Erindringer fra min barndom og ungdom

6roroe/>itry? /ea, rurzu 6.aanul,otru

ogr,

uogd.onu

$&,/ga,Ø/Q.a.aail$e't?øøra 499 7

I en alder af 80 år vil jeg skrive lidt fra min barndoms- og ungdomstid, så vidt jeg kan huske. Jeg er født den 9. december 1916 i Ølgcd sogn, som det hed dengang,på et lille husmandssted i Harkes uden for ØIgod by som nr.7 af en søskendeflok på 12.

Jeg kan huske, at vi flyttede fra Harkes til Vognslund. Det var før jegbegyndte i skolen, så det må have været omkring 1922. Jeg begyndte i Grønfeldt skole i maj 1924 som 7 ll 2 årig. Man gik i "lille skole" i 3 eller 4 år, hvorefter man kom i "store skole". I "lille skole" gik vi tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 8 til 12.

Jeg kom i "store skole", som det blev kaldt dengang, i det fierde skoleår, så det må have været i 1928.Der gik man i skole hver dag fra kl. 9 til4 eftermiddagfra november til maj. Ved juletid dog kun til kl. 3 . Om sommeren var vi kun i skole om onsdagen fra kl. 8 til l2.På den tid gik uret kun til kI. 12, så derfor stod der også på togtiderne for- eller eftermiddag.

Når man som 7 årig begyndte i første klasse, skulle man . medbringe ABC bogen " Gak til myren og bliv viis " samt tavle, pennalhus til grifler og blyanter, skrivebog og pen. Blækket stod i et lille glas med krave og var sat i et hul i bordet. Det.rar først senere, vi brugte blæk. Vi skulle selv betale de nævnte ting. 1 stk. griffel kostede 2 øre, en blyant 5 ørq entavle 1,25 -2 kr alt ef[er, hvor stor den var. Griflen skulle man slibe på trappestenen for at få den spids. Tavlen var af skifer. Var det af hårdt materiale , kunne det kradse og skratte slemt. Det må ikke have været særlig rart for læreren athøre på.

Om morgenen, når vi kom, begyndte vi altid med en morgensang. Jeg husker den første skoledag. Den sang, vi skulle synge, var " Nu vågne alle Guds fugle små". Derefter bad læreren Fadervor og så en sang mere. Hver mandag, tirsdag og torsdag havde vi bibelhistorie, onsdag og fredag Katekismus. Om Lørdagen gik vi i skole til klokken 12.

Efter middagspausen havde vi piger håndarbejde, mens drengene havde 1 times gymnastik. Så fik de fri, men vi piger fik ikke fri tidligere end de andre dage. I " lille skole" havde vi ingen lys i klasseværelset, så om vinteren fik vi fri, når det blev mørkt.

I min skoletid skulle alting skrives med stort, når man kunne sætte en eller et foran eller bagved. Hvad man kunne sætte "at tage" eller "at gØre" foran, skulle skrives med lille. Kunne, skulle og ville var med d.

Også kommaerne skulle stå de rigtige steder, ellers fik man fejl.

I "store skole" havde vi fagene bibelhistorie, Danmarkshistorie, geografi, regning, læsning og skønskrivning, hvor vi kunne tælle l-2-3 op og ned for eksempel.H D F G R B Det var sjovt! om vinteren kom der sommetider megen sne.Så fik vi et par

store sokker trukket uden på vores kludesko. Det var dejligt varmt og nemt atløbe med. Jeg husker engang, det var blevet tøvejr,inden vi skulle hjem, og så blev vores tøjsko jo pjaskvåde. Gummistøvler var jo ikke opfundet dengang. Træskostøvler blev kun brugt af voksne mandfolk eller store drenge. Læderstøvler var kun for de rige. Om sommeren kunne man købe lærredssko til skolebrug. Om vinteren var det træsko med træskoringe på.

Fra Vognslund til Grønfeldt skole havde vi 4 km. Om vinteren gik børnene til skolen, og under leg eller når vi skulle skynde os, kunne man nemt komme til at sparke hul på knoglen. Det var ikke rart, for så ville de uldne strømper hænge i, og man fik revet såret op, så det blødte.

