Sammen nr. 2, 2021 - et magasin om diakoni

Sammen

nummer 2/2021

Et magasin om diakoni

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

Organisering af diakoni

Indhold

4-5

Udveksling af telefonnumre blev til samskabelse

6-8

Hvordan organiseres diakoni på tværs af sognegrænser?

9

Om Sammen

Skal din arv give nyt liv til kirkens sociale arbejde?

10-11

Om samme bord – diakoni i små landsogne

12-13

En ildsjæl og en masse penge

14-15

Menighedspleje i Kalundborg – en anderledes organisering

16-17

Samvirkende Menighedsplejer ... på Facebook

18-19

I Holstebro bliver genbrug til diakoni

20-21

Vi støtter diakonalvækst

22

Kirkekollekt 2022 Alle har brug for at høre til!

23

Menighedsplejen og DDR

24

Diakoniens Dag – er for alle!

Sammen er Samvirkende Menighedsplejers blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.

Redaktion:

Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.

Design og Produktion:

Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)

Deadline for næste nummer er 1. februar 2022

Anjas.org Øko-tryk ApS, Skjern

Forsidefoto: Pxhere

ISSN - Nr.: 1396 – 88803

2

Leder

Hvordan kan diakoni organiseres?

Dette nummer af Sammen handler, om hvordan man kan organisere diakoni på mange forskellige måder. Umiddelbart kan det godt lyde som et kedeligt emne, når man er optaget af diakoni, fordi det måske mere er handlingerne end organiseringen, der er spændende. Men diakoni og organisering hænger uløseligt sammen, og det er umuligt at skabe og fastholde diakoni i et sogn uden en god organisering.

En præst sammenlignede engang diakoni med cremen i en lagkage. Cremen er ikke altid den mest synlige i lagkagen, men den indgår i alle stykker af kagen.

Sådan er det også med organiseringen, det gennemsyrer diakonien og får den til at vokse eller forsvinde alt efter, hvordan den er organiseret. For eksempel har man i Kalundborg organiseret diakonien i en provstimenighedspleje, hvor hvert bestyrelsesmedlem er ansvarlig for en aktivitet. For eksempel afholder man juleaften, hvor en person fra bestyrelsen er tovholder for projektet, mens de frivillige i projektet er knyttet til bestyrelsesmedlemmet. Dermed er projektet forankret i bestyrelsen samtidig med, at andre knyttes til projektet og giver det kraft og energi udefra. På den måde kan man engagere flere i projektet uden at bestyrelsen mister viden og tilknytning til projektet.

Formålet med at sætte fokus på organisering i dette blad er at give nogen eksempler på, hvordan man kan organisere diakoni på en smart måde, så vi ikke anvender de samme ildsjæle til alt og de frivillige ikke brænder ud. Det er ikke for at sige, at noget er bedre end andet, men for at give nogle ideer til, hvordan man kan organisere sig forskelligt alt efter de lokale forhold.

Jeg har besøgt mange fantastiske diakonale ildsjæle i hele landet, og de steder, hvor ildsjælene har stået alene med de diakonale projekter, er der en stor risiko for, at projekterne falder til jorden, hvis ildsjælen bliver syg eller flytter. Derimod kan ildsjæle, der er forankret i en stærk bestyrelse, hvor der er flere forskellige kompetencer bærer med på samme mål. For eksempel har de i Holstebro menighedspleje en tommelfingerregel, der siger, at en ide skal være tilsluttet af flere end én for at være en god ide. På den måde sikrer man sig, at der er flere med til at bære et projekt, så det ikke hænger på en enkelt. Ligeledes har man i Viborg organiseret diakonien på hele tre niveauer- i sognet, provstiet og stiftet.

Her har man organiseret diakonien på sogneniveau gennem lokale menighedsplejer, samtidig med, at man har en provstimenighedspleje (Kirkens Sociale Arbejde i Viborg), hvor stiftets diakonipræst understøtter og udvikler den lokale diakoni. På den måde sikrer man i Viborg et stærkt samarbejde mellem sognet, provstiet og stiftet, så man er i stand til at placere aktiviteterne, der hvor det giver bedst mening. For eksempel kan det

være godt at samle samarbejdet med skolerne i provstiet, så man sikre sig en høj kvalitet i arbejdet og uddannelse af frivillige, ligesom besøgstjenesten nogle steder giver mere mening lokalt.

Der er mange måder at organisere diakonien på, og det vigtige er at finde ud af, hvad der fungerer i ens pågældende sogn. I nogle sogne fungerer menighedsplejen, som et samarbejdsfora for flere foreninger, hvorved erhvervsrådet, idrætsforeningen og skolebestyrelsen bidrager til at koordinere fælles opgaver og sociale indsatser og andre steder, er det primært ledet af menighedsrådet. Lige meget om man organiserer diakonien i en menighedspleje som et samarbejdsfora eller i provstiet, så har diakonien altid brug for tre ting; - ildsjæle, økonomi og et godt samarbejde i bestyrelsen.

Jeg håber, at artiklerne i bladet kan være inspiration til jeres forankring og udvikling af diakonien lokalt.

Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær

3

Udveksling af telefonnumre blev til samskabelse Af provst Esben Thusgård Dette er historien om samskabelse og udvikling af samarbejde i lokalsamfund mellem folkekirke og kommune. Det begyndte med udveksling af telefonnumre og e-mailadresser.

For hvem er det lige, der tager telefonen, hvis en fra kommunen ringer?

Ringer man til en i sognet? Det kan man gøre. Men gør man det også, når rådhuset ligger i ét sogn, forvaltningen i et andet og spørgsmålet drejer sig om en tredje lokalitet?

Ringer man fra kommunen til en sognepræst, menighedsrådsformand, en kirke-kulturmedarbejder eller en man tilfældigvis kender?

Det samme gælder den anden vej.

Hvem er det lige, der tager telefonen, hvis en fra folkekirken ringer til kommunen? Der sidder altid en serviceorienteret medarbejder ved omstillingen. Men er det socialforvaltningen, sundhed eller Børn & Unge forvaltningen, som jeg ringer til? Alle, der har haft brug for at tale med en kommune, tror jeg, har oplevet at blive sendt fra den ene dygtige kommunalt ansatte til den anden.

Jeg tror ikke det er blevet lettere 4

med seneste kommunalreform, hvor kommunerne blev større.

Vi har forsøgt at gøre det lettere i Aarhus og ikke mindst at gøre hinanden klogere på hinandens organisation/kultur og ressourcer.

Det handler om at finde hinanden, knytte relationer og se på opgaverne fra forskellige synsvinkler. For når vi kigger ind i lokalsamfundet, ind i de problemstillinger der opstår og findes hvor livet leves, så er vi alle på vigtige områder optaget af det samme: At skabe fællesskaber, gøre en forskel for sårbare familier, medskabe på sammenhængskraften, give tilbud til demente og deres pårørende og find selv på flere. Det er den konkrete anledning, der har vist behovet for at kunne kalde og finde hinanden.

For at gøre det lettere for de, der har brug for at tale sammen i kommune og folkekirke, har vi foreløbigt tegnet tre samarbejdsaftaler mellem Folkekirken i Aarhus og kommunen.

De fastslår for det første, at der er et godt samarbejde. Herefter udpeger vi

konkrete spor/temaer i samarbejdet og endelig fastlægges rammen. Rådmand og provst mødes mindst én gang årligt. Her orienterer vi hinanden gensidigt om, hvad vi hver især er optaget af, og hvor samarbejdet måtte trænge til en afpudsning.

