Aktivisten - Februar 2020

SF Ungdoms medlemsblad

Til kamp for klimaet

“SFU skal lave en mere crazy klimapolitik. Folk tror, det hele nok skal gå. Men det hele skal ikke bare gå. Det går ikke.”

- Interview med Anna Bjerre Side 41

SFU skal vedtage et politisk program

Til landsmødet i påsken skal SFU vedtage et politisk program. Læs mere om hvad det er og holdninger til hvad der skal stå i det.

Side 8-11

Forandring kommer nedefra “Det bedste vi kan gøre er sgu da at organisere os!”

- Interview med Carl Valentin.

Side 22

Udgave 1 - 2020

”Argumenter imod kvinder” er noget nær et mesterværk!

Anmeldelse af Birgitte Possings bog fra 2018 Side 21

Til kamp for et nyt karaktersystem!

Side 4 Mød en SFU’er Side 5 Grundloven 101 Side 6 Store beslutninger til landsmødet i påsken Side 8

Leder Af Sofie Lippert Troelsen, Forkvinde for SF Ungdom

Det er blevet tid til en uddannelsespolitisk offensiv.

Finansloven for 2020 markerede et stop for mange års besparelser på uddannelse, men det er langt fra nok. Kurven er knækket, nu skal vi se den stige igen.

Alt for længe har ungdommen holdt for, mens ældre generationer har fået skattelettelser. Det ses allertydeligst i klimakampen, der først nu er kommet øverst på dagsordenen, men der er ingen tvivl om, at de seneste tyve års politik generelt har tilgodeset boomergenerationen.

Uddannelse en vigtig grundsten til at sikre vores og de næste generationer bedre vilkår. Det er tid til, at vi igen investerer i fremtiden i stedet for kun at investere i dem, der har været her længe.

Finansloven 2021 bør blive en uddannelsesfinanslov.

Men for at det bliver det, er det afgørende, at vi går i offensiven her i foråret og sætter fokus på alle de ting, der er brug for i vores uddannelsessystem.

Der er brug for mere feedback og færre karakterer.

Mere undervisning og færre kreative måder at lave selvstudie på. Mere fællesskab og mindre brugerbetaling. Listen er lang, og netop derfor skal vi råbe op hele foråret, så det til efteråret, når næste års finanslov skal forhandles, står klart, at der er brug for massive investeringer i uddannelserne.

Vi skal have kickstartet boomerne, der råber af os, at vi er forkælede. De skal ud af starthullerne og brokke sig, så vi kan påpege det absurde i, at det vi beder om, blot er at få lige så gode vilkår, som de har haft Jeg glæder mig til at kæmpe med jer for bedre uddannelser og en bedre fremtid!

Stemmer du for eller imod fred?

Side 10 Stop generationskampen, start klassekampen Side 11 Farvel til SFU Side 12 Færre ansatte – Flere muligheder Side 14 Hvad er pinligt, at gøre i SFU? Side 15 Børnefattigdoms-kampagnen Side 18 Fra arbejderkamp til kampen mod arbejdet Side 20 Birgitte Possings ”Argumenter imod kvinder” er noget nær et mesterværk!

Side 21 Forandring kommer nedefra Side 22 Boganbefaling: Jenteloven – Det feministiske must Side 25 Den virkeliggjorte socialisme på Nørrebro Side 26 Finansloven 2020 – Den bedste nogensinde?

Side 28 Anmeldelse af ”Aldrig kun til pynt - et søstermanifest” af Anja Leighton Side 30 Primærvalgsupdate Side 31 Kaos i Europas baghave Side 32 Vad i helvete foregik der til Ungdommens Nordiske Råd?

Side 34 Anmeldelse af Efter Solen Side 37 ”Man kunne ikke lade være med at blive smittet af den Rockstar-vibe, Kira udstrålede” Side 38 Reportage fra SFU Struer og Omegn Side 40 Til kamp for klimaet Side 41

3

4

Politik

Til kamp for et nyt karaktersystem!

Af Christoffer Koch Andersen

I udkastet til Arbejdspapiret står der skrevet, at vi som en af det kommende års kampe, skal fokusere på investeringen i uddannelsessektoren. Med den nye regering og Finansloven 2020 har vi endelig fået bremset besparelserne på vores uddannelser, men det er under ingen omstændigheder tilstrækkeligt, såfremt vi skal sikre tyngde, tryghed og kvalitet på vores uddannelser. Vi må kæmpe for at få besparelserne investeret tilbage i uddannelsessektoren!

I led med denne uddannelseskamp, står der i det Politiske Program står der, at vi skal prioritere kampen for et nyt optagelsessystem, som skal gøre op med det nuværende ufleksible system og den udelukkende vægtning af karakterer. I selvsamme politiske papir blev et forslag om udtænkelsen af et nyt bedømmelsessystem stemt ned på ledelsesmødet i februar. Formålet med dette forslag var kampen for et nyt karaktersystem, som skulle have et bedre bedømmelsesgrundlag i sig og med syn for den sociale slagside af karaktererafgivelse.

Du kære læser, kender sikkert til tendensen. Katastrofale følger af et stringent karaktersystem, der med sig har bragt pres på unge mennesker i så høj en grad, at tilfælde af stress, angst, depression og følelsen af nødvendig perfektion, har gennemsyret den mentale sundhed hos en kolossal andel af unge mennesker. En af synderne herfor er måden, hvorpå vi bedømmer præstationer og har et konstant karakter-, målstyrings- og adgangskvotientbehov. Derfor

vil jeg advokere for, at vi tager op, hvorledes vi kan udtænke et nyt, fair og mindre præstationsfokuseret karaktersystem. Desuden har SF i øjeblikket markeret sig på uddannelsesområdet med både forslag til et nyt optagelsessystem og ny karakterskala. Dette bør vi også in mente af strategiske årsager og ikke blot tænke investeringer eller optagelsessystem, men se dem som en treenighed for en velfungerende uddannelsessektor.

I min optik går kampen for uddannelsesbesparelser og investeringer endvidere hånd i hånd med kampen om en omlægning og gentænkning af vores uddannelsessektor. Vi skal ikke udelukkende blot poste flere penge i systemet, men vi skal også sørge for, at systemet løber rundt på en human og retfærdig måde, hvor karakterer alene ikke er altafgørende for dine muligheder for uddannelse. Derfor er kampen for både et nyt optagelsessystem og et nyt karaktersystem en lige så vigtig del af en funktionsdygtig og sund uddannelsessektor. Vi skal ikke blot investere i, men vi skal tværtimod turde udvikle til optimalitet – herunder alle de aspekter, som vi kan gentænke.

Derfor opfordrer jeg til, at vi tager stilling til, om ikke kampen for et nyt karaktersystem skal indtænkes i vores politiske prioriteringer, idet et nyt karaktersystem både er en altafgørende instans i uddannelsessektoren, og såmænd ligeledes ville harmonere vel med SF’s udspil og ambitioner herved, hvilket kalder på et sublimt samarbejde.

SFU land

Mød en SFU’er Af Seda Kekec

I denne udgave af Aktivisten får i mulighed for at møde Safran Madsen, der er 16 år og går i 1.g i København. Safran er aktiv i København og sidder i byens bestyrelse.

Hvorfor er du SFU’er?

Jeg meldte mig ind i SFU, fordi jeg var utilfreds med ulighed, manglen på kvinder i politik og på topposter, og med at klimakrisen ikke blev taget alvorligt. Det er stadig nogle af de kampe, som jeg synes er vigtigst, og jeg er virkelig glad for nu at kæmpe dem sammen med resten af SFU.

Hvad laver du I SFU?

Jeg sidder i SFU Københavns bestyrelse. Der er jeg

med til at sørge for, at vi laver nogle fede ting på vores møder, får holdt nogle sociale arrangementer og generelt at drive afdelingen.

Derudover er jeg kontaktperson for SFU Nørrebro, og begge dele er virkelig fede at være en del af.

Hvad er dine visioner med SFU?

Jeg håber, at vi bliver endnu flere og derved kan få vores politik længere ud.

Hvad er det fedeste ved at være SFU’er?

At være en del af et fantastisk fællesskab med en masse søde mennesker!

5

6

Politik

Grundloven 101

så godt ledes til ansvar for vores ytringer, og Grundloven sikrer altså ikke en uindskrænket ytringsfrihed.

Det er derfor Folketinget, der bestemmer hvilke ytringer, der er ulovlige.

Af Seda Kekec

Vores grundlov bestemmer, hvem der kan lovgive, hvordan det foregår og hvilke grænser, der gælder for lovens rækkevidde. Den begrænser politikernes magt og sørger for, at de vigtigste spørgsmål i den demokratiske retsstat ikke kan bestemmes af et snævert flertal i Folketinget.

Grundloven er altså fundamental for det danske retssystem, og danner de juridiske rammer. Grundloven er den øverste lov, hvorfor ingen af vores love må stride med grundloven. Den grundlæggende idé i det danske statsstyre er tillid til folket, og vores grundlov regulerer som et tegn på mistillid til, hvad folkevalgte og flertallet netop kunne finde på, men hvordan er det nu det lige helt foregår med Grundloven? Jeg har prøvet at undersøge de mest relevante spørgsmål for en politisk organisation som SFU. Hvordan kan vi i Danmark have ytringsfrihed men samtidig have racismeparagraffen?

Det er blandt andet Grundlovens § 77, der beskytter en af vores politiske frihedsrettigheder, ved at grundlovsfæste, vi kan offentliggøre vores tanker. Man kan derfor undre sig over, hvorfor det ikke er tilladt at udtale racistiske kommentarer og ærgre sig, hvis man nu hedder Dansk Folkeparti. Begrænsningen skyldes, at der i bestemmelsen står, at det er ”under ansvar for domstolene”.

Når det er under ansvar for domstolene, så kan vi alt-

Selvom § 77 ikke beskytter vores ytringsfrihed helt, har vi andre bestemmelser i vores Grundlov, der beskytter politiske og religiøse holdninger, og Folketinget kan derfor ikke forbyde eller udhule ytringsfriheden for så vidt angår politisk debat eller religiøse ytringer. Men alligevel kan vi straffes for vores racistiske holdninger, hvilket skyldes, at hensynet til borgerne også skal betragtes. Mogens Camre var en dansk politiker, der blev dømt for racisme, hvor domstolene udtalte at ”hensynet til den ytringsfrihed, der i særlig høj grad tilkommer politikere kan ikke begrunde straffefrihed for den tiltalte.” Dette betyder, at man altså må lave en afvejning i hensynet til den krænkede person, dog hvor ytringsfriheden vægtes højest. Det samme ses, da Mogens Glistrup blev dømt, at hvis krænkelsen af den modstående interesse er tilstrækkelig grov kan ytringsfrihedsbeskyttelsen tilsidesættes – selvom politikere er særligt beskyttede og har en vidtgående ytringsfrihed. Man kan altså ikke komme med racistiske holdninger og begrunde dem med Grundlovens § 77, men det stopper i hvert fald ikke højrefløjen, der tydeligvist ikke læser bestemmelsen som den er, men som de ønsker, den er.

Råd fra redaktionen; Kald aldrig dit barn Mogens.

Grundlovens socialistiske sider <3

Grundloven indeholder også sociale og økonomiske menneskerettigheder. Her er der tale om Grundlovens § 74 der bestemmer fri og lige adgang til erhverv, § 75 der giver mulighed for arbejde og ret til offentlig understøttelse og § 76, der giver ret til gratis undervisning i folkeskolen og skolefrihed.

Paragrafferne 74 og 75 har egentligt ikke som sådan nogen relevans, men er der bare for at erklære, at man ønsker disse muligheder. Dette skyldes, at de ikke som sådan indskrænker lovgivningsmagtens (Folketinget og regeringen) mulighed for at regulere på områderne, og mange var også imod bestemmelserne, da de var for ubestemt affattet og dermed uden betydning. De pynter dog fint på vores Grundlov.

Det interessante er dog, at § 75, stk. 2 sørger for, at hvis man ikke kan forsørge sig selv og en anden efter loven ikke har pligt til dette, har man krav på til hjælp fra det offentlige. Lovgivningsmagten skal altså lave love, der sikrer, at den der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler andre

Politik

(dette kan være en ægtefælle eller forælder) har ret til hjælp. Der er dog kun tale om basal forsørgelse, så der er tale om, at man ikke skal dø af sult og nød.

Mange mener dog, de skal fortolkes i overensstemmelse med vores tids niveau. Vi er nok nået en del længere i dag med vores hjælp til de, som har et behov for dette, men det er nok bare rart at vide, at det er grundlovsfæstet, at man har ret til hjælpen, hvis ingen andre kan hjælpe en.

Dog skal man også underkaste sig de forpligtelser, som loven påbyder. Før var der tale om, at man mistede valgretten, og i dag er der jo tale om modtagelse af arbejdstilbud eller deltagelse i aktiveringstilbud.

Synes du det er fair, eller skal man blot hjælpe uden lige? Eller burde man sikre lidt mere beskyttelse på grundlovsniveau?

Grundloven beskytter os med frihedsberøvelse… Eller noget.

Selvom Grundloven på rigtig mange punkter er god, og beskytter os borgere mod statens indgreb i vores privatliv, så er der stadig plads til forbedring.

Grundlovens § 71 beskytter den personlige frihed, og bestemmer at ingen dansk statsborger kan frihedsberøves på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning. Da jeg først læste denne bestemmelse, tænkte jeg ikke videre over det, da alle de andre af Grundlovens bestemte rettigheder omfattede ALLE. Det mærkværdige ved § 71 er, at den kun beskytter danske statsborgere.

beskyttet mod, at blive fængslet på grund af deres religiøse eller politiske overbevisning eller afstamning, hvilket kan være ret skræmmende. Selvom det ikke er særlig realistisk i dag, at dette kommer til at ske, kan man stadig blive skræmt, når man ser den stigende tendens til, at danskere anerkender politikere som Rasmus Paludan, og jeg er da ikke i tvivl om, at Paludan ser lovende på denne bestemmelse.

Men hvorfor har grundlovsgiverne kun valgt at beskytte danske statsborgere, og ikke alle borgere som i resten af dens bestemmelser? Vi skal huske på, at vores nuværende grundlov er fra 1953, og situationen var anerledes i Danmark. Frygten for kommunister og nazister var blandt andet stor, og derfor mente man, at der ikke var nogen grund til disse skulle være beskyttet. ’Fair’ nok, at man frygtede religiøse fanatikere og nazister dengang, men det svarer bare ikke helt på afstamningsspørgsmålet – man frygtede vel nok bare i det hele taget. I hvert fald havde denne bestemmelse i Grundloven nok ikke gået i dag, og det kan da også være, at denne bestemmelse burde ændres en dag. Hvad synes du?

Ja, vores grundlov har mange interessante sider, og man kan altså diskutere dens relevans og stille spørgsmål i timer. Jeg vil dog efterlade dette til dig, eller til en anden udgivelse, og hvem ved: Måske stiller du et ændringsforslag til Grundloven en dag?

Dette betyder, at flygtninge og indvandrere ikke er Annonce

Landbrugsstøtten: Tid til grønne visioner?

Støttet af

Torsdag den 19. marts kl. 17.00-18.30, Wegeners Gård, Vesterbrogade 60A, 1620 Kbh. V.

EU’s landbrugsstøtte skal reformeres. Knap 1.990 mia. danske kroner på 7 år. Hvordan kan den bruges i den grønne omstilling? Er det op til Bruxelles eller medlemslandene, at sørge for at støtten øremærkes til klimavenligt og bæredygtigt landbrug? Vi spørger de forskellige aktører.

Kan EU bekæmpe online-overgreb på kvinder?

Mandag den 20. april kl. 17.00-18.30, Wegeners Gård, Vesterbrogade 60A, 1620 Kbh. V. Hvordan skal vi forholde os til en ny virkelighed, hvor enhver kan blive offer for overgreb på internettet?

Og hvilken rolle spiller EU i at bekæmpe disse overgreb, som mest rammer kvinder?

Hør oplæg af lektor Bodil Maria Pedersen og debatter med et panel af Kira Marie Peter-Hansen, MEP for SF, Britta Thomsen, tidl. MEP for S og aktivisten Emma Holten.

Deltagelse: 50 kr. inkl. the og kaffe. Kun 20 kr. for studerende.

Tilmeld dig møderne på

deo.dk

www.deo.dk – info@deo.dk – tlf. 70 26 36 66

7

8

Landsmøde 2020

Store beslutninger til landsmødet i påsken Af skrivegruppen bag SFU’s politiske program

Om få måneder er der landsmøde, og vi glæder os ligesom alle andre SFU’ere, som små børn gør til juleaften. Men i år glæder vi os ekstra meget, for vi har fået æren af at skrive udkastet til politisk program for SFU. Måske har du allerede læst det igennem og skrevet cirka 60 ændringsforslag, måske har du slet ikke opdaget at det er offentliggjort. Men vi vil gerne fortælle dig om, hvilket fabelagtigt program vi har skrevet til dig.

