Sorg og diakoni
Indhold
Sorg og diakoni
Livsfortælling
Levende boliger med plads til samtaler og ritualer om døden?
Vidste du at din arv kan være med til at fremme den kirkelige omsorg?
Kærestesorg er kærlighedens pris
Med venlig deltagelse – højskoleophold for sorgramte
Når klokkerne ringer
Fællesskabet i butikken gør svære tider lidt lysere
Menighedsplejen i Danmark på Facebook – om sorggruppe på skærm, klimasorggruppe og børne sorggruppe
Årsmøde 2025 i Menighedsplejen i Danmark – program og worshops
Om Sammen
Sammen er Menighedsplejen i Danmarks blad, hvor vi behandler diakoni i forskellige temaer og viser hvordan den kommer til udtryk rundt om i Danmark og verden.
Artikler, idéer og forslag til temaer og indhold kan sendes uopfordret til ansvarshavende redaktør.
Deadline for næste nummer er 1.august 2025
ISSN - Nr.: 1396 – 88803 4-6 7-9 10 11
Forsidefoto: Morgen i skov
Redaktion: Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen (ansv.)
Design og Produktion: Gröna Krabban
Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs
I 1999 læste jeg et halvt år teologi i Glasgow i Skotland, hvor jeg hver anden uge besøgte en lokal familie til spisning og hygge. En af disse aftner skulle datteren i huset ikke spise med, fordi hun skulle på visit hos en veninde, der netop havde mistet sin far. Jeg fik at vide, at det var en fast tradition i deres område at besøge den efterladtes familie i ugen efter dødsfaldet, hvor den afdøde stadig befandt sig i hjemmet. Jeg kan huske, at datteren ikke var helt tryg ved at skulle afsted alene, men moderen insisterede og datteren tog afsted. Efter et par timer kom hun glad og lettet tilbage. Hun var ikke kun lettet over, at det var overstået, men lettet over, at det havde været nemt at tale med sin veninde. Hun sagde, at de endda havde leet sammen over gode minder.
Jeg har boet mange steder i Danmark både i Jylland og på Sjælland, men ingen steder fundet traditioner eller ritualer forbundet med døden, som lettede det første møde med den sørgende. Tværtimod har jeg oplevet, at en klassekammerat, som mistede sin mor, ikke blev mødt i klassen af klassekammeraternes kram, men med tavshed, fordi ingen vidste, hvad de skulle sige. Ligesom jeg har oplevet voksne, der ikke har villet tale om døden, fordi de ikke synes, at de vidste nok om emnet og ikke vil gøre noget forkert. I hverdagen møder jeg en masse mennesker, der udtaler sig om emner, som de ikke er eksperter på, men når det kommer til døden, er det åbenbart anderledes. I forbindelse med min bestyrelsespost på Plejehjemmet Fælledgården var jeg i 2022 med til at arrangere en seniorfestival, der handlede om at sige farvel. Her havde vi besøg af Bent Lexner, der fortalte om, hvordan man i jødedommen har helt faste traditioner i forbindelse med døden, hvor man har 7 dage fri fra arbejdet til at holde åbent hus, så familier, venner og bekendte kan komme forbi. Dem, der kommer forbi, har mad med, så de efterladte ikke skal lave noget udover at tale med dem, der kommer forbi. I Danmark er vi novicer i forhold til døden. Men et af de steder, hvor man kan finde hjælp til at håndtere sorgen, er i kirkernes sorggrupper, hvor der ikke skal forklares en masse, men hvor der er nogle faste traditioner for, hvordan man mødes og taler sammen. I Menighedsplejen i Danmark
havde vi for nogle år siden en sorggruppe i Valby, hvor en af deltagerne sagde. ”Det er så befriende at snakke med nogle, som vidste, hvad jeg stod i. Vi græd og græd og græd. Det, at jeg ikke skulle forklare så meget om det, der var svært, men at de andre præcis forstod, hvad jeg stod i, var en kolossal lettelse”.
Sorg er en naturlig reaktion på, at kærligheden der er blevet hjemløs. Tabet skal ikke behandles væk, men bæres sammen med andre, og her kan kirken være med til at løfte en yderst vigtig opgave og blive et tilflugtssted midt i sorgen. Selvom mange har familie og netværk, som støtter dem, så kan sorggrupper noget andet. Med en sorggruppe kan den efterladte få meningsfulde medvandrere, som en deltager sagde: ”I sorggruppen fik jeg nye venner, venner jeg slet ikke selv ville have valgt, men sammen hjalp vi hinanden videre”. Derfor kan du i dette nummer af Sammen blive inspireret til at deltage eller etablere en sorggruppe i dit sogn, for at skabe et helle midt i vores accelerationssamfund for dem, der har brug for trygge rammer og traditioner til at bære sorgen med andre.
Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær
Sorg og diakoni
Af Steen Andreassen, diakonipræst i Viborg Stift
Det er et stort privilegium at få lov til at facilitere en sorggruppe, hvor efterladte mødes og fortæller om deres døde. De efterladte lukker hinanden ind i deres sorg og savn, og vi lærer ikke blot hinanden godt at kende, men også deres døde, fordi de fortælles så levende, så vi kan se dem for os.
I sorggrupper forundres jeg gang på gang over, hvordan en ulig gruppe mennesker taler sammen, græder sammen og (efter nogle gange) også griner sammen. Sorgen samler og knytter stærke bånd i gruppen. Her er der ikke forskel på mand og kvinde, højt uddannet og lavt uddannet, ung og gammel. Og efter et forløb over ca. 10 mødegange, fortsætter de fleste voksengrupper med at mødes i privat regi. De er blevet knyttet så tæt sammen, så det er naturligt for dem fortsat at mødes.
”Visdommen i en gruppe er større end summen af de enkelte medlemmers visdom”
Margaret Silf
En merværdi i sorggruppen
Ofte opstår der en merværdi, når vi mødes i en sorggruppe. Der sker noget magisk, når vi tør være i sårbarheden
og magtesløsheden sammen. Der opbygges hurtigt en tillid, der gør, at deltagerne tør sige ting, de ikke siger andre steder. Her kan der sættes ord på alt det svære, smertefulde og pinlige, og her er der mennesker, der kan tåle at høre, hvor ensom man føler sig eller hvor meningsløst livet opleves uden den døde. I denne åbne og tillidsfulde samtale er der pludselig én, der siger noget, der bliver til livshjælp for en anden eller der opstår en samtale så dyb og vedkommende for alle, så alle er fuldt til stede og fyldes af glæde og taknemlighed for det liv, der har været. Igen og igen glædes jeg over merværdiens matematik, hvor vi som gruppeledere gør og siger så lidt, og at det kan have så stor (terapeutisk) betydning for deltagerne.
Når man hører sig selv sige dét, man tænker, kan man tænke over det, man siger. Der er noget magisk, selvreflekterende i at sige noget højt til andre Jes Dige
Det letter at sætte ord på
En 15-årig pige fortalte anden mødeaften, at da hun gik hjem den første mødeaften følte hun sig fire tons lettere.
