
2 minute read
Vådområde i ådalen
Af Hardy Brunsgaard Pedersen, Naturparkgruppen
Skive – Karup Ådal er under forvandling fra et landbrugsområde til et vådområde. En række lodsejere og beboere i området har taget initiativ til udarbejdelsen af et idéoplæg om vådområdets udformning. Oplægget giver en overordnet indføring i ådalens historie, dens natur og landskaber samt dens sammenhæng til andre tiltag i Skive kommune. Oplægget har sit fokus på de naturforbedrende og rekreative muligheder, som et fremtidigt vådområdeprojekt kan betyde for ådalen og for os alle. Det er oplæggets sigte at beskrive de muligheder et vådområdeprojekt kan tilføre ådalen.
Advertisement
Vådområdet, der er på 400 ha, er beliggende mellem Koholm Å og Skive-Karup Å og strækker sig fra Nikkelborgsøerne og Flyndersø til Skive by. Ådalen forbinder by og land både landskabsmæssigt og rekreativt, og den rummer interessante kulturhistoriske spor om egnens udvikling gennem tiden. Ådalen rummer et stort potentiale for byens og egnens fortsatte udvikling som led i miljøhensyn, klimatilpasning, fremme af natur- og landskabstyper, bosætning og turisme. Idéoplægget har til formål at sætte fokus på nogle af disse muligheder og være med til at skabe en konstruktiv debat om dem, herunder også at støtte Skive Kommunes fortsatte arbejde med vådområdeprojektet i ådalen.
Ådalen er en del af Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig. Den bidrager med vigtige landskabsmæssige elementer til naturparkens landskaber og rekreative muligheder ikke mindst i forhold til Skive by. Det giver god mening at se et vådområde i ådalen i tæt sammenhæng med naturparkens mange andre naturtyper.

Ådalen er opstået i den seneste istid, hvor den blev dannet af smeltevandet med afløb til Skive Fjord. Skive - Karup Å blev dannet mod slutningen af istiden med sine slyngninger ned gennem ådalen. I begyndelsen af 1850erne blev den første regulering af åen foretaget. Åen fik et nyt forløb gennem ådalen, og blev inddæmmet med sommerdiger.
I årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig blev der gennemført et nyt stort projekt, som gav ådalen den udformning, den har i dag. Skive-Karup Å blev forlagt til ådalens østside og Koholm Å til vestsiden. 400 ha jord blev inddæmmet til landbrugsproduktion. Området blev drænet og er siden da blevet afvandes via to store pumper.
Der var i årene efter anden verdenskrig mangel på fødevarer og behov for en større fødevareproduktion. Der er mange små parceller i ådalsområdet, og arealerne er i dag i dyrkningsmæssigt i tilbagegang. Landbruget udvikler sig, og der er ikke længere det samme behov for at have et stærkt fokus på fødevareproduktionen. Nu er der behov for at tænke på fremtidens miljø, klima og naturressourcer.
Et vådområde etableres typisk ved at den naturlige hydrologi genskabes. På lavbundsarealer sløjfes dræn eller pumpeløsninger, så vandstanden hæves til det naturlige niveau. Det primære formål er at sænke udledningen af CO2 til atmosfæren samt kvælstof og fosfor til søer og kystvande. Samtidig skabes der nye naturområder med søer og enge.
Størstedelen af ådalen er i dag systematisk drænet i et netværk af dræn og grøfter. Via pumpestationen løftes drænvandet til udløb i Koholm Å. Den nuværende vandkote i det inddæmmede engområde ligger under vandspejlet i Koholm og Karup Å. I det vådområdeprojekt, der er skitseret for ådalen, etableres et middel vandspejl i en kote på ca. 1,60 m. Denne kote vil resultere i en lavvandet sø på ca. 228 ha kombineret med sump og engområder på det resterende areal. Søen vil få vand fra Koholm Å. I ådalens nordlige ende etableres et overløb, så vandet fra søen ledes direkte ud i Karup Å. Det vil således være overløbet, der definerer søens vandspejl. Diget rundt om ådalen skal i et sådant projekt kunne holde til vandpresset fra søen. Det skal enkelte steder forhøjes og styrkes.
I gruppen af initiativtagere gør vi os mange forestillinger om, hvilke naturtyper, der kan udvikles i det kommende vådområde, og hvilke rekreative muligheder et sådant område kan byde på. Vi er interesseret i at vide, hvilke tanker andre gør sig. Vi vil meget gerne høre om idéer og forslag, som vi ikke selv har tænkt på. Derfor inviterer vi alle interesserede til en visionsaften om fremtidens ådal.
VISIONSAFTEN OM SKIVE-KARUP ÅDAL
Kom til møde om fremtidens ådal og få indflydelse på dens udformning.
Tirsdag 30. maj kl. 19.00 i Estvad-Rønbjerg Forsamlingshus
Oplæg og workshop v/Berit Brunsgaard, Provins ApS og
Dorte Sigh, Meissner+Sigh
Mødet arrangeres af Digelauget for Skive-Karup Å og Naturparkgruppen