Hvad i himlens navn er et politisk program?

Det første oplagte spørgsmål er, hvad i himlens navn et politisk program er, og det næste hvorfor vi skal have et, når det, vi nu allerede har, kun er 5 år gammelt. Politisk Program – også gerne forkortet polprog hvor o’et udtales ligesom i “brok” så det lyder som en sygdom – er et politisk papir hvor vi beskriver SFU’s politiske dagsorden og mål på et 5-10-årigt sigte. Og hvad betyder det så?

Politisk Program beskæftiger sig med flere forskellige politikområder, vi har skrevet afsnit om klima, feminisme, antiracisme, økonomi, arbejdsmarked og uddannelse. Når du læser Aktivisten har papiret været igennem en behandling i Landsledelsen, der sikkert har tilføjet et område eller to.

Papiret giver et kort bud på SFU’s analyse af, hvordan verden ser ud indenfor de politikområder anno 2020, og så giver vi en liste af konkrete politiske ændringer, som SFU kæmper for. Politisk program er altså et rigtig godt opslagsværk hvor man kan blive klog på SFU’s politik uden at skulle læse de i alt 34 politiske papirer, der ligger på SFU’s hjemmeside. Og i modsætning til Principprogrammet, der også er ret bredt, så handler det om konkret politik.

Politisk Program er, som du måske studsede over, skrevet med et “5 til 10-årigt sigte”. Principielt betyder det at papiret, som det eneste i SFU har en udløbsdato: Om 11 år er det ikke længere gyldigt. I praksis betyder det også at papiret er lidt mere pragmatisk og realpolitisk end mange andre SFU-papirer. Den konkrete politik, vi har i papiret, er den, som vi tænker godt kan være gennemført om 5-10 år – på en god dag med lidt held og medvind.

Det betyder at de mere vidtgående forslag om et

andet samfund, hvor al landbrugsjord er kollektiviseret, NATO er nedlagt og karakterer er afskaffet, ikke fylder i det her forslag. Hvad der er realistisk er selvfølgelig ikke nemt at gennemskue. Det ville f.eks. ikke at have været nemt til landsmødet i 2015 at overbevise SFU om, at et bredt flertal 4 år senere ville vedtage en klimalov med 70% reduktionsmål.

Tid til forandring, ikke bare krisehåndtering

Vi håber at du nu har en nogenlunde ide om hvad politisk program er for en fisk. Men hvorfor skal vi have et nyt? Da vi sidst vedtog et politisk program, var det i forlængelse af, at man året før havde vedtaget nyt principprogram og var i gang med en ideologisk nytænkning, hvor marxisme, feminisme og bæredygtighed som ideologi og analyse blev afgørende for vores politik. Tidligere havde man haft en markant mere pragmatisk og ikke-ideologisk måde at tænke politik på. Samtidig lagde man en ny mere venstreorienteret linje.

Dengang handlede det nye program om at formulere et nyt ideologisk og politisk projekt. Men det var et projekt, der blev formuleret mens SF var i dyb krise.

Partiet fik et af sine værste valg nogensinde, blot få måneder efter at programmet blev vedtaget, og i blandt politiske kommentatorer var det et åbent spørgsmål, om SF overhovedet ville overleve på 5-10-årigt sigte.

I dag er vi et andet sted. Vi har fået valgt en masse SFU’ere ind ved et folketingsvalg hvor SF blev fordoblet og hvor centrum-venstre har fået det bedste valg siden 70’erne. Derfor ser vores gamle program også mere defensivt og uambitiøst ud for hver dag der går.

Politik og strategi hænger sammen

En anden tanke er at få skrevet noget fast omkring vores politiske strategi i den sammenhæng. Derfor står der som noget nyt nu noget om bevægelsesstrategi, forholdet til SF, og vores ideer om hvordan vi konkret rykker Danmark i den rigtige retning.

For at gøre papiret mere strategisk relevant har vi også bundet det sammen med vores arbejdsprogram. Det har tit været lidt uklart hvor meget de dagsordner, som landsmødet fravælger i arbejdsprogrammet, skal fylde: Skal vi f.eks. nedsætte et udvalg

Landsmøde 2020

eller måske lave en lynkampagne eller den slags, om noget der ikke er vedtaget som politisk kamp det år?

Her lægger vi op til at kampene fra politisk program, kan og skal prioriteres uanset om de bliver valgt til årets kamp eller ej, men at de selvfølgelig prioriteres lavere end det LM vælger det år. Lidt pædagogisk sagt behøver, der ikke være en kamp for at nedsætte f.eks. et klimaudvalg, men for at lave en decideret kampagne skal der nok være en kamp.

Endeligt har vi opdateret vores politiske indhold, både med de nye forslag men også analytisk er feminismeafsnittet blevet opdateret til en mere tidssvarende intersektionel feminisme og økonomisk politik har fået et lidt bredere perspektiv på økonomi end ren finanspolitik.

God læselyst - Vi ses på LM!

9

10

Landsmøde 2020

Stemmer du for eller imod fred?

Af Lucas Zukunft, SFU Køge

På landsledelsesmødet i februar stillede undertegnede og to gode kammerater et ændringsforslag, der skulle tilføje et nyt afsnit til det politiske program om fredspolitik. Formålet med det var at forpligte SFU på at arbejde aktivt for at mindske krigshandlinger i verden, og, selvfølgelig, specifikt fra dansk side.

Krig er den ene absolut mest ødelæggende ting i verden. Krig skaber ulighed, såvel økonomisk som socialt, krig smadrer klimaet, krig ødelægger miljøet, krig ødelægger samfund, splitter familier og genererer mere krig og terror. Der kommer absolut intet godt ud af krig, og derfor mener vi, at SFU skal arbejde aktivt for at skabe mere fred i verden.

Danmark har en tendens til at følge ”de store”, og gøre hvad end de ønsker. Vi følger USA blindt i alle mulige krige i Mellemøsten, og vi følger blindt Frankrig på missioner i Afrika. Mange af de handlinger, er deciderede angrebskrige, hvor det er os, NATO, der indleder krigshandlingerne, og det sker stadig, fordi Nordvesteuropa og USA stadig er præget af en udtalt imperialistisk tankegang, og fordi hvidt overherredømme-mentaliteten stadig lever, på trods af at den ikke bliver udtalt. Det opstår på baggrund af grundlæggende racistiske tanker om, at afrikanere og vestasiater har brug for hvide europæere og nordamerikanere til at hjælpe dem med at få de samme værdier som vi har. For deres værdier er jo selvfølge-

lig underudviklede.

Vi påtvinger dem vores værdier med bomber og tanks. Vi ødelægger alt hvad de har - både deres nuværende kultur, men også de store mængder af kulturarv, de har. Vi ødelægger deres familier og deres liv. Vi destabiliserer dem og ødelægger deres fremtid. De svarer igen med terror, og det synes vi ikke er okay, så derfor svarer vi igen med endnu mere krig. Det er en cirkel uden ende.

Forslaget, vi stillede, var et radikalt men nødvendigt forslag, der bl.a. ønsker at udmelde Danmark af NATO, afskaffe værnepligten, afruste militæret på verdensplan, forpligte Danmark på at yde økonomisk bidrag til genopbygning af lande, vi har været med til at ødelægge og generelt besværliggøre det, at indlede en krigshandling.

Forslaget faldt med en række gode argumenter og på et fair og demokratisk grundlag. Jeg agter dog, i samarbejde med nogle af dem, der stillede ændringsforslag til forslaget, at få det prøvet på landsmødet også, med nye tiltag og ændringsforslag inkorporeret. Jeg mener nemlig, at det bør være en af SFU’s højeste prioriteter, da kampen mod ulighed, kampen mod klimakrisen og kampen for flygtninges rettigheder aldrig kan vindes, så længe verden er i konstant krig. Forslaget handler om international solidaritet.

Det handler om fred.

Annonce

Landsmøde 2020

Stop generationskampen, start klassekampen Af Jeppe Riis

At klimaproblemerne er vores forældre og bedsteforældres skyld er en alvorlig fejlslutning. Vi ændrer intet, før vi konsekvent går til problemets virkelige rod – kapitalismen.

Derudover vil den fjerne vores fokus fra det virkelige problem, nemlig kapitalismen og dens markedslogik.

Kapitalismen forstået som kapitalisternes ejerskab over produktionsmidlerne, og markedslogikken forstået som de mekanismer der gør profitten til et mål i sig selv, og dermed belønner dem der sætter klimaet og menneskets behov i anden række.

I udkastet til det politiske program har der sneget sig to sætninger ind, som fortæller os, at klimakampen er en generationskamp. Det er med andre ord vores Nok er tekstens ordlyd blevet ændret, så det kun er forældre og bedsteforældres skyld, at der er kommet de magtfulde ældre, vi skyder på. Denne analyse er klimaforandringer – og det er ligeledes deres skyld, dog stadig fejlagtig. At der – muligvis – er et samat der intet bliver gjort ved dem. To sætninger menfald mellem ældre magthavere og større kan virke som en lille bagatel i et større modvilje mod at komme klimaforandrinpolitisk papir, men ikke desto mindre gerne til livs, ændrer ikke på, at det i har disse to sætninger en afgøalle henseender er storkapitalens rende betydning for, hvordan vi i endeløse magt i vores samfund SFU skal gå til klimakampen – vi må gå til, og det er i hvert fald Den generationskamp, som analysen af de bagvedliggende SFU’s Politiske Program lægger absolut ikke nok argument for, årsager er alfa-omega i måden op til vil kun modarbejde klima- at vi skal gøre generation til en at gå til problemet på. lige så tungtvejende faktor som kampen. Den vil fremmedgøre kapitalisme. Købte vi denne en hel generation der potentielt præmis, ville vi skulle støtte Jeg mener kampen mellem gekan være vores allierede og nerationer er en illusion, der udeButtigieg over Sanders og vores lukkende tjener til at sløre vores foretrukne politiske leder måtte den vil sløre vores øjne for øjne for kapitalismen og markedsvære Alex Vanopslagh – adskillelkapitalismen. logikkens grundlæggende destruktive sen hører altså ingen steder hjemme. natur. Illusioner som har kapitalismen En ung reaktionær er stadig reaktionær. altid været gode til, og er det stadig i dag. Ifølge Dansk Folkeparti skyldes samfundets problemer Den generationskamp, som SFU’s Politiske Program indvandrerne, ifølge LA er det de dovne arbejdsløse lægger op til vil kun modarbejde klimakampen. Den og ifølge SFU’s politiske program skal det åbenbart vil fremmedgøre en hel generation der potentielt kan være gamle mennesker med magt. Kapitalismen og være vores allierede og den vil sløre vores øjne for dens magthavende håndlangere er gennem historien kapitalismen. Derfor er min opfordring til SFU, og lykkes med at spille forskellige samfundsgrupper ud for så vidt resten af klimabevægelsen: Drop kampen mod hinanden for at forhindre den fælles modstand mod de gamle. Drop illusionen om, at noget som mod sig. helst andet end kapitalismen har skyld for de katastrofale forandringer vores jordklode gennemgår.

Udover at denne analyse er fejlagtig, så vil den fremFjern ord som #OkBoomer og #generationstyveri helt medgøre en hel samfundsgruppe der, præcis som fra vores politiske ordbog. Klimakamp er ikke generaos, er blevet underlagt det kapitalistiske regime, men tionskamp – klimakamp er klassekamp. nu blot har levet så længe under det (ikke mindst gennem den kolde krig), at den for dem er blevet den naturlige samfundsorden. Og når den unge generation ikke engang vil invitere den gamle med i den nye verden, men i stedet tyer til indholdstomme catchphrases som #OkBoomer og #generationstyveri, så gør vi det ikke ligefrem nemt.

11

12

SFU land

Farvel til SFU

Søren Nørgaard Graven har i næsten 14 år været medlem af SFU. Han sidder i dag i landsledelsen. Det ender dog til påske, fordi han i år fylder 30 år og dermed ikke længere kan være ordinært medlem af SFU. Aktivisten har bedt Søren Nørgaard se tilbage på sin tid i SFU. Af Søren Nørgaard Graven (medlem af SFU 2006-2020)

SFU land

Året var 2016, og jeg brugte et semester i praktik hos Karsten Hønge på Christiansborg. Som praktikant får man mange forefaldende opgaver som at klippe videoer, lave research og læse lovforslag igennem.

Den mest spøjse og lærerige opgave, jeg fik mellem hænderne, blev dog at afvikle det årlige komsammen for SFU Oldboys-netværket. Kravet for medlemskab var, at man havde været aktiv i SFU engang, at det var mindst 20 år siden og indtil 2016 at man var mand (De havde mange dårlige undskyldninger for deres sexisme, som jeg ikke vil spilde jeres tid med).

Det blev til mange utroligt interessante samtaler.

Jeg troede jeg kendte SFU godt, men jeg lærte pludselig hvor anderledes en organisation, SFU havde været engang. Traditioner som ind- og udkitninger i Landsledelsen og et dedikeret aktivisthold, som jeg troede altid havde været der, var åbenbart ikke mere end 20-25 år gamle, og ting som de gamle havde vænnet sig til igennem et halvt århundrede, som f.eks. regelmæssige kampvalg om formandsposten, var nu havnet i historiebøgerne.

Der var dog også de ting, der har præget SFU hele vejen igennem. Vi har altid haft uenigheder om hvordan feminisme og bæredygtighed og socialisme skal vægtes over for hinanden, og vi har brugt evigheder på at diskutere reformisme kontra revolution og i forlængelse af det også vores forhold til SF. Mange organisatoriske diskussioner har også været eviggyldige: Hvad er f.eks. helt præcist distrikternes (eller regionernes som de hed) plads i landsorganisationen, hvornår er afdelingernes autonomi blevet brudt af landsorganisationen, og hvad er det egentlig forretningsudvalget (FU) har gang i?

”Det SFU du kender”

SFU er på den måde et mærkeligt sted at være i lang tid. Nogle ting ændrer sig aldrig, nogle ting kommer til, nogle forsvinder, og nogle ting er som et pendul der svinger frem og tilbage. Da jeg blev aktiv 2006, var det et anderledes SFU, end det SFU jeg i 2020 siger farvel til.

I 2006 var SFU en organisation i fremgang og medlemmerne strømmede til. Den gruppe af SFU’ere, som vi i dag kender som “socialdemokraterne” skabte på mange måder “det SFU du kender”. Organisationskonsulenter, en tredelt daglig ledelse (DL), et fokus på strategi i kampagner, fredsvalg til formandsposten og tanken om at landsmødet vedtager “kampe” og ikke kampagner er vaner og ideer, vi har fra de onde gamle dage.

Men hvordan har vi så forandret os? Det første, jeg kan komme i tanke om, er en mere ligeværdig organisation. Da jeg startede i SFU, var der klart forskel på dem, der var en del af “eliten”, og dem der var uden-

for. De, der sad på de nationale tillidsposter, særligt DL og FU, blev behandlet med en ærefrygt, som det er svært at forestille sig i dag. At medlemmer af daglig ledelse festede som almindelige medlemmer, med almindelige medlemmer var utænkeligt dengang. Så næste gang du drikker en øl med landsforkvinden til træf, så husk at det overhovedet ikke er en naturlov, at det kan ske.

Den vigtigste forskel er selvfølgelig ikke, om man kan dele en bajer med DL. Det er de demokratiske forandringer, der er sket som konsekvens. En landsledelse, der kollektivt nedstemmer en daglig ledelse, ville have været utænkeligt for 10 år siden. Det samme ville de kontroversielle basiskvoter.

Den anden store forandring er oplagt feminismen.

Da jeg startede i SFU, var formålsparagraffen vist det eneste sted, vi nævnte feminisme, og opførsel, der i dag ville være komplet uacceptabel, var helt normal. Særligt internt har feminismen gjort en forskel.

Diskussionen om privilegier er startet med en simpel analyse af forskelle mellem mænd og kvinder. Med tiden er vi dog kommet videre, ikke bare fordi vi accepterer, at køn er mere end mænd og kvinder, men fordi feminismen har givet os et sprog til at tale om ulige magtforhold med. Uanset om det har handlet om personer med psykiske diagnoser eller om distriktssekretærer, så har feminismens analyse åbnet en diskussion af de interne magtforhold.

Når vi snakker om feminismen er der dog et punkt hvor SFU må stå ved en entydigt negativ udvikling.

SFU er blevet en markant hvidere organisation end da jeg startede. Selvom SFU i 00’erne ikke var en mangfoldighedsfest var det alligevel fuldstændigt utænkeligt med nationale arrangementer, der var rent hvide.

Den tredje ændring er SFU’s forhold til SF. De ledende kammerater i SFU er ikke længere en del af den koalition, der styrer SF. Vi står placeret klart til venstre for SF’s folketingsgruppe og daglige ledelse. SFU er dermed tilbage i en mere klassisk ungdomspartirolle efter en periode, hvor man havde ualmindeligt meget magt og ansvar.

