DTL Magasinet januar 2011

Page 17

At DTLs formand Jørgen Egeskov har rundet de 60 år er næppe undsluppet opmærksomheden hos ret mange læsere af transportpresse og dagblade. Der er hverken sparet på ordene eller superlativerne i den anledning. Selv tager Jørgen pressevirakken med jysks sindsro, men han glæder sig da stille og roligt over, at det har givet DTL en masse god omtale. Han fyldte rundt den 29. december. Fødselsdagen blev fejret derhjemme i Vamdrup med fru Bodil og den nærmeste familie, bl.a. de to døtre og tre børnebørn. I hans virksomhed Vamdrup Specialtransport ApS blev bossens fødselsdag markeret ved, at der blev serveret en lagkage og uddelt en gavecheck fra gavekassen, ligesom når andre medarbejdere fylder rundt. De store armbevægelser har været reserveret til DTLs officielle reception i København i de imponerende omgivelser og flot bonede gulve på Børsen 14. januar (efter deadline). »Det hører sig jo til, og jeg stiller gerne op til et flot arrangement, der kan promovere DTL og give os alle en god anledning til at pleje netværket,« som han siger. Som det har været nævnt flittigt, så banker Jørgens hjerte for transporten:

Det være sig hjemme i virksomheden, som han startede med sin kone i 1982. Eller som organisationsmand, hvor han har været med næsten lige så længe. I daværende Vejle Amts Vognmandsforening, i Kran-Blok erfa og i DTL. Fra 1. januar 2007 som formand. Sneruterne skal passes Eller når fx snerydningen skal klares. Her har Jørgen ikke været hverken fødselsdags- eller julefredet. Nej, det er op den kolde morgen og ind bag rattet. »Vi fik nogle vinterruter hos Vejen Kommune i 2010, og det forpligter os alle. Så jeg kører som afløser på en af de fire biler med sneplov og saltning, når chaufførerne skal have hvile.« For Jørgen er det et aktuelt eksempel på, hvor vigtigt transporterhvervet er for samfundet: »Det viser, at det er os, der binder samfundet sammen. Under alle forhold og til alle tider.« Du er 60 år og efterlønsdebatten raser. Hvad med dig? »Jeg er tilmeldt og har fået blanketten. Men jeg er nok for rastløs til at gå derhjemme i mere end en uge ad gangen. Og når jeg nu har været så heldig at få lov til at beskæftige mig med det, jeg godt kan lide, hvorfor skulle

»Konkursrytteriet er ødelæggende for transportbranchen og samfundet. Her bør strammes gevaldigt.«

JANUAR 2011

Bodil og Jørgen Egeskov skal udnytte et action-gavekort.

jeg så stoppe. Nej det er slet ikke aktuelt.« Formelen der får hverdagen til at hænge sammen Jørgen Egeskov har fundet den formel, som betyder, at han kan passe både sine specialtransporter og formandsposterne i DTL og i DTLs arbejdsgiverforening på en måde, der får dagligdagen til at hænge sammen. I virksomheden, der råder over 20 lastbiler, de fleste til kran- og sværgodsopgaver, er der folk til at tage over, når han skal bruge tiden på organisationsarbejdet. »Det kræver et godt bagland, og det har jeg. Samtidig er det heller ikke meningen, at jeg skal stille i København i tide og utide for at følge med i alt, hvad der foregår. Jeg kører tæt parløb med min adm. direktør, Erik Østergaard, og min næstformand, Leo Jensen. Og sammen med bestyrelserne bliver de konkrete rammer for arbejdet udstukket. Jeg er helt tryg ved den arbejdsfordeling.« Når der er bestyrelsesmøder eller møder med fx politikere i København, sætter han sig ind i Intercitytoget og klarer opgaverne på PC’en og mobilen i de tre timer undervejs. »Og så er jeg blevet kaldt usynlig som formand. Det er helt forkert at se min rolle på den måde. Det ligger helt klart i kortene, at vi har DTL-huset på Grønningen med Erik Østergaard i spidsen til at tage sig af det politiske, mens jeg tager mig af det organisatoriske. Og det er helt naturligt, at de politiske sager har mediernes bevågenhed. Det er den moderne måde at drive en

organisation på. Vi beskæftiger os altså ikke med formands- eller anden persondyrkelse.« Objektivt ansvar og konkursryttere Hvad ligger foran her i 2011? »Der kommer hele tiden nye sager. Mit ønske er, at vi får gjort op med det objektive straffeansvar. Det virker stærkt konkurrenceforvridende i forhold til de udenlandske lastbiler. Vi har også brug for nogle mere menneskelige fortolkninger af køre- hviletidsreglerne. Og lad os undgå ny lovgivning, som ingen kan kontrollere alligevel. Det har vi haft nok eksempler på.« Skal Jørgen Egeskov pege på ét overskyggende problem, så peger han på konkursrytteriet: »Det er ødelæggende. Ikke kun for transportbranchen men for hele samfundet. Staten mister kæmpe summer, og transportvirksomhederne udsættes for dumpingpriser af useriøse aktører, der går ned med ét firma og starter op med et nyt den næste dag. Her bør strammes gevaldigt op. Fx burde en person, der har været ramt af konkurs, ikke kunne starte et nyt anpartsselskab inden for de næste fem år. Jeg bryder mig altså ikke om urent trav.« Har du fået spændende gaver? »Fra DTLs regionskontorer har jeg fået et ”Bryg din egen øl”-gavekort. Fra familien har jeg bl.a. fået en garageport, koncertbilletter til nytårskoncert i Kolding og et action-gavekort for to personer. Her er jeg mest lun på at køre off road på en firehjuls ATV-motorcykel, hvis jeg kan lokke Bodil med.«

dtl magasinet

17


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
DTL Magasinet januar 2011 by DTL - Danske Vognmænd - Issuu