSFORENINGEN FOR DE FRIVILLIGE

FORUM SOCIALE ORGANISATIONER

Missionen Blandt Hjemløse

Læs mere om netværket på:

www.stopfattigdom.nu

STOP FATTIGDOM NU på Folkemødet er støttet af: Grafisk produktion: Eks-Skolens Trykkeri ApS

Social Politik, særnummer, 2013 - Konkurrencestatens ofre  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you