SFU altså er på mange måder en forandret organisation, i forhold til dengang jeg meldte mig ind. Meget til det bedre og noget til det værre. Men forandringerne kommer ikke af sig selv. SFU er på den måde præcis som samfundet – forandringen kommer ikke af sig selv, den kræver at vi som SFU’ere gør noget aktivt. Hverken feminisme, demokratisering eller venstredrejning er kommet af sig selv. De er startet af indignerede socialister i små marginale mindretal der troede på at en anden verden var mulig og ikke var bange for at gøre noget ved det.

13

14

SFU land

Færre ansatte – Flere muligheder SFU’s økonomi er blevet mindre, og det betyder, at der ikke længere er råd til at have den samme mængde ansatte. Umiddelbart skulle man tro, at det giver færre muligheder, men i virkeligheden er det med til at åbne døren for sund organisationsudvikling og et stærkere SFU. Af Victor Ottosen

For lige over et år siden havde SFU seks folk siddende på fuldtid, i dag er tallet tre. Selvom nogle af de tidligere fuldtids-opgaver er blevet lagt under nye deltidsstillinger, er det samlet set et en reduktion af, hvor mange timer sekretariatet i København kan rykke rundt på.

bliver bedre til organisationsarbejde. En af de bedste måder at lære på, er nemlig ved at prøve sig frem, og gøre de ting man skal lære.

Det giver altid god mening at blive dygtigere og skabe et SFU, der kan mere. Her er det en kæmpe gave at have frivillige, der også kan de kedelige, formelle opgaver. De opgaver bliver nemlig nemmere og hurtigere løst, når man først har fået noget erfaring med dem. Det frigiver kræfter til politisk arbejde.

Derudover giver det også plads til, at man kan tænke større; budgetplanlægning på langt sigt, skoling og strategisk arbejde bliver emner man kan kaste sig over, når små detaljer i et regnskab ikke længere er en hindring. Hvis flere kan det kedelige, er der flere, der får tid til det sjove.

I stedet for at råbe ”åh nej, fuck”, eller tænke, at vi Løse brikker og nye muligheder skal vinke farvel til både afdelingsbesøg, træf Den netop beskrevne udvikling kommer selvog DUF-dokumentation, skal vi huske, at følgelig ikke af sig selv, og ikke lige med SFU består af mange dygtige sociadet samme. Indenfor organisationstelister, der alle brænder for, at SFU orien og projektledelse siger man, skal have så meget indflydelse at ”kulturændringer” typisk tager på samfundet, som det overhoomkring to år. Men heller ikke I stedet for at råbe ”åh nej, fuck”, vedet er muligt. Derudover er det er nødvendigvis en dårlig eller tænke, at vi skal vinke farvel SFU’s organisation i bund og ting. til både afdelingsbesøg, træf og grund uforandret – og det er en organisation, der først og DUF-dokumentation, skal vi huske, at Over det næste stykke tid fremmest bygger på frivillige, SFU består af mange dygtige socia- kommer SFU nemlig til at som ikke forsvinder fordi, der være i en proces, hvor der er lister, der alle brænder for, at SFU ikke er lige så mange penge i nogle brikker, som skal falde skal have så meget indflydelse kassen, som der før har været. på plads på nye måder. Det kan på samfundet, som det Kort sagt: SFU skal nok klare sig! være frustrerende at vænne sig til nye måder at gøre tingene på, overhovedet er Nød lærer nøgen mand… men de løse brikker er også en gave, muligt.

Selvom SFU nok skal klare sig igennem for vi kan selv vælge, hvor de skal ligge. det meste, er der stadig en rækker ”obligatoriske” opgaver, som sekretariatet ikke længere har (lige Løse brikker og halvt uafklaret arbejdsfordeling er så meget) tid til at tage sig af. Det f.eks. være deltaikke en gave, man får særligt ofte. Det er nu, der er gelse i generalforsamling, med fokus på at hjælpe mulighed for at rykke lidt på grundpiller som skoling, den enkelte lokalafdeling med at sikre, at de har helt internationalt arbejde og udvalgs ansvarsområder. styr på alle de formelle papirer, deres bank skal have.

Det kunne også være indsamling af aktivitets-doÅrets arbejdsprogram gør meget for at gribe nye mukumentation til Dansk Ungdoms Fællesråd. Det er ligheder, men det kan ikke stå alene. Hele organisatiopgaver, der ikke forsvinder, men som sekretariatet onen skal inddrages. Derfor er det vigtigt at du, kære tidligere har haft to-tre gange så mange ansatte til at læser, reflekterer over, hvordan vi i SFU kan få mere dække. ud af det vi har. Held og lykke med forandringen!

Når sådan en ”skal”-opgave ikke kan dækkes af ansatte, må den dækkes af frivillige – f.eks. kontaktpersoner og landsmødevalgte landsledelsesmedlemmer. Det fører til, at SFU’s frivillige generelt

SFU land

Hvad er pinligt, at gøre i SFU? Kære brevkasse.

Jeg elsker den rummelighed, der er i SFU. Vi har plads til så mange forskellige mennesker, og det er helt ok, at være en lidt “skæv” type.

Men hvor går grænsen egentligt? Hvad ville være at betragte som pinligt eller for meget i SFU, på trods af rummeligheden? Og hvad vil være pinligt i SFU som ikke er det ude i samfundet generelt?

Vh Trine

Sadeks svar:

Kære akavede socialist

Mvh den akavede socialist

Tror slet ikke du skal være bange for at træde ved siden af overhovedet. Alle er superimødekommende, og hvis der alligevel er nogen, som får dig til at føle dig selv uvelkommen, så skal du sgu bare tage fat i mig, så får vi ordnet det med det samme. Der skal være plads til os alle. Hvis jeg alligevel skal trække på mine egne oplevelser, så er der et par styks her, hvor jeg har gjort pinlige ting (plejer dog selv at opsøge dem):

Trines svar:

Aldrig kald dig selv ’en del af SFU’s socialliberale fløj’

Hvordan undgår man bedst, at komme i pinlige situationer, hvordan undgår man at være for meget?

Kære akavede socialist, det er et godt spørgsmål!

Personligt har jeg også en kæmpe forkærlighed for vores rummelighed <3 Men med en kæmpemæssig rummelighed, kommer faktisk også en række restriktioner, som jeg kan se det.

Ude i den virkelige verden er der faktisk nogen ting som er totalt okay, som vi synes er lidt pinligt eller for meget. Eksempelvis så hvis du blaster suspekts ”Sut den op fra slap” på så høj styrke, du kan, og skråler med til en helt normal gymfest - tja så er du sikkert sej nok. Gør du det til en SFU fest…. Så får du måske lidt flere uheldige blikke ;) Men altså kære akavede kammerat, jeg er selv sygt akavet anlagt - så du er ikke alene.

Så hvis du er bange for at virke akavet, så bare stil dig ved siden af mig - jeg skal sikkert nok vælte et bord og få sagt noget dumt, så du ser helt almindelig ud ;P Ps. Her en række ting du IKKE skal gøre i SFU som altså ER RET FUCKING pinligt.

Dukke op nøgen til træf kun iført en ”Make America Great Again”-cap, og fortæl hvordan Trump virkelig fortæller den nøgne sandhed.

Aldrig sig du er mere keynesianer end marxist Aldrig sig du er træt af ordet ’antikapitalistisk’ Hvis du gerne må drikke og på en eller anden måde bliver/er ansvarlig type, så ikke blackout foran vores landsforkvinde (Love you Sofie <3) Ikke pis aktivisterne af (Du får deres had at føle, trust me) Okay, det var en del ting, men nok ikke noget, du skal være alt for bekymret for. Generelt så tror jeg egentlig bare, du skal observere hvad jeg gør, for plejer at bevæge mig i grænseområdet af ’for meget’, også kan man tydeligt se når jeg går for langt ;) Kærlig hilsen SFU’s provokatør nr. 1

Hvordan kan jeg hjælpe Bernie?

Jeg er træt af, at de amerikanske præsidenter altid enten skal være neo-liberale, psykopater, der boller udenom, eller konservative, olietossede udenrigsdespoter. Og jeg gider simpelthen ikke endnu en periode med en racistisk appelsin, der kun vil give asyl til modeller, så den kan grabbe i deres pussier.

Fortælle en Aalborgenser at Harboe øl er en dårlig øl (Den type af forræderi er en dødssynd!)

Jeg har ikke stemmeret i USA, og hvis jeg rejser derover for at føre valgkamp koster det dyrt: både på penge- og klimakontoen.

Spærre sovesalene af visse grunde… det er altså bare træls!

Så hvad er det bedste, jeg kan gøre, hvis jeg gerne vil have en (næsten)socialistisk præsident i USA?

15

16

SFU land

Trines svar:

Trines svar:

Tag din vrede (som tydeligvis har ;) ) og kast den efter de kapitalistisk møgsække på Twitter! Det fortjener de sgu.

Jeg har en afhængighed af at se nytårstaflet og kommentere på alle kjolerne, nærmest ritualistisk hver eneste år. Mine algoritmer på facebook har fanget mig, og giver mig nyheder om de royale, som jeg lidt for ofte kommer til at læse.

Scheisse du har en skarp analyse lige der <3

Ej… på en mere seriøs note, så står jeg selv i samme problem. Jeg tror ikke det handler om at kaste mudder efter dem, vi ikke kan lide, det får vi ærligt meget lidt ud af. Men i stedet skal vi tage dem, vi kan lide og virkelig bare være SoMe-krigere for dem, så at så mange som muligt ser, hvad god socialisme i virkeligheden er. Repost, heart react og alt det der ;) Vh Trine

Sadeks svar:

Kære demokratiske socialist Først og fremmest: BERNIE ER EN FUCKING LEGENDE

Hej SFU jeg er også royalist.

Og ved du hvad? Det er satme ok <3 Og det er det altså også ok for dig, kære hemmelige royalist.

Alle har forskellige holdninger, og det ville satme være kedeligt, hvis vi alle var ens! Vores forskelligheder er det, der gør os gode, ellers ville vi være et latterligt ekko kammer.

Embrace yourself, og alt det der hører med! - Du er mega sej.

Vh Trine

Derudover: Tror du kan hjælpe ham bedst ved at donere til hans valgkamp, fordi han jo ikke har de der Sadeks svar: milliardærer i ryggen som Mayor Pete har, Kære hemmelige royalist og han er heller ikke psykopat-rig som Bloomberg er. Derudover, så like hans Den er godt nok svær. Jeg kan ikke opslag på de sociale medier, så han rigtig sætte mig ind i det, idet jeg er kan få øget eksponering. Ellers så er Som SFU’s helt egen love (I Pernille Rosenkrantz-Theils ord) det jo (desværre) kun amerikanerdoctor, så tror jeg mit svar en ikke-praktiserende republikaner. ne som kan vælge ham. Men tror Men jeg synes, De burde kaste Dem må være, at hvis du virke- ud i det. Hvis royalt kongestøv gør heller ikke du skal være bekymret, lig føler noget for den her Dem til den De er, så bør De gøre fordi det ligner han bliver demokrapige, så holder du de der det. Hvis Deres omgangskreds bliver ternes kandidat, og derefter så bliver Trump a piece of cake. Jeg kan ligesure, så var de nok ikke det værd til at skide technofester så godt love (med Aktivistens læsere starte med. Derudover, så er konge og ud. som vidner), jeg gerne æder en hat, hvis dronning og sådan – hvis vi nu ser bort Bernie ikke slår Trump til november. fra al det der med demokrati, magt, retfærdighed, lov, lighed og alt det – okay fedt, I guess?

Kærlig hilsen Stolt BernieBro Ærede hilsener Sadek Rex

Royalist

Hej Brevkasse.

Lige siden jeg har været lille, har jeg nok været royalist. Da Frederik og Mary skulle giftes, sendte jeg en tegning. Da Harry og Meghan blev gift, fulgte jeg det nærmest religiøst, og da Henrik døde, drak jeg en gravøl (snøft). Jeg har lyst til at fortælle verden om, at jeg så Prins Nikolai på Amaliegade. Men hvordan kan jeg det, når jeg ikke engang tør at springe ud i SFU? Så please, kære brevkasse. Giv mig et svar, hvordan springer jeg ud så jeg tør at åbne Billedbladet i sofaerne i SFU København?

Hilsner den hemmelige royalist.

Anerkendelse og cadeau

Hvorfor går SFU’ere så meget op i cadeau? Jeg føler, at man ikke vil lave noget i denne organisation, hvis man ikke får anerkendelse for det, og man gør tingene halvhjertet bare så man kan vise på sociale medier “hvor god” man er. Det er en super trist udvikling

Trines svar:

Jeg anderkender at du har det sådan, men jeg må erklære mig uenig ;) Folk i denne organisation er mega seje frivillige ildsjæle. Siden folk er frivillige, vil det altså også sige at de ikke nødvendigvis skal lægge kræfter og energi

SFU land

i vores organisation, men at de vælger at gøre det.

Det synes jeg virkelig, man skal anderkendes for! Det er fedt at man prioriterer at fremme socialismen, det er fedt at man tager del i vores kamp.

Vi må aldrig tage det for givet, at det er frivillige kræfter der gør, at vi kan fungere.

Oveni ser jeg kun folk som gør deres bedste, som de nu kan. Hvad nogen anser som halvhjertet, er nødvendigvis ikke halvhjertet for andre. Alle starter jo et sted.

Oveni er SoMe et mega fedt sted at poste, at man laver ting, fordi man så kan vise andre hvor nice det er - og derigennem motivere flere til at lave nice ting.

Så hvis vi anderkender hinanden, får vi bare generelt en mere positiv organisation, med flere hænder, der vil mere.

Sadeks svar: Kære spørger

Godt spørgsmål. Tror personligt det gælder i mindre grad hos os i SFU end i andre ungdomspartier, idet vi har en masse engagerede typer rundt om i landet.

Desværre så må vi også erkende, at i denne informationens tidsalder, så er eksponering og selviscenesættelse bare vildt vigtigt, hvis vi skal rykke noget politisk. Men helt klart et vigtigt budskab at få ud til alle SFU’ere, så folk kan reflektere mere over det.

Kærlig hilsen Sadek

Venstreradikal flirt

Jeg ses med en fra det venstreradikale miljø for tiden, hun er mega sød. Men hun vil gerne have mig med til mærkelige technofester i ungdomshuset og lignende. Hvordan overbeviser jeg hende om at tage på bar i stedet?

Trines svar:

Uhhh ven… Den er svær.

Altså normalt virker det at spørge, har du prøvet det? ;) Ej men ellers så uden at spille kærlighedsekspert, for det er jeg sgu ik’. Så kunne du måske sige til hende at du gerne vil prøve at tage med hende, hvis hun så en anden gang tager med dig?

For hvem siger i ikke kan begge dele?

Vh Trine

Sadeks svar:

Kære person i kvaler Som SFU’s helt egen love doctor, så tror jeg mit svar må være, at hvis du virkelig føler noget for den her pige, så holder du de der skide technofester ud, og så må du prøve at snige en bar ind engang imellem.

Heldigvis lever vi i en dejlig tidsalder, hvor man kan snøre sig til ting. Så få downloadet Nightpay-appen og sig til hende, du helst vil på et sted hvor de tager Nightpay, så kan du få lokket hende på en rigtig bar.

Og få for helvede inviteret hende ud på en dejlig romantisk middag på en lækker restaurant sometime også. Går ikke, I er stive konstant ;) Selv tak The Love Doctor

Renovering af landskontoret

Hvordan kan det egentlig være at Brexit virker til at gå hurtigere end renovering af landskontoret?

Trines svar: …

Ja det…

Det er åbentlyst pga. de katte der engang var på landskontoret…

Dem vil man jo ikke skræmme væk…

Og ehmm…

Det betyder bare at Storbritannien er ligeglad med katte, og det er vi ikke….

For altså katte skal jo ikke komme i klemme…

Ja det… Katte … Katte er svaret Vh Trine

Sadeks svar: Kære SFU’er Likviditeten Kærlig hilsen En fortvivlet økonom

17

18

SFU land

Børnefattigdomskampagnen – Hvordan blev den oplevet?

Af: Christoffer Koch Andersen

Henover juletiden var SFU’ere fra hele landet på gaden for kampen imod børnefattigdom. Vi fik i løbet af december indsamlet næsten 1000 underskrevne postkort, som vi lige inden juleferien var forbi med til Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard. Budskabet var enkelt, klart og tydeligt: Vi skal afskaffe kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, således 64.500 børn ikke lever i fattigdom.

