
1 minute read
Kirkenyt fra sognene
Af Anita Engberg, sognepræst
Onsdagscafé
Advertisement
D. 24. maj kl. 10.30 i børnehaven
Musik og sang i børnehøjde v/organist, Søren Bech i samarbejde med Rønbjerg Vuggestue og Børnehave. Alle er velkomne til en hyggelig stund.
Prædikenværksted
Torsdage kl. 9-10 i kirkeladen i Estvad
Se aktivitetskalenderen for datoer. Bemærk, at prædikenværkstedet i år holder lang sommerferie fra midten af maj til 10. august.
En times struktureret lytning og samtale om tro og liv med udgangspunkt i kirkeårets tekster til fælles inspiration for præst og deltagere. Det kræver ikke nogen særlige forudsætninger at deltage, heller ikke at man er fast kirkegænger. Alle er velkomne til at komme og prøve at være med. Deltag gerne mindst et par gange for at lære formen at kende. Tilmelding er ikke nødvendig, og der er ikke krav om at deltage hver gang. Kontakt gerne sognepræst Anita Engberg for yderligere oplysninger.
Sogneindsamling
D. 12. marts var der sogneindsamling til fordel for Folkekirkens Nødhjælp. I Estvad-Rønbjerg sogn blev der indsamlet min. 4.270kr ved fællesspisning og den digitale indsamling. Der kan være lavet yderligere donationer direkte til Folkekirkens Nødhjælp, som ikke er blevet registreret til vores konto. Tak for alle bidrag, og tak til Lokalrådet for det gode samarbejde og til de frivillige, der sørgede for mad og drikke m.m.
Pinse i Anlægget
2. pinsedag, mandag d. 29. maj kl. 11.00 i Skive Anlæg

Under overskriften ”Syng, Syng, Syng” er det igen tid at fejre pinse i Skive Anlæg for alle i Salling og Skive. I år lader vi fællessangen være i fokus. Limfjordskoret, Calluna-koret og Natalia Packert Andresen synger for, og Betty Ahrenfeldt prædiker. Kom fra alle sogne, tag et tæppe eller en stol med til at sidde på og glæd dig til at synge eller blive sunget. Gudstjenesten afrundes med en god kop kirkekaffe.

Gammelt og nyt for øjet og øret
Tirsdag d. 13. juni kl. 19.30 i Rønbjerg kirke ”Tiltrækkende. Bevægende. Opløftende. Inspirerende. Fleksibelt.”
Sådan lød visionen for Rønbjerg kirke, da den i 2019 blev lukket for fornyelse, indtil den kunne åbnes igen i pinsen 2020. Desværre måtte genindvielsen finde sted på Corona-vilkår, og kun få mennesker kunne være til stede. Det skal der rådes bod på nu, og derfor inviterer Estvad-Rønbjerg sogn til en hyggelig og informativ aften i selskab med billedkunstner Simon Aaen, der vil fortælle om sit arbejde med den nye udsmykning af det gamle kirkerum, og med orgelkoncert ved kirkens organist, Søren Bech, der bringer nyt liv til orglet, der var lige ved at blive smidt ud, men som på menighedens foranledning er kommet til ny ære og værdighed.