
3 minute read
Kys frøen!
Af Anita Engberg, sognepræst
”Er 5 salmer for meget?” spurgte en ny præstekollega for nylig i forbindelse med sine forberedelser til de kommende konfirmationer. Svaret er selvfølgelig en smagssag. Mit svar var ”Nej”, og det ville også have været mærkeligt andet, for jeg havde også selv valgt at tage 5 salmer med. 5 salmer og sange, som jeg havde et håb og en vis forventning om, at konfirmanderne og deres gæster ville kunne synge med på, for salmesangen er en vigtig del af vores gudstjeneste. Dér bliver det for alvor mærkbart, at gudstjenesten er noget, vi er fælles om. I sangen kommer præst og personale og menigheden til orde på lige vilkår. Jo flere og jo mere vi synger med, jo bedre. Stemmerne smelter sammen og bliver til én. Salmerne bliver vores fælles henvendelse til Gud, vores fælles svar på Guds tiltale med ord, vi låner fra fortidens og nutidens salmedigtere.
Advertisement
Og ja, nutidens salmer og salmedigtere hører også med, som Henrik Friis, den ene af vore kirkesangere, skriver mere om andetsteds i bladet. Jeg kan kun give ham ret, og har lyst til at tilføje, at det er lidt med de nye salmer, som det er med prinser og frøer: man må være indstillet på at kysse rigtigt mange frøer, før man kan være heldig, at en af dem bliver til en prins! Sådan er det nu engang. Ikke alle nye salmer er gode salmer, og ikke alle har den kombination af tekst og melodi, der gør, at vi tager dem til hjerte og kan holde dem ud i længere tid. Men hvem ville undvære ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, nu hvor den har vist sig som en ”prins” blandt salmer og er blevet kendt og elsket og bruges i mange sammenhænge?
I 2016 udkom ”100 salmer”, et tillæg til Den Danske Salmebog. 100 salmer bruges nu i stort set alle landets kirker, tror jeg, i hvert fald langt de fleste, og den er også kommet på hylden i Estvad og Rønbjerg kirker. I den møder vi bl.a. Lisbeth Smedegaard Andersens salme: ”Bagest i haven”, som du kan læse her, og som bliver ”Månedens salme” på et tidspunkt i løbet af sommeren eller efteråret. For mig er det en utroligt fin, livsnær tekst, som, jeg håber, vil vække genklang hos mange. Jeg kan i hvert fald selv se både mig selv og rigtigt mange af de mennesker, jeg kender og møder både privat og som præst, sidde lige præcis i haven og fundere over livet og døden, og jeg synes, digteren rammer en af masse af de tanker, der kan gå igennem hovedet på én, når man synes, at Gud er lidt fjern for én og samtidig er åben for tegn på hans nærvær: i en solstråle på en gråvejrsdag, eller en sommerfugl, der flakser over en kiste, eller altså, som Lisbeth Smedegaard Andersen skriver, i skikkelse af en natsværmer - vinge, der slår blødt imod en rude. Mange af de billeder, der optræder i salmen, er ikke bundet til vor tid, men så er der lige det med toget, der sammen med det nutidige og enkle sprog, flytter de evigtgyldige naturbilleder ind i vores tid og livsverden (til forskel fra de århundredgamle salmer). Vi synger ikke bare om noget, der er sket for nogen engang for længe siden. Vi synger om noget, der har en tydelig reference til vores liv i dag. Sådan skulle vi helst opleve hver eneste salme (og læsning fra Bibelen for den sags skyld): som noget, der er relevant i vores nutidige liv, men sommetider er det godt at få støtte til oversættelsen fra poesiens og bibelens sprog til det kendte hverdagsliv, og det er noget af det, de nye salmer kan.
Så tag chancen - kom og kys frøen, så vi også om 5, 10 og 50 år har salmer, som både unge og gamle kan synge med på til konfirmationer og andre gode anledninger!
God sommer. Må den være fuld af sang og glæde!
100 Salmer nr. 891 - Bagest i haven
Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen, 2011
1 Bagest i haven der sidder jeg tit kikker på blomster og blade tænker på livet og det der blev mit det jeg engang skal forlade
2 søger dig, Herre, men himlen er stum havet ved intet at sige måne og stjerner er tavse derom hvor er dit sted og dit rige?
3 findes der sangfugle dér hvor du er svaler der kvidrer ved morgen? græder du stadig for dem du har kær mindes du angsten og sorgen?
4 husker du nætter med rullende tog tungt gennem mørket derude? var du den natsværmervinge der slog blødt mod min oplyste rude?
5 yderst på bænken – her sidder jeg lidt skjult bag ved grene og kviste beder i stilhed for det der blev mit dem som jeg frygter at miste
6 fuglene kvidrer i hassel og pil her er det sted du vil være lyse din fred her hvor livet blir til midt i det kendte og nære.
© Lisbeth Smedegaard Andersen og Salmedatabasen / salmer.dk
Døbte:
Estvad kirke
26. marts 2023