8
Forord af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Georg Brandes’ indflydelse som kultur- og litteraturkritiker rakte langt ud over Danmark og Skandinavien. Fra han trådte frem på den europæiske litterære scene med Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, 1872-90, bevarede han helt frem til sin død i 1927 en position som kritisk intellektuel. Et markant vidnesbyrd om hans internationale udsyn og netværk er den omfattende korrespondance, han førte med europæiske intellektuelle, en korrespondance som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab gennem årene har udgivet store dele af. Også Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur og det journalistiske erindringsværk Berlin som tysk Rigshovedstad udgives i disse år i selskabets regi. Når Georg Brandes endnu i dag er et kendt navn uden for Skandinavien, skyldes det imidlertid først og fremmest at han kom til at spille en central rolle i formidlingen af Friedrich Nietzsches tænkning til en større europæisk offentlighed. Det skete gennem artiklen «Aristokratisk Radikalisme», som udkom på dansk i 1889 og på tysk i 1890. Til grund for artiklen lå fem forelæsninger som Brandes holdt om Nietzsche på Københavns Universitet i foråret 1888 – forelæsninger der også havde Brandes’ personlige brevveksling med Nietzsche i denne periode som forudsætning. Forbavsende nok har manuskriptet til disse forelæsninger hidtil ikke været offentliggjort. Derfor er det en stor glæde for Det Danske Sprogog Litteraturselskab at vi nu, i samarbejde med Schwabe Verlag i Basel, kan udsende dem i en kritisk udgave såvel på deres danske originalsprog som i tysk oversættelse.