Fra disse årlige møder iscenesættes forskellige samarbejdsflader. Det handler om beskæftigelse – at åbne også de folkekirkelige arbejdspladser for folk på kanten af arbejdsmarkedet. Vi taler om tiden for konfirmationsforberedelsen og senest Coronahåndtering, hvor vi har haft brug for hinanden, når skolen lukkede i ugen op til konfirmationerne. Vi samarbejder med kommunens PPR om undervisning af konfirmander og "inklusion", et begreb og en virkelighed som vi alle er udfordret af. Eller når der blev oprettet testcentre eller andet i en sognegård.

For Folkekirken i Aarhus – det sociale arbejde (provstiernes samarbejde om en mere fokuseret diakonal indsats), har etableringen af et såkaldt kontaktudvalg været væsentligt. Her sidder repræsentan-

Anbefalinger:

Folkekirken i Aarhus har etableret et såkaldt kontaktudvalg med kommunen. Det kan anbefales for alle at lave kontaktudvalg, om det er mellem kommune og provsti eller mellem sogn og den boligsociale indsats er underordnet.

ter for folkekirken i Aarhus, en fra hver af de fire provstier og en provst.

Hertil kommer tre repræsentanter fra civilsamfundsorganisationer in casu Røde kors, Kirkens Korshær og KFUM’s sociale arbejde. Og endelig to af Aarhus kommunes magistrater, hvor vi har det mest udbyggede samarbejde. Det er fra Sociale forhold og Beskæftigelse og Sundhed og Omsorg.

At intensivere samarbejdet i et formaliseret forum, har øget kendskabet til hinanden og hinandens netværk på en måde, som ikke var kendt på samme måde før. Her stiller vi åbent vores indsatser og interesser til diskussion.

Det er ingen kunst at etablere et sådan kontaktudvalg og det kan kun anbefales. For hvordan iagttager andre folkekirkens muligheder, rolle og opgave? Hvad er omverdenens (her de kirkelige organisationer og kommune) forventninger til folkekirken lokalt i sognet og i provstiet?

Det er indiskutabelt udfordrende og ikke mindst er et blik udefra et reality tjek. Og det betyder, at vi ikke

kommer til at svare på spørgsmål, som ikke er afprøvet hos andre, der har en anden indsigt.

Kendskabet til hinanden skaber værdi både i form af det mulige samarbejde der opstår, men også som et spejl for det lokale arbejde. Jeg kan kun anbefale, at I etablerer kontaktudvalg mellem kommune og provsti, eller mere lokalt mellem boligsociale initiativer, sogne og andre institutioner. Afgørende er først og sidst, at samtalerne videredistribueres og indsigten fra div. udvalg kommer ud i virkeligheden. Altså altid pege hen på de mødesteder og de mennesker, som det hele handler om.

Døren til disse samarbejdsfora står for folkekirken og organisationerne åbne i disse år. Aarhus kommune har defineret en ny ramme for, hvordan kommunen skal styres og ikke mindst, hvad kommunen ønsker at være for et fællesskab. I indledningen hedder det: ”Med sigtet om ’Mindre system. Mere borger.’ vil vi med Aarhuskompasset styrke vores fokus på, hvad der har værdi for borgerne og samfundet. Vi vil skrue

Vi er alle optaget af det samme:

For når vi kigger ind i lokalsamfundet, ind i de problemstillinger der opstår og findes hvor livet leves, så er vi alle på vigtige områder optaget af det samme: At skabe fællesskaber, gøre en forskel for sårbare familier, medskabe på sammenhængskraften, give tilbud til demente og deres pårørende og find selv på flere

op for samskabelse i vores tilgang til velfærdsudvikling - og vi vil arbejde, udvikle, styre og lede mere videns informeret.” Når kommuner finder frem til denne progressive form for at forstå sig selv, kan vi andre (borgere og organisationer) bidrage det bedste vi kan. For når kommunen vil samskabe og lede mere videns informeret, skulle folkekirken m.fl. da ikke netop gribe den udfordring og præge udviklingen med lige præcis den viden vi i fællesskab har om lokalsamfundet?

5

Hvordan organiseres diakoni på tværs af

sognegrænser?

Fordele ved at samarbejde omkring diakoni på tværs af sogne.

Af Steen Hedemann Andreassen, diakonipræst i Viborg Stift.

Foto: Jens Bach „Hvem skal man ringe til, hvis man vil have fat i folkekirken? Og hvem tager telefonen?“ Disse spørgsmål stiller provst i Aarhus Nordre Provsti Esben Thusgård i bogen "Skabelse og samskabelse. Folkekirken på vej ud af skabet?" (Eksistensen 2021) En stærk menighedspleje eller et stærkt diakoniudvalg på provstiplan kan give folkekirken et ansigt og et telefonnummer, så kommunen og andre samarbejdspartnere ved, hvem de skal kontakte.

I bogen er der bl.a. interview med Lars Bundgaard fra Røde Kors. Han siger, at „Sognebaseret arbejde er vanskeligt for os at samarbejde med, for så skal vi rende rundt fra sogn til sogn“, og begrunder det med, at „Kun at arbejde inden for sognegrænsen, er ikke særlig hensigtsmæssigt i en befolkning, der flytter sig hele tiden.“ Ordet "sogn" har på det seneste været brugt i medierne i en grad, vi ikke har set længe. Det skyldes, at sundhedsmyndighederne i disse Coronatider kan lukke et sogn ned, hvis der er for mange, smittede i et lokalområde. Hvis man imidlertid spørger mange byboere, hvilket sogn de bor i, vil mange komme i tvivl. Og det er en kendsgerning i dagens Danmark, at mange bor i et sogn, arbejder eller går i skole i et andet sogn, handler måske i et tredje sogn og går til evt. fritidsinteresser i et fjerde sogn, og der findes næppe sogne, der ved indgangen til kirken eller sognegården spørger folk, om de nu bor i sognet.

6

I Viborg er vi nu 22 sogne, der er medlemmer af Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg. Derfor har vi de seneste tre år fået rigtig mange henvendelser fra kommunens forebyggende medarbejdere, brobyggere, demens team, psykiatrisk team, hjemmeplejere, skoleledere, skolelærere, fremskudte socialrådgivere, familieafdelingen, boligsociale medarbejdere m.fl., fordi vi har fået et telefonnummer og et ansigt udadtil i form af vores frivillighedskoordinator (på fuld tid) og formand.

For tre år siden ændrede Viborg Menighedspleje (oprettet 1877) navn til Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg (KSA), og fra kun at have haft syv bysogne fra Viborg Domprovsti som medlemmer, åbnede vi op for sognene i Viborg Østre Provsti, da de to provstier udgør Viborg Kommune. Da ensomheden de seneste år også er flyttet på landet, har mange landsogne derfor meldt sig ind i KSA. Mange diakonale aktiviteter kan lettere realiseres, hvis flere sogne går sammen. Sorggrupper for børn eller unge er der ikke ret mange sogne, der kan samle nok børn eller unge til. Sorggrupper for voksne eller livsfortællingsgrupper for mænd kan man måske samle nok til i de store sogne, men i landsogne vil det være en fordel at gå sammen med andre sogne. Sorgkorps, vågetjeneste og aflastningstjeneste er også eksempler på aktiviteter, der er meget nemmere at realisere på tværs af en række sogne for at få nok brugere og frivillige.

