kommunikation, endte bogen i stedet med at kaste et mere generelt blik på virksomheder og organisationers brug af sociale medier. Og selvom bogen har nogle år på bagen, mener Astrid Haug, at mange problematikker fra dengang også gør sig gældende i dag. Generelt oplever hun, at virksomheder og organisationer typisk har godt styr på traditionelle former for kommunikation – som for eksempel at skrive pressemeddelelser og læserbreve. Omvendt forholder det sig derimod med brugen af de sociale medier, der også er omdrejningspunktet i Astrid Haugs nye bog, Sig du kan li’ mig. I den forbindelse fremhæver hun, hvordan virksomheder typisk opretter profiler på de sociale medier ”i blinde” og uden nogen strategi for, hvordan de konkret skal bruge dem: »Hvis man vil være på de sociale medier, er udgangspunktet at lytte til brugerne. Der, hvor det typisk går galt i byen, er, når virksomheder og organisationer vælger nogle sociale medier, og tror, at ”jamen så har vi en strategi for de sociale medier, for nu er vi til stede på dem”. Så går der et par måneder, hvor de får 2-300 likes, og så sker der ikke rigtig mere.« Astrid Haug ser en stor vigtighed forbundet med, at virksomheder og organisationer fokuserer på, hvilken form for indhold, der skal drive indsatsen på de sociale medier. Hun mener derfor, at en indholdsstrategi er den mest succesfulde vej til at kickstarte en god brug af de sociale medier: »Uanset om du vil være på Facebook, Twitter, Instagram eller Snapchat, så er det indholdet, der skal drive resultaterne. Dag for dag, uge for uge og måned for måned. Derudover et det vigtigt at have et klart formål. Hvorfor vil man være på de sociale medier? På den måde kan indholdet komme til at afspejle det givne mål.« MEDIEVIDENSKAB – EN UDDANNELSE MED MANGE GODE REDSKABER Selvom Astrid Haugs arbejde i høj grad baserer sig på de erfaringer, hun har draget gennem sit praktikophold i USA og sine efterfølgende jobs, ser hun flere fordele i sin medievidenskabelige baggrund. Først og fremmest fremhæver hun muligheden for, at man som studerende selv kan præge uddannelsens forløb: »Jeg har været super glad for at have Medievidenskab som baggrund. Jeg benyttede
[8]
ASTRID HAUGS EGET BRUG AF SOCIALE MEDIER Twitter: »Helt klart min ’No 1’.« - Du kan følge Astrid Haug på @astridhaug, hvor hun for eksempel giver indblik i undersøgelser om danskernes mediebrug. Facebook: »Jeg bruger både Facebook til venner og professionelt. Men jeg deler ikke feriebilleder og lignende. Den slags foregår lidt gammeldags via e-mail.« Instagram: »Min hverdag er ikke speciel visuel, og jeg er ikke en haj til at tage billeder, så det er faktisk noget, som jeg øver mig lidt på.« LinkedIn: »Jeg bruger LinkedIn – både privat og professionelt.« Snapchat: »Størstedelen af brugerne på Snapchat er under 30 år, og da jeg er 36, er mediet derfor heller ikke mit førstevalg, selvom jeg har det.« Egen blog: »Jeg har en blog på min hjemmeside, www.astridhaug.dk.« På Astrid Haugs blog kan du blandt andet læse interessante indlæg som 10 facts om danskerne på sociale medier og Er du usynlig på sociale medier? Nyhedsbrev: »På min hjemmeside kan man også tilmelde sig et nyhedsbrev om sociale medier.«
mig at de forskellige muligheder for at tage fag i udlandet og på andre studier, så jeg fik skræddersyet et studie, som jeg fandt interessant.« På et mere indholdsmæssigt plan ser Astrid Haug en klar force forbundet med, at Medievidenskab har en særlig grad af reference til virkeligheden, fordi uddannelsen gå i øjenhøjde med, hvor brugerne er: »Fordelen ved Medievidenskab er, at det er forholdsvis virkelighedsnært. For eksempel skrev jeg bachelor-opgave om Popstars, der på det tidspunkt var et af de første reality-programmer. Havde det været i dag, var det måske X-factor. Medievidenskab er så tæt på, hvor brugerne er.« Astrid Haug påpeger endvidere den solide ballast i de analytiske redskaber, som Medievidenskab putter i rygsækken på de studerende: »Noget af det, jeg i hvert fald har taget med mig, er hele den tekstanalytiske måde, hvorpå man kan dykke ned i nogle tekster og rent faktisk forstå, hvad der bliver sagt og kommunikeret,« fortæller hun og fortsætter: »Den metodiske tilgang til at forstå brugerne i et modtagerperspektiv, kan man komme langt med. Det er noget, som jeg bruger rigtig meget i forhold til mit arbejde med sociale medier – at se på, hvor brugerne er, og hvad de er optagede af. Man skal tilpasse sin kommunikation til, hvordan brugerne oplever verden.« Og netop oplevelsen af verden er noget af det, som Astrid Haug ser en klar studiemæssig styrke forbundet med:
»Via studiet får man nogle mekanismer til at forstå verden, ens medmennesker og sociale relationer. Og ikke mindst til at forstå udviklingen, så man har en positiv tilgang til, at tingene forandrer sig. For eksempel har Snapchat spredt sig nærmest før, nogen har opdaget det. Opmærksomhed på sådanne udviklinger er gavnlig i forhold til at vurdere, hvordan en virksomhed kan bruge aktuelle trends i sin kommunikation.« Relateret hertil fremhæver Astrid Haug en særlig styrke i de kvalitative metodeværktøjer, som studerende på Medievidenskab lærer at mestre: »Der ligger en klar styrke i den kvalitative metodedel, da man ikke kan lave fokusgruppeundersøgelser via en computer. Derfor er der en væsentlig styrke forbundet med at kunne sætte sig ind i en målgruppe og så netop arbejde strategisk med kommunikation.« Slutteligt fremhæver Astrid Haug dog en udfordring for nuværende studerende i, at kommunikation bliver mere og mere kommercialiseret. For eksempel pointerer hun, at Facebook ikke længere er et gratismedie for virksomheder i forbindelse med reklamebrug. For færdiguddannede medievidenskabere er det derfor nødvendigt også at kunne mestre den mere kommercielle del af kommunikation: »Det er nødvendigt at forstå, hvordan man laver en annoncekampagne på de sociale medier. For de studerende kan der derfor ligge en udfordring i, at der ikke kun er krav om at kunne mestre den indholdsmæssige del, men også den markedsføringsbaserede del.«