Julen er en kærlig tid, hvor traditioner, gaver og sociale arrangementer fylder meget. Der er måske nissevenner i skoleklassen, man tager til julefrokost hos familie og venner, man ønsker sig julegaver og glæder sig til at give nogle tilbage. Derfor er juletiden ekstra hård for familier, som blandt andet grundet kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen må vende hver en mønt, medens de er i vedvarende limbo vedrørende økonomi og overskud. Det har kolossale konsekvenser for børnene, som deler forældrenes stress, når de økonomiske midler ikke rækker og enderne ikke vil mødes. Når man må melde afbud til arrangementer, fordi der mangler penge til gaver eller hverdagen fyldes af skam over ikke at kunne invitere venner med hjem.

Hvordan oplevede I, at kampagnens budskab blev taget imod rundt omkring i landet?

Amalie, SFU København:

”Børnefattigdomskampagnen havde potentiale for at ramme en virkelig bred menneskeskare. Den bad folk om at skrive under på noget, alle kan blive enige om, uden at man behøvede at binde sig til noget. Folk var virkelig positive.”

Hannah, SFU København:

”Børnefattigdom er et problem uanset årstid, men det kunne mærkes, hvordan budskabet gik klarere igennem i en tid, hvor varehusene bugner med mennesker og flitterstads, folk løber rundt med poser på armen og rødkålen simrer lystigt på komfuret.”

Christoffer, SFU Aarhus:

”I Aarhus oplevede jeg, at kampagnens budskab mødte stor identifikation på gaden, idet folk kunne relatere til, hvorledes børnefattigdom ikke hører hjemme i Danmark. Forargelsen over, at børn skal bekymre sig om økonomi og være utrygge i julen, var der også stor enighed om, ikke skulle være realiteten.

Ligeledes må man uden tvivl sige, at kampagnen udgjorde en sublim kontrast til alle de store gaveindkøb, de blinkende udstillingsvinduer og folkemylder, hvorved kampagnens empatiske tone var et udmærket match med den kærlige juleånd!”

Emma Thorup, SFU Viborg:

”Jeg synes, det var rigtig fedt at det var en kampagne der viste noget reel handling – at man rent faktisk afleverede alle underskrifterne til Peter Hummelgaard, for at råbe ham op. Ligeledes var det en bred folkelig sag. Langt de fleste bakker jo op om at ingen børn skal vokse op i fattigdom, og så passede det meget godt at det var op til jul, så man kunne lave nogle aktioner omkring at alle børn har ret til en god jul.”

Hvad kan vi tage med heraf af tiltag, som vi enten skal gøre igen eller forbedre til næste gang?

Christoffer, SFU Århus:

”Desværre har der grundet tidspunktet, været mangel på aktivitet grundet eksamen og juletraditioner, hvilket er synd for et ellers stærkt og essentielt budskab!

Dog må man konstatere, at vi skal blive ved med at producere merch, der passer så godt til årstiden og det koncept, der er i kampagnen. Desuden skal vi huske hinanden på, at vi skal komme endnu mere i medierne, lokalaviserne og lignende ved at skrive flere læserbreve og derved lade SFU præge dagsordenen endnu mere. Slutteligt skal vi blive ved med at være dem, der husker socialdemokraterne på deres løfter og presser på, når de ikke gør!”

Amalie, SFU København:

”På grund af jule/eksamenstid var der dog ikke altid super meget tid til at føre “ordentlig” kampagne med aktioner, så vi endte mest med bare at lave standard underskriftindsamlinger. Som sagt var folk dog rigtig søde og juleshopping gjorde, at flere mennesker gik rundt omkring steder som f.eks. Amagercentret.

En anden gang, ville det måske være en idé at finde på noget, der fængede folks opmærksomhed eller på anden vis fik differentieret os fra facerne, der gik iblandt os på gaderne og stræderne.”

Emma, SFU Viborg:

”Det var rart med noget håndterbart, som havde et

SFU lnad

mål i sidste ende. Det var også noget, folk kunne forholde sig til!

Jeg har dog snakket med nogle stykker i Viborg om at kampagnen var lidt svær at være kreativ med, fordi en stor del af den var centreret omkring julekortene, og at det var svært at gøre den ligeså personlig og gejst-skabende som fx “Du er god nok”, hvor alle ligesom havde en personlig historie med ikke at føle sig god nok. Derudover kunne det godt være lidt en udfordring at få folk til at skrive under på noget, fordi det er nemmere bare at give en flyer.”

Det hele kulminerede med, at julekortene skulle overleveres til Peter Hummelgaard. Hvordan tog han imod budskabet?

Hannah, SFU København:

”Man skulle tro, at dette var noget, der lå Børnenes statsminister på sinde at få lavet om på. Men indtil nu, er jeg i hvert fald ikke blevet særligt imponeret.

Selvom Peter Hummelgaard pænt tog imod os og roste vores engagement i sagen, var der ikke noget, der tydede på, at beskæftigelsesministeren har planer om at investere de penge og reformer, der skal til for, at vi reelt får børn ud af fattigdom.

Her blev ydelseskommissionens kommissorium forsvaret, selvom den på intet tidspunkt nævner børnefattigdom og desuden har som præmis, at der ikke skal tilføres flere penge til området. Derudover var det frustrerende at høre, hvordan der konstant sneg sig hentydninger ind om socialdemokraternes indvandrepolitiske linje - hvordan der jo måtte føres ekstra kontrol her, og en gennemsyrende mistro til både forældre og børn.”

Det samlede budskab står klart: Selvom kampagnen er ovre og postkortene afleverede, skal vi altid stå klar, når Socialdemokratiet forsøger at snige sig udenom at skabe forandring.

Når ordene blot er tom luft, når de spiser os af med kommissioner og undersøgelsesgrupper, eller når de flytter fokus til en ny fattigdomsdefinition.

Vi skal fortsætte med at være dem, der holder Socialdemokraterne oppe på, at der skal handling bag ordene, og at det kræver investeringer, når vi skal bekæmpe fattigdom.

Til jul ønsker jeg mig at ingen børn vokser op i fattigdom

19

20

Kultur

Fra arbejderkamp til kampen mod arbejdet – anmeldelse af Roden til Alt Ondt Af Jeppe Riis

Arbejde, ikke lediggang, er roden til alt ondt. Så kontant er konklusionen på Eskil Halbergs analyse i ”Roden til Alt Ondt”, som jeg har sat mig for at læse.

Bogen er tredje bind i Tumulti-serien, en serie på nu fem udgivelser. Bøgerne har det til fælles, at de er skrevet i essayform, de er korte og de har en fysisk størrelse der gør at man kan have den i jakkelommen. Tumulti betyder opstand eller agitation, hvilket også er formålet med serien: Bøgerne skal på hver deres måde rykke ved og udfordre nogle helt grundlæggende forståelser af, hvorledes vi har indrettet os – hvilke sandheder, idéer og forestillinger der præger os som individer og som samfund. Konceptet er altså med andre ord radikal samfundsfilosofi i lommeformat. I dette tilfælde er det således arbejdet, der får en tur.

struktion, Halberg vil have afskaffet.

Det er her der rettes særlig kritik mod hele arbejderbevægelsen – Halberg erklærer fagbevægelsen død, da den i høj grad er blevet et systembevarende kompleks, der opretholder forestillingen om arbejdet som et ubetinget gode. Hvor fagbevægelsen altså engang var imod lønarbejdet og ville have det ophævet, har det i dag indtaget en radikalt modsat rolle – netop som lønarbejdets forkynder.

Bogen har på mange måder rykket ved min egen opfattelse af arbejde. Den præsenterer ikke blot et argument for at sænke arbejdstiden, fjerne noget bureaukrati og holde mere ferie. Den præsenterer et helt radikalt opgør med arbejdet som kategori. Heri ligger nogle utroligt interessante perspektiver for SFU og hele vores tilgang til arbejdsmarkedspolitik.

Når Halberg skriver om arbejdet, er det ikke det DSU har senest fremlagt deres såkaldte ungat udføre noget produktivt han er imod. domsanalyse, der kort fortalt beskriver en ’Arbejde’ skal i bogen forstås som et begeneration af unge, der er bekymrede greb, en særlig kategori eller måske over, om de kan finde et arbejde. Men snarere sagt koncept. Man kan, hvis hvorfor skal dette være en bekymProblemet ligger for Eskil man har styr på sin marxisme, med ring? Bør vi ikke være glade for Halberg altså i, at arbejde fordel også bruge udtrykket lønarautomatisering og overflødiggøbejde for at lette forståelsen – og bliver et mål i sig selv, i stedet relse af det slid, der gør at vores marxismen er da også udgangsrygge er ødelagte som 50-årige? for et middel til fx at bygge punktet for bogens analyse.

Og bør fokus dermed ikke netop et hus, at undervise en rettes mod kapitalismen og den elev, eller hvad man nu Arbejdet er ifølge Eskil Halberg for universelle fortælling om arbejdet har som arbejde. det første en moralsk fordring, der som det universelle mål i ens liv? hersker overalt. Ifølge samfundets opfattelse er det betinget godt at have et arbejde, Der kan dog sagtens udtrykkes flere arguog man er et mere moralsk menneske, når man har menter imod Halbergs opfattelse. Først og fremmest et arbejde. Problemet ligger for Eskil Halberg altså i, kan man sætte et spørgsmålstegn ved, om det nødat arbejde bliver et mål i sig selv, i stedet for et midvendigvis er skidt at arbejde har en identitetsmæssig del til fx at bygge et hus, at undervise en elev, eller dimension – i en moderne verden, der er blevet tømt hvad man nu har som arbejde. Man vil have arbejde for mening, kan man argumentere for at arbejdets til folk, for arbejdsløshed er ubetinget skidt – også identitetsskabelse netop har værdi. Man finder sin selvom der reelt ikke, i samfundet, er særligt meget plads og sit ståsted, samt ikke mindst sit fællesskab arbejde der behøver at blive udført. Det er arbejdet i gennem sit arbejde. sig selv, ikke den nytte der kommer af arbejdet, der er det gode.

Uanset hvad har Eskil Halberg på mange måder begået en virkelig interessant bog, der i hvert fald har For det andet er arbejdet en kapitalistisk konstruktiudfordret mit syn på arbejdet. Den er tilgængelig for on – det er management-skemaer, faste mødetider de fleste, selvom selve emnet kan være en anelse og lydighed overfor arbejdsgiver, der er herskende, svært tilgængeligt for en, der ikke er synderligt marxog endda ofte træder før den reelle faglighed. Det er istisk skolet. Ellers kan den anbefales for enhver, der altså arbejdet både som moralsk fordring (”man skal vil give sig tiden og chancen for at få rykket ved sin arbejde hvis man kan!”) og som kapitalistisk konopfattelse af samfundet.

Kultur

Birgitte Possings ”Argumenter imod kvinder” er noget nær et mesterværk!

Argumenter imod kvinder Forfatter: Birgitte Possing Strandberg Publishing, 2018

Mangler du litteratur om feminisme og absurditeter? Vil du med ind i universet af humoristiske indspark om banaliteten i den manglende ligestilling mellem mænd og kvinder, hvor du samtidigt bliver indført i og gjort klogere på, hvorfor der endnu er langt til opnåelsen af ligestilling?

Hvis du kan genkende nikkende til ovenstående, så bør du læse Emma Thorups anmeldelse af ”Argumenter imod kvinder” – en bog, som giver indsigt (og kan bruges som argument mod borgerlige mænd, der kræver fakta) Af Christoffer Koch Andersen

”Der er stadig ikke ligestilling før der er lige så mange dygtige kvinder blandt dem der bestemmer, som der er dygtige mænd. Der er heller ikke ligestilling før der er lige så mange inkompetente kvinder blandt dem der bestemmer, som der er udygtige mænd samme sted.” Således står der på første side i Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, og så er vi ligesom i gang!

Igennem hele bogen udstiller og spidder Possing de absurde argumenter, der siden tidernes morgen og frem til i dag, har været imod kvinders deltagelse i alt fra politik, til idræt, til ledelse og forskning. I bogen fremhæver Possing blandt andet hvordan vi i dag bryster os af at være et ligestillet land, men at der stadig er rigtig lang vej igen, når politikere som Joachim B. Olsen i ramme alvor stadig kan hævde at kvinder bærer et særligt ”omsorgsgen”, der gør dem mere egnede til at passe hus og børn, end til at være ledere. Possing viser på fin og saglig vis hvordan kvinder siden demokratiets spæde start, er blevet forsøgt holdt ude fra eksempelvis politiske forsamlinger, med begrundelser om at de var for magelige, hysteriske, svage osv. Possing giver dog også flere steder i bogen eksempler på seje, inspirerende kvinder fra forskellige tidsaldre og felter, som ikke lod reaktionære mænd stå i vejen for sig, og som har formået at bryde barrieren. Heriblandt kan nævnes Mathilde

Fibiger, Natalie Zahle, Nadia Nadim, Lizette Risgaard og mange flere.

Samtidig med at være saglig, underholdende og tragikomisk, er bogen også meget troværdig. Det er nemlig ikke en ”Fru hvem som helst” der har skrevet den! Birgitte Possing er professor i historie og antropologi, og har igennem flere år forsket i sammenhængen mellem køn og historie. Bagerst i bogen finder man en kildeliste, med henvisninger til hvor alle bogens eksempler stammer fra. Vi taler altså ikke om påstande grebet ud af den blå luft. Alt i bogen er veldokumenteret. Netop derfor anser jeg bogen som et rigtig vigtigt feministisk værk, og jeg vil helt klart anbefale mine borgerlige venner at læse den, næste gang jeg diskuterer ligestilling og kønsbaseret undertrykkelse med dem, og de forlanger dokumentation, og konkrete eksempler.

Alt i alt vil jeg næsten gå så langt som at kalde ”Argumenter imod kvinder” for et mesterværk! Jeg slugte bogen første gang jeg læste den, og ligeledes anden gang. Dette er en bog som sagtens kan tåle at blive læst igen og igen.

De varmeste hilsner Emma Thorup Jacobsen

21

22

Politik

Forandring kommer nedefra Interview med Carl Valentin.

Aktivisten mødes med folketingsmedlem Carl Valentin til en snak om, hvordan man skaber de store forandringer, og hvad man selv kan gøre i sin hverdag.

Af Victor Ottosen

Carl Valentin er ikke bare tidligere SFU-formand, men også et vores nyvalgte folketingsmedlemmer. Og selvom der altid er møder, journalister og høringssvar, understreger Carl, at de store projekter ikke er forsvundet:

folkelig bevægelse.

Når vi har fået en bindende klimalov, er det ikke fordi vi har haft en smart pressestrategi. Så er det fordi folk har stået og demonstreret lige her, udenfor.

Gang på gang.”

Har du ansvar overfor bevægelserne? ”Ja, SF har altid været bevægelsernes parti, så dem føler jeg et stort ansvar overfor. Det er væsentligt at bevægelserne også føler, at vi repræsenterer dem.

Det er de rige og de magtfulde, der prøver at påvirke os hele tiden på lobby-fronten, men det er bevægelserne, jeg helst vil lytte til.

”Men man skal fandeme sørge for, at de ikke drukner i det der dag-til-dag. Jeg kunne fuldtidsbeskæftiges tre gange med alle de møder, og folk der hiver i mig og pressen der ringer, så man skal virkelig være god til at sige fra på nogle ting, og så tage Lidt nørdet, så er det f.eks. altid deres høsig tid til selv at prøve at sætte noget ringssvar jeg kigger i først, når der skal dagsorden og fordybe sig i nogle vedtages ny lovgivning. Så kigger jeg ting. Jeg vil til gengæld ikke kigge lige og ser hvad siger vennerne? ” Det er de rige og de tilbage på min tid herinde og tænke, magtfulde, der prøver at nåmen, det var Berlingskes nyhedsDog er det er ikke bare et historisk påvirke os hele tiden på redaktion, der besluttede, hvad jeg ansvar og gode forhold, der gør, at beskæftigede mig med.” det er vigtigt at lytte til bevægelserlobby-fronten, men det er ne.

Som Carl påpeger, repræsenbevægelserne, jeg helst Fordybelse og vedholdenhed er terer de store, pengestærke lobbyer vil lytte til. ifølge Carl nøglen til at skabe forantypisk meget få mennesker, og derfor dring som politiker. Han fremhæver mener han heller ikke, at man skal lytte Bernie Sanders som inspiration, og peger til dem i samme grad, som man skal lytte på SF’s nylige valgsejre, som en konsekvens af, til de store, folkelige bevægelser. at man har valgt sager som minimumsnormeringer og klimalov og prioriteret dem hardcore. I SFU har vi Markedet skal styres også haft vores største sejre og skabt mest foranOfte får man at vide af højrefløjen, at vi bare hver dring, når vi vedholdent har prioriteret en sag – gratis især skal ændre vores adfærd, hvis vi gerne vil flytte psykologhjælp er et godt eksempel. noget i samfundet. Højrefløjen peger på, at markedet er nøglen til at skabe forandring, og at forandring ”Det er ikke dag-til-dag-sagerne, det er vigtigt at reakommer gennem vores individuelle forbrug. gere på – det vigtige er at skabe strukturelle forandringer.” ”Problemet med markedet er, at man siger, at man skal stemme med fødderne, men det giver ikke Forandring kommer nedefra nogen mening, at man kan stemme med sine penge, Selvom man kan gøre meget som politiker, er Carl fordi det vil altid være dem, der har flest penge, der meget bevidst om, at det ikke bare er vedholdenhed så har flest stemmer.” eller dygtigt politisk håndværk, der skaber de strukturelle forandringer.

Er markedet så slet ikke vigtigt? ”Forandring kommer ikke oppe fra og ned. Det kommer nedefra og op. Det kan man jo mærke. Når man lykkes med at gennemføre strukturelle forandringer, de store ting, så kommer det i forlængelse af en

”Markedet kan godt bidrage med noget godt, men det skal virkelig styres meget. Det vi kan gøre inden for det system vi har, som jeg også mener er ret væsentligt, det er at ændre profitmotivet, således, at

Politik

virksomhederne styres i retning af det, der er godt for fællesskabets bedste, ved at vi sikrer at de har et profitmotiv til at gøre det. Når vi laver lovgivning, der gør, at det ikke kan betale sig at drive sort virksomhed, så virker markedet i den forstand, at så driver tingene den rigtige vej. MEN, det er på grund af politiske beslutninger.”

Forandring gennem forbrug?

I forbindelse med snakken om markedet kommer vi ind på klimakrisen: ”Hvis man skal se noget som helst positivt ved klimakrisen, så er det, at det forhåbentligt får nogles øjne op for at vi har et økonomisk system, som overho-

vedet ikke fungerer. Hvor man har en eller anden idé om, at markedet løser alle problemerne, men lige nu er det ved at smadre det, der er allervigtigst for os alle sammen, nemlig det sted vi bor.”

Klimakrisen er et godt eksempel på et område, hvor markedet ofte er i spil. Man snakker meget ”at stemme med fødderne” og ændre sin livsstil for at skabe forandring. Politisk forbrug er ofte noget, der ikke er så velset i SFU, netop på grund af et skævt, pengestyret markedet, men Carl mener, at det alligevel er en skam, at man afskriver politisk forbrug, i stedet for at se det som et redskab. ”Der har jeg i hvert fald rykket mig lidt. Vi skal ikke af-

23

24

Politik

skære det, vi skal bare insistere på, at det ikke er det, der løser problemerne. Det er jo det, der er problemet med de borgerlige. De overlader alt ansvaret til den enkelte, selvom de primære udfordringer ligger hos de store virksomheder.” ” Vi kan først rigtig få politisk forandring, når f.eks.

Socialdemokratiet kan se, at der faktisk er en befolkning, der er villig til at spise på en mere bæredygtig måde.

Nødvendige forandring

Uanset, hvad man mener om politisk forbrug, kommer man ikke uden om, at livsstilsændringer er noget vi skal igennem for at komme klimakrisen til livs.

F.eks. udleder gennemsnitsdanskerens fødevareforbrug i dag lige så meget CO2 som man i 2050 kan udlede pr. verdensborg – alt forbrug inklusiv – hvis vi også skal have et sted at bo i fremtiden. ”Det bliver ret hårdt at gennemgå de, ret radikale, forandringer, vi er nødt til at gennemgå for at løse klimakrisen, hvis vi ikke har gjort en lille smule for selv at indstille os på at lave nogle forandringer i hverdagen.

For hvis vi alle sammen siger jeg kan intet gøre selv – jeg vil kun have strukturelle løsninger, så kommer der til at være nogle politikere, der kigger på en befolkning og siger: nå, befolkninDet giver ikke nogen megen er slet ikke forandringsparat, ning, at man kan stemme så vil vi ikke trække noget ned over med sine penge, fordi det hovedet på dem.”

Og så kommer forandring altid nedefra. Hvis vi overhovedet ikke er klar på at ændre os eller gøre noget selv, så forventer vi samtidigt at alt forandringen kommer ovenfra.

vil altid være dem, der har flest penge, der så har ”Så på den måde synes jeg slet ikke, flest stemmer. at man kan afskære det politiske forDet er sjældent jeg har kigget på det brug. Men jeg synes at det er vigtigt, at vi ikke gør det til det vi regner med løser problemerne. Det er snare et redskab vi kan bruge, til at trække tingene i den rigtige retning.

samfund jeg lever i og følt, at det bare var politikerne, der gik foran og befolkningen, der sakkede bagud. Det er altid befolkningen, der driver de store forandringer.”

Hvis vi skal have de strukturelle forandring, som jeg mener er det vigtigste, at vi får, så skal vi også vise magthaverne, at vi er villige til at gennemgå en eller anden form for forandring.”

Organisering er det vigtigste

Hvor meget har man pligt til at gøre?

”Det er et forkert syn på det at gøre noget som individer, at tænke, at det eneste vi kan gøre noget med er vores penge. Det bedste vi kan gøre er sgu da at organisere os! Det er da at søger for at påvirke vores arbejdsplads, eller være aktiv i et politisk ungdomsparti. Det er meget mere effektivt end alt muligt andet.”

”Det afhænger meget af ens livssituation. Dem der har mest pligt til at gøre noget, er dem der har ressourcerne til at gøre noget. Jeff Bezos, verdens rigeste mand, han har ifølge en opgørelse en formue der er stor nok til at stoppe global fattigdom i ti år.

Han har et ret stort personligt ansvar.”

Carl er i øvrigt veganer. Det er der flere grunde til, men her fremhæver han særligt en. ”Som en der er magthaver har man også et særligt ansvar for at sætte et godt eksempel.”

Der er alligevel massere forståelse for, at det ikke er alle der kan gøre alt. Det er heller ikke det, der ville rede planeten. ”Mest af alt har man et ansvar for at prøve at flytte det samfund, man lever i. Hvis vi bare har en masse borgere, der bruger alt deres energi på at udlede så lidt CO2 som overhovedet muligt, får vi ikke den der revolution, vi så gerne vil have. Vi har brug for nogle borgere, der gør noget med deres eget forbrug, men i særdeleshed også organiserer sig og demonstrerer.”

Selvom det giver mening at have sit forbrug med, gør Carl det klart, at der alligevel altid vil være noget, der er vigtigere.

Tre tips til at skabe forandring 1. Tag lokale sager, der kan mærkes i hverdagen og organiser lokalmiljøet omkring dem!

2. Tag en vigtig dagsorden/sag og bliv ved med at kæmpe for den. Det virker ikke at skyde med spredehagl og skifte sag som vinden blæser, hvis man vil skabe rigtig forandring.

3. Det er vigtigt at få flere med. Det lyder banalt, men at få dine venner med i kampen er noget af det allermest effektive, man overhovedet kan gøre

Kultur

Boganbefaling: Jenteloven – Det feministiske must Jenteloven

Forfatter: Sofie Frøysaa & Ulrikke Falch Gyldendal, 2018 Af Christoffer Koch Andersen

I SFU kan og bør vi gøre hinanden klogere på verden – også når det gælder litteratur. Derfor har jeg talt med Rebecca Rønnest om, hvilken feministisk bog, hun ville anbefale til SFU’erne og til et vilkårligt ungt menneske.

Svaret er klart: Jenteloven!

Mangler du en bog, hvor begrebet feminisme strømmer igennem?

En bog, hvor enhver teenagers problemer tages op, og hvor du langt fra føler dig alene mere? Ja, så kan jeg klart anbefale bogen “Jenteloven” som er skrevet af Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa.

Jenteloven er essentiel for både piger som drenge.

For børn som voksne. Den er relaterende, barsk og ikke mindst, ærlig og virkelig.

Ulrikke fortæller, at hun fra en alder af bare 9 år tænker over hendes spisevaner, hun er for tyk. Ikke mange år efter får hun diagnosen anoreksi. Hun var en livlig pige, men som i drengenes samt skolesystemets øjne var for vild af en pige at være. Hun var for aggressiv i legene og grinte for højt. Hun bliver sammenlignet med hendes tvillingesøster som er alt det, hun ikke selv er. Problemet i at sammenligne og ikke acceptere folk som de er, kommer virkelig til udtryk her. Ulrikke får ikke lov til at udfolde og udvikle sig som en ung pige skal og konsekvenserne af det, skal man virkelig bide mærke i - for det gjorde hende syg.

Sofie derimod får alt den opmærksomhed, som Ulrikke drømmer om, men som hun ikke selv omfavner med stor glæde. Sofie har Tourettes og OCD. Hun bliver mere og mere deprimeret, hvilket resulterer i, at hun sygemeldes fra skolen. Alligevel finder de andre børn måder at mobbe hende på, såsom at kaste ting på hendes hus. Den dag i dag er det mere over SoMe, at mobningen foregår, hvilket mange af os allerede har oplevet. Ulrikke og Sofie fortæller ikke dette, fordi de regner med, at vi alle har oplevet det samme, men blot fordi de ønsker, at vi ikke føler os alene. De ønsker, at vi skal rette op på de små fejl, der er i vores skoler og i vores system i det hele taget.

Vi har alle haft vores op- og nedture, især i teenageårene. De værste, bedste og mest forvirrende år i vores liv. Det er for os hver især meget individuelt, hvordan vi har oplevet og taklet det, men det at vi alle har følt os forvirrede, kede af det eller bare ikke gode nok, kender vi alle til – i hvert fald de fleste.

Derfor synes jeg, at bogen er ideel for unge piger og drenge samt voksne mennesker.

Bogen er også en form for overlevelsesguide. Der findes råd og guides i bogen til at takle alt det, man går i møde. Hvad man gør, når man når alderen, hvor man går i byen og en afvisning måske er på sin rette plads, hvad hverdagssexisme er og igen hvor vigtigt det er at give plads til alle- - uanset seksualitet, køn, hudfarve, religion eller noget helt femte.

Hvis du er enig i dette, er du feminist uanset hvad og hvis du ikke ønsker at sætte dig selv i bås, er det også helt okay. Det vigtigste er, at du går ind for lige rettigheder, hvilket bl.a. indebærer, at respektere og acceptere hinanden. Det er de “små” ting og oplevelser igennem vores opvækst, som præger os til at være det menneske, vi bliver.

Velkommen til Jenteloven: Den skal du bare læse.

Kærligst, Rebecca Rønnest

25

26

Politik

Den virkeliggjorte socialisme på Nørrebro Af Kasper Brink Mose

Hvis man vil have et indblik i, hvordan et socialistisk, bæredygtigt og demokratisk samfund kan se ud, så behøver man hverken at læse tekster af Karl Marx eller bruge lange aftener i socialistiske studiekredse.

Man kan nemlig allerede i dagens Danmark få et glimt ind i den verden ved at se på de socialøkonomiske og kooperative virksomheder, som virkeliggør de socialistiske tanker og principper.

Blot et par hundrede meter fra SFU’s landskontor på Nørrebro ligger byggefirmaet Logik og Co. Det ligner umiddelbart et helt almindeligt, privat byggefirma, men det er det langt fra. Det er nemlig ejet og styret af arbejderne!

Firmaet arbejder ikke for at få størst mulig profit til en ejer, men for bæredygtighed og social ansvarlighed. Der er ingen udbytning, og ingen bliver rige på de andres arbejde, for der er fuldkommen ligeløn.

Den daglige leder, de faglærte tømrersvende og de ufaglærte arbejdsmænd får alle den samme løn, som ligger en par kroner over den nationale gennemsnitsløn.

Demokrati, bæredygtighed og socialt ansvar.

Alle store beslutninger træffes demokratisk på medarbejdermødet, hvor alle ansatte har stemmeret. Det er de selv samme medarbejdere, der skaber værdierne, som råder over overskuddet. Skal vi investere i nyt værktøj og nye maskiner? Skal vi have mere i løn?

Skal vi prioritere nogle sociale arrangementer for de ansatte? Alle de beslutninger, der normalt ligger hos en enkelt ejer eller en aktionærbestyrelse, som helst rager til sig selv, bliver i Logik og Co. truffet demokratisk i fællesskab af alle ansatte.

Det er nok også den primære årsag til at Logik og Co. prioriterer bæredygtighed og socialt ansvar så højt.

maet, som udmærker sig ved at have folk, der har det svært ansat hos sig.

Solidaritet i krisetider

Selv i nedgangstider bliver beslutninger taget efter arbejdernes interesser.

Da finanskrisen i 2008 ramte, så man på tværs af de kapitalistiske vestlige lande massenedskæringer og fyringsrunder, som medførte massiv arbejdsløshed, lønfald og fattigdom. Men ikke i Logik og Co. Her satte man sig ned og spurgte, hvem der ville arbejde mindre. Så rakte en gruppe frivilligt hænderne i vejret og sagde midlertidigt op. De var ikke arbejdsløse længe nok til at blive fanget i beskæftigelsessystemet, men så det nærmest som en mulighed for at holde lidt fri og lade kroppen op. For et par uger senere blev de genansat, og en ny gruppe frivillige kunne blive midlertidigt opsagt. Og sådan fortsatte de med skiftevis at holde fri, indtil der igen var opgangstider og arbejde nok til alle.

På den måde kunne man holde lønudgifter nede, når der var lav efterspørgsel på byggeri, uden at det havde voldsomme økonomiske konsekvenser for de ansatte arbejdere. Sjældent har man set en så solidarisk og samtidig økonomisk fornuftig måde at håndtere krisetider i en virksomhed.

En mere demokratisk og social retfærdig økonomi

Logik og Co. er et konkret eksempel på, hvordan grundstenen i en socialistisk økonomi og et socialistisk samfund kan se ud. Deres virksomhedsmodel står i fuldkommen modsætning til den nuværende økonomi, hvor mere og mere velstand og magt samles på stadig færre hænder blandt rigmænd, finansspekulanter og store, profitmaksimerende selskaber.

Firmaet har specialiseret sig i bæredygtigt, miljøvenligt byggeri, og har mange gange arbejdet med klima-rigtige projekter.

Kunne en større del af vores samfundsøkonomi ikke være bygget op om medarbejderejede og demokratiske kooperativer som Logik og Co.? Jo, men det kræver politisk handling.

Logik og Co. udmærker sig også ved at være ekstremt gode til at tage lærlinge. Navnlig unge, der er marginaliserede, socialt udsatte, på kanten af loven eller bare har det svært, bliver tilbudt en chance for at få en læreplads og derved en uddannelse. Princippet om at alle fortjener en chance gennemsyrer byggefir-

Hvis vi gør det lettere at oprette kooperativer og skaber rammer for at ændre økonomien, så vil vi i fremtiden kunne se et samfund med markant mere lighed, en retfærdig fordeling af goderne og mere social ansvarlighed, hvor færre mennesker bliver tabt.

Og ikke mindst et samfund med en seriøs oppriorite-

Politik

ring af bæredygtighed.

Hvordan skaber vi en socialistisk økonomi?

Logik og Co. viser vejen til, hvordan et socialistisk samfund kan se ud. Hvor demokrati, social retfærdighed og bæredygtighed er fundamentet i en arbejderejet økonomi. Men for at udbrede den type virksomheder, er der behov for politisk handling.

Vi skal først og fremmest vedtage en kooperativlov, som gør det lettere at oprette kooperative og demokratiske virksomheder. En sådan lov skaber de klare juridiske rammer, der skal til for at skabe en kooperativ virksomhed. Danmark hører blandt de lande, som endnu ikke har vedtaget en kooperativlov, og det betyder et kraftigt benspænd for de mange arbejdere, som er klar på at tage handling i egen hånd og eje deres egen virksomhed i fællesskab.

Derudover er der behov for at skabe strukturelle forandringer i vores økonomi, der sikrer et økono-

misk grundlag for en ny kooperativ og medarbejderdemokratisk bevægelse. For at skabe grobund for at nye kooperativer kan springe op og fylde mere i samfundsøkonomien, er der behov for at sikre tilskud og eventuelle offentlige låneordninger, som kan give håbefulde arbejder-ildsjæle et hjælpende skub til at trænge ind på det kapitalistisk marked for på sigt at overtage det.

Med andre ord: Vejen til en mere socialistisk økonomi kræver både politiske og økonomiske forandringer.

Forandringer som skal gennemføres for at erstatte en kapitalistisk økonomi, baseret på kriser og ulighed, med en demokratisk og bæredygtig økonomi.

Vejen fremad ligger åben. Indtil videre må vi dog nøjes med at lære af de arbejdere i Logik og Co., som allerede nu er gået i gang med at ændre hverdagen for dem selv, deres kollegaer og deres lokalområde til det bedre.

27

28

Politik

Finansloven 2020 – Den bedste nogensinde?

Af Christoffer Koch Andersen

Efter rusen over sommerens valgsejr og for SF og SFU, et vellykket valg, kom den lange regeringsdannelse og vinterens finanslovsforhandlinger. Efter forhandlinger der strakte sig over adskillige uger, landede Regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet endelig en finanslov – Finansloven 2020.