Hvordan bevarer sognene ejerskabet, selv om det foregår andetsteds?

Af vores vedtægter fremgår det, at hvert sogn repræsenteres i bestyrelsen med et rådsmedlem og en præst.

Allerede med syv sogne som medlemmer var det en stor bestyrelse. Men med 22 sogne som medlemmer (og flere i vente) giver det en usædvanlig stor bestyrelse. På et tidspunkt bliver vi måske nødt til at lave en anden bestyrelsessammensætning, men vi har pt. valgt at lade alle sogne være repræsenteret i bestyrelsen, fordi det giver ejerskab og mulighed for at give sit besyv med.

I 2018 var der metaltræthed i bestyrelsen, og man overvejede at nedlægge foreningen. På generalforsamlingen var der enighed om at skifte navn (for tydeligere at signalere, at vi ikke er indadvendte ved at pege på

pleje af menigheden, men udadvendte og positive over for samskabelse med kommunen og andre samarbejdspartnere ved at pege på kirkernes sociale arbejde), ændre vedtægterne (så sogne i hele kommunen kunne blive medlemmer) og ansætte fuldtidsmedarbejder. Vi valgte bevidst at sætte en lang række diakonale skibe i søen ved at gå fra fire til omkring det 3-4-dobbelte aktiviteter. Metaltrætheden er forduftet som dug for solen. Nogle behov så vi selv, og andre behov dukkede op i dialog med eksterne samarbejdspartnere.

Vi har oplevet stor gejst indadtil og udadtil og vil her skitsere en række konkrete fokuspunkter, vi har arbejdet med: Fortsættes side 8  7

Læs mere: Du kan læse mere om Kirkens Sociale Arbejde på www.kirkernessocialearbejde.dk  Fortsat fra side 7

1.Godt nyt - Der skal være godt nyt at fortælle derhjemme.

Stort set alle bestyrelsesmøder afholdes kl. 17.0019.00. Møderne begynder og slutter til aftalt tid. Der står kaffe, te, vand og snacks på bordene, og midtvejs serveres en sandwich eller lignende. Der synges en diakonisalme først og sidst. Mødetidspunktet gør, at nogle kommer direkte fra arbejdet, og andre skal videre til et aftenmøde. Af dagsordenen fremgår, hvem der skal holde oplæg til de forskellige punkter, og det er godt at inddrage flest mulige. Hvis der er nye bestyrelsesmedlemmer, er der præsentationsrunde, og de nye bestyrelsesmedlemmer får velkomstmail fra formanden. Til de fleste møder holdes der en runde, hvor alle får ordet i forhold til en bestemt tematik. Det er vigtigt, at alle får muligheden for at bidrage, så det ikke er de samme 2-3 personer, der får mest taletid. Ud over at fordele taletiden er det mødelederens vigtigste opgave løbende at sammenfatte, hvad der er konsensus omkring, så diskussionerne ikke kommer til at gå i ring og dermed i tomgang, for det dræner ethvert møde.

Kort sagt: Møderne skal være inspirerende og inddragende, så der til hvert bestyrelsesmøde og generalforsamling skal der være godt nyt at fortælle derhjemme.

2.Det er større, når vi løfter i flok - Her sker der noget, der netop er muligt, når vi gør det sammen.

På de fleste møder orienteres om nye tiltag, der er søsat, eller nye henvendelser, der arbejdes videre med. De fleste initiativer bliver til uden bestyrelsens godkendelse. Gode ideer fra ildsjæle i sognene og fra eksterne samarbejdspartnere gribes hurtigt, så der ikke er langt fra tanke til handling. Der sparres evt. med frivillighedskoordinator, formand, forretningsudvalg og andre nøglepersoner, eller der indgås aftaler med eksempelvis engageret Y´s Men´Club om etablering af Karlekammeret for mænd. På den måde kan nye grupper af frivillige inddrages.

Det er tydeligt for bestyrelsesmedlemmerne, at det er større, når vi løfter i flok, fordi vi som KSA kan løfte opgaver, som det enkelte sogn ikke kan realisere alene.

3.Vi er kompetente – Vi har værdigrundlag og diakonal erfaring, der går hundredvis af år tilbage.

8

Som folkekirke er vi landets suverænt største forening med 4,5 mio. medlemmer. Med 12.000 ansatte, 14.000 frivillige rådsmedlemmer, tusindvis af øvrige frivillige, velholdte sognegårde og kirker og mange kirkeskattemidler har vi alle muligheder for at løfte diakonale opgaver. Med vores volumen følger et socialt ansvar.

I alt for mange år har vi gået med sænket pande og overladt meget socialt arbejde til andre aktører. Vi har et stort potentiale for at aktivere langt flere af vores medlemmer i et langt mere facetteret diakonalt arbejde.

Hvis vi besinder os på kirkens diakonale historie og forpligtelse, kalder nye frivillige med nye kompetencer frem, åbner øjnene for nøden i vores sogne og kommuner og evt. indgår i samarbejder med kommuner og andre eksterne samarbejdspartnere, vil vi selv opdage, at vi er kompetente diakoniudøvere.

Ordet "kommune" betyder "fællesskab", men hvem er det, der kan skabe fællesskaber? Det kan kommunen ikke, mens folkekirken samler tusindvis til en broget mangfoldighed af fællesskaber. Det gør vi i denne uge, om et år og om 50 år, mens mange andre foreninger og fællesskaber er døgnfluer i sammenligning med folkekirken.

4.Det gør en forskel – Diakoni gør en forskel for begge parter.

Den ene dag har jeg overskud til at hjælpe et menneske i nød, og den næste dag er det pludselig mig, der har mistet, er blevet syg eller på anden vis har brug for et medmenneske eller et større fællesskab. Vi er alle potentielle diakoniudøvere og –modtagere.

På de kommende bestyrelsesmøder har vi besluttet at invitere frivillige og brugere af vores aktiviteter til på max. 30 minutter at fortælle, hvordan det gør en forskel for dem at være med i KSA som diakoniudøver eller -modtager.

Vi håber, det nye tiltag vil styrke oplevelsen af ejerskab som bestyrelsesmedlem at sidde med omkring et bord, hvor der er mange bolde i luften, og hvor ord hurtigt bliver til handling. Når der er godt nyt at fortælle derhjemme og når nye initiativer realiseres, oplever vi allerede, at vi har mange ressourcer og mange kompetencer, og at vi som Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg kan gøre en forskel på tværs af sognegrænserne.

Skal din arv give nyt liv til kirkens sociale arbejde?

"Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød."

Sådan står der i salmen ’Menneske din egen magt’ (DDS 370) I centrum af Samvirkende Menighedsplejers arbejde står ønsket om at være de hænder, der rækker ud og hjælper et andet menneske, når der er brug for det. Ønsket om, at være de varme hænder, der både kan hjælpe og lindre.

Din arv kan være med til at fremme diakonale projekter og medvirke til at Folkekirkens sogne kan påtage sig, et endnu større socialt ansvar i Danmark. For selvom vi har en god velfærdsstat, så vil der altid være brug for at kirken kan træde til med en hjælpende hånd.

Det blev især tydeligt under Coronakrisen, hvor der blev etableret telefonvenner og frivillige til at lave indkøb for ældre medborgere.

Rundt i de danske sogne foregår et vigtig socialt og diakonalt arbejde udført af ansatte og frivillige i kirkerne. Samvirkende Menighedsplejer støtter den lokale sognediakoni, så kirkerne får flere varme hænder.

Vi støtter lokalansættelser af diakonale fagpersoner, som inspirerer, sætter projekter i gang og koordinerer frivillige. F.eks. projektet på Frederiksberg og i Holstebro, hvor frivillige og lokale fra kirkerne besøger ældre på den kommunale Døgnrehabilitering og bidrager til livskvalitet og nærvær i en svær tid.

Du bestemmer frit hvad og hvor meget, du vil testamentere. Vi er fritaget for at betale arveafgift, og vælger du at betænke os i dit testamente, kan du oprette dit testamente helt gratis via den juridiske virksomhed Dokument 24. Hvis dit testamente er mere komplekst og du ikke har egne efterkommere, kan du testamentere min. 30 % til Samvirkende Menighedsplejer, så påtager vi os at betale tillægsboafgiften for de øvrige arvinger. På den måde får arvingerne en lidt større del af arven, samtidigt med at nogle af pengene går til socialt kirkeligt arbejde. Samvirkende Menighedsplejer bistår gerne med hjælp til at udarbejde et testamente, hvis du ønsker dette.

Du kan skrive til nedenstående, hvis du har spørgsmål eller ønsker hjælp til testamentet: jr@menighedsplejer.dk eller ringe til 36 46 66 66.

9

Om samme bord

I Lolland-Falster stift sidder kommune, kirke og folkekirkelige organisationer nu om det samme bord.

På den måde giver vi sognediakonien bedre rammer.

Af Lene Sletved formand for Stifts menighedsplejen og Diakonipræst Kathrine A. Brorsen Hvordan giver vi bedre betingelser for diakoni i små landsogne?

Dette spørgsmål stillede vi os selv i Lolland-Falster Stift. Et stift, der netop er kendetegnet ved at bestå af rigtig mange mindre landsogne.

Vi har i Lolland-Falster Stift længe haft en ambition om at støtte og udvikle sognediakonien.

Men hvordan gøres det på den mest frugtbare måde? Det er den opgave jeg som diakonipræst blev stillet. Jeg blev bedt om at undersøge, hvordan dette bedst lader sig gøre,

Lolland-Falster stift ... har 23 sogne og 10 pastorater. Der er 12 menighedsplejer og to genbrugsbutikker med ca. 40 frivillig.

10

og hvilke ressourcer, både økonomisk og menneskelige, det vil kræve for at øge diakonien i stiftet, og hvem der kan være gode samarbejdspartnere i dette arbejde.

Det blev til mange interessante samtaler. Både med organisationer men også med lokale ildsjæle, der brænder for diakonien - også selv om mange kan nikke genkendende til, at det kan være svært at få gjort diakonale ideer til virkelighed, når opgaverne i menighedsrådene er mange. Målet med samtalerne

og interviewsene har været at få et indtryk af, hvordan det står til med diakonien i sognene. Hvad er forhindringerne, når det diakonale initiativ ikke lykkedes? Og er der måske lavt hængende frugter, der blot venter på at blive plukket?

Udover mange landsogne er et andet kendetegn ved Lolland-Falster, at der er mange engagerede frivillige også i menighedsråd og menighedsplejer. Frivilligcenteret i Guldborgsund Kommune kan da også melde om, at målt pr. antal indbyggere er

centeret det næststørste i landet.

Diakonien og socialt arbejde er noget der ligger mange på sinde – og gennem samtalerne stod det hurtigt klart, at ideerne er mange, velviljen stor og ildsjælene er der. Alligevel er det som om, at de diakonale ideer ikke når i mål eller slet ikke bliver sat i gang. På trods af at alle er enige om, at behovet for diakoni er tilstede.

Sætninger som: „Vi er for små“ „Vi har ikke ressourcer nok“ går igen.

Frygten for at skulle løfte alene og for længe, for at få et projekt sat i søen har fået mange til helt at lade være med at forsøge. Eller også gik man i gang men fik brugt al overskud til at få rammerne op at stå.

Det har også været tilfældet i Rødby, hvor Lene er medlem af menighedsrådet: I Rødby er menighedsrådets kræfter blevet brugt til at sammenlægge sogne og ombygge sognehus. Ingen har overskud til diakonalt arbejde, men alle vil gerne videreføre netop deres sogns udflugt eller efterårsfest.

En vej frem kan være at blive inspireret af andre og samarbejde med andre for at give liv til lokalt diakonalt arbejde. Frivilligt diakonalt arbejde, der ikke blot vil samle menighedsrådet men også række hånden ud til den del af menigheden, som ikke kommer i hverken kirke eller sognehus.

Vores mål bliver derfor at skabe en ramme båret af samarbejde og sparring med andre. En ramme der betyder, at sognene ikke står alene med en ønsket diakonalopgave, og hvor det er tydeligt, hvor man kan få hjælp og sparring til sin diakonale idé, når man har fået øje på et behov.

Og sidst men ikke mindst er målet at vise, at ressourcerne slår til i det øjeblik, vi samarbejder med andre.

I Lolland-Falster stift er løsningen blevet en ny strukturering af det diakonale arbejde. Stiftet har indgået et samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer. Som et sogn laver en menighedspleje, har vi dannet en Stifts Menighedspleje i samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer.

Menighedsplejen har fået navnet:

Lolland-Falsters Stifts Sociale Arbejde.

Selvfølgelig gav det anledning til overvejelser, da vi valgte ordet social frem for diakoni, men valget afspejler, at bestyrelsen rækker ud over kirken. Her sidder der nemlig også medlemmer fra Guldborgsund og Lolland kommuner samt Samvirkende Menighedsplejer og Kirkens Korshær. Netop fordi samarbejdet og samvirket med andre er sat i højsædet. Med denne bestyrelse sikrer vi os et bredt kendskab til hele det diakonale og sociale område på Lolland og Falster, og vi har let adgang til hinandens ressourcer og overblik.

Bestyrelsens første opgave har været at ansætte en diakonikoordinator. Dette har kunnet ladet sig gøre takket være BorgFonden og samarbejdet mellem Samvirkende Menighedsplejer og Lolland-Falsters Stift.

Koordinatorens opgave er at støtte allerede igangværende projekter og igangsætte nye diakonale projekter på tværs af sognegrænser, og dermed være med til at skabe rammer så intet sogn er for småt til at lave diakonalt arbejde!

11

En ildsjæl - og en masse penge

Hvordan organiserer man diakonien i et domsogn, hvor kirken er en katedral og ikke på nogen måde skabt til suppekøkken og hyggelige fællesskaber? I Roskilde, hvor man har en velhavende menighedspleje så ansætter man nogle terapeuter til at udføre den lokale diakoni og en menighedspleje til at organisere det.

Af Mette M. Madsen I Roskilde Domsogn er det sognepræst Ane LaBranche, der koordinerer diakonien gennem menighedsplejen.

Dette gør hun helt uden økonomisk støtte fra menighedsrådet. Der er ikke decideret afsat timer til den sognebaserede diakoni, men hun bruger meget af sin tid på det. Ane fortæller: „I Roskilde Domsogns Menighedspleje har jeg en meget koordinerende opgave.

Jeg har tidligere været sognepræst i Hyltebjerg, hvor jeg både udførte og koordinerede diakonien, men her giver vi et lille beløb til projektkoordinatorer til at lede forskellige projekter og vi lønner terapeuter til at lede sorggrupperne, og så koordinerer jeg“. Roskilde Domsogns Menighedspleje har tidligere solgt et plejehjem og investeret pengene fornuftigt, så de hvert år har en del midler, som de kan bruge til at drive deres lokale diakoni.

Domsognets bestyrelse består af 10 personer, hvor en del er udpeget af menighedsrådet, nogen er præster og så er der et par advokater. Ane LaBranche fortæl12

ler, at det er vigtigt, at der sidder advokater i menighedsplejen, fordi der er mange penge investeret, og derfor er det vigtigt at kende lovgivningen. Præsterne i menighedsplejen er en gang imellem med til at udføre diakonien, men ellers er det ikke så ofte bestyrelsen, der står bag den praktiske diakoni, men med midlerne kan man ansatte nogen til at gøre det. Derfor har menighedsplejen flere terapeuter ansat til sorggrupper og en person til at planlægge endagsture for udsatte børnefamilier. Ane LaBranche siger: „Roskilde Domsogn har ikke nogen tydelig diakonal profil, og de har ikke noget budget for diakoni. Det skyldes formentlig at de færreste sidder i menighedsrådet pga. diakonien, selvom domsognet egentlig er et fattigt sogn, men fordi det er et domsogn, så bliver der helt naturligt mere fokus på gudstjenester og musik. Man kan godt diskutere om diakonien bliver udfordret af, at de fleste aktiviteter i domsognet er udført af lønnede kræfter og ikke af frivillige fra sognet“. Men som Ane siger: „Vi

ville ikke kunne indgå et samarbejde med kommunen omkring børne- og unge- sorggrupper, hvis vi ikke havde professionaliseret sorggrupperne. Kommunen har prøvet at lave flere børnesorggrupper, men det har været svært for dem at rekruttere børn og unge, hvor vi har masser af børn og unge i vores sorggrupper, så derfor har et samarbejde været oplagt“. Ane uddyber med at fortælle, at en af terapeuterne har været med, da vi skulle præsentere kommunen for vores sorggrupper. Samarbejdet med kommunen er ikke formaliseret, men aftalen er, at kommunen henviser til vores sorggrupper.

Men udover anvendelsen af de mange midler til at finansiere dygtige terapeuter og praktikere, så er der mange frivillige i sognet. Ane LaBranche siger: „Det er den personlige kontakt, der gør at folk bliver frivillige. Vi sørger altid for at gøre noget særligt for de frivillige, så de også føler, at de får noget igen.

For eksempel samler vi nogle af dem en eftermiddag

med foredrag og god mad.“ Det der har givet flest frivillige er, når man møder en konfirmandmor eller en dåbsforælder, fortælle Ane. Så alt i alt er Roskilde Domsogns Menighedspleje et godt eksempel på en mangfoldighed af diakoni, der kun kan eksistere, fordi der er et tæt samarbejde mellem ansatte og frivillige. Ane er sikker på, at grunden til at Roskilde Domsogns Menighedspleje kan lave så mange ting skyldes tre faktorer.

X For det første, at menighedsplejen har en stærk økonomi.

X For det andet fordi menighedsplejen har organiseret sig smart ved at ansætte terapeuter og projektkoordinatorer til f.eks. ferieudflugter, fællesspisning og kreativt samvær. Der er også en lønnet koordinator et par timer om ugen.

X For det tredje fordi der står en ildsjæl bag menighedsplejen.

13

Menighedspleje i Kalundborg

– en anderledes organisering Det er i år 10 år siden at Menighedsplejen startede op i Kalundborg. Hvordan kan det være, at vi har organiseret det som én fælles Menighedspleje for hele provstiet?

Af Lisbeth Bjørn Dyxenburg, præst ved Raklev Kirke i Kalundborg I Kalundborg har vi været vant til meget samarbejde imellem sognene, vi har bl.a. haft to fælles helligdagsgudstjenester igennem mange år. Vi har også været 6 sogne om at dele en sognemedhjælper. Så det var på sin vis helt naturligt, at menighedsplejen også skulle være et fælles projekt. Derudover er der mange små sogne i Kalundborg provsti, som vil have svært ved at tilbyde diakoni, simpelthen fordi befolkningsgrundlaget samt det økonomiske grundlag ikke er stort nok. At løfte i flok giver både bedre økonomi og kvalitet.

I begyndelsen var det kun 5-6 sogne der var sammen omkring Menighedsplejen. Bestyrelsen var sammensat af en præst samt et menighedsrådsmedlem fra hver af de sogne, der var med i menighedsplejen. Efterhånden er flere og flere sogne kommet med således at vi i dag har 26 sogne som medlemmer. Bestyrelsen består af 6 personer, 4 personer der har været med fra begyndelsen, samt to, der er kommet til sidenhen.

Aktiviteter

Væksten i menighedsplejen har gjort, at vi nu har mulighed for at lave flere aktiviteter. For eksempel arrangerer vi juleaften for ældre og enlige for alle i Kalundborg provsti. Der tilbydes til dette og nogle af de andre arrangementer kørsel, fordi provstiet er geografisk stort. Derudover uddeler menighedsplejens bestyrelsen julehjælp for alle vores medlemssogne til de økonomisk trængte og det organiseres af bestyrelsen via præsterne, så arbejdsbyrden lettes og det lokale tillidsforhold bevares.

Desuden driver menighedsplejen en sorggruppe for 14

alle i Kalundborg provsti, fordi de mindre sogne ofte ikke har så mange sørgende på samme tid, så det kan oppebære en sorggruppe. Derfor er det en nødvendighed at lave sammensatte sorggrupper fra flere forskellige sogne. Vi har fællesspisninger en gang om måneden, hvilket er meget populært. Det er rart at kunne tilbyde sorggruppedeltagere der afslutter et forløb, at kunne deltage i fællesspisninger. Vi afholder også udflugter for ældre i sommerferien og tillige for udfordrede børnefamilier, som ikke har råd til at komme på sommerferie.

Derudover uddeler vi også økonomisk akuthjælp og konfirmationshjælp til alle trængte i vores forskellige sogne.

Kendskab til menighedsplejen

Det har taget tid at udbrede kendskabet til menighedsplejen.

Vi har derfor i bestyrelsen holdt foredrag for sognene og præsten har fortalt om menighedsplejen på de provstikonventer, hvor præsterne mødes.

Vi har skrevet artikler til de lokale aviser og kirkeblade om menighedsplejen, så sognene husker hvem vi er.

Og lidt efter lidt er vi blevet mere og mere kendte og benyttet. Vi har også haft gode erfaringer med at holde fælles årsmøder med menighedsrådsforeningen, da det er samme målgruppe, som vi holder årsmøder for.

Vi indgår i et særligt berigende fællesskab med kommunens øvrige frivillige organisationer, hvor vi kan ’networke’ og deltage i fællesarrangementer og på

den måde er vi også blevet kendt udenfor de kirkelige kredse.

Vores økonomiske grundlag får vi dels fra de sogne som er medlem af os, samt organisationer som donerer penge til vores arrangementer.

Hvad fremtiden vil bringe?

Vi er godt tilfredse med vores organisering, og diskuterer mere hvilke aktiviteter, vi vil sætte i søen. På tegnebrættet har vi planer om at tilbyde en uges højskoleophold for personer, der har brug for aflastning og et pusterum i tilværelsen.

Vi vil muligvis også udbygge vores nuværende tilbud til flere forskellige steder i udkanten af vores provsti.

Uanset hvad vi finder på, vil vi vedvarende fokusere på, at det skal komme alle de lokale sogne til gode.

Provstimenighedspleje fordi: X Mange små sogne i Kalundborg

provsti X Har samarbejde om andre ting X Befolkningsgrundlaget gør at diakoni skal ske på tværs af sogne X At løfte i flok giver bedre økonomi og kvalitet

15

 Synes godt om  Følg

Del

SMP - Samvirkende Menighedsplejer SMP - Samvirkende Menighedsplejer I januar 2020 donerede Samvirkende Menighedsplejers Innovative Fond 15.000 kr. til to lege-dage i Gellerup Sogns Menighedspleje.

Lege-dagene skulle afholdes sammen med andre lokale aktører.

Ideen var at facilitere nye fællesskaber, med rum til børn, unge, voksne og ældre på tværs af generationer og grupperinger. Spil og leg som aktivitet skaber et fælles tredje, hvor man kan mødes på tværs til en fælles udfordring, et grin og en hyggelig stund.

SMP - Samvirkende Menighedsplejer @menighedsplejer

I Samvirkende Menighedsplejer har vi i en del år haft en facebookside, som du kan følge. Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejder. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så gå ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.

16

Onsdag d. 9. september var der inviteret til spille – legedag 2 på Fredspladsen i Gellerup. Gellerup bibliotek, den sociale café Livsværkstederne, Gellerup Kirke og Den Internationale Cafe samarbejde om arrangementet. Der var mange aktiviteter. Børn kunne være med til at spille kongespil, stigegolf, klodsmajor eller gå på stylter. Der var også et drømmefangerværksted, et kreativt værksted og så blev der lavet mad over bål.

I løbet af eftermiddagen blev de fremmødte underholdt af musik og gøgl. Jongløren Jon G. Valdig og hans lillebror opførte deres show, og bandet Skrallebang spillede musik for de mindste. Arrangementet og maden var gratis og for både børn og voksne.

Skønt arrangementet var præget af corona-restriktioner, var der mødt pænt mange op. Gellerup Sogn og de lokale samarbejdspartnere forventer at lave tilsvarende arrangement på Fredspladsen til næste forår. De er glade for konceptet med aktiviteter, god underholdning og glade børn og voksne i fællesskab.

Har I en idé til et nytænkende diakonalt projekt? Vi støtter igen i 2021 vores medlemmer økonomisk med overskud fra Kirkens Genbrug.

... på Facebook SMP - Samvirkende Menighedsplejer Livsfortællinger i Kirken i Hinnerup At være menneske er ensbetydende med at have en historie at fortælle. En livsfortælling. Ikke nødvendigvis store dramaer, men hverdag, familie, venner, job, mærkedage, oplevelse af historiske begivenheder, glæder, sorger og meget mere. Når man lytter til andres fortælling, kan der nemt dukke minder og billeder op fra ens egen livsfortælling, som man ellers havde glemt.

Projektet bliver afsluttet med, at Kirken i Hinnerup i samarbejde med et grafisk firma får udgivet bogen ”Kan du huske dengang” med fortællinger, faktabokse og mange billeder.

Kirken i Hinnerup har i 2020 haft fokus på levet liv og glemte minder. En formiddag om måneden er der inviteret til fællesspisning og samtale ved bordene – med fokus på gamle minder. Sammenkomsten starter med en levende fortælling. Samvirkende Menighedsplejers Innovative Fond har støttet projektet med midler fra Kirkens Genbrug.

Kulturmedarbejder Mette Mejlgaard har inden hvert fortællearrangement haft forberedende møder med dagens hovedperson. De har fundet billeder i gamle albums og foto-rammer og nedskrevet stikord til fortællingen. På selve dagen indretter Mette scenen med dagligstuemøbler, blomster, nips osv. Så hyggeligt og hjemligt som muligt. Og der er fundet madopskrifter og kokkereret mad fra den tid, fortællingen har fokus på.

Fortællerdelen af arrangementet foregår som en samtale mellem dagens fortæller og Mette. På væggen bag scenen kører diasshow med billeder fra gamle dage. Publikum bliver inddraget ved passende lejligheder.

Foto: Naomi Sørig Ilazi

Efter fortællingen er der mad! Der er blandt andet blevet serveret tarteletter med høns i asparges, brunkål med kogt flæsk, medisterpølse med grønlangkål, sago-suppe og citronfromage. Smagene og duften er med til at fremkalde minder. Og hvis ikke snakken kommer i gang af sig selv, er der sat små skilte op på bordene som oplæg til samtale. "Hvem legede du med som barn?", "Hvilke pligter havde du i hjemmet?" eller "Hvem var din yndlingslærer og hvorfor?"

Kirken samarbejder med den lokale Kirkens Korshærs Genbrug, som stiller møbler og nips til rådighed. Hinnerup Egnsarkiv har været behjælpelig med gamle billeder og information om lokale steder. Selve afviklingen af det enkelte arrangement sker med stor hjælp fra frivillige.

17

I Holstebro bliver genbrug til diakoni Den gode stemning og det store engagement i arbejdet kan mærkes i Kirkens Genbrug i Holstebro.

Her drives en butik med to store afdelinger – en i Sønderlandsgade i midtbyen og en på Lavhedevej i byens storcenter område.

Af Annette B. Iversen Begge butikker er fast forankret i den lokale menighedspleje og det har stor betydning for arbejdet. Her er det lokale samarbejde afgørende for arbejdet i butikken, for det er tre sogne, - Nørreland – Ellebæk, Måbjerg og Holstebro, der arbejder sammen om butikkernes drift. Butikken støtter med sit overskud menighedsplejens arbejde lokalt.

De økonomiske midler anvendes blandt andet til at yde feriehjælp, julehjælp, akut økonomisk hjælp, sorggrupper og sociale arrangementer for alle aldersgrupper.

Ingrid Bødker, som er leder af butikken i Sønderlandsgade, beskriver samarbejdet mellem menighedsplejen og butikkerne, som noget der giver butikken mere muskelkraft. Det at menighedsplejen og ikke mindst at præsterne fra de tre sogne støtter og bakker op om det daglige arbejde - gør at fællesskabet tydeliggøres. Medarbejdermøder, bestyrelsesmøder og årsmøder afholdes i sognehuset – også dette giver en følelse af anerkendelse.

Den større muskelkraft giver muligheder i form af samarbejde omkring spændende og hyggelige arrangementer i sognehuset, og det viser, at man er en del af kirken.

De to butikker har tilsammen ca. 100 frivillige eller ildsjæle som Ingrid kalder de frivillige. Det er en 18

gruppe af engagerede frivillige som i fællesskab driver butikken, og så er de også gode til at hygge sammen.

Kørsels-og afhentningsholdet består af en større gruppe mænd, som mødes en eller to gange i ugen, og så er der 7 mænd der arbejder med andre opgaver i butikken – ellers er det primært kvinder. De frivillige medarbejdere gør en stor indsats for, at butikken tjener så mange penge som muligt. Ingrid Løkke fortæller „Ansvar giver energi og arbejdslyst. Vi har et højt energiniveau – der er altid nye tiltag på vej“. „Som frivillig i butikken vælger man selv hvilket område man vil arbejde indenfor – det skal være lysten der driver det. Jeg følger altid op på hvordan medarbejderne har det og der er altid mulighed for at skifte til andre arbejdsopgaver. Nye frivillige behøver kun at melde sig for en fast vagt hver 14. dag – Efter kort tid oplever jeg dog at de fleste gerne vil have en fast ugentlig vagt. Vi har en vagtplan på kaffestuen, hvor alle frivillige kan se hvem der arbejder hvornår i lige og ulige uger.“ fortæller Ingrid. „Når man er leder af en butik, er der også indimellem svære beslutninger. Man skal turde at ta’ fat i konflikten at få snakket om problemerne – før det bliver stort“,

siger Ingrid. I løbet af sit arbejdsliv har Ingrid taget alle de kurser, som hun har kunnet komme afsted med – blandt andet inden for ledelse og konflikthåndtering. De kompetencer er også nyttige i jobbet som butiksleder. Opbakningen fra menighedsplejen og det at præsterne er en del af det hele og en gang imellem kommer forbi på cykel og spørger hvordan det går. „Det gør at man som leder bevarer gejsten til arbejdet.“ fortæller Ingrid.

Ingrid har en grundlæggende evne og lyst til at skabe en god hverdag for de frivillige i butikken – et godt arbejdsklima. Man skal føle sig tryg og grine sammen – ha’ det sjovt sammen. Det er vigtigt for arbejdsmiljøet i butikken. Vi har en åbenhed blandt de frivillige, der gør at der knyttes bånd på kryds og tværs. Kunder kommer også for en snak og socialt samvær – mange ældre har ikke det samme netværk – men de ved, at i butikken har de tid.

Selv – vil Ingrid ikke undvære det frivillige arbejde i butikken. „Jeg er havnet i sådan en flok skønne piger – her er varme og man vil hinanden det bedste“ Ingrid har været leder af butikken de sidste 2 år og bruger omkring

10 timer i ugen på det frivillige arbejde. Hun fortæller at hun har haft et godt arbejdsliv i plejesektoren, hvorfra hun også har erfaring med ledelse. Privat er hun gift og har 4 børn og 8 børnebørn. For 3 år siden gik hun på efterløn. Hun ville gerne have mere tid til at nyde børn og børnebørn, men kom til at savne det sociale ved arbejdet. Derfor henvendte hun sig i Kirkens Genbrug for at tilbyde sin arbejdskraft.

Det at genbruge brugte ting er heller ikke nyt for Ingrid. Hun er vokset med, at man genbrugte og syede tøjet om, og det har hun også lært sine børn – man smider ikke bare væk. Ingrid har stadig sin mor på 92 år, som selv laver mad og hver uge bager rosinboller med kardemomme samtidig med, at hun stadig laver syltetøj til hele familien. At holde sig aktiv betyder at man forhåbentlig kan forblive frisk i sin alderdom – „Arbejdet i genbrugsbutikken i Sønderlandsgade giver god motion – vi løber op og ned af trapperne, så vi behøver ikke at gå i motionscenter“ fortæller Ingrid.

En ildsjæl som Ingrid gør en stor forskel for det diakonale arbejde, for det sikrer, at der er økonomi til diakonien og diakoni i genbruget.

19

Vi støtter diakonalvækst

Hvad hjertet er fuldt af podcast om levet liv i Tingbjerg.

Af Maja Rüegger

"At lave podcast er en god træning i at lytte", siger Maja Rüegger, kirke- og kulturmedarbejder i Tingbjerg Kirke. Som podcastvært skal man invitere gæsten til at fortælle, spørge ind og få samtalen på gled, men selv trække sig i baggrunden, lytte og give plads. Når man sidder hjemme i stuen og lytter til Podcast, lytter man mere koncentreret, og bliver ikke forstyrret af synet, der ofte dømmer med øjnene.

Maja interviewer mennesker fra sognet i sin podcastserie.

Den interviewede bliver givet en mulighed for at komme til orde, at tale fra hjertet, at føle sig forstået og anerkendt som et værdifuldt menneske upåagtet social status.

20

”Jeg håber meget, at de mennesker som deler noget af deres historie, får noget ud af det. Vi taler om, hvad der har og har haft betydning i deres liv. Hvad de er blevet formet af. Hvordan livet giver mening. Lytterne håber jeg, kan bruge historierne som spejl for deres eget liv. At det gør det lettere for os andre selv at være åbne og stå ved det, vi hver især er, på godt og ondt. Det er vigtigt for at have det godt".

Maja håber, at deltagerne bliver stolte over at være med og får styrke af, at de står ved sig selv og fortæller deres historie.

Har du en ide til et diakonalt projekt, men mangler penge?

– Så læs med her

Vi ved, at der i alle sogne er mennesker, der har brug for hjælp og støtte. Vi ved også, at det er forskelligt fra sted til sted, hvordan hjælpen bedst bliver givet. Nogle steder er der brug for at skabe møder på tværs af kultur og etnicitet og andre steder er der brug for materiel støtte – f.eks. computere til udsatte familier. Samvirkende Menighedsplejer udlodder igen i år en del af overskuddet fra Kirkens Genbrug til innovative diakonale aktiviteter i 2022.

De sidste to år har Fællesudvalget i Samvirkende Menighedsplejer uddelt penge til innovative diakonale projekter hos vores medlemmer. Kreativiteten fra medlemmerne har været stor, og der er kommet ansøgninger fra hele landet til aktiviteter for både unge og gamle. Pengene er de sidste par år gået til så forskellige projekter som bonusbedsteforældre-ordning i Grindsted, legedage på Fredspladsen i Gellerup som integrationstiltag, livsfortælleprojekt for ældre i Hinnerup Sogn og indsamling og reparation af gamle computere i Husum sogn, til uddeling blandt sognets økonomisk udsatte.

Vi vil gerne opfordre dig til sende en ansøgning til den innovative Diakonale Fond til mmm@menighedsplejer.dk senest den 31. december 2021, hvis du har et projekt, der mangler penge.

Samvirkende Menighedsplejer giver minimum 5.000 kr. i støtte og maksimum 50.000 kr. til ét projekt.

Kravene for at få støtte er følgende: X Det er kun medlemmer af Samvirkende Menighedsplejer, der kan søge støtte i denne pulje.

X Projektet skal have et budget på minimum 10.000 kr. og afholdes i løbet af 2022.

X Projektet skal være nyt enten i forhold til målgruppen eller aktiviteterne.

X I skal indsende historier om projektet to gange i løbet af 2022 til inspiration for andre og deltage i årsmødet 2023, hvor I deler jeres erfaringer, hvis I modtager en bevilling.

Hun håber også at Podcast fortællingerne kan være med til, at folk i lokalsamfundet kommer til at kigge på hinanden med større kærlighed og rummelighed og færre fordomme. „Vi mennesker har meget forskellige udgangspunkter at begynde livet fra. Hvis podcastserien kan åbne mennesker til større nysgerrighed og respekt overfor folk med f.eks. en anden etnisk baggrund, misbrugsproblemer, psykiske udfordringer mm. er målet nået på smukkeste vis“, siger hun.

Projektet "Hvad hjertet er fuldt af, en serie podcasts fra Diakoniens Hus i Tingbjerg" får støtte fra Samvirkende Menighedsplejers Innovative Fond. Vi glæder os til at høre mere om projektet, og ønsker jer i Tingbjerg god arbejdslyst.

21

Kirkekollekt 2022

Alle har brug for at høre til!

Uden jeres opbakning til diakonien ville vi ikke være i stand til at hjælpe dem, der har allermest behov. Samvirkende Menighedsplejer er en del af de organisationer, der har indsamlingsperiode i fastens kollektperiode, fra 1. søndag i fasten til Langfredag, og vi håber, at I vil tænke på os, når I skal samle ind.