”Så længe vi bliver ved med at nævne deres navne, og så længe vi bliver ved med at fortælle, hvad vi husker om dem, forhindrer vi, at vores døde bliver glemt.”
Fem unge havde mistet den samme kammerat, og de talte sammen, som de aldrig havde gjort det tidligere. Midt i sorgen lettede det at sætte ord på tankerne og følelserne, og allerede efter 5-6 mødeaftener følte de sig flyveklare til det ungdomsliv, der skulle leves videre.
Når vi inviterer børn, unge eller voksne ind i en sorggruppe, er det ikke et terapeutisk tilbud. Gruppelederne er som regel ikke terapeuter. Deres faglige baggrund kan være alt muligt eller ingen. Gruppeledernes primære kompetence er at yde livshjælp. Det gør de ved at skabe et trygt rum, hvor deltagerne dels kan sætte ord på deres tanker og følelser, og dels kan spejle sig i hinanden. I dette trygge rum går det op for deltagerne, at de er ”normale”. De har det langt hen ad vejen, som andre har det i en lignende situation. At blive normaliseret – og ikke sygeliggjort – er godt.
Fællesskaber uden svage er svage fællesskaber
Frances Young
Skyggesiderne hører med i et sorgforløb
De første mødegange bliver der ofte grædt, og gruppen kan rumme hinandens tårer. Senere i forløbet, når vi
lærer hinanden bedre at kende, kan der fx blive plads til at fortælle, hvad der har været svært i ægteskabet/familien eller hvad der ikke blev forsonet inden dødsfaldet. Skyggesiderne hører med, hvis vi skal tegne et sandfærdigt billede af vores døde.
Sådan er det også med begravelsestaler: De bedste begravelsessamtaler tegner ikke et glansbillede af afdøde, men et helt menneske med både solsider og skyggesider. Når deltagerne tør være hudløst ærlige over for hinanden, knyttes de stærkest tænkelige bånd mellem dem. Og jo ærligere de er, jo mere kommer de til at holde af hinanden.
At sørge er en livsproces. Ikke sådan, at sorgen forsvinder, men den forandrer sig og kan blive til mildhed og taknemmelighed for alt det, vi sammen fik givet
Søren Lodberg Hvas
Sorggrupperne begynder i sorgen. Andre følelser kan blive italesat – det kan være angsten for at miste andre eller vreden over en spritbilist, der forårsagede dødsulyk-
Marianne Frank Larsen Fortsættes side
ken. Senere kan savnet blive det gennemgående tema, og hos nogle deltagere bliver det taknemmeligheden over det liv, den efterladte fik lov at få sammen med afdøde, der fylder sindet. Efter endt gruppeforløb vil de fleste deltagere sige, at de har været gennem mange faser.
Sorg er kærlighedens pris. Spørg bare dig selv, om du ville have undværet at kende den, du har mistet, til fordel for nu at have været sparet for sorgen og smerten? Smerten nu er del af lykken, som var
Ole Raakjær
Som gruppeledere sætter vi første mødegang rammerne:
1. Vi viser modellen med de to øer. En sorggruppe adskiller sig fra almindelige samtaler ved, at vi bliver på en ø ad gangen. Hvis vi begynder med blå kvinde på øen til højre, så har hun 10-15 minutter til at tale uforstyrret. De andre må ikke sige noget om deres ø. Hvis de evt. har et spørgsmål, skal det handle om blå kvinde og hendes ø. Når blå kvinde er færdig med at fortælle (eller har brugt den aftalte tid), så skifter vi ø og det er blå kvindes tur til at fortælle. Det interessante ved denne model er, at jo mere blå kvinde fortæller om sin ø, jo mere kan de andre spejle sig i og sætte ord på, når det bliver deres tid. DU HAR TID.
2. Nogle kan tænke, at deres tab er meget større eller værre end de andres, og andre kan tænke, at deres sorg er mindre og bagatelagtig i forhold til andres. Vi siger, at sorg ikke kan sammenlignes, og at alle får omkring lige megen tid til hhv. at tale og lytte. DIN SORG ER LEGITIM.
3. Der er tavshedspligt. Hvad der siges i rummet, bliver i rummet. VI PASSER PÅ HINANDEN.
Hver gang begynder vi med en siden-sidst-runde. Det er et tjek-ind, hvor vi får en fornemmelse for, hvor den enkelte er i sit liv. Derefter tager vi hul på mødegangens tema. Nogle gange aftales temaerne med gruppedeltagerne på forhånd, og andre gange aftaler gruppelederne temaerne fra gang til gang.
Vi har udviklet en lang række ”dåseåbnere til den gode samtale”: billedkort, citatkort, værdikort, fordybelseskort m.fl. I børnegrupperne indleder vi ofte med vores Smi-
leykort, der fungerer som et humørbarometer. I nogle grupper slutter vi et forløb af med vores Karakterstyrker, hvor deltagerne beskriver afdødes karakterstyrker og efterfølgende sine egne. Her kan det for deltagerne være opmuntrende at finde ud af, at nogle af afdødes karakterstyrker lever videre i dem selv.
Måske bliver man mere rummelig af at gå lidt i stykker
Helle S. Søtrup
Man skal være klar til at rumme andres sorg
For efterladte skal der som regel gå nogle måneder – måske et halvt års tid – inden de kan rumme andres sorg og dermed er klar til at deltage i en sorggruppe. For dem har vi et tilbud, vi kalder Sorgkorpset. Sorgkorpset består af frivillige, der selv har mistet, og som ofte selv har deltaget i en sorggruppe. Nogle har mistet efter mange års samliv. Nogle har mistet et barn eller en forælder, og nogle har mistet til selvmord. Når der ringes til Sorgkorpset, matches man med en frivillig, der har haft et lignende tab. Den frivilliges opgave er primært at lytte. Den frivilliges sorg og savn bliver oftest ikke italesat, men det er en hjælp for den, der netop har mistet, at tale med et menneske, om hvem man ved, at han eller hun kender til sorgen og nu står til rådighed som lyttende samtalepartner. Jan Lindharts definition af diakoni: Den for tiden stærke hjælper den for tiden svage, gælder i den grad i mødet med sørgende i vores sorggrupper og Sorgkorps. Når man mister en af sine kære og tilmelder sig en sorggruppe, oplever man at være svag. Et år eller flere år senere kan man føle sig så stærk, så man som frivillig i Sorgkorpset tilbyder at mødes med mænd eller kvinder, der netop har mistet. Det er glædeligt og håbefuldt, at vores tunge bagage kan blive til rejsekost for os selv og andre.
”Memento mori” og ”Carpe diem” er begge latin. ”Husk at du skal dø” og ”Grib dagen”. Selv om de to udtryk har forskellig oprindelse i den ikke-kristne romerske verden, kan man sige, at det ene er forudsætningen for det andet. Kun den, der gør sig sin egen dødelighed klar, kan for alvor leve fuldt og helt
Erik Bjerager
Livsfortælling
Vi dykker ned i livet. Formålet er at skabe samvær og netværk. Dørene åbnes for noget nyt … i os.