Vores lærer hed Hans Nielsen Dejligbjerg. I vinterhalvåret var der også en lærerinde, som det hed den-gang. Hun havde de tre mindste klasser, og så havde Dejligbjerg de fire ældste klasser. En vinter havde vi en lærerinde, som hed Dagmar Møller. Når vilørdageftermiddag havde syskole, altså skulle lave håndarbejde, skulle vi gerne have et rent forklæde på, helst er hvidt åt. vi gik jo altid med forklæde på for at skåne tøjet. De uldne ttøjer og kjoler måtte ikke vaskes for tit, for så blev de stampede og krympede. I bad kom man højst til højtiderne, eller hvis man skulle til læge. Ligeledes hårvask en gang om måneden. Jeg havde langt hår med fletninger, som de fleste havde dengang.

I min barndom hjalp jeg også med at hakke roer og i høstens tid at binde kornet i neg og sætte dem i skok. Når kornet havde stået i skok, skulle det køres ind efter nogle dage, hvis ellers vejret havde været godt med sol, blæst og varme. Ellers kunne der gå flere uger,hvis det regnede og stormede, og så skulle man ud at sætte det om, for at det ikke skulle stå og mugne eller gro sammen. Kernerne begyndte nemlig at spire i varmt og fugtigt vejr. Når kornet var blevettørt,kørte vi det ind i laden eller i hæs.

Det var nogle runde stakke, hvor der kunne være en 5-6 læs med kornneg. som barn derhjemme havde vi ingen maskiner. Min far brugte leen, og så skulle vi børn og mor rive det sammen og binde det i neg. var stråene for korte, skulle der laves et større bånd af to duske halm, ,o-un flettede sammen under kernerne, så de strittede udenfor. Det var strengt og varmt. Byggen havde nogle grimme haser, der kunne kradse væmmeligt. vi søskende kom jo tidligt ud at tjene, jeg som 12- 13 årig i 1926- 27.Det var kun fra maj til november, for om sommeren gik vi jo

kun i skole hver onsdagfra kl.8 til 12.For hele sommeren fik jeg25I<r, hvilket jeg syntes var mange penge. Min mor fik lønnen, så hun kunne købelidttøj til mig. Af min madmor Olga Madsen fik jeg en vinterfrakke, som min mor lod sy om til mig- en dejlig varm ån af uldstof.

Olga og Peter Madsen havde en plejesøn Poul Erik på | ll2 åLr, som jeg skulle passe, samtidig med at jeg skulle trække køer ud på marken og flytte dem hver time. Til middag skulle de i stald igen for ikke at "bisse", som man sagde, og de skulle også malkes. Kvierne og køerne stod tøjretpå marken og skulle derfor flyttes ca. hver time, når græsset var ædt i deres omkreds.

Jeg gik til præst, som det hed den EanE, i vinteren 1929- 30, og blev konfirmeret Palmesøndag. Der var ca.8 km. til Ølgod Præstegård. Jeg havde heldigvis en gammel damecykel. Saddelen var sat på , så jeg kunne nå at træde pedalerne. Ellers skulle man jo stå og cykle, men der var gamle dæk på, så det var spændende, om dækkene punkterede på de stenede grusveje, der var dengang. Når det var frostvejr, var det meget lettere at cykle, kan jeg huske.

På konfirmationsdagen havde mor og far lejet en bil. Det var meget flot. Vi gik dog og ventede lang tid, inden bilen kom. Vi var det sidste hold, der kom hjem. Af gæster var der foruden mine søskende en kusine, Johanne, og moster Dagmar og hendes mand . De kom cyklende fra Sdr. Omme. Det var flot gjort. Jeg fik vist 5 kr. af dem. Naboerne gav 1 eller 2 kr. Det blev til i alt25 eller 35 kr, som jeg betalte for en cykel, som jeg havde købti Ølgod, men det slog ikke til. Resten skulle betales, når jeg

kom ud at tjene hos Henny og Alfred Drøgemøller i Grimlund" Der tjente jeg to somre i 1930 og 1931.

9

Om vinteren var jeg hos min gamle morfar i Sdr. Omme. Han blev 90 år den første vinter, jeg var hos ham. Der fik jeg 15 kr. om måneden. Det var rart selv at tjene penge til sit tøj. Jeg kan huske, at den første sommerfrakke med for i kostede lige ved 2 måneders løn, så den skulle holde flere år.Vores kjoler syede mor. Hun købte stof, når der var udsalg eller skrev hjem fra Daels Varehus eller Sommers Magasiner.