Alle har brug for at høre til

I år går indsamlingen til de ældre, der har været ramt af ensomhed under Coronapandemien. De ældre har været særlig hårdt ramt af ensomhed og isolation, og derfor vil vi rigtig gerne sætte særlig fokus på at skabe aktiviteter og samvær for denne gruppe i 2022. For de fleste er et langt liv en velsignelse, men for nogen kan det også blive meget ensomt. Som en ældre engang sagde til mig: „Jo ældre jeg bliver, jo flere mister jeg“.

I Samvirkende Menighedsplejer møder vi mange ældre, der ikke længere føler, at de er en del af samfundet. De fællesskaber, som de engang var en del af, er forsvundet og måden man kommunikerer digitalt på i dag er fremmede for dem. Den oplevelse kan ændres ved blot en uges seniorhøjskole eller ved en invitation til sognets ældrecafé. For eksempel havde vi en deltager på en seniorhøjskole i Jylland, der har mistet sin mand, og var dårligt gående. Hun havde besluttet sig for at lukke sin livsbog, for hun følte, at der ikke var flere oplevelser i vente for hende. Men efter en uge på seniorhøjskole, hvor der var dans, foredrag og god mad besluttede hun sig for at åbne sin livsbog igen, og deltage mere aktivt i sognets liv. Alle har brug for at høre til og opleve, at man har betydning.

Kirkens diakonale arbejde er afgørende for at tilbyde hjerterum og fællesskab for ensomme ældre. Vi bidrager vi til etablering og udvikling af f.eks. besøgstjeneste, sorggrupper, mandefællesskaber, aflastningsgrupper og seniorhøjskole. I kan støtte dette formål ved at målrette jeres kollekt til Samvirkende Menighedsplejer i 2022.

Tak for din støtte www.menighedsplejer.dk/

engager-dig/stoet-os/

22



Bankkonto:

reg. 8075 konto 2018699

Mobilepay:

30206

Menighedsplejen og DDR Menighedspleje er ikke kun et dansk fænomen. Det har også eksisteret i vores naboland Tyskland både i øst og vest. I DDR kunne Kirken og Menighedsplejen synge som i 1970’ernes protestsang: De kan ikke slå os ihjel.

Gemeindepflege - som det hedder på tysk - er blevet aktuel efter optagelsen af Eckernførde MenighedspIeje i Samvirkende Menighedsplejer. Yderligere var vores tidligere Fællesudvalgsmedlen, sognepræst Gunnar Bach Pedersen aktiv i et evangelisk netværk, der holdt møder med og støttede de trængte kirker i DDR. Derfor spørgmålet: Eksisterede der menighedsplejer i DDR? Svaret er ja.

Kirken havde en vanskelig stilling. Socialisme og kristendom er svære at forene. Men generelt blev kirken accepteret som den eneste tilladte ikke-socialistiske institution. Det var ikke forbudt at gå i kirke, men var bestemt ikke velset for personer i en række funktioner som f eks lærere og folk i ledende statslige jobs.

Det væsentlige for styret var at vinde de unge for sagen. Alle kristne skoler og børnehaver blev nedlagt, og man gjorde reelt den socialistiske Jugendweihe obligatorisk. Der var 40 unge i konfirmationsalderen i Angela Merkels hjemby. Kun 2 blev konfirmeret, herunder

Om os

Samvirkende Menighedsplejer Valby Tingsted 7, 2500 Valby Tlf.: 36 46 66 66 Fax: 36 13 06 20 Mobilepay 30206 Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 smp@menighedsplejer.dk www.menighedsplejer.dk

Fælleskontorets Telefonåbningstid Mandag - torsdag kl. 10-15 Fredag kl. 10-12 Tlf.: 36 46 66 66 Formand For Fællesudvalget Sognepræst Erik Ladegaard Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejer.dk

Souschef Jette Lynnerup Romanelli Tlf.: 30661875 jr@menighedsplejer.dk Administration Anne Marie Kær Hornung Tlf.: 36 13 06 35 Lone Sørensen Tlf.: 36 13 06 46

Angela, mens de resterende 38 "valgte" Jugendweihe festen på Rådhuset. Forældrene var bange for deres børns fremtid.

Men hvorfor blev Menighedspleje- institutioner for ældre, psykisk syge og handicapppede opretholdt? En af grundene var, at styret koncentrerede sig om "det arbejdende folk" - ikke ældre og svage. En religiøs påvirkning af disse grupper var ikke en trussel, som det ville være med de unge. Endelig blev kirken og menighedsplejen økonomisk støttet fra Vesttyskland.

Man kan se af de kirkeblade, der blev udgivet med censur, at der under kirkernes Gemeindepflege blev ansat diakoner til at lede Menighedsplejernes sociale arbejde. Der var idealistiske unge, der med risiko for chikane valgte Menighedsplejen.

Vi kan dog ikke se, om der har været et Samvirkende Menighedsplejer med årsmøde som hos os. Hvis det var tilfældet, ville der have været meddelere til stede, der kunne rapportere, om der skete noget statsfjendtlig.

Men historien kan lære os, at den kristne Menighedspleje ikke er til at slå ud. Den har så store værdier, at den ikke kunne undværes selv i et ellers gennemsyret ateistisk samfundssystem.

Diakoni-konsulenter LOLLAND-FALSTER: Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejer.dk JYLLAND/VIBORG Elise Secher (P.t. på barsel): Tlf.: 28 30 28 66 elise@kirkernessocialearbejde.dk

Kommunikation og fundraising Anne Marie Harbo Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejer.dk

SJÆLLAND/KØBENHAVN: Betina Køster Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejer.dk

Iben Meinertsen Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejer.dk

Helle Engelsborg Olsen Tlf.: 26 89 06 29 heo@menighedsplejer.dk

Cinne Jacobsen Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejer.dk

Eva Christoffersen Tlf.: 26 89 06 27 ec@menighedsplejer.dk

Følg os

Eva Green Meinel Tlf. 60689040 egm@menighedsplejer.dk

Vagn Nielsen Tlf.: 20 27 49 14 vn@menighedsplejer.dk

Sanne Glerup Damborg Tlf. 92156202 sgd@menighedsplejer.dk

Annette B. Iversen Tlf.: 40 16 00 20 abi@menighedsplejer.dk

Folkekirkens Feriehjælp feriehjaelp@menighedsplejer.dk Tlf.: 36 46 66 66 Der henvises til: Mei Petersen eller Iben Meinertsen

Frivillige Anne Olesen Helle Axelsen Søren Christensen

Reception og Fonden "De Stille Stuer" Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66 Kirkens Genbrug Anne Olesen Tlf.: 21 75 25 03 aol@menighedsplejer.dk

23

Diakoniens dag

– er for alle!

Den første søndag i februar fejrer vi diakoniens dag over hele landet. I år vil vi gerne opfordre til at fejre denne dag med en diakonal kirkevandring til nabokirken, så man kan blive inspireret af hinandens diakonale tiltag. Derfor har vi udarbejdet en folder om kirkevandring, som vi håber kan inspirere dig og din kirke til at lave en kirkevandring på diakoniens dag. Vi tror at vi gennem en fælles bevægelse kan inspirere hinanden til mere diakoni. Du kan finde inspiration til prædiken og vandringer på www. diakoniensdag.dk I kan dele jeres erfaringer fra diakoniens dag på facebooksiden – diakoniens dag.

Afsender:

Valby Tingsted 7, 2500 Valby