3 minute read

Orientering fra menighedsrådet

Af Egon Espersen, formand for Estvad-Rønbjerg Menighedsråd

I de sidste 3 måneder har vi haft et fast punkt på vores dagsorden til menighedsrådsmøderne. ” Hvordan kan vi arbejde i MR for at få mere tid til menighedens liv og vækst? - Hvordan får vi kendskab til sognets sammensætning og realistiske muligheder for kirke liv?”

Advertisement

Særligt det sidste spørgsmål har givet anledning til hovedbrud, for hvordan skal vi tolke det, når der ikke kommer ret mange til gudstjenesterne og diverse arrangementer? Er det, fordi vi har urealistiske forventninger til den lokale interesse for kirke liv generelt? Eller ér interessen faktisk til stede, men vi har skudt forbi med de aktiviteter, vi tilbyder? er der utilfredshed med den måde gudstjenesterne forløber på? eller vi har været uheldige med dag og tid? Der er mange mulige svar, men det er ikke nemt at spørge, dem, der ikke kommer. Når det er sagt, arbejder vi stædigt videre fremad, og hvis der er nogle af RønbjergXpressens læsere, som kan hjælpe menighedsrådet med meninger om emnerne, må I meget gerne kontakte mig.

Vi har i foråret fået den seneste udgave af Højskolesangbogen. Der er mange spændende nye sange med i den nye udgave, som det bliver dejligt at lære at kende og synge.

På Rønbjerg kirkegård er der mange tomme gravsteder, og det ser trist ud. Samtidig bliver 86% af de afdøde kremeret. Derfor vil der ikke i fremtiden blive brug for ret mange ordinære gravsteder. Et udvalg fra menighedsrådet har udarbejdet en plan for ændring af kirkegården, og i denne måned vil kirkegårdskonsulenten for Viborg Stift komme forbi for at se på kirkegården og menighedsrådets plan. Vi håber, at han kan se ideen i planen. Derefter skal den godkendes i Skive Provsti og Viborg Stift, og til allersidst skal vi finde penge til at udføre projektet. Ændringen af Rønbjerg kirkegård bliver et punkt på menighedsmødet til efteråret.

Ådalskolens Juniorklub

Af Niels Ole D. Nielsen, SFO-leder, Ådalskolen

På Ådalskolen har vi, pr. d. 1. maj 2023, 80 børn indmeldt i vores juniorklub tilbud, men hvad er juniorklubben for noget, og hvad tilbyder vi vores børn af aktiviteter? Det vil blive beskrevet i følgende artikel.

På Ådalskolen har vi 3 fritidstilbud til vores børn i grundskolen, som faktisk også kan bruges af børn på andre skoler:

• Vi har vores SFO, som er et tilbud der primært er rettet mod børn fra 0. kl. - 3. kl. I dette tilbud kan man vælge, om man vil gøre brug af en fuldtidsplads, en deltidsplads på 12 timer, eller kun morgenpasning. For børn bosiddende i Rønbjerg/Estvadområdet er der desuden mulighed for at vælge at være i morgenpasning i Rønbjerg Naturog Udelivsbørnehave.

• Vi har også en fritidsklub, som er et tilbud til børnene fra 4. - 6. kl.

• Og sidst men ikke mindst har vi vores juniorklub, som er et aftentilbud til børnene i 5. – 6. kl.

I dette indlæg vil jeg fortælle om vores juniorklub, og hvad tilbuddet indeholder af aktiviteter.

I Ådalskolens juniorklub har vi åbnet 4 aftener i ugen fra kl. 18.00 til kl. 21.00, og det bliver rigtig godt benyttet. Lige nu er der tilmeldt 80 børn, dvs. at næsten alle børnene fra vores 5. og 6. årgang er indmeldt, og samtidig kommer der børn fra andre skoler, som også gerne vil være indmeldt hos os. Vi har forskellige aktiviteter i løbet af ugen, og så er vi på en del ture.

Aktiviteterne på hverdagsaftener er bl.a.:

• Vi gør brug af skolens gymnastiksal flere gange i ugen, hvor der er mulighed for boldspil, bevægelse og leg. Ikke mindst stikbold og høvdingebold er populært.

• Hver torsdag er der madlavning, hvor der laves forskellige retter, det kan være tarteletter, kebab, gryderet m.m. Det er også meget populært. Nogle tirsdage bager vi.

• I klubben har vi et kreativt hjørne, hvor børnene har mulighed for at tegne, male og lave andre kreative ting. I perioder er der f.eks. mulighed for at lave egen sæbe eller egne bolsjer.

• Af og til laves der små konkurrencer i form af Jeopardy og Kahoot, og vi har også lavet ”Den store bagedyst”, en konkurrence vi på et tidspunkt vil afvikle igen.

• Vi gør nogle gange brug af SFO’ens og klubbernes bålhytte til udeliv.

• I klubbens spillerum er der mulighed for at spille computer, Playstation, Wii og Pool. Det er nok klubbens mest benyttede rum.

• Der vil på et tidspunkt blive lavet et værksted, hvor der vil blive arbejdet med at lave egne film.

• Ellers laves der nogle gange en Lan-aftener, overnatning med film, og halloween med overnatning.

Ture ud af huset kan være vidt forskellige. Vi er en del gange i Skive Badeland i løbet af skoleåret, og i den koldeste vinter kan vi også besøge skøjtebanen.

Ellers har vi i dette skoleår været i København, i Rønbjerg Feriecenter, juletur til Aarhus med besøg i Den Gamle By, tur til Daugbjerg Kalkgruber, på Skive gokartbane, været af sted til lasergame og været i Kattegatcenteret. Inden vi når sommerferien, vil vi bl.a. besøge Danfoss Universe og Fårup Sommerland.

Turen til København kan bl.a. lade sig gøre, fordi jeg har kørekort til bus, og derfor lejer vi en bus i Aarhus og køre selv derover. Der er allerede arrangeret en tur igen i midten af august, lige før undervisningen starter efter sommerferien.

På Ådalskolen har vi en facebookside, hvor man løbende kan læse om de aktiviteter, der foregår i undervisningen, SFO’en og klubberne. Den vil jeg gerne opfordre jer til at gå ind og følge.

This article is from: