
2 minute read
Fitness for seniorer
Vil du gerne holde dig fysisk aktiv, men er holdtræning ikke sagen? Så er fitness for seniorer – en helt ny aktivitet – måske noget for dig.
Nogle elsker at træne med mange mennesker på et hold . Andre vil helst bare bevæge sig alene . Hører du til den sidste gruppe, så har Gribskov Seniorcenter og Gilleleje Aktivitetshus en helt ny aktivitet til dig .
Advertisement
„På seniorcentrene er der altid gang i nytænkning, og vi har netop sagt „ja“ til at stå for et helt nyt selvtræningsprojekt, som skal foregå på fire plejecentre i kommunen . Det sker i samarbejde med Gribskov Kommune, og vi ønsker at skabe gode rammer for, at ældre borgere kan have et sundt og aktivt liv . Både mentalt og fysisk i samvær med andre deltagere . Derfor har vi lavet en selvtræningsordning, som er fitness for seniorer,“ fortæller leder i Gribskov Seniorcenter Lis Laursen .
Træn på dine præmisser
Det er Bakkebo Plejecenter, Helsingegården, Skovsminde Plejecenter og Trongården Plejecenter, der stiller sine træningsfaciliteter til rådighed .
Træningen foregår på faste tidspunkter, hvor du melder dig til, og møder op i det valgte tidsrum . Der vil være en tovholder eller seniorfitnessinstruktør til stede, der kan hjælpe dig, hvis du har brug for hjælp med en maskine eller er helt ny indenfor fitness .
„Lokalerne er fyldt med maskiner og medicinsk træningsudstyr, der er egnet til seniorer, som vil styrke, vedligeholde og genoptræne sig selv,“ fortæller Stine, der glæder sig over det nye tiltag .
„Jo flere aktiviteter vi kan tilbyde, jo bedre . Jeg synes, at det er spændende, at vi nu kan tilbyde denne type træning, hvor du er sammen med andre, men træner på dine præmisser . Og selvom du træner alene på maskinerne, er der et socialt element i og med, at der er flere, der træner på samme tid . Det hjælper altid at være flere om det, og forhåbentlig får det endnu flere afsted, når der er nogle at træne med,“ siger Stine .
Leder efter frivillige
Den nye selvtræningsaktivitet starter op i efteråret 2021 . Er du erfaren indenfor fitness eller vil du gerne hjælpe andre med deres træning, er du velkommen til at melde dig som frivillig instruktør og tovholder . „Vi glæder os rigtig meget til at få projektet godt i gang, og vi håber, at mange melder sig til at træne . Vi leder også efter tovholdere og instruktører, der kan hjælpe med inspiration til nye øvelser, introduktion til maskinerne og sørge for at samle fitness-holdene,“ fortæller Stine .

Tovholder på det nye projekt er Stine Victoria Krohg Jensen