I 30årne var der arbejdsløshed, så det var trange tider. Der var ikke noget, der hed understøttelse. Mine voksne brødre og søstre skulle selv søge arbejde eller plads på gårdene.

Som 16- 17 åtrigkom jeg til Sjælland for at tjene på en gård, hvor min storebroder Laurids tjente som karl. Det var jo spændende, men ktrap så spændende, dajeg skulle fejre jul derovre. Man skulle sige De og Hr. og Fru Lemmecke. Det kneb at huske, for det var man slet ikke vant til.

Jeg husker en gang, hvor jeg kom til at sige du., at fruen sagde, at det var en ren fornærmelse at sige du. Siden den salut kunne jeg huske det. Hun var ellers jyde fra Kolding. Lemmecke var fra HelsingØr, søn af en kaptajn.

På Sjælland holdt man fyraften kl. 17, men så skulle vi jo hjem i stalden for at fodre og malke kreaturerne. I Jylland blev man ved, så længe man kunne se.

Jeg var kun på Sjælland i I år. Så rejste jeg til Jylland igen.

Marie Nissen havde fået min adresse og skrev, at hun gerne ville fæste mig. Der var seks børn, den ældste skulle konfirmeres.Min ældste broder Aksel tjente der. Vores husbond Peter Nissen havde dårlige nerver og kunne ikke sove, så vi blev kaldt op kl. 5 til malkning. Marie og Peter var meget flinke at tjene hos. Peter tog næsten altid selv afsted til fester. Marie ville hellere sidde hjemme og gætte kryds og tværs opgaver. Hun var næsten aldrig uden for hjemmet den sommer.

Til november tog jeg på Ølgod Efterskole. Aksel havde lovet at finansiere opholdet, hvis det kneb. Betalingen kunne så ske, når jeg kunne afse pengene. På skolen boede vi tre på værelset med to etagesenge.

Kommoderne stod oven på hinanden. Det var en træbygning uden varme, så når frosten bed, var der is på vandet i servantestellet. Kun om lørdagen kunne vi få varmt vand. Da blev der fyret op i vaskehusets gruekedel. Det var dejligt! Til jul var det skønt. Der blev sunget julesalmer og sange og lavet sketches med mere.

Opholdet på skolen var franovember til april vinteren 1934-35.

Så fik jeg plads hos Anna Ravnkjær, Østergård , Lyne. Hun plejede at få piger fra skolen. Og der var Hans Øllgaardjo bestyrer for Anna Ravnkær, som var ung eller gammeljomfru. Så på den måde blev vi jo kendt med

+

hinanden. Hans ØIlgaard kom og hentede min kommode, og jeg cyklede dertil. Hans Øllgaard fik 1300 kr, og det var en stor løn. Jeg var fæstet til andet år for 500 kr, og det var en kæmpeløn for en pige, men jeg nåede ikke at å det hele med, da vi blev gift den27. september 1936.

Hans Øllgaard havde købt Kammersgård og overtaget det til august til høsttid. Han havde betinget sig at flytte fra pladsen, hvis han fik købt gård af Marie Kammersgåtrd. Hendes broder var død ret pludselig i april, og hun var svagelig og kunne ikke klare det længere.

Som skrevetfør blev vi gift den 27. september 1936. Det blev fejret på Kammersgård. Der var jo god plads. Vi havde ikke så mange møbler. Dog købte vi Maries bord og seks stole samt den gamle sofa fra stuen. Hun havde ikke plads til det i huset, hun havdekøbt i Skovlund.

Ella, hendes gamle pige gennem ni år,var kok i køkkenet. Hun var også meget dygtig. Det var en søndag, vi blev gift, for vores svoger Henrik fra Ringkøbing var typograf, og de havde særlig travlt omlørdagen. Vores bryllupsrejse gik ud i kartoffelmarken. Kartoflerne skulle jo tageS op, inden frosten kom.

Det var drøjt at blive husmor. Jeg havde næsten ikke prøvet at lave mad som pige. Det giorde husmoderen gerne selv. Man kunne bare skrælle kartofler og rense grønsager, inden man gik i marken. Pigerne skulle gerne følge trop med karlene i mark og stald. Efter middagsmaden, som var kI. 12, skulle der vaskes op, så der blev sjældent tid til middagshvile. Om aflenen var det også pigerne, der skulle blive hjemme og passe børnene, når madmor og husbond skulle til gilde eller anden fest.