Af koordinator Kirsten Vindum, ’Kirkernes Sociale Arbejde i Struer Kommune’
”Det er godt nok synd for dem, som ikke har tilmeldt sig det her” – udbrød en deltager allerede første gang!
Midt i forløbet siger en anden deltager: ”Jeg har sådan glædet mig til i dag!”
Og den sidste gang: ”Det har betydet meget at være her – sammen med jer. Alt det, I har delt, har betydet mere, end I aner”.
Livsfortælling er et tilbud, som ’Kirkernes Sociale Arbejde i Struer Kommune’ står bag. Livsfortælling er et samvær med fortælling og kaffe i en afslappet og tryg atmosfære. Gennem de seks formiddage med Livsfortælling opbygges et fællesskab, hvor vi beskæftiger os med nogle af livets små og store spørgsmål. Vi skaber sammen et par hyggelige timer, hvor tillid, fortrolighed og ærlighed er i højsædet. Der serveres kaffe/the, småkager og frugt, og hver gang begynder og slutter vi med at lytte til et stykke stille instrumental musik. Det hjælper deltagerne til at ’komme til stede’ og slappe af.
At fortælle og lytte til hinandens historier giver en fornemmelse af samhørighed om nogle fælles erfaringer gennem tilværelsen.
Der er plads til seks deltagere i en Livsfortælling-gruppe, så der er god taletid til alle. Vi har en runde, hvor man hver især får ca. 10 minutter, hvor man uden at blive afbrudt kan fortælle ud fra dagens emne, som f.eks. kan være ’Barndom og skolegang’. Emnerne er valgt ud fra, at alle i gruppen kan relatere sig til dem.
Så er det tid til en pause, så vi lige kan strække ben og få frisk luft ind i lokalet. Efter omtrent 5 minutter samles vi igen ved bordet, og samtalen flyder frit, hvor vi dykker dybere ned i det, der allerede er blevet delt. Måske bliver man inspireret af hinandens historier og husker flere detaljer, som man vil tilføje ud over det, der blev nævnt i 'første runde'.
Fakta om
Livsfortælling-gruppen:
Arrangør: Kirkernes Sociale
Arbejde i Struer Kommune
Leder: Koordinator Kirsten Vindum
Seks fredag formiddage kl. 10-12
Sted: Et hyggeligt lokale i
Aktivitetscenter Struer
Der serveres en let anretning
Der er et max antal på seks deltagere
Aldersgruppen er ca. 60 - 93 år
Pris: Gratis
Nogle af de emner, vi tager op, er barndom, hjem, familie, skolegang, arbejde, mad, jul, personer i mit liv, og en af de sidste gange bedes deltagerne medbringe en ting, som har en særlig betydning – eller måske et foto. Undervejs i forløbet får alle deltagere udleveret et ’erindringsark’ med ord og spørgsmål, som kan åbne for minderne. Det kan f.eks. være ”Var søndag noget særligt i din barndom?” eller ”Hvad oplevede du som store begivenheder i din barndom? Negative/positive?”. Disse spørgsmål kan bruges som forberedelse til Livsfortælling og måske som en hjælp, hvis man vil skrive sine erindringer.
De to timer går hurtigt, og heldigvis går ugen også ret hurtigt, så vi kan mødes igen – og fortælle videre. Vi har oplevet, at flere af deltagerne efterfølgende knytter venskaber!
Levende boliger med plads til samtaler
og ritualer om døden?
I Menighedsplejen i Danmark har vi fra tidernes morgen i 1902 været med til at bygge plejehjem og ældreboliger, da der dengang var et stort behov boliger indrettet til ældre. I dag administrerer vi fortsat 8 boliger, hvor 4 er plejehjem og 4 er ældreboliger. Derudover sidder vi med i bestyrelsen i Danmarks største plejehjem på Østerbro – Plejehjemmet Fælledgården, som vi var med til at bygge.
Alle steder er der fokus på, hvordan man skaber et godt liv for beboerne, men samtidig er der plads til at tale om døden, da det er noget, som de fleste beboere må forholde sig til. På Plejehjemmet Fælledgården drøftede man i bestyrelsen, hvornår man skulle invitere nye beboere til en samtale om den sidste tid. Det var vigtigt for personalet og de pårørende, at det blev italesat, hvad man forventede af hinanden både i den sidste tid og i forbindelse med bisættelsen. Her gav medarbejderne udtryk for, at det var for tidligt at tale med beboerne om dette emne ved indflytningen, da de havde alt for mange andre spørgsmål. Samtidig var det et problem,
hvis beboerne døde, inden man havde fået aftalt, hvordan det hele skulle foregå. For eksempel havde man i disse tilfælde været usikker på, om man måtte fortælle de 189 andre beboer på plejehjemmet om dødsfaldet, så de havde mulighed for at deltage i bisættelsen/begravelsen. Den normale tradition på Fælledgården er, at der bliver tændt et lys udenfor beboerens bolig, så dem, der bor på netop den afdeling, kan få sagt farvel. På et andet plejehjem i København - Plejehjemmet Skjulhøjgård – er det fast tradition, at personalet sørger for at beboeren er gjort pænt i stand og finder en lille blomst som bliver lagt på brystet. Cathja der er leder på plejehjemmet fortæller: ”Vi lukker altid et vindue op så sjælen kan flyve ud, og dæmper belysningen”. Cathja siger, at det som bliver gjort på Skjulhøjgård minder om det, som man gør mange andre steder, men noget særligt for Skjulhøjgård er, at de sørger for at sende en bårebuket fra plejehjemmet til bisættelsen som et sidste farvel.
Har du tænkt over, hvordan du ønsker, at din sidste tid skal være?
Af Generalsekretær Mette M. Madsen
Vidste du at din arv kan være med til at fremme den kirkelige omsorg?
Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.
Sådan står der i salmen ’Menneske din egen magt’ (DDS 370):
I Menighedsplejen i Danmark er vi med til at være de hænder, der hjælper, når der er brug for det.
Din arv kan være med til at fremme diakonale projekter og medvirke til at kirkerne spiller en endnu større social rolle i Danmark. For selvom vi har en god velfærdsstat, så vil der altid være brug for frivillige, der kommer af lyst, ligesom der er brug for det uformelle fællesskab, der opstår i kirkens torsdagscafé eller nørkleklub.
Rundt i de danske sogne foregår et vigtigt socialt arbejde udført af ansatte og frivillige i kirkerne.
Vi støtter den lokale sognediakoni, så kirkerne får flere varme hænder til at hjælpe med.
Vi støtter lokale ansættelser af diakonale fagpersoner, som inspirerer, sætter projekter i gang og koordinerer frivillige. F.eks. projekter på Frederiksberg og i Holstebro, hvor frivillige og lokale fra kirkerne besøger ældre på den kommunale Døgnrehabilitering og bidrager til livskvalitet og nærvær i en svær tid.
