Aktivisten - August 2020

SF Ungdoms medlemsblad

Dobbeltanmeldelse: Chimamanda Ngozi Adichie

Anmeldelse af Vi burde alle være feminister og Americanah Side 22

Hvad er FYEG og hvorfor skal vi forholde os til dem?

Vi skal til dette års landsmøde beslutte, om vi til Landsmødet i 2021 skal tage stilling til ’Federation of Young European Greens’, forkortet FYEG. Side 11

Udgave 2 - 2020

Fodbold og politik

Sport og politik bør ikke blandes sammen vil nogen mene.

Dette er i bedste fald en naiv holdning, i værste fald en stopklods for de positive forandringer Side 8-10

En organisationskonsulent takker af “Jeg ville 100% gøre det igen” - Interview med Andreas Berendt Bæk.

Side 12-15

Tid til at stå sammen.

Stå med os.

Fagforeningen er gratis det første år – herefter 20 kr. om måneden. A-kassen er gratis hele studietiden, hvis du er under 30 år. Læs mere på studerende.dm.dk

Ujamaa - den afrikanske socialisme Side 4 Arbejderkamp i alle regnbuens farver Side 5 SFU-land i Coronatilstand Side 6

Leder Af Sofie Lippert Troelsen, Forkvinde for SF Ungdom

Er du klar til kulminationen på otte års SFU-kamp? I efteråret kommer vi til at føre den vildeste kampagne for bedre trivsel i uddannelsessystemet. Her skal vi blandt andet endnu engang slå et slag for gratis psykologhjælp til unge, som forhåbentlig kan komme på finansloven.

Derfor mødes vi alle til en kæmpe aktion på Christiansborg Slotsplads d. 18. oktober og uanset hvor i landet du er fra, er du inviteret med! Vi skal langt om længe have sejren i hus, og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at ingen skal have dankortet frem, hvis psyken knækker.

Da min 24-årige fætter sidste sommer hørte, at det var blevet en del af forståelsespapiret, sagde han: “Jeg tror det er den første politiske sejr i min levetid, som virkelig kommer til at betyde noget for folk, jeg kender.” Og det gør det virkelig - det kommer til at betyde alverden for tusindvis af unge mennesker og for hele vores samfund.

Hvis det ved dette års finanslov lykkes at få indført gratis psykologhjælp, er vi et skridt tættere på det samfund vi drømmer om. Men vi er selvfølgelig ikke i mål. Vi skal fortsat tage ejerskab over store og vigtige kampe og gennem hårdt arbejde og aktivisme få dem gennemført. For det er det, vi kan i ungdomspolitik. Det er det, vi kan i SFU. Vi kan ændre verden og gøre en forskel, der virkelig betyder noget!

Fodbold og politik – en guide til den venstreorienterede fodboldtosse Side 8 Hvad er FYEG og hvorfor skal vi forholde os til dem?

Side 11 Interview: En organisationskonsulent takker af Side 12 Stort ansvar og store visioner Side 16 Den ubeboelige klode Side 19 Den Fremmede Side 20 Dobbeltanmeldelse: Chimamanda Ngozi Adichie Side 22 Tag dig selv: Hvilken lokalafdeling er du?

Side 20

3

4

Udland

Ujamaa - den afrikanske socialisme Af Jeppe Riis

Drømmen om et radikalt alternativ til kapitalismen har som en steppebrand bredt sig til alle verdenshjørner – fra den kortlivede Pariserkommune i 1871 over oktoberrevolutionen i 1917, til den nordiske velfærdsmodel, har socialismen vist sig i forskellige tidsaldre, forskellige steder og forskellige idé- og samfundsmæssige former. Den årelange kolde krig står stadig som et evigt minde om den verdensomfattende ideologiske strid mellem de kapitalistiske og socialistiske anskuelser.

Socialistiske bevægelser har dog ikke altid begrænset sig til kritik af den kapitalistiske produktionsform.

Mange steder verden over har det i lige så høj grad taget form af frigørelseskampe fra udefrakommende magter. Et af de steder er Afrika, som denne artikel vil handle om. Jeg vil fokusere på den tidligere præsident i Tanzania, Julius Nyerere, og hvordan hans socialisme tog udgangspunkt i en kamp mod de vestlige kolonimagter.

Julius Nyerere ledte i 60-erne det daværende Tanganyikas selvstændighedskamp, og opfattes i dag som en landsfader i Tanzania (Tanganyika og Zanzibar, der efter afkolonialiseringen blev til ét land). Han opfattes samtidig som en af de helt centrale figurer i den afrikanske socialistiske tradition. Men hans socialisme er på flere centrale punkter meget anderledes end den vi kender og elsker fra Karl Marx.

Nyerere opfatter nemlig ikke socialisme som ”det næste stade i historien” eller som et endnu ikke realiseret utopia – som vi ellers, lidt forsimplet, kender det fra Marx. For Nyerere er det afrikanske folk socialister af natur. Socialisme er en sindstilstand – og når nok mennesker i et samfund har den socialistiske sindstilstand, så komemr det socialistiske samfund.

Før kolonimagterne kom til Afrika, levede man ifølge Nyerere en socialistisk tilværelse. Et samfund uden udbytning og privat jordeje – det samfund, Nyerere kladte Ujamaa. I Afrika opstod kapitalismen ikke som led i en historisk fremadskriden, men kom til Afrika med de vestlige koloniherrers skibe.

Det er altså dette fortidige samfund, Nyerere pegede tilbage til, når han talte om hvilket samfund der skulle komme efter kolonitiden. Og denne fortælling går igen; blandt andet hos Kwame Nkrumah, Ghanas socialistiske landsfader. Nkrumah var dog væsentlig tættere inspireret af Marx, ligesom mange andre Afrikanske socialister; eksempelvis Burkina Fasos

Julius Nyerere, 1965

kortvarige leder Thomas Sankara og den banebrydende filosof Frantz Fanon.

Nyerere var endda så skeptisk over for Marx, at han nærmest forsagede den marxistiske historieopfattelse; ifølge ham byggede den på en evig kamp mellem mennesker, der i virkeligheden burde være brødre.

Hos Marx var kapitalismen et nødvendigt stade i historien; for Nyerere var den en vestlig konstruktion, er intet havde at gøre i Afrika. Afrikanerne behøvede hverken blive oplært i demokrati eller socialisme af vesten; deres demokratiske socialisme lå gemt i den tid der lå før vesten imperialisme. Så meget var han altså imod vesten; selv ikke Marx gik fri af kritik.

Men giver det så overhovedet mening at kalde Nyerere socialist? For det gør han jo selv. Her er det vigtigt at huske to ting. For det første er Nyereres kritik af Marx ikke at Marx ikke havde ret: blot at hans historieskrivning ikke passer ind i en Afrikansk kontekst. Europa og Afrika er forskellige kontinenter med forskellige historiske erfaringer og samfundsmæssige forhold. Dernæst skal man huske på, at Marx og Engels allerede i Det Kommunistiske Manifest understregede, at enhver socialistisk kamp mod den herskende klasse måtte tage udgangspunkt i de faktiske, konkrete forhold; blot så længe kampen centrerede sig om de borgerlige ejerforhold. Og det må man sige Nyereres kamp gjorde.

Kultur

Arbejderkamp i alle regnbuens farver Filmanmeldelse: Pride

Pride Instruktør: Matthew Warchus 2014 af Nanna Kræmmer Hansen

I 1984 besluttede en lille gruppe LGBT+’ere fra London sig for at støtte et minesamfund i Wales, som var hårdt ramt under minearbejderstrejkerne i Storbritannien.

Strejkerne var udløst af Margaret Thatchers planer om lukningen af 20 miner, og dermed tusinder af arbejdspladser i de britiske minesamfund.