Karlene og pigerne skulle også spørge fri, når de skulle noget ( selv om aftenen ). Karlene skulle fodre hestene af til nattefl, og det var efter aftensmad. Det var bare sådan dengang. Det samme for os alle. Det var ofte til november, atman flyttede i en anden plads. Efter høsten holdtes der gerne høstgilde, og det glædede vi os meget til. Selv i en lade var det festligt.

Enna er født den24.november l936,Inge den 18. februar 1938, og Gudde den7. november 1939. Da var det begyndt at rumle dernede i Tyskland. Og så kom tyskerne og ville passe på os, som de sagde. Altså besættelsen den 9. april 1940. Ragna er født den 18. november 1940.

Det var en grim tid. Dog mærkede vi ikke meget til det ude på landet. Kun at man ingen ting kunne købe. Vi måtte selv til at lave vores uldgarn - karte ("kårre") og spinde. Der var nogle ældre, der kunne den kunst. Jeg havde ikke lært det. Man måtte grave tøw i moserne, og brunkulslejrene kom der også gang i. Cement kunne man heller ikke købe.

Tyskerne kunne bruge det hele.Der var rationeringskort på kaffe, sukker og ris. Alle sydlandsfrugter kunne slet ikke fås. Det var jo risikabelt at sejle på grund af miner.

Vores ældre familie og venner fandt deres gamle uldne frakker og kjoler frem. De blev sprættet op, vendt og syet om. De var fine og gode varme, og det var der god brug for i 40årne.

Jens Kristian er født den 17. januar 1942. Han er tvilling, men hans broder Kristian døde kort efter fødslen. Jordemoderen døbte ham, og hendes chauffør var fadder. Han gik ude i den varme stald, da vi havde megen frost og sne. Selv om vi havde varme på komfuret hele tiden, kunne vi ikke holde vinduerne optøede. Sneen lå som en mur flere meterhøj påt fortovet på Kammersgård. Stod man oppe på bænken foran vinduet i køkkenet, kunne man lige kikke over. Heldigvis frøs vandet i brønden ikke, men udløbet var frosset til, så vi måtte bære al brugt vand ud .Jens Kristian var svagelig som spæd. Derfor stod han inde i stuen ved kakkelovnen hele tiden, for der var ingen varme i soveværelset.

Til påske skulle vi gøre hovedrent, som man sagde dengang.

Jens Kristian var hjemmedøbt, så han skulle fremstilles i kirken en af påskedagene. Først da kunne han tåle at være i soveværelset.

Olav er også født under krigen, nemlig den 3. marts 1944.

Det var et stort arbejde at holde huset varmt. Fyre i komfur og kakkelovn, rense, bære aske ud og bære tøw, træ, brunkul, eller hvad man ellers havde, ind. Det blev til mange kurvefulde om dagen. Det var spændende, om det slog til, for det kunne være koldt længe, og der skulle

G

laves mad hver dag. Strøm var der heller ikke nok af. Somme tider måtte vi male korn og tærske om natten, for der var ikke strøm nok om dagen til at trække maskinerne.

Det var en meget spændende tid. Man havde kun radioen og aviser, men det var alt sammen censureret. Der blev sendt nyheder fra B.B.C. i England, og der kunne man bedre få noget at vide om, hvad der skete ude omkring i verden.

Vi havde dog ondt af de mange unge tyske mænd, der var sendt herop. De sidste år inden krigens ophør var det kun store drenge på 14-15 år. Det skete, at de kom ind på gården for at købe æg og flæsk m. m., når de havde fri og måtte rejse hjem på orlov, ( sagde de da). Tyskerne ville også geme høre noget fra udlandet. Far kunne se, at de havde brugt lampestedet i svinestalden om natten, for pærerne var skruet af eller løse.

En søndag eftermiddag kom nogle unge soldater ind i stalden for at ffi varmen. Far tog dem med ind til kaffe. Det var de meget glade for.