Kontakt Jette Lynnerup Romanelli, hvis du har spørgsmål eller ønsker hjælp til testamentet: jr@menighedsplejen.dk
Kærestesorg er kærlighedens pris
Kærestesorg er vrede, sorg, afmagt, hævntørst, jalousi og meget mere. I kærestesorggruppen på Vesterbro kan du dele de svære følelser med andre, som også er slået omkuld af ulykkelig kærlighed.
Af sognepræst i Mariakirken, Lise Christina Rasmussen
Kærestesorg er nemlig også kærlighedens pris. De ramte kan slås aldeles omkuld, for vi glemmer ikke bare et menneske, vi har været kæreste med. Når forholdet slutter, så forsvinder kærligheden ikke, men kærligheden - ligesom når nogen dør - er i stedet blevet hjemløs, og hvor skal vi så placere den?
Det, der kan virke værre end døden, er når den, man elsker, går rundt derude og ikke vil én. Når man ikke kan forstå begrundelsen eller forklaringen, som man fik på, hvorfor det ikke skulle være, eller når man slet ikke har fået nogen forklaring og selv skal finde ud af at stykke noget sammen. Venner og veninder siger: ”du fortjener bedre”, men det ændrer ikke på den manglende forståelse for, hvorfor man ikke skal være sammen mere.
Det gør kun noget dårligt for selvværdet, for så må det måske være pga. mig og de behov, jeg havde, og de krav, jeg ikke skulle have stillet. Det gør noget dårligt for tilliden til mennesker og til kærligheden i det hele taget. Kan jeg nogensinde stole på nogen igen? Kan jeg regne med hvad de siger til mig, når jeg nu ikke så det komme? Kommer jeg nogensinde til at opleve kærligheden igen? Eller skal jeg til at spille spillet og selv være mere udspekuleret og holde igen med alle mine følelser? Med ærlighed og
sårbarhed kommer man åbenbart ikke særlig langt.
Der er noget om det, når man siger, at man også mister sin bedre halvdel. Man mister noget af sig selv og skal derfor også finde sig selv på ny. Det føles ensomt i vennekredsen, som måske består af par, der er i fuld gang med at leve de drømme ud, som man selv havde og stadig har. Hvem er jeg så nu? Hvad vil jeg med mit liv? Nu orker jeg ikke at starte forfra. Skal jeg så til at vænne mig til tanken om at leve alene? Tænk nu, hvis det aldrig lykkes.
Den anden lever videre og har ønsket et andet liv, men fordi vedkommende findes derude, kan der stadig være et spinkelt håb om, at den anden ombestemmer sig og vender tilbage. Håbet skal paradoksalt nok først slukkes, før man kan komme videre med sit liv. Alligevel skal alt håb jo ikke slukkes, men håbet kan komme med en fornemmelse af, at livet også kan være godt uden den, man har mistet. At miste en elsket kan føre til, at man også mister evnen til at elske, men med tiden og gennem snakke med andre, kan den evne godt vende tilbage.
Kærestesorggruppe
I Mariakirken på Istedgade har vi derfor en kærestesorggruppe, hvor alle svære følelser og tanker er velkomne,
og kirken spiller en vigtig rolle for mennesker, der er ramt af ulykkelig kærlighed, fordi den er med til at give håbet tilbage.
Kærestesorggruppen startede i Mariakirken i vinteren 2018. Det var skribent og radiovært, Ayse Dudu Tepe, der efter et smertefuldt kærestebrud, selv tog initiativ til at mødes med andre, der havde været ude for det samme.
I forbindelse med Coronapandemien lukkede gruppen, og jeg overtog gruppen, og vi begyndte at mødes digitalt og talte sammen i næsten et år om de svære følelser online, og da restriktionerne løsnede op, begyndte vi at mødes i Mariakirken.
I bund og grund er formålet med gruppen, at mennesker ikke skal føle sig alene med deres sorg. Man mødes om sorgen og deler følelser og tanker, og spejler sig i hinandens oplevelser. Der deles en sårbarhed, der i sig selv giver styrke til andre. Ud af det samvær og gennem den medfølelse, som deltagerne spontant får fra hinanden, rejser de sig langsomt op igen og får det bedre lidt efter lidt. På den måde er kærestesorggruppen et helende fællesskab.
Et helende fællesskab
I et meget psykologiseret sprog og en tid med mange diagnoser i spil, tror vi på, at kristendommen og folkekirken kan give rum for en omsorg, som hverken er terapi eller behandling. Der er plads til diagnoser og psykisk sårbarhed på lige fod med eksistentielle temaer og overgangskriser, men pointen er, at du ikke nødvendigvis er syg, når du har mistet, du er også bare et menneske, der sørger.
Ofte kommer folk til gruppen og spørger dem, der har været der i noget tid: ”Hvor lang tid tager det?” Og det er
Fakta om kærestesorggruppen
Hvor lang tid tager det?” Og det er et af de spørgsmål, ingen kan svare på. Der findes ikke nogen dato.
I gruppen kommer dem, der gik, og dem, der blev forladt, "on and off" kæresterne sammen med alle de andre komplicerede mellemting
Hvad kræver det: Et par kander te, et lokale med plads til ca. 8 mennesker og en præst eller sorggruppeleder
et af de spørgsmål, ingen kan svare på. Der findes ikke nogen dato.
Derfor er det en fordel, at man ikke kender hinanden i gruppen, for man får ikke talt hinanden trætte, som man ellers ofte kommer til med sine venner og familie. Ofte bliver man træt af at høre på sig selv. Ofte bliver man mere ensom sammen med sine nærmeste, fordi de ikke altid kan følge ens sorg og slet ikke, når der går længere tid. Så kommer skammen over ikke at være kommet videre sammen med skammen over stadig at elske en person, andre synes man hverken burde elske eller savne, fordi man jo fortjener bedre.
I gruppen kommer dem, der gik, og dem, der blev forladt, on and off kæresterne sammen med alle de andre komplicerede mellemting. Det varierer i længden af forholdene; nogle har måske været kærester i et par måneder, andre har været gift i mange år, og har måske også børn sammen. Det er sjældent tiden, man har været sammen, der afgør hvor meget sorgen vejer. I alle tilfælde er der tale om et tab.
Kærestesorgsgruppen er med andre ord støtte gennem fællesskabet, ligesom det helt overordnet også er med kristendommen. I et helende fællesskab lytter vi til hinanden i gensidig omsorg. Vi mødes om sorgen og fortæller, hvordan det går, og spejler os i hinandens oplevelser. Ud af det samvær rejser mennesker sig op igen og får der langsomt bedre.
Hvis man ønsker at starte en kærestesorggruppe, kræver det ikke særlig meget. Et par kander te, et lokale med plads til ca. 8 mennesker og en præst eller sorggruppeleder, der vil være til stede for mennesker i kærestesorg. Det er i hvert fald sådan, vi gør i Mariakirken.
Med venlig deltagelse –
højskoleophold for sorgramte
Mange sorgramte oplever, at omgivelserne ikke tager deres sorg alvorligt, ikke forstår og ikke bærer med. De føler sig ensomme og isolerede i deres sorg. Men deltagelse er altså ikke noget, der kun hører hjemme på kortet til begravelsen – ”Med venlig deltagelse”.
Af Hospice- og diakonipræst Charlotte Clante
Mange ved ikke, hvad de skal sige til et menneske i sorg.
Mange går over på den anden side af fortovet, andre tænker, jeg må hellere lade være med at spørge, hvordan det går, fordi hun smiler jo, og jeg skal jo nødig gøre hende ked af det.
Men selvom vi smiler, så sørger vi i hjertet. Som en mand sagde: ”Folk siger, jeg er så stærk. De skulle bare se, hvordan jeg græder og skriger og ryster som Bambi, når jeg er alene”.
Sorgen er jo uundgåelig, når vi skilles fra dem, vi elsker. Sorgen er kærlighedens pris, selv-om det er en pris, der må betales i mange afdrag, og selv om det varer længe, inden vi når til de sidste – om nogensinde, så bliver der dog med tiden lidt flere kræfter og overskud. Men sorg er livsforandrende.
På en paradoksal måde er det tit hos dem, der kender til at være utrøstelig, at der er trøst at hente. Ikke at mødet med andres erfaringer med at miste og være i sorg, gør den enkeltes sorg lettere, men der er en trøst i at vide, at andre før mig, har været der. Jeg er ikke alene. Der er en dyb sandhed i ordsproget ”Fælles skibbrud, fælles trøst”.
En drøm om højskoleophold for sorgramte Folkekirken har i mange år lavet sorggrupper, men jeg har længe haft en drøm om at lave højskoleophold for sorgramte, hvor de kunne dele erfaringer og følelser
med andre i et længere tidsrum end blot to timer hver anden uge. Jeg brænder for at hjælpe og være der for mennesker i sorg.
Efter flere overvejelser med, hvordan man kunne lave sådan et ophold, spurgte jeg min provst Kirsten Jørgensen om lov til at gå videre med projektet. Hun var straks med på idéen, og i efteråret 2023 kontaktede jeg Menighedsplejen i Danmark og spurgte om de ville være med til at støtte højskoleophold for mennesker i sorg. Det ville de gerne og har indtil nu gjort, at jeg kan afholde opholdene for en rimelig lav deltagerpris.
Jeg kontaktede Tisvilde Højskole og fik en aftale med dem om to ophold i april/maj og september 2024 af fem dages varighed, hvorefter jeg gik i gang med at lave brochurer og program for opholdet. Jeg var meget spændt, da jeg i slut april drog afsted med de første 26 deltagere i alderen 30-84 år.
Det var mennesker, der havde mistet ægtefæller, børn eller søskende. Overskriften på opholdet var ”Sorg og glæde”, men da ugen var gået, kom flere med andre forslag til overskrift: ”Kom med på højskolen med din sorg og kom hjem med mere glæde og overskud” eller ”Berigende, opløftende og velgørende ophold”.
Højskoleopholdet var en blanding af samtalegrupper, oplæg om sorg, glæde og håb, vandringer i naturen og
kunst og musik. Hver morgen var der tilbud om morgenbadning inden morgenmad og morgensang. Og derefter var der f.eks. oplæg, gruppesamtaler, en hel dag med en kunst- og naturterapeut, hvor vi om formiddagen var ude og gå i skoven uden at måtte tale sammen. og om eftermiddagen malede, hvad vi havde sanset. ”Stilheden i sko-ven var rammende, men vi var jo ikke alene”, sagde en af deltagerne efterfølgende.
Hver eneste aften var der musikalske indslag af lokale trubadurer. Musikken kan fungere som et kraftfuldt redskab til at bearbejde følelser, kommunikere indre tilstande og finde trøst i en svær tid. Det at spise sammen til alle måltider, drikke en Aperol i højskolehaven gjorde noget godt. Der var en fin balance mellem snakken om sorgen, tårerne og glædeberigende indslag. Der var inden tvivl om, at mange i begyndelsen af ugen var spændte og nervøse, men der gik ikke lang tid før, at uroen forsvandt.
”Her var, i modsætning hos omgivelserne derhjemme, plads til savnet, hvilket gav mere plads til glæden og de gode minder”.
Deltager
Som en kvinde skrev efter opholdet: ”Siden jeg mistede min elskede, har der været en tyk tåge mellem mine medmennesker og mig, I Tisvilde kom der for første gang hul i tågen. Mit håb for fremtiden er knap så spinkelt mere, og det er stort midt i mit smertelige savn”.
En anden skrev: ”Jeg var kronisk formørket, da jeg kom, men håbet er vokset i ugens løb, jeg føler mig for første gang i to år glad!”.
”Jeg har fundet noget i mig selv, som jeg følte, jeg havde mistet”, fortalte en deltager.
Og en sagde: ”Opholdet var en uges krammer til mig”
Der er plads til både sorg og håb Selvom sorg er det gennemgående tema på højskoleopholdet, er opholdet også fyldt med kærlighed, accept, positivitet og håb. Der er plads til både gråd og latter, hygge og glæde.
”Jeg ankom fortvivlet, men tog fra højskolen forhåbningsfuld”.
Deltager
Højskolen skaber et trygt rum, hvor der er plads til heling, hvor man kan dele sin sorg med ligesindede og måske finde nye venskaber. Stemningen blev hurtig tillidsfuld, så deltagerne fik lyst til at åbne sig og tale om det, der fyldte.
Efter opholdet beskrev deltagerne oplevelsen som ”berigende” og ”fuldstændig fantastisk.” Det viser, hvordan sorghøjskolen kan være et afgørende skridt mod heling for dem, der har mistet. Opholdet på højskolen er en påmindelse om, at selv i sorgens mørkeste stunder kan vi finde lys og glæde gennem fælles oplevelser og forståelse. Det er en rejse mod fornyet håb, hvor deltagerne forlader Tisvilde med en følelse af, at de ikke er alene i deres sorg – og med nye veje til at håndtere og leve videre med den.
Jeg kan ikke andet end at fortsætte med dette projekt og to nye ophold er også allerede planlagt i 2025.
Når klokkerne ringer
Domkirkens klokker ringer, uret viser fem og lys tændes for dem man savner og har sagt farvel til. Der er ganske stille i lokalet, mens klokkerne favner sorggruppen og man mindes de døde.
Kirken har en stor plads i deltagernes bevidsthed, selvom Roskilde Domkirkes sorggrupper ikke ledes af præster, men af aflønnede familie- og psykoterapeuter.
Vi har tre sorggrupper, en for børn, en for unge og en for voksne. Der er to sorggruppeledere på hver gruppe, og alle deltagere kommer til en for-samtale. Indimellem opretter vi en fjerde gruppe, hvis der f.eks. er flere yngre, der har mistet en partner eller voksne, hvor et forældretab fylder meget.
Roskilde Domsogns Menighedspleje står for organisering af grupperne og aflønning af lederne. Samtidig er vores sorggrupper for børn og unge det tilbud, kommunen henviser til. Vi har fravalgt et økonomisk tilskud fra kommunen, da vi ikke ønsker at registrere eller skulle give oplysninger om deltagerne. Det stiller os også frit i forhold til rammer og indhold. Der er ikke nogen form for deltagerbetaling, så alle har mulighed for at være med.
Deltagere
I voksensorggruppen er det mest lokale, som deltager, og ofte ældre, der har mistet en ægtefælle. Børne- og ungesorggrupperne har deltagere fra hele Roskilde kommune og fra nabokommuner. Det er ikke altid let at finde et tilbud om sorggrupper for børn og unge, der kan være ventelister og ventetid, og vi tror, det er derfor vi har deltagere fra en stor del af Sjælland. Flere gange undervejs er forældre med til familieaftener.
Vi har aldersopdeling af børne- og ungesorggrupperne. Ugesorggruppen hedder 14-25 år, men der er stor forskel på at være 14 og 25 og derfor afgør sorggruppelederne efter samtale med hver enkelt, hvordan gruppens sammensætning er og henviser til voksensorggruppen eller opretter en ekstra gruppe, hvis de finder det mest hensigtsmæssigt.
Børnegruppen er fra 8-13 år og børn kan deltage, hvis de har mistet søskende, forældre eller en nærmeste omsorgsperson. Et barn, der har mistet en bedsteforældre og som er i gruppe med børn, der har mistet forældre, vil ofte få det værre ved tanken om, at også forældre kan dø. Derfor henvises de børn til en præst eller får en samtale med sorggruppelederen.
Der er ingen forkyndelse i sorggrupperne, ingen bøn, fadervor eller salmesang i forbindelse med lystændingen og man bliver ikke spurgt om medlemskab af folkekirken, eller om man har et andet eller måske intet religiøst tilhørsforhold.
Af Sognepræst og formand for menighedsplejen ved Roskilde Domkirke Ane Bisgaard LaBranche
Menighedsplejens flagskib
Vi er i sogn og menighedspleje meget glade for vores sorggrupper, der nærmest er menighedsplejens flagskib og selvfølgelig også en stor udgift, da vi lønner vores ledere. Vi er også stolte af, at kommunen finder vores tilbud så gode og kvalificerede, at de vil bruge os og henvise til os. Det sidste kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi sorggrupperne ikke er forkyndende.
Man kan indvende, at vores tilbud er meget professionaliseret, men det kunne antyde, at en sorggruppeleder, der er præst eller kirke-kulturmedarbejder, ikke er professionel, hvilket vi selvfølgelig er.
Sorggrupperne skal ikke fjerne sorgen, men er et forsøg på at være der, hvor livet gør ondt, og hvor omgivelserne ofte melder pas. Vi har haft en god tradition for, at en præst deltog en gang eller to undervejs. Dette gled lidt ud under corona, men vi er nu ved at etablere traditionen igen.
Især vores ledere af børne- og ungesorggruppen fremhæver, at når man arbejder med børn, unge og sorg er det vigtigt med en stor viden om børne- og udviklingspsykologi, da sorgramte børn er meget sårbare. Mange har erfaret andre tab og svigt gennem barndommen, hvilket kan forstærke deres sorgreaktioner. Lederne skaber rammen for et trygt rum, hvor deres særlige indsigt hjælper der, hvor barnet eller den unge er i sin udvikling. Gruppen er også et fællesskab, hvor børn og unge møder ligestillede og samtidig får hjælp til at genfinde
håbet. De lærer at forstå sig selv bedre og får redskaber til at håndtere de nye følelser og livsvilkår. En del får også samtaler udover sorggruppemøderne.
Vores sorggruppeledere hjælper også de unge med mere praktiske ting, som er svære, når en ung står helt alene i verden. De hjælper f.eks. både familier og unge med at søge julehjælp, så børn og unge, der har mistet, også kan få en god jul med alt, hvad der tilhører.
Det samme gør de i voksensorggruppen, hvis de kan se, der er behov.
Sorggruppen nedbryder fordomme
Der er en stor taknemmelighed blandt alle deltagerne over at menighedsplejen og dermed kirken prioriterer sorggrupperne så højt. Ofte er grupperne også med til at nedbryde fordomme om kirken. Deltagerne får øjnene op for alle de tilbud og aktiviteter der er og den hjælp, som de kan få og mange deltager i allehelgensgudstjenesten og begynder at komme til vores onsdagsreflektioner, ligesom børnegruppen flere gange har været med til kirkens Luciafejring.
Klokkerne ringer, lys tændes og man tænker på de kære, man har mistet. Der i efterklangen af kirkens aftenringning fylder kirke, tro, Gud og eksistens utroligt meget, man taler i grupperne om det og henviser eller indkalder også gerne en præst. Nogle gange tror jeg forkyndelsen står stærkere, når den ikke bæres af ord, men erfares.
Fællesskabet i butikken gør svære tider lidt lysere
I Menighedsplejen i Danmark har vi i mere end 10 år arbejdet med at knytte genbrugsbutikker til vores lokale diakonale arbejde, fordi bæredygtighed og diakoni er to sider af samme sag.
Af genbrugskonsulent Annette B. Iversen
Kirkens Genbrugs butikker ligger 20 steder i Danmark, og er drevet 100% af frivillige. Butikkerne er tæt knyttet til det lokale sogn, da 50% af overskuddet går til den lokale menighedspleje og den lokale diakoni. For eksempel har butikken i Bevtoft sørget for, at unge i sognet kan få betalt deres kontingent til den lokale fodboldklub eller andet, hvis der er økonomiske udfordringer i familien. Sådan er det forskelligt fra butik til butik, hvordan pengene bliver brugt lokalt. For mange af de frivillige, som hver dag får hjulene til at køre rundt i Kirkens Genbrug, er det netop fællesskabet, som giver det frivillige arbejde værdi i hverdagen. Med engagement og godt humør er det de frivillige der driver butikkerne, som skaber rammerne og er afgørende for butikkernes succes. Selvom økonomien i butikken selvfølgelig er et vigtigt element i arbejdet, så er det de stærke fællesskaber i butikken, som gør de svære tider lidt lysere, og er drivkraften bag butikkerne i menighedsplejen.
Fællesskabet særligt vigtigt i de svære situationer
Særligt for dem, der står i en svær situation, kan hverdagen i butikken være ekstra relevant. For eksempel kan
tabet af en ægtefælle slå benene helt væk under en især hvis det sker i forbindelse med en flytning. Ligesom det kan være svært at gå derhjemme, når man har været vant til at have mange gøremål og opgaver i hverdagen. Her kan de daglige gøremål, projekter, en ny bekendtskabskreds og samværet i butikkerne, hjælpe til at skabe ny mening i tilværelsen. Karin, der er frivillig i Kirkens Genbrug i Sejs Svejbæk fortæller: ”Tanken om at arbejde i en genbrugsbutik var ikke fremmed for mig da jeg altid har gået på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Da jeg blev alene, skulle der ske noget, og det er dejligt at få nye kontakter i det nærområde, som jeg har boet i siden 1965.” De frivillige i Kirkens Genbrug er enige om, at det er rart at være omgivet af andre, når livet er svært. Genbrugsbutikken er et fristed hvor man kommer lidt væk og laver noget meningsfyldt sammen med andre, når livet er hårdt.
Hvis du har lyst til at blive frivillige, kan du skrive til abi@menighedsplejen.dk eller ml@menighedsplejen.dk
Menighedsplejen i Danmark ... på Facebook
Følg Menighedsplejen i Danmarks facebookside, Her lægger vi løbende historier og nyheder ind om vores arbejde. Vi har taget nogle af teksterne fra siden med i Sammen, så I kan se, hvad der sker i menighedsplejen andre steder i landet. Vi håber, at I har lyst til at følge med, så gå ind og ’like’ siden, så vil du løbende få opdateringer om vores arbejde.
SORGGRUPPE PÅ SKÆRM ��
Psykoterapeut Mette Popp-Madsen har over 20 års erfaring med sorggrupper. Tidligere i år gav hun sig i kast med at etablere en virtuel sorggruppe sammen med sin mand. Sorggruppen bestod af fire deltagere - alle kvinder, som hver havde mistet en ægtefælle. Den første mødegang var fysisk, hvorefter sorggruppen mødtes fem gange virtuelt for derefter at afrunde med en fysisk mødegang. Sorggruppens fem virtuelle mødegange var bygget op om fem temaer, der fungerede som ramme for samtalerne. Temaerne var placering af den mistede (følelser og tanker om den, man har mistet), udfordringer/svære ting, netværk (familie og venner), mening (hvad giver glæde og energi?) og fremtiden. Temaerne fungerede godt, fortæller Mette Popp-Madsen. Hun uddyber: "De havde noget at forberede sig på, inden vi mødtes. Det var som at have en gryde i kog mellem mødegangene."
Mette Popp-Madsen fortæller, at den største ulempe ved projektet var, at deltagerne havde en computerskærm imellem sig. Den kan medvirke til at skabe større afstand og få nogle til at holde sig tilbage. Nogle vil nemlig have større behov for den fysiske nærhed; at kunne lægge en hånd på skulderen eller tilbyde et lommetørklæde. Mette Popp-Madsen har også kørt virtuelle sorggrupper under corona og har derfor en vis erfaring, og hun understreger, at de virtuelle sorggrupper er bedre end ingenting. Hun lægger dog også vægt på, at det virtuelle aspekt vil fungere bedre ved eftersorggrupper. Hun fortæller: "Der kommer et tomrum, når en sorggruppe holder op. Vi lægger derfor op til, at de fortsætter privat uden os professionelle." Og her kan det virtuelle aspekt måske gavne. Eftersorggrupper
søger nemlig i langt højere grad at imødegå ensomhed, og her kunne en kop skærmkaffe en gang om måneden måske medvirke, at gruppen holder kontakten ved ligemen på et mere uforpligtende stadie.
Den virtuelle sorggruppe bestod udelukkende af kvinder, og det er desværre også Mette Popp-Madsens erfaring, at få mænd finder vej til sorggrupperne. Hun stiller derfor spørgsmålet: Hvordan får vi fat i mændene? Svaret kan ligge gemt i det virtuelle sorggruppeprojekt. Måske kan ulempen ved den manglende nærhed vendes til en fordel for dem, der synes, det er udfordrende og svært at åbne op for andre. Her kan det måske ligefrem være en fordel med en computerskærm mellem sig. Det virtuelle aspekt har altså sine begrænsninger - men også sine fordele. Og måske kan netop det virtuelle tiltrække dem, der ellers ikke ville finde vej til sorggrupperne.
KLIMASORGGRUPPE UNDER KIRKENS TAG
GIVER PLADS TIL FØLELSER AF SORG OG AFMAGT
Stefanskirken i København har en overgang holdt klimasorggruppe en aften om måneden. Det startede ved at en ung klimaaktivist, Sarah Strunge Albertsen tog kontakt med kirken. ”Jeg har lavet klimaaktivisme i en del år, og har selv været meget negativt påvirket af at være bevidst om klimakrisen og hvordan den kommer til at ændre vores verden. Det har jeg kunnet se, at jeg ikke er alene om, derfor ville jeg gerne starte et samtaleforum, hvor vi kan tale om den indvirkning klimakrisen har på vores mentale helbred”, fortæller Sarah i en artikel på Folkekirken.dk.
Sognepræst Thomas Høg Nørager gik Sarah i møde. ”Jeg mener, at man altid skal lytte til, hvad folk har på hjertet, når de kommer og banker på kirkens dør” fortæller han i et program på P1.
Thomas og Sarah skabte sammen en klimasorggruppe, hvor de inviterede mennesker ind til i et ”Samtaleforum om klima, og om tro og tvivl, om oprør og fortvivlelse, om engagement og afmagt… og håb”! Ved gruppesamtalerne satte deltagerne hver især ord på deres uro og lyttede til hinanden. ”At skabe en følelse af fællesskab, kan modvirke angst og skam, og vise at man ikke er alene og at vi kan spejle os i hinanden når det er svært”, fortæller Sarah i artiklen.
Aktivisterne mødte kirken med en tillid til, at kirkens rum kan holde til sorg og at en præst har erfaring med at tale med mennesker i krise. ”Klimakrisen rører ved vores eksistensforståelse. Det er passende at tale om den i et spirituelt rum. Derfor ville jeg gerne lave det i en kirke”, siger Sarah. Kirken mødte deltagerne ved at skabe et rum, hvor man kan være ked af det og være med sin afmagt uden at føle sig forkert. Teksten er skrevet på baggrund af artikler på Folkekirken.dk, DR P1. Du kan læse og høre mere om klimasorggruppe ved at benytte link i kommentarfeltet.
BØRNESORGGRUPPE PÅ NORDFYN TILBYDER
BØRN ET FÆLLESSKAB, hvor man kan dele de svære tanker og følelser, når man har mistet.
Kamilla og Lotte er initiativtagere til et nyt sorggruppe-projekt på Nordfyn rettet mod børn og unge i sorg. Menighedsplejen i Danmark deler hvert år penge ud til innovative diakonale projekter og i år er nogen af pengene gået til dette initiativ. Kamilla har selv oplevet behovet for sorggrupper på egen krop, da hun som 25årig mistede sin søster. Kamilla har været lærer i 18 år og har igennem årene haft kendskab til efterhånden en hel del børn, der har mistet en forælder eller søskende uden at kunne finde et holdbart tilbud. På nuværende tidspunkt er der 17 børn fra 0.-9. klasse, der har mistet en forælder eller søskende på den lokale skole. Igennem hele skolegangen vil børnene blive mindet om, at de mangler én vigtig person i deres liv. De pendulerer ud og ind ad sorgen og ofte glemmer omgivelserne at tabet sætter spor langt ind i barnets fremtid. Meningen med sorggrupper for børn, er at skabe et rum, hvor der er plads til at tale om alle de svære tanker og følelser, der er forbundet med tabet, samt at give børnene et trygt fællesskab, hvor de kan spejle sig i hinanden, og hvor der også er ro og tid til at lytte. Den nye sorggruppe er startet op her i november. De mødes hver anden onsdag kl. 15.15-16.45, og der er indtil videre 8 tilmeldte i alderen 7-14 år.
ÅRSMØDE 2025
Menighedsplejen i Danmark holder årsmøde den 5. april på Brogården i Strib og vi glæder os til at gense hele den diakonale familie. Temaet for årsmødet er samarbejdet mellem kommunen og kirken, og vi har inviteres diakonikoordinatoren fra 'Kirkernes Sociale Arbejde' i Herning til at fortælle om deres erfaringer med samarbejdet.
Vel mødt
Workshop 1: Ungefællesskaber i folkekirken
Om, hvordan Kapernaum Kirke i København Nordvest arbejder med at invitere unge indenfor.
Ved diakonikonsulent Line Sørig og kommunikationsmedarbejder Asta
Møller Neimann
Workshop 2:
Gode erfaringer med at holde juleaften
Næsten alle kirker i Danmark har fulde huse den aften, men det er ikke alle hjem, der har besøg af familier og venner. Derfor har man i Struer besluttet at afholde juleaften i Menighedshuset.
Kirsten Vindum, koordinator i Kirkernes
Sociale Arbejde i Struer Kommune
Lørdag den 5.april 2025 kl. 9.30 – 17.00
Brogården, Abelonelundvej 40, 5500 Middelfart
Årsmødets tema er: Hvordan bygger kirken bro til kommunen?
Det foreløbige program:
Kl. 9.30 - 10.00
Ankomst, registrering og valg af workshop
Kaffe, te og rundstykke
Kl. 10.00 – 10.15
Velkomst og andagt ved bestyrelsesformand Erik Ladegaard
Kl. 10.15 – 11.00
Samarbejde mellem kommune og kirkerne set fra både kirken og kommunen ved diakonikoordinator Britta Vig Carlsen og Elin Mogensen fra Sundhed og Ældre i Herning Kommune
Kl. 11.00 – 11.30
Drøftelse af jeres samarbejde med kommunen
Kl. 11.30-11.40
Pause
Kl. 11.40 – 13.00
Ordinært årsmøde
Kl. 13.00 - 14.15
Frokost
Kl. 14.15 – 14.30
Kort oplæg om Mit-ID butik ved genbrugskonsulent Maria Ludvig
Kl. 14.15 - 15.45
Kirke Cares Landsudvalgs afholder årsmøde i eget lokale
Kl. 14.30 – 15.30
Workshops med diakonal inspiration – første runde
Kl. 15.30 – 15.45
Kaffe og kage
Kl. 15.45 – 16.45
Workshops med diakonal inspiration – anden runde
Kl. 16.30 – 17.00
Afslutning i salen
Kl. 17.00
Sandwich to-go og afrejse
Workshop 3:
Kan generationsmøder med CRAFT-aktiviteter være ensomhedsforebyggende?
Erfaringerne fra det igangværende projekt i MDK med ”Generationsmøder, fællesskab og CRAFT-aktiviteter”.
Ved kirke- og kulturmedarbejderne
Susanne Tidemann og Helle Nielsson fra Bistrup Kirke i Hjørring samt diakonikonsulent i MDK Betina Køster.
Workshop 4:
Social kunst møder
Workshop 5: Genbrugsbutikkens samarbejde med Grøn Kirke
Om hvordan Grøn Kirke, den lokale menighedspleje og genbrugsbutikken kan samarbejde om bæredygtighed og ressourcebevidsthed.
Ved projektkoordinator for Grøn Kirke, Sofie Larsen Kure og genbrugskonsulent for Kirkens Genbrug Annette Iversen
Workshop 6: Folkekirkens engagement i civilsamfundet
fortalervirksomhed - inspiration fra Mariakirken
Et kunstprojekt i Mariakirken inddrager samfundets udsatte i skabelsen af kunstværker.
Ved sognepræst i Mariakirken Lise
Christina Rasmussen
Om os
Menighedsplejen i Danmark
Valby Tingsted 7
2500 Valby
Tlf.: 36 46 66 66
Mobilepay 30206
Bank: Reg. nr. 8075, kontonr. 2018699 info@menighedsplejen.dk www.menighedsplejen.dk
Telefonåbningstid
Mandag - torsdag kl. 10-15
Fredag kl. 10-12
Tlf.: 36 46 66 66
Formand for bestyrelsen
Sognepræst Erik Ladegaard
Generalsekretær
Mette Møbjerg Madsen
Tlf.: 26 89 06 21 mmm@menighedsplejen.dk
Souschef
Jette Lynnerup Romanelli
Tlf.: 30 66 18 75
jr@menighedsplejen.dk
Administration
Anne Marie Kær Hornung
Tlf.: 36 13 06 35
Lone Sørensen Tlf.: 36 13 06 46
Kommunikation og fundraising
Anne Marie Harbo
Tlf.: 36 13 06 22 rie@menighedsplejen.dk
Iben Meinertsen
Tlf.: 36 13 06 23 im@menighedsplejen.dk
Cinne Petersen
Tlf.: 30 70 77 04 cij@menighedsplejen.dk
Diakoni-konsulenter
LOLLAND-FALSTER:
Mei Petersen Tlf.: 26 89 06 39 klp@menighedsplejen.dk
Om hvordan kirken kan blive en endnu stærkere aktør i civilsamfundet lokalt gennem lokale samarbejder om sociale/diakonale projekter.
Ved Asger Toft Johannsen, udviklingskonsulent Røde Kors og diakonikonsulent Sanne Damborg
SJÆLLAND/KØBENHAVN:
Betina Køster Tlf.: 26 16 25 06 bk@menighedsplejen.dk
Eva Green Meinel Tlf.: 60 68 90 40 egm@menighedsplejen.dk
Sanne Glerup Damborg
Tlf.: 92 15 62 02 sgd@menighedsplejen.dk
Line Sørig
Tlf.: 92 15 06 47 ls@menighedsplejen.dk
Folkekirkens Feriehjælp feriehjaelp@menighedsplejen.dk
Tlf.: 36 46 66 66
Der henvises til:
Mei Petersen eller Sanne Damborg
Reception og Fonden "De Stille Stuer"
Estrella Inostroza Acosta Tlf.: 36 46 66 66
Kirkens Genbrug
Annette B. Iversen Tlf.: 40 16 00 20 abi@menighedsplejen.dk
Maria Ludvig Tlf.: 92 15 06 49 ml@menighedsplejen.dk
Frivillige
Anne Olesen
Uffe Laugesen
Vagn Nielsen
Vi glæder os rigtig meget til Himmelske dage i Silkeborg Ses vi?
Foto: Julie Fischer, Danske irkedage
