Sammenslutningen
af Danske Småøer
Ø-POSTEN
Nr. 175 Marts 2019
Job, tryghed og frihed trækker familier til Anholt
Naja på 8 år flyttede for tre år siden med sine forældre til Anholt fra Aarhus midtby. I dag glæder familien sig over et liv med mindre hverdagslogistik og mere natur
De kendte stort set ikke noget til Anholt, før de flyttede derover, men for to familier blev beslutningen om at rykke langt ud i Kattegat den helt rigtige. For tre år siden lavede Kristine Frejmanns to døtre en liste over, hvordan livet skulle være, hvis de kunne bestemme. De ville bo i en lille by. Et sted, hvor folk kendte hinanden. Helt tæt på naturen. Kristine og hendes mand, Jakob Grell, drømte om et hus og om mere ro. Nær ved deres lejlighed midt i Aarhus susede Nørre Allé med hylende udrykninger og masser af biler.
Først og fremmest drømte de to forældre dog om mere tid med deres børn. – Jeg synes ikke, at det liv, vi levede, gav mening i forhold til, at vi næsten ikke så hinanden, fortæller Kristine. – Der var alt for meget logistik med at aflevere børn langt væk, gå på arbejde og først se hinanden om aftenen. Jakob var pædagog, og Kristine lærer. En dag faldt hun over et opslag for en stilling på Anholt Skole. En ø, hverken hun eller Jakob havde besøgt. I første omgang var Jakob da også lidt skeptisk, „det var alligevel for langt ude“, men omvendt kunne han godt se fordelene. – I en forstad ville vi stadig være
orienteret mod byen, mens livet på en ø har sit eget centrum. Særligt på Anholt, hvor folk jo ikke lige pendler fra. Der er man nødt til at være noget i sig selv. Man er nødt til at skabe noget sammen. Fritgående børn Danmarks mest isolerede ø bliver Anholt kaldt. 44 kilometer til nærmeste fastland, godt 140 beboere og kun fire ugentlige færgeafgange i vinterhalvåret. Det var her Jakob og Kristine flyttede til i højsommeren 2016. Begge havde fået job på skolen, og de opdagede hurtigt, at på Anholt var friheden – også døtrenes – en anden. Fortsættes på side 4