Jens Kristian viste dem sit lille gevær ( en julegave ).De lå på knæ og legede med. Under bordet, hvor de havde siddet, var fernissen skrabet af på grund af de store støvler, de havde, men det var også en meget dårlig fernis, lavet af harpiks, der nemt kunne blive hård eller tør.

Der var jo rationering på mange ting. Det kneb meget, hvor der kun var voksne. Vi var heldige, for vi kunne ffi til alle børnene. Kaffen, vi fik under krigen, var kun Richs, cikorie eller brændt korn. Det smagte ikke særlig godt. Når man syltede rødbeder, kogte vi halvt sukker roer for at spare på sukkeret. Jeg tror også, at man skulle aflevere korn til at lave mel og gryn af. Sæbe kunne man heller ikke købe under krigen. Tøi og andre tekstiler var noget usselt kram, celuld hed det og det russiske garn, som kradsede fælt.

Vi kunne jo sagtens ude på landet. Vi havde mælk og dyr, der kunne slagtes. Kartofler og andre grøntsager havde vi også. Man brugte sagogryn i stedet for ris. Der gik en del år, førend vi blev fri for rationeringsmærkerne.

Under krigen købte Hans, vores far, en bil. Den var klodset op, for vi måtte ikke køre bil i krigsårene.Vognmændene kørte på gasgenerator. Børnene fik en tur i bilen, når de kørte ned i fennen for at pumpe vand til kvierne. Første gangturde Jens Kristian ikke komme ind i bilen, fordi den brummede.

I krigsårene kneb det også at fæste en pige, især hvor der var børr', for de ville hellere arbejde på fabrik eller for tyskerne. Det gav større Iøn. Og der var arbejde nok at ffi.

Vi måtte ikke være for venlige mod tyskerne, for de var jo vores fiender. Så var man tyskervenlig eller værnemager. Der kom mange modstandsfolk frem. Unge danskere, som vovede liv og lemmer, når de saboterede jermbaner eller fabrikker, der arbejdede for tyskerne.

Modstandsfolkene blev somme tider angivet af stikkere, som var tyskernes håndlangere. Man skulle passe på med, hvad man sagde eller gjorde. De fra militæret og politiet, som ikke tog til Sverige eller gik under jorden, blev taget af tyskerne. Jeg tror, det var i sommeren 1943. Tyskerne beslaglagde også hoteller og skoler - således også Lund skole og Skovlund hotel.

Men de fem år gik jo også. Vi kom til 5. maj 1945, hvor den anden verdenskrig sluttede. Vi var heldige. Vi havde ikke mistet nogen i familien.

Efter krigens ophør blev det gode tider for bønder, håndværkere og arbejdere. Meget var jo ødelagt her i vort lille Danmark og rundt om i verden. Miner skulle fiernes både til vands og til lands. Der var ingen arbejdsløshed efter krigen. Skønt var det at ffi tyskerne sendt hjem og blive et frit land, der selv kunne bestemmeog frit hejse Dannebrogsflaget.

4. maj om aftenen meddeltes det i radioen fra B.B.C. i London, at tyskerne havde kapituleret. Det var en så stor glæde athøre, at det næsten ikke kan beskrives, det skal opleves. Fra 5. maj behøvede vi ikke at mørklægge vores vinduer mere. Selv staldvinduerne skulle være blændet af for lys. Hans Øllgaardhavde købt noget tagpap med tjære på og hængt det på en ståltråd, så det nemt kunne trækkes for eller fra.

Vi måtte ikke hænge Dannebrogsflaget op under krigen. Da vi hørte nyheden om freden, kom flaget frem. Jeg hængte det op på sovekammerdøren natten over, og fra morgenstunden den 5. maj skulle det jo ud at hænge i haven. Alle var helt ellevilde af glæde. Butikkerne var lukkede, og folk i byerne faldt hinanden om halsen, når de mødtes og lo og græd af glæde. Nu kunne man tale og sige frit sin mening, hvad man ikke måtte under krigen. Det kunne være skæbnesvangert og blive misforstået.

Man turde næsten ikke stole på nogen. Der var en del tyskvenlige mennesker.

De sidste 5 børn er alle født efter krigen. Anna Marie er født den26.januar 1948, Aage den 25. december 1949, Grethe og Gert den 8. august 1951 og Hanne den 30. marts 1954.

Tillæg til erindringer Storvask i gamle dage.