Komediedramaet Pride er baseret på den sande historie om et umage samarbejde, mellem to marginaliserede grupper, i et konservativt Storbritannien.

Filmen består i stor grad af britisk feel-good humor,

i skildringen af kultursammenstødet mellem LGBT+-aktivister fra London og et lille minesamfund fra Wales, men den byder samtidig på seriøse, underliggende temaer. Den skildrer livet som LGBT+-person på et tidspunkt, hvor frygten for AIDS kunne findes overalt, og en meget konservativ samtid og seksualmoral ikke gjorde det nemmere. Den viser yderligere de strejkende minearbejderes forhold, som var særdeles besværliggjort af skruebrækkeri, samt Thatcher-regeringens sociallove, som gjorde økonomisk hjælp under strejke umulig. Filmen skildrer mest af alt et fantastisk samspil mellem et LGBT+-miljø og et minesamfund, hvor fordomme blev udfordret i en fælles solidarisk kamp, fortalt med masser af humor, 80’er stemning og et stærkt cast af skuespillere.

Til trods for det store nederlag i minearbejderstrejken, er filmen en opløftende fortælling om intersektionel solidaritet, når det er allerbedst. Pride kan stærkt anbefales som en god film med et vigtigt budskab, tilsat masser af ærkebritisk humor.

5

6

SFU-land

SFU-land i Coronatilstand Af Christoffer Koch Andersen og Seda Kekec

Da Danmark d. 12. marts lukkede ned grundet COVID-19-pandemien, betød dette en ny stilstand for Danmark. Dette har selvfølgelig haft betydning for SFU-land, som har müttet forholde sig til denne omstilling og de nye forholdsregler. Spørgsmület der ligger og svÌver er, hvorledes afdelingerne har forholdt sig til aktivismearbejdet under pandemien?

SFU Ă…rhus:

Under Corona har vi i SFU Århus haft forskellige onlineaktiviteter süsom Netflix-party, online brÌtspilsaften, oplÌg af Jeppe Riis om at vÌre en online kriger og lignende, süledes vi alligevel havde nogle aktiviteter – isÌr nogle, der kunne imødekomme den sociale isolation, som Corona ogsü har forürsaget.

Vores erfaring er dog, at det med tiden har vÌret komplekst med fremmøde online, da eksamenerne kom og man ikke altid kan overskue endnu en onlineaktivitet, og vi kunne derfor til tider kun sidde alene tilbage som bestyrelse til aktiviteterne. Ligeledes har vi ikke følt, at der var samme engagement og samhørighed, nür vi ikke har kunnet sidde sammen. Resultatet er, at man mister en del, nür man ikke sidder hos hinanden.

Derfor var det rart, da vi afholdt plakatstorm i slutningen af juni, hvor vi kunne mødes igen, og ikke blot se hinanden til online. Sammen med plakatstormen, holdt vi ogsü den famøse sommerafslutning, der ikke var online. Dette var super rart, at vi igen blev samlet som SFU Århus.

I denne Coronatid har vi ogsü skullet rykke ud af vores lokaler, sü endnu engang stür SFU Århus uden lokaler. Heldigvis er der hüb forude, idet situationen er prøvet før og vi stür med en gÌld, der stür til at vÌre afbetalt (If you know, you know )

đ&#x;˜‰

Vi glĂŚder os til at kunne komme rigtigt i gang efter sommer, og er spĂŚndte pĂĽ, hvad en tid (igen) uden lokaler byder os.

SFU Aalborg:

For 3 uger siden kunne vi i SFU Aalborg endelig mødes igen efter müneder uden møder var det noget helt sÌrligt at kunne se hinanden i øjnene igen og mÌrke at vi er en afdeling. onsdag den 11. marts lukkede Danmark ned og vores torsdagsmøde blev aflyst. vi stod nu overfor hvad vi troede var 2 uger i karantÌne ikke lang tid men lang tid nok uden

hinanden, kort efter lockdown oprettede Valdemar og Oliver en minecraft server hvilket vi i bedste SFU stil gjorde til et en demokratisk socialistisk republik med vedtÌgter, debatter og afstemninger. men der manglede stadig noget sü de første mange fredage mødtes vi i videoopkald hvor vi spillede spil og drak øl/ vand - mest øl. Efter karantÌnen blev udvidet holdt vi vores første møde virtuelt, det var svÌrt man mister sü meget nür man ikke sidder i samme rum, men vi fik snakket om den politisk situation som pü det tidspunkt kun havde en overskrift Corona. for at prøve at normalisere lidt prøvede vi oplÌg pü video møde og her kom Jeppe Riis for at give os tips til hvordan de debatlystne stadig kunne deltage men pü nettet. aktiviteten i SFU Aalborg har ikke vÌret høj men vi har prøvet det bedste vi kunne, at holde hinanden oppe i den mÌrkelige situation, nu hüber bare at vi ikke skal gü sü lÌnge uden at se hinanden igen.

SFU Nørrebro:

Det har vÌret hürdt ikke at vÌre fysisk at vÌre sammen, men vi har i SFU Nørrebro afholdt virtuelle arrangementer, for at mindske savnet. D. 3. April havde vi vores første virtuelle arrangement, en virtuel spilaften. Vi mødtes pü Google meet, og gensynsglÌden var stor. Vi havde lidt problemer med at finde et spil med plads til fem deltagere. Efter mange forsøg pü at finde et virtuelt spil, og en pause med god gammeldags papir og blyant galge, lykkedes det dog endelig takket vÌre Simon. Det var rart at se hinanden efter sü lang tid, og spilaftenen var en succes.

D. 21. maj afholdte vi et virtuelt møde, hvor vi diskuterede kommende begivenheder og aktioner. Mødet fungerede fint, pü trods af at vi ikke var fysisk sammen. Vi fik fastlagt dato for vores generalforsamling, og vi arrangerede en plakatstorm.

D. 26. maj vendte vi, som planlagt pĂĽ mødet, endelig tilbage til at lave ting i virkeligheden i form af en plakatstorm med “Solidarisk ud af krisenâ€? plakaterne.

Det var virkelig nice at se hinanden igen og fĂĽ lavet noget aktivisme, der lĂĽ udover bare facebookopslag.

Dog var alt stadig ikke helt som det plejede at vĂŚre, da vi skulle holde en meters afstand og fik brugt en del hĂĽndsprit.

Da vi d. 23. juni holdt generalforsamling, troede vi egentlig, at vi var fĂŚrdige med virtuelle begivenheder.

Men da to medlemmer pĂĽ dette tidspunkt var i isolation, sĂĽ mĂĽtte vi igen tage Google meet i brug.

SFU-land

Alt i alt, så har vi faktisk haft et aktivitetsniveau, der ikke lå alt for langt fra det, vi havde før Corona. Det har afgjort hjulpet på SFU-savnet ikke at skulle undvære lokalafdelingsaktiviteter helt, men bare skulle holde dem på nogle lidt anderledes måder.

SFU Viborg:

I starten af året afsluttede SFU Viborg vores generalforsamling med ambitionerne helt i vejret. Vi havde fået sammensat en bestyrelse vi virkelig var sikre på der var en masse power i, og afdelingens aktive medlemmer var fulde med ideer og energi.

Men drømmene om alle de fede aktioner og aktiviteter vi ville lave i foråret blev knust da Covid-19 rullede ind over grænsen. Det hele blev som bekendt sat på pause.

Efter 2-3 måneder hvor afdelingen ingen aktivitet havde overhovedet. Valgte vi dog at forsøge os med et online-møde på eksperimenterende plan. Og det viste sig at være rigtig hyggeligt. Derfor genoptog vi nu vores ugentlige medlemsmøder, online.

