→
TEKNIK // KLIMA
ARLA SÆTTER STRØM PÅ DISTRIBUTIONEN Mejerigiganten ARLA Foods tog forleden et stort skridt ind i en mere klimavenlig fremtid med indsættelsen af en ny tre-akslet MAN TGe i distributionen af sine produkter. Finn Bjerremand [fba@dtl.eu]
Mejerigiganten ARLA Foods tog forleden et stort skridt ind i en mere klimavenlig fremtid med indsættelsen af en ny tre-akslet MAN TGe i distributionen af sine produkter.
Et kæmpeskridt på vejen. Sådan sagde transportminister Benny Engelbrecht (S) ved indsættelsen af den første elektriske lastbil i Arla Foods’ flåde. - Når vi tænker grønt, så tænker vi også på at lave strukturelle ændringer, og det vil betyde, at en lastbil som denne her, hvis vi ellers indretter afgiften, som regeringen har tænkt sig, vil få en betragteligt billigere vejtransportafgift end en diesellastbil. Det er en sådan afgift, som vi forestiller os, der skal indføres fra 2025 i Danmark, sagde Benny Engelbrecht. Han forklarede, at CO2-udledningen af den elektriske lastbil ikke er afgjort af lastbilen, men af det el-mix, som er ude på strømnettet. Det betyder, at der er en lille CO2-udledning på lastbilen i dag. Men når al den strøm, som er i stikkontakten, bliver rigtig grøn, så vil CO2-udledningen fra Arlas nye lastbil være nul gram pr. kørt km. - En kæmpestor cadeau til Arla for at lægge sig i den grønne sele med dette projekt. Det er et helt nødvendigt
skridt på vejen mod den grønne omstilling. Der er mange andre spændende projekter på bedding. Fx at få lavet grønne brændstoffer, som bliver lavet af overskudsproduktion på Arla og el fra vindmøller, som kan hældes i traditionelle lastbiler, det som man kalder fra Power-to-X eller Electrofuels er også en vej at gå. Der er selvfølgelig spørgsmålet om rækkevidde på lastbiler som el-lastbilen. Den er ikke god at sende ned gennem Europa, men det er heller ikke det, den skal bruges til. Den skal bruges til distribution i mere bynære områder, sagde ministeren.
Rækker 130 til 200 kilometer Den nye elektrisk drevne lastbil, en MAN TGM26.360E, er bygget som en 100 procent eldrevet lastbil. Forventningen er, at den kan køre mellem 130 til 200 km på en opladning, helt afhængigt af kørselsmønsteret, og der vil være en reduktion på 67 procent CO2 i forhold til en tilsvarende lastbil hos ARLA, som kører på biodiesel. Opladningen tager seks til otte timer. Den grønne strøm leveres af Clever. Nyttelasten er 11 tons med en totalvægt på 26 tons, og vognen skal distribuere mælk ud i Storkøbenhavn. Arla har et mål om at blive klimaneutral i 2050. Det betyder, at der skal ske en reduktion på 30 procent allerede inden 2030 sammenlignet med 2015. Det gælder hele produktionskæden, fra mælken produceres hos landmanden, transport fra landmanden til mejeriet, produktionen på mejeriet, emballageforbruget og distributionen af de færdige produkter ud til forbrugerne.
Ultramoderne opbygning CNA Handel A/S i Skanderborg har stået for opbygningen, der omfatter en Chereau Quiet City-kølekasse. Kølekassen drives af en ren eldrevet Carrierkølemaskine , der får sin strøm via en konverter fra vognens anlæg. Zepro-liften kører via en elektrisk drevet hydraulikpumpe, som får sin strøm fra vognens 24-volts anlæg, der også oplades ved hjælp af solpaneler på taget af kølekassen. Kølekassens bund er en version, som er støjsvag i forhold til kørsel med løftevogn, og hele vognen er PIEK-certificeret til natdistribution. ■ 24 | DANSKE VOGNMÆND | OKTOBER 2020