Vi kan alle blive enige om, at det er den rødeste finanslov i, hvad der føles som evigheder, men betyder dette, at den er rød og ambitiøs nok? Hvad er finanslovens styrker, svagheder og udsigt for påvirkning i fremtiden? Selvom det er nogle måneder siden, den blev vedtaget, så er det netop fra i år, at de nye tiltag træder i kraft og får sin begyndelse. Af denne årsag bør vi bruge tid på den: Hvad er det egentligt den kan, sådan en finanslov? Især når den har fået et nyfundet, rødt islæt?

Derfor har Aktivisten adspurgt Lucas Zukunft fra SFU Køge om hans ærlige mening vedrørende Finansloven og det, den bringer. Det gode, det dårlige og forhåbninger for fremtiden. Er Finansloven 2020 det endeliggyldige svar, et skridt i den rigtige retning eller for uambitiøst?

Lucas indleder med: Jeg er kendt som noget af et brokkehoved, men jeg synes faktisk der er noget positivt at fremhæve!

Mange har været meget oppe og køre over den.

Nok fordi det det er første gang i lang tid, at rød blok faktisk har lavet en finanslov, og fordi forløbet har været relativt fredeligt. Jeg vil lave en stille og rolig gennemgang af den her – både med gode og dårlige sider af finansloven.

Hvad vil du kategorisere som positive tiltag? (En farlig og kompliceret affære for Lucas <3) ”Skal vi starte med det gode, så kommer vi naturligvis ikke uden om minimumsnormeringerne! Det var SF’s hovedkrav, både under valgkampen og forhandlingerne, og det har været noget, SF har kæmpet for i rigtig lang tid. SF har nærmest ikke snakket om andet end minimumsnormeringer, og derfor er det en kæmpestor sejr, at det er kommet med på finansloven. Hvordan de konkret skal udmøntes skal stadig

diskuteres, men det faktum at der er afsat penge til dem, og at de er nævnt, gør at processen fremover bliver lettere. Det er uden tvivl det bedste ved den nye finanslov, hvis man er kerne-SF’er og kan lide børn.

Mit skattepolitiske hjerte bliver desuden glad for at se, at forældrekøb i virksomhedsordningen og hovedaktionærnedslaget afskaffes, samt at beskatningen af leasede firmabiler strammes og der genindføres en registreringsafgift på fly. Desuden bliver der ansat 250 nye medarbejdere i Skattestyrelsen, som skal skærpe kampen mod skattely!

Det sidste, jeg vil nævne, er, at der nu endelig bliver lagt en målrettet og styrket indsats til bekæmpelse af social dumping. Adskillige tiltag skal være med til at sikre, at usocial virksomhed forsvinder fra Danmark, og det er virkelig tiltrængt!

Har du et konkret område, du er glad for prioriteringen af?

Et hjertebarn for mig, som tit bliver overset, men også er vigtigt at nævne, er kulturen. Kulturområdet har været underlagt VLAK-regeringens årlige 2%-nedskæringer, og har virkelig været presset i knæ. De nedskæringer bliver nu skrottet, og det er på samme måde også en god begyndelse. Underholdningsorkesteret og CopenhagenPhil får desuden konkrete løft, så de sikres overlevelse. Men det vigtigste er, at kulturen nu ikke længere skal skæres helt ned, så der nu gives plads til investeringer.”

Hvad med uddannelsesområdet? Hvad er dit take på det, der er skrevet? ”Det samme kan siges om uddannelsesområdet, men her vil jeg egentligt fremlægge det som noget negativt. De videregående uddannelser får ikke et ellers længe tiltrængt løft. Besparelserne, både den tidligere regerings indførte, og den nuværende regerings foreslåede, bliver dog droppet, og det er da også en begyndelse. Men det står grelt til på de videregående uddannelser, og i sær hvis man læser inden for det samfundsfaglige, humanistiske eller teologiske. Derfor er det simpelthen for uambitiøst at der ikke bliver givet et stort løft. Der har SFU et ønske klart til den næste finanslov! Til gengæld er uddannelsesloftet blevet afskaffet, og det er en sejr, selvom

Politik

det ikke, som ellers lovet, stod i Socialdemokraternes oprindelige forslag. Det er ren og skær støttepartiernes, og ikke mindst SF’s, fortjeneste!”

Stadige mangler på trods af små guldklumper.

Kan du uddybe yderligere, hvori din skuffelse og ønske om højere eller andre ambitioner ligger?

En anden lettere negativ ting, selvom det også var noget, SF kæmpede for, er de nye afgiftsstigninger på cigaretter. Rygerfløjen i SFU synes nok klart det er træls, men samtidig kommer det også til at have en social slagside, der ikke er særligt rar, og jeg synes andre tiltag, der ikke presser økonomien mere for dem, der i forvejen er pressede, havde været bedre.

Det er desværre heller ikke lykkedes helt at få afskaffet kontanthjælpsloftet, hvor vi indtil videre i stedet må se os til takke med en kommission, ligesom kvoteflygtningeordningen ikke bliver udvidet og den kollektive trafik nærmest ikke er nævnt. Det er en skam at ambitionerne mangler på de områder.

Hvad er din opsummerende kommentar og vurdering

af Finansloven 2020? ”Konkluderende tror jeg det må siges, at Finansloven 2020 er fin. Den er ikke revolutionerende og bærer meget tydeligt præg af, at indeholde en masse lappeløsninger, der forsøger at rette op på de skader, som 20 års borgerlige regeringer har gjort på Danmark.

Vi får ingen revolution med den her finanslov. Vi får ikke alle vores ønsker opfyldt. Vi kommer heller ikke tæt på. Den er meget kompromissøgende, og det ses tydeligt at der har været lagt en indsats fra alle parter (undtagen RV) for at undgå konflikter, fordi det vigtigste måske også har været, at vise at rød blok godt kan samarbejde.”

Slutteligt og kort: Hvad tænker du, Finansloven 2020 kan give anledning til?

Forhåbentligt kan den dog give afsæt til langt mere ambitiøse finanslove ude i fremtiden. Derfor vil jeg sige, at det er en god start, men ikke revolutionerende!

Derfor: En god start, men ikke revolutionerende.

29

30

Kultur

Anmeldelse af ”Aldrig kun til pynt et søstermanifest” af Anja Leighton Aldrig kun til pynt - et søstermanifest

Forfatter: Anja Leighton Politiken, 2018 Af Anna Amalie Kühne Kjær, SFU København

I efteråret 2018 stod flere piger frem og fortalte om de sexistiske og nedværdigende oplevelser ved de såkaldte puttemiddage på de danske gymnasier. En af dem var Anja Leighton, der dengang gik på Rungsted Gymnasium – og havde mærket de nedværdigende puttemiddage på egen krop. Her kunne hun blandt andet berette om auditions til puttemiddagen, at pigerne blev udsat for socialt pres til at gøre

alle mulige grænseoverskridende ting lige fra at stikke agurker i halsen til at skulle kysse den introguide de synes var pænest, mens de samtidig blev bedømt – den der fik flest point af de overlegne 3.g’ere fik lov at servere for dem. Alt sammen temmelig sexistisk, nedværdigende og træls.

Før jeg læste bogen, havde jeg en idé om, at den kun eller i hvert fald primært ville handle om Anjas egen oplevelse med puttemiddagene, og hendes take på dem, men til min store overraskelse og glæde har hun i boget kigget mere på den kultur der avler fænomener som puttemiddage og andre lignende

arrangementer. I bogen taler Anja både til sine medsøstre om solidaritet, beskyttelse og forståelse, men også til de jævnaldrende drenge, der om nogen avler denne kultur på gymnasierne.

Ligeledes taler hun også til den voksne generation om deres ansvar – dette, samt det letlæselige og ikke så akademiske sprog, gør den egnet til at læse for langt de fleste.

Det er forfriskende at høre tanker om hvad der skaber en sexistisk kultur fra en, der ikke er skolet i feminisme og/eller er antropolog eller kulturhistoriker – og hun kommer med nogle interessante og velfunderede teorier om, hvorfor unge mennesker i dagens Danmark har det, som de har det. Dog skal man også gå til bogen med den viden – at det altså ikke er opfindelsen af den dybe tallerken og ikke skrevet i et sprog, som nødvendigvis vil tilfredsstille de SFU’ske universitetsstuderende.

OG selvom hun ikke, som os, er skolet i SFUske bannertekster, så kan man også finde velkendte citater så som ”At lukke øjnene for voldtægtskulturen er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen” – og genkendelighed er jo altid kærkommen, især når den både har swung og indeholder ordet ”voldtægtskulturen”. Alt i alt en rigtig fin bog, der klart er et læs værd.

Internationalt

Primærvalgsupdate Demokraterne i USA er endelig kommet ordentligt i gang med deres primærvalg – den proces, hvor de vælger, hvilken kandidat der skal slå Trump til november. Med forbehold for, at der er afviklet afstemninger i Nevada og South Carolina mellem denne artikel er skrevet og du læser den, kommer her Aktivistens overblik over, hvem der fører, og hvem man generelt skal holde øje med i de kommende måneder.

Er du i øvrigt lidt uskarp på, hvordan demokraternes primærvalg fungerer? Så kan du læse vores guide i forrige nummer af Aktivisten.

Bernie Sanders

Vores socialistiske bedstefar har sidste par måneder haft en kampagne, der kun er gået en vej: opad! Han fik flest stemmer i de to første primærvalgsstater, Iowa og New Hampshire, og så ligger han først i de landsdækkende målinger. Det er særligt den en stor og folkeligt bred græsrodskampagne, der har sikret gode resultater, og Bernies slogan er da også ”Not me, US”.

Selvom FiveThrityEight, som plejer at være pålidelige, forudser, at der nok ikke er en kandidat, der samler mere end de 1990 nødvendige delegerede i første omgang, er de ikke i tvivl om, at det bliver Bernie der får flest. Modsat for tre måneder siden, ser det ud som om, at vores socialistiske favorit har en god chance for at få lov til at tage kampen mod Trump!

Joe Biden

Han var vicepræsident under Obama, men er ellers ikke en synderligt interessant type. Biden ligger politisk på demokraternes centrum-højrefløj, og der er altså ikke noget særligt at råbe hurra for.

Derfor gør det heller ikke så meget, at det står sløjt til med hans kampagne. Selvom Biden stadig sidder på en klar andenplads, er det gået ned af bakke for ham det sidste stykke tid – og mon ikke, at det fortsætter sådan.

Mike Bloomberg

En af de helt store jokere i primærvalget er milliardær og tidligere New York-borgmester Mike Bloomberg.

Han har ikke deltaget i afstemningerne i primærvalgets første stater, men ligger alligevel pænt i de landsdækkende målinger – indflydelse er jo som bekendt også noget, man kan købe sig til i USA. Bloomberg slår sig mest af alt op på at være anti-Trump, og han har da også investeret klækkelige summer i forskellige reklamer, der mest af alt er til for at provokere den siddende præsident. Det bliver spændende at se, hvordan han klarer sig, når der skal stemmes

om ham!

Pete Buttigieg

Pete er veluddannet, ung og har en baggrund som borgmester i en mellemstor by i Indiana. Desværre er han også kedelig og midtersøgende. Man kan også tilføje, at hans plan for sundhedssystemet, ”Medicare For All Who Want It”, er en B-løsning i forhold til Sanders’ universelle ”Medicare For All”.

Han har klaret sig overraskende godt i Iowa, hvor han (på grund af et åndsvagt amerikansk valgsystem) vandt flest delegerede. Til gengæld har han stort set ingen støtte fra minoriteter, så det er ikke særligt sandsynligt, at han tager fusen på alle og bliver præsidentkandidat.

Elizabeth Warren

Har (desværre) ikke rigtigt noget at byde på længere.

Hendes næsten progressive kampagne har mistet pusten, og selvom hun sikkert samler nogle delegerede op over det næste stykke tid, ligner Warren ikke længere et seriøst bud på en præsidentkandidat.

Hvis du vil vide mere

Er man lidt nørdet, talglad og typen, som synes at valg er den mest intressante sportsgren skal man kigge mod FiveThirtyEight Politics. Der er spændende analyser og hyppige opdateringer. Google det!

De store amerikanske medier og kandidaternes egen sociale medier er gode, hvis man gerne vil høre mere om, den politik de slås om, og følge med i debatterne.

Er man mere til dansk dækning har Information den bedste. Dog skal man – ligesom med andre danske medier – tage analyser af, hvem der vinder med et gran salt.

31

32

Internationalt

Kaos i Europas baghave Af

Den 3. januar 2020 startede årtiet med et brag, da amerikanske droner skød og dræbte b.la. Qassem Soleimani. Han var leder af Quds-styrken i den iranske revolutionsgarde og de facto nr. 2 i det iranske magthierarki. Angrebet blev udført i et helt tredje land, tæt ved den internationale lufthavn i Baghdad, Iraks hovedstad. Før dette, har der været massive demonstrationer både i Irak, Iran og flere andre mellemøstlige lande, ofte med voldelige midler taget i brug. Men hvordan er fødestedet for både civilisationen og de tre abrahamitiske religioner, endt i så stor en omgang kaos? Det vil vi dykke ned i, i løbet af de næste 3 sider.

Et element i kaosteori er sommerfugleeffekten.

Altså, at en sommerfugls vingeslag på den ene side af Jorden kan sætte gang i en orkan på den anden side. Det kan virke overraskende, men en stor del af de problemer, som Mellemøsten oplever i dag, kan forklares ved sommerfugleeffekten. Det dog skal understreges, at de begivenheder, der omtales som ’vingeslag’ i denne sammenhæng, ingenlunde kan sammenlignes med sommerfuglenes tilsvarende.

For når vi taler den barske sandhed om Mellemøsten, så taler vi terrorisme, sekterisme og konflikter som går flere hundrede år tilbage. Faktisk helt til år 632, hvor opdelingen i shia- og sunnimuslimer fandt sted.

I et lidt mere moderne tidsperspektiv, så spillede 1. verdenskrig, som vingeslag, en klar rolle, idet det sidste officielle islamiske kalifat, Osmannerriget, blev opløst, og de nuværende mellemøstlige stater tegnet ind på kort af britiske og franske sejrherrer, på tværs af etniske og nationale tilhørsforhold. En undtagelse var dog de to nuværende stormagter, Saudi-Arabien og Iran, som på daværende tidspunkt formåede at holde sig ude af europæernes spil matador om ørkensandet. Der skulle gå meget længere tid, før de to meldte sig på banen, og pudsigt nok skete dette for begge i år 1979, som er klart det mest skelsættende vingeslag for situationen i Mellemøsten i dag.

For begge lande havde den ekstensive vestlige, ja imperialistiske, indblanding været frugtbar for de udemokratiske magthavere. Salg af olie til vestligt ejede olieselskaber som betaling for støtte til at beholde magten, viste sig at være en farbar vej frem og enhver afvigelse fra denne betød bare, at Vesten indsatte en ny magthaver, som kunne indordne sig de ønskede forhold. Fx så blev den i Iran demokratisk valgte Mohammed Mossadeq i 1953 afsat ved et

CIA-kup, fordi han havde udskiftet de britiske olieselskaber med iranske statsejede. I 1979 skiftedes dette billede dog pludseligt. Den 16. januar forlod den daværende shah (konge) i Iran landet pga. massive demonstrationer mod øget vestlig kulturel indflydelse. Tidligt efter det, den 1. april, blev Iran officielt til en (shia)islamisk republik med Ayatollah (religiøs leder) Khomeini som den øverste og åndelige leder af landet med en ny teokratisk-demokratisk hybridstyreform.

Og det var ikke kun i Iran, at man havde fået nok af den vestlige kultur. I Saudi-Arabien havde en gruppe unge, anført af sunni-fundamentalisten Juhayman al-Otaybi, fået nok af den ledende Al-Saud kongefamilie og deres ’vestlige sind’. De istandsatte en besættelse af den hellige stormoské i Mekka og tog alle pilgrimsrejsende som gidsler. Besættelsen var en delikat affære, fordi det ifølge islamisk lov er forbudt at dræbe i den hellige moské, og derfor fik Saudierne også fransk hjælp til at stoppe besættelsen. Da den sluttede, skete der ikke umiddelbart noget, men det var herefter, at saudiske konger begyndte at tage det fundamentalistiske sunni-islam til sig i større grad. I dag berygtede love over for fx kvinder, startede alle i kølvandet på besættelsen. De to store mellemøstlige lande var derfor begge blevet meget religiøst orienterede med fokus i hver deres sekt i Islam, og dette gav anledning til øget radikalisering. Deres indflydelsessfære eksploderede dog først, idet stort set resten af regionen nedsmeltede. For at blive i vingeslagenes analogi, så må det slag siges at stå i 2010-11 i de arabiske lande.

Gennem flere årtier havde de fleste arabiske lande haft en enevældig diktator, som var kommet til magten gennem en eller anden form for voldeligt kup, og i 2010-11 fik befolkningerne nok. Det hele startede, da en ung tuneser ved navn Mohamed Bouazizi i december 2010 satte ild til sig selv i protest mod den uretfærdighed, som det diktatoriske politiske styre repræsenterede. Han satte gang i en bølge af protestbevægelser fra Tunesien til Irak og fra Yemen til Syrien.