Vi eksperimenterede med forskellige programmer, og forskellige mødeformer. Nogle ting var umulige at få til at fungere (fx fællessang blev hurtigt droppet), men med innovativ tænkning fra et af medlemmerne fik vi lege som fx “1-5 leg” til at fungere. Og der var debatter på dagsordenen hver uge.

Efterhånden gik vi ligeså stille i gang med at holde fysiske møder. Dette var selvfølgelig også besværligt da det skulle foregå udenfor, vi max måtte være 10 ad gangen, samt alle de andre restriktioner der skulle tages hensyn til. Men vi fik det til at fungere.

De sidste par aktiviteter før sommeren var næsten som før Corona.

Men hvis der er én ting SFU Viborg har lært af denne krise, så er det at godt kammeratskab er meget adaptivt, og at hvis der er vilje er der også en vej.

7

8

Sport

Fodbold og politik – en guide til den venstreorienterede fodboldtosse Af Jeppe Riis, Rasmus Kappelgaard Gustafsson og Frederik Ørskov Maarslet

Sport og politik bør ikke blandes sammen vil nogen mene. Dette er i bedste fald en naiv holdning, i værste fald en stopklods for de positive forandringer som verdens mest populære sport kan blive en drivkraft for. Sporten og dens fans får i dag mest ry for at være en flok lidt mindrebemidlede slagsbrødre, hvis primære politiske budskab er at det da ikke er homofobisk at råbe ”B*sserøv” efter en fodboldspiller. Det er utroligt ærgerligt, da der flere steder findes utroligt progressive fankulturer, der promoverer værdier som

mangfoldighed, fællesskab, antiracisme mv. Om dette blot resulterer i inkluderende fællesskaber eller også sætter sit aftryk udenfor fanfællesskabet (f.eks. ved at få klubben til at opsige kontrakter med racistiske fodboldspillere) kan være svært at konkludere.

Derudover varierer det også om disse progressive fankulturer opstår af sig selv eller som reaktioner på andre klubber eller fangrupperingers stærkt højreorienterede kulturer. Aktivisten vil her guide dig igennem forskellige klubber der er kendt for på den eller eller anden måde at være venstreorienterede, så du kan vide hvem du skal holde med!

Sport

AS Livorno

FC St. Pauli

I Toscana i Italien ligger byen Livorno, som er hjemsted både for italienske kommunister og for fodboldklubbenklubben AS Livorno. Klubbens og fansenes tradition for venstreorienterede startede muligvis da fansene krævede stadionets navn ændret, da det var opkaldt efter Mussolinis datter.

Klubben er generelt et arnested for kommunistisk fankultur midt i et land, der er berømt og berygtet for at have flere ekstremt højreorienterede klubber og fans (S.S. Lazios fans som det værste skræmmeeksempel), og fansene har endda for vane at kalde sig partisanere. De har også knyttet venskabsbånd med andre venstreorienterede klubber som AEK Athen og Marseille.

I den tyske klub St. Pauli, der ligger i Hamborg, er sport og politik nærmest som en selvfølge blandet sammen. Klubbens fans er kendte for at være venstreorienterede og mange ser sig selv som antifascistiske, antiracistiske, antihomofobiske og antisexister. Det foregår i øvrigt i fuldt sammenspil med klubben, som bl.a. kan ses i klubbens egne grundlæggende principper. Principper som klubben i øvrigt var den første i Tyskland til at implementere.

AS Livorno tager, som de mange andre i Italiensk fankultur, alting op på et lidt højere niveau. Således fejrer de hvert år Josef Stalins fødselsdag, og da alle Italienske fodboldklubber holdt et minuts stilhed for 17 døde italienske soldater i Irak nægtede Livornos supportere dette for i stedet at synge hyldestsange til den Irakiske hær.

Dette er dog de mest grelle eksempler, man behøver ikke lade sig skræmme; er du i Italien, så tag ind og se en Livorno kamp, om ikke andet så for at få øvet dit Italienske med den faste afsyngning af Bandiera Rossa inden kampstart. Er kampen mod Silvio Berlusconis yndlingsklub A.C. Milan, kan du tillige synge med på smædesangen Silvio Pedofilio, hvis titel næppe behøver en oversættelse.

“St. Pauli FC is conscious of the social responsibility this implies, and represents the interests of its members, staff, fans and honorary officers in matters not just restricted to the sphere of sport.”

Klubben såvel som fansene ved, at de sammen har en stemme og kan være med til at skabe positive forandringer, og at de i politisk forstand er mere end blot en fodboldklub. Det er også en fodboldklub der stolt fejrer at have flest kvindelige fans. Og skulle man pege på én årsag til dette, kunne det meget vel være det politisk, i hvert fald har fansene stor indflydelse i klubben. Faktisk så stor indflydelse at klubben som svar på flere protester i 2002, fjernede reklamer fra mandemagasinet Maxim fra deres hjemmebane grundet dens sexistiske vinkling på kvinder. Derudover fyrede St. Pauli sidste år spilleren Cenk Sahin efter denne hyldede Erdogan.

9

10

Sport

Celtic og den grønne brigade I den skotske storklub Celtic FC er sport og politik også stærkt sammenblandet. Klubben, der ligger i storbyen Glasgow, er kendt for sin langvarige konflikt med bysbørnene fra Glasgow Rangers.

Konflikten bunder i en langvarig identitetspolitisk fejde i Skotland, mellem britisk-skotske protestanter repræsenteret af Rangers på den ene side, og irsk-skotske katolikker, repræsenteret af Celtic, på den anden. Men hvor rivaliseringen fortsat splitter befolkningen i Glasgow, har en progressiv del af Celtics fans siden 2006 forsøgt at udbrede klubbens politiske udsyn. Denne gruppering er også kendt som The Green Brigade.

Selvom der tidligere har været problemer med sekteriske kampråb blandt The Green Brigade, med bl.a. pro-IRA sange og anti-britiske kampråb, så har fraktionen siden 2011 officielt taget et anti-sekterisk standpunkt og i stedet opfordret til solidaritet på tværs af alle skotter. I tillæg til dette definerer brigaden sig ligeledes som en antifascistisk og antiracistisk bevægelse.

Gruppen har ved flere lejligheder skabt kontroverser, med både den skotske regering, det europæiske fodboldforbund Uefa og Celtics ledelse, som følge af deres politiske statements. Mest markant var det da man i 2010 protesterede mod det britiske militær, på den såkaldte Rememberance Day, som er en årlig mærkedag til ære for britiske soldater.

Her henviste man bl.a. til det britiske militærs drab

under Bloody Sunday under 1970’ernes uroligheder i Irland. Hændelsen førte til en bortvisning af grupperingen fra Celtics hjemmekampe. En bortvisning der dog senere er trukket tilbage.

Ved flere lejligheder har Green Brigade også støttet op om den pro-palæstinensiske kamp. Her har man organiseret indsamlinger der er gået til palæstinensiske familier og børn. Da Celtic i 2016 spillede mod et israelsk hold, markerede man også lejligheden til at vise palæstinensiske flag, hvilket også ledte til en bøde fra Uefa. Det har imidlertid ikke holdt brigaden tilbage fra at fortsætte den pro-palæstinensiske kamp.

Selvom The Green Brigade, som Celtic fans, er en del af en langvarig kulturel, religiøs og politisk konflikt i Skotland, har fangruppen vist at den energi som konflikten i Skotland skaber, kan kanaliseres til et mere positivt og konstruktivt formål. Selvom gruppen ved flere lejligheder har været i modvind, og ikke har stået tilbage fra at være kontroversielle, så er gruppen anerkendt som en fundamental del af Celtics fanbase. Samtidig viser de at en radikal fankultur (kendt som en Ultra-kultur), kan blandes med en progressiv venstreorienteret ideologi, der støtter kampen mod racisme, fascisme og undertrykkelse.