I min barndom kunne man ikke trykke på en knap til vaskemaskinen. Storvasken tog en til to dage. En gang om måneden skiftede man sengelinned. Undertøjet blev skiftet en gang ugentligt. Vasketøjet skulle sorteres, og kogetøjet lægges iblød ca. et døgn eller natten over. Dertil brugte man soda, noget der lignede groft salt. Uldtøjet skulle håndvaskes og i lunkent vand for ikke at stampe eller filtre.

På selve vaskedagen skulle der fyres op under gruekedelen eller en stor gryde, eller hvad man nu havde. Det meget snavsede tøj blev kogt to gange.

Tøjetblev skyllet mindst tre gange i koldt vand lige fra pumpen. Det kunne være en kold omgang, især om vinteren i frostvejr.

Var vejret dårligt, skulle det tørres indendøre. Det tog mange dage at å det tørt.I blæst og solskin blev det meget friskt og blødt. Dengang blev tøjet jo meget krøllet efter vask. Så skulle det jo rulles eller stryges, og noget skulle endda stives, såsom forklæder, manchetter og flipper på skjorterne.

Det var et stort arbejde atf.atøjet ordnet, inden det blev lagt i skuffen. Som ung husmor var det mest natarbejde. Da var der ro til at stryge, mens jernet var varmt. Og så var det endda meget nemmere end i min barndom og i min mors tid. Da skulle man varme strygejernet afjern på komfuret eller kakkelovnen.

Slagtning Ved slagtning af gris eller fierkræ skulle der også fyres op i gruekedelen. Grisen skulle jo skoldes i det varme vand, så man kunne skrabe børsterne af. Hønsene skulle også skoldes, så man kunne plukke fierene af. Ænder og gæs skulle helst tør-plukkes, så man kunne bruge dunene til puder og dyner, når de var tønet og renset godt.

maj 1998

Tillæg til erindringer

Hovedrengøring

I min barndom og ungdom før anden verdenskrig var der mange, der ikke havde el installeret i husene. Der var ingen faste tæpper på gulvene. Det var gerne trægulve, der blev ferniseret mindst to gange årligt ved hovedrengøringen forår og efterår. Havde rnan plydsmøbler eller møbler af uldstof, skulle de ud for at luftes og soles, bankes og børstes ( man havde jo ingen støvsuger). Madrasser og dyner (overdyner og underdyner) skulle ligeledes ud til luftning og bankes med tæppebanker. Billeder og malerier blev taget ned for at blive giort rene. Gardinerne skulle vaskes og stryges. Også de tynde blondegardiner skulle vaskes, stives og stryges, hvilket var et stort arbejde. Gulvene blev skuret i varmt sæbevand, derefter vasket i rent vand, inden de blev lakeret. Når køkkengulvet skulle ferniseres, var det værste det, at man skulle gøre det lige inden sengetid, for det tog jo 4-6 timer om at tøne og under krigen endnu længere. Da kunne det næsten ikke blive hårdt og klæbefrit.

Travlhed op mod jul Der var stor travlhed på landet op mod jul. Der skulle storvaskes, bages og slagtes ænder eller gæs, og julegrisen måtte lade livet. Da man ingen fryser havde, skulle det jo saltes ned i saltkarret eller tilberedes med det samme.

Derfor skulle det ske få dage inden juleaften, så der var så megen fersk mad som muligt.

Også udendørs havde man travlt op mod jul. Efterårspløjningen skulle færdiggøres, og vintersæden skulle i jorden, inden frosten kom. Roehuset skulle fyldes op, og der skulle tærskes, så der var halm og malet korn nok til grisefoder. Der skulle gerne være så meget, at man kunne holde fri hele julen til Kongedag, hvor børnene begyndte i skolen igen.

juni

1998

In

Nu kan de ældste af mine børn huske lidt fra tiden her og kan fonælle videre. Inden jeg slutter, vil jeg gerne sige, at vores årgang var meget taknemmelige og tilfredse dengang. Nu synes jeg, at vores unge - ja såmænd også mange ældre - er utilfredse, og det kan jeg slet ikke forstå.

Jeg synes, der er så meget atvære glad for og tilfreds med. Jeg synes, der er mange, der bare vil nyde og ikke yde. I gamle dage satte man en ære i at kunne klare sig selv.

lr