Disse protester er i dag kendt som Det Arabiske Forår og næsten alle arabiske befolkninger krævede demokrati og menneskerettigheder.

I lande som Tunesien gik det godt, men i næsten alle andre lande udviklede protesterne sig til deciderede borgerkrige, hvor islamistiske fundamentalister

Internationalt

Irakisk demonstrant gør nar af den dræbte iranske general Qassem Soleimani

begyndte at spille en rolle. Værst stod det til i Syrien, hvor borgerkrigen, som begyndte med det arabiske forår, stadig er i gang den dag i dag. Det, at landenes politiske system stod i tumult, udnyttede Saudi-Arabien og Iran til at få større indflydelse. De hvervede forskellige sider i de fleste af borgerkrigene og gav dem våben og træning, typisk ved at udnytte den sekteriske tilknytning. Dette skete i Yemen, Syrien, Irak, Libanon og i mindre grad i Bahrain. I Saudi-Arabien er man endda officielt gået ind i den yemenske borgerkrig med saudiske soldater til at bekæmpe de iransk-støttede oprørere. De to lande prøver altså begge at kontrollere Mellemøsten, og i deres forsøg har de efterladt sult og ødelæggelse. Den væsentligste forskel mellem de to i dag er dog tilknytningen til Vesten.

I Saudi-Arabien har man siden 1979 forsøgt at balancere mellem de konservative fundamentalister og de vestlige magter og dermed opnået et gunstigt forhold til begge. Saudierne er derfor allierede med Vesten og især USA i dag. Iran, derimod, baserede den islamiske revolution i 1979 på et had til Vesten, og USA kaldes for ’Den Store Satan’ den dag i dag i landet. Det har derfor været svært for amerikanske præsidenter at finde ståsted i den regionale kolde krig, der udspiller sig mellem Iran og Saudi-Arabien.

På den ene side anser man Saudi-Arabien for værende en vigtig allieret, og på den anden side så overlod man gerne magten til Iran-venlige shiamuslimer i Irak efter Irakkrigen. Præsident Obama valgte den forsonende tilgang, og han forhandlede en aftale på plads med Iran i 2015, som skulle deeskalere forholdet mellem Iran og Vesten. Aftalen nåede dog aldrig at bære frugt, fordi den dengang nyvalgte Præsident Donald Trump valgte at trække sig fra den. Hans strategi mht. Mellemøsten har været klar. Ubetinget støtte til Saudi-Arabien, også ift. deres brutale krig i Yemen, og eskalering af situationen med fjenden

Iran. Denne strategi førte til en lang række verbale slagsmål med den iranske ledelse og senest til droneangrebet på den højtstående Qassem Al-Soleimani, som nævnt i indledningen.

Indtil videre har det iranske svar været lavmælt i form af angreb på vestlige baser i Irak, så Verden holder stadigvæk vejret.

Hvad så nu? Er der overhovedet nogen sandsynlighed for, at den eskalerende krise i næsten hele Mellemøsten falder til ro? Kan det overhovedet lade sig gøre med så fundamentalt forskellige lande i førersædet som Saudi-Arabien og Iran?

Svaret på den korte bane er nej. Så længe Donald Trump sidder i det hvide hus, er der ingen chance for forsoning mellem de to magter. Der er snarere sandsynlighed for, at hele fadæsen ender med en amerikansk invasion af Iran, end at de to stormagter forhandler løsninger i Syrien, Yemen, Irak og andre steder. Det amerikanske præsidentvalg i 2020 kan dog betyde alverden.

Hvis der vælges en ny præsident, som vil nedtrappe både den ubetingede støtte til Saudi-Arabien og den konfrontatoriske kurs over for Iran, så er der håb forude. Det kan betyde, at Iran får mere at miste ved at have en aktivistisk udenrigspolitik i nabolandene, og at Saudi-Arabien pludselig kan mærke, at alliancen med USA ikke er mejslet i granit. På lang sigt kan 4 eller 8 år med demokratisk lederskab i Amerika altså betyde en begyndende fredsproces i Mellemøsten.

Den omkringliggende geopolitiske situation kan dog ikke være ene om at ændre forholdene. I de enkelte mellemøstlige lande kræver det også en aktivistisk befolkning, som ikke lader sig kue af stormagternes politiske spil skak. Denne del af puslespillet ser dog lysere ud, end den gjorde for bare få år siden. Her er især den unge irakiske befolkning med til at kridte banen op med vedvarende demonstrationer mod både det nuværende iransk-støttede styre, Iran og USA. De er trætte af sekterisme og geopolitik og ønsker bare at få et land, der er nogenlunde fornuftigt og sikkert at leve i. Hvis sådanne protestbevægelser skyder op i de magtmæssigt mindre lande rundt omkring, kan det også bane vejen for et mere demokratisk og mindre kaotisk Mellemøsten.

Vi må derfor håbe på, at de unge i Irak lykkes med deres foretagende. For sommerfugleeffekten behøves ikke kun omhandle kaos. Et vingeslag i Irak kan sagtens betyde en orkan af fred i hele Mellemøsten.

33

34

Internationalt

Vad i helvete foregik der til Ungdommens Nordiske Råd?

Fredag den 25. oktober drog jeg til Ungdommens Nordiske Råd, som blev afholdt i Stockholm hen over weekenden, og der blev oplevet interessante ting, som du da skal høre om.

Af Seda Kekec

Da jeg fredag den 25. oktober drog på min rejse til København for derefter at flyve til Stockholm, vidste jeg egentligt ikke helt, hvad man kunne forvente, da jeg egentligt aldrig havde lavet noget internationalt for SFU, men turen bliver nok i mit memoirer som noget af det fedeste SFU-relaterede, jeg har lavet.

Jeg havde nemlig ikke regnet med, at jeg skulle følges med hele højrefløjen, hvilket jeg egentligt ikke havde noget imod som sådan – tid tider. Dér sad jeg i lufthavnen med dejligste, LAU, DFU (som i øvrigt var to – vi var normalt én fra hver organisation), KU, RU og VU. Jeg valgte at holde lav profil, og ærgrede mig over, at jeg ikke kunne dele mine memes fra Sassy Socialist Memes med nogen, men man har jo prøvet værre – som i ens far der ikke ville med til ens fætters bryllup, fordi fætteren er ultra socialist eller halvdelen af ens familie, der er lowkey (highkey)

SUN (Socialistisk Ungdom i Norden) samlet.

støtter DF (den historie må blive til en anden gang).

De racistiske jokes kom her og der, og de kiggede på mig hver gang, som om de ventede på en reaktion.

Det gik godt det meste af tiden, og jeg skruede blot op for den sovjetiske hymne i ørene, indtil vi stod i Stockholms lufthavn og DFU’eren lige følte for at kaste mange racistiske jokes ud. Her jokede han blandt andet omkring, at de ikke kunne lade deres tasker stå, fordi Muhammed der lige var gået forbi ville tage den, og derefter jokede han med, at han lige havde set AGF spille og han blev tjekket i hoved og røv, men dette blev Muhammed ikke. Det kunne jo simpelthen ikke passe, at man ikke tjekkede skurken men hvide ham. ”Det er jo heller ikke nemt, at man skal leve et sådan xenofobisk liv, som du jo gør, og det må være så hårdt for dig,” sagde jeg til sidst, og der blev stille.

Han forstod så ikke hvad xenofobi betød, og anklagede mig for antizionisme. Det var dér standarden lå i debatten, og jeg trak mig mere og mere fra danskergruppen, men fik fuldt med i deres racistiske jokes i gruppechatten.

Selve sessionen

Internationalt

Til selve sessionen, som foregik i den svenske Riksdag (som btw er utrolig flot), fik vi stemt hen over de to dage i weekenden. Her lød emnerne blandt andet på legaliseringen af cannabis, som var det forslag hvor alle i salen var enige, men der var også til tider, hvor nervøsiteten kunne stige blandt venstrefløjen. Vi var især nervøse omkring debatten om skatteniveauet i Norden – især fordi de liberale ville lade Apple slippe med ikke at betale skat, og jeg forstår stadig den dag ikke deres argumenter. Afstemningen endte med 50/44, og venstrefløjen klappede, fordi fuck kapitalistiske virksomheder, der bare skider på andre.

Det var også skræmmende at se de liberales forsøg på at beskytter racisterne, for de ønskede selvfølgeligt at få fjernet racismeparagraffen, fordi vi levede i demokratiske lande alle sammen, og der ikke kunne være plads til at beskytte alt for krænkede mennesker. Den kom heldigvis ikke igennem, og jeg glemmer aldrig svenske Clara Thor fra Grøn Ungdoms kommentar: ”Vad i helveta sker der for den stigende racisme og beskyttelsen af disse mennesker?” og så fik hun fremstammet en masse andet på svensk, som jeg ikke helt forstod – sådan foregik det ofte til debatterne op til afstemningen. Vi havde egentligt oversættere, men problemet var her, at når de skandinaviske lande skulle høre en oversættelse, var oversætteren svensker – dette var enormt ærgerligt

til tider, når eksempelvis islændinge snakkede, men jeg prøvede at få det meste ud af det, og det gik også godt. Jeg kunne selvfølgelig til tider være i tvivl, om hvad SFU helt præcist mente om nogle emner – eksempelvis Færøernes ønske om selvstændigt mandat i Nordiske Råd – og her er det så heldigt, at man kan skrive til forpersonen til råds; At man ikke er helt sikker på alt hvad organisationen mener, burde derfor ikke skræmmer en væk fra oplevelserne ude i den store verden.

Fordelen var for os, at venstrefløjen dominerer blandt ungdomsorganisationerne i Norden, hvorfor vi tit havde flertallet, og dette betød jo, at vi ikke fik stemt ja til ting som en oprustning af militæret – her chokerede det mig dog, at de grønne stemte for en oprustning af militær, og jeg forstår det sgu ikke helt.

Socialdemokraterne dominerede, og DSU havde alene 7 stemmer sammenlignet med mine 2 og mange af de andres ene stemmer, men vi havde dem med på den gode side størstedelen af tiden.

Vi lavede selvfølgelig også andet end at sidde i Sveriges Folketing, og lørdag aften bød eksempelvis på, at vi tog ud og spiste sammen og alle landene sang en sang hver på deres sprog. Jeg stemte på Lækker med Nik og Jay eller Gi’ mig Danmark tilbage, men det blev altså Livstræet.

Her sad man så henover weekenden. Man kan se en deltager stå og argumentere ved talestolen, og høretelefonerne er til, hvis man ønsker oversættelse.

35

36

Internationalt

Ting jeg ikke vil glemme Danskergruppens irritation over, vi fik kødfri mad.

Tror aldrig jeg har set så irriterede mennesker som den, og jeg nød det.

Danskergruppens grin og vrede over, at jeg mente, vi burde begynde med at tage toget til sessionerne tæt nok på.

Det eneste der huskes fra byturen er nok, at fire shots tequila kostede 400 kr., og min pengepung var tom efter denne nat.

Alle de fede mennesker jeg har mødt, som jeg stadig holder kontakten med <3 Hvor meget vi kan udarbejde i SFU, hvis vi samarbejder på tværs af landegrænser

Den følelse af, at man føler sig lyttet til.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive byturen på, men den var glemt samme morgen.

Her er ens stemmeseddel, man skulle holde oppe. ”2” viser at ens stemme tæller for 2. ”55” var mit nummer under sessionen, som de brugte, når de råbte os op hver morgen, eller når vi ville på talestolen.

Kultur

Anmeldelse af Efter Solen Efter Solen

Forfatter: Jonas Eika Basilisk, 2018 Sofie Lippert

D. 19. juni 2015 lå jeg på familien Eika Rasmussens gulv. Det var dagen efter folketingsvalget, og jeg var modløs, utryg ved fremtiden og frustreret over den manglende medmenneskelighed. Sådan har jeg det også efter at have læst Jonas Eikas Efter Solen.

Bogen med de fem noveller endte midt i debatorkanens øje, efter Eika holdt en kontroversiel tale ved uddelingen af Nordisk Råds Litteraturpris. Den efterfølgende debat understregede Socialdemokratiets smådiktatoriske kunstforståelse. For det er netop det, Efter Solen er; kunst. Det er den slags bog, man ikke er i tvivl om, skal vinde priser, fordi formen og sproget i sig selv signalerer, at dét her er kunst og kulturelite for alle pengene. Samtidig er det en benhård samfundskritik - som al god kunst jo er.

Historierne udspiller sig i et overgangssamfund, der til forveksling ligner, det vi kender, mens intet helt er, som vi forventer. I én fortælling er det aktiehandlen, der er blevet endnu mere virkelighedsfjern, i en anden har livets meningsløshed fået en mand til at forsøge fysisk at forene sig med en genstand fra det ydre rum, mens unge drenge i to andre historier lever som Beach Boys i en verden hvor død, sex, blod og sæd er tæt forbundet. I den sidste historie er misbrugere sat til tvangsarbejde på fabrikker, mens de går i kirke og fortsat fylder sig med stoffer.

Kapitalismekritikken er gennemgående, samtidig med at relationerne mennesker imellem er præget af manglende empati. Ingen ser sig i stand til at sætte sig i andres sted, og ingen relationer virker ægte.

I folkeskolen dansede jeg til Jonas Eikas raptekster. Tekster med samme tematikker som i novellerne i Efter Solen. Der er ingen tvivl om, at kritikken af den måde vi behandler hinanden som mennesker og er i verden sammen, ligger dybt i Eika, og han lykkes her endnu mere end i sine teenageår med at sige, at vi intet er værd alene, men heller ikke rigtig er i stand til at være sammen,

fordi vi, når det kommer til stykket, alle er underlagt kapitalismens regler.

Efter Solen er den slags bog, man skal læse, hvis man elsker litteratur. Nogle af beskrivelserne er så detaljerede og eksplicitte, at jeg måtte holde pause med at læse i toget pga. kvalme. Det er kunst for alle pengene og er man vild med det, vil man være vild med Efter Solen. Er man mere til krimier, vil man nok udover at blive modløs og frustreret over manglende medmenneskelighed, også have kedet sig bravt og være en smule forvirret. Jeg vil dog anbefale enhver at læse den første novelle, “Alvin”, i forbindelse med den forestående økonomikampagne.

37

38

SFU land

”Man kunne ikke lade være med at blive smittet af den Rockstar-vibe, Kira udstrålede” -Reportage fra SFU’s studietur til Bruxelles af Hannah Karmann Roslev

Jeg hedder Hannah Karmann Roslev, jeg er 24 år gammel, og jeg blev medlem af SFU i april 2019 på opfordring af min kære læsegruppemakker Sofie Lippert. Min familie og jeg har altid stemt på SF, og det var derfor oplagt at blive medlem af ungdomsorganisationen. Som nyt medlem af SFU tænkte jeg, at studieturen til Bruxelles i november 2019 var en oplagt mulighed for at komme tæt på de andre medlemmer i SFU og samtidig lære en masse om EU. I juni 2019 flyttede jeg til København fra Aarhus, så det virkede også som en god måde at få venner på i min nye by.

Jeg havde med andre ord ret høje forventninger til studieturen og håbede på at møde en masse søde og åbne mennesker med samme politiske overbevisning som mig selv. Jeg blev langt fra skuffet! Det blev en fantastisk tur, der indfriede alle mine høje forventninger. Jeg blev mødt af en enorm varme og åbenhjertighed af alle på turen. Sjældent har jeg følt mig så velkommen i en gruppe, som jeg gjorde fra dag ét i SFU. Turen startede onsdag den 13. november 2019 kl 07:45 med en klimavenlig bustur fra SFU’s landskontor i København. Herfra samlede vi folk op på vores tur gennem Danmark med kurs mod Bruxelles.

Bussen blev hurtigt fyldt med grin, hyggelig stemning og underholdende indslag som for eksempel den famøse brevkasse, hvor man kunne spørge om alt mellem himmel og jord. Ved 23-tiden ankom vi til Bruxelles, hvor vi blev indlogeret på Youth Hostel Van Gogh med omkring 6 personer fra turen på hvert værelse.

Der var morgenmad allerede kl. 7 om torsdagen, for som det fremgik af den fine informationsfolder med program for hele turen, ventede der os et særdeles spændende og tætpakket program for dagen. Kl. 8 stod vi alle klar foran Europa-Parlamentet og glædede os til at mødes med Kira og Ask og besøge i Plenarsalen til overværelse af en debat om den aktuelle flygtningekrise i Grækenland. Kira fortalte smilende og passioneret om, hvordan hendes liv er som vaskeægte Europa-parlamentariker, og om hvordan hun kæmper for alle de gode, grønne værdier helt i hjertet af europæisk politik. Det var rigtig spændende at høre om, og man kunne ikke lade være med at blive smittet af den Rockstar-vibe, som hun udstrålede. Vi nåede også forbi den Danske Repræsentation ved EU

og rundede til sidst dagen af med et besøg på den store og hyggelige torsdagsbar, som mange af praktikanterne i Bruxelles kommer på. Herefter var der friaften. Man kunne enten tage til en hyggelig brætspilaften på vores Hostel eller gå videre ud i aftenlivet i Bruxelles og opleve, hvor smukt byen var lyst op om aftenen og smage gode belgiske øl og vafler.

Efter en rigtig god og oplevelsesrig første dag startede fredagen ud med et spændende besøg hos Federation of Young European Greens kl. 10. Her hørte vi om deres mange spændende projekter, og man kunne ikke lade være med at blive smittet med deres passion for at sikre en grøn fremtid for alle.

Dagen bød også på et besøg hos International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans, and Intersex Association (ILGA) og et besøg hos Den Danske Kirke, der sørger for både kollegie, forskellige ungdomsklubber og forskellige arrangementer for danskere bosiddende i Bruxelles. Aftenen bød igen på forskellige hyggelige og underholdende frie arrangementer, hvor der både var brætspilaften, karaokeaften eller et besøg hos Delirium Village, som består af 8 bemærkelsesværdigt udsmykkede barer, hvoraf den største besidder Guinness World Record for flest forskellige slags øl på menuen (de har hele 2004).

Turens sidste dag startede ud med en smuk gåtur gennem byen og ud mod Norddanmarks EU-kontor i Bruxelles, hvor vi hørte om Nordjyllands engagement i EU og hvordan det er muligt, at opnå økonomisk EU-støtte til mange lokale projekter i kommunerne.

Derefter kunne man vælge mellem tre spændende museumsbesøg, hvoraf jeg valgte at besøge Bruxelles’ flotte og interaktive chokolademuseum. Her fik man hele historien om den verdensberømte belgiske chokolade og fik løbende både smags- og duftprøver. Sidst på eftermiddagen var det tid til et stort og sjovt stjerneløb. Vi blev delt ind i mindre grupper, som skulle rundt til poster fordelt ud over Bruxelles’ indre by. Her skulle hver gruppe tage et ekstraordinært billede og svare rigtigt på et spørgsmål for at opnå flest point. Under afslutningsmiddagen om aftenen, hvor vi alle sad samlet ved et langbord, blev mit hold kåret som vindere af Stjerneløbet, selvom alle hold lå meget tæt. Søndag gik turen atter tilbage til Danmark i vores bus, og en enormt oplevelsesrig og hyggelig tur tog sin ende.

Studieturen til Bruxelles med SFU understregede, hvor dygtig denne organisation er til at arrangere en fantastisk inspirerende rejse, tilmed til en meget

SFU land

billig pris pr deltager. Jeg er dybt imponeret over hvor oprigtigt venlige og søde alle på turen var, og jeg følte mig med det samme som en del af gruppen. Min allerede store interesse for EU blev mangedoblet, og denne studietur viste mig, hvilken retning jeg skal bevæge mig videre i. Det blev slået fast med syvtommersøm, at fællesskabet, de grønne klimaambitioner og en fair verden med plads til alle typer mennesker så absolut er mulig.

39

40

SFU land

Reportage fra SFU Struer og Omegn

Vi lister os afsted på tå, når vi går på aktioner. Vi er næsten mennesketom gågade i Lemvig, som også de ræverøde få, som starter revolutioner” lyder det ses på billedet. I et par timer, med højt humør og ud i stuen. Måske ikke “gjaldende “, men i hvert fald gode snakke. Efter den stiftende generalforsamling med masser af energi. Selvom vi kun er fem aktive var det store højdepunkt Efterårstræf, i en lille afdemedlemmer i SFU Struer og Omegn er her masser ling er følelsen af at være en del af en større helhed af lyst til aktivisme og politisk dialog. Denne mandag vigtig. Det er til de nationale arrangementer man for aften er vi samlet i Dittes stue, hvor dagsorden alvor mærker fællesskabet, skaber nye venskaber bl.a. indeholder at vende den nuværende på tværs af afdelinger og bliver klogere på politiske situation og de kommende SFU generelt. Man føler sig, som en del af arrangementer. Den altid tilstedevæen større helhed. I december startede rende kage bliver serveret og vi bebørnefattigdoms kampagnen, hvor vi Efter den stiftende genegynder mødet. Siden den stiftende stod på gaden hver uge i hele decemralforsamling var det store ber, for at sprede budskabet om at generalforsamling i August, er det højdepunkt Efterårstræf, i fjerne børnefattigdom. Sammen med gået utrolig stærkt i SFU Struer og Omegn. Men det vigtigste skete en lille afdeling er følelsen Viborg fik vi samlet 456 underskrifter under folketingsvalgkampen hvor ind i mod børnefattigdom. Efter alt af at være en del af en det blev synligt at der var grunddette sidder vi nu rundt om bordet, jeg større helhed vigtig. lag for en SFU afdeling i Struer og kigger rundt på mine kammerater og på omegn. Med stor støtte fra SFU Viborg trods af den stadige bøvl med kontoen, går kom vi ud på gaderne og fik for alvor blod det nu meget godt. Mine venner spørger mig på tanden, for mere politisk arbejde. Når man nogle gange om, hvorfor vi gør det. Mit svar er fordi starter en ny lokalafdeling, giver det utrolig meget gå- det er fedt at skabe noget sammen. SFU har udviklet påmod at vide at de andre lokalafdelinger altid er klar mig, som person. Det at være en del af et fællesskab til at give en hjælpende hånd. Når man så oven i køog få nye bekendtskaber, som deler samme visioner bet oplever, at de går fra tanke til handling at de kom- for ungdommen. Hvis man vil forandre noget er man mer og bakker op til møder og aktioner præcis ligenødt til at gøre noget og gøre noget nyt. Man er nødt som Viborg gjorde. Det er uvurderligt. Netop Viborg til at tro på forandringen og på at det nytter. Det er har gang på gang mødt op til diverse ting fx. I løbet det vi prøver på i SFU. af December under kampagnen hvor vi stod på en Annonce

Politik

Til kamp for klimaet -interview med Anna Bjerre fra Den Grønne Studenterbevægelse af Anton Thorelll Steinø

Ikke alle SFU’ere er aktive i SFU. Aktivisten har talt med Anna Bjerre, der har viet sit politiske engagement til at kæmpe for klimaet i den Københavnske klimabevægelse.

Det er gråt og koldt, og jeg kan ikke finde vej til kommunebiblioteket på Frederiksberg, hvor jeg skal mødes med Anna Bjerre. Hun har en fortid som aktiv i SFU Silkeborg, men i dag skal vi tale om hendes arbejde i miljøet omkring Extinction Rebellion (XR) og særligt Den Grønne Studenterbevægelse (DGSB).

Da jeg endelig finder frem, og vi får sat os ned, begynder Anna Bjerre at fortælle om, hvordan hun blev en del af klimakampens fortrop, da hun flyttede til København i sommeren 2019. ”Der skete noget. Det tror jeg, der gjorde hos mange.

Der kom en akuthed over det, som der ikke havde været før. Jeg havde altid syntes klimaet var vigtigt, men i SFU var det vigtigt på linje med alt muligt andet. I sommer var det som om det eksploderede. Jeg kunne ikke lave andet end at tænke på det.”

Efter den socialdemokratiske sejr ved folketingsvalget, kunne man komme til at tro, at skuden var rettet op, og at klimabevægelsen har sejret. Det, understreger Anna Bjerre, skal man passe meget på med at tænke. ”Mette Frederiksen mener, at de unge har forstået, at Socialdemokraterne har styr på klimaproblemerne, og at alt er godt. Det er verdens største løgn. Hvordan fortæller vi folk det?”

I DGSB fandt Anna Bjerre en gruppe mennesker, der lykkes med at mobilisere folk til at gå på gaden og kæmpe for klimaretfærdighed. Hun fortæller, at der både er en stor optimisme og en følelse af afmagt i klimabevægelsen. ”Man kan virkelig mærke, at man er en del af noget større, og at vi virkelig rykker noget. Det kunne man også i SFU men mere sporadisk, når vi f.eks. fik indført gratis psykologhjælp. Sådan er det på ugentlig basis i DGSB og XR. Men der er også en afmagt.

Vi har bare fået et stykke papir, og vi rykker slet ikke nok.”

Folk dukker bare op

Kampen for et bæredygtigt samfund har vind i sejle-

ne, og det mærker man også i DGSB. Der er et fladt hierarki og alle kan udtale sig på DGSB’s vegne. Der er et væld af arbejdsgrupper, der styrer det daglige, og man kan hurtigt komme til at arbejde med lige det, man har lyst til. Anna Bjerre er selv med i en gruppe, der laver podcasts, og hun fortæller, at det er meget nemt bare at dukke op og få lov at lave ting. ”Det, der er så fedt er, at man bare kan få lov til alt.

Man venter ikke på nogen, og man skal ikke spørge om lov. Sådan er det måske principielt også i SFU, men i praksis får man tit bare tilsendt nogle materialer, og så fører man den kampagne, der er blevet vedtaget” Når der ikke er noget formelt hierarki, er der så ikke bare et uformelt hierarki, der kan være sværere at gennemskue? ”Det vokser hele tiden, og skal laves om hele tiden, fordi vi bliver alt for mange. Der kommer altid 10-15 nye til hvert møde. Det er selvfølgelig godt, men det

41

42

Politik

gør det også kompliceret. I dag skal man vide, hvem man skal spørge, hvem der ved ting. Der er helt sikkert meget kommunikation, der bare foregår, når vi mødes. Så det bliver de aktive, der får indflydelse.”

Det er en broget flok, der er med i DGSB. Der er gymnasieelever, studerende og færdiguddannede, og folk kan alle mulige forskellige ting. Anna Bjerre fortæller desuden, at man bestemt ikke behøver være “klimanonne” og kun spise vegansk og aldrig flyve for at være med i klimabevægelsen.

fredelig civil ulydighed” Hvad end det er ved at blokere central infrastruktur eller lave fredelige happenings, er det for Anna Bjerre vigtigt, at man bliver ved med at lave aktivisme for at råbe folk op. ”Man kan hurtigt miste gejsten, hvis det bliver ren snakkeklub. Det er handlingen, der er vigtig. Vi diskuterer selvfølgelig vores ideer, men vi går meget hurtigt videre til at prøve dem af, se hvad der sker og lære af dem.

Før havde jeg aldrig ”Vi vil gerne mobilisere flere til klimatænkt, at jeg skulle sætte mig på gaden og strejkerne. Det er absurd, at vi ikke kan nægte at blive flyttet. mobilisere mere end 5.000 til klimastrejke, når så mange unge er meget Det gør jeg nu bekymrede over klimaet. Hvorfor kom-

”Det er der måske mange, der tror, man skal. Men vi har klare normer om ’no blaming or shaming’. Det handler om at ændre strukturer. Mange er veganere, men mange er det ikke, og det er helt okay. Det er ikke noget vi rigtigt snakker om.”

De søde studenter og de vilde aktivister

Ud over at være aktiv i DGSB er Anna Bjerre også aktiv i XR, hvor man går lidt mere radikalt til sin aktivisme. XR har flere gange arrangeret verdensomspændende aktionsuger. I efteråret var der ikke nok opbakning i Danmark, så den danske gruppe tog til Berlin i stedet. Anna Bjerre tog med ”I efteråret var vi nogle tusind fra XR i Tyskland, hvor vi blokerede Berlins største runddel i flere dage. Vi var på forsiderne af de landsdækkende aviser. Det var et forsøg på at lave et wake-up call” Hvor langt skal man gå med sine aktioner? ”Man skal både bruge den brede DGSB-strategi, som minder om SFU’s med fredelige aktioner og lobbyisme, og den mere disruption-baserede XR-strategi. De bliver nødt til at være der begge to. SFU har lavet aktioner i 30 år. Det er vigtigt, men det er jo ikke nok. XR minder folk om den akuthed, der er ved klimakrisen. ”Når XR er til stede, får de lov til at være de radikale aktivister. Det gør os i DGSB til de søde studenter.

Selvom vi siger radikale ting, er vores brand stadig, at vi er kompromissøgende og imødekommende.”

Har du altid brudt dig om civil ulydighed? ”Det kom først i sommer. Før havde jeg aldrig tænkt, at jeg skulle sætte mig på gaden og nægte at blive flyttet. Det gør jeg nu. Jeg troede ikke på det, jeg syntes det var for meget. Det gik op for mig, at situationen er så alvorlig, at vi bliver nødt til at gøre det allerstærkeste, man kan gøre, nemlig at bruge sin krop og sin stemme. Det virker enormt stærkt.

Alle store samfundsforandringer er kommet gennem

mer der ikke 500.000 til klimastrejkerne?

Der burde der gøre.”

SFU skal oppe sig

Lige da hun startede i DGSB, talte Anna Bjerre en del om forskellene mellem SFU og klimabevægelsen. ”Der var flere andre, der også havde været SFU’ere.

I SFU og mere generelt tror jeg, der er mange, der laver aktivisme, fordi der er et socialt fællesskab omkring det. Det er også vigtigt. Men i DGSB kommer folk for at lave aktivisme. Der er en enormt stor lokomotivkraft.”

Generelt er der et stort fokus på aktivisme, og skoling fylder generelt mindre. I DGSB lærer man af sine egne fejl, og af alt det alle de andre kan finde ud af. ”Vi har korte oplæg engang imellem, men vi trækker mest på, at alle folk kan alt muligt. Vi lærer rigtig meget af hinanden. Og man finder hurtigt ud af, at man kan alt muligt, man ikke troede, man kunne.”

Det har ikke været svært for Anna Bjerre at fokusere på en enkelt ting, klimaet, frem for den pallette af politikområder, man fører kampagne på som SFU’er. ”SFU fokuserer meget på mange forskellige ting. Gratis Psykologhjælp, ulighed, den feministiske kamp og så videre. Alle de kampe fylder også enormt meget for mig. Især den feministiske kamp. Men i mit hoved hænger det hele sammen. Den største sociale uretfærdighed foregår i klimakampen. Det er minoriteter og socialt udsatte, der bliver ramt hårdest. Jeg kæmper for klimaet, fordi jeg kæmper for retfærdighed.”

Anna Bjerre fortæller, at det er en hård og lang kamp at få partierne til at ændre retning. Nok har klimabevægelsen medvind, men der er langt vej til, at man virkelig får rykket konsensus.

Politik

”Vi er et stærkt brand. De fleste partier vil gerne snakke med os, og vi har møder om Borgerting med flere af partierne. Enormt mange gerne vil sige, at de gør mere, end de egentlig gør.

Rød bog Medlem af SFU siden 2014

”Jeg synes SFU skal lave en mere crazy klimapolitik.

Man må godt mene nogle radikale ting efterhånden.

Partierne skal på banen med større ambitioner. Folk tror, det hele nok skal gå. Men det hele skal ikke bare gå. Det går ikke. Desværre. Jeg kan godt forstå, man fejrer klimaloven, men man kan ikke sætte tjek ved klimadagsordnen. Man bliver lyttet meget til som SFU, og det skal man udnytte.”

Fra Silkeborg

Inden vi runder helt af, bliver jeg nødt til at spørge Anna Bjerre om en sidste ting.

Aktiv i Extinction Rebellion og DGSB siden 2019

Bliver man drillet, hvis man er SFU’er? ”Nej overhovedet ikke!”

Bor i København Medlem af SFU siden 2014 Læser Samfundsvidenskab på Roskilde Universitet

43

Det sgu mig de taler om Af Seda Kekec

Jeg er en omvandrende organisme Og de ved, jeg har en kærlighed til socialisme Det kan godt være, jeg ikke har helt styr på astronomi Men de ved, at jeg har svarene til den gode økonomi Og de sidder derover og drikker sin vin I kender alle sammen de svin De tager deres månedlige ture til Rom Mens de skider på børnefattigdom Hvorfor fanden skal de børn nyde mine hårdt tjente penge?

De kan da bare arbejde slidsomt længe Ja han er temmelig beskidt Han tænker kun på sin profit Dette kan han takke Danske Bank for Der hvor hvidvaskeriet heler hans sår Men jeg ønsker også alle kan komme til psykolog Og at alle har et sted at bo Og at alle kan opleve velstand Og ikke kun den usle mand Og ved du hvad??

Det gør mig sgu enormt glad At den grønne omstilling Er bedre end din yndlings sexstilling For ja jeg er socialist Og derfor behøver jeg ikke øjenspecialist For jeg ved hvad der foregår Når mennesker lever under så lorte kår

udgivet af

Aktivistens redaktion: Redaktører: Victor Ottosen & Anton Thorell Steinø Redaktionen: Jeppe Riis, Christoffer Koch Andersen, Seda Kekec & Anton Vigen Smolarz Layout: Anton Vigen Smolarz