Udland

Hvad er FYEG og hvorfor skal vi forholde os til dem?

Af Seda Kekec og Sigrid Dubert

Kære læser.

Til dette landsmøde skal vi debattere og vedtage et endeligt arbejdsprogram, som kommer til at lægge rammen for vores arbejde i det kommende SFU-år. I dette arbejdsprogram er der 3 linjer, fra linje 103-105 på side 3, som vi skal tage stilling til: ”I forlængelse af SFU’s valgsejr ved Europaparlamentsvalget sidste år skal SFU tage stilling til vores samarbejde med Federation of Young European Greens.”

Vi skal til dette års landsmøde beslutte, om vi til Landsmødet i 2021 skal tage stilling til ’Federation of Young European Greens’, forkortet FYEG. Til dette landsmøde, kommer vi derfor ikke endeligt til at tage stilling til, om vi vil være medlem af FYEG, men derimod om vi vil tage en større debat til LM21. Til LM21 vil vi så vende muligheder, betingelser og dilemmaer der kunne være ved et eventuelt medlemskab og til sidst tage en beslutning om hvorvidt vi ønsker et medlemskab med FYEG og i så fald hvilken form for medlemskab.

Vi vil gennem en række artikler over det kommende SFU-år, udfolde debatten om FYEG. Senere kommer vi f.eks. ind på typer af medlemskaber og hertil fordele og ulemper ved dem alle tre. Denne artikel vil derfor være rent informerende, så alle medlemmer føler de har et kvalificeret handlegrundlag, når vi skal diskutere og vedtage et endeligt arbejdsprogram for i år. For at gøre det overskueligt, har vi lavet 5 infopunkter, som vil kunne give jer en nogenlunde ide om, hvad FYEG egentlig er for en størrelse: 1. FYEG er et forbund der er grundlagt i 1988, af grønne ungdomsorganisationer fra europæiske lande og lande som ikke er med i EU. 2. Det er det officielle ungdomsforbund til ’De Europæiske Grønne’ der sammen med ’Europæisk Fri Alliance’ danner en parlamentarisk gruppe i Euro-

paparlamentet (Grønne-EFA-gruppen). I Danmark er SF medlem af gruppen, og Kira er blevet valgt som næstformand.

3. FYEG samler unge og grønne bevægelser og organisationer på tværs af Europa. De har 36 organisationer og har tilsammen over 40.000 medlemmer. Eksempler på medlemsorganisationer: Grön Ungdom i Sverige, Grønn Ungdom i Norge og Grüne Jugend fra Tyskland.

4. FYEG støtter udviklingen af ung-grønne organisationer på tværs af Europa. Det gør de ved at skole deres medlemmer ved f.eks. seminarer og ved at udvikle organisationernes netværker. De organiserer kampagner og fremmer ung-grønne politiske forslag. Både vha. deres rolle som ungdomsforbund i Europaparlamentet, men også vha. deres arbejde i ’Det Europæiske Ungdomsforum’.

5. FYEG kæmper for et mere grønt, bæredygtigt, socialt, demokratisk, feministisk, inkluderende og gæstfrit Europa. De nævner social velfærd og social ret i deres principprogram fra 2012, men ligger hovedsageligt vægt på den grønne omstilling. De vedtager et nyt principprogram i 2021.

11

12

Interview

Interview: En organisationskonsulent takker af

Interview

Han elsker at blive positivt overrasket og vil helst være overflødig. Han kan være hård i tonen, men prøver ikke at være det over for SFU’ere, som han har oplevet kan være både kreative og ambitiøse. Aktivisten har talt med Andreas Berendt Bæk, der har haft sidste dag som organisationskonsulent for SFU.

af Anton Thorell Steinø

Vi mødes på SFU’s landskontor i baggården på Nørrebro. Andreas Berendt Bæk har ikke været her, siden han havde sidste arbejdsdag for knap to uger siden.

Vi laver en kop filterkaffe som dem, Andreas har drukket mange af i løbet af det sidste år og sætter os. Han fortæller, hvordan det er at være tilbage. ”Det er ikke gået op for mig endnu, at jeg ikke længere er ansat herinde. Det giver måske lidt en tryghedsfornemmelse, men man kan jo heldigvis få lov til at lave mange fede ting i SFU, også efter tiden som organisationskonsulent.”

Andreas Berendt Bæk har det sidste år brugt de fleste af sine vågne timer på SFU. Som organisationskonsulent på SFU’s landskontor, har han rejst landet rundt for at hjælpe lokalafdelingerne. Men det lå ikke i kortene, at Andreas skulle vie et år af sit liv til SFU. ”Jeg havde ikke overvejet det. Igennem 3.g var jeg blevet mere og mere inaktiv og havde fokuseret på gymnasiet og på mit sociale liv. Jeg var blandt andet elevrådsformand, så der var ikke meget tid til SFU. Jeg havde tænkt mig at gøre, hvad alle andre gør; at tage et sabbatår og få en pause fra skolen. Jeg havde planlagt at være lærevikar, men jeg var i virkeligheden en lille smule lost.

Så spurgte nogen, om jeg havde overvejet det, og så måtte jeg jo overveje det. Jeg ville 100% gøre det igen.”

SFU’er på fuld tid

Før han blev ansat af SFU’s daglige ledelse, var Andreas lidt nervøs ved udsigterne til at skulle være SFU’er på fuld tid. ”Jeg var bange for at blive udbrændt. Bange for, at jeg ville få lyst til helt at droppe SFU. Bange for ikke at have tid til at se mine venner. Sådan blev det ikke.

SFU som arbejdsplads Daglig ledelse (DL) Består af landsforkvinden, landskassereren og landssekretæren. De er frikøbt til at stå i spidsen for SFU i det daglige.

Landskontoret (LK) Arbejdsplads for DL og SFU’s ansatte. Ligger på Nørrebro i København.

Ansatte SFU har flere deltidsansatte og en organisationskonsulent, der arbejder for SFU på fuld tid.

13

14

Interview

Jeg har knyttet mange venskaber, og det har været godt for mit sociale liv.”

noget, at der kommer en udefra og siger ”good job”.

Det, håber jeg, har gjort en forskel.”

Andreas fortæller også, at han var spændt på at se, hvordan det ville være at få autoritet. Som elevrådsformand i gymnasiet stod han i spidsen for, at eleverne blev hørt, og i den forbindelse kunne bølgerne godt gå højt, når ting skulle ordnes.

På landskontoret har de også fået sig nogle overraskelser en gang i mellem. Som for eksempel den gang afdelingen i Viborg bestilte lige så meget kampagne-merchandise og lige så mange plakater som afdelingen i Århus.

”Kommunen ville forbyde, at man drak alkohol i Lovparken, som ligger lige op ad gymnasiet. I første omgang var det skolens ledelse, der blev inddraget, men det lykkedes os i elevrådet at claime den kamp, så eleverne blev hørt.

”Det var ikke fordi SFU Århus ikke bestilte meget materiale! Det er bare vildt, hvor kreative SFU-afdelinger kan være. Og idealistiske og ambitiøse, særligt når der ikke er så jævnlig og tæt kontakt til landskontoret.”

Jeg kunne godt blive hård i tonen som elevrådsformand, men det skal man ikke være i SFU. Jeg ser heller ikke mig selv som nogen autoritær figur.”

Det seneste år, har Andreas skullet bruge meget tid på at slukke ildebrande og holde en hånd under organisationen. Tidligere har der været tre fuldtidsansatte på landskontoret, men det seneste år har der kun været Andreas – Foruden Sofie, Ida og Emma, der er den daglige ledelse.

