ESBEN BJERRE OM ESBEN Esben Bjerre er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og blev i 2009 ansat hos Danmarks Radio. Her har han blandt andet arbejdet på Radioavisen og DR2 Deadline. I 2012 blev han sammen med Peter Falktoft vært på P3’s radioprogram, Monte Carlo, der var med til at gøre duoen kendt for deres skarpe og satiriske fremstilling af samfundet. Esben har sidenhen lavet flere både radio- og tv-programmer sammen med Peter Falktoft, men efter fire år hos DR valgte de to at starte deres eget firma. I dag er de selvstændige iværksættere, men laver stadig radio i form af den ugentlige podcast Her går det godt.
LIGE NU LYTTER JEG TIL… Soundtracket fra Netflix-serien The End of the F***ing World. Det er en skøn blanding af sange fra dengang, verden var lidt mere simpel og i sort/hvid. HVORDAN BRUGER JEG DE SOCIALE MEDIER I MIN HVERDAG? Jeg scroller, liker og sender en dm. Men jeg bruger dem aldrig til at kommentere artikler eller debattere. Jeg bliver simpelthen vanvittig af, hvor latterlige folk kan være på nettet. Derudover fungerer Instagram også som en professionel platform for mig, idet det er her, jeg kan komme i kontakt med brugerne af vores programmer. LIGE NU KLIKKER JEG IND PÅ… Som i lige lige nu? For så sidder jeg og klikker mig ind på leasingpriser for en Range Rover. Hvis der tænkes mere generelt, så klikker jeg mig rundt mellem pol.dk, dr.dk, b.dk, uncrate.com og nyt.com, hvis det går rigtig vildt for sig! LIGE NU LÆSER JEG… Desværre ikke noget. Og det er min evige skam i livet. Jeg ville virkelig ønske, at jeg var typen, der konstant var i gang med tre-fire bøger, men jeg må indrømme at jeg er alt for dårlig til at få det gjort. Jeg har dog tænkt mig at rapse min kærestes bog Bullshit, som vandt Cavlingprisen i år, da den jo så må være god. LIGE NU SER JEG… Broen! Men den er cirka 25 % for uhyggelig til mig. Derudover ser jeg hver morgen gårsdagens afsnit af The Late Show med Stephen Colbert og ugens afsnit af Last Week Tonight.
FOTO: PRESSEFOTO
[ 17 ]