Andreas fortæller, hvordan det er at have sin hobby som arbejde.

Det har været lidt som at hænge ud med klassekamme- ”Det har været et anderledes job, ”Jeg kan godt lide at joke med, raterne. Jeg har brugt et helt år men grundstenene har været de hvor meget et arbejde det er.

Selvfølgelig har jeg løst bundsamme, nemlig at hjælpe lokalpå at hygge mig med SFU’ere. ne opgaver, som mine chefer afdelingerne. Der har været et Nogle gange har jeg stoppet fortalte mig, jeg skulle løse. Men andet scope: Jeg har ikke kunop og tænkt: Fuck mand, egentlig er jeg mere blevet komnet hjælpe de store afdelinger så bliver jeg betalt for det penseret for at være frivillig på fuld meget. her? tid. Det har været både lærerigt og spændende.”

Ude hos lokalafdelingerne

Som organisationskonsulent bruger man meget tid i et tog på vej til eller fra besøg i lokalafdelinger. ”Jeg har haft mange gode oplevelser i lokalafdelingerne. Jeg er tit taget afsted uden at regne med særligt meget. Ofte er jeg blevet positivt overrasket.

Første gang jeg besøgte SFU Struer, havde jeg hørt, de var velfungerende. Men efter seks timer i tog, havde jeg fået kørt mig selv ned i et skeptisk hjørne. Da jeg kom frem, fungerede afdelingen virkelig godt.

Det er en succes som organisationskonsulent, når der ikke er brug for en. Jeg tror dog, det betyder Rød bog Indmeldt i SFU år 2015 Lokalafdeling: Køge Tillidsposter i SFU: Kontaktkammerat i SFU Køge

Det har været fedt at opleve, at mange nye medlemmer har kontaktet mig og villet starte nye afdelinger. For det meste, har der desværre ikke været tid nok til at prioritere det.”

Andreas fortæller dog om den gang, han skulle skifte tog fire gange for at komme til Ringkøbing til møde med bare et enkelt medlem, der gerne ville starte SFU-aktivitet. Det var hele turen værd.

På landskontoret i København

Der er også opgaver at løse ”hjemme” på landskontoret. Selvom nogle opgaver bare skal løses, og det i sidste ende er den daglige ledelse, der skal tage beslutningerne om, hvad der skal ske, så har Andreas været meget med, når situationen i SFU er blevet vendt. ”Jeg har ikke på noget tidspunkt været tungen på vægtskålen, men daglig ledelse har værdsat mine inputs i de fleste diskussioner. Jeg har blandt andet hjulpet til, når der skulle lægges lokalafdelings-strategi, og vi skulle prioritere, hvordan vi skulle bruge vores kræfter. Og jeg har sparret en del med særligt Emma (Sjørvad, landssekretær, red.) om, hvordan de politiske sekretærer ville skulle fungere i organisationen.”

Interview

Også dagligdagen på landskontoret, hvor den daglige ledelse er rykket ind på samme kontor som de ansatte, har Andreas nydt.

kontaktkammerat i SFU Køge.

”Jeg har jo været rigtig meget herinde i København. Og som organisationskonsulent har man jo ikke rigtig nogen lokalafdeling. Så det har været rart Jeg kunne godt blive hård bare at kunne gå nedenunder og være frivillig i SFU København. i tonen som elevrådsfor-

”Der har været vildt god stemning på sekretariatet. Det har været lidt som at hænge ud med klassekammeraterne. Jeg har brugt et helt år på at hygge mig med SFU’ere. Nogle mand, men det skal man ikke Nu skal jeg vænne mig til nok at gange har jeg stoppet op og tænkt: være i SFU. Jeg ser heller Fuck mand, bliver jeg betalt for det skulle gøre en del ting gratis, som ikke mig selv som nogen her?” jeg tidligere fik penge for at gøre.

Men det gør ikke noget, for jeg er på autoritær figur.

Der begynder at komme folk dumingen måde færdig med SFU. Selvom pende. Landskontoret er også hjemsted det bliver godt med noget sommerferie.” for SFU Købehavn, og de skal denne dag forberede sig til diskussionerne på det komVi har drukket vores kaffe og er kommet vidt mende landsmøde. Andreas fortæller, at han føler omkring. Vi pakker sammen og går nedenunder for sig knyttet til SFU København. Også selvom han er at være frivillige med de andre.

15

16

Interview

Stort ansvar og store visioner -Interview med SFU’s nye Skolingssekretær Kurser i SFU det kommende år • Sommelejr (uge 31) • Aktivist- og Ledertræning (fire weekender fra september-januar) • Efterårstræf (30. oktober - 1. november) • Forårstræf (en weekend i foråret) • Regionale træf (arrangeres lokalt)

af Anton Thorell Steinø

Hun går i gymnasiet i Valby og er efterhånden en garvet SFU’er. Hun hvervede næsten halvdelen af sin folkeskoleklasse og var ansat en måned som hvervningsmedarbejder i SFU. Nu står hun i spidsen for SFU’s Skolings- og Kursusudvalg. Aktivisten har talt med Anna Kjær.

”Vi skal sørge for, at alle de SFU’ere, der har lyst, er godt forberedte på at tage til debatter med de andre ungdomspartier. At de får en positiv oplevelse med skolevalget. Derfor kommer vi både til at have øvelser i, hvordan man får ro i kroppen og i hvordan man bedst positionerer sig selv i forhold til dem fra de andre ungdomspartier.”

Meldte sig næsten ind i SUF

Anna Kjær er nyvalgt sekretær for SFU’s Skolings- og Kursusudvalg (SKU) og står dermed i spidsen for SFU’s medlemsuddannelse. Hun har i flere år været en af de drivende kræfter bag flere af SFU’s store projekter. Men hun var lige ved ikke at melde sig ind i SFU overhovedet.

”Jeg havde været inde på SFU’s, SUFs og DSU’s hjemmesider og læst deres principprogram“Der var engang en, der sagde til mig: Hvis mer, men jeg meldte mig ikke ind med ikke det havde været for SFU’s træf, så det samme. Jeg var lige ved at melde var jeg nok ikke længere aktiv.” mig ind i SUF (Socialistisk UngdomsFront, en af Enhedslistens Anna Kjær er næsten ikke til uofficielle ungdomsorganisatiDer er selvfølgelig et stort at få ned på jorden igen, når oner, red.). Jeg kan huske, jeg socialt aspekt, det anerkender hun først er begyndt at tale syntes, det var fedt med den jeg.

Vores nationale træf er enormt om SFU’s weekend-træf og der ”front”. gejstgivende for rigtig mange. Særmedlemsuddannelse – Det vi kalder ‘skoling’. Selvfølgelig ligt SFU’ere, der kommer fra små Så var jeg til en paneldebat på handler det at være SFU’er om min skole, hvor jeg stillede et afdelinger. Men vores skoling at skabe forandring i samfundet spørgsmål til ham DF’eren. Kira er også med til at give os en gennem aktivisme og kampagner, (nu SFU’s medlem af Europaparlafælles platform som men på spørgsmålet om, hvorvidt mentet, red.) repræsenterede SFU, SFU’ere. vores skoling bare er noget navlepilleri og hun kom ned bagefter og spurgte, er svaret klart: Det er det ikke. om jeg ikke skulle være med. Så blev jeg hurtigt aktiv i SFU Nordkøbenhavn.”

“Der er selvfølgelig et stort socialt aspekt, det anerkender jeg. Vores nationale træf er enormt gejstgiEr der nok ”front” over SFU? vende for rigtig mange. Særligt SFU’ere, der kommer ”Jaja! 15-årige Anna var nok blevet lidt skræmt, hvis fra små afdelinger. hun faktisk havde meldt sig ind i SUF. Heldigvis så jeg 2.g’eren Kira sætte de borgerlige mænd på plads.

Men vores skoling er også med til at give os en Det er den front, jeg gerne vil have.” fælles platform som SFU’ere. Når vi planlægger skolingsindsatsen i udvalget, spørger vi os selv om, hvad Hurtigt meldte otte fra hendes folkeskoleklasse sig det er den enkelte SFU’er skal vide noget om.” også ind, og siden har Anna lavet både internationalt arbejde i SFU, arrangeret studieture og sommerlejr Efterårstræffet i slutningen af oktober er et godt og siddet i flere politiske udvalg. eksempel. Det kommer til at have et debattema, så SFU’ere fra hele landet, nye som gamle, bliver sat i Blandt dygtige folk i SKU stand til at give den gas i skolevalget, der kommer til januar.

Selvom hun har mere erfaring i SFU end de fleste,

Interview

har hun ikke før siddet med i det udvalg, hun nu står i spidsen for.

Rød bog

”Jeg turde ikke stille op. Jeg har været med i forskellige undergrupper, men det var meget faste kræfter, der gjorde det store arbejde.”

Indmeldt i SFU år 2016

Skal man arbejde sig op for at være med i SKU?

Tillidsposter i SFU: Sekretær for Skolings- og Kursusudvalget

”I nogen grad måske. Det er - på godt og ondt - erfarne kræfter, der sidder i SKU.

Lokalafdeling: Valby

17

18

Interview

Det kan være et problem. Der er nogle oplevelser, der går tabt, og nyere medlemmer kunne give gode perspektiver på den måde, vi skoler på i SFU. Men det er også dygtige folk, der sidder der. Og vi har en god blanding af folk, der ved hvordan tingene fungerer, og folk der ikke har været med i udvalget før.”

Ny retning for skolingen

SFU’ere skoler hinanden

Anna understreger vigtigheden af, at alle SFU’ere spiller en rolle i skolingen. Vi dygtiggør hinanden.

Dels har vi et stykke tid haft formøder på alle vores nationale arrangementer, hvor vi taler om, hvordan vi er sammen som SFU’ere. Og dels sker der en masse skoling lokalt, som skolingsudvalget ikke kan blande sig i.

SFU’s skoling har ofte været til debat: Skal vi have feministiske formøder til alle weekendkurser? Er der et pensum, som alle SFU’ere skal igennem? Er festtema et no-go? Selvom der måske ikke er en liste af politikområder, alle SFU’ere skal kunne tjekke af, at det ved de noget om, er der for Anna klart nogle ting, alle SFU’ere skal have en forståelse af.

Skal vi blive ved med at have formøder på træf?

”Alle skal vide noget om overordnede ting som solidaritet, organisation, folkesocialisme. Spørgsmålet er, om man skal skole i en masse konkrete emner, eller give folk en basal analyse. Det er det sidste, der er kernen for os. Jeg har aldrig været på et ’Basis-Marx’-oplæg. Men for at være SFU’ere, skal vi for eksempel være ret enige om, hvorfor ulighed og klimakrise er noget skidt.”

Vi skal væk fra at diskutere hypotetiske dilemmaer, som alle kender ”det rigtige” svar på. Desværre rangerer gamle medlemmer og mænd formøderne lavt i evalueringerne, mens unge kvinder siger, de er glade for dem.

Hvordan kommer I til at arbejde med det i jeres træf-program?

”Selvfølgelig! Formøder er essentielle for at have fede fællesarrangementer. Vi kommer nok til at dele op på andre parametre end på køn og hvor lang tid, man har været medlem af SFU. Det kunne være om man ser sig selv som introvært eller baseret på geografi.

Jeg håber, formøderne kan åbne et rum for at tale om, hvordan det er at være SFU’er langt væk fra København og landskontoret. Og så kan gruppen af erfarne medlemmer måske bruges til at udvikle hvad træf kan være.”

”Programmet på debattør-træffet bliver Hvad med den skoling, I ikke kan plananderledes. I stedet for, at sporene lægge i SKU? har temaer, så får blokkene temaer, så alle kommer igennem den ”Det er på en måde alment samme slags ting. Folk skal Spørgsmålet er, om man skal sko- dannende at være organiseret ikke bare kunne vælge alle de le i en masse konkrete emner, eller i SFU. Jeg har lært at skriniche-oplæg de selv synes er ve e-mails i SFU, og det er give folk en basal analyse.

Det er det spændende. Vi skal skole den skolende at sidde i udvalg og sidste, der er kernen for os. Jeg har planlægge lokale valgkampe hele debattør.” aldrig været på et ’Basis-Marx’-oposv.

I det kommende år, kommer læg. Men for at være SFU’ere, skal der også til at være fokus på, Det SKU kan gøre er at sørge vi for eksempel være ret enige at der for tiden er ret mange for, at der er mange i SFU, der om, hvorfor ulighed og erfarne SFU’ere, der tager med på har styr på basisting. Den sociale klimakrise er noget træf. del af skolingen er vigtig, for den skidt. avler samtaler. ”Det har været et kæmpeproblem, at læringskurven er stejl for nye medlemmer, men hurtigt Kan man tale om ’trickle down’-skoling? flader ud. Enten kan vi begynde at skole på et højere niveau, men der er grænser for, hvor specialiseret det ”Ja, det kan man vel. Det er ikke al skoling, vi kan kan blive. Nogle medlemmer ville ikke få noget ud af blande os i. Vi prøver bare at gøre det nemt tilgængedet, hvis vi hev en professor ind, for de ville allerede ligt at få værktøjerne til at blive en dygtig SFU’er.” have hende på universitetet. Eller vi kunne skole i noget helt andet.”

Da vi skal til at slutte af, håber jeg, jeg kan fange Anna på det forkerte ben og spørger, hvad festtemaAnna nævner som eksempel, at vi tidligere har haft et på efterårstræffet bliver. Men hun er for skarp, og Lisbeth Bech Nielsen, som sidder i Folketinget for SF, hun svarer - med et stort glimt i øjet - at det ved hun ude og brainstorme over, hvordan man kunne lave ikke. Men bare rolig, der kommer et festtema, for lovgivningen om for at sikre bedre datasikkerhed. ”SKU elsker festtema.”

Kultur

Den ubeboelige klode Den ubeboelige klode

Forfatter: David Wallace-Wells Klim 2019. 311 sider

af Martin Holmgaard

af menneskeliv. Hvilket i sig selv passer godt på den mangel på viljestyrke, overfor kapitalismen, som han også kommer ind på Klimakrisen ikke bare ordnes igennem forskning alene, mener Wallace-Wells. Der skal tiltag til såsom CO2 kvoter, vi skal spise anderledes, og vi skal skrue ned for forbruget, som han skriver.

For at tackle klimakrisen, må man turde se den i øjnene. Det gør amerikanske David Wallace-Wells I sin nye bog, som SFU’s Martin Holmgaard har anmeldt for Aktivisten.

Alt i alt, tager han kampen op med kapitalismen, og vores massive overforbrug. Helt klart en kæmpe anbefaling herfra, til alle som bekymrer sig om klimaet og miljøet!

Klimakrisen har givet anledning til mange diskussioner: Er den menneskeskabt, er den så slem som politikerne påstår, og hvordan står det egentlig til?

Jeg giver den 5 ud af 6 stjerner, på grund af dens rå og brutale faktatjek, analytiske tilgang. Dog kan borgen tider være lidt for gentagende.

David Wallace-Wells er medredaktør på New York Magazine, hvor han formidler klimaforskning på en rå, kold og brutal måde som virkelig åbner læserenes øjnene op for alvorligheden af klimakrisen.

I Den ubeboelige klode giver han en kold og kynisk analyse af de sidste generationers udslip af CO2 og brug af fossile brændstoffer. Han slår klokkeklart fast, at klimakatastroferne er menneskeskabte, samtidig med, at han formår at fange læseren og give en dyb indsigt i klimakrisen og dens konsekvenser.

Bogen giver en dybt ubehagelig følelse ved at beskrive, hvordan vi ikke bare er ved kanten, men at vi kun med det yderste af neglene holder fast på kanten, for ikke at ryge ned i kløften. Som han skriver: “Det er gennem kompleksiteten, at den globale opvarmning udtrykker sin brutalitet.”

Wallace-Wells slår fast, at klimakrisen ikke blot er en ekstra varm sommer – Det er voldsomme storme, vinter og sommer forskudt, og det kræver en god forståelse af naturvidenskaben bag, for at kunne sætte sig ind i hvor komplekst problemet egentlig er!

De fleste venstreorienterede har heldigvis fået åbnet øjnene op for alvoren. Men trods mit politiske tilhørsforhold må jeg indrømme, at jeg sad måbende tilbage med en ubehagelig følelse af at kampen allerede er tabt.

I bogen konkluderer Wallace-Wells nemlig også at kampen er tabt, og at det nu handler om at begrænse tabet

19

20

Kultur

Den Fremmede Den fremmede

Forfatter: Albert Camus Gyldendal 2019 (Først udgivet i 1942). 144 sider Af Frederik Ørskov Maarslet og Christoffer Koch Andersen

I dag læste jeg Den Fremmede. Eller måske i går?

Jeg ved det ikke, måske var det i går. Den Fremmede (1942) er Albert Camus’ debutroman og et hovedværk indenfor litteraturhistorien. Det er en bog du ikke kan slippe, når du læser den. Det er snarere bogen der slipper dig. Endelig er det en af de bøger, der efterlader dig forandret. Når først du har læst Den Fremmede, er du ikke den samme som du var før.

Plottet kort: Som læser følger du jeg-fortælleren Mersault, en ung franskmand der arbejder på et kontor, som lige har mistet sin mor. Tilsyneladende forstår Mersault hverken verdenen omkring ham og oplever alt på en underlig og måske ligegyldig måde, indtil han en dag, tilsyneladende uden grund skyder et menneske han ikke kender.

Der kan skrives meget om, hvorfor ideen Den Fremmede er et mesterværk. Jeg vil forsøge at gøre det kort. Af Den Fremmede udleder jeg tre ting som jeg synes gør romanen god. Det absurde, det uskyldige menneske og sproget.

Det absurde

Lad os kaste et blik på det absurde, hvad er det absurde? Det absurde er ikke i verdenen eller mennesket, tværtimod er det i forholdet mellem verdenen og mennesket. Det absurde er altså et bindeled mellem mennesket og verdenen. Det absurde opstår i øjeblikket, når verdenen ikke stemmer over ens med menneskets forventning til verdenen. Det passer rigtig godt med netop ideen Den Fremmede, fordi mødet med det absurde ofte er mødet med det fremmede. Et eksempel på det, er da Mersault (han er ude og bade) møder en tidligere flirt Marie Cardona. “da solen blev for stærk, sprang hun i, og jeg fulgte efter. Jeg fik fat i hende, lagde armen om livet på hende, og vi svømmede afsted sammen. Hun lo stadig. Oppe på kajen, mens vi tørrede os, sagde hun “Jeg er mere solbrændt end De.” (…) Da vi havde taget tøj på, så hun forbavset ud, fordi jeg bar sort slips, og hun spurgte, om der var nogen, der var død.

Jeg sagde, at mor var død. Da hun ville vide hvornår, svarede jeg: “I går” det gav et lille sæt i hende,”(s26) Heri ligger både det skønne og foruroligende i det absurde, for Mersault er i dette øjeblik lykkelig med

Marie og hun lykkelig med ham. Han er lykkelig, selvom mor lige er død. Vi forventer at Mersault sørger over sin mor, men det gør han ikke, hvilket Maries pludselige “sæt” er en reaktion på. Modsat Marie (os) er Mersault bare, han er til stede i nuet og kun i nuet, derfor forstår Mersault ikke Marie, selvom han ligger mærke til hendes reaktion, men vi forstår Marie.

Det uskyldige menneske

Tanken om mennesket som uskyldigt er en af Camus’ kerneværdier. Uskyldighed er i bund og grund uvidenhed. Det man ikke kender til, er man ikke bevidst om. Og den uskyldige hverken fælder dom over sig selv eller verdenen. Det uskyldige menneske bliver udtrykt i Mersault. I begyndelsen af romanen bliver man introduceret til karakteren Salamano, der ejer en hund. Helt grundlæggende kan hverken Salamano eller hunden fordrage hinanden, hvilket fører til at Salamano slår og skælder den ud. Dette er foregået over otte år. Derfor gør Mersault sig tanker om Salamono, hvorfor gør han det?

“Da jeg mødte Salamano på trappen, var han ved at skælde sin hund ud. Han sagde “Svin! Møgdyr!” og hunden klynkede. Jeg sagde “Godaften”, men den gamle blev ved med at skælde ud. Så spurgte jeg hvad hunden havde gjort. (…) Jeg talte højere. Så svarede han uden at vende sig om, med indestængt vrede: “den er der altid” (…) Netop i det øjeblik kom min anden genbo (Raymond) hjem. (…) også han har sagt, i forbindelse med Salamano: “hvor er det dog sørgeligt!” Han har spurgt mig om, om jeg ikke syntes det var ækelt, og jeg svarede, at det gjorde jeg ikke.”(s35) Det interessante her er de forskellige reaktioner fra Raymond og Mersault. Raymond dømmer, hvad de fleste nok vil gøre, Salamano fordi han piner sin hund uden grund. Mersault derimod hverken dømmer Salamano skyldig eller uskyldig. Han er derfor ikke bevidst om, hvad godt og ondt er. Den uskyldige (Mersault) dømmer ikke verdenen omkring sig, og han ligger derfor ikke mærke til at verdenen dømmer ham. Dermed lader han ikke andres tanker hæmme sig, hvilket eksemplet med Marie, også viser.

Sproget

Det giver sig selv at sproget er vigtigt, det er instrumentet, der skal udtrykke ideen den fremmede, men hvordan gør Camus så det? Han både skriver simpelt og konstaterende, men også smukt og poleret. Men det som kendetegner sproget er, at verdenen fremstilles som den er set fra Mersaults blik. Og Mersault betragter verdenen umildbart, hvilket understreger både det absurde og det uskyldige. Et eksempel på

Kultur

det første er bogens åbning.

“I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.

Jeg fik et telegram fra alderdomshjemmet: “Deres mor død. Begravelse i morgen, Ærbødigst.” Det betyder ikke noget. Måske var det i går”(s7) Allerede her er ideen Den Fremmede udtrykt i Mersault. Vi forventer en følelsesmæssig reaktion: Hallo, hans mor er lige død! Men der kommer ingen, i stedet er det logisk udtrykt. “i dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke” Her bliver man bevidst om det absurde. Og i samme sætning er det uskyldige også til stede. Han lader, så at sige, mulighederne være åbne, det kunne være mor døde i dag, det kunne være hun døde i går, men hun er dog død. Og derfor betyder det ikke noget hvilken dag hun døde, men han dømmer ikke noget han ikke ved.

Hvor den umildbare verden før blev beskrevet nøgternt og simpelt, er der også den anden del; det smukke og polerede. Vi befinder os i eksemplet på vej til begravelsen.

“Jeg løb for ikke at komme for sent. Dette hastværk, dette løb, det var nok på grund af alt det, sammen med bussens rysten, lugten af benzin, det stærke lys på vejen og på himlen, at jeg faldt i søvn. Jeg sov næsten hele turen. Og da jeg vågnede, sad jeg lænet opad en soldat, som smilede til mig og spurgte, om jeg kom langvejsfra. Jeg sagde “ja” for ikke at skulle snakke med ham”(s8) Mangfoldighederne myldrer frem, de mange indskudte sætninger, de enkelte gentagelser, det flotte billede af lyset på vejen og på himlen og den rolige soldat. Sætninger

21

bliver længere, men forståelsen udebliver. Igen er det absurde til stede, at han falder i søvn i så meget uro, hænger ikke logisk sammen. Og det uskyldige nok engang i ikke at tilslutte sig dommen over det. “formentlig” er ikke det samme som ganske klart at sige “det var derfor” hvilket gør at der kan være andre årsager til at han faldt i søvn, men han kender dem ikke.

Så grib Den Fremmede, køb den eller lån den fra et bibliotek og sæt dig i en krog og nyd at læse den.

Nyd det flotte og nøgterne sprog, nyd at være til stede i nuet.

Den

fremmede Albert

Camus

22

Kultur

Dobbeltanmeldelse: Chimamanda Ngozi Adichie Vi burde alle være feminister og Americanah Vi burde alle være feminister Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie Gyldendal 2014. 64 sider

Americanah Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie Gyldendal 2014. 520 sider

Af Emilie Esmann Andersen

Jeg selv blev ramt af først frustration og siden skam over min egen uvidenhed, da jeg læste et andet af Chimamanda Adichies værker, romanen ”Americanah”. Bogen er langt hen ad vejen en klassisk coming-of-age-fortælling om et ungt kærestepar, der skilles af både personlige ambitioner og udvendige omstændigheder – dog tilsat en god portion politisk bevidsthed og samfundskritik, hvilket er klassisk for Adichies skrivestil. Men alt dette var svært for mig at forstå, da jeg gennem de første i hvert fald 100 sider skulle bruge en god sjat ekstra koncentration og energi på overhovedet at forstå bogens grundlæggende setting. Jeg kunne ikke regne ud, om de to hovedpersoner, Ifemelu og Obinzes forhold var et typisk nigeriansk teenageforhold. Jeg kunne ikke gennemskue, om de tilhørte over- under- eller middelklassen, da jeg ikke havde nogen referencerammer for, hvordan man f.eks. bor i Nigeria. Og jeg kunne ikke finde ud af, om Ifemelus forældre skulle ses som strenge eller milde, for jeg ved ikke, hvordan børn opdrages i Nigeria. Alt dette gjorde det sværere for mig at nyde den egentlige fortælling i bogen, som, når man først kommer i gang, er både spændende og tankevækkende. Men samtidig gjorde det mig opmærksom på det store behov for udbredelsen af afrikansk litteratur i den vestlige mainstream-kultur. For er det i grunden ikke underligt, at jeg sagtens kan forestille mig livet på Hogwarts eller i Narnia, men ikke i Lagos?

Man skulle tro, at titlen på Chimamanda Ngozi Adichies essaybog ”Vi burde alle være feminister” siger det meste om både indhold og budskab. Som selvbetegnet woke og velskolet feminist kommer man nemt til at antage, at et essay i lommebogsformat baseret på en halv times Ted-talk, som nok er mest kendt for at være citeret i Beyoncé-sangen Flawless umuligt kan bringe nye perspektiver på banen.

Men der tager man grueligt fejl, i hvert fald hvis man som jeg - og med foruroligende høj sandsynlighed også dig, der er SFU-medlem og Aktivisten-læser – er hvid feminist. ”Vi burde alle være feminister” har nemlig det særpræg, der bestemt ikke burde Både som kvinde i være så sjældent i danske boghandNigeria og som afrikaner i lere, som det er, at den er skrevet af USA beskriver hun en afrikaner.

At mange af os ikke kender til afrikansk kultur, betyder ikke, at vi ikke kan være både velmenende og effektive i vores aktivisme. Det beproblemer, der er nogle tyder bare, at vi skal koncentrere os helt andre, end man Chimamanda Ngozi Adichie er født lidt ekstra, og måske fremdrage nogog opvokset i Nigeria, og bor i dag le anerledes analyseredskaber end støder på som hvid delvist i Nigeria, delvist i USA. Den dem, vi måske normalt har liggende på i Danmark. prisvindende forfatter er uddannet på rygraden. Her kan en udgivelse som ”Vi nogle af USA’s fineste universiteter og hører i burde alle være feminister” være til stor hjælp. dag til i den velstillede klasse. Alligevel bidrager hun Den er et mesterværk udi kunsten at flette race, med nogle for mange ukendte vinkler på både køn og kultur, nationalitet og køn sammen i dét store net, vi race. Både som kvinde i Nigeria og som afrikaner i alle ønsker at kunne navigere i, når vi kalder os for USA beskriver hun problemer, der er nogle helt andre, intersektionelle feminister. Dermed er bogen et must end man støder på som hvid i Danmark. Men netop for både nye og erfarne feminister, der vil mindes om, derfor er det vigtigt, at vi læser Adichies og andre hvad det egentlig er, vi kæmper for. afrikanske kvinders vidnesbyrd. Danske feminister (mig selv inklusive) påberåber sig ofte at kæmpe for Vi burde alle være feminister, og vi burde alle læse lige rettigheder for minoriteter på hele kloden. Men disse to bøger. Ikke kun for det politiske indhold. den anerkendelsesværdige hensigt møder en stor Også bare for at nyde brillant skrivestil og en god forhindring i det faktum, at vi kender foruroligende historie fra en del af verden, vi læser alt for lidt om. lidt til kulturen blandt de folk, vi ønsker at hjælpe.

Bagsiden

Tag dig selv: Hvilken lokalafdeling er du?

SFU Viborg

Vaskeægte feminist Loyal Danmarks mest aktivistiske.

Kærlig men klar til kamp.

Elsket af alle.

Favorit sang: Don’t worry, be happy.

SFU Aalborg

Tager altid en 5 timers tur.

Undervurderet.

Er stadig alt for vild med SKAM. Favorit sang: Drenge som mig.

Spammer dig på sociale medier.

SFU Århus

Altid broke. (Ender i luksusfælden) Favorit sang: Hvor skal vi sove i nat?

Du er altid en vinder men har ikke altid helt styr på livet.

Du finder ham på den lokale bodega. (Kurts mor) Vil gerne indtage Danmark, hele verden.

Pisse irriterende

SFU Silkeborg

Du er et mysterie.

Hvem? Du dukker bare op.

Storhedstid er ivre men du håber på et comeback i livet.

Laver houdini til festerne Favorit sang: En dag tilbage.

SFU Odense

Feest (og vil især gerne have at du holder fest).

SFU København

Forældrenes favoritbarn.

Beskytter en dårlig øl (Albani) som om det var vedkommendes barn.

Altid i centrum. (og elsker det max)

Mindreværdskomplekser og en super dårlig taber

Favorit sang: Boten Anna

Typen der lyver bare for at være sej (Især til landsmøder når der tabes i fodbold)

Gider ik en 5 timers tur.

Har det lågsus.

Favorit sang: Sig Du Ka’ Li’ Mig.

Din lejlighed lugter lidt.

Rigtig ung og fresh

23

udgivet af

Aktivistens redaktion: Redaktører: Victor Ottosen & Anton Thorell Steinø Redaktionen: Jeppe Riis, Christoffer Koch Andersen, Seda Kekec & Anton Vigen Smolarz Layout: Anton